Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848/6

Gunder Paulsen

Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848

Forfatterens Forlag, 1872 (s. 119-132).

Vinteren 1840–41 var jeg paa Svenkerud 1/2 Aars Tid, for under Christians Veiledning at repetere Skolefagene og skrive Stil, og i Begyndelsen af Januar 1842 drog jeg til Christiania kjørende sammen med min Fader paa Langslæde. Jeg syntes ilde om denne simple Befordring, jeg som nu var bleven vant til at kjøre som Storkarl i Spidsslæde med Feld og Dombjeller; men Fader var den Gamle, og vilde ikke fare som Nar til Byen i Stadsslæde. Han fandt sig dog i, at jeg paa Veien deltog i et stort Bal paa Gjølstad i Brandvold, hos en derboende rig Enke, Berte Gjølstad, som havde to vakre, tækkelige Døttre, med hvem jeg havde stiftet Bekjendtskab paa Dandseskolen.

I Kristiania tog jeg ind hos Faster Marie, som var gift med en Larsen og stod sig ganske godt, men boede yderst indskrænket, saa det kun var midlertidigt, jeg kunde faa bo der. Fader gav mig ved Afskeden Anvisning paa 6 Spd. maanedlig samt Kontanter til en Overfrakke og nogle Haandskillinger. Men naar jeg nu var færdig med Præliminærexamen, hvortil jeg forberedte mig ved i en 14 Dages Tid at skrive Stil og gjennemgaa lidt Historie hos en Student Hegge, havde leiet Logis, og begyndt at læse Algr. Ussings Criminalret hos Cand. Søberg paa Parti med Jens Jensen fra Skeen, saa mærkede jeg snart, at de 6 Spd. ikke strakte til. Nu var gode Raad dyre. Fader vilde ikke ud med Mere. Jeg maatte se til at faa Arbeide paa et Kontor ved Siden af min Læsning, hvis Pengene ikke strakte til, mente han. Men dette var lettere sagt end gjort. Sammen med en Bekjendt fra Solør, E. Bratlie, fik jeg billigt Logis i Kjøbmand Aamodts Gaard i Skippergaden, Middagsspise hos Gulbrandsen i Kirkebakken og nyt Parti i Jus hos Bureauchef Gudmundsen. Men til alt dette medgik pr. Maaned:

for	Værelse med Seng og Møbler	2	Spd.
-	Middag	2	–
-	Frokost og Aften samt Opvartning ca.	2	–
-	Manuduktion	2	–
		8	Spd.

Underballance pr. Maaned altsaa 2 Spd. foruden Udgifter til Bøger, Klæder og Haandskillinger, som krævede ca. 4 Spd. pr. Maaned.

I samme Hus boede min gl. Lærer Christian Svenkerud som Storthingsmand sammen med Lars Tønsager, Repræsentant fra Akershus Amt, en gammel, graahaaret, vakker Mand, og disse To anbefalede mig til Præst Castberg, som Formand for Militærkommitteen, hos hvem jeg fik Arkskrivning, og paa denne Maade levede jeg da til ud paa Sommeren; men nu var det ikke muligt at faa noget Arbeide i Byen, og jeg søgte derfor de Kontorbetjentposter, som nu og da averteredes i Landdistriktet, men uden at det lykkedes mig at faa nogen. Der var saaledes ingen anden Raad for mig end at reise hjem. Og jeg var nu paa Nippen til at tage Foden paa Nakken og drage ud af Byen, da jeg opnaaede en Post hos Stempelpapirsforvalter Schøyen med frit Hus og 6 Spd. maanedlig. Nu var jeg berget. Og min Glæde herover var ubeskrivelig. Posten var jo netop som skabt for mig, da jeg i selve Kontortiden fik saamegen Tid tilovers, at jeg med Flid kunde gjennemgaa det Pensum, som var bestemt for Dagen, og altsaa anvende den øvrige Tid til Rekreationer, hvoriblandt Theatret og Koncerter samt smaa Udflugter i Byens nærmeste Omegn indtog første Rang. Før jeg kom paa Schøyens Kontor, benyttede jeg enhver Anledning til at være tilstede og høre paa Forhandlingerne i Storthinget som traadte sammen i Februar i det heromhandlede Aar, 1842, især indfandt jeg mig, naar det var Sager under Behandling af særegen Interesse, og iblandt disse var to, som har fæstet sig klart i min Hukommelse, nemlig 1) Forslagene til Forandringer i Lovene om smaa Gjeldsfordringers Inddrivelse og om tvungne Auktioner, og 2) Henrik Wergelands Forslag om Ophævelse af Grundlovens Forbud mod Jøders Adgang til Riget.

