Ludvig Holberg (Daae)/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ludvig Holberg er født i Bergen 1684. Man lagde i de Dage ingen videre Vegt paa Fødſelsdage, og Holberg vidſte ſelv ikke ſaa nøie, naar han var født, ja var ikke engang rigtig vis paa Aaret. Førſt i vor Tid har en endnu levende Mand, Provſt J. F. Lampe, opdaget, at hans Fødſelsdag var den 3die December. Det Hus, hvori han ſaa Dagens Lys, er forlængſt forſvundet, men man kjender Beliggenheden, og Bergenſerne har derfor opkaldt en aaben Plads eller „Almenning“ i Nærheden efter ſit berømteſte Byesbarn. Ved Tohundresaarsfeſten blev ogſaa et prægtigt Monument over ham afſløret i hans Fødeby.

Hans Fader, Chriſtian Nilſen Holberg, var en mærkelig Mand og kunde fortjene en Plads i Norges Hiſtorie, ſelv om han ikke havde havt en berømt Søn. Denne Mands Navn er nemlig knyttet til nogle af den nyere, norſke Hærs førſte Heltebedrifter. Det var netop i det ſyttende Aarhundrede, at Nordmændene efter meget lange Tiders Forløb gjenvandt den krigerſke Ære, der var begyndt at hendø allerede kort efter Middelalderens Borgerkrige og ganſke var forſvunden i den nordiſke Unions Dage, da de Danſke roſte ſig af at kunne indtage Norge med to Skibe og tre hundrede Mand. I Syvaarskrigen og i Kalmarkrigen havde det ſtaaet ſlet til, og flere Gange var det hændt, at Veſtlandsbønderne, naar man forſøgte at jage dem i Marken, havde rømt ſin Vei i Flok og Skare. Men ſaa kom Hannibalskrigen, Throndhjems Tilbageerobring, Haldens Forſvar og Gyldenløves Tog, idethele Udviklingen af en virkelig Hær, der ſnart ſkulde kjæmpe med Ære paa meget fjerne Kamppladſe. Chriſtian Nilſen var med i adſkillige af disſe Kampe, ſaaledes baade ved Throndhjem og ved Halden og var ſiden i ſærlig Gunſt hos Statholder Gyldenløve. Han havde derhos ſeet ſig om i fremmede Lande, gjennemvandret hele Italien og en Tid tjent baade de kjække Johanniterriddere paa Malta og den venetianſke Republik, altſaa netop de to Magter, ſom paa den Tid ſøgte at holde de endnu mægtige Tyrker Stangen i Middelhavet. Her har han visſelig truſſet paa mere end en tapper Landsmand, thi det var ingen Sjeldenhed i de Dage, at Nordmænd (iſær kommende over Holland) toge Tjeneſte i Venedig, og en iblandt dem, Curt Adelaer fra Brevig, fik ſiden et ſtort Ry for Bedrifter i Tyrkekrigen. Efterat være kommen hjem, drev Chriſtian Nilſen det til Oberſtlieutenant, ja han var en Tidlang endog Kommandant paa Bergenhus.

Om Chriſtian Nilſens Familieforholde ved man egentlig Ingenting, uden at han ſikkerlig har været en norſk Bondeſøn, ſandſynligvis fra Throndhjems Stift, hvor flere Gaarde af Navnet Holberg findes, og hvor han førſt optræder ſom Kriger. De Forſøg, der have været gjorte paa at udfinde hans Slægtſkab, vil jeg ikke opholde mig ved, da intet af dem er mere end Gjetning. At han trods ringe og ubekjendt Herkomſt drev det til en høj militær Stilling, var noget ganſke uſædvanligt, og beviſer nokſom, at han var mere end almindelig dygtig. Længe efter ſin Død var han ogſaa almindelig omtalt og kjendt i hele Norge, og hans Søn ſiger ſelv (i den 128de Epiſtel): „Hvor jeg i mine Barneaar er kommen blandt Høje og Lave, blandt Officerer, Bønder og Almue, da have de enſtemmigen raabt: Ak, er I Chriſtian Nilſens Søn? og have derpaa begyndt at anføre adſkillige Hiſtorier til Bevis ſaavel paa hans Tapperhed, ſom paa hans Dyd, Moderation og kriſtelige Hjertelag mod alle Menneſker.“ Han var ſaa anſeet, at der endog fortaltes, at man havde hørt „en ſagte Muſik i Kirken“ den Nat, der fulgte paa hans Begravelſe.

