Ludvig Holberg (Daae)/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om Holberg var død i ſamme Aar, ſom Peder Paars var udkommen, vilde alene dette Digt have været fuldkommen tilſtrækkeligt til at gjøre ham uforglemmelig i vor Literatur. Men allerede et Par Aar efter (1722) indtraadte han paa en ny Bane, og paa den var det, at han ſkulde vinde ſin ſtørſte Anſeelſe og ſin ſtørſte Fortjeneſte. Her komme vi til det, ſom Enhver af os elſker og kjender, eller idetmindſte burde elſke og kjende: Holbergs Komedier!

Vi have ikke Tid eller Rum til at fortælle Skuepladſens Hiſtorie i Danmark, for os faar det være nok, at der egentlig ingen ſceniſk Kunſt gaves i vore Lande før Holberg. Latinſkolernes Diſciple opførte viſtnok et Slags Stykker, hvis Emner vare hentede fra Bibelen eller Klasſikerne, udenlandſke Trupper viſte ſig hiſt og her, endog i Norge, for at opføre noget fremmed Jux, men et virkelig nationalt Drama kan man ikke ſige, at man havde. Omſider gav nogle tilfældige Omſtændigheder Stødet til, at der forſøgtes et danſk Theater i Kjøbenhavn. Ved Hoffet havde der været ſpillet franſke Stykker af indkaldte Skueſpillere, men de vare blevne afſkedigede, og deres forrige Theatermaler, Franſkmanden Capion, havde ſaa faaet Privilegium paa at opføre Skueſpil. Holbergs nyserhvervede Ry ſom komiſk Forfatter bragte nu nogle Venner og andre, der ønſkede en national Scene, deriblandt mærkelig nok den nysnævnte Rostgaard, til at foreſlaa ham at forſøge ſig i at ſkrive danſke Komedier. Muligt er det ogſaa, at Holberg allerede af indre Driſt havde begyndt at ſkrive Lyſtſpil. I ethvert Fald gik det vidunderlig raſkt med hans Forfatterſkab i den Retning, det ene Meſterſtykke efter det andet fremkom i en ubegribelig kort Tid. Den 23de September 1722 aabnedes i lille Grønnegade „den danſke Skueplads“. Det førſte, der opførtes, var et overſat Stykke, men ſaa kom ſtrax efter Holbergs „politiſke Kandeſtøber“. Endnu inden Aaret var omme, fik man „den Vægelſindede“, „Jean de France“. „Jeppe paa Bjerget“ og „Geert Weſtphaler“, og ſaa kom raſkt det ene Stykke efter det andet. Men det nye Theaters Levetid blev kort. Vel morede man ſig godt, men Theaterbeſøgene bleve ikke ſaa hyppige, ſom man havde ventet. Hofſet kunde efter Datidens ſtore Etikette ikke indlade ſig paa at beſøge et privat Theater, den fornemme Verden holdt ſig derfor ogſaa næſten borte, og dette indvirkede igjen paa den formuende Borgerſtand. Menigmand var paa den anden Side ſaa udannet, at han nok hellere ſaa de tydſke Spektakelſtykker med Lynild, Torden o. ſ. v. eller morede ſig ved at ſe paa „den ſtærke Mand“. Vanſkeligt var det ogſaa at faa gode Skueſpillere, helſt vilde man have Studenter, men for dem anſaaes intet for mere upasſende end en ſaadan Optræden, ligeſom det da heller ikke manglede paa dem, der fandt det i høieſte Grad anſtødeligt, ja forargeligt, at en Profesſor ved Univerſitetet indlod ſig paa at ſkrive for Theatret. Omſider ſpillede vedkommende Fallit; og Theatret maatte lukkes 1727, idet der tilſidſt opførtes et lidet Stykke af Holberg, „Den danſke Comoedies Ligbegjængelſe“. Aaret efter indtraf Kjøbenhavns ſtore Ildebrand, der for en længere Tid gjorde en Gjenoptagelſe af et Theater umulig. I 1730 begyndte Chriſtian VI.s Regjering. Under den var der, ſom Læſeren vil forſtaa, ikke Tale om at faa Regjeringens Tilladelſe til noget ſaa ugudeligt og ſyndigt ſom Theaterforeſtillinger. Førſt efter denne Konges Død fik man (1747) atter et danſk Theater. Man maatte derfor indſkrænke ſig til at nyde Holbergs Stykker gjennem Læsning, thi han havde naturligvis udgivet dem i Trykken, og de fandt en rivende Udbredelſe.

Vi ſkulle nu beſkjæftige os en Stund med Holbergs Stykker i Almindelighed og med enkelte af dem i Særdeleshed Jeg er ikke Æſthetiker, og det vil derfor ikke være min Sag at ſkildre dem fra den Side. Heller ikke agter jeg her at indlade mig paa Forholdet mellem Holberg og de antike Digtere, Plautus og Terents, fra hvem han har laant mere end et Træk og mere end en Vittighed, eller paa Forholdet mellem ham og Franſkmanden Moliere. Derimod vil jeg dvæle ved de Holbergſke Stykkers Betydning ſom levende Malerier af Tilſtanden, Levemaaden og Tænkemaaden i Digterens Samtid, der give dem en ſaa overordentlig ſtor hiſtoriſk Betydning. Allerede Øhlenſchlæger har i denne Henſeende gjort den berømte og træfſende Bemærkning, at om Kjøbenhavn ſank i Afgrunden og man efter Aarhundreders Forløb opdagede de Holbergſke Lyſtſpil, vilde disſe med Henſyn til Kundſkab om Hovedſtadens borgerlige Liv paa denne Tid have ſamme Værd og Betydning, ſom Pompejis Ruiner, hvad det gamle Italien angaar.[1]

Med Henſyn til den Holbergſke Tidsalders Karakteriſtik maa der ſtrax i Retfærdighedens Navn gjøres en Hovedbemærkning. Det er nemlig blevet ſagt og utallige Gange gjentaget, at netop den Tid var i en ſaa ſæregen Grad indbydende til ſatiriſk Behandling, og at i den mere end ellers — for at tale med Welhaven —:

Hver Tankens Form var ſtivnet og forſkruet
Og gik i tuſind Daarligheders Sold,

men dette er kun en Paaſtand, ſom ikke kan beviſes. Sandheden er uden Tvivl den, at de menneſkelige Daarſkaber til alle Tider ere de ſamme, om end den ene af dem kan gjøre ſig mere gjældende til en, den anden til en anden Tid. Enhver Tid frembringer rigeligt Stof for en ſatiriſk og komiſk Digter. Men det er ikke til enhver Tid, at en ſtor og overlegen Satiriker melder ſig. Mange og lange Tidsrum flyde hen, uden at dens Synder og Fejl blive gjorte til Gjenſtand for den Art af Tilrettevisning. En Holberg hører til de allerſjeldneſte Forekomſter. Men naar ſaa en enkelt Periode finder en ſaadan Forfatter, er det dermed ingenlunde ſagt, at den derfor fortjener i ſæregen Grad at ſtilles i Hiſtoriens Gabeſtok. Holbergs Tid havde ſit Philiſteri, vore Dage have ſit, og det ville alle Dage have. „Det er derfor ſnarere Holbergs Natur, hans Blik for de Medlevendes Svagheder, der har gjort ham til komiſk Digter, end Mangelen paa Alvor i hans Tid.“[2] Man maa erindre at Holbergs Tid ei alene vrimlede af Jean de France’r, Tyboer og Stygotier, men at ſamtidig Kirken viſte kraftige Livstegn gjennem Hersleb, Pontoppidan, Hans Egede og Th. v. Weſten, ligeſom Videnſkaben gjennem Gram, og det var i den ſamme Tid, at Slesvig gjenerhvervedes, at Tordenſkjold kjæmpede og Frederikshald brændte for Konge og Fædreland.

