Ludvig Holberg (Daae)/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I 1702 forlod Ludvig Holberg Bergens Latinſkole. Egentlig ſkulde han førſt være bleven dimitteret det følgende Aar, men en ulykkelig Begivenhed i hans Fødeby kom til at fremſkynde hans Afgang til Univerſitetet. Det var atter en af de mange Ildebrande, hvorpaa Byens Hiſtorie er ſaa rig. Ulykken fandt Sted den 19de Mai 1702, og næſten hele Byen blev dennegang et Rov for Luerne. Blandt andet brændte hele Tydſkebryggen, og de ſtørre Handelsgaarde, ſom endnu bære ſine middelalderlige Navne, maatte opføres paany. Ogſaa Latinſkolen brændte, ligeſaa Holbergs Hjem, Peder Lems Hus. Alt kom i Forvirring. Rektor Lintrup forlod Bergen for at drage til Kjøbenhavn, hvorhen han længe havde ſtundet, ſaameget mere ſom han havde Løfte paa ved given Leilighed at blive Profesſor, men forinden dimitterede han alle de Diſciple, ſom dimitteres kunde, og ſaaledes faldt det ſig, at Holberg blev Student et Aar før hans Tur egentlig var kommen. Nogle og tyve unge Menneſker afgik dette Aar fra Bergen til Kjøbenhavns Univerſitet. Mellem disſe var der foruden Holberg ogſaa enkelte, der ſiden bleve kjendte i Verden. Ole Camſtrup blev ſaaledes i ſin Hjemſtad en yndet Digter i den gammeldagſe Stil, og har han ogſaa ſkrevet et enkelt Digt i Bygdedialekt. Johan Daniel Ramus gik over til Katholicismen og blev tilſidſt Bibliothekar hos Erkebiſpen af Cøln.

Holberg blev altſaa Student i Juli 1702, men havde ikke Raad til at blive i Kjøbenhavn. Han maatte drage til Norge igjen og blev for det førſte Huslærer hos Provſt Weinwich paa Voſs. Her maatte han ogſaa præke. Bønderne ſyntes, at han prækede godt, men Provſten ſyntes, at Prækenerne var for korte, og lod ham høre, at det ikke gik an at ſtaa kun et Kvarter paa Prækeſtolen. Den attenaarige Student var driſtig nok til at ſvare, at „naar unødige Repetitioner bleve borttagne af Provſtens Taler, præke vi begge lige længe.“ Man kan allerede heraf let ſkjønne, at en ſaadan Huslærer ikke blev meget afholdt i Præſtefamilien, og det ſaameget mindre, ſom de tre Præſteſønner ſom ſkulde underviſes, alle vare ſtore Stympere. Præſtekonen taalte ikke, at Holberg bankede dem, og han blev opſagt og reiſte efter et Aars Forløb. Endnu viſes eller ialfald endnu for faa Aar ſiden viſtes paa Præſtegaarden i en gammel Bygning Holbergs Værelſe. Mærkeligere end dette er det imidlertid, at Holberg ſelv ſynes at have lært at holde af Vosſingerne. I ſin Bergens Beſkrivelſe kalder han Voſs „en af de angenemeſte Egne udi Norge“ og tilføier, at „ſaaſom Landet i ſig ſelv er godt og frugtbart, ſaa have Bønderne ogſaa bedre Føde og conseqventer ere ſtærkere og mere behjertede end de andre Nordhordlandſke; hvilke ſidſte Vosſerne gemenligen ſe over Axlerne og derfor ikke kan lide, at man kalder dem Horder, men ville være Vosſer alene“[1]

Saa drog Holberg atter til Kjøbenhavn 1703. I mindre end et Aar tog han baade Andenexamen (i April 1704) og theologiſk Embedsexamen, den ſidſte med Laudabilis, dengang en ſjelden Karakter, og fandt ved Siden af al denne Examensleesning ogſaa Leilighed til at lære Franſk ſom dengang ikke var Skolefag, og Italienſk. Om dette hans korte Studenterliv vides ellers omtrent Ingenting.