Det var Flaaeriet af Inkassatorerne i Solør, som havde givet Stødet til de to førstnævnte Lovforslag, og jeg mindes godt, at Jonas Anton Hjelm, som Præsident i Lagthinget, og Byfoged Christensen fra Stavanger fældte en streng Dom over disse Folk. „Inkassatorerne i Solør vare Blodsugere og Utysker, som med det fordelagtigste burde sendes ud af Landet“, yttrede Christensen.

I Jødesagen talte Sorenskriver Sørensen for Forslaget i et glimrende af Varme og Hjertelighed beaandet Foredrag. Uagtet Galleriet var fuldpakket, var det under denne Tale saa stille der saavelsom i Storthingssalen som i en Kirke under Prædiken. Til Slut blev Taleren selv saa rørt, at hans Stemme bævede og hans Øine bleve vaade. Naar han havde sat sig, vedblev Stilheden i spendt Forventning om, hvem der nu vilde træde op. Det gjorde Ole Gabriel Ueland, som begyndte omtrent saaledes: „I en Sag af den store Betydning som Forslaget om Ophævelse af en Grundlovsbestemmelse, maatte man ikke lade sig henrive af sine Følelser, men handle med et roligt Sind og modent Overlæg“. Disse Ord faldt som en kold Styrt nedover min Ryg, og jeg tror, over Flerheden af de Tilstedeværende. Nu fortsatte Ueland paa sin rolige klare, overbevisende Maade at tale mod Ophævelsen, og Forslaget faldt.

Befriet fra Bekymringer for Midler til at opholde mig i Hovedstaden, fortsatte jeg med Flid min Læsning af Retslære, og besøgte, saa ofte Tiden tillod det, Motzfeldts Forelæsninger over Proces, Hallagers over Obligationsret, Collets over Familieret og Retsfilosofi og Schweigaards over Statsøkonomi og over den ny Straffelov. Jeg fandt megen Belærelse i disse Foredrag som næsten alle efter min Opfatning vare fortrinlige og godt besøgte. Thi i den heromhandlede Tid manglede trykte norske Værker i alle Grene af Retslæren undtagen i Grundlov hvor man havde Stangs udmærkede Fortolkning. Jeg læste Hurtigkarls System og Ørsteds Haandbog over Things- og Personret, og et skrevet Exemplar af Schweigaards Forelæsninger over Processer som kort efter tildels udkom i Kontratryk.

Hallager dikterede sine Forelæsninger over Obligationsret, og Platou, som blev Lektor ved Motzfeldts Afgang som Universitetslærer, dikterede ligeledes sine Forelæsninger over Thingsret. De mest anseede og besøgte Forelæsninger var dog Schweigaards. Hans Forelæsninger over den ny Straffelov blev ikke alene besøgt af de Studerende, men af Kandidater og Embedsmænd, saa Auditoriet var overfyldt. For at ikke Kontortiden skulde hindre saadanne Folk, som de Sidstnævnte fra at være tilstede, læste han tidlig om Morgenen (Kl. 7–9 om jeg ikke mindes feil). Jeg synes endnu jeg ser denne vakre, velskabte Mand, fyge med rivende hurtige Skridt gjennem Gaden til Universitetet og betræde Kathedret med uredt Haar og Halstørklædets Knude dreiet om til den ene Side. Hans Foredrag gik undertiden hurtigt og med lav Stemme og undertiden med høi næsten skrigende Røst ledsaget med et kraftigt Slag i Talerstolen. Undertiden satte han det ene Ben op paa Talerstolen, saa Knæet næsten naaede ham til Hagen, og nu var det, at han ligesom snakkede med sig selv: man kunde jo raisonere paa den ene Side som saa, og henset til det og det tænke som saa; men nu satte han Benet ned, rettede sig op og talte af fuld Hals med lynende Øine og et Slag i Talerstolen, naar det afgjørende Punkt udhævedes, for hvad der paa den anden Side talte afgjørende for en Mening.