For at forſtaa den Baggrund, der ſtedſe maa haves for Øie, naar man læſer Holberg, maa man førſt og fremſt erindre, at Danmark-Norge var et Enevoldsmonarki, og at dette allerede havde vundet et Par Menneſkealdres Hævd og Sikkerhed.[3] Denne Statsforandring havde naturligvis ogſaa fremkaldt en Revolution i Samfundsforholdene og derigjennem i Leveſkikken. Indtil 1660 havde den gamle danſke, mægtige og fornemme Adel beherſket Samfundet. Nu blev det dens Lod at vige dels for en indſlyttet tydſk Hofadel, dels ogſaa for den rigere Borgerſtand, hvis Betydning nu blev ulige ſtørre end tilforn, og for hvis fremadſtræbende Sønner der ikke ſjelden aabnedes Adgang til at indtræde i den højere Embedsſtand og derigjennem erhverve Rang eller Adelſkab. Iſær maatte dette af nærliggende Grunde blive Tilfældet med Borgerſtanden i Hovedſtaden, hvis Velſtand betydelig tiltog efter Enevældens Indførelſe. Den rigere Borgerſtand begyndte ſom en Følge heraf at føre en ganſke anderledes elegant og koſtbar Levemaade end før, den efterlignede nu Adelens og de Fornemmeres Skikke og Tilbøieligheder paa en helt anden Maade end før, da Kløften mellem Stænderne var dyb og omtrent uoverſtigelig. For at nævne et enkelt Træk, den Lyſt til lange og koſtbare Udenlandsreiſer, der i det 17de Aarhundrede gjaldt ſom det ypperſte Middel for den adelige Yngling til at tilegne ſig den ſornemme Verdenstone, ſkjønt ſom ofteſt det virkelige Udbytte desværre blev noget helt andet, den gjenfinde vi nu ligeſaa hyppigt og ikke ſjelden med de ſamme Virkninger hos Borgerſtanden

Netop denne højere Borgerſtands Liv er det, ſom Holberg jevnligſt og med ſtørſt Forkjærlighed ſkildrer. Jeronimus er gjerne disſe Kredſes Husfader, Magdelone Moderen, Leander den unge Herre og Leonora Datteren i Huſet. Et Hovedtræk i de Kredſe, hvor disſe Perſoner høre hjemme, har ganſke viſt, hvad Læſeren allerede har forſtaaet, været Lyſten til at ſynes fornem og altſaa Beſtræbelſen for at lægge dette for Dagen ved ſine Boliger, Dragt, Tjenerſkab, Ekvipage o. ſ. v. Den, der ikke kjender nærmere til disſe Forhold, vil viſt forundre ſig ikke lidet ved at lære dem at kjende. For „fornemme“ Folk var det ſaaledes forbundet med adſkillige Omſtændigheder at komme ud paa Gaden allerede af den Grund, at det ikke var ganſke pasſende for dem at bruge ſine Ben. Man maatte kjøre i Vogn eller — hvad Nutiden iſær ſmiler over — lade ſig bære i Portechaiſe, ſaaledes ſom f. Ex. den falſke Baron i „den honette Ambition“, der, ſom Arv udtrykker ſig, var i „en Æſke“.[4] Indlod man ſig endelig paa at ſpadſere, maatte man dog ſtadig have en „Lakei“ vandrende efter ſig, men, ſom Holberg ſelv ſiger, ſaa man i Kjøbenhavn „endog Folk af maadelig Stand at lade ſig ſe udi Equipage, ſom en Ambasſadeur ikke vilde ſkamme ſig ved udi et Indtog.“ I Sammenhæng med denne Skyhed for at gaa tilfods kom Klædedragtens Udſeende til at ſtaa. Støvler havde egentlig kun hjemme paa Reiſer eller paa Jagt, ellers ſkulde det være Sko og hvide Strømper. Hovedet ſkulde prydes med Paryk og Hatten i Regelen bæres under Armen. Hvilken Rolle Parykken ſpillede, er bekjendt. Med ſaadan Hovedbedækning var det altid bekvemt at lade ſig bære eller kjøre, og for Damerne med de da brugelige Fiſkebensſkjørter var Portechaiſen den bekvemmeſte Befordring. Dette Væſen ytrede naturligvis ſin Indflydelſe i mange Forhold. Det bevirkede bl. A., at Theatret fik færre Beſøgende, thi man kunde ikke ſom nu nøie ſig med at „gaa i Theatret“ med ſin Billet, man maatte kjøre eller bæres, og det forøgede Udgiften.

En ſærlig Interesſe frembyde Tyendeforholdene. Det hørte til, at den „fornemme“ Borger maatte holde ei alene de fornødne Tjeneſtefolk til det daglige og ſtrengt nødvendige Arbeide, men han maatte have „Lakei“, med andre Ord der maatte være en Henrik ved Siden af en Arv. Naar Sønnen blev voxen, ſkulde han helſt have en egen Lakei for ſin Perſon. Naturligvis maatte Huſets „Fruentimmer“[5] (Datidens Udtryk for hvad vi kalde „Damer“) have Kammerpige, Pernille. Men hvor fornem man end yndede at være, ſaa er det dog vift, at der i hine Dage fandt en ganſke anden Fortrolighed og et helt andet nært Forhold Sted mellem Herre og Tjenere. Herpaa giver hvert af Holbergs Stykker Beviſer nok, thi i Regelen hænger den hele Intrige ſammen hermed.