Han vendte ſaa igjen tilbage til Bergen og var en kort Tid Huslærer hos Lektor, ſiden Biſkop Nils Smed. Denne Mand havde, ſom overhoved de Fleſte paa den Tid, der havde Raad dertil, reiſt meget udenlands i ſin Ungdom og ført udførlige Dagbøger over ſin Reiſe. Disſe Dagbøger[2] fik Holberg nu læſe, og ſnart vaktes der hos ham ſelv en uimodſtaaelig Reiſelyſt. Alle Menneſker fandt denne Plan helt uforſtandig, da han jo Ingenting eiede, og baade hans Slægtninge og Lektoren ſelv fraraadede ham det paa det beſtemteſte, men det var ikke Holbergs Sag at ſpørge andre til Raads. Han gik nu, ſom beſtandig, ſine egne Veie og ſolgte alt, der kunde gjøres i Penge. Paa den Maade opdrev han ſexti Daler, i de Tider rigtig nok meget mere end nu, og med dem begav han ſig, endnu inden Aaret 1704 var gaaet tilende, ud i Verden for aldrig mere at gjenſe ſin Fødeby. Han var da tyve Aar gammel.

Der var dengang neppe noget Land, hvorhen det var lettere at komme fra Veſtlandet end til Holland, og did begav ogſaa Holberg ſig hen. Han kom ogſaa, efter nær at være bleven tagen tilfange af en Sørøver, over til Amſterdam, og morede ſig en Stund ganſke fortræffeligt med at ſe ſig omkring i denne By, dengang endnu Verdens livligſte Søſtad, men fandt ſnart, at de ſexti Daler begyndte at ſmelte ſammen. Bergenſere og andre Landsmænd traf han nok af, men derimod fandt han ingen Anledning til Erhverv og blev fordetmeſte kun udleet af Hollænderne og behandlet ſom en Gut, der var løbet af Skolen, iſær fordi han ſaa endnu yngre ud, end han i Virkeligheden var. Han blev ogſaa ſyg og gjorde derfor en Afſtikker til de varme Bade i Aachen. Her var han allerede ſaa fattig, at han i ſin Fortvivlelſe vilde rømme fra ſin Vert uden at betale, men blev greben i Forſøget og maatte punge ud med, hvad han havde; Han glemte ikke let denne ubehagelige Begivenhed og drømte tidt om Natten, at den ubarmhjertige Vert havde fat paa ham. Hvorledes han ſiden klarede ſig under denne Reiſe, der varede et helt Aar, har han ikke villet fortælle, men han tilſtaar, at han var bleven ſaa omtrent en Tigger. En Stund ſkal han have friſtet Livet ſammen med en „moſkovitiſk Edelmand“, rimeligvis ſom hans Lærer. Viſt er det ogſaa, at der var mange af den Slags Folk ude at reiſe i den Tid, thi det var jo netop dengang, at Peter den Store havde begyndt ſit ſtore Arbeide til at gjøre ſine barbariſke Underſaatter delagtige i den europæiſke Dannelſe. Hvorlænge og paa hvilken Maade Holberg har levet ſammen med ſin Moſkovit, vide vi ikke, men ſynderlig beriget blev han ikke derved, thi da han omſider i 1705 ſkulde reiſe tilbage til Norge, var han i yderſte Pengeknibe, og det var førſt efter mange frugtesløſe Forſøg, at han omſider fandt en Vexelerer, der forbarmede ſig over ham og laante ham en liden Sum.

