Ludvig Holberg (Daae)/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Grøndahl & Søn (s. 101-111).

Chriſtian VI. døde den 6te Auguſt 1746, og hans Søn og Eftermand Frederik V. var, ſom bekjendt, ſin Fader ſaa ulig ſom vel muligt. Pietismens Herredømme i Danmark var forbi, og flere af de Mænd, der havde havt meſt at ſige under den forrige Regjering, tabte ſtrax ſin Indflydelſe. For at nævne et Exempel, Pontoppidan blev, neppe ganſke efter eget Ønſke, ſendt til Bergen ſom Biſkop allerede 1747.[1]

Holberg glædede ſig ved dette Thronſkifte og har givet ſine Følelſer Luft bl. A. ogſaa gjennem en Udtalelſe, der har været overſeet af hans Biograſer. Det er i Forordet til en ſamme Aar udgiven Overſættelſe af den græſke Hiſtorieſkriver Herodian (Fortæller af den romerſke Keiſerhiſtorie fra Marcus Aurelius til Gordian III), hvor det bl. A. heder: „Ligeſom jeg tilforn haver ſtedſe ønſket at være 10 Aar ældre, ſaa ønſker jeg nu at være 10 Aar yngre, thi E. Maj.s livſalige Regimente haver ſaaledes charmeret mig og alle oprigtige Underſaattere, at vi alle have faaet ligeſom nyt Liv og nye Kræfter,“ hvorefter han fortſætter med at minde om den bekjendte Anekdote om Frederik II. af Danmark og Norge („Nu er Kongen ikke hjemme“ — „Nu er Kongen kommen hjem igjen“), „hvem E. M. priſeligen imiterer.“ Det var en temmelig ligefrem Maade at ſige ſin Mening.

Med Fornøielſe ſaa Holberg Fornyelſen af Theatret, hvor nu hans egne Stykker naturligvis igjen kom paa Scenen. Men han var dog nu kjendelig en gammel Mand. I ſamme Aar (1746) havde han været alvorlig ſyg, og man havde været alvorlig bekymret for hans Liv.[2] Stærk havde han viſtnok aldrig været, og kun ved den forſigtigſte Levemaade kunde han holde ſig oppe. Ugift og enſom levede han i ſin Profesſorgaard paa Hjørnet af Kannikeſtræde og Fiolſtræde ligeoverfor det nuværende Univerſitetsbibliothek, hvor ſenere en Plade er anbragt i Havemuren til Minde herom. Et meget ſtort Kaſtanietræ ſiges at være plantet af ham og bliver derfor fredet med Pietet. I ſin ſtore Embedsgaard lod han gjerne en Kollega bo til Leie, ſaaledes førſt Latineren Profesſor Ancherſen, dernæſt Nordmanden Profesſor Munthe (Forfatter af Datidens meſt brugte græſke Grammatik). I hans Peberſvendehjem gik det viſtnok yderſt ſtilfærdigt til. Som vi have hørt, havde Holberg ſiden 1737 ikke andet med Univerſitetet at beſtille end at deltage i Conſiſtoriets Forhandlinger og at beſørge Qvæſturen. Forelæsninger holdt han altſaa ikke. Med de Studerende havde han neppe nogenſinde traadt i ſynderlig perſonlig Berøring. Beſøg fik han dog viſtnok ofte, men af en eiendommelig forretningsmæsſig Art, thi han, der for det meſte plejede ſelv at forlægge fine Skrifter, ſolgte dem ogſaa hyppig fra ſin egen Bolig, aabenbart for at ſpare Boghandlerrabatten. Hermed blev han ved lige til det Sidſte, og et Par ret morſomme Anekdoter ere bevarede i den Anledning. Saaledes havde en Student væddet med en anden om, at han ſkulde faa den juſt ikke overdrevent høflige Profesſor Holberg til at følge ſig ned ad Trapperne. Han gik da op til Holberg, bad om et Exemplar af Danmarks Hiſtorie, fik Anvisning paa ſelv at tage det i en paapeget Hylde, tog det og gik — uden at betale. Holberg fløi efter for at faa ſine Penge, og Studenten havde vundet ſit Væddemaal. Den ſiden bekjendte Profesſor Jacob Baden har fortalt, hvorledes Holberg endog liggende paa Sygeſengen, ſolgte Bøger fra ſit Værelſe.