Holbergs førſte Stykke, „den politiſke Kandeſtøber“, er henlagt til den tydſke Friſtat Hamburg. Dette er viſtnok ſkeet ikke alene af den Grund, at netop Hamburg, hvor Kommune og Stat faldt ſammen, kunde antages at være rig paa ſaadanne Perſoner ſom Meſter Herman, men ogſaa af Forſigtighed, for at undgaa Hentydninger til hjemlige Forhold, om det end viſtnok er dem, han tilſidſt tænker paa. Det er ligeſom i „Don Ranudo“, hvor Handlingen for et Syns Skyld er henlagt til Spanien. Kandeſtøberens Bedrifter maa tænkes at foregaa i Begyndelſen af den ſpanſke Sukcesſionskrig, thi man hører om Prinds Eugens Felttog i Norditalien. At den lavere Borgerſtand i Hamburg kan have havt adſkillige Perſoner ſom Kandeſtøber Herman, er ikke uſandſynligt, thi der havde virkelig nylig været alvorlige Stridigheder mellem Smaaborgerne og det regjerende, pengeariſtokratiſke Raad. Mærkes maa den Indflydelſe ſom man ſer, at Aviſerne, ſkjønt de dengang vare i ſin Barndom, allerede da udøvede ogſaa i lavere Kredſe. En anden Kilde, hvorfra Herman øſer ſin Visdom, er, ſom man vil erindre, „den politiſke Stokfiſk“. Dette maa paa Samtiden, der kjendte denne nu forglemte Bog, have gjort et eiendommeligt komiſk Indtryk, ſom let gaar tabt for os. Man maa nemlig vide, at den „politiſke“ Stokfiſk ſlet ikke handler om, hvad vi kalde Politik. Den var nemlig en Haandbog for Friere, der vilde gjøre fordelagtige Partier, og dens Titel lød ſaaledes: „Der politiſche Stockfiſch mit ſeinem Kunſtſtücke, wie ein kluger Liebhaber, wie niedrig er auch ſey, reich, ſchön und vornehm heirathen kann“. Ordet „politiſk“ ſvarer her til „fiffig“ eller „poliſk“. Om dette uforglemmelige Stykke kan endnu anføres, at gjennem det er Ordet „Kandeſtøber“ i Betydning af et politiſk Vrøvlehoved ikke alene blevet almindeligt hos os, men ogſaa udenfor Norden. Ogſaa i Tydſkland kjendes ſiden Holbergs Tid „Kannengießer“ i ſamme Bemærkelſe. Endelig frembragte „Kandeſtøberen“ i ſin Tid en underlig Efterligning idet en Forfatter af lav Rang, J. R. Paulli, der vilde rivaliſere med Holberg, gjorde et Forſøg paa at omſkrive og forbedre denne Komedie. Holberg, der undertiden var pirrelig og kunde ofre Smaating ſtørre Opmærkſomhed, end de fortjente, udgav i den Anledning et Par „Breve“. Af Paullis Original findes kun et eneſte Exemplar (i det Deichmanſke Bibliothek), men den er i vore Dage bleven optrykt for ſin Snurrigheds Skyld.

Holbergs Uvilje mod ørkesløs Snak, der i ganſke ſæregen Grad var ham en Plage, kommer ogſaa til Orde i „Geert Weſtphaler“. Dette Stykke foreligger i to Udgaver, førſt en i fem Akter, dernæſt en anden i en, thi man fandt den førſte for langtrukken, hvorfor Forfatteren, om end med Ulyſt, fandt ſig i at forkorte den, thi han ſatte ſelv megen Pris paa dette Arbeide. Stykkets komiſke Kraft fremtræder ikke mindſt gjennem de overalt anbragte koſtelige Anachronismer. Geert ſammenblander nemlig idelig Perſoner og Begivenheder, der tilhøre de allerforſkjelligſte Tidsaldre, ſom om de vare ſamtidige. „Keiſer Auguſt udſkrev hele Verden til Skat og indſtiftede de ſyv Churſyrſter og det uagtet — Paven modſatte ſig det og ſpurgte: „Ihro kayſerliche Majeſtät, warum ſo viele weltliche Fürſten auf einmal zu machen?“ Paa et andet Sted er Arius en Præſt i Danmark ſom af Biſkoppen ſtevnes til Landemodet.— Cromwell, „ſom paa Latin heder Maſaniello“, bliver ſønderreven af fire Heſte o. ſ. v. Da en Vert formedelſt Geerts Snak miſter ſine Gjeſter, lader han denne indſtevne for Gjeſteretten o. ſ. v. At Geert er Barber, er ganſke i Stilen, thi allerede i den gamle Verden vare Barberer bekjendte ſom ſnakkeſalige og vrøvlevorne Perſoner. Ogſaa i „Den Stundesløſe“ møder man en tydſk Barber af ſamme Art.

I „Jean de France“ er det den allerede ovenfor nævnte utidige Reiſelyſt, der maa holde for, et Emne, ſom forreſten flere have behandlet, ſaaledes allerede Johan Lauremberg, der ogſaa her ſynes i nogen Grad at have paavirket Holberg, og ſenere Chr. Falſter. Holberg havde jo ſelv været meget reiſelyſten i ſin Ungdom, men dette hindrede ham ikke med ſæregen Iver at dadle denne Lyſt hos Andre. Som Profesſor lod han ofte falde ſkarpe Domme om reiſelyſtne Studenter.[6] Skjønt det altſaa var en ganſke almindelig Daarſkab, ſom Holberg her vilde tillivs, vidſte man dog, at udpege den beſtemte Perſon, han ſkulde have havt for Øie.[7]

Jeppe[8] paa Bjerget“ er et af Holbergs ypperſte Stykker ſaavel i digteriſk Henſeende, ſom fordi det giver et ſaa udmærket Billede af Datidens ſærgelige Bondeliv i Danmark. Det kan for norſke Læſere ikke nokſom fremhæves, at medens under den gamle Forening de norſke Bønder nød en perſonlig Frihed ſom kun i meget faa europæiſke Lande, befandt Hovedriget Danmarks Almue ſig i den meſt fornedrede og mislige Stilling, thi ſkjønt f. Ex. Chriſtian IV havde ønſket at ophæve Bornedſkabet (Øernes Bondeſtands Ufrihed), var det ikke lykkedes ham. Vel var dette ſiden rettet paa i 1702, men den fattige Bondes ſvære Hoveripligt ſtod igjen, og ſnart kom Stavnsbaandet, der af militære Henſyn forbød Bonden at forlade ſin Hjemſtavn i de Aar, ſom er Livets afgjørende, i Stedet, og dette udſtraktes til hele Danmark. Prisgiven en barbariſk Behandling og kjæmpende med Nød og Mangel, ſtod altſaa Bonden paa et lavt Standpunkt og var jevnlig henfalden til Drukkenſkab. Men med alt dette var den ſunde Kjerne endnu tilſtede hos Bonden, om der end viſtnok paa den Tid ikke var ret mange, ſom havde Øie derfor. Men mellem dem var Holberg, om hvem man paa en vis Maade med Sandhed kan ſige, at han var en Bondeven. Det forundrer os ikke, at han i ſine ſenere Aar, da han ſelv var bleven Godseier, viſer ſig ſaa vel bekjendt med de danſke Bønders Forhold, men deſto mærkeligere var det, at han, Nordmanden, allerede dengang han ſom endnu ung Mand ſkrev ſin „Jeppe“, var ſaa fortrolig med Bonden og havde Øie ei alene for hans Skyggeſider, men ogſaa for de bedre og tiltalende. Det vidner høit om hans geniale Blik. Bekjendtſkabet har ſandſynligvis været gjort under de Fodvandringer, ſom der er Spor til, at Holberg har foretaget i Danmark, ſaavel ſom i Udlandet. Jeppe er paa denne Maade bleven til noget mere end en Karikatur, thi vel ere de ſørgelige Sider komne frem, Drikfældigheden og Trælleſindet ſpiller en Hovedrolle i Billedet, og vi faa ſe, hvor galt det ſkulde have gaaet, om Bønderne pludſelig vare komne i Beſiddelſe af Magten, men jevnlig er der ogſaa indſtrøet ſympathetiſke og forſonende Træk. Jeppe er ſaaledes ikke blottet for Vittighed, han har Sands for Folkepoeſien, og hans Afſked med Livet, dengang han mener at have faaet Gift, er ſmuk, og man har med Rette tilføiet, at Holberg paa intet Sted er kommet det rørende ſaa nær ſom her. Selve Stykkets Fabel har Holberg, efter hvad han ſelv tilſtaar, hentet fra et dengang bekjendt Skrift, Bidermanns Utopia.