Til Bergen vilde han ikke, thi han havde allerede havt nok af Formaningstaler af ſine Slægtninge der og længtes ikke efter nye. Han drog derimod til Chriſtianſand, hvor han ogſaa havde nogle, men fjærnere Slægtninge, men hvor han ikke behøvede at frygte for at modtages ſom en Slags forloren Søn. Han forſøgte her at erhverve det fornødne ſom Lærer i Sprog, fornemmelig Franſk, og det gik nok ſaa godt. De norſke Kjøbſtæder havde nogle fordelagtige Aar dengang, da Danmark og Norge vare neutrale under en almindelig europæiſk Uſred, den ſpanſke Arvefølgekrig, og ſkjønt Chriſtianſand i Regelen var en temmelig næringsløs, ved Privilegier opretholdt By, ſtod det dengang viſtnok ret godt til der.[3] Borgerſtanden ſtræbte desuden paa den Tid at gjøre ſig mere gjældende i Samfundet og at tilegne ſig noget ſtørre Dannelſe, helſt ydre, og dertil hørte jo fremforalt en Smule Franſk. Han fik ogſaa Elever blandt Byens fornemſte Folk, derimellem endog Kommandanten paa Fæſtningen, dengang en tydſk Adelsmand Noſtitz, der ſenere i fremmede Magters Tjeneſte blev en berømt General. Den meſte Tid boede Holberg hos ſin Frænde, Præſten Stoud, og kom derhos meget ud til de bedſte Familier i Stiftsſtaden, dengang en By paa omtrent 4000 Menneſker. Allerede dengang i nogen Grad uddannede han ſine medfødte muſikalſke Anlæg, og det kom ham ogſaa til gode iſær blandt Damerne. Endel af disſe havde han viſtnok i Begyndelſen forarget en Smule ved paa Skrømt at benegte, at Kvinder ere Menneſker, men den Spøg lod han ſnart fare, og efterhaanden kom han paa den bedſte Fod med Byens unge Piger, om hvem han en Menneſkealder ſenere endnu udtalte, at de „kunne forſvare den førſte Rang mellem det ganſke Norges Jomfruer.“ Mangfoldige Aar efter Holbergs Død dukkede der endog op det Sagn, at han i Chriſtianſand ſkulde have havt en liden Kjærlighedshiſtorie, ja man nævnte endog Biſkop Bircherods Datter ſom Gjenſtanden for hans ømme Følelſer. Dette ſidſte er nu umuligt, thi Biſkop Bircherod var endnu ikke kommen til Chriſtianſand. Snarere kan, ſom jeg i et tidligere Skrift har paaviſt, tænkes paa Præſten Stouds Søſter, ligeledes en Biſpedatter.[4]

Skjønt Holberg ſaaledes trivedes godt i Chriſtianſand og i ſin Levnetsbeſkrivelſe omtaler ſit Ophold der med en vis Forkjærlighed, gik hans Længſler dog andenſteds hen, til en ny Udenlandsrejſe og han vilde neppe være forbleven længere end nødvendigt der, ſelv om ikke en hollandſk Kjøbmand, der havde ſpillet Fallit i ſit Hjem, var kommen op til Chriſtianſand og begyndt at gaa ham i Næringen ſom Sproglærer. Nu traf det ſig ſaa, at der ſamtidig var en anden reiſelyſten Student i Chriſtianſand, en Thrønder, Chriſtian Brix. Denne unge Mand var ſnart bleven Holbergs Ven og havde hjulpet ham betydeligt til at faa Adgang i Byens gode Huſe. Ingen af dem havde mange Reiſepenge, men Brix havde dog en ret velhavende Moder i Throndhjem.

De beſluttede at reiſe til England ſammen, og i Arendal gik de ſaa ombord paa et Skib, der efter fire Dages Seilads bragte dem over til Gravesend ved Themſen. Dette var om Vaaren 1706. Til Norge kom Holberg aldrig mere tilbage.

