Ludvig Holberg (Daae)/8

Ludvig Daae

Ludvig Holberg

Grøndahl & Søn, 1886 (s. 78-100).

Vi komme nu til et af Holbergs mærkeligste Verker, udentvivl det, der har været mest udbredt udenfor Norden, og tillige et af dem, hvorpaa han selv har sat allermest Pris, Nils Klims underjordiske Reise, en philosophisk-satirisk Roman, oversat paa næsten alle Verdens Tungemaal, endog paa Ungarsk og Russisk.^[1]

Nils Klim tilhører en Art af Skrifter, som allerede findes repræsenteret i den græske Literatur. Homers Odyssee, det herligste af alle Eventyr, er med Føje blevet betegnet som Typen paa alle vidunderlige Reiser. Senere har man i Lukians „Menippos“ og „sande Historie“ (omtrent 100 Aar efter Christus) ligefremme Reiseromaner af satirisk Indhold, og paa Reformationstiden gjenoptoge Humanisterne denne Form for Satiren med stor Forkjærlighed. En af Holbergs egne ældre Samtidige, Irlænderen Swift, havde leveret et berømt Arbeide i samme Retning, Gullivers travels. Og nu hændte det, at samtidig to Forfattere i den dansk-norske Literatur optraadte med Reiseromaner. Begge søgte gjennem denne tiltrækkende og populære Form at fremsætte sine Anskuelser og Meninger, men rigtignok i himmelvidt forskjellige Retninger. Det var Ludvig Holberg og Erik Pontoppidan.

Disse Mænd vare ikke Venner og kunde vel heller neppe være det, men hvor ulige de end vare hinanden i Livsopfatning og Personlighed, er der dog ogsaa paafaldende Overensstemmelser mellem dem. Hver paa sin Maade vare de dog paavirkede af en og samme Tid, og det kan ikke negtes, at næst Holberg var (den 14 Aar yngre) Pontoppidan baade den mangesidigste og den mest læste af Tidens populære danske Forfattere. Begge Vare praktiske Naturer og stræbte, hver fra sit Standpunkt, at virke mere paa den store Almenhed end i de lærde Kredse, begge havde levende Interesse for Modersmaalet, Fædrelandets Historie, Økonomien o. s. v., men overalt sporer man hos Pontoppidan det afgjort religiøse, ja endog pietistiske Livssyn i Modsætning til Holbergs friere, i nogen Grad rationalistiske Aandsretning. Ogsaa Pontoppidan, hvis „Forklaring“ alene har havt og fremdeles her i Norge har en Indflydelse, som overordentlig faa Bøger have havt den, har derhos ved sin rige og endnu uundværlige (paa Tydsk udgivne) Materialsamling til begge Rigers Kirkehistorie sit store danske „Atlas“, sin maaske naive, men dog høist vigtige „Norges naturlige Historie“, sit „Økonomiske Magazin“, o. s. v. sat sig et meget varigt Minde i vor Bogverden, og om hans opladte Sands for de forskjelligste Ting vidner bl. A., at han var en af de første, som gav sig af med at studere de norske Almuedialekter. (Glossarium Norvegicum, Bergen 1749). Der er ogsaa i Holbergs og Pontoppidans Livshistorier visse Overensstemmelser: begge bleve tidlig henviste til sig selv, vare begge i sin Ungdom Huslærere i Norge og gave sig siden begge ud paa Reiser for at lære, Pontoppidan dog kun til England og Holland. Man har en samtidig nedskreven og uden Tvivl paalidelig Beretning om et Sammenstød mellem Holberg og Pontoppidan i et Selskab i Biskop Herslebs Hus 1739.^[2] Holberg skal her have foreholdt Pontoppidan, „hvilken stor Synd han havde begaaet paa disse fattige Lande og Riger, idet han havde gjort vor naadigste Konges Sind, Hjerte og Sjel saa forsagt i ham, at han umulig kan glæde sine Undersaatter længe med sin Helbred“ o. s. v., og da Pontoppidan beklagede sig over, at Holberg „oftere havde moraliseret over hans Sprog i Bogen „Christendommens Kjerne“, som han dog mente var en nyttig Bog, svarede Holberg, at han paa alle sine Reiser „aldrig havde fundet en saa villig Nation til deres Guds Devotion, som de Danske og Norske“, hvorefter „de forlod hinanden Uvenner“.

Pontoppidans Reiseroman har Titelen: „Menoza, en asiatisk Prinds, der drog Verden omkring og søgte Christne, særdeles i Indien, Spanien, Italien, Frankrige, Holland, England, Tydskland og Danmark, men fandt kun lidet af, hvad han søgte“, (Kbhvn. 1742—1743).^[3] Bogen indeholder meget, som endnu har historisk Interesse, og røber en Forfatter af god Iagttagelsesevne og megen Kundskab. Den gaar, som allerede Titelen viser, ud paa at undersøge Troeslivet og Christendommens Tilstand i Europas Hovedlande, og skjønt den selvfølgelig har et pietistisk Anstrøg, røber den dog ingenlunde en snever Betragtningsmaade, som de fleste andre Pietisters, ja indrømmer endog, at Religiøsiteten under Christian VI. var udartet til Hykleri.

Holbergs Nils Klim udkom et Aar før Menoza. Den udkom i Leipzig, og den udkom paa Latin. Begge disse Omstændigheder tyde i samme Retning, nemlig derhen, at Holberg har vidst, at Bogen vilde støde mange, og at maaske nok hans Fiender vilde stræbe at komme ham tillivs. Baade et fremmed Trykkested og et fremmed Sprog vilde under saadanne Omstændigheder have sin Nytte.^[4] Holbergs Anelser sloge ogsaa ind, thi der skal virkelig have været Mænd af Indflydelse, som det synes Hofpræsterne Bartholomæus Bluhme og Erik Pontoppidan, der fandt det religiøse Standpunkt, hvorom Nils Klims Reise antoges at vidne, saa betænkeligt, at Bogen burde forbydes og de Exemplarer konfiskeres, der vare komne til Danmark. Men ihvorvel man levede under Christian VI, blev det ikke til Alvor hermed. Holbergs Anseelse i og udenfor Danmark og Norge var sagtens for stor. Bogen udkom endog Aaret efter i dansk Oversættelfe. De bedste Oversættelser udkom dog først langt senere, nemlig Digteren Baggesens 1789 (siden oftere) og N. V. Dorphs (første Gang 1841).

