Ludvig Holberg (Daae)/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I Holbergs førſte Profesſordage kom han i en literær Strid med Andreas Høier, en halvtydſk Lærd fra Slesvig, der forøvrigt har betydelige Fortjeneſter baade af Lovkyndighed og Hiſtorie i Danmark. Høier havde tilladt ſig at omtale Holbergs begyndende hiſtoriſke Forfatterſkab paa en overlegen Maade og vakte derved dennes Harme i den Grad, at disſe to Forfattere bleve Uvenner for Livet. Striden har endnu nogen Interesſe iſær derved, at vi i den ſe Holbergs førſte Forſøg i den ſatiriſke og polemiſke Stil, og derfor danner Overgangen til hans ſtore Virkſomhed ſom komiſk Digter. Hvad der dengang maa have gjort ſtor Opſigt og vakt megen Munterhed, er at Holberg ganſke ugeneret lægger ſit Forſvar i Munden paa en ſtakkels fordrukken Student, Poul Rytter, der levede paa Regentſen ſom et ſtakkels Vrag. Men forøvrigt have disſe nu ſjeldne Smaaſkrifter,[1] i hvilke Satiren endnu har et ſtort Tilſnit af perſonlig Grovhed, ingen videre Betydning. Men længe varede det ikke, førend man fik andre Prøver paa hans Geni.

Ganſke pludſelig fik nemlig Holberg Lyſt til at ſkrive Vers, hvilket han, ligeſiden han gjorde det mislykkede Forſøg i Bergen, ganſke ſynes at have forſvoret. Til en Begyndelſe gav han ſig ifærd med at efterligne Juvenal, en latinſk Satiriker af førſte Rang, der levede omtrent hundrede Aar efter Chriſtus, og ſom har efterladt et anſkueligt, men ſørgeligt Billede af ſin fordærvede Samtid. Den ſjette af Juvenals Satirer, Digte, rens ſtørſte og meſt navnkundige Arbeide (regina satirarum), revſer de forfærdelige Laſter, ſom gik i Svang hos de fornemme Romerinder. Skjønt ganſke viſt Datidens danſke Kvinder vare himmelvidt forſkjellige fra den romerſke Kejſertids Damer, tog dog Holberg dette Digt ſom Forbillede for ſin førſte Satire eller Skjemtedigt, hvilket han til ſtor Forbauſelſe for ſig ſelv gjorde færdig paa ganſke faa Dage, men for det førſte ikke udgav. En Ven gjorde ham nemlig opmærkſom paa, at det viſtnok var vittigt og morſomt, men at der var adſkillige Fejl mod Verſemaalet.

Den unævnte Vens Raad tog Holberg til Indtægt og gav ſig derpaa ifærd med det førſte af de Digterværker, der have gjort hans Navn udødeligt, Peder Paars. Det udkom ſtykkevis, i Hefter, Begyndelſen 1719, Reſten i Løbet af 1720, under Titel af „En ſandfærdig ny Viſe om Peder Paars, ſom gjorde en Reiſe fra Callundborg til Aars, ſkreven til Lægedom, Trøſt og Huſvalelſe for alle gode Folk, ſom lide Kors og Modgang her i Verden af Hans Mikkelſen, Borger og Indvaaner i Callundborg med ſkjønne Anmærkninger“ o. ſ. v.

Digteren begynder viſtnok med at ſige Læſeren, at Peder Paars’s Levetid falder hundrede Aar tilbage i Tiden („tre Aar før Kalmar-Krig“), men i Virkeligheden er det Samtiden, der ſkildres. Helten[2] er en nogenlunde velſtaaende Handelsmand i Kallundborg, beſvogret med Herredsfogden og Ven af en Præſt, og overmaade ærbar og værdig i ſin Optræden. Han er forlovet med Dorothea, „Stadsmø“ (det vil i Nutidens Sprog omtrent ſige en Stilling lidt over en Husjomfrus) hos Byfogden i Aars (Aarhus) i Jylland, og agter at aflægge ſin Fæſtemo et Beſøg. En ſaadan Reiſe, der nu tilendebringes i ganſke faa Timer, var dengang ingenlunde nogen let Sag, og det er førſt efter ſtore Forberedelſer, at han, ledſaget af ſin Skriver og Handelsbetjent Peder Ruus kommer afſted paa en Jagt og ſeiler afſted. Paa Vejen faar han haardt Veir og lider Skibbrud paa den lille Ø Anholt i Kattegat, med hvis Befolkning han endog kommer i Krig, og hvor han tilſidſt bliver fangen. Forholdene paa Anholt, hvor Holberg maaſke ſelv har været i land paa en af ſine Ungdomsreiſer fra eller til ſit Fødeland, ſkildres med ſtor Udførlighed; man gjør Bekjendtſkab med Fogden, Øens fornemſte Mand, hans Hustru, Datteren Nille, Fuldmægtigen Chriſten Stork, Barberen Jens Blok, der i Krigen mod Paars optræder ſom General, Spaakjærringen gamle Gunnild, Marthe Kolletøs o. ſ. v. Jomfru Nille forelſker ſig i Peder Paars, og af hende udruſtes han til at flygte bort fra Øen, men idet han benytter ſig heraf, lader han troløs nok hende ſelv blive tilbage og ſejler til Jylland. Men hans Mandſkab tager feil af Kurſen og kommer til en anden By iſtedenfor til „Aars“, og Lykken er dem atter ugunſtig. Efter et Slagsmaal i et Vertshus kommer Reiſeſelſkabet i Arreſt, og da endel Borgere af Nidkjærhed for ſin Standsfælle Paars’s Ære ville befri dem med Magt, gaar det endnu værre, thi Peder Ruus underretter Magiſtraten om, at hans Husbond har en langt høiere Plads i Samfundet end ſom ſaa, thi han er General og har ført Krig paa Anholt. Dette leder til, at baade han og Principalen kommer i Daarekiſten. Fra en anden Haand modtager imidlertid Magiſtraten et Brev, ſom bringer den til at tro, at der kanſke nok er noget i, at Paars var den fornemme Krigsmand, og nu lader man ham og Ruus med ſtor Pragt og Ære ledſage ud af Staden. Endnu engang hjemſøges Paars af Ulykken, han og Ruus hverves nemlig til Soldater, men løslades atter, rigtignok fuldſtændig udplyndrede, og de kunne da omſider, om end næſten nøgne, begive ſig til „Aars“.

Paars er, ſom man vil have ſeet, kun en jevn Spidsborger, Ruus ligger endnu lavere, og Perſonerne hæve ſig i det Hele ikke op over det allertarveligſte Maal. Men hvad der gjør disſe taabelige og hverdagslige Perſoners Skjebne ſaa utrolig komiſk, er dette, at de af Digteren behandles ſom Helte, og at de gamle græſke og romerſke Guder og Gudinder indføres i Fortællingen og gribe ind i Begivenhedernes Gang, og at disſe berettes os med en Værdighed og i en Stil, der ſvarer hertil. Skibbrudet ſkyldes ſaaledes Gudinden for Avind, der umulig kan taale, at Paars lykkelig og glad ſkal omfavne ſin Fæſtemø, og ſom derfor ſætter Vindens Gud, Æolus, i Bevægelſe mod ham, hvorimod Kjærlighedsgudinden Venus antager ſig hans Sag og ved Henvendelſe til Havguden Neptunus redder hans Liv. Venus er det ogſaa, ſom ſiden aabenbarer ſig for ham og bevirker, at han, tro mod Dorothea, viſer ſig utaknemlig mod Nille.

Herved faar Digtet tillige den Betydning, at det bliver en Parodi paa de gamle Digtere Homer og Virgil. Digtet er ogſaa helt igjennem forſynet med Citater af de nævnte og af andre gamle Digtere, der for Kjendere tidt ere ubetalelig morſomme. Man kan derfor, om man vil, nok ſige, at der til fuld Forſtaaelſe af Peder Paars udkræves klasſiſk Dannelſe og det en grundig. Men dette er dog tilſidſt det underordnede, Hovedſagen er og bliver, at Digteren har givet os en udødelig Skildring af ſin Samtids Svagheder, dens moralſke Brøſt, ſnevre Syn og forvrængte Opfatning. Ingen undgaar ſin Revſelſe, ligefra de Høilærde paa Univerſitetet, der disputere om Pavens Skjæg ſom om de høieſte og alvorligſte Spørgsmaal, og til Borgerne i Jylland, der ræſonnere over, at det danſke Sprog nærmer ſig ſin Undergang, fordi man ſkriver franco uden paa Breve, og at Verdens Ende er nær foreſtaaende, efterſom Smør og Oſt og Fleſk og Øl ſtaa i ſaa høi Pris, Præſten paa Anholt, der formaner „rige Folk iſær“ til Gudfrygtighed, for at hans Offer ikke ſkal aftage, o. ſ. v.

De Færreſte ville nuomſtunder ret kunne begribe, hvilken umaadelig Opſigt et ſaadant Digt maatte gjøre paa den Tid, det udkom. En yngre Samtidig af Holberg, Carl Deichman († 1780 ſom Jernverkseier i Porsgrund og Stifteren af det efter ham opkaldte Bibliothek i Chriſtiania), har herom udtalt ſig ſaaledes: „Intet Skrift har i disſe Lande været med ſaa ſtor Begjærlighed læſt af Høje og Lave, af alle Stænder. Den Ene troede at finde den anden afmalet, enhver har faaet ſit Stykke, de Lærde, ſaavelſom de Militære. Med faa Ord, Nationen blev ligeſom henrykt. Bogen varihver Mands Hænder, og Peder Paars i alles Munde. De Fremmede, ſom til den Tid neppe havde kiget i en danſk Bog, bleve begjærlige at vide Indholdet, og Adſkillige begyndte da at lære Sproget.“[3]

Men om end alle læſte Peder Paars, var der ogſaa nogle, ſom læſte den med ſtor Ærgrelſe og Forbitrelſe mod Forfatteren. Det var dem, der dels troede, at der kunde være ſigtet til dem perſonlig, dels følte ſig fornærmede paa ſin Stands Vegne. Mellem disſe var der indflydelſesrige og mægtige Mænd, og der blev virkelig gjort Forſøg paa at lade Holberg dyrt undgjælde for ſin driſtige Plan. Navnlig ſer man, at en dengang baade ſom Lærd og ſom Embedsmand anſeet Mand, Frederik Roſtgaard, var yderſt opſat paa Digteren. Han var nemlig Eier af den lille Ø Anholt og fandt det højſt ſkammeligt og fornærmeligt, at Øens Befolkning og hele Forhold paa en ſaadan Maade vare latterliggjorte. Han indgav en formelig Klage til Kongen. Sagen kom for i Statsraadet, men ſkjønt Frederik IV der mindſt af alt forſtod ſig paa Bøger, ſkal have ladet falde den Ytring, at Bogen maaſke helſt burde have været uſkreven, fandt man dog tilſidſt, at det „uſkyldige og morſomme Skrift“ ikke kunde give Anledning til nogen Indſkriden mod Forfatteren.

Meget faa Skrifter have en ſaadan Overflod paa Steder, der egne ſig til at bruges ſom Ordſprog og Mundheld, ſom netop Peder Paars. Næſten hver Linje deri egner ſig til at citeres. Derfor var der ogſaa Mange, ſom kunde den udenad og forſtode at anbringe den ved enhver Leilighed. Endnu den Dag idag lever mere end et ſaadant Sted af dette Digt paa Manges Læber ſom et bevinget Ord. „Ak vee mit ene Knæ, den Indgang var for lang“, „Hvo Æſlet faar, bekommer ogſaa Grimen“, „At kjøbe Kringler nu hel ubeleiligt er“ o. ſ. v. vil Enhver have hørt. Egentlig Almenlæsning kan Peder Paars nu neppe mere ſiges at være, men det har og vil altid bevare ſine Venner.[4]

Holbergs næſte Arbejder vare nogle Satirer, der fremdeles udkom under Hans Mikkelſens Navn. Det var i den ſamme Digtart, at ſamtidig en anden danſk Digter, Chriſtian Falſter, vandt fortjent Navnkundighed. Vi ville dog her ikke nærmere dvæle ved disſe hans mindre Poeſier. Kun ſkal det erindres, at mellem de Forgjængere, ſom havde banet Vei for disſe Holbergs ældſte poetiſke Skriſter, indtager en plattydſk, men til Danmark indflyttet Digter, Johan Lauremberg († 1658 ſom Profesſor i Sorø), en fremragende Plads. Laurembergs djærve og vittige Satirer havde hidtil (ogſaa i danſke Overſættelſer) været ſtærkt læſte og meget yndede i Danmark. Nu gik de efterhaanden i Forglemmelſe. Holbergs Sol fordunklede de ældre Stjerner.[5]


  1. De læſes i W. Høybergs Holbergiana, Kbhvn. 1755.
  2. Navnet Peder Paars (Pors, Poſe) ſynes allerede tidligere i den danſke Folkebevidſthed at have ſpillet en Rolle ſom en komiſk Figur. I en Komedie fra Slutningen af det ſyttende Aarhundrede forekommer ſaaledes de Linjer:

    Ei nogen vil dog ſaa forringe min Reſpekt,
    En maatte tro, jeg var udaf Per Poſes Slægt.

    Se herom Danſke Samll. 2 R. II. S. 243.

  3. Danſk hist. Tidsſkr. 2 R. VI. S. 398.
  4. Werlauff har i Danſk Maanedsſkr., udg. af Steenſtrup, 1862, II. 373 flg. leveret „Oplysninger til Peder Paars“.
  5. Om Humaniſten og Satirikeren Johan Lauremberg af L. Daae. Feſtprogram til Univerſitetets Holbergsfeſt 1883.