Holberg tilbragte over to Aar i England, i Begyndelſen ſammen med Brix, der dog tidligere end ſin Ven maatte drage hjem igjen.[5] Han opholdt ſig dels iLondon, dels og fornemmelig i Univerſitetsſtaden Oxford. I ſin Levnetsbeſkrivelſe omtaler han ſit Liv her med ſtor Tilfredshed og Erkjendtlighed, mens paa hvilken Maade han egentlig har levet og ſtuderet i Oxford, er dog ikke ganſke tydeligt. Ingen af de mange, der har ſkrevet hans Levnet, have forſøgt eller formaaet at opklare det, og ſelv udtrykker hans ſig, ſom ſaa ofte, kun altfor kortfattet. Det er overhoved en Egenhed ved hans forøvrigt ſaa tiltrækkende og fængſlende Selvbiografi, at den fuldt ſaa ofte ſpænder, ſom den tilfredsſtiIler Læſerens Videbegjærlighed. Har Holberg virkelig været indſkreven ſom Student i Oxford og været formelig optaget i dets akademiſke Republik? Saa har man viſtnok troet. Hans Navn findes endnu indtegnet der, men vel at mærke, ſaavidt jeg ved, kun i Bibliothekets Protokol, hvor det læſes ſammen med Brix’s, under 18de April 1706. Thi for at kunne faa Adgang til det berømte Bodleyanſke Bibliothek udkrævedes, at vedkommende aflagde en Ed paa de akademiſke Love.[6] Men nu vides med Sikkerhed, at de engelſke Univerſiteter dengang ſtillede meget ſtrenge Betingelſer til alle dem, der vilde ſtudere ved dem, thi af disſe fordredes ei alene Eden paa de akademiſke Love, at man ſkulde bo i et Kollegium, vælge ſig en Præceptor o. ſ. v., men der ſorlangtes, at man ſkulde aflægge Ed paa den engelſke Statskirkes ni og tredive Artikler. Ikke engang Engelſkmænd kunde altſaa blive akademiſke Borgere, hvis de vare Disſenter.[7] En ſaadan Ed kunde Danſke og Norſke i hin Tid, da Religionstvangen hos os, ſom omtrent overalt, var ſaa ſtreng, ikke have aflagt uden at gjøre ſig umulige hjemme, allermindſt to Theologer, ſom Holberg og Brix. Forelæsninger kan Holberg ſaaledes neppe have hørt i Oxford. Han har maattet indſkrænke ſig til at laane Bøger, læſe paa egen Haand og knytte private Forbindelſen idet han naturligvis her, ſom overalt i Livet, brugte ſine Øjne og Øren, ſom kun ſaa have gjort det.

Hvad hans Privatliv angaar, da var han for at leve nødt til at ſkaffe ſig Informationer, og friſter paany Lykken ſom Lærer dels i Sprog, dels i ſin Yndlingsbeſkjæftigelſe, Muſiken. Hans Dygtighed i Fløiteſpil ſkaffede ham Adgang til en muſikalſk Klub, og han ſtiftede overhoved mange og behagelige Bekjendtſkaber mellem Studenterne. Dette fortæller han os ſelv. Men ſaa fortæller han tillige noget, der vilde forekomme os utroligt, hvis han ikke med egne Ord havde forſikret det, nemlig at Ingen i hans hele Omgangskreds vidſte hverken hans Navn eller i hvilket Land han hørte hjemme; førſt, da han lærte at kjende en engelſk Student ved Navn Holber, betroede han denne, at de hed omtrent ligedan. Hidtil havde man kun kaldt ham „Mynheer“, en hollandſk Titel, ſom Barberen, der vilde forſtaa Tydſk, havde givet ham i den Tro, at han var en Tydſker. Dette klinger ſaa meget mere urimeligt, ſom han jo havde ſkrevet ſit Navn i Bibliotheksprotokollen, og man desuden kan beviſe, at Brix og Holberg ikke vare de eneſte Nordmænd i Oxford ved den Tid. Men, hvorom alting er, Holberg fandt ſig vel i Oxford, og hans Kammerater holdt ſaa meget af ham, at de, da han ſkulde reiſe hjem i 1708, vilde ſammenſkyde en Sum til Reiſepenge for ham, hvilket han dog frabad ſig.

