Ludvig Holberg (Daae)/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Grøndahl & Søn (s. 67-77).

De Verker, hvorved Holberg har udøvet ſin ſtørſte og varigſte Indflydelſe, har han frembragt i Frederik IV.s Dage. Denne Konge omfattede han ogſaa med ſtor Hengivenhed og Anerkjendelſe. Visſelig var Frederik ingen ſærdeles fremragende Perſonlighed, men han var dog en i mange Henſeender ſund og praktiſt Natur. Forſtod Kongen end ſelv lidet af Holbergs Betydning for Land og Folk, havde han dog med et rosværdigt Inſtinkt modſat ſig dem, der vilde ham tillivs. Det var derfor uden Tvivl af Hjertens Grund, at Holberg ved Kongens Død i 1730 udtalte ſig om ham med den Varme, ſom han gjorde det i en akademiſk Tale, ſom han holdt ved Univerſitetet den 12te December 1730, ſelvfølgelig paa Latin. Denne Tale udkom førſt 17 Aar ſenere i Trykken, en Omſtændighed der ikke er uden Interesſe. Thi Frederik IV.s Søn og Efterfølger, Chriſtian VI., yndede ikke Lovtaler over ſin Fader. Han havde for det førſte i mange Aar med Bedrøvelſe iagttaget ſin Moders Sorg over ſin Ægteherres grove Utroſkab og det derpaa følgende Ægteſkab mellem Faderen og hans Frille, Anne Sophie Reventlow, og, hvad der var af end ſtørre Betydning, Chriſtian tilhørte helt igjennem en fra Faderens grundforſkjellig Aandsretning, den fra Tydſkland udgaaede Pietisme.

Det vilde være højſt ubilligt at overſe de mange Fortjeneſter, hvorved Chriſtian VI.s Regjering har vundet Krav paa Anerkjendelſe og det netop i ſæregen Grad paa Aandslivets Enemærker. Indførelſen af Konfirmationen, Oprettelſen af Almueſkolerne, hvorved Almuen i begge Riger førſt egentlig lærte at læſe indenad, den heldige Reformation af Latinſkolerne, det juridiſke Studiums Grundlæggelſe ved Univerſitetet, Stiftelſen af Videnſkabsſelſkabet i Kjøbenhavn og det „danſke Selſkab“ til Hiſtoriens og Sprogets Forbedring o. ſ. v., alt dette er, om end Fortjeneſten juſt ikke ligefrem var Kongens, dog i høi Grad blevet ſtøttet og fremhjulpet af ham. Har nogen havt den redelige Vilje, da var det Chriſtian. Men ſamtidig var han en Mand af et indſkrænket Syn, og den Aand, ſom under ham fra Hoffet af gjorde ſig gjeldende rundt om i Rigerne, var ikke ubetinget heldbringende. Holberg følte ſig ikke vel under disſe Tilſtande, men det fulgte af ſig ſelv, at han maatte bære ſin Utilfredshed i Stilhed. Hans virkfomme Aand lod ham imidlertid ikke hvile. Om at ſkrive Komedier og Satirer kunde der foreløbig ikke være Tale, derfor vendte han ſig nu førſt og fremſt imod Hiſtorien, hvis Studium altid havde tiltalt ham, og i hvilken han allerede før i nogen Grad havde forſøgt ſig ſom Forfatter.

Allerede i 1729 havde han udgivet ſin „Danmarks og Norges Beſkrivelſe“ eller, ſom Titelen paa den anden Udgave (1749) lyder: „Danmarks og Norges geiſtlige og verdslige Stat“, et Verk, der ikke egentlig beſkriver ſelve Landene, men fremſtiller Statens vigtigſte Forhold og Indretninger paa et hiſtoriſk Grundlag. Man finder her intet af det ſtatiſtiſke Tabelvæſen, ſom i vore Dage betegner den Art Skrifter, dette var noget, ſom Datiden endnu lidet eller intet kjendte til. Det er derimod mere en populær Bog, hvor man faar vide Beſked om Statsforfatning og Religion, Univerſitetet, Handelen, Krigsmagten, Retsvæſenet o. ſ. v. Et Stykke deraf fortjener at hidſættes. Det er Forſatterens Skildring af ſine nærmeſte Landsmænd, Nordmændene, mærkelig ikke mindſt ved den Varme, med hvilken han fremhæver deres Lysſider. Her er altſaa nogle Prøver:

„Hvad ſig anbelanger de Norſke, da, ſaaſom de leve under et andet Clima, ſaa differere de meget fra de Danſke baade i Humeur og Sæder: Dog hindrer den Forſkiel ikke, at der jo er en fuldkommen Forening og Overensſtemmelſe imellem begge diſſe Nationer, og have de alletider, ſiden den navnkundige Forening blev ſluttet imellem Dannemark og Norge, været anſeede ſom et Folk.