Vi ville i Korthed fortælle Hovedindholdet af Nils Klim. Det er det eneste af Holbergs Digterverker, hvor Handlingen for en Del er henlagt til Norge, Helten er nemlig en ung Nordmand,^[5] født i Bergen, hvorhen han i 1664 vender tilbage fra Universitetet med gode Examina, men uden Penge. Da han foreløbig Intet kan faa at bestille, anvender han Tiden til Undersøgelse af Omegnens Naturforhold, og især bliver han opmærksom paa en Hule ved Forstaden Sandvigen i Fløifjeldet„ (en Fordybning her paavises ogsaa endnu, men er nu saagodtsom forsvunden formedelst et Veianlæg). Denne Hule, som antages for at være bundløs, og som udsender en paafaldende Luft, vil han undersøge, opmuntret dertil af de lærde Mænd Abelin og Conrektor Edvardsen. Han lader sig derfor med en Baadshage i Haanden hejse ned, men Rebet gaar itu, og Nils styrter i Dybet. Omsider opdager han, at han er kommen til en helt ny Verden, da han ser en ny Sol og nye Himmellegemer, Jorden er altsaa hul. Under sin fortsatte Dalen kommer han saa nær Underverdenens Sol, at han efter Tyngdens Love tiltrækkes af denne og en Tidlang bevæiger sig omkring den som en Planet, altid et betydeligt Avancement for en fattig Student. I Lommen har han et Stykke rundt Brød af det Slags, som man i Bergen kaldte „Bolken“. Han bider i det, men da det ikke smager, kaster han det bort, og se! det bevæger sig nu rundt om ham igjen som en Drabant eller Maane, hvorved naturligvis hans Forestillinger om sin nye Værdighed yderligere voxe og bestyrkes Glæden varer imidlertid ikke længe, thi snart truer en stor Rovfugl den nye Planet med Undergang, og da Klim vil forsvare sig med sin Baadshage, lykkes det vel at saare Fuglen, men ikke at faa Vaabnet løst fra dennes Legeme. Paa denne Maade kommer han ud af sin nye astronomiske Bane og daler ned paa den store Planet Nazar. Det er Nat, Klim falder i Søvn og drømmer om Norge, idet det forekommer ham, at han hører Degnen i Fane Kirke^[6] synge, men da han vaagner, er det en brølende Oxe, som han har hørt. I sin Angst flygter han op i et Træ, men det var intet heldigt Tilflugtssted. Menneskene i hint Land vare nemlig Træer, og det Træ, han havde antastet, var selve Borgermesterinden i den nærliggende By. Hun modtog den Forvovne med et drøit Ørefigen og med et Skrig, andre Træer kom til, og Nils førtes for Retten. Men Dommerne vare retfærdige, og Klim blev, uagtet han intet Forsvar kunde føre, frifunden for Institiens Tiltale. Efterat Nils havde lært Sproget, erfarede han, at Byen hedte Keba og var den næststørste Stad i Fyrstendømmet Potu. Fyrsten, der residerede i en By, ligeledes af Navnet Potu, lod nu Nils indsætte i Kebas lærde Skole, men han høster ingen Laurbær. Han har vistnok en hurtig Fatteevne, men just dette ansees her som en stor Lyde, da Dybsindighed og Eftertanke er det eneste, hvorpaa man i Potu sætter Pris Man finder ham uskikket til enhver høiere Stilling og kun værdig til at blive Hofløber, hvortil da ogsaa hans lange Ben giver ham et stort Fortrin for de langsomme Træer. Han ansættes som saadan og faar potuansk Dragt (med falske Grene, medens hans norske Dragt ophænges i et Museum). I Løbet af et Par Aar traver han Landet rundt som Brevdrager og erhverver sig derved et nøjagtigt Kjendskab til alle dets Forhold.

Potu er et uindskrænket og arveligt Monarki, uden at der dog ydes Fyrsten slavisk Tilbedelse; Nils fik saaledes ikke Lov til at gjøre Knæfald. Efter Fyrstens Død bliver endog hans Regjering gjort til Gjenstand for Kritik ved formelig Rettergang (ligesom der fortælles om Ægypterne), og en Charakter meddelt ham for hans Styrelse, og det er engang hændt, at en Fyrste fik en meget slet Charakter, fordi han havde været en vældig Kriger og undertvunget Nabofolkene, thi saadant ansees her for Daarskab. Man har ingen Adel og heller ingen Rangforordning, begge Dele har man vel forsøgt, men, klog af Skade, atter ophævet. Adgang til Embeder staar saaledes Enhver aaben og det, vel at mærke, endog uden Hensyn til Kjøn. Hvad vi i vore Dage kalde „Kvindesagen“, var saaledes her gjennemført til Punkt og Prikke, saaledes var paa Klims Tid Finantsministeren en Enke, en af Overdommerne en Jomfru, Søkadetterne vare for en stor Del Smaapiger. Folkets Sindighed gav sig ogsaa tilkjende i den Omhyggelighed, hvormed der var sørget for, at umodne Lovforslag ikke skulde trænge igjennem. Ogsaa Undersaatter havde vel Ret til at gjøre Forslag til Love, men medens Forslaget var under Behandling, maatte den, der havde stillet det, staa med en Strikke om Halsen, og hvis det faldt igjennem, blev han paa Stedet hængt. Antoges det derimod, blev han ført gjennem Byen under store Æresbevisninger. (Ogsaa dette Træk er laant fra Oldtiden, noget lignende tillægges nemlig Lovgiveren Charondas i Storgrækenland eller Nedreitalien). De uheldige Projektmagere ere de eneste, mod hvem Dødsstraf anvendes. Straffesystemet Var nemlig helt forskjelligt fra Oververdenens. For første Gangs Forseelse dømtes man til — Aareladning, thi moralske Fejl ansaaes for at have sin Grund i usunde Vædsker, i Gjentagelsestilfælde anvendtes Landsforvisning. Dommerne hentedes gjerne for Upartiskheds Skyld fra fjerne Egne. Advokaterne komme ingen Vei ved sin Veltalenhed, thi Dommerne tillade dem kun korte og saglige Foredrag. Man tror i Potu paa een Gud, men det er strengt forbudt at gruble over hans Væsen, og al Metaphysik er i det Hele banlyst. Man har nogle faa Festdage, især Takkefester, men uden alle Ceremonier. Da Nils fortalte om den europæiske Gudstjeneste, lo man, thi man fandt Kirkemusiken o. s. v. ganske meningsløs. Den simple Gudstjeneste er ogsaa aldeles tvangfri (i Modsætning, som man let forstaar, til Forholdene i Danmark under Christian VI), thi Tvang i saadanne Ting frem-alder kun Hykleri. Tolerance i Religionssager finder Sted i vid Udstrækning, dog ikke ligeoverfor Metaphysikerne. Da Potuanerne af Nils Klim fik høre om Christendommen, forundrede de sig over, at et saa naragtigt Folk, som Europæerne, efter Klim selv og hans Beskrivelse at dømme, maatte være, kunde have saa sunde Religionsbegreber.