Hvorledes var nu Aanden i Oxford, medens Holberg levede der? Det er bekjendt nok, at Fritænkeriet, „Rationalismen“, der i ſin nyere Skikkelſe egentlig førſt er opſtaaet i England, allerede dengang havde gjort ſig ſtærkt og mærkbart gjældende i dette Lands Literatur. Fornemmelig var dette ſkeet gjennem Filoſofen John Locke (f. 1632, død 1704), der i ſit bekjendte Skrift „Forſøg angaaende den menneſkelige Forſtand“ udledede al menneſkelig Erkjendelſe af Erfaringen ſom eneſte Kilde, benægtede, at der gaves medfødte Ideer, og overhoved ſtillede ſig i beſtemt Modſætning til den chriſtne Tro. I den anden engelſke Univerſitetsſtad, Cambridge blev denne Filoſofi ſtuderet med Iver, men i Oxford havde man indtaget et deſto mere fiendtligt Standpunkt ligeover den nye Retning, thi her var det i 1704, altſaa to Aar ſørend Holbergs Ankomſt, ſtrengt og udtrykkelig blevet forbudt, at Lockes Skrifter ſkulde indføres og læſes. Ikke alene det falſke i den filoſofiſke Bevægelſe men ogſaa de videnſkabelige Fremſkridt, ſom denne kunde medføre, holdtes ſaaledes, ſaavidt det lod ſig gjøre, borte fra Oxford, og det akademiſke Liv ſtod derfor her i det hele ikke meget høit.[8] Hvormeget eller hvorlidet Holberg allerede nu kan have lært at kjende af denne nyere engelſke Bevægelſe, der ſnart forplantedes til Frankriges i denne Henſeende langt frugtbarere Jordbund og derfra udbredte ſig videre i Europa, det maa lades uſagt. Men Oxford var ialfald ikke det Sted, hvor Tilegnelſen af alt dette var letteſt.

Som bekjendt var England et af de yderſt faa Lande paa den Tid, hvor man havde en fri Forfatning. Denne var ældgammel, men i det foregaaende Aarhundrede havde det Stuartſke Kongehus af al Magt ſtræbt at ſvække den og ſamtidig villet gjennemføre Katholicismen. Kong Jakob II var derfor bleven fordreven 1688, og hans mandlige Efterkommere havde miſtet ſin Arveret til Riget, dog ſaaledes, at det afſatte Kongehus endnu havde mange hemmelige Venner, de ſaakaldte Jakobiter. Disſe vare netop talrige ved Oxfords Univerſitet. Holberg kom fra en Stat, hvor Enevoldsmagten herſkede i videſte Udſtrækning, og hvor dengang ingen tænkte paa at rokke den. Det er derfor meget interesſant at ſe, hvorledes han har opfattet Englands fra Danmarks-Norges ſaa grundforſkjellige Forfatning. Hans Skrifter lærer os, at han ikke ſynderlig tiltaltes ved Englands politiſke Forhold. I ſit førſte hiſtoriſke Verk, han har udgivet (1711), ſtaar han tydelig paa Stuarternes Side imod Frihedspartiet og ſiger, at „Kong Jakob var en meget from Herre, ſaa at hans Underſaatter derfor ikke kunde have Aarſag til andet end at elſke ham“, medens han rigtignok indrømmer, at det var en Fejl af Kongen, at han „havde ſaadan en Nidkjærhed for den romerſke Religion“. Den ſtore Begivenhed i 1688, Grundlaget for Englands ſenere Storhed, havde ſaaledes for ham nærmeſt Betydning kun fra den religiøſe Side, thi i denne Henſeende var og blev Holberg ſtedſe en afgjort Modſtander af Katholicismen. Siden forandrede han vel tildels Mening, men uden dog nogenſinde at faa ſynderlig tilovers for den engelſke Frihed. Dels mente han, at „en Konge i England, der forſtaar Regjeringskunſt, kan altid være forvisſet om Pluralitet udi Parlamenterne og derudover faa alt hvad han forlanger“, dels var og blev han en beſtemt Tilhænger af rolige og faſte Tilſtande og derfor ogſaa af en ſtærk Kongemagt. Han ſyntes ikke om en Forfatning, der gjorde den engelſke Nation til „en Febricitant, der plages nu af formegen Hede, nu igjen af formegen Kulde.“[9]