Oberſtlieutenant Holberg var gift med Karen Lem, hvis Fader var Lektor i Theologien (et Embede, ſom ophævedes i det følgende Aarhundrede) i Bergen og tillige Sognepræſt til det nærliggende Landkald Fane († 1663), og hvis Moder var en Datter af den bekjendte Biſkop i Bergen Mag. Ludvig Munthe. De fik tolv Børn, af hvilke dog kun tre af hendes Kjøn bleve voxne. Den yngſte i den hele Flok var den ſiden berømte Forfatter, ſom efter ſin Oldefader, Biſkoppen, fik Navnet Ludvig. Here vi Intet om hans Fædreneæt, ſaa kjende vi deſto flere Slægtninger af ham paa Mødreneſiden, thi Biſkop Ludvig Munthe var „Stamfader til en ſaa talrig Efterſlægt, at han kan forſvare en Plads blandt Norges Patriarker“.[1] Der har foruden Holberg været mange betydelige Mænd blandt den Mands Efterkommere.

Chriſtian Holberg døde i Marts 1686. Han efterlod ſin Familie i nogenlunde gode Kaar, men ſnart omvexledes disſe med Armod, thi i September ſ. A. rammedes Byen af en ødelæggende Ildebrand, ved hvilken Enken og Børnene miſtede det meſte af ſin Eiendom, ja endog ſelv nær vare blevne indebrændte. Hvad de havde tilbage, var nogle Bondegaarde, bortbygſlede til Leilændinger mod en yderſt ringe Afgift. Men Karen Lem var en husholderiſk Kone, og de ti Aar hun levede med ſine Børn, forſtod hun at bevare det lille Jordegods uformindſket.

Imidlertid voxede Ludvig Holberg op i Bergen. Her var en ſtor Del af Befolkningen, ſom bekjendt, dengang tydſk, og der gaves derfor ogſaa tydſke Pugeſkoler for Smaabørn. I en af dem blev Holberg anbragt allerede, „ſaaſnart han begyndte at tale“, thi man „ræſonnerede ſaaledes: Lad ham kun brav øves i det Tydſke, det Danſke læres af ſig ſelv.“ Siden kom han i Latinſkolen. Her ſynes han allerede at være bleven optagen i 1692, altſaa endnu før Moderens Død; og viſt er det, at han var Elev af Skolen i Slutningen af 1694, thi da ſees af en gammel Protokol, at han og hans to Brødre var tilſtede paa Biſpegaarden, hvor der efter Tidens Skik uddeltes Klæder til Diſciplene. De tre Holberger fik bedre Klæder, end de øvrige, hvilket udentvivl kom deraf, at de anſaaes for de fornemſte.[2] Men Aaret efter døde Moderen. Ved Skiftet efter hende fik Ludvig en liden Arv af henimod 30 Rdl. i rede Penge og dertil lidt Jordegods til en Skyld af 7 Løber. Hans Formynder blev Morbroderen Peder Lem, en Borger i Bergen, og ſamtidig blev der tænkt paa en ny Beſtemmelſe for ham, nemlig at lade ham gaa den militære Vei. Officersbørn kunde i den Tid lettere end andre komme ind paa denne, og det var derfor almindeligt, at disſe valgte Faderens Stand. Det var endog ikke ſjeldent, at de i ſpæde Barneaar bleve indſkrevne ſom Underofficerer og fik en liden Gage ſom ſaadanne, og hvor beſynderligt ſaadant tager ſig ud efter Nutidens Foreſtillinger, var det dog ikke ſaa underligt endda, at de nød denne Underſtøttelſe, thi Officerslønningerne vare baade ſaare ringe og bleve kun uregelmæsſigt betalte, ſaa at militære Embedsmænd ofte kun paa denne Maade blev i Stand til at ſørge for ſine Sønner. En af Holbergs ældre Brødre havde allerede forlængſt, ſkjønt han gik i Latinſkolen, nydt en ſaadan Korporalsløn, og nu ſkulde ogſaa Ludvig have en lignende fra det oplandſke Regiment, ved hvilket han indſkreves. Nu traf det ſig ſaa, at der i Gudbrandsdalen levede en Præſt Otto Munthe i Fron,[3] der var et Sødſkendebarn af Holbergs Moder, og til denne Frænde beſluttede nu Peder Lem at ſende ſin Myndling. Præſten ſkulde da faa Korporalsgagen imod at have Gutten i Huſet. Han kom ogſaa did og nød Undervisning ſammen med nogle unge Fættere af en uduelig Huslærer, men Opholdet blev ikke langvarigt, thi da Pengene fra Regimentet ikke bleve ordentlig betalte, lod Otto Munthe ham reiſe tilbage til Bergen. Da Holberg ſiden blev en berømt Mand, huſkede man i Gudbrandsdalen paa, at han havde været der ſom Gut. Man ved endnu at paaviſe Tomten for en liden afbrændt Bygning, „Holbergsſtuen“, hvor han ſkal have havt ſit Værelſe. Reiſen frem og tilbage mellem Bergen og Fron er den længſte, maaſke eneſte, ſom Holberg har foretaget i det Indre af ſit Fødeland. Han havde paa mange Steder underveis Slægtninger af Munthefamilien at beſøge og fortæller ogſaa ſelv lidt om et Beſøg, han aflagde hos en af disſe Frænder, Oberſt Krogh paa Flahammer i Lyſter.