Holberg taler ikke ſjelden om ſine „Venner“, men det er ikke let at paaviſe, hvem disſe egentlig have været. Han gik dog af og til ud, og man har endog flere Vidnesbyrd om, at han ikke ugjerne befandt ſig mellem Damer. I egentlige Selſkaber pasſede han imidlertid lidet. Vi have allerede hørt, at han hos Hersleb gav ſig til at ſkjændes med Erik Pontoppidan, og en anden Samtidig, Carl Deichman, har nedtegnet Følgende: „Holberg var ikke oplagt til at freqventere de Store, havde ikke den bedſte Levemaade, pasſede mere paa, hvad andre ſagde, og var troligen formeget hengivet til Kløgt og bidende Indfald. Jeg har ſeet ham i Selſkab, hvor de opholdt ſig over hans Maniers. Hans Lader gav ikke nogen Belevenhed tilkjende.[3] Ogſaa heri var han en Modſætning til Hans Gram, der, ſkjønt han altid befandt ſig bedſt mellem Bøger, dog ganſke ypperlig forſtod at føre ſig i Verden.

Enkelte unge og lovende Mænd havde Adgang til ham. Blandt dem var Suhm, der ſom tyveaarigt ungt Menneſke omgikkes baade Holberg og Gram og ſtode i Yndeſt hos dem begge. Ogſaa Schøning kjendte ham, udentvivl gjennem Profesſor Munthes, til hvem Schøning ſtod i nært Forhold. En noget tvetydig Perſon, Chriſtian Gran Molberg fra Bergen, paaſtod ſiden at være Holbergs Søſterſøn, ja endog at have „ſtuderet under hans Anførſel,“[4] men der er Grund til at tro, at dette ikke er ſandt. Derimod er det ſikkert nok, at den Søſterdatterſøn af Holberg, den ſiden ſom Lærd og ſom Rektor i Bergen bekjendte Hædersmand Fr. Chr. Holberg Arentz, der blev Student 1751, har kjendt ſin berømte Frænde,i dennes ſidſte Aar, men det fortælles, at Arentz ikke ſkal have roſt ſin Grandonkels Elſkværdighed. Arentz, der førſt døde 1825, var forøvrigt en af de allerſidſte, der perſonlig erindrede Holberg. Det var i ſin Tid Skik, at unge Menneſker, iſær naar de reiſte udenlands, anmodede berømte Mænd om at ſkrive i deres Stambøger. J en eneſte ſaadan Bog har jeg ogſaa fundet Holbergs Navn, men hvad han ſkrev var, ſom det kunde ventes, yderſt tørt.[5] En Mand, hvis Forhold til Holberg det ſkulde være interesſant nærmere at kjende, men. hvis Levnet desværre i det Hele er lidet oplyſt, er Fredrik Chriſtian Eilſchow, en ung Philoſoph, der, ſkjønt bortreven ved Døden kun 25 Aar gammel (1750), ikke deſtomindre har en Plads blandt Aarhundredets mærkeligſte danſke Forfattere. Han beundrede ſelv Holberg, men denne ſkal ikke have viſt Eilſchow nogen Godhed.[6]

Jeg er ovenfor kommen til at omtale Slægtninge af Holberg. Mod disſe viſte han ſig kold og havde næſten aldeles afbrudt al Forbindelſe med dem, ſaa at der ikke er nogetſomhelſt Spor til, at han bekymrede ſig om dem. I ſit Teſtament udtalte han ogſaa ligefrem, at det var ham uvitterligt, hvorledes deres Forhold og Vilkaar vare. En ſtakkels Søſterſøn, Toſtrup, i Bergen penſionerede han dog med 30 Rdl. om Aaret, og en kvindelig Slægtning fik noget Løsøre efter ham.

Det er ikke Holbergs meſt tiltalende Sider, vi her have ſtreifet ind paa. Men der er andre Momenter i hans Liv og Leveſæt, ſom efterlade et mere velgjørende Indtryk.