Jeppe er ikke det eneſte Stykke, hvori der forekommer Bønder. For ikke at tale om „den pantſatte Bondedreng“, hvis Titelrolle ifølge Stykkets hele Anlæg kun maa være Dosmerens, kan her navnlig anføres „den 11te Juni“, hvor der fremføres for os et helt Udvalg af Jyder, en Del af det danſke Folk, ſom Holberg forøvrigt ikke rigtig yndede. Vi gjøre her Bekjendtſkab med nærige Proprietærer, Studeprangere og Forpagtere, der beſøge Kjøbenhavn ved Terminstiden for at inkasſere Renter af ſine opſparede og der anbragte Midler. Medens de fleſte af disſe Folk udmærke ſig ved ſtor Snedighed og Forſigtighed, bliver en af dem, den ynkelige Nils Studenſtrup, et let og værdigt Bytte for Hovedſtadens Gavtyve. Den 11te Juni er naturligvis „et meget vittigt Stykke, men har ogſaa, hvad Forfatteren ſelv erkjendte, adſkillige noget lavkomiſke Scener. „Jeg maa,“ ſiger Holberg, „undertiden ſætte min egen Humeur tilſide og hænge den Mad paa Krogen, ſom jeg veed, Mængden helſt vil bide paa.“ Dette havde ſin Grund i Theatrets ſlette Finantſer, ſom gjorde et Kasſeſtykke højſt ønſkeligt. Beregningen ſlog til, thi Kjøbenhavnerne morede ſig fortræffeligt. Ogſaa i Erasmus Montanus gjøre vi, ſom ſiden ſkal viſes, Bekjendtſkab med danſke Bønder.

Til de ypperſte Malerier af ſin Tids Sæder og Skikke maa henregnes Komedien „Barſelſtuen“, om hvilket Baggeſen med fuld Føje har ytret, at „Hiſtorieſkriveren ſom ſaadan vilde mindre beklage Tabet af alle Holbergs øvrige dramatiſke Arbejder end Tabet af dette ene Lyſtſpil.“

For ret at forſtaa Stykkets Situation maa man erindre, hvor væſentlig forſkjellig Selſkabsliv og Omgang var dengang i Sammenligning med nu. Medens man nu hyppigen ſer tilfældige eller ſelvbudne Gjeſter i ſit Hus og derfor ogſaa kan modtage dem uden ſtore Anſtalter eller Forberedelſer, vare i Regelen dengang Huſene og Familierne til Hverdags temmelig afſtængte for hverandre, og ſkulde man have Gjeſter, maatte det gaa yderſt overflødigt og koſtbart til. Bryllupper, Barſeler og Begravelſer udkrævede, naar det ikke ſkulde anſees for en Ydmygelſe eller Falliterklæring, en ſtor Ødſelhed, thi Enhver vilde her viſe, hvad han formaaede og den Ene ikke ſtaa tilbage for den Anden, Forhold, der indtil den ſenere Tid have holdt ſig paa Landet. For mere end en Familie har denne uheldige Skik været næſten ruinerende, og med Rette heder det derfor i den foreliggende Komedie: „En ſtakkels Kone miſter ſin Mand, ſom jeg ſætter efterlader hende nogle Skillinger, ſom hun ved Forſigtighed kunde leve af. Fornuften ſiger, hun ſkal konſervere dem, men Moden ſiger, hun ſkal ſkaffe ſin Mand ſaadan en hæderlig Begravelſe, at hun har intet tilbage at føre et hæderligt Levnet for.“ Allerede tidlig begyndte Lovgivningen at ville ſætte Grændſer for ſaadan Ufornuft ved nøie at beſtemme Antallet baade af Gjeſter og Retter alt efter de forſkjellige Stænder, men ſaadant lader ſig nu aldrig ordne ved Lov, thi Beſtemmelſerne kunne ikke overholdes. Af deslige Sædvaner havde navnlig de, der ſtode i Forbindelſe med Barſeler, mange latterlige Sider og maatte altſaa i ſæregen Grad være indbydende for en Komedieforfatter. Thi her var det ikke nok med Beværtningen for Fadderne paa ſelve Daabsdagen (i Regelen, ſom bekjendt, faa Dage efter Barnefødſlen), men det hele Hus maatte ſaa at ſige ſtaa paa Ende endnu i flere Uger. Chriſtian V.s Lov (baade den danſke og den norſke) befaler (2—8—9), at „Præſterne ſkulle formane Barſelkvinder til, at de ſig indeholde i fem eller ſex Uger efter deres Barnefødſel“, og nu var det bleven Skik i de danſke Byer, at en Barſelkone, der regnede ſig til „den bedre“ Klasſe, maatte og ſkulde tilbringe denne lange Tid liggende pyntet og „udſtafferet“ paa en prægtig opredt Seng. Heraf har Udtrykket „Barſelſeng“ ſin Oprindelſe. En Samtidig af Holberg har optegnet, at „Konen laa ſom forgyldt i Sengen“, eller, ſom det heder i ſelve Comedien, „parerede ſom en Maibrud“. Strax efter Barnefødſelen maatte den ſtedfundne ſtore Begivenhed formelig anmeldes hos alle Bekjendte, Undladelſe heraf vilde være en Fornærmelſe mod Vedkommende; man erindrer, at Stykket begynder med Troels’s uhyre Liſte paa 93 Koner, til hvem han maatte løbe omkring. Alle disſe Veninder havde nu den Forpligtelſe at indfinde ſig i „Barſelſtuen“ for at ſe til Konen, underholde hende med Pasſiar, og der ſendtes ogſaa jevnlig Barſelmad, der imidlertid maatte betales med Drikkepenge. De Beſøgende ſkulde naturligvis trakteres, ſaa at Konens Værelſe ganſke fik Udſeende af en Damekafé. Man kan begribe, hvilken rigelig Mængde af Byrygter og Hiſtorier her maatte komme for Dagen, det blev ret en „Fadderſnak“ og „Fadderſladder“. Derimod vare Mændene oprindelig ſtrengt udelukkede fra disſe kvindelige Myſterier; lode de ſig finde der, havde de forbrudt ſin Hat, der maatte indløſes ſom et Pant med Penge, men dette var ſiden gaaet af Brug. En Tilgift til disſe Plager for Konen var, at ikke alene Læger, men ogſaa Kvakſalvere („Meſter Bonifacius“), ja Signekjærringer idelig viſiterede hende.

Holberg var beſtandig en Ynder af at ſnakke med Fruentimmer og foretrak deres Konverſation for ſit eget Kjøns. Han ſkriver ogſaa ſelv i en af ſine Epiſtler: „Naar jeg er hjemme, er jeg idelig udi et Slags Arbeide, ſom foraarſager Hovedbryden, ſaa at jeg gaar ud for at lade Hjernen have fornøden Hvile. Saadan Hvile faaes fornemmeligen udi Fruerſtuer, hvor der forefalder gemenligen ikke uden jevn Snak, ſom ingen Meditation behøver.“ Det er en gammel Fortælling, at Holberg ſærlig yndede at komme i Barſelſtuer, hvilke dengang efterhaanden vare bleve aabnede ogſaa for Mænd, og den gjendrives juſt ikke ved de Referater af Pasſiaren i dem, ſom Stykket meddeler, og ſom optager hele anden og tredie Akt. De kunne ikke beſkrives, de maa læſes, man fortryder ikke derpaa. Her faar man et fuldſtændigt Galleri af Borgerkoner og Sladderſøſtre, og dertil endog en fattig-fornem „Frue“, ikke den mindſt komiſke af disſe Figurer. Vore Tipoldemødre træde os imøde, ſom vare de levende den Dag idag. Og ſaa den gamle Corfits under Bordet og ved Caffekværnen! Og Troels, denne mageløſe Tjeneſtedreng, der egentlig er baade tro og nidkjær og dog med tilſyneladende barnlig Enfoldighed driller ſin Herre med de nærgaaende Maanedsberegninger o. ſ. v!