I den førſte Del af Sommeren 1708 vendte Holberg tilbage og gjenſaa da efter noget over 4 Aars Fraværelſe Kjøbenhavn. Han var, ſom ſædvanlig, i Pengetrang og maatte tage ſig noget til for at leve. Andre vilde i hans Sted ſandſynligvis enten have taget Magiſtergraden, ſøgt og faaet et Skoleembede, og derfra maaſke ſøgt at bane ſig en Vei til Kirken eller, om Lykken var god, til Univerſitetet, eller de vilde have forſøgt at faa Anſættelſe i et af de kongelige Regjeringskollegier eller lign. Men ingen af disſe Veie tiltalte Holberg, allermindſt den ſædvanlige lærde Bane gjennem Disputatſer o. ſ. v., der i hans Øjne kun var Pedanteri. Førſt forſøgte han derfor at holde private Forelæsninger for Studenterne mod Betaling, men det gik ilde. Der kom nok Tilhørere, men da de ſkulde betale, blev de borte, og alt, hvad han fik, var en dyb, ærbødig Hilſen, naar han mødte dem paa Gaden. Efter nogen Tids Forløb fik han ſaa Anledning til at reiſe ud igjen, da Profesſor og Etatsraad Vinding, der jo ſin Tid havde været Holbergs Privatpræceptor, lod ham ledſage ſin unge Søn til Dresden. Han beſøgte paa denne korte Udflugt ogſaa Leipzig, hvor han ſammen med en Ven og Landsmand viſtnok hørte i nogle Forelæsninger, men meſt for at gjøre ſig lyſtig over de tydſke Proſesſorer. Tydſk Lærdom og tydſk Literatur faldt overhoved ikke meget i Holbergs Smag. Hjemveien blev lagt over Halle, ligeledes en Univerſitetsſtad, og Hamburg, hvorpaa han kom til Kjøbenhavn igjen 1709.

Han var nu atter — for ſidſte Gang — et Aars Tid Huslærer, nemlig hos en Admiral Gedde, og fik ſaa Plads paa Borchs Kollegium, en Stiftelſe for flinke Studenter, oprettet af den berømte Lærde Olaf Borch. Denne Plads beholdt Holberg indtil 1714. Under Opholdet paa Kollegiet udgav han ſit førſte literære Arbeide „Introduction til de europæiſke Rigers Hiſtorier“, en Art Lærebog i Verdenshiſtorien, paabegyndt allerede i Oxford, hvortil han efter to Aars Forløb føjede et „Anhang“. Ligeledes forfattede han, uden at udgive det i Trykken, et Skrift over Danmarks Hiſtorie i det foregaaende Aarhundrede, der tilegnedes Kong Frederik IV. Hans Vilkaar vare imidlertid ſlette, og han har aabenbart levet i ligefrem Fattigdom. Da var det, at han udentvivl førſt i Aaret 1714 indgav Anſøgning om at anſættes ved Univerſitetet. Et ordentligt Profesſorat var juſt ledigt, men da han viſtnok indſaa, at der neppe var ftort Haab for ham om at faa dette, ſøgte han ogſaa for det Tilfælde, at han ei kunde blive virkelig Profesſor, om at blive udnævnt til extraordinær. Hans Anſøgning er interesſant nok. Den ender ſaaledes: — — „og haver jeg udi Sinde, ſaa længe Gud ſparer mig Liv og Hilſen, at fare ført udi mit Enterprise, nemlig at forbedre det Danſke Sprog. Gud opvække Eders Majeſtæts Hjerte til Naade imod mig, thi min Condition er nu ſaa ſlet, at alle de, ſom kjende den, kan ikke andet end condolere mig, ſaaſom de academiske beneficia, jeg til Dato haver nydt, nu ere expirerede.“ Den 29de Januar 1714 faldt den kongelige Afgjørelſe. Det virkelige Profesſorat tilfaldt den uden Sammenligning lærdeſte unge Mand i Rigerne paa den Tid, Hans Gram, der blev Profesſor i Græſk, og Holberg blev extraordinær Profesſor.[10] Som ſaadan fik han ganſke viſt ingen Løn, men han kunde nu med Ro ſe Fremtiden imøde, thi det var nu kun et Tidsſpørgsmaal, naar han ſkulde indtræde i Rækken af de virkelige Univerſitetslærere, med andre Ord komme i en god og anſelig Stilling. Holberg havde ſaaledes gjort Lykke, navnlig naar man tager Henſyn til, at han ikke havde disputeret, erhvervet Magiſtergraden eller overhoved fulgt de Veie, ſom efter Datidens Opfatning vare de eneſte, der kunde føre til Univerſitetet. Han maa aabenbart have havt formaaende Beſkyttere, der allerede have ſeet Spiren til noget betydeligt hos ham. Hvem disſe have været, ſiges intetſteds, men jeg tror at kunne ſlutte, at Baron (ſenere Greve og Statholder i Norge) Chriſtian Rantzau, den lærde Juriſt og Hiſtoriker Reitzer, en af Tidens ædleſte Mæcenater, ſamt Profesſor Hans Bartholin maa have hørt til hans Velyndere, thi man ſer, at Holberg ved denne Tid ſtod i Brevvexling med dem.[11]