Herhen hører den Kjærlighed til Muſiken, der fulgte ham gjennem hans hele Liv. Han havde endog medbragt norſke Melodier, ſom han ſpillede med en vis Glæde. Mellem dem, hvem han omgikkes, var bl. a. en tydſk Muſikus Scheibe, der har efterladt nogle, dog, ſom det forekommer mig, ikke meget betydelige Efterretninger om ham. En ung Nordmand, Chriſtian Frederik Hagerup, (død ſom Stiftsprovſt i Throndhjem 1797) var ogſaa en af dem, der paa Muſikens Vegne kom den enſomme Mand noget nærmere. Ogſaa Hagerup (Student fra 1749) lærte han at kjende gjennem Landsmanden Profesſor Munthe, og han kom derefter til „ofte at give Fløite-Parti med ham i hans Løverdags-Conſerter.“ Han har altſaa dog ugentlig paa ſin høje Alderdom ſeet muſikalſke Venner hos ſig.[7]

En anden ſmuk Side hos Holberg er hans Kjærlighed til Landliv og Bønder. Allerede ſom Student var det hans Lyſt at vandre paa ſin Fod om paa Landet og det lange Ture. Som Profesſor maatte han vel efterhaanden ophøre hermed, men kun forat træde i et deſto nøjere Forhold til Landlivet ſom Godsbeſidder. Den fattige Mand var efterhaanden dels formedelſt gode Embedsindtægter, dels ved ſin fordelagtige Forfattervirkſomhed, dels og viſtnok ikke mindſt ved ſin lige til Gjerrighed gaaende Husholderiſkhed bleven til en rig Mand, og han ſatte ſin Formue i Jordegods, ja kjøbte ligefrem Herregaarde (Brorup 1740) og Tersløſe og Ødemark (1745), alle i Sjelland. Paa Tersløſegaard tilbragte han nogle Sommermaaneder hvert Aar, og endnu henimod vor Tid viſte man her hans Arbeidsværelſe, Lyſthus, Stenen, hvorfra han ſteg til Heſt o. ſ. v. Med Bønderne indlod han ſig gjerne i Samtale og forſikrede, at han altid lærte noget nyt af dem. At han kjendte den danſke Bondeſtand ud og ind, derom bære allerede hans Komedier, der ſtamme fra en ældre Tid, tilſtrækkeligt Vidnesbyrd. Et og andet af hans Forfatterſkab ſtaar ogſaa i Forbindelſe med hans Interesſe for Landvæſenet. Som et Exempel kan nævnes hans Afhandling „om den nu regjerende Kvægſyge“, ſom han lod oplæſe i det nys ſtiftede danſke Videnſkabsſelſkab, hvor han aldrig perſonlig indfandt ſig. Hvo der vil ſe et Exempel paa den Sandhed, at ethvert tilſyneladende nokſaa proſaiſk Emne kan blive interesſant ei alene for Fagmænd, men ogſaa for Almenheden, naar det blot finder den rette Pen, han bør læſe dette lille Stykke om Kvægſygen. Det findes i en vigtig Samling af Holbergſke Smaaſkrifter, ſom Wille Høyberg udgav Aaret efter Holbergs Død.