Ogſaa „Juleſtuen“ og „Kildereiſen“ høre til den ſamme Art Stykker, der fore os ind i Middelſtandens daværende Levemaade. Julen ſpillede dengang en endnu ſtørre Rolle end nu. Vel kjendte man ikke Juletræet, der førſt et Stykke ind i vort Aarhundrede er kommet til os fra Tydſkland, ei heller ſpillede Julepræſenter ſin nuværende overdrevne og tildels uforſtandige Rolle, men de mange gamle Udtryk „Julebroder“, „Julefred“, „Julemærker“, „Julebuk“ o. ſ. v. minde tilſtrækkeligt om, at Selſkabeligheden ret florerede paa den Tid af Aaret, om end under andre Former end nutildags. „Kildereiſen“ minder om en eiendommelig Overtro om hellige Kilders helbredende Magt, der ogſaa har været kjendt i Norge, ſom navnlig har havt ſine utallige Olafskilder.

Det arabiſke Pulver“ henter ſit Stof fra en eiendommelig Side af Datidens Overtro, nemlig den udbredte Mening, at man kunde lave Guld ved Hjælp af myſtiſke Midler („den philoſophiſke Sten“ o. desl.). Hvor alvorligt man mente det, og hvilke Mænd der fandtes inden Guldmagernes (Alchymiſternes) Rækker, kan man forſtaa, naar man erfarer, at den ſtore Philoſoph Leibnitz var Sekretær i et alchymiſtiſk Selſkab, og at Hans Egede (endog under ſit Ophold i Grønland) med Iver beſtræbte ſig for at finde „Stenen“, ja endog nær havde miſtet Livet ved et ſaadant Forſøg. Man maa ogſaa erindre, at Chemien, der nu ſpiller en ſaa ſtor Rolle i Verden, for en ſtor Del ſkylder disſe misforſtaaede Forſøg ſin Udvikling, og at de, der ikke fandt Guldet under ſit Arbeide, gjorde andre Opfindelſer, f. Ex. da Bøtticher, der ſad faſt i Dresden, opfandt Porcellænet. Det kunde ſynes indlyſende, at om man virkelig lærte at gjøre Guld, vilde dette kun medføre, at Guldet vilde tabe ſit Værd, ialfald maatte Guldmageriets Betydning bero derpaa, at Kunſten holdtes hemmelig, og dette var da ogſaa Grunden til, at Perſoner, om hvem man troede, at de i Løndom øvede Kunſten, hyppig bleve tagne til Fange af Fyrſter, ſom vilde bruge dem i ſin Tjeneſte, men aldrig ſlippe dem paa fri Fod. Ogſaa en af vore egne Konger, Frederik III., var ivrig for Guldmageriet og ſatte paa den Maade mange Penge overſtyr. Selvfølgelig gaves der ogſaa adſkillige ligefremme Bedragere, der ikke engang alvorlig havde arbejdet paa at gjøre den ſtore Opdagelſe, men kun benyttede ſig af Folks Lettroenhed. En ſaadan er det, ſom vort Stykke bringer paa Scenen. Mod Slutningen af forrige Aarhundrede ſynes Tanken om Guldmageri at være endelig opgivet, og den kjendes nu kun fra Hiſtorien.

Tre Stykker af Holberg, „Uden Hoved og Hale“, „Hexeri eller blind Allarm“ og „Abracadrabra“, behandle Scener, hentede fra Samtidens Tanker om overnaturlige Magters Indvirkning paa Menneſkenes Liv. De give alle Anledning til interesſante Indblik i Menigmands Foreſtillinger i denne Henſeende om Spøgelſer, Gjengangere o. ſ. v. Mangengang ſvare disſe temmelig nøie til, hvad der endnu i en langt ſenere Tid har været troet hos os. Man ſammenligne f. Ex. Act. 1, Sc. 5 i „Uden Hoved og Hale“, hvor Roland fortæller om Pigen, der for efter ſin Madmoder til Bloksbjerg paa et Koſteſkaft, med „Graverens Fortællinger“ i Asbjørnſens Huldreeventyr, og man vil finde en ſaa nøiagtig, næſten ordret Lighed, at man endog kunde friſtes til at tro, at den Form, Sagnet havde antaget i Graverens Mund, middelbart ſtammede fra Komedien.[9]

Af disſe tre Stykker er „Hexeri eller blind Allarm“ af ſtørſt kulturhiſtoriſk Interesſe. Det bringer os til at tænke over, hvor utrolig nær den Tid ligger os, da ikke alene den uvidende Hob, men endog Samfundets meſt kundſkabsrige og høitſtaaende Mænd, anſaa Hexeriet og Troldſkaben for en Virkelighed, og at de berygtede Hexeprocesſer førſt i det attende Aarhundrede ganſke forſvandt. De vare en Arv fra Middelalderen, og det var Pave Innocents VIII. (Alexander VI.s umiddelbare og værdige Forgjænger), der ved en Bulle af 1484 havde bragt dem i Syſtem. Men det var langt fra, at Reformationen befriede de proteſtantiſke Lande for dette ſkrækkelige Uvæſen. Tvertimod, i Norden begyndte de førſt efter Kirkeforbedringen at gaa rigtig i Svang. Fra alle danſke Landſkaber haves Exempler paa, at Baal og Brand kom til Anvendelſe for Hexeri, og det lyder forfærdeligt, naar Sjellands førſte lutherſke Biſkop Palladius beretter om, at nylig vare blot paa Øen Als og omliggende Smaaøer „henved 52 Hexe“ fangne og brændte. 1589 brændtes 13 Troldkvinder i Kjøbenhavn. I Norge fandt lignende Rædſelsſcener Sted, ſaaledes blev i Slutningen af 16de Aarhundrede den lærde og fortjente Theolog og Hiſtoriker Abſalon Pedersſøns Enke brændt i Bergen ſom Hex. Chriſtianſand var i de førſte Aar efter Anlægget Vidne til en Række af ſaadanne Aflivelſer, ja der brændtes her paa engang ſyv Troldkvinder paa Natvig-Tangen udenfor Byen. En af dem var endog netop lige i Forveien trolovet med en Sorenſkriver. Endnu ſenere forekom den bekjendte Sag mod Lisbet Nypen i Nærheden af Throndhjem. Den ſidſte Dom af denne Art i Danmark og Norge er, ſaavidt vides, fra 1693, da Høieſteret dømte to Troldkvinder til Baalet og en til Kagſtrygning, hvorimod en fjerde frifandtes. Endnu længe efter forekomme imidlertid Forhør over ſaadanne ulykkelige Væſener, og i Sverige vedbleve ogſaa Exekutionerne at finde Sted langt ind i det følgende Aarhundrede.