Fyrstendømmet Potu havde tre Universiteter. Studierne gik ud paa Historie, Økonomi, Mathematik og Retsvidenskab, medens der ikke bliver Tale om Theologi, da Troeslæren er saa simpel, at den kan fremsættes paa en Side eller to. Medicinen er der ikke stort Brug for, da de gode Træer leve et saa skikkeligt Liv, at de næsten aldrig ere syge. Sprogvidenskaben er overflødig, fordi alle Indbyggere paa denne Planet tale et og samme Sprog. De potuanske Studenter gjorde sig derfor snart færdige med sine Studeringer. Professorerne maa altid, førend de tiltræde sit Embede, have været i praktiske Stillinger, for at Pedanteri og ufrugtbar Lærdom kan undgaaes, heller ikke maa de dyrke mere end een Videnskab, thi at splitte sine Kræfter paa flere avler kun Overfladiskhed, endelig bestaar Undervisningen mere i Øvelser end i Foredrag. Man har ogsaa ved de potuanske Universiteter akademiske Grader, men alle Disputatser og Ceremonier ere afskaffede. Paa Grund af sin Latterlighed vedligeholdes de dog til Morskab, og Disputatorer underholdes som en Art Bajadser. Dette gjør Nils Klim meget ondt, da han selv har disputeret for Baccalaurei-Graden ved Kjøbenhavns Universitet og nu ser alt Disputationsvœsen saa dybt foragtet. For Literaturen gjelde ogsaa eiendommelige Regler. Ingen maa udgive en Bog, førend han er 30 Aar gammel, og skjønt egentlig Censur ikke finder Sted, har man dog offentlige Smagsdommere for at forhindre Udgivelsen af taabelige og indholdsløse Skrifter. Selvfølgelig er Poesi saagodtsom ukjendt i det grundforstandige Potu.

Det er klart, at meget af denne Skildring lader os ane Holbergs egne Idealer af et Samfund. Men paa den anden Side er det ikke mindre vist, at ingenlunde alle Potuanernes Egenskaber skulle opfattes som rosværdige. At Digteren gjør dem til Træer betegner tydelig nok, at han, saagodt som nogen, har begrebet, at en saa gjennemført Forstandighed som den potuanske nødvendigvis maa udarte til Philisteri og netop maa fremkalde, hvad man kalder „Træmænd“.

Sine Iagttagelser nedlægger Nils Klim nu i en udførlig Beskrivelse over Potu. Den vinder en vis Anerkjendelse, og man beslutter at benytte den duelige Løber som geografisk Opdager. Træerne, som ikke have let for at tilbagelægge lange Veie, og som dertil savne Heste, have nemlig ikke synderligt Kjendskab til Planeten Nazars øvrige Lande, hvilke derfor Nils Klim faar Paalæg om at opdage for dem. Vor Rejsende faar da ogsaa Anledning til de vidunderligste og mærkeligste Oplevelser, og det uagtet hele Planeten kun er 250 tydske Mile i Omkreds og af Nils kan gjennemvandres i en eneste Maaned. Hvad der ogsaa letter ham Arbejdet i høi Grad er den heldige, allerede ovenfor berørte Omstændighed, at samtlige Planetens Folkeslag trods de uhyre Forskjelligheder, der finde Sted imellem dem forresten, tale et og samme Sprog.