Lyſten til at ſkrive fulgte Holberg lige til det Sidſte, og vi ſkulle kaſte et Blik paa de mærkeligſte af hans Alderdomsverker: „Moralſke Tanker“ (to Bind 1744) og „Epiſtler“ (fem Bind 1748—1754). De høre begge to til et og ſamme Skriftſlags, og det er træfſende blevet ſagt om dem, at de nærmeſt kunne ſammenlignes med et Ugeblad eller et Maanedsſkrift. Han har i disſe Skrifter drøftet en Mængde almenmenneſkelige Spørgsmaal, for at bruge hans eget Udtryk „befattende adſkillige hiſtoriſke, politiſke, metaphyſiſke, moralſke, item ſkjæmtſomme Materier.“ De „moralſke Tanker“ tage ſom Udgangspunkt eller, om man vil, ſom „Text“ et eller andet af hans Epigrammer. Holberg havde nemlig allerede tidligere udgivet en ſtor Samling af Epigrammer paa Latin, tidt meget vittige.[8] Det er ſandt, at man i disſe Holbergs populær-philoſophiſke Bemærkninger ſtundom kan finde Gjentagelſer af, hvad Forfatteren allerede andenſteds har ſagt, og Welhavens Bemærkning, at man her „kan ſe Alderdommens og en udnyttet Tænknings Mærker“, er ikke uden al Grund. Men gjælder alt dette visſe af Epiſtlerne, vil man til Gjengjæld i andre, og det den ſtørre Del af dem, finde hans Lune og Originalitet i fuld Friſkhed. Det er overflødigt at bemærke, at „Epiſtlerne“ ikke ere virkelige Breve, men alene ſkrevne i Brevform. Til virkelig Brevſkrivning var Holberg yderſt lidet oplagt. Hvad man i den Retning har bevaret fra hans Haand er derfor næſten blot Forretningsbreve. De fleſte af disſe ere ſkrevne til en Mand i Throndhjem, Krigsraad Aage Rasmusſen Hagen, ſom der paa Stedet forhandlede hans Skrifter.[9] Men ſelv i disſe Smaabilletter bryder Holbergs eiendommelige Humor uvilkaarlig frem under Omtalen af de trivielleſte Ting. F. Ex. „Det er en ſtor Ulykke for respublica literaria, at Munck er død, thi han drak Bøger i ſig, ſom Jorden drikker Vand.“ — „Saaſom den forfærdelige 11te Junii er for Haanden, paa hvilken Dag jeg og andre Guds Børn ſkal gjøre Regnſkab for det, vi have gjort Aaret igjennem, ſaa lader jeg nu mine Breve circulere om til alle gode Venner, ſom jeg har Regninger med. Jeg har ſkrevet min Herre adſkillige Gange til, men han har forglemt at ſvare mig. I det ſidſte Brev, ſom jeg ſkrev udi Februario, lod jeg mig mærke, at jeg havde i Sinde at trække en liden Vexel paa ham. Men ſom endnu intet Svar er fulgt derpaa, udtolker jeg hans Taushed, ligeſom han vilde ſige: Træk i Guds Navn. — Jeg kan ſige, at Trundhiem er den bedſte Bye efter proportion i Danmark og Norge at kjøbe Bøger og min Herre den bedſte Mand udi Trundhjem.“ o. ſ. v.[10]

Som bekjendt blev Holberg paa ſine gamle Dage Baron. Der har været gjort en og anden Bemærkning om, at „den honette Ambitions“ Forfatter blev baroniſeret, og det fortælles ogſaa, at en Kollega, Profesſor Møllmann, ikke kunde bare ſig for at ſmile, da Univerſitetets Rektor førſte Gang tiltalte Holberg i Konſiſtoriet med et „illustrissime“, Adelens privilegerede Epithet, noget hvorover den nye Baron ſelv ſkal være bleven meget fornærmet. Vi ſkulle ikke videre dvæle ved dette, men det kan dog bemærkes, at man i Tydſkland havde flere Exempler paa baroniſerede Forfattere, ſaaſom Pufendorf, Leibnitz og Wolf, af hvilke dog rigtignok ingen beſad noget Baroni.