Førend jeg taler videre om ſamme Nation, vil jeg her løſligen merke, at Skribentere, faſt udi ingen Ting fare ſaa meget vild, ſom udi at beſkrive de Norſkes Art og Egenſkab. De fleſte grunde deres Beretninger paa adſkillige gamle Skrifter, ſom ere publicerede for lang Tid ſiden om Findlapperne, hvilke Folk ere de Norſke faſt ligeſaa ubekiendte, ſom Græker og Perſier, og ere de fleſte ligeſaa nysgjerrige efter at ſee en Findlap, ſom en af bemeldte Nationer. Ikke desmindre udſtrekke dog Fremmede den Character, ſom gives dette raa Folk, til den hele Norſke Nation. — — Jeg kan ikke forbigaae her at fortælle en Ting, ſom mig udi min Ungdom er vederfaren. Da jeg opholdt mig til Rom, og af en Hendelſe kom i Selſkab med en Piemonteſer, der havde læſt adſkilligt om Tydſkland og de Nordiſke Lande, og ſamme Piemonteſer fornam, at jeg havde nogen Kundſkab derom, ſpurgte han mig: Om jeg ikke nogen Tid havde ſeet en Normand, da jeg nu ſagde ham, at jeg var ſelv fra Norge, forundrede han ſig ikke lidet derover, og endelig efter nogen Betænkning ſvarede, at jeg maatte da være fød af fremmede Forældre; thi han vidſte vel, at Norſke Folk vare vanſkabte, og havde Anſigter der lignede mere Svine-Hoveder end Menneſkers. Jeg forſikrede ham om, at der fandtes ikke kiønnere Folk nogenſteds end udi Norge. — — —

Udi gamle Dage vare de Norſke meget urolige, ſaa at der vare faa Konger, der jo maatte ligge udi Felten, nu mod en, nu mod en anden Rebeller, og ſatte mange af dem Livet til udi ſaadanne indvortes Krige. Men for nogle hundrede Aar ſiden, beſynderlig efter Foreningen med Dannemark, havde de ladet ſee ſaa ſtor Lydighed mod Øvrigheden, at de kan tiene til Exempel derudi for alle andre Nationer. Dette have de høilovlige Konger af det Oldenborgſke Huus ogſaa merket, og derfor havt en beſynderlig Eſtime for ſamme Nation, og brugt altid en ſtor Deel af dem til deres Liv-Guarder. Man kand ſige til de Norſkes Berømmelſe, at, ſaa grumme og hidſige de ere mod deres Fiender, ſaa føielige og lydige ere de imod Øvrigheden, ſaa at man i nogle hundrede Aar faſt ingen Urolighed eller Opſtand haver hørt udi ſamme Rige, hvilket jeg veed ikke, om mange Nationer kan berømme ſig af.

Hvad deres Tapperhed er angaaende, da tør jeg underſtaae mig at ſige, at deres Lige nu omſtunder ikke findes. Mange ſkulde vel tænke, at jeg ſiger ſaadant for at ſmigre for mine egne Landsmænd, hvilket ellers er en almindelig Lyde hos Skribentere. Men jeg vil ikkun bede enhver, der fatter ſaadanne Tanker, læſe ſamme Nations Hiſtorie og Bedrifter, ſaa vel hos Svenſke, ſom Danſke Skribentere, ſaa ſkal han finde, at faſt ingen Fiende har havt nogen Fordeel mod de Norſke. De Svenſke ſelv, ſom alle Tider have havt ſtore Tanker om deres Manddom, maa mod deres Villie bekiende, at de Norſke udi Tapperhed intet give dem efter. De Norſke derimod agte ſig langt høiere end de Svenſke og grunde de Tanker, de derudi have om dem ſelv, paa de mange herlige Seiervindinger, ſom de ſtedſe med ulige Magt have erholdet over ſamme ellers ſtridbare Nation. — — — Hvad Folk de Norſke ere, have de Svenſke beſynderlig fundet til Søes, hvor de have contribueret faa meget til de ſtore og herlige Seiervindinger, dette Rige ſtedſe imod Sverrig haver erholdet. Dette er Aarſag, at Fremmede heller antage Norſke Matroſer end andre udi deres Tieneſte, ſaaſom de ere ikke mindre haarde og beqvemme til at udſtaae alle de Uleiligheder, ſom Krigen fører med ſig, end modige at ſtride mod deres Fiender, og tro mod dem, udi hvis Tjeneſte de ere.