Allerede ved sin Statistik, Forelæsninger over Processen og Administrativretten havde denne Mand vundet en saa stor Anseelse, at de Studerende og Andre, som havde læst disse Værker, satte ham næsten ligesaa høit som A. S. Ørsted i Kundskaber og Skarpsindighed, men Forelæsningerne over Straffeloven bragte de Retslærde og Retsstuderende til rent at forgude ham og anse ham som ufeilbar, naar det gjaldt Fortolkningen af Loven og Læresætninger i Statsøkonomi.

Da han nu med denne sin overlegne Skarpsindighed og Dygtighed i disse Fag forenede en gjennem elskværdig, hæderlig og retsindig Karakter saa man op til dette Menneske som en Halvgud. Han saa umaadelig kry og vigtig ud, naar han med Næsen i Veiret føg gjennem Gaderne, saa Kjolespidserne stod bagover som Vimpler, men naar man kjendte ham nærmere end blot som forrettende Professor, faldt det Krye bort, eller rettere sagt, man saa og hørte kun den høitbegavede og velvillige Lærer og Mester. Han fordunklede saa aldeles sine Medlærere, at vi ansaa disse i Sammenligning med ham som rene Middelmaadigheder, og stort over det Almindelige med Hensyn til Begavelse stod vel neppe nogen af dem, medens de vistnok alle havde studeret med Flid og Grundighed og røgtede sit Hverv samvittighedsfuldt.

Det kunde synes, at jeg maatte være vel fornøiet og have min Tid vel anvendt nu, da jeg havde opnaaet mit Ønske, at faa opholde mig i Kristiania og læse til Embedsexamen, især da jeg, som ovenantydet, ogsaa havde Raad til at gaa i Theatret og paa Koncerter, og jeg desuden tog Undervisning i Violinspil, først hos Royan Ældre og senere hos Bergersen, og havde Anledning til om Søndagene at hygge mig sammen med mine Venner fra Solør, E. Bratlie, H. Kjelsberg, Jens og Jacob Dahl, M. Nilsen, Jul. Petersen, H. Haagensen m. Fl., samt hos min snille Tante, Enkemadame Paulsen, og hendes Børn, Ferdinand, Lina og Gunda. Og naar jeg kunde have faaet leve upaavirket af mine Kammerater og Bekjendte fra Præliminær-Examen, Læsepartierne og Forelæsningerne, havde jeg vel ogsaa slaaet mig til Ro hermed, men paa Hjemveien fra disse Sammenkomster havde vi meget at samtale om, som mindede om Ønskeligheden af længere Sammenkomster for at udvexle Meninger om vore Anliggender som Studerende og om Dagens Spørgsmaal og Begivenheder. Følgen heraf var, at der blev fremsat Forslag om Stiftelsen af en Forening af Præliminarister eller norske Studerende. Jens Jensen var nok den, som baade fremkom med Forslaget og som udstedte Indbydelsen, der blev modtagen med Glæde af fast alle norske Studerende, som da opholdt sig i Hovedstaden – saavidt erindres omkring et Snes Personer – hvoraf Th. Rørdam, W. Saxild, Kolberg, Berg og Jalles vare de mest Fremragende næst Jensen, som var og blev den mest ivrige og aktive Deltager og Leder. Foreningen blev stiftet. Vi leiede Lokale, abonnerede paa Aviser og havde vore faste Sammenkomster, hvor vi underholdt os med Samtaler, Diskussioner og selskabelige Adspredelser. Jeg deltog ivrig saavel i Foreningens Stiftelse som i Sammenkomsterne og Diskussionerne og i Indsendelse af Bidrag til vor Avis, som blev redigeret af Saxild. Vinteren 1842–43 blev der flere Gange spilt Komedie, hvoriblandt Scener af Fra Diavolo, Jeppe paa Berget m. Fl. Jensen, Kolberg, Berg, Rørdam og Saxild vare ogsaa her de fornemste Aktører. Jeg spilte kun med en Gang, nemlig som anden Advokat i Jeppe paa Berget, men det gik for mit Vedkommende daarligt, hvorimod de øvrige spilte godt. Naar jeg skulde til at tale, havde jeg nemlig glemt, hvad jeg skulde sige og maatte paa en klodset Maade ty til Sufløren. Jeg opgav derfor at tage Del i Komediespil, men blev istedet derfor fast Medlem af Orchestret, som bestod af J. Krogh. Berg og mig, idet Førstnævnte spilte 1ste Violin, jeg 2den Violin og Berg Cello; men ogsaa her var jeg den daarligste.