I Landskabet Qvamso ere Indbyggerne saa heldige at være aldeles frie for enhver Sygdom. Nils tror derfor her at have fundet de lyksaligste af alle Skabninger, men han mærker snart, at han har taget Feil, thi den bestandig gode Helbred bevirker, at de glemme sin Dødelighed og menneskelige Skrøbelighed, og at de fornemste Dyder, saasom Kjærlighed, Medlidenhed og Velvilje mod Andre helt savnes. Ikke bedre viser det sig at staa til i Lalac, hvor Naturen frembringer alt af sig selv, og hvor altsaa Menneskene ere frie for Arbeide. Den bestandige Lediggang og Nydelse fører nemlig tilsidst alene til Tungsind og Fortvivlelse der ender med Selvmord. I et tredie Land, Kemal, det rigeste paa den hele Planet, findes Guld og Sølv i en utrolig Mængde, men Følgen er kun, at Indbyggerne dels gjøre sig til Trælle af Mammon, dels hjemsøges af Røvere, og at Ingen der er sikker paa Liv og Gods. I Landskabet Qvamboia ere alle gamle Folk letsindige, kaade og udsvævende, saa at Enhver, der er over 40 Aar gammel, maa sættes under Formynderskab af de Unge og tidt nok revses, endog legemlig, af disse. I Cochlecu raadede ikke mindre Forkerthed i en anden Henseende, thi her vare alle vigtige og betydelige Stillinger og Forretninger i Kvinders Hænder, medens Mandfolk maatte udføre de laveste Tjenester. Fremmede maatte forundre sig over at se Matronerne i Studerestuen og deres Mænd stelle i Kjøkkenet med Gryder og Kasseroller. Koner og Piger skreve her forlibte Vers til Ungersvende, gave dem Serenader og gjorde dem sin Kur, hvilken de modtoge med Blyhed og rødmende Kinder o. s. v., og naar nogen gjorde en stor Dumhed, hed det, at man maatte bære over med det svage Mandkjøn. Dronningen af Cochlecu har et Harem paa 300 unge Herrer, og Nils maa skynde sig for ikke at blive opkapret, til Haremet, da hendes, Majestæt er bleven opmærksom paa ham. Et andet Land udmærkede sig ved en absolut fornuftig Befolkning, Daarskab og Taabelighed var her ukjendt. En derværende Statsmand indsaa imidlertid, at dette ikke var ubetinget heldigt, thi meget, som andensteds kunde udrettes gjennem Navneværdi og Blændverk, var her umuligt uden ved solide Ting. Rang og Titler f. Ex. brød Ingen sig om, og vilde man anspore Folk til Tapperhed ved at love dem et udødeligt Navn, lo de kun deraf, thi hvad Nytte kunde man vel have af at roses efter Døden? Alle vare jo lige kloge, altsaa var der ingen Kappelyst o. s. v. Statsmanden mente derfor, at det kunde være nyttigt at faa endel Narre og Dumrianer ind i Landet og heller udføre nogle fornuftige Mennesker, men Nils Klim følte sig ikke meget smigret, da man samtidig tilbød ham selv Borgerskab og Indfødsret. Et nyt Land udmærker sig derved, at alle Mennesker der vare dydige, men samtidig mangler ogsaa egentlig al Kultur, Luxus og Skjønhedssands. Alligevel kan han ikke andet end prise dette Folks Lykke. Dernæst kommer et Land, beboet af lutter Philosopher, men det var et underligt Rige. Af lutter Visdom og dybsindig Spekulation, f. Ex. paa at opdage en Vei til Solen, forsømmer man mere nærliggende Ting, Gaderne i Byen ere kun opfyldte af Svin og Philosopher, hvilke paafaldende ligne hinanden. Nils Klim kom her i Fare for sit Liv, thi nogle philosophiske Medicinere besluttede af videnskabelig Iver at anatomere ham, og han reddede sig kun ved en af Professorinderne, der forelskede sig i ham, og med hvem han da flygtede afsted, men da han ikke kunde elske et Træ, løb han fra hende, saa snart Anledning gaves. Ogsaa Religionen er meget forskjellig i Nazars Lande. Et Sted er et Tempel, hvor man tilbeder en Solen helliget Tavle. Enhver, som vil have et Embede, maa aflægge Ed paa, at Tavlen forekommer ham aflang. Just som Nils kommer, bliver en Person kagstrøgen, fordi han har sagt, at den er firkantet. Nils finder det samme, men da han betror det til sin Vert, sukker denne og gjør den hemmelige Tilstaaelse, at han selv er af samme Mening, men ikke vover at sige det af Frygt for Straffen.

Efter Hjemkomsten til Potu indgiver Nils (eller som hans Navn nu er blevet: Scabba) sin Rejseberetning der trykkes og vækker almindeligt Bifald. Men Forfatteren opnaar ikke, saaledes som han havde haabet, en høiere Embedsstilling, han faar kun et Gagetillæg som Hofløber. Da denne Stilling slet ikke tilfredsstiller ham, vover han et dristigt Skridt, nemlig at gjøre et Lovforslag, og sætter altsaa sit Liv paa Spil. Hans Forslag gaar ud paa intet mindre, end at Kvindekjønnet skal miste sin Adgang til offentlige Embeder. Fyrsten fraraadede ham stærkt at lade Forslaget komme under Afstemning og forudsagde ham et uheldigt Udfald, men Scabba vilde ikke lade sig sige. Det gik da efter Fyrstens Spaadom. Kjendelsen lød paa, at en Lov som den foreslaaede maatte medføre Statens høieste Ulykke, at Kvindekjønnet derved kun vilde blive misfornøiet og fiendtligt mod Samfundet, og at Kjønnets ypperlige Evner desuden gjorde dem fuldt berettigede til ethvert Embede. Som Følge heraf dømtes Scabba til Døden. Fyrsten, som var velvillig stemt mod vor Helt, besluttede imidlertid at benaade ham paa Livet og satte sin Vilje igjennem trods Folkets Misfornøielse. Dommen formildedes derfor til Landsforvisning eller egentlig Forvisning fra Planeten til Firmamentet, det vil sige selve det underjordiske Himmelhvælv. Derhen plejede man nemlig stundom at deportere Syndere ved Hjælp af meget store Fugle, der vare afrettede til saadant Brug. To andre Misdædere (en Metaphysiker og en Pietist!) afgik ved samme Leilighed, uden at dog Klim senere saa noget til disse sine Ulykkesbrødre. Paa Firmamentet fik han selv imidlertid opleve en ny Række af de vidunderligste Hændelser. Dette Firmament var beboet af forskjellige Dyr, som dog havde menneskelig Fornuft og Tale. De første af disse Folkeslag, hvormed Klim kom i Berøring, bestod af Aber, yderst polerede og belevne, snaksomme og venlige Væsener, som optoge ham godt, da de fandt, at han kun manglede en Hale for at være deres Ligemand. Landet hed Martinia. Rigtignok staar han her meget tilbage for sine nye Landsmænd i hurtig Fatteevne, medens han omvendt, som det vil erindres, i Potu havde været miskjendt, fordi han ikke var tilstrækkelig tung i Begribelsen. Hans Herre forærer ham til en Excellence, der er Statens næstfornemste Mand, en lattermild og yderst letsindig Person.^[7] Foreløbig bliver Nils Porteur hos Excellencen. Han havde nu rigelig Anledning til at studere Martinianernes grændseløse Luxus og Forfængelighed og opdager snart, at medens Projektmagere i Potu altid løb Fare for Galgen, vare de her i den høieste Anseelse. Selv kom han mod sin Vilje til at foranledige en stor Ulykke i denne Retning, thi ikke før havde han fortalt om Oververdenen, førend der strax gjordes Forslag om et stort Handelskompagni, der ved at bryde Hul paa Jordskorpen skulde aabne Forretninger med Europa, et Foretagende, der vakte stor Begeistring, men medførte Interessenternes Ruin.^[8] I det Hele var Løiheden i dette Samfund grændseløs, Love gaves og ophævedes hvert Øieblik, Retspleien var usikker, Gudsdyrkelsen Komediespil, Metaphysiken (Holbergs værste Kontrapart) blomstrede som paa intet andet Sted, og Landet vrimlede af slette Poeter. Nils Klim, der i Potu havde været misfornøiet med sin Hofløbertjeneste, var heller ikke i Martinia tilfreds med sin Stilling som Bærer af en Portechaise og pønsede derfor paa et Middel til at komme lidt høiere i Veiret. Ligesaa uheldig som han havde været i Potu, ligesaa heldig var han nu her: han havde fra Bergen medbragt et vist Bekjendtskab til Parykmagerhaandverket, som han havde tilegnet sig hos en Frænde, der drev denne Profession, og forfærdigede derfor en Paryk af Gjedehaar. Hans Herre fandt dette at være den herligste af alle Opfindelser, Parykken vandt ogsaa Anerkjendelse hos Senatet, Klim sattes i Aktivitet for at forfærdige Parykker til alle dettes Medlemmer, fik derpaa en Statspension og ophøiedes i Adelsstanden. Parykken bliver en martiniansk Nationalprydelse, thi vistnok forsøgte Aristokratiet i Begyndelsen at hævde den som sin særlige Prydelse, men vovede dog ikke i Længden at modsætte sig Fremskridtspartiet og det stærke og enstemmige Folkeønske, at alle Martinianere skulde have lige Adgang til det nye Gode. En kort Tid fører nu Klim et Herreliv, besungen af Digterne, der især berømme hans forlorne Hale, smigret af Historikerne, der paavise den fremmede Mands Afstamning fra Martinias ældste Familier, og søgt af alle som en af Statens indflydelsesrigeste Mænd. Men snart faar hans Lykke en Ende, idet hans store Velynders Frue optræder som Potiphars Hustru, og da han selv viser sig som en Joseph (Fristelsen ligeoverfor Abinden var rigtignok liden), kastes han i Fængsel og bliver Galeislave. Som saadan sendes han ud paa et stort Søtogt og faar nu den samme Leilighed, som fordum paa Nazar, til at blive geografisk Opdager i det Store. Skibschefen optræder nemlig ædelmodig ligeoverfor den faldne Storhed, erindrer hans store Fortjenester som Parykopfinder og løser hans Lænker.

