Ludvig Holberg (Daae)/5
I Holbergs første Professordage kom han i en literær Strid med Andreas Høier, en halvtydsk Lærd fra Slesvig, der forøvrigt har betydelige Fortjenester baade af Lovkyndighed og Historie i Danmark. Høier havde tilladt sig at omtale Holbergs begyndende historiske Forfatterskab paa en overlegen Maade og vakte derved dennes Harme i den Grad, at disse to Forfattere bleve Uvenner for Livet. Striden har endnu nogen Interesse især derved, at vi i den se Holbergs første Forsøg i den satiriske og polemiske Stil, og derfor danner Overgangen til hans store Virksomhed som komisk Digter. Hvad der dengang maa have gjort stor Opsigt og vakt megen Munterhed, er at Holberg ganske ugeneret lægger sit Forsvar i Munden paa en stakkels fordrukken Student, Poul Rytter, der levede paa Regentsen som et stakkels Vrag. Men forøvrigt have disse nu sjeldne Smaaskrifter,[1] i hvilke Satiren endnu har et stort Tilsnit af personlig Grovhed, ingen videre Betydning. Men længe varede det ikke, førend man fik andre Prøver paa hans Geni.
Ganske pludselig fik nemlig Holberg Lyst til at skrive Vers, hvilket han, ligesiden han gjorde det mislykkede Forsøg i Bergen, ganske synes at have forsvoret. Til en Begyndelse gav han sig ifærd med at efterligne Juvenal, en latinsk Satiriker af første Rang, der levede omtrent hundrede Aar efter Christus, og som har efterladt et anskueligt, men sørgeligt Billede af sin fordærvede Samtid. Den sjette af Juvenals Satirer, Digte, rens største og mest navnkundige Arbeide (regina satirarum), revser de forfærdelige Laster, som gik i Svang hos de fornemme Romerinder. Skjønt ganske vist Datidens danske Kvinder vare himmelvidt forskjellige fra den romerske Kejsertids Damer, tog dog Holberg dette Digt som Forbillede for sin første Satire eller Skjemtedigt, hvilket han til stor Forbauselse for sig selv gjorde færdig paa ganske faa Dage, men for det første ikke udgav. En Ven gjorde ham nemlig opmærksom paa, at det vistnok var vittigt og morsomt, men at der var adskillige Fejl mod Versemaalet.
Den unævnte Vens Raad tog Holberg til Indtægt og gav sig derpaa ifærd med det første af de Digterværker, der have gjort hans Navn udødeligt, Peder Paars. Det udkom stykkevis, i Hefter, Begyndelsen 1719, Resten i Løbet af 1720, under Titel af „En sandfærdig ny Vise om Peder Paars, som gjorde en Reise fra Callundborg til Aars, skreven til Lægedom, Trøst og Husvalelse for alle gode Folk, som lide Kors og Modgang her i Verden af Hans Mikkelsen, Borger og Indvaaner i Callundborg med skjønne Anmærkninger“ o. s. v.
Digteren begynder vistnok med at sige Læseren, at Peder Paars’s Levetid falder hundrede Aar tilbage i Tiden („tre Aar før Kalmar-Krig“), men i Virkeligheden er det Samtiden, der skildres. Helten[2] er en nogenlunde velstaaende Handelsmand i Kallundborg, besvogret med Herredsfogden og Ven af en Præst, og overmaade ærbar og værdig i sin Optræden. Han er forlovet med Dorothea, „Stadsmø“ (det vil i Nutidens Sprog omtrent sige en Stilling lidt over en Husjomfrus) hos Byfogden i Aars (Aarhus) i Jylland, og agter at aflægge sin Fæstemo et Besøg. En saadan Reise, der nu tilendebringes i ganske faa Timer, var dengang ingenlunde nogen let Sag, og det er først efter store Forberedelser, at han, ledsaget af sin Skriver og Handelsbetjent Peder Ruus kommer afsted paa en Jagt og seiler afsted. Paa Vejen faar han haardt Veir og lider Skibbrud paa den lille Ø Anholt i Kattegat, med hvis Befolkning han endog kommer i Krig, og hvor han tilsidst bliver fangen. Forholdene paa Anholt, hvor Holberg maaske selv har været i land paa en af sine Ungdomsreiser fra eller til sit Fødeland, skildres med stor Udførlighed; man gjør Bekjendtskab med Fogden, Øens fornemste Mand, hans Hustru, Datteren Nille, Fuldmægtigen Christen Stork, Barberen Jens Blok, der i Krigen mod Paars optræder som General, Spaakjærringen gamle Gunnild, Marthe Kolletøs o. s. v. Jomfru Nille forelsker sig i Peder Paars, og af hende udrustes han til at flygte bort fra Øen, men idet han benytter sig heraf, lader han troløs nok hende selv blive tilbage og sejler til Jylland. Men hans Mandskab tager feil af Kursen og kommer til en anden By istedenfor til „Aars“, og Lykken er dem atter ugunstig. Efter et Slagsmaal i et Vertshus kommer Reiseselskabet i Arrest, og da endel Borgere af Nidkjærhed for sin Standsfælle Paars’s Ære ville befri dem med Magt, gaar det endnu værre, thi Peder Ruus underretter Magistraten om, at hans Husbond har en langt høiere Plads i Samfundet end som saa, thi han er General og har ført Krig paa Anholt. Dette leder til, at baade han og Principalen kommer i Daarekisten. Fra en anden Haand modtager imidlertid Magistraten et Brev, som bringer den til at tro, at der kanske nok er noget i, at Paars var den fornemme Krigsmand, og nu lader man ham og Ruus med stor Pragt og Ære ledsage ud af Staden. Endnu engang hjemsøges Paars af Ulykken, han og Ruus hverves nemlig til Soldater, men løslades atter, rigtignok fuldstændig udplyndrede, og de kunne da omsider, om end næsten nøgne, begive sig til „Aars“.
Paars er, som man vil have seet, kun en jevn Spidsborger, Ruus ligger endnu lavere, og Personerne hæve sig i det Hele ikke op over det allertarveligste Maal. Men hvad der gjør disse taabelige og hverdagslige Personers Skjebne saa utrolig komisk, er dette, at de af Digteren behandles som Helte, og at de gamle græske og romerske Guder og Gudinder indføres i Fortællingen og gribe ind i Begivenhedernes Gang, og at disse berettes os med en Værdighed og i en Stil, der svarer hertil. Skibbrudet skyldes saaledes Gudinden for Avind, der umulig kan taale, at Paars lykkelig og glad skal omfavne sin Fæstemø, og som derfor sætter Vindens Gud, Æolus, i Bevægelse mod ham, hvorimod Kjærlighedsgudinden Venus antager sig hans Sag og ved Henvendelse til Havguden Neptunus redder hans Liv. Venus er det ogsaa, som siden aabenbarer sig for ham og bevirker, at han, tro mod Dorothea, viser sig utaknemlig mod Nille.
Herved faar Digtet tillige den Betydning, at det bliver en Parodi paa de gamle Digtere Homer og Virgil. Digtet er ogsaa helt igjennem forsynet med Citater af de nævnte og af andre gamle Digtere, der for Kjendere tidt ere ubetalelig morsomme. Man kan derfor, om man vil, nok sige, at der til fuld Forstaaelse af Peder Paars udkræves klassisk Dannelse og det en grundig. Men dette er dog tilsidst det underordnede, Hovedsagen er og bliver, at Digteren har givet os en udødelig Skildring af sin Samtids Svagheder, dens moralske Brøst, snevre Syn og forvrængte Opfatning. Ingen undgaar sin Revselse, ligefra de Høilærde paa Universitetet, der disputere om Pavens Skjæg som om de høieste og alvorligste Spørgsmaal, og til Borgerne i Jylland, der ræsonnere over, at det danske Sprog nærmer sig sin Undergang, fordi man skriver franco uden paa Breve, og at Verdens Ende er nær forestaaende, eftersom Smør og Ost og Flesk og Øl staa i saa høi Pris, Præsten paa Anholt, der formaner „rige Folk især“ til Gudfrygtighed, for at hans Offer ikke skal aftage, o. s. v.
De Færreste ville nuomstunder ret kunne begribe, hvilken umaadelig Opsigt et saadant Digt maatte gjøre paa den Tid, det udkom. En yngre Samtidig af Holberg, Carl Deichman († 1780 som Jernverkseier i Porsgrund og Stifteren af det efter ham opkaldte Bibliothek i Christiania), har herom udtalt sig saaledes: „Intet Skrift har i disse Lande været med saa stor Begjærlighed læst af Høje og Lave, af alle Stænder. Den Ene troede at finde den anden afmalet, enhver har faaet sit Stykke, de Lærde, saavelsom de Militære. Med faa Ord, Nationen blev ligesom henrykt. Bogen varihver Mands Hænder, og Peder Paars i alles Munde. De Fremmede, som til den Tid neppe havde kiget i en dansk Bog, bleve begjærlige at vide Indholdet, og Adskillige begyndte da at lære Sproget.“[3]
Men om end alle læste Peder Paars, var der ogsaa nogle, som læste den med stor Ærgrelse og Forbitrelse mod Forfatteren. Det var dem, der dels troede, at der kunde være sigtet til dem personlig, dels følte sig fornærmede paa sin Stands Vegne. Mellem disse var der indflydelsesrige og mægtige Mænd, og der blev virkelig gjort Forsøg paa at lade Holberg dyrt undgjælde for sin dristige Plan. Navnlig ser man, at en dengang baade som Lærd og som Embedsmand anseet Mand, Frederik Rostgaard, var yderst opsat paa Digteren. Han var nemlig Eier af den lille Ø Anholt og fandt det højst skammeligt og fornærmeligt, at Øens Befolkning og hele Forhold paa en saadan Maade vare latterliggjorte. Han indgav en formelig Klage til Kongen. Sagen kom for i Statsraadet, men skjønt Frederik IV der mindst af alt forstod sig paa Bøger, skal have ladet falde den Ytring, at Bogen maaske helst burde have været uskreven, fandt man dog tilsidst, at det „uskyldige og morsomme Skrift“ ikke kunde give Anledning til nogen Indskriden mod Forfatteren.
Meget faa Skrifter have en saadan Overflod paa Steder, der egne sig til at bruges som Ordsprog og Mundheld, som netop Peder Paars. Næsten hver Linje deri egner sig til at citeres. Derfor var der ogsaa Mange, som kunde den udenad og forstode at anbringe den ved enhver Leilighed. Endnu den Dag idag lever mere end et saadant Sted af dette Digt paa Manges Læber som et bevinget Ord. „Ak vee mit ene Knæ, den Indgang var for lang“, „Hvo Æslet faar, bekommer ogsaa Grimen“, „At kjøbe Kringler nu hel ubeleiligt er“ o. s. v. vil Enhver have hørt. Egentlig Almenlæsning kan Peder Paars nu neppe mere siges at være, men det har og vil altid bevare sine Venner.[4]
Holbergs næste Arbejder vare nogle Satirer, der fremdeles udkom under Hans Mikkelsens Navn. Det var i den samme Digtart, at samtidig en anden dansk Digter, Christian Falster, vandt fortjent Navnkundighed. Vi ville dog her ikke nærmere dvæle ved disse hans mindre Poesier. Kun skal det erindres, at mellem de Forgjængere, som havde banet Vei for disse Holbergs ældste poetiske Skrister, indtager en plattydsk, men til Danmark indflyttet Digter, Johan Lauremberg († 1658 som Professor i Sorø), en fremragende Plads. Laurembergs djærve og vittige Satirer havde hidtil (ogsaa i danske Oversættelser) været stærkt læste og meget yndede i Danmark. Nu gik de efterhaanden i Forglemmelse. Holbergs Sol fordunklede de ældre Stjerner.[5]
- ↑ De læses i W. Høybergs Holbergiana, Kbhvn. 1755.
- ↑ Navnet Peder Paars (Pors, Pose) synes allerede tidligere i den danske Folkebevidsthed at have spillet en Rolle som en komisk Figur. I en Komedie fra Slutningen af det syttende Aarhundrede forekommer saaledes de Linjer:
Ei nogen vil dog saa forringe min Respekt,
En maatte tro, jeg var udaf Per Poses Slægt.Se herom Danske Samll. 2 R. II. S. 243.
- ↑ Dansk hist. Tidsskr. 2 R. VI. S. 398.
- ↑ Werlauff har i Dansk Maanedsskr., udg. af Steenstrup, 1862, II. 373 flg. leveret „Oplysninger til Peder Paars“.
- ↑ Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg af L. Daae. Festprogram til Universitetets Holbergsfest 1883.