Til Konſter og Haandverke ere de Norſke ſynderligen beqvemme; thi omendſkiønt de ſamme aldrig nogen Tid have ret floreret udi Norge, ſaa dog have Indbyggerne nokſom ladet ſee, og endnu give Prøve paa, baade hvor ſtore Naturalier, ſaa ogſaa hvor megen Lyſt og Tilbøjelighed de have dertil. Der er faſt ingen Bonde udi Norge, der jo, foruden ſit nødvendige Arbejde, gjør noget med ſine Hænder til Zirat. Det meſte er at forundre ſig over, at de giør alting udaf deres egne Hoveden ſaaſom de hverken have lært eller ſeet noget tilforn, og er der ingen Tvivl paa, at, derſom mange af dem komme iblant ſtore Meſtere, de jo ſkulde kunde forarbeide de Ting, ſom endogſaa Franſke og Italiener ſkulde forundre ſig over. — — —

Hvad Lærdom er angaaende, da, omendſkiønt der intet Academie er udi Norge, ei heller mange ſtore Bibliotheker, ſom jeg veed, ſaa dog findes der mange lærde Mænd; thi faſt alle de, ſom have Midler, efter at de nogen Tid have ſtuderet paa Univerſitet til Kjøbenhavn, reiſe Udenlands, for at lære fremmede Sprog, hvortil de ere ſynderlig hengivne, have ogſaa den Fordeel frem for andre Nationer, at de treffe ſaavel den fremmede Accent og Udtale. Hvorvel man ikke kan negte, at jo undertiden gjøres noget formeget deraf, og at adſkjllige andre Ting derved forſømmes.

De ſtore Qvaliteter og Sindets Gaver, ſom findes hos denne Nation, foraarſage, at mange fatte for ſtore Tanker om dem ſelv, og ſee andre over Axſlerne; De andre Skrøbeligheder, ſom de Norſke ere hengivne til, er at de gjerne vil ſtadſe og holde dem over deres Formue, hvilket foraarſager, at mange blive bragte til Armod, og, efter at de en kort Tid have været udi Anſeelſe, ſiden maa paatage ſig Tjeneres Skikkelſe. De Danſke derimod ere mere ſparſommelige, og indrette meer deres Tæring efter deres Pung.

Endeel holder for, at de Norſke ere meget Trættekiere, og grundes deres Mening paa de mange Trætter, Angivelſer og Efterſtræbelſer, ſom idelig høres om udi Norge, hvorvel, naar man alting nøie efterſeer, ſaa finder man, at ſaadant reiſer ſig meget af Fremmede, der opholde ſig udi ſamme Rige, hvilket dog tilſkrives Nationen alene.

Drukkenſkab gik tilforn meget udi Svang udi Norge, og er endnu temmelig udi Moden paa endeel nordlige Steder, men blant den ſtørſte Deel er den efter andre Nationers Exempel meget aflagt, ſaa at ingen tvinges mere til at drikke over ſin Formue.“