Ved Hjemkomſten kom han atter ind i Latinſkolen, og der blev ſiden aldrig mere Tale om den militære Stilling. Peder Lem tog ham til ſig i ſit Hus, og der havde han det uden Tvivl godt, thi Lem var et ypperligt Hoved og udentvivl en Mand af en for ſin Stilling uſædvanlig Dannelſe. Man kan ſe, at han har holdt af denne Onkel. Engang traf det ſig, at Ludvig, ſom var en pirrelig og meget ærekjær Gut, var bleven ſtødt paa en Slægtning af Lems Kone. Hans ſatiriſke Natur brød frem i et poetiſk Forſøg, et Smædedigt over Vedkommende. Madame Lem vilde have ſin Mand til at tugte ham, men Onkelen tog Sagen paa en meget bedre Maade. Han valgte at ſkjænde paa Gutten, ikke formedelſt Digtets Indhold, men over dets Form, idet han viſte ham, at Verſemaalet var urigtigt, og endte efter en Times Forhandlinger herom med at ſige ham, at naar han næſte Gang vilde gjøre Vers, fik han gjøre dem bedre.

Bergens Latinſkole hørte dengang til de bedſte og meſt beſøgte i Danmark og Norge. I den længſte Tid af Holbergs Skolegang havde han til Rektor en ung lærd Mand Søren Lintrup, der ſiden fik et ſtort Navn baade ved Univerſitetet og i Kirken. Ungdommen i Skolen beſtod for den ſtørſte Del af Præſteſønner fra Landet og fattigere Bybørn, thi det var ikke almindeligt, at Borgernes lode ſine Sønner ſtudere, da der var gode Tider for Handel og Søfart. Diſciplene vare flinke i Idrætter, ſaaſom Svømning, Skøiteløben o. ſ. v. og ſtundom ogſaa gode Spektakelmagere og Slagsbrødre, iſær var det en ſtor Fornøielſe at ſlaas med Geſellerne paa Tydſkebryggen eller Eleverne i Styrmandsſkolen. Gadelivet har jo altid været meget kvikt og muntert i Bergen. Men i alt dette tog Holberg liden eller ingen Del. Han var aandsmoden over ſine Aar, men allerede dengang lidt ſygelig, ſaa ud ſom en Pige og holdt ſig meſt for ſig ſelv. „Skjønt jeg,“ fortæller han ſelv. „af Aar var en Dreng, forekom jeg mine Kammerater at være en Olding, og der manglede ikke paa dem, ſom paa Grund af den med mine Aar lidet ſtemmende Afholdenhed fra alle Fornøielſer og mit alvorlige Væſen jevnlig ſtiklede paa mig, og da jeg af Naturen var hidſig havde jeg ſaameget vanſkeligere for at finde mig deri.“

Men holdt han ſig end tilbage, havde han Øjnene med ſig, hvor han kom. Mangfoldige Træk af hans Erindringer fra hine Skoleaar ere, det kan man trygt ſige, gaaede over i hans Skrifter, og mange af de Perſoner, ſom han i ſin Barndom har ſeet, ere endog med Navns Nævnelſe forevigede i disſe, ſom vi tildels ſiden ſkulle høre. Og endnu i hans ældre Dage ſtod Livet i hans Fødeby, ſom han i en hel Menneſkealder ikke havde ſeet, ſaa klart og anſkueligt for hans indre Øie, at han kunde nedſkrive en ypperlig Skildring deraf. Vi ville meddele nogle Stykker af denne:
Om Indbyggernes Naturel, Skik og Sæder.

Saaſom