I det foreliggende Stykke er Emnet hentet fra en virkelig Begivenhed, ſom i ſin Tid havde vakt den høieſte Grad af Opſigt. I Thiſted, en liden By i Aalborg Stift i Jylland, udbredte der ſig i 1696 et Rygte, at en Pige og et Pigebarn vare beſatte af Djævelen. Præſten, en Nordmand af Fødſel, Mag. Ole Bjørn, tog ſig af dem, arbeidede med et Par Studenter ſom Medhjælpere paa at uddrive Satan, omtalte Tingen i Kirken og ſamlede Gaver til de Ulykkeliges Hjælp. Da de „Beſatte“ opgave andre Kvinder ſom Aarſag i Ulykken og altſaa beſkyldte disſe for at have forhexet dem, kom den hele By i Bevægelſe, den ene efter den anden troede ſig „forgjorte“, endog Embedsmændene delte disſe Foreſtillinger, og Tilſtanden i Thiſted blev ſnart uudholdelig. Biſkop Jens Bircherod i Aalborg (bekjendt af ſine i vor Tid udgivne mærkelige og indholdsrige Dagbøger) havde imidlertid lige fra førſt af anet, at det Hele var Bedrageri, Præſten blev ogſaa omſider ſuſpenderet og tiltalt og det kom for en Dag, at det var ham, der havde faaet det Hele iſtand og det af de lumpneſte og gemeneſte Bevæggrunde. Han dømtes til Afſættelſe m. m., men appellerede til Høieſteret, der dog ſkjærpede Straffen til livsvarigt Fængſel, og flere andre bleve ligeledes ſtraffede.[10]

I „Jakob v. Tybo“ have vi et af Holbergs paa engang fornøieligſte og for dem, der ønſke at ſe hans Samtids Skikkelſer gjengivne, meſt lærerige Stykker. To Karikaturer, hver for ſig en Repræſentant for en dengang ſtærkt fremtrædende Retning, have her ſat hinanden Stevne: den lærde, men aandløſe Pedant Stygotius og den ſtortalende, men i Grunden feige Krigsmand v. Tybo. Allerede deres Navne ere karakteriſtiſke, thi den førſte har gjort ſit Navn Stygeſen om til det latinſke Stygotius, en Maner, ſom engang var meget almindelig blandt ſtuderede Folk, ſkjønt dog allerede dengang ſtærkt i Aftagende, medens den andens „von“ var anlagt efter militær Skik. Stygotius, der maa tænkes ſom en „privatiſerende Lærd“ uden Embede, men i ret gode Kaar, har dog virkelig ſtuderet og er kjendt af „alle Literati udi Roſtock, Helmſtädt og Wittenberg“, men Tybo roſer ſig derimod af at have været med i ſtore Beleiringer („Brabants“) og Slag („ved Amſterdam“), ſom Hiſtorien ikke kjender, og hans Bedrifter ligge ſtundom, ſom f. Ex. „at kløve en Mand med et Hug udi fire Parter“ ligefrem udenfor Mulighedens Grændſer Neppe har Holberg nogenſinde ſkabt en mere grandios-komiſk Figur end ſamme Tybo, ſom „underkjøber Folk til at laſte ſin Skabning, paa det at han ſommetider kan have Ro for Fruentimmer“, ſom roſer ſig af at kunne „over ti Sprog“, og ſom „med al ſin Tapperhed“ er ſaa „from“, at han „i ſin Livs Tid ikke 2O Gange har ſlaget ſine Tjeneſtepiger og i det høieſte ikke pryglet ihjel mere end 6 Lakeier“. Selvfølgelig er Tybo ſtærkt overdreven, men ikke deſto mindre en fortrinlig Type paa Officerſtanden paa en Tid, da denne for en meget væſentlig Del beſtod af Udlændinge eller i alfald af Perſoner, der

nærede liden Agtelſe eller Velvilje for det Folk, ſom de ſkulde forſvare. Man erindre, at Trediveaarskrigen kun laa faa Menneſkealdre tilbage i Tiden, og at Danmarks og Norges ſtaaende Hær egentlig førſt var udviklet efter Enevoldsmagtens Indførelſe og dertil meſt ved Hjælp af indkaldte Fremmede. Endnu henimod vor egen Tid har Tybos Race, om end med betydelig nedſtemte Fordringer og i ſtærkt formindſket Maaleſtok, kunnet fortſætte ſit Liv ſaa længe, at „Lieutenant v. Buddinge“ for 40 Aar ſiden, da Hoſtrup ſkrev „Gjenboerne“, kunde gjøre Lykke ſom en heldig Figur. Holberg har i Jakob v. Tybo laant flere meget vittige Træk fra Plautus og Terents. Fra den antike Komedie har han ogſaa optaget Snyltegjeſten, der er anbragt paa den meſt glimrende Maade. Dennes Samtaler med Tybo, hvem han af Egennytte ſmigrer ved at roſe hans „Talje“, ved at ſammenligne hans Ryg og hans Bag med Vimmelſkaftet og Amager Torv, ved at fortælle ham, at „man ſkulde tænke, en Løve havde været Herrens Fader og et Faar Herrens Moder, ſaadant Anſigt har Herren, fuldt af Mildhed og Majeſtæt“, ja tilſidſt ved at kalde ham en „islandſk Løve“, alt dette vil ingen glemme, der førſt engang har fornøiet ſig derover.

I Tybos Medbeiler Mag. Stygotius gjør vi Bekjendtſkab med en ældre i ſit Pedanteri forſtenet Akademikus. En anden Repræſentant for den lærde Stands Forvildelſer er „Erasmus Montanus“. Komedien af dette Navn, der af mange anſees for Holbergs ſtørſte Meſterſtykke ſkildrer os en ung, indbildſk og egoiſtiſk Student, der dog endnu ſynes at kunne reddes for en forſtandigere og nyttigere Livsvirkſomhed. I Tidens Medfør er Montanus (atter latiniſeret for Rasmus Berg) en akademiſk Klopfægter, der har forelſket ſig i den formelle Logiks Kunſtgreb og virkelig, ſom det ſynes, tilegnet ſig en ſtor Behændighed i at bruge dem, medens han i Virkeligheden ikke beſjæles af videnſkabelig Aand. Dette maa man erindre, om man vil fatte dette Stykke. Thi det er aabenbart en ſtor Misforſtaaelſe, naar nogle have ment, at Komedien er nær ved at ſlaa om i det Tragiſke paa det Punkt, hvor Montanus ſkal lide, fordi han holder faſt ved Sandheden, at Jorden er rund, medens „Bjergets“ Beboere paaſtaa, at den er „flat“. Thi Tingen er den, at Montanus netop ikke forſvarer Jordens Kugleform, fordi Jorden er en Kugle, men alene fordi han holder det for at være under ſin philoſophiſke Værdighed at frafalde en Paaſtand, naar han førſt har fremſat den. For ham er det nemlig alene kun Formen, ikke Realiteten, hvorpaa det kommer an. Han erklærer ogſaa ligefrem, at han kan beviſe, hvad han vil, f. Ex. at Degnen er en Hane, og ſaa have de ulærde Folk paa Bjerget ikke Lov at ſige ham imod, da han er baccalaureus philosophiae. Prøver paa hin Kunſt, at beviſe hvadſomhelſt, giver han i rigt Maal, idet han f. Ex. godtgjør, at det er Børns Pligt at ſlaa ſine Forældre. Herfor fører han endog to Beviſer, førſt dette: „Den, man elſker meſt, ſlaar man meſt, man bør ingen elſke mere end ſine Forældre, ergo bør man ingen ſlaa mere“, dernæſt følgende: „Hvad jeg har oppebaaret, bør jeg efter Evne erſtatte, jeg har i min Ungdom oppebaaret Hug af mine Forældre, ergo bør jeg give dem Hug igjen“. Hos en ſaadan Perſon kan der ikke være Tale om den ophøjede Sandhedskjærlighed og Offervillighed for Videnſkaben, der maatte til for at gjøre ham til tragiſk Helt. Erasmus elſker kun ſig ſelv og ſine hovmodige Indbildninger om at være Lærd og Philoſoph.