I Aarene 1732—1735 udgav dernæſt Holberg et Hovedverk: „Dannemarks Riges Hiſtorie“ i tre Kvartbind, hvilket Arbeide fra Rigernes Forening af tillige medtager Norges Hiſtorie. Fremſtillingen er knyttet til den danſke Kongerække fra den fabelagtige Kong Skjold af indtil Frederik III.s Død 1670. Men det er meget langt derfra, at Holberg, ſom ſaamange eller næſten alle Hiſtorieſkrivere dengang havde det for Skik, indſkrænker ſig til at fortælle Kongernes Levnet og de „Bedrifter“, ſom med ſtørre eller mindre Grund kunne tillægges disſe. Han betegner ogſaa heri vor Literatur et mærkeligt Omſlag og Fremſkridt idet det netop var ham, ſom hos os egentlig førſt har ſkabt den virkelige Nationalhiſtorie ved at inddrage under Behandlingen en Mængde af de almindelige Forhold, der viſe Folkets Tilſtande og Udvikling. Hertil kommer en Fremſtilling og et Foredrag, hvorom Ingen tidligere hos os havde havt nogen Anelſe. De ældre hiſtoriſke Arbeider, der havde ſeet Lyſet efter Reformationen, vare enten for en ſtor Del ſkrevne paa Latin (Svaning, Krag, Bering o. ſ. v.), tildels endog af dertil beſtilte Udlændinger (ſom Pontanus og Meurſius), eller beſtode nærmeſt i Samlinger af Dokumenter, ſaaledes ſom Tilfældet er med det vigtigſte af dem alleſammen, Arild Huitfelds bekjendte Krønike, der dog tiltrods for ſin Formløshed havde talrige Læſere og fremdeles er umiſtelig. Holberg blev ſaaledes vor førſte egentlige hiſtoriſke Fortæller i Modersmaalet.

Og han fortalte med ſtort Meſterſkab. Førſt og fremſt forſtod han, hvad mange Hiſtorikere ikke have Evnen til, nemlig udaf det hiſtoriſke Stof at udvælge netop det, der giver det rette Billede og den ſande Belysning af de Tidsaldre eller Begivenheder, der ſkulle ſkildres. Det var aldrig hans Henſigt at ſamle ſammen den hele Stofmasſe og ængſtelig opſpore ethvert Vidnesbyrd om Fortiden for at blive, hvad dog ingen Hiſtoriker bliver, — fuldſtændig og udtømmende. Nei, han udfandt med ſit klare Blik det, hvorpaa det for hans Øiemed egentlig kom an, og lod det øvrige ligge ſom overflødigt. Herfor har han tildels ſelv gjort Rede i Fortalen til det tredie Bind, ſin „Betænkning“, ſom han kalder den, hvilken endnu er højſt lærerig at læſe.

Dernæſt maatte, hvad man paa Forhaand kan vide, Holbergs eiendommelige Lune og Evne til at gjøre alt, hvad der flød fra hans Pen, tiltrækkende, behageligt og fængſlende, ogſaa komme hans Hiſtorie tilgode. Den blev ikke alene modtagen med ſtor Begjærlighed af Samtiden og uagtet ſin Vidtløftighed gjentagne Gange oplagt, men den vedblev gjennem flere Menneſkealdre at være den meſt læſte Fremſtilling af Emnet.

Lærd Hiſtoriker kan Holberg derimod ikke egentlig kaldes, og om han havde været det, vilde hans ſtore Verker i dette Fag viſtnok aldrig have ſeet Lyſet. Selv med hans overordentlige Lethed i Frembringelſen vilde det nemlig ikke have ladet ſig gjøre kritiſk at gjennemgaa og betragte alle Kilder og drøfte hele det Materiale, hvoraf et Lands Hiſtorie fra Hedenold og ned til Samtiden fremgaar. Herpaa indlod han ſig heller ikke. Han beſad viſtnok megen og udbredt Læsning, og han beſtræbte ſig for den ſenere Tids Vedkommende ogſaa ivrig for at komme i Beſiddelſe af Haandſkrifter, ſom i ikke lidet Antal „commnuniceredes“ ham af Tidens mange private Samlere, men Benyttelſen af alle disſe Ting ſkede med en Raſkhed og Letvindthed, ſom ikke en virkelig Forſker ſkulde have tilladt ſig. For ham gjaldt det, ſom ſagt, nærmeſt at uddrage det allerede ved det førſte Blik interesſante og underholdende.