Efter endel foreløbige Iagttagelser, f. Ex. af et Folk, der bestaar af levende musikalske Instrumenter, og hvis Tale altsaa er pur Musik, naar han det store Kejserdømme Megendore. Her bestaar Befolkningen ikke, som i andre Egne af Firmamentet, af en eneste Dyreart, men af allehaande Dyr blandede om hverandre, saaledes at hver Dyreart repræsenterer en bestemt Stand eller Kaste. Løverne udgjøre Keiserhuset, Elefanterne de høieste Statsembedsmænd, Tigre, Bjørne o. s. v. ere Militære, Hanerne Vægtere, Smaafugle Postbud, Ræve Diplomater, Gjæs Advokater, Skjærer Underretssagførere, Heste Magistratspersoner, Ravne Skifteforvaltere, Ulve Toldembedsmænd og Høge disses Fuldmægtige, Gjedebukke Philosopher, og Chamæleoner Hofmænd, Oxer Søfolk, Æsler Klokkere paa Landet o. s. v. Ogsaa i dette mærkelige og særdeles vel regjerede Land har Klim det Uheld at blive Gjenstand for ømme Følelser hos en af Landets Døtre. En So, Kloakinspektørens Hustru, forelsker sig i ham, han tør fra den Tid af ikke mere gaa i Land, men maa blive ombord, fordi Soens gamle Elsker, en Stud. philos., staar ham efter Livet. Da Kapitainen vil sejle hjem til Martinia, overfaldes hans Skib af en Orkan og forliser. Klim er, som Odysseus, den eneste, der redder Livet, og han kommer nu i Land paa Kysten af Riget Qvame. Her ere Beboerne virkelige Mennesker, af samme Skikkelse og Natur som de i Oververdenen. De mangle ikke Anlæg, men ere rigtignok uhyre naive og uden nogen egentlig Statsforfatning, ihvorvel der i Spidsen for Folket staar en Keiser. Klim optræder her som „Solens Sendebud“, anerkjendes som saadant og bliver Keiserens Raadgiver. Han kaster sig i denne Egenskab især over det mangelfulde Krigsvæsen. De fromme og fredelige Qvamiter havde hidtil været ilde medhandlede af sine stridbare Naboer, men Klim, som her opfinder Krudtet, Overvinder ved Hjælp af Ildvaaben i en Fart de omboende Dyrenationer, og Qvame bliver nu en stor Erobringsstat. Kejseren falder meget beleiligt for sin Minister i et Slag, og Solens Sendebud bestiger Thronen og ægtet sin afdøde Formands Datter. Hans Fremgang er nu en Tid vidunderlig, det ene Land efter det andet undertvinges, og det femte Monarki (se ovenfor om Holbergs Lærebog i Verdenshistorie) oprettes. Destoværre besidder dog ikke Nils Klim Evnen til at bære sin Lykke. Han svimler paa sin Høide, bliver overmodig og stolt, taber sin Popularitet, og Smædeskrifter imod ham begynder at udkomme. For at sikre sin Throne griber han til det Middel at forfølge den gamle Keiserfamilie, men nu udbryder et Oprør, og Keiser Nils maa flygte. Hans Fiender beseire ham imidlertid let netop ved Hjælp af de Vaaben, han selv har lært dem Brugen af, og han maa være glad ved ene at undkomme til en Fjeldegn. Her kryber han ind i en mørk Hule, styrter pludselig dybt ned, og da han endelig igjen ser Lys og naar op i Dagen, se da er han atter paa Fløifjeldet ved Sandvigen! Det femte Monarkis Stifter er igjen forvandlet til en forsulten Baccalaureus i Bergen. Slutningen vil jeg oversætte fra den uforlignelige latinske Original:

„Dette var sandelig en højst besynderlig og poetisk Hændelse, som nok kunde forstyrre endog den bedst organiserede Hjerne. Jeg begyndte at spørge, om det ogsaa var sandt, eller om jeg drømte. Og eftersom jeg mere og mere kom til mig selv, fulgte Sorg og Harme ovenpaa Forbauselsen. I Sandhed, om man undersøger Historiens Aarbøger, saavel Oldtidens som vore egne Dages, vil man neppe finde Exempel paa noget lignende, uden maaske naar man tænker paa Nabocodonosor, som fra Jordens mægtigste Monark forvandledes til et vildt Skovens Dyr. Det samme Skjebnens Spil havde jeg nu selv oplevet. I Løbet af en Time vristes to Kejserdømmer og tyve Kongeriger ud af min Haand, nys var jeg Monark, nu kan jeg knapt gjøre mig Haab om at drive det til Rektor eller Hører i mit Fødeland. Nys var jeg Solens Udsending, snart kunde jeg for Brødets Skyld være nødt til at blive Famulus for en eller anden Bisp eller Provst. Jeg var at ligne ved et Kikajon, thi pludselig var jeg skudt i Veiret, og pludselig var jeg visnet. Fortvivlet tænkte jeg endog paa atter at styrte mig ned i den Hule, af hvilken jeg nys var dukket op, og at forsøge, om min anden underjordiske Expedition maaske kunde blive heldigere. Men fra en saadan Beslutning afholdt mig dog min Omtanke for min Sjel og mine christelige Grundsætninger. Jeg forsøgte altsaa at stige ned fra Fjeldet ad den trange og knudrede Sti, som fører til Sandvigen. Men jeg standsede idelig paa Vejen og kunde ikke slippe det femte Monarki ud af mine Tanker, i den Grad stod det bestandig for mit Hoved. Og sandelig, det Tab, jeg havde lidt, var saa stort, at selv ikke den største Lykke i mit Fødeland var istand til at opveie det. Thi sæt, at man vilde gjøre mig til Stiftamtmand i Bergen, ja endog til Statholder over hele Kongeriget Norge, hvad var det for en ussel Erstatning? Var kanske det en Trøst for det femte Monarkis Stifter og Hersker? Ikke destomindre besluttede jeg dog ikke at afslaa Stiftamtmandskabet, om det skulde vorde mig tilbudt. Midt under min Vandring fik jeg se nogle Gutter, som jeg vinkede til mig og tiltalte dem med de Ord Jeru Fikal Salim, hvilket paa Qvamitisk betyder: „Viser mig Veien“. Men Gutterne bleve kun rædde ved at se min fremmede Dragt og min med flammende Solstraaler besatte Hat, de opløftede et voldsomt Skrig, skyndte sig ned ad Fjeldet og kom længe før til Sandvigen end min Stakkel, der langsomt slæbte sig afsted paa sine saarede Ben. De forskrækkede hele Grænden, da de svor paa, at de havde seet Jerusalems Skomager med en Solstraalehat paa Hovedet sukkende og stønnende vandre om paa Fjeldet, og da de gode Folk spurgte, hvoraf de vidste, at Skomageren netop var ham fra Jerusalem, svarede Gutterne, at han selv havde sagt det. Jeg indsaa nu, at de havde misforstaaet mine Ord Jeru Fikal Salim. Det var da Ingen i det hele Naboskab, som tvivlede om, at jeg var Jerusalems Skomager, og det saa meget mindre, som hans Historie igjen var kommen i Omløb og det hed sig, at han for ikke ret længe siden havde vist sig i Hamburg.^[9]

Da jeg omsider selv henad Aften naaede frem til Sandvigen, saa jeg der en stor Forsamling af Folk, hvem Menneskenes medfødte Lyst til at se usædvanlige Ting havde drevet sammen fra alle Kanter. De stode ved Bjergets Fod i taus Forventning for at tage imod mig, men ved det første Ord af min Mund grebes de af en panisk Skræk og rømte alle sin Vei paa en gammel Mand nær, der var modigere end de andre og blev staaende rolig paa sin Plads. Ham tiltalte jeg da og spurgte ham, om han vilde være den fremmede Mands Gjesteven. Paa hans Spørgsmaal om, hvorfra jeg var kommen, svarede jeg med et Vers af Virgil, at Solen nok vilde gaa ned, længe før jeg kunde blive færdig med at fortælle ham om mine Lidelser, men at jeg i hans Hjem skulde give ham Besked om min Skjebne, der til Vidunderlighed ikke havde sin Mage i Verden. Den videbegjærlige Olding tog mig da ved Haanden og førte mig til sit Hus. Jeg bad der om et Glas koldt Vand for at slukke min Tørst, og den Gamle bragte mig det selv, thi hverken hans Kone eller hans Tjenestepige vovede for lutter Skræk at komme mig nær. Jeg sagde da til ham: „Du ser her en Vold for Skjebnens Luner, der har døiet mere end nogen anden Dødelig.“ „Ja, det er rimeligt nok,“ svarede min Vert, „at den, som har flakket omkring paa Jorden i 1600 Aar, maa have oplevet noget af hvert, thi det er jo nu 1600 Aar siden Jerusalems Forstyrrelse, og Du har jo levet lige siden Keiser Tiberius’s Dage.“ Disse Ord bragte mig ganske ud af Fatning, jeg mente, at den Gamle var gal, og lod ham forstaa, at man maatte være en Oedipus for at finde ud af en saa gaadefuld Tale. Men han kom frem med et Billede af Jerusalems Tempel og viste mig det med Spørgsmaal om Billedet var meget forskjelligt fra Originalen. Saa bedrøvet jeg var, kunde jeg dog nu ikke andet end le og bad om en Forklaring. Nu fik jeg vide Sammenhængen, at Folk i Sandvigen havde gjort mig til Jerusalems Skomager. „Men,“ sagde Oldingen, „jo mere jeg ser paa Dig, jo mere maa jeg tænke paa en Ven, som for tolv Aar siden mistede Livet paa Toppen af Fløifjeldet“. Ved disse Ord faldt der Skjæl fra mine Øine, og jeg kjendte — min gamle Ven Abelin, i hvis Hus i Bergen jeg i fordums Dage saa ofte var kommet. Jeg kastede mig i hans Arme: „Abelin, sagde jeg, „kjender Du ikke din Klim, som vender tilbage fra Underverdenen? Det var mig, som for tolv Aar siden faldt ned i Hulen.“ Han var vel i Begyndelsen vantro, men da jeg saa nøie vidste at fortælle ham om vort gamle Samliv, tog han mig grædende om Halsen og bad mig fortælle, hvor jeg havde været, og hvorfra jeg havde min barbariske Dragt. Da jeg i min Forklaring var kommen til Planeten Nazar og dens Træer, fandt han vel, at dette maatte være Snak, og mente, at jeg snarere havde været taget i Berg. Jeg bad ham dog taalmodig høre videre, han blev fremdeles vantroende og haabede, at jeg selv om nogle Dage vilde indse, hvad det var for Drømme og Hjernespind, jeg fortalte ham. Da jeg imidlertid efter en Uges Forløb fastholdt min Beretning og bad ham om dog at betænke den Kjendsgjerning at jeg var falden ned igjennem Hulen og efter tolv Aars Forløb var kommen tilbage ad samme Vei i en før aldeles useet fremmed Dragt, gav han endelig efter for min Argumentation og bad mig om udførligere at gjentage min Historie, om hvis Sandfærdighed han efterhaanden overbeviste sig. Den Potuanske Forfatning fandt han særdeles tiltalende og ønskede, at alle Stater kunde indrettes efter dens Exempel.