17de Mai 1843 skulde efter en for hele Byen valgt Festkommittees Program feires ved Procession gjennem endel af Byens Gader, og alle Stænder og Laug blev opfordret til at møde frem med Flag eller Fane. Vi anskaffede da ogsaa en Fane og deltog som Korporation i Processionen. Vi var vistnok den mindst talrige og mindst anseede af alle de mange Stænder og Laug, som mødte frem ved denne Leilighed, og jeg skal ikke nægte for, at jeg følte mig lidt trykket heraf, da vi sluttede os til paa Fæstningen, og da vi oppe ved Slottet standsede og ligesom de øvrige Korporationer plantede vor nye Fane, som med sine friske Farver og Emblemer vakte nogen Opmærksomhed. Det var Arbeidsomhedens og Flidens Attributter, vi havde optaget paa vor Fane, uden at jeg dog nu kan erindre hvilke Gjenstande, der blev anvendt som Udtryk for denne Tanke, men jeg hørte bagefter, at en af Magistratsmedlemmerne havde fundet ud, at Emblemerne skulde være Tegn paa, at vi vare af Bondestand. Bagefter feirede vi Dagen med et muntert og hyggeligt Middags- og Aftenselskab i Hotel Kopenhagen.

Under en af vore første Sammenkomster i Præliminaristforeningen kom det paa Tale, at søge om Adgang til Studentersamfundet; men da det blev oplyst, at et saadant Andragende tidligere var bleven afslaaet, saa opgav man strax denne Tanke uden at der blev anstillet nogen nærmere Undersøgelse om, hvorledes dette Afslag var begrundet, og uden at der fandt nogen Udtalelse Sted om, hvor ubehageligt Præliminaristerne fandt sig berørt ved at være udestængte fra bemeldte Samfund. Det var ligesom Alle stiltiende vare enige om at bære denne Tort med Resignation og med det Forsæt, hver for sig at gjøre sit Bedste for at erhverve Kundskaber og Dannelse, for senere i det praktiske Liv som Examinater at konkurere med de mere begunstigede og ofte fordringsfulde og overmodige Kandidater.

Men hvad var nu egentlig Aarsag til, at Studenterne nægtede Præliminaristerne Adgang til Studentersamfundet?