Den Tid, da Holbergs Danmarkshiſtorie udkom, var en lykkelig Tid for vor hiſtoriſke Literatur. Thi netop de Egenſkaber, ſom Holberg ikke beſad, fandtes i rigeſte Maal hos en Samtidig, den alt ovenfor nævnte Hans Gram. Denne blev den ſtore Banebryder i den kritiſke Hiſtorieforſkning og har Fortjeneſten af førſt at have indført den hiſtoriſke Monografi i vor Literatur. Mellem hans Diſciple var det ſtore Trekløverblad Langebek, Schøning og Suhm. Det er bekjendt, hvorledes der mellem Holberg og denne fremragende Videnſkabsmand til forſkjellige Tider beſtod et forſkjelligartet Forhold. De vare oprindelig gode Venner, blev ſaa en Tidlang Uvenner, men mødtes omſider igjen. Neppe er der nogen af Holbergs danſke Samtidige, hvis Forhold til denne er mere interesſant end netop Grams. Han er i Henſeende ei alene til dyb og omfattende Lærdom, men ogſaa til alvorlig hiſtoriſk Kritik ligeſaa ſtor, ſom Holberg er det i aandfuld og fængſlende Fremſtilling. Oprindelig Profesſor i Græſk (han hørte til ſin Tids berømte Filologer i Europa) hengav Gram ſig ſiden ſom Geheimearkivar og Overbibliothekar til den danſke Hiſtorie, og det paa en Maade, der blev banebrydende for alle følgende Tider i Danmark og Norge. De flade Literater, der kun kjende Gram fra Anekdoten om, at han var Eier af „den ſølvbeſlagne tykke Homerus“, der figurerer i „Peder Paars“, have grovelig miskjendt ham. De, der virkelig kjendte ham, vide, at „Grams kritiſke Blik paa Perſoner og Forhold er endnu mærkeligere end hans Lærdom“, en Dom, der er udtalt netop af den Mand, der af alle ſenere danſke Hiſtorikere har ſtaaet ham nærmeſt i kritiſk Evne, C. Paludan-Müller.

Hvad Holberg mindſt magtede, var ſelvfølgelig den ældre Hiſtorie, og hans Fremſtilling af denne har derfor nu for os kun literaturhiſtoriſk Interesſe. Jo mere han nærmer ſig ſin egen Tid, deſto mere har han derimod følt ſig hjemme i ſin Gjerning, og den ſidſte Del af Danmarkshiſtorien, der helt optages af Frederik III.s Tid, har fremdeles Værd endog for Hiſtorikeren af Fag[1]

Samtidig med ſin Fædrelandshiſtorie udarbeidede Holberg ogſaa en Lærebog (synopsis) i Verdenshiſtorien, 1733. Den var ſkreven paa Latin og oplevede en Utallighed af Oplag og Overſættelſer paa de forſkjelligſte Sprog, Danſk, Tydſk, Engelſk, Hollandſk, Rusſiſk (i det ſidſte Sprog endnu 1808). I lange Tider var den lille Bog Kilden til den ſtuderende Skoleungdoms hiſtoriſke Viden, og endnu den Dag idag kan det være ſærdeles nyttigt for en hiſtoriſk Lærer eller Lærebogsforfatter at gjøre ſig bekjendt med den. Thi ogſaa her gjenfinde vi den ſamme Holbergſke Evne til at meddele alt, hvad han rører ved, det være i ſig ſelv ſaa tørt det vil, Liv og Interesſe, og navnlig beundre vi ogſaa her Meſterſkabet i Stoffets Udvalg. Sandſynligvis vilde Holbergs hiſtoriſke Lærebog have holdt ſig endnu længere, end den gjorde, hvis ikke Hiſtoriens Inddeling ogſaa hos ham havde lidt af en Feil, ſom endnu dengang var almindelig. Det kan have ſin Interesſe at paapege dette. Nuomſtunder tale alle Menneſker, hvor lidet Hiſtorie de end have lært, om tre Hovedpartier af den Menneſkene bekjendte Del af Fortiden: Oldtiden, Middelalderen og den nyere Tid. Men de færreſte vide, at denne Inddeling førſt er forſøgt efter Midten af det attende Aarhundrede og egentlig førſt er faſtſlaaet i det nittende. Paa Holbergs Tid delte man endnu (i Tilſlutning til et bekjendt Sted hos Propheten Daniel) Verdenshiſtorien efter „de fire Monarchier“, det asſyriſk-babyloniſke, det perſiſke, det græſk-macedoniſke og det romerſke, hvilket man betragtede ſom fremdeles exiſterende gjennem det „hellige“ tydſk-romerſke Keiſerdømme! Denne Inddeling har Holberg ikke fraveget. I en franſk Lærebog ſer man 1753 den nu brugelige Tredeling, men det varede meget længe, inden man nogenlunde enedes om disſe tre Hovedafſnits indbyrdes Grændſer, idet man f. Ex. ſtundom ſaa „Middelalderen“ begynde med Chriſti Fødſel og den „nyere Tid“ dateret fra Carl den ſtore o. ſ. v.[2]