At Erasmus idelig taler Latin, følger af ſig ſelv, fordi Latinen dengang var det akademiſke Sprog og ſom ſaadant brugtes i alle Disputationer. Latinen hører ſaaledes naturligt til Koſtumet, men ikke til Karakteren. Erasmus’s Aandsfrænder ere da heller ikke forſvundne med Latinens Herredømme i Skolen og Literaturen, tvertom de trives fremdeles fortræffelig, om end under et forandret Ydre. Novelliſtinden Fru Gyllembourg har i ſin fine og ſkjønne Fortælling „Montanus den Yngre“ havt et aabent Blik for denne Sandhed. Hendes Montanus er en indbildſk og umoden Realiſt og Polytekniker.

Man maa imidlertid ikke tro, at Holberg lader „Bjergets“ Spidsborgerlighed ſtaa med Palmer i Hænderne i Kampen med det udblæſte kjøbenhavnſke Skolelys. Viſtnok lader han den naturlige og ſunde Bondeforſtand komme til ſin Ret igjennem Montanus’s uſtuderede, men kvikke Broder Jakob, men ſamtidig har han ogſaa anbragt Per Degn og Jesper Ridefoged. Per er et fortræffeligt Exemplar af en allerede fra førſte Færd af taabelig og tynd, ſenere i ſin Degnebeſtilling yderligere fordummet, men dog fremdeles ſelvgod Student, der aldeles har ſvedet ud den lille Smule Kundſkab, han maaſke engang har havt, og hvis Liv nu helt er gaaet op i Strævet for det daglige Brød. Af den Sort Folk ſaa man dengang en uhyre Mængde, da Danmark havde Latinſkoler i ethvert nokſaa lidet Ravnekrog, (f. Ex. 24 alene i Nørrejylland), men den ſtørſte Del af disſe Skoler vare derhos ſaa yderſt ſlet udſtyrede i enhver Henſeende, at man i 1739 omſider ophævede en ſtor Del af disſe mere ſkadelige end gavnlige Skoler. Degnen er den meſt fremtrædende af Erasmus’s Modſtandere, men Jesper, der er ſkildret i kortere Træk, er ikke mindre interesſant. Hans Bevisførelſe imod Erasmus bør være uforglemmelig: „1) Førſt finder jeg i min Samvittighed, at jer Mening er falſk. 2) Siger jeg, at alt, hvad I har talt, er lutter Løgn. 3) Er jeg en brav Mand, hvis Ord altid har ſtaaet til Troende 4) Siger jeg, at I har talt ſom en Carnali, og at Tungen burde ſkjæres af jer Mund. 5) Og endelig for det femte vil jeg til Overflod beviſe jer over, enten I vil i Kaarde eller tørre Hug.“ Paa den Slags Svar maa ogſaa bedre og klogere Menneſker end Erasmus Montanus altid være forberedte.

Enevoldsregjeringen havde givet Rangforordninger og derved ſat den mere velhavende Borgerſtand paa en farlig Prøve, ſom de færreſte kunde beſtaa. Tidligere havde forfængelige Menneſker i Regelen indſkrænket ſig til en Stræben efter i det Ydre at udmærke ſig fremfor Medlemmer af ſin egen Stand, og Borgerſtanden havde ikke lettelig kunnet tænke paa i nogen Retning at maale ſig med Adelen, hvis Overlegenhed dengang var ubeſtridt. Men fra det Øieblik, at man uddelte Rang og Titler, der kunde bæres uden Henſyn til Fødſel eller Samſundsklasſe, ogſaa af Ikkeembedsmænd, da forandredes Forholdene. Regjeringen kom her i Beſiddelſe af et ikke ringe Magtmiddel, og for det Offentlige aabnedes gjennem de med „Charakterers“ Meddelelſe forbundne Sportler ogſaa en ny Indtægtskilde. I nogen Grad har Rangvæſen nedbrudt Skrankerne mellem de gamle Stænder, men den væſentlige Side ved Sagen var dog, at den fremkaldte en ny Fare for Demoraliſation. Men der er mange, ſom tage betydeligt feil i ſin Opfatning af Rangvæſenets Hiſtorie, naar de tro, at Rang og Titler udenvidere kunde faaes for rede Penge. Havde dette været Tilfældet, da vilde dette Uvæſen ikke have holdt ſig lige henimod Nutiden, thi, hvis enhver uanſeet ſin Herkomſt, ſin Dannelſe eller ſit Rygte havde med Penge i Haanden ligefrem kunnet kjøbe ſig den Titel, han ønſkede, havde Titlen ſelvfølgelig ſnart ophørt at være en Magnet for „præſentable“ fornemme og ſkikkelige Folk. Tingen var derimod den, at Rangen viſtnok i Regelen betaltes, (hvor Regjeringen ikke ſelv brugte den ſom Betalingsmiddel), men at det var en Naade at faa Lov til at kjøbe en ſaadan Vare, og at baade Rangens Grad og dens Pris beſtemtes efter Omſtændighederne for hvert enkelt Tilfælde.

Under ſaadanne Forhold krævedes der baade Ihærdighed og Opofrelſe for at naa den forønſkede Rang, man maatte have Patroner, og allerede disſe anvendte ſjelden ſin Indflydelſe uden Vederlag, og dernæſt maatte man, naar Vejen paa den Maade var jevnet, indgive ſin underdanigſte Anſøgning om den høje Naade. Man har i Archiverne nok af den Art Suppliker bevarede.[11] I Regelen flød denne Art Afgifter ikke ind i den egentlige Statskasſe, men kom den dog middelbart tilgode ved at forſkaane den for Udtællinger, ſom maaſke ellers ikke havde kunnet undgaaes. Man anvendte nemlig gjerne disſe Penge til Opførelſen af Kirker og offentlige Bygninger, til videnſkabelige eller velgjørende Øiemed o. ſ. v. Mere end et lærd Verk, der ellers maaſke aldrig var blevet udgivet, har ſeet Lyſet paa den Maade.