Det formelle Svar lød, at Studenterne ere akademiske Borgere, og at det kun er for Saadanne Studentersamfundet er til, medens Præliminaristerne kun ere admiterede som Studerende ved Universitetet uden Indskrivning som akademiske Borgere. Med andre Ord: Studenterne danner efter Tidens Aand og Smag, ligervis som Skræddere og Skomagere, sit Laug, hvor kun de, som høre til Lauget have Adgang, og til Lauget høre kun de, som have taget Studenterexamen. Dette var nok det officielle Svar, Studenterne i sin Tid havde givet Præliminaristerne paa Andragende om Adgang til Studentersamfundet. Men det var et Svar, som ikke var hverken passende eller tilfredsstillende. Inmatrikuleringen (Indskrivningen) som akademiske Borgere var en blot og bar Form, medens Sandheden var den, at de norske Studerende havde den samme uhindrede og fri Adgang til Universitetet og Forelæsningerne og maatte gjennemgaa netop de samme Lærebøger og udholde netop den samme Examen eller Fagprøve som Studenterne, kun med den Undtagelse, at de norske Studerende vare fri for Romerret. Hvad var under saadanne Omstændigheder rimeligere end at de norske Studerende ogsaa blev stedet Adgang til Studendersamfundet, som jo var stiftet, for at de Studerende ved Universitetet kunne komme sammen, lære hinanden at kjende og samvirke til, at gjøre Livet som Studerende belærende, dannende og underholdende? Universitetet er netop stiftet for at sprede Kundskabens Lys udover Landet, og hvormange Gange og paa hvormange Maader er det ikke sagt, at det ikke er Brødstudiet, en god Student maa lade sig drage af, men Tørsten efter Kundskaber og sand videnskabelig Dannelse i Bevidstheden om, at det netop er hans Opgave, hans Mission, at være Bærer udover Landet af dette Kundskabens Lys? Og hvorledes tager det sig vel ud, ligeoverfor disse høie Tanker at nægte de stakkels norske Studerende Adgang til Studentersamfundet? Disse Folk tørstede efter Kundskaber og Dannelse, og de havde arbeidet med en Flid og Udholdenhed, som fortjente Beundring og Agtelse, for at komme til Universitetet og vedblive her paa samme Maade, som oftest under økonomisk Tryk og uden Slægt og Venner at ty til, for at søge Adspredelse og Hvile efter Dagens Arbeide. Dette vidste Studenterne god Besked om, og naar de alligevel stengte dem ude fra sine Sammenkomster, saa stred dette altsaa ikke alene mod, hvad de, som ovenanført kaldte sin Mission, men mod al Humanitet. Og dog var Humanitet (Menneskekjærlighed og Overbærenhed) ogsaa en af de Dyder, som de pralede af. Men det var ikke nok med, at de norske Studerende paa denne negative Maade bleve tilsidesatte og isolerede. I Pressen fra den Tid ser man ofte bittre Angreb paa norske Jurister og Sammenstillinger, som „Examinater, Præliminarister og Ignoranter“. De norske Studerende vare saaledes rent ud lagt for Had af Studenter og Kandidater, og det Hele var aabenbarligen beregnet paa at stille dem i et saa slet Lys som muligt, for at gjøre dem uskadelige som Konkurenter i det praktiske Forretningsliv og paa Embedsbanen og dette sidste har ogsaa, navnlig for Jurister, lyktes godt, medens det i Forretningslivet har vist sig, at de norske Jurister med sin overlegne praktiske Dygtighed, Flid og Nøisomhed strax efter Examen bleve foretrukne for nybagte Kandidater med store Fordringer, og at de som Sagførere og Embedsmænd have skjøttet sine Forretninger med en Orden, Akkuratesse og Dygtighed, som har taalt Sammenligning med, snart sagt, hvilkensomhelst Kandidat i lignende Stilling. Tingen er nemlig den, at Examinaterne efter Examen har vedblevet at studere og søge at tilegne sig grundige Kundskaber ikke alene i sit Fag, men i Historie, Statistik m. M. og tildels i levende Sprog, medens Kandidaterne ofte har glædet sig til at sove paa sine Kundskaber fra Skolebænken og Embedsstudiet. Og det vil Enhver indse, at Examenskundskaberne paa den Maade snart dunster væk, og at blot de, som fortsætter sine Studeringer efter Examen, og ved Siden deraf arbeider med Flid og Omtanke i det praktiske Liv, bliver dygtige Embedsmænd og Statsborgere.

Skjønt Præliminærexamen for længe siden er ophævet, og der ikke længere findes norske Studerende ved Universitetet, har jeg ikke kunnet modstaa Trangen til at nedskrive disse mine bittre Erindringer fra mit Ophold ved Universitetet, og det saameget mindre, som de stadig ere blevne holdte i friskt Minde lige til de seneste Tider ved Aabenbarelsen af den samme Laugsaand og den samme Uvillie og Overmod af Kandidater udover Landet ligeoverfor Examinater. I den sidste Tid ser det imidlertid ud til, at ogsaa denne Fordom er paa Veien til at dø ud, ligesom saa mange andre nedarvede Standsfordomme, usle, skjeve og falske Anskuelser, og at Manden bliver vurderet for hvad han er uden Hensyn til Fødsel og Examen.

De første Gange, jeg var i Theatret, kunde jeg ikke forstaa næsten et Ord af de danske Skuespilleres Sprog, især var det Skuespillerindernes Tale, som var utydelig, og dette gjorde et betydeligt Skaar i Fornøielsen.

I det dramatiske Theater i Møllergaden blev der, saavidt erindres, Vinteren 1842 efter Nytaar af et privat Selskab opført „Bjerregaards Fjeldeventyret“, og først da forstod jeg hvilken herlig Fornøielse det var, at høre og se en Komedie, thi her forstod jeg hvert Ord. Blandt de Spillende var Amalie Bekkevold, senere Fru Wergeland og en Frøken Trosdal.

Phister og Nilsen fra Kjøbenhavn, der optraadte paa Kristiania Theater, gjorde et stærkt Indtryk paa mig; jeg synes aldrig, jeg har set og hørt et saa udmærket Spil som disse Herrers i Macbeth af Shakespear. Fru Simonsens Sang i „den sorte Domino“ og Jfr. Schwirts i „Regimentets Datter“ staar ogsaa for mig som rene Glandspunkter; „Væringerne i Myklegaard“ af Oelenschläger gjorde dog det stærkeste Indtryk paa mig, og det rørte mig til Taarer, da de hvidklædte Damer kom frem og sang: „Evig Naturen skjænker sine Gaver“. Den ovennævnte Bergersen, som jeg spilte Violin hos sammen med Student M. Nilsen, var et mærkeligt Menneske. Næst efter Ole Bull var han uden Tvivl Landets første Violinspiller, og i visse Henseender kunde han sandsynligvis maale sig med Bull; men han var en ren Særling og Raring, uden Foretagelsesevne og Kraft til at arbeide sig frem. Da jeg første Gang saa ham, boede han i en Stue til Gaden i Vaterland, hvor han havde en Slibesten, en Bænk med Barberknive og forskjelligt Værktøi, og Skrab og Filler laa Hulter til Bulter i det støvede, uvaskede Rum. Selv stod han i et Par lasede Sko og Benklæder og med en gammel islandsk Nattrøie, som hang nedover Livet udenpaa Benklæderne. Her beskjæftigede han sig med at barbere Bryggesjauere og andre Arbeidsfolk. Jeg fortalte ham da, at jeg kom for at høre, om jeg kunde faa en Time eller to ugentlig Undervisning i Violin hos ham. Men han drog paa det og syntes ikke at have videre Smaug paa denne Beskjæftigelse. „Jeg har næsten aldeles lagt Violinen tilside“, yttrede han, „da det ikke lønner sig for mig, at befatte mig dermed. Der ligger den (Violinen) nu, som De ser, ubrugbar“. „Men en saa anset Violinspiller, som De er,“ bemærkede jeg, „maatte da gjøre det bedre og have det langt behageligere ved at dyrke den skjønne Kunst, som Musikus, end staa her og slibe Barberknive og barbere“. Ja Enden blev da, at han paa en bestemt Dag og Time skulde komme til mig. Og han kom virkelig, trods Alle, som jeg havde talt med om dette, og som kjendte ham, havde spaaet det Modsatte, og vi spilte vor Time, og senere, naar jeg blev bedre kjendt med ham og vidste, hvorledes han skulde tages, fik jeg ham til at spille for os (Nilsen og mig), og det var aldeles vidunderligt, hvor smukt han kunde spille, naar han havde holdt paa en Stund og var kommen i Aande. Han glemte da alt andet og var ligesom i en Begeistrings Rus, og jeg syntes undertiden, at hans Spil var ligesaa gribende og smukt som Bulls og andre store Kunstneres af dette Slags, jeg havde hørt. En Aften fik vi ham med i Theatret for at høre M. Hauser, som var en Virtuos af høi Rang, og som blandt Mere spilte Carnevalet i Venedig af Ernst, som Bergersen aldrig havde hørt før. Næste Gang han kom for at spille med os, spilte han en hel Del af dette berømte Musikstykke. Forbausede herover spurgte vi ham, om han havde det. Nei han spilte kun efter, hvad han erindrede af Hausers Foredrag. Da nu Bergersen en Gang var kommen sig ud af sin Barberstue i Vaterland og havde faaet flere Elever, tænkte han, efter vor Opfordring, meget paa at give en Concert og gjøre en Kunstreise; men det blev intet af, og i Aaret 1845 fik jeg høre, at han var død, forglemt og upaaagtet som den Gang, jeg første Gang saa ham i hans Værksted i Vaterland.

Saavidt mindes, i Høsten 1842 sad jeg paa Schøyens Kontor, fordybet i en eller anden af de juridiske Værker, jeg havde at læse. Jeg kjendte, der var lidt Røg i Værelset, men jeg troede, det var af min Pibe, og brød mig ikke videre derom. Men Røgen blev mig tilsidst for drøi, og jeg reiste mig da op for at se efter, og fandt da til min store Skræk, at der var Ildløs i mit Værelse, idet Luen slog op af et Hul under Kakkelovnspladen lige ved Væggen. Heldigvis fik jeg Ilden slukket ved Hjælp af mit Vadskervand og et Par Bøtter Vand, som Gaardsgutten bragte op; men et Par Minutter senere vilde rimeligvis Slukning have været umulig. Jeg fik en alvorlig Kip i mig ved denne Leilighed. Da Schøyen kom op og fik se og høre hvilken alvorlig Ulykke, der havde svævet over hans Hus, blev han meget vred og for op mod mig med de haardeste Bebreidelser og sagde blandt mere, at jeg maatte reise. Dette var et haardt Slag ovenpaa Skrækken over Ildsvaaden, som endnu sad i, saa mit Sind har ude af Ligevægten, og jeg ikke havde Evne til at faa næsten et Ord fra mig, men naar han havde raset ud, tog han mig dog til Naade. Ilden var opkommet derved, at en Glo var falden ud af Kakkelovnen, som trak stærkt, og hvis Dør derfor ofte stod aaben, ned paa Gulvet, som var gammelt og rimeligvis morknet, siden det skulde saa lidet til at tænde Ild i det.

Høsten 1842 befandt jeg mig i flere Dage meget ilde, saa det var med den yderste Anstrængelse, jeg kunde holde ud paa Kontoret; men jeg bed imod. Jeg havde slet ikke Raad til at ligge syg; men Schøyen, som tilsidst skjønte, at jeg var meget lidende, sendte da endelig Bud efter sin Huslæge, Professor Holst. Jeg flyttede da efter hans Raad til Jfr. Selmer i Kirkegaden, og her var min Hovedpine saa voldsom, at jeg syntes Hovedet skulde falde af mig af Ramlen af Vogne, som kjørte i Gaden. Hvorlænge jeg var her, mindes jeg ikke, men jeg hugser som gjennem en dunkel Drøm, at jeg blev lagt i en Kiste og baaret til Rigshospitalet, hvor min Sygdom udviklede sig til en ondartet Nervefeber. Lægerne opgav mig og sendte Bud til mine Slægtninge i Byen, at alt Haab om Liv var ude. Jeg havde en Gang under denne Sygdom en Slags Fornemmelse af, at Aandedrættet var paa Veien til at blive borte, idet jeg syntes Næse og Mund var tilstoppet, saa jeg ikke kunde puste, men saa drømte jeg, at Gud holdt paa at skabe mig, og han var i Færd med at gjøre Hul i Mund og Næse at puste igjennem, og at det gik saa svært smaat for ham med dette Arbeide; naar jeg saa vaagnede, var Faren over. Men Reconvalescentsen var slem og langvarig. Høire Ben ovenfor Knæet var ligesom lammet i et Qvarters Længde, og det varede vist et Par Uger efter Krisis, inden jeg kunde gaa. Jeg lovede min Herre og Gud, at jeg skulde leve efter hans Bud og Jesu Lære, hvis jeg blev frisk igjen, men det gik med dette Løfte som saamange andre lignende; jeg glemte det vistnok ikke; thi dertil var det givet under Omstændigheder, som vare altfor alvorlige og overvældende, men Kraften til at modstaa manglede ofte, naar det kom til Prøve. Denne Sygdom satte mig betydelig tilbage og bevirkede, at jeg kom til at anstrænge mig meget, for at blive færdig til Examen til den bestemte Tid Mai 1844. Det gik dog, men hvor langt tryggere og bedre vilde det ikke have gaaet, om jeg ikke havde tabt næsten 1/2 Aar ved min Sygdom.

Under mit Ophold i Kristiania var jeg om Søndagene dels i Theatret, dels sammen med E. Bratlie og andre fra Solør og dels hos min Tante Md. Paulsen, hvor jeg sammen med hendes Børn, Ferdinand, Lina og Gunda, havde megen Hygge og Fornøielse. Disse Folk tog sig af mig med stor Kjærlighed og Velvillie; jeg havde ligesaa meget tilovers for Enhver af dem som af mine egne Forældre og Sødskende, og dette Forhold har bestaaet uforandret til denne Tid for bemeldte mine Sødskendebørns Vedkommende, og det bestod for Tantes Vedkommende indtil hendes Død.