Men det gjorde derimod Holberg, thi hans Godſer bleve 1747 formelig erigerede til „Baroniet Holberg“, og han var altſaa virkelig Lensbaron, Medlem af den høiere danſke Adel. Sammenhængen hermed var følgende. Hvor ſtor Pris Holberg end ſatte paa jordiſk Gods, en Kjærlighed, ſom maaſke netop derfor var ſaa ſtærk, fordi han i ſin Ungdom havde havt at kjæmpe med Fattigdom, var han dog ikke af dem, der glemte, at der tilſidſt kommer en Tid, man ſelv ingen Nytte eller Glæde kan have af ſin Rigdom. Han tænkte altſaa paa, hvorledes disſe kunde ſtifte Gavn for det Offentlige, thi ſine Slægtninge agtede han ikke at gjøre til Arvinger. Heller ikke betænkte han ſit Fødeland Norge eller ſin Fødeby Bergen, men ſkjænkede ſine Godſer til Sorø Akademi. Denne Stiftelſe, i ſin Tid oprettet af Chriſtian IV. ſom et Univerſitet for Adelen, havde i flere Menneſkealdre været nedlagt, men i Slutningen af Chriſtian VI.s Tid blev der Tale om at gjenoplive den. Man kan forſtaa, at denne Stiftelſe maatte interesſere Holberg, thi netop meget eller det meſte af hvad der mishagede ham ved Univerſitetet i Kjøbenhavn, maatte ifølge Sagens Natur være udelukket fra Sorø. Akademiet, der tilſigtede at opdroge unge Mænd til Statens høiere Poſter, fik intet theologiſk Fakultet, ingen Disputatſer, altſaa heller ingen Baccalaurei og Magiſtre, det fik overhoved et ſtærkt praktiſk Tilſnit, hvilket jo juſt var efter Holbergs Hoved. Hvad han lidet ſyntes om, var derimod, at Akademiet ſkulde være blot for Adelige. I en Henvendelſe til Frederik V. bad han ogſaa om, at det ogſaa maatte aabnes for Borgerlige, „paa det at jeg ikke ſkal ſynes at foragte min egen Stand.“ Dette medførte dog ingen Forandring. Akademiet blev et „ridderligt“, indtil det henimod Aarhundredets Slutning ſygnede hen af Mangel paa Studerende og omſider atter nedlagdes, for endnu engang at fornyes til en kort Tilværelſe i vort Aarhundrede. Sorøs egentlige Betydning har beſtaaet deri, at det i alle ſine tre Perioder har talt udmærkede Videnſkabsmænd og Forfattere blandt ſine Profesſorer, og herved er den lille fordums Kloſterbys Ry i Literaturen blevet et meget anſeligt.

Det anſees for givet, at Holberg havde faaet Kundſkab om Planen til Akademiet, førend denne blev offentlig bekjendt, og at han da har beſtemt ſig til at ſkjænke ſine Godſer til dette, naar de førſt vare gjorte til Baroni for ham. Erektionen af Baroniet og dettes Overdragelſe til Akademiet er indbefattet i et og ſamme Kongebrev (af 6te Marts 1747), og dette er dateret 4 Maaneder før, end Akademiets Fundats udkom. Desuden ſkjænkede Holberg til Akademiet 12,000 Rdl., hvis Renter ſkulde bruges til Stipendier for tre fattige Akademiſter, ſiden gav han ogſaa ſit Bibliothek (der desværre brændte i 1813) og en Sum til Forøgelſe deraf. Indvielſen fandt Sted 7de Juli 1747. Den medførte, heder det, en ſæregen og for den Tid betegnende Ydmygelſe for Holberg. Han lod nemlig ſelv bekoſte et Feſtmaaltid, hvori han ønſkede, at Kongen ſelv med Hoffet vilde tage Del. Det ſkede — men Holberg ſelv blev, ſkjønt nu Baron, ikke anſeet værdig til at ſidde tilbords med Kongen![11]

Endnu et andet ſtort Legat ſkyldes Ludvig Holberg. Han ſkjænkede nemlig en betydelig Sum til Udſtyr for Jomfruer, der vare af god Familie, men i ringe Kaar. Det er beſtemt baade for danſke og norſke Piger, og efter at man i Danmark, hvis Univerſitet beſtyrer Legatet, ſiden Adſkillelſen længe intet Henſyn havde taget til Norge, har man i den ſenere Tid begyndt at gjøre denne Fejl god igjen.

Ludvig Holberg døde i Kjøbenhavn i ſit 70de Aar den 27de Januar 1754. Da han laa ſyg og Lægen havde ſagt ham, at han maatte dø, ſkal han have ſagt: „Det er mig nok, at jeg i al min Levetid har ſøgt at være en nyttig Borger i mit Fædreland, vil derfor gjerne dø, ſiden jeg mærker, at mit Livs Kræfter ei heller længere ſtaa mig bi.“ I Stilhed førtes hans Lig til Sorø Kirke,[12] hvor han hviler i en prægtig Sarkofag af Jern med en latinſk Indſkrift.