Rangſygen maatte naturligvis i ganſke ſæregen Grad indbyde til Satire, og Digterne have heller ikke ſkaanet den, ſkjønt deres Vittighed rigtignok ikke formaaede at udrydde Ondet. Holberg har ſtadig og i flere af ſine Skrifter havt fat i dette Emne, og paa ſine gamle Dage udbryder han i en af Epiſtlerne i følgende Ord: „En Affekt er der dog, hvorudi Nationen udi denne flygtige Periodo haver ladet ſee en ſtedſevarende Beſtandighed, nemlig Rangſygen, thi den er og ſynes ſtedſe at ville blive dette Folks Favorit-Studium.“

Af alt, hvad der er ſkrevet om den her omhandlede Art af menneſkelig Daarſkab, indtager Holbergs „Den honette Ambition“ udentvivl den høieſte Plads. En gammel kjøbenhavnſk Borger, hvis Broderſøn Jesper Hanſen har været ſaa heldig at opnaa „Promotion“ til en Rang, bliver af den Grund „urolig i Hovedet“ og vil ſelv have noget lignende. Medens det ellers i Holbergs Stykker pleier at være Damerne og Ungdommen, der ligge under for Modedaarſkab, er det her Jeronimus ſelv, der betages deraf, og Magdelone, der holder igjen, men hun er tillige, da hendes Modſtand ſlet ikke nytter, godmodig nok til at tillade ham at ſkyde Skylden paa hende, medens hun dog er noget faſtere, da Manden, der ſikkert haaber paa ſin Ophøielſe, vil bryde ſit Løfte til den unge Mand, hvem han har lovet ſin Datter, fordi Svigerſønnen kun er ſlet og ret Borgermand. Den Gamle, ſom er om ſig for at finde Patroner, tror at have fundet ſaadanne i en fornem Herres Lakei og en Skrædder, der ſyr for en Greve, hvorfor han indbyder dem til Middag paa en Dyrekølle og Rhinſkvin. En forklædt Henrik, „Baron Renkaalavæt“, forſtaar imidlertid efter en Række af herlige Scener at bringe Jeronimus til Fornuft.

Vi have her fremhævet nogle af de hiſtoriſke Forhold, ſom maa haves for Øie, naar man læſer Holbergs Komedier, og benyttet Leiligheden til en og anden Bemærkning ved enkelte af disſe. Tilſammentagne danne de, ſom allerede bemærket, et helt Billede af Menneſkene, ſaaledes ſom de færdedes lyslevende i Frederik den fjerdes Dage, og det er dertil Digteren Welhaven ſigter, naar han ſiger:

Hans Navn er ſom et magiſk Ord, der magter
At lukke op en eventyrlig Hal
Med et vi ſtaa betragtende derinde,
Bag Seklets Mulm oprinder Dagens Skjær,
Hver Skikkelſe i Møde gaar os der
Fortrolig, næſten ſom et Barndomsminde.


  1. Tidsſkriftet Athene, I. S. 304.
  2. C. P. Paludan-Müller i Danſk hiſt. Tidsſkrift, 4 R. VI. S. 93, ſmnlgn. mit Skrift om Johan Lauremberg, S. 27-28.
  3. Dette og meget andet er førſt blevet grundigen udviklet af C. Molbech i Danſk hiſt. Tidsſkrift, 1 R., VI. S. 469 flg.
  4. Endnu i 1762 ſkrives i N. Prahls Skjalle-Tidende for Januar 1762:

    Nær havde jeg forglemt at melde Dig min Læſer,
    At om Du ei vil gaa, ſaa er her Portechaiſer,
    For otte Skilling Du velbaaren blive kan,
    Kjøb ſaadan Herlighed, ifald den ſtaar Dig an.

    Man havde naturligvis ogſaa „ſaadan Herlighed“ i Norge. I 1781 lod Kammerherreinde Adeler ſig bære i Portechaiſe fra Gimsø Kloſter til Chriſtianſand! (W. Lasſens Norſke Stamtavler, S. 44).

  5. „Frauenzimmer“ betyder egentlig Samlingen eller Indbegrebet af et Hofs Damer; førſt ſenere begyndte man at kalde den enkelte (fornemmere) Dame et Fruentimmer. Endnu i Jakob v. Tybo bruges „Fruentimmeret“ i ſin kollektive Betydning. Man erindre, at Jesper ſiger til Tybo (Act. 2, Sc. 2): „Kan Herren ikke erindre, da Herren danſede, hvilken Smilen og Hvidſken der ſtrax blev mellem Fruentimmeret?“
  6. Om Reiſer har Holberg ogſaa udtalt ſig i en (almindeligvis overfeet) Fortale, ſom han ſkrev til P. v. Havens bekjendte og indholdsrige Reiſe i Rusland. Samlgn. mine Bemærkninger herom i Norſk hiſtoriſk Tidsſkrift 2 R., IV. S. 444.
  7. Norſk hiſt. Tidsſkrift, II. S. 292.
  8. Ligeſom Peder Paars, ſaaledes var ogſaa Jeppe et typiſk Navn paa den ſjellandſke Bonde allerede længe, før Holberg ſkrev ſit Stykke. Om Bondekonen, hvem Holberg kalder Nille, brugte man gjerne Navnet Lusſe (Lucie).
  9. Det er ikke ſjelden Tilfældet, at de Sagn og Fortællinger, man kan faa høre i Bygderne, i Virkeligheden have ſin Kilde i trykte Bøger. Som et interesſant Exempel vil jeg nævne — hvad Prof. G. Storm har paaviſt i Norſk hiſt. Tidsſkrift, 2 R. II. S. 377—385 —, at man i vor Tid paa flere Kanter paa Veſtlandet, navnlig i Sætersdalen, har Sagn om Gretter Aasmundsſøn, hvilke man i Begyndelſen var friſtet til at antage for ægte, da de neppe kunde ſtamme fra Gretters førſt ſent udgivne Saga, men ſom ved nærmere Underſøgelſe viſte ſig at have ſin Rod i det 1651 udkomne Skrift Norrigia illustrata af den kjøbenhavnſke Boghandler J. L. Wolff.
  10. Over Hexeprocesſer i Norden har R. Nyerup i det Skandinaviſke Literaturſelſkabs Skrifter B. 19—20 givet en interesſant Udſigt. Mere findes i Werlauffs hiſt. Antegnelſer til Holbergs 18 førſte Lyſtſpil. I 1865 udkom i Chriſtiania anonymt (Forf. var F. Bätzmann) en liden Bog: „Hexevæſen og Troldſkab“.
  11. Til en Prøve: En Hr. Peter Schjøtt i Kjøbenhavn ſkriver 1765: „Tillad da, allernaadigſte Konge, at jeg, en gammel Borger, ſom en Naade-Løn allerunderdanigſt udbeder mig en kongelig allernaadigſt Beſtalling ſom virkelig Cancellie Raad. Ja tillad, at jeg til en ringe Erkjendtlighed allerunderd. erbyder 400 Rdl. ad pios usus. Mine Børn, ſom under Gudsfrygt og Studeringer helliges til Deres Majeſtæts og Landets Tjeneſte, vilde blive ſaa meget mere opmuntrede til en bedre Bane, naar de med Deres Fader velſigne og ſkjønne paa Kongens Ømhed mod alle Stænder. D. K. Maj.s Naade-Glands har i disſe Dage trænget ned til en udi min Familie, ſkulde der da og ikke være en Straale tilovers for mig, baade en Academiets og Stadens gammel Borger, o. ſ. v.“ Man maa imidlertid ikke tro, at Hr. Peter Schjøtt blev Cancelliraad ſaa billigt, ſom for 400 Rdl., thi Kongen ſkrev egenhændig paa hans Anſøgning: „Accorderes mod at betale 1000 Rdl. til gudeligt Brug.“ (Archivasſiſtent G. Kringelbachs „Bidrag til Rangſygens Hiſtorie i Danmark“, ſe Tidsſkriftet „For Romantik og Hiſtorie“, IV. S. 235 flg.).