Bergens Beſkrivelſe, der udkom førſte Gang 1737, er allerede tidligere omtalt. Samme Aar udgav Holberg ogſaa ſin egen Levnetsbeſkrivelſe, der udkom paa Latin i Leipzig, men hvoraf dog allerede Begyndelſen havde ſeet Lyſet 1727. Ogſaa den er et ſaare mærkeligt Arbeide. Den bliver det allerede derved, at det hidtil var noget uſeet i vor Literatur at fortſatte en udførlig Selvbiografi og endnu mere at udgive den i levende Live; der manglede heller ikke paa dem, ſom heri ſaa et Bevis paa Indbildſkhed og Forfængelighed.[3] Fortællingen er i Brevform til en ikke navngiven fornem Herre (vir quidam perillustris). Efter at der har været gjettet paa forſkjellige, tør det nu anſees for afgjort, at det er den engang ovenfor (S. 31) omtalte Grev Chriſtian Rantzau (Statholder i Norge 1731—1739), til hvem Brevene ere ſkrevne.[4] Selvfølgelig overſattes Biografien ſtrax paa Danſk (førſt i Holbergs Fødeby Bergen af den ſenere Præſt Th. Krog 1741, derpaa og bedre i Kbhvn 1745) og ſiden ogſaa paa andre Sprog, men hvo der ret vil nyde den, maa læſe Originalen. Holbergs Reiſer indtage en væſentlig Del af Bogen, ſom, hvor ypperlig den end i ſig er, dog mangengang mere pirrer end tilfredsſtiller vor Videlyſt, idet den — hvad der jo egentlig ikke kan forundre — ſom ofteſt fortier juſt det, vi helſt vilde have vidſt Beſked om.

Den flittige og beſtandig ſkrivende Eneboer udgav i disſe Aar endnu flere hiſtoriſke Verker, ſaaledes ſin „Almindelig Kirkehiſtorie fra Chriſtendommens Begyndelſe til Lutheri Reformation“ i to Kvartbind (1738), „Adſkillige ſtore Heltes og berømmelige Mænds ſammenlignede Hiſtorier og Bedrifter“[5] (1739) og „Adſkillige Heltinders og navnkundige Damers ſammenlignede Hiſtorier“ (1745). Begge disſe ſidſte Verker vare, ſom udtrykkelig paa Titelbladene fremhævedes, Efterligninger af den græſke Hiſtorieſkriver Plutark, der plejede at fortælle to berømte Mænds (en Grækers og en Romers) Levnet ad Gangen og at tilføje en Sammenligning mellem dem. Af ſæregen Interesſe for Holbergs Opfatning og Livsanſkuelſe er hans Levnetsbeſkrivelſe af Peter Czar, thi denne kraftfulde Selvherſker var ret hans Helt. I 1742 havde han ogſaa udgivet ſin udførlige „Jødiſke Hiſtorie“. Af hele denne Række af Bøger, der alle læſtes med Begjærlighed, har Kirkehiſtorien viſtnok øvet ſtørſt Indflydelſe paa Almenheden. Dens blev ogſaa ſtrax udſolgt og igjen oplagt. Varſomt, men tillige beſtemt, gjorde han Anſkuelſer gjeldende, ſom man hidtil ikke havde været vant til, men at ſkrive den Lutherſke Kirkes Hiſtorie vovede han ſig ikke til. Derfor er det, at han ſtandſede ved Reformationen.


  1. Om Holbergs Danmarkshiſtorie findes de bedſte Bemærkninger i Danſk hiſt. Tidsſkrift, 5. R. IV. S. 35—55 af C. Paludan-Müller.
  2. Om Holbergs Verdenshiſtorie ſe Chr. Bruun, Ludvig Holberg ſom Lærer i Hiſtorie, Kbhvn. 1872, ſamt F. Schierns ſupplerende Anmeldelſe i Danſk hiſt. Tidsſkr. 4. R. III.
  3. Saaledes f. Ex. Hans Gram til en tydſk Lærd, Danſke Samlinger, I. S. 14.
  4. Dette har det i ſin Tid lykkedes mig at paaviſe ved Hjælp af et i vort Univerſitetsbibliothek bevaret, men tidligere upaaagtet Haandſkrift af Langebek, ſe Norſk hiſt. Tidsſkr. 1. R. II. S. 290 flg.
  5. Manuſkriptet, efter hvilket dette Verk tryktes, findes paa Univerſitetsbibliotheket i Chriſtiania.