Jeg begyndte nu at tænke paa min Fremtid og var bekymret for, hvilken Skjebne jeg gik imøde herhjemme ovenpaa alle mine Eventyr under Jorden. Abelin formanede mig da fremfor alt til at holde min Historie hemmelig, da jeg i modsat Fald vilde blive en Skive for Alles Spot. Nylig var en Mand bleven straffet, fordi han havde troet paa Antipoder, og jeg kunde deraf slutte, hvordan det vilde gaa mig selv, om jeg ikke var saa klog at tie stille med mine Oplevelser. Jeg skulde indtil videre blive i Stilhed hos ham og ombytte mine qvamitiske Klæder med norske. Det manglede i Begyndelsen ikke paa Folk, som vilde ind til Abelin for at se Jerusalems Skomager, men min Ven fik dem bort ved at fortælle, at Skomageren pludselig var forsvunden. Rygtet om hans Tilsyneladelse udbredte sig imidlertid i Egnen, og fra alle Prædikestole hørtes Tale om denne Begivenhed. Han var kommen som Vidnesbyrd om Guds Vrede for at bringe Folket til Bod og Omvendelse. Nogle gik videre og sagde, at Skomageren havde spaaet, at Verden skulde forgaa til St. Hans. I et vist Præstegjeld gik det saa vidt, at Bønderne af den Grund forsømte Vaaraannen, da der jo paa Grund af den saa nær forestaaende Dommedag ikke kunde være Tale om at gjøre nogen Høst. Men Sognepræsten, Mester Nils, som ikke gjerne vilde gaa glip af sin Korntiende og andre præstelige Rettigheder, lod da Bønderne vide, at Verdens Undergang var bleven udsat til næste Aar, og at de derfor ikke skulde betænke sig paa igjen at optage Arbeidet. For Abelin og mig, som jo vare de eneste, der kjendte Sammenhængen med det Hele, var dette en uudtømmelig Kilde til Morskab.

Da jeg imidlertid ikke længere kunde holde mig skjult i et fremmed Huus og dog omsider engang maatte træde frem for Verden, foregav Abelin, at jeg var en Slægtning af ham, en Student fra Throndhjem, som nylig var kommen paa Besøg. Han anbefalede mig ogsaa saa ivrigt til Biskoppen i Bergen, at Hs. Høiærværdighed endelig lovede mig det første Rektorat, som maatte blive ledigt.^[10] Et saadant Embede var ogsaa det, jeg efter Omstændighederne helst maatte ønske mig, da det dog paa en vis Maade lignede min forrige Stilling. Et Skolerektorat er jo ligesom et Afbillede af den kongelige Myndighed Ferlen minder om Sceptret og Kathedret om Thronen. Men da der ikke indtraf nogen Ledighed og jeg for at leve trængte til hurtig Befordring, besluttede jeg mig til at modtage det første, det bedste, som maatte tilbyde sig. Kort efter døde Klokkeren ved Korskirken i Bergen, og Bispen udnævnte mig da til hans Eftermand. Det var jo en latterlig Befordring for den, der saa nylig havde været Keiser. Men da jo dog intet gjør et Menneske mere latterligt end Armod, og den, der lider af Tørst, ikke har Raad til at vrage det grumsede Vand, tog jeg tiltakke og er nu allerede en aldrende Mand i min Klokkertjeneste. Ikke længe efter min Ansættelse fik jeg Tilbud om et godt Parti med en bergensk Kjøbmandsdatter ved Navn Magdalena. Jomfruen stod mig an, men jeg havde dog mine Skrupler, saasom der jo var al Sandsynlighed for, at min første Kone, Keiserinden af Qvama, endnu var i Live, og jeg nødig vilde gjøre mig skyldig i Polygami. Abelin, den trofaste Ven, for hvem jeg ingen Hemmeligheder havde, beroligede mig dog i denne Henseende, og jeg tog da ikke i Betænkning at ægte min Jomfru. Med hende har jeg levet lykkelig i sex Aar, uden dog nogensinde at indvie hende i min underjordiske Historie. Men jeg har aldrig ret kunnet glemme min tabte Herlighed, og af og til hænder det nok, at min Opførsel kan være lidt forskjellig fra den, der egentlig passer for min nuværende Livsstilling. Jeg har i dette Ægteskab tre Børn, Christian, Jens og Jesper, i alt altsaa fire, ifald Prindsen af Qvama endnu maatte leve.“

Abelin, der overlevede Klim, og i hvis Bibliothek dennes Memoirer fandt sin Plads, har tilføiet følgende Efterskrift: „Nils Klim levede til Aar 1695. Han gjorde sig afholdt af alle ved sin Retsindighed og ulastelige moralske Vandel. Sognepræsten til Korskirken kunde dog af og til blive lidt fornærmet paa ham formedelst hans store Gravitet, hvilken efter Præstens Mening skrev sig fra Hovmod og Indbildskhed. Jeg, som vidste det bedre, syntes derimod snarere at maatte beundre den Beskedenhed, Ydmyghed og Taalmodighed, hvormed en forhenværende Hersker over saamange Riger fandt sig i sin ringe Lod. Hos andre undgik han dog ikke Beskyldning for Stolthed. Saalænge Kræfterne tillode det, plejede han hvert Aar paa visse Tider at bestige Fløifjeldet og at sende tankefulde Blikke ned til den Hule, hvorigjennem han var kommen tilbage. Hans Venner fortalte, at han da gjerne kom hjem med forgrædte Øine, og at han saa lukkede sig en hel Dag inde i Studerekamret, uden at ville se Mennesker. Hans Kone forsikrede ogsaa, at han i Søvne ofte talte om Flaader og Armeer. Det hændte endog engang, at han i en Art Sindsforvirring sendte Bud til Hs. Høivelbaarenhed Stiftamtmanden i Bergen og befalede ham øjeblikkelig at komme til ham i hans Huus. Konen, som mente, at det var altfor anstrængte Studeringer, der satte ham Fluer i Hovedet, var ikke sjelden bekymret for hans Liv. Hans Bibliothek bestod for den største Del af politiske Bøger, og da den Slags Skrifter syntes at være en lidet passende Læsning for en Klokker, blev han stundom dadlet af den Grund. Af hans Reisebeskrivelse, skrevet med hans egen Haand, existerer kun dette ene Exemplar, der er i min Besiddelse. Jeg har ofte tænkt paa at udgive det i Trykken, men er stedse afholdt derfra for visse vigtige Aarsagers Skyld.“

Nils Klims Reise synes ikke at være saa almindelig læst i Norge, som man kunde ønske. Dette er tildels Grunden til, at dens Indhold her er fortalt med noget større Udførlighed.