  1. Der gives en gammel paa Latin forfattet Præſtekrønike for Voſs og Hardanger af en lærd Præſt Gerhard Miltzow, udgivet 1679. Her fortælles, at Vosſingerne og Hardangerne fra gammel Tid have anſeet det for en Ret for ſig at gaa i Spidſen i Krigen. I 1677 havde de ogſaa ſærlig udmærket ſig ved Beleiringen af Marſtrand. Vosſingernes Naboer ſtikle undertiden paa dem og ſige, at naar Fremmede komme til Bygden ſiger Vosſingen til dem: „Velkommen til Voſs,“ men tilføier ſagte: „Vorherre være med os, og Fanden med dikkon.“
  2. De exiſterede endnu længe efter (ſe Holbergs Forſøg til en Præſtehiſtorie for Bergens Stift. Kbhavn 1775. S. 83), men er nu udentvivl forlængſt forſvundne.
  3. Paa paatrængende Tiggere har der aldrig været Mangel i Chriſtianſand. I ſine Epiſtler (den 437te) fortæller Holberg en liden Hiſtorie herom.
  4. Denne min Mening er ogſaa tiltraadt af G. Brandes, Ludvig Holberg, S. 210—11.
  5. Man hører efter Englandsreiſen ikke mere om Holbergs Forhold til denne, ſom det ſynes, flinke Landsmand. Brix var en Tid anſat ved det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, et utvivlſomt Vidnesbyrd om, at han havde gode Studier, og blev derpaa omſider reſiderende Kapellan til Meldalen i Throndhjems Stift. I denne Stilling døde han 1748, ſom et af de paa den Tid ikke ſjeldne Exempler paa Mænd, der efter en lovende og hæderlig anvendt Ungdom endte i ringe Kaar.
  6. Fr. Sneedorffs Saml. Skrifter, I. S. 523, ſe ogſaa Danſk hiſt. Tidsſkrift, 3 R. I. S. 106.
  7. A. Liſtov, Oxford i Begyndelſen af det 18de Aarhundrede, Steenſtrups Danſke Maanedsſkrift V. (1857), S. 53.
  8. Sammenlign Liſtovs nysanførte Afhandling.
  9. E. Holm, Holbergs ſtatsretlige og politiſke Synsmaader. Kbhvn 1879. S. 32 flg.
  10. Danſk hift. Tidsſkr. 3 R. I. S. 96—97, 130.
  11. Athene I., S. 132 flg. Brevene ere deſtoværre forſvundne. Chriſtian Reitzer, der bl. A. har Fortjeneſte af at Thormod Torfæus’s berømte Norges Hiſtorie paa Latin faa Dagens Lys, var ſiden i nogle Aar Stiftamtmand i Throndhjem. I ſine Amoenitates philologicae har Chr. Falſter paa flere Steder givet Bidrag til denne fortjente Mands Charakteriſtik.