Ludvig Holberg (Daae)/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Holberg havde nu en anſelig Titel, men for det førſte Intet at leve af. Det var derfor en Lykke for den extraordinære Profesſor at faa et Stipendium paa 100 Rdlr. aarlig i fire Aar. Det var et Reiſeſtipendium, og han ſkulde altſaa ud igjen i Verden, hvilket han ſelv viſt Intet havde imod, om han end vilde blive nødt til at leve knapt, hvilket han jo dog var vant til. Egentlig var der til Reiſeſtipendiet af dets Stifter, en danſk Adelsmand, knyttet den Betingelſe, at Vedkommende ſkulde ſtudere ved proteſtantiſke Univerſiteter, det vil altſaa nærmeſt ſige i Tydſkland, men hermed behøvede Holberg, hvis Hu ſtod andetſtedshen, ikke at regne det ſaa nøie. Han drog da om Vaaren 1714 til Amſterdam og begav ſig (fordetmeſte tilfods) videre til Paris. Viſtnok forſtod han godt Franſk, hvori han længe havde givet Undervisning, men hans Udtale af Sproget vilde i vore Dage, da man lægger en ſaa fortrinlig Vægt netop paa den Side af Sprogkundſkaben, formodentlig have gjort ham umulig ſom Lærer, thi da han naaede Frankriges og Verdens Hovedſtad, kunde Ingen forſtaa hans Tale; en franſk Pige ytrede, at han talte ſom en tydſk Heſt, og da han ſpurgte efter et „Logis“, ſvarede man, at man ikke kjendte nogen Dame, ſom hed Lucie.[1] Holberg blev i halvandet Aar i Paris, i Begyndelſen enſomt og uden anden Omgang end de Studenter, med hvem han ganſke tilfældig kom i Berøring, ſiden derimod i et muntrere Samliv med forſkjellige danſke og norſke Landsmænd, deriblandt et Byesbarn og Skolekammerat, Bergenſeren Michael Røg, der havde vundet Anſeelſe ſom Medaillør. En ſtor Del af ſin Tid tilbragte Holberg med Læsning paa de offentlige Bibliotheker.

Fra Paris drog han i 1715 til Rom. Af Sparſommelighed laante han Michael Røgs Pas og reiſte altſaa under hans Navn. Med Forbauſelſe gjorde han Bekjendtſkab med Sydfrankrige, der var ſom en helt ny Verden for ham, og iſær blev han forundret over Synet af Marſeille, den livlige Søſtad med Øſterlændinger, Galeiſlaver og Skibe i Hobetal. I Genua blev han liggende ſyg af Feber, men kom ſig igjen og ſejlede ſaa videre til en anden italienſk Søſtad, hvorfra han gik tilfods til Rom. Efter at have overvundet et Tilbagefald af ſin Feber, gjorde han da efterhaanden Bekjendtſkab med denne den mærkeligſte af alle Byer, ſaa to Gange Pave Clemens den Ellevte, krøb op ad den hellige Trappe, hørte Prækener og beſaa Kirker og andre mærkelige Bygninger, beſøgte Theatre o. ſ. v. Men for ſine Studeringer ſynes han ikke at have udrettet, hvad han kunde ønſke i den Vinter (1715—1716), ſom han tilbragte i Rom; thi paa Bibliothekerne ſtode fordetmeſte netop de Bøger, han forlangte, paa den bekjendte Liſte over „forbudne“ Skrifter. Tilbageveien til Paris lagde Holberg over Florents, fremdeles ſom Fodgjænger, og derfra over Apenninerne til Bologna og Turin. Fra Paris, hvor han tilbragte en Maaned, kom han til Amſterdam, hvor hans Feber, der paany havde meldt ſig, paa en eiendommelig Maade blev helbredet af en der boſat Bergenſer, Adrian

Geelmuyden. Denne fik nemlig Holberg til at ſpille paa Violin, og Feberen var ſnart ſom ſtrøget bort. Over Hamburg kom han da tilbage til Kjøbenhavn 1716. Her havde der under hans Fraværelſe gaaet et underligt Rygte om ham, ſom hans Uvenner havde udſpredt videre. Der fortaltes nemlig, at Holberg var gaaet over til den katholſke Religion, og at han aldrig mere vilde komme tilbage. Saadant hændte virkelig ikke ſaa ſjelden med danſke og norſke Studenter, naar de Vare udenlands, og Holberg havde i Paris truſſet et Par Danſke, der vare gaaede over, og af hvilke den ene, Jakob Winsløv, havde et ſtort og vel fortjent Navn ſom udmærket Læge, men det lyder dog beſynderligt at Nogen kan have troet om Holberg, at han havde ladet ſig omvende af Munke.