En særegen Nydelse skjænker Nils Klim dem, der kan og vil læse den i den latinske Original. Holbergs Lune og Skjelmeri fremtræder nemlig i den latinske Dragt i en ny Form og paa en eiendommelig, ubetalelig Maade. Man kan egentlig ikke kalde hans lette og flydende Latin classisk, den er — Holbergsk, thi man vil i den store og rige nylatinske Literatur neppe let finde Magen. Det samme gjælder hans øvrige latinske Arbeider, f. Ex. og ikke mindst hans sprudlende vittige Brev til Peter Burman, en Professor i Leiden, der forekom ham at have omtalt det danske Navn paa en fornærmelig Maade. Dette havde ikke været Burmans Mening,^[11] men Brevet bliver derfor lige morsomt.

---

1. Om dette Verk haves nu et meget lærd og grundigt Særskrift: „Om Holbergs Nils Klim med særligt Hensyn til tidligere Satirer i Form af opdigtede og vidunderlige Reiser“ af J. Paludan. Kbhvn. 1878. Tidligere har Werlauff ogsaa her meddelt værdifulde Oplysninger.
2. Et Brev, meddelt af mig i Norsk hist. Tidsskr. 1. R. II. S. 293. Om en spydig Ytring af Holberg om Pontoppidan se samme Tidsskrift, 1. R. III. S. 93.
3. Senere udgiven paany af V. Birkedal 1860, der dog desværre har taget sig store Friheder og ikke gjengivet Bogen i dens fulde oprindelige Skikkelse.
4. Paa den Tid var der som bekjendt alt andet end Trykkefrihed, og hvad der skulde trykkes, maatte passere Censuren. Denne skulde egentlig ogsaa omfatte Indførsel af Bøger fra Udlandet. En norsk æsthetisk Forfatter har gjort den Bemærkning, at Holbergs fleste Skrifter udkom uden foregaaende Censur „paa moderne Viis“, ja endog tilføiet, at disse Bøger, „som i saa meget trodsede sig frem mod gjeldende Mening, endog i ydre Form bære et Slags Form af Protest“. Men dette er kun Misforstaaelse og beror paa Ubekjendtskab med de virkelige Forhold. Tingen forholder sig nemlig simpelthen saaledes, at da Censormyndigheden tilhørte Universitetet, ansaa Professorerne sig, som Medlemmer af dette, fritagne for Censur, og man vil derfor paa Professor-Arbeider som oftest ikke finde noget imprimatur anbragt. Cfr. H. Matzen, Kjøbenhavns Universitets Retshistorie, I, S. 213 flg. Men om han end kunde udgive sin Bog paa egen Haand, kunde en saadan Friheds Anvendelse komme Vedkommende lige dyrt at staa bagefter, om den blev befunden farlig, skadelig eller lignende. Havde Holberg ikke været Professor, er der den største Sandsynlighed for, at f. Ex. hans Peder Paars ikke havde seet Lyset. Om „Protest“ er der allermindst Tale, en saadan „Protest“ vilde vistnok have bragt den, som vovede den, paa Munkholmen eller til et lignende lidet lysteligt Sted.
5. Som bekjendt har der virkelig levet en Mand af dette Navn, der var født i Jylland 1620 og døde som Klokker ved Korskirken i Bergen 1690. Han levede altsaa endnu i Holbergs Ungdom. L. Sagen har i sin Bergens Beskrivelse opbevaret den Tradition om ham, at han var i sin Omgang og sin Opførsel meget lystig og hel snausk af Indfald samt singulær, og den sidste, der brugte Skjæg af deslige Folk. D. Thrap har senere (i Danske Samll. 2. R. V. S. 188 flg. og VI. S. 385 flg.) samlet, hvad der af Dokumenter vides om „den virkelige Nils Klim“.
6. Fane ligger i Nærheden af Bergen. Holberg har vist været vel kjendt der. Hans Moder var ogsaa Præstedatter fra Fane.
7. Det er almindelig erkjendt, at ved Martinia sigtes til Frankrige, og at den „næstfornemste Mand“ er Hertug-Regenten, den talentfulde, men ryggesløse Philip af Orleans, der regjerede Frankrige i Ludvig XV.s Mindreaarighed (fra 1715 -1723).
8. Sigter til en i sin Tid overordentlig opsigtsvækkende Begivenhed i Frankrige netop under Hertugen af Orleans’ Regentskab. En skotsk Eventyrer John Law oprettede en Seddelbank. Dens Kredit hvilede paa Aktier, der skulde kunne vexles i Banken til enhver Tid. Sedlernes Ihændehavere fik derhos Udsigt til Andel i Udbyttet af Handelsforetagender ved Mississippi, hvis Bredder dengang tilhørte Frankrige. Aktierne og Sedlerne søgtes med Begjærlighed, men det Hele var Svindel og endte med utallige Menneskers Ruin og Forarmelse.
9. Om den evige Jøde paa Klims (eller Holbergs) Tid sagdes at have vært i Hamburg, ved jeg ikke. Derimod vakte en Historie om hans Optræden i denne Stad 1547 i sin Tid stor Opmærksomhed og fremkaldte adskilligt Skriveri, se P. Beneke, Hamburgische Geschichten und Sagen, Hbg. 1854, S. 223—227, 383.
10. Rektorater, der dengang regnedes blandt de geistlige Embeder, besattes tidligere af Bispen; først 1739 forbeholdt Kongen sig umiddelbart at udnævne Rektorer.
11. Chr. Bruun: Danske Samlingen 1. R. I. S. 11.