Holbergs ſidſte Aar vare faldne ind i en Tid, ſom egentlig mindre paaſkjønnede hans Værd. Den franſke Smag, ſom havde faaet Indpas, havde ledet Mængdens letbevægelige Aand ind i nye Retninger. Skjønt Holbergs Komedier atter opførtes, faldt de ikke ret i de Dages Smag. Man var bleven ſnerpet, og Komedierne maatte beſkjæres og lemlæſtes paa Scenen for ikke at ſtøde „fine“ Folk. I en ſenere Tid kunde endog en Mand ſom Baggeſen tale om at „renſkrive Holberg“. Det varede en Tidlang, inden Komedierne atter kom til ſin Ret. Men det følger af ſig ſelv, at de ſtore Klasſikere, der leve gjennem Aarhundreder, altid til ſine Tider ere mere, til ſine Tider mindre læſte, forſtaaede og paaſkjønnede. Jeg behøver her kun at henviſe til Shakeſpeares Skjebne.


  1. Cfr. Kirkehiſtoriſke Samlinger, 3. R. II. S. 570.
  2. Dette erfares af nogle Vers af en Beundrer, hvori det bl. A. heder:

    Daarſkab, Hykleri og Laſter
    Holder nu en Fryde-Feſt,
    Holberg ſnart fra Verden haſter,
    Som var Eders ſtørſte Peſt o. ſ. v.

    (Norſk hiſt. Tidsſkr. 1. R. II. S. 55).

  3. Norſk hiſt. Tidsſkr. 1. R. II. S. 294. Smnlgn. Grams Brev (af 1744) i Danſk hiſt. Tidsſkr. 1. R. IV. S. 308 (om Holbergs Opvartning hos Geheimeraad Plesſen, „da han var ſig ſelv lig og ſaaledes ſom han altid er paa fremmede Steder den førſte Gang).“
  4. Worms Lexikon, III. S. 524.
  5. Nobilissimo D. Petro Herslebio peregre eunti fausta omnia apprecor
     Hafn. die 28 Mart. L. Holberg.
      1752.

     (Herslebs Stambog paa det ſt. Kgl. Bibl. i Kjøbenhavn).
  6. En ellers viſtnok ganſke overſeet Notits herom forekommer i G. L. Badens Bidrag til (Faderen) Jac. Badens Levnet &c. Kbh. 1800. S. 13.
  7. Falleſens Magazin for Religionslærere, VII. 2. S. 395.
  8. Der haves af dem en ſærdeles vellykket poetiſk Overſættelſe af Jens Juſteſen (Rektor C. Müller), Throndhjem 1862.
  9. Nogle utrykte Breve af Ludvig Holberg, udgivne af Paul Botten-Hanſen, Chra. 1858. (Aftryk af Illuſtr. Nyhedsblad). Cfr. norſk hiſt. Tidsſkr. 1. R. III. S. 94, hvor man vil finde et nyt Brev og en Fortegnelſe over Holbergs hidtil bekjendte Breve overhovedet.
  10. Til de interesſante Oplysninger, ſom disſe Breve give om Udbredelſen af Holbergs Skrifter i Norge, kan føies en Notits i Samlingar til Skånska landskapens historia, Ill. 1875. S. 54—57. Den bekjendte ſvenſke Lærde C. Chr. Gjörwell kom 1750 hændelſesvis til at opholde ſig en god Stund i en Udhavn mellem Arendal og Chriſtiansſand og bemærker, at Lodſerne i Havnen havde „alle Baron Holbergs Comoedier og adſkillige af hans andre Skrifter.“ Gjörwell læſte dem da igjennem, deriblandt var „Moralſke Tanker“.
  11. Det kan have ſin Interesſe at minde om, at, da Univerſitetet i Chriſtiania blev oprettet, afgaves dertil af Sorø Akademis Formue „overensſtemmende med Holbergs præſumerede Ønſke“ 50,000 Sølvſpecier eller i nuværende Penge 200,000 Kroner.
  12. „Baron Holbergs Lig“ (ſkriver den bekjendte Benjamin Daſs, forhen Rektor i Throndhjem, til Suhm) „blev hentet herfra af fire ſjellandſke og tvende Bønder udgjorde Comitaten.“ Suhms Samlede Skr., XV. S. 191.