Efter Hjemkomſten levede han to Aar i ſtor Nød, da der fremdeles intet virkeligt Profesſorembede var ledigt for ham. Univerſitetet maatte da paa anden Maade ſkaffe ham noget at leve af.[2] Et Skriſt, han udgav i denne Tid: „Introduktion til Natur- og Folkeretten“, fik for det førſte ingen Afſætning, men ſiden blev det en af hans allermeſt udbredte Bøger.

Endelig ſlog hans Klokke, da han 18de December 1717 blev kaldet til virkelig Profesſor. Men derſom man ret paatagelig vil ſe Forſkjellen mellem Univerſitetsforholdene dengang og nu, da viſer den ſig deri, at i hine Dage en til Profesſor beſtemt Lærd maatte kunne paatage ſig hvilkenſomhelſt Videnſkab, der førſt maatte blive ledig i det philoſophiſke Fakultet. Siden var der jo ved nye Ledigheder Anledning for ham til at ſkifte Fag, om han ønſkede det. Nu vilde Tilfældet, at Holberg maatte overtage Metaphyſiken, den aller ſubtileſte Del af Filoſofien. For en Mand, der i den Grad var anlagt for Videnſkabens praktiſke Side ſom Holberg, kunde Intet pasſe daarligere, og i den pedantiſke og livløſe Form, ſom Metaphyſiken dengang plejede at foredrages ved Univerſiteterne, var den viſtnok heller ikke meget værd. Han paatog ſig imidlertid Embedet, idet han begyndte med en (desværre tabt) Tale til Metaphyſikens Pris, der forekom mange „ſnarere at være en Ligtale end Lovtale“. Efter to Aars Forløb ſlap han imidlertid fri, thi hans gamle Rektor i Bergen, der hidtil havde været Profesſor i Latin (eller, ſom det dengang kaldtes, i Veltalenhed), blev 1720 Biſkop i Viborg, og Holberg overtog nu den latinſke Læreſtol, hvilken han endelig i 1730 ombyttede med den hiſtoriſke.

Som egentlig Univerſitetslærer har Holberg neppe nogenſinde ſpillet nogen betydelig Rolle. Det Fakultet, hvortil han ſtedſe vedblev at høre, det philoſophiſke, indtog ogſaa den Gang en lavere Plads end de tre ſaakaldte „høiere“ Fakulteter, for hvilke hint nærmeſt var tænkt ſom et forberedende; Hovedfakultetet var det theologiſke, thi baade ſtuderede en aldeles overvejende Flerhed af Ungdommen under dette, og dets Lærerpoſter vare de fornemſte og bedſt aflagte, hvorfor det endog var almindeligt, at Profesſorerne i det philoſophiſke Fakultet ligeledes „rykkede op“ til Pladſe i det theologiſke. Det er ogſaa klart at ſe, at Holberg holdt ſaa faa Forelæsninger, ſom muligt, og der er heller ikke hverken hos ham ſelv eller andre bevaret nogenſomhelſt Efterretning eller Tradition om hans Egenſkaber ſom akademiſk Lærer. Selv har han ladet falde den Ytring, at en Profesſor vilde kunne ſtifte langt mere Nytte ved at tjene de Studerende med at beſvare de Spørgsmaal, ſom de maatte ønſke at forelægge ham, end ved at holde Forelæsninger. Den Forpligtelſe til af og til at disputere offentlig, der dengang paalaa Profesſorerne, ſynes han ganſke at have unddraget ſig. Omſider overtog han i 1737 Kvæſturen eller Kasſererembedet ved Univerſitetet og betraadte ſiden ikke Kathedret, ſkjønt han beholdt ſit Embede og ſin Plads i det akademiſke Konſiſtorium indtil ſin Død.

Men ikke deſtomindre var hans Anſættelſe ſom Profesſor af uberegnelig Nytte. Den var det for Univerſitetet ſelv, thi ingen har mere bidraget til at fremkalde bedre Tilſtande i dettes hele Væſen, end han gjorde det ved med det kritiſke Lune at blotte de Misligheder, der gik i Svang. Men af endnu ſtørre Betydning blev det, at den uafhængige og ſorgfri Stilling, ſom Profesſorembedet tilbød, kunde tillade Holberg at leve for Literaturen og i den at udføre ſit Livs ſtore Gjerning. Han havde allerede, da han i ſin Anſøgning i 1714 angav ſom ſin „Entrepriſe“ at „forbedre det danſke Sprog“, været ſig det Maal bevidſt, hvortil han vilde ſtevne. Vi ſkulle nu ſe, hvorledes han naaede det.


  1. I ſin 396de Epiſtel ſpotter Holberg over Folk, ſom anvendte altfor megen Tid paa den franſke Udtale. Han havde, ſiger han, kjendt to Studenter, hvis Hovedſtudium gik ud paa at komme til at tale ſom indfødte Pariſere, men „ſaaſom de ſamme Perſoner ſiden begge bleve Amtmænd udi Island“, kom det dem ikke til ſtor Nytte.
  2. (Danſk) Dagbladet 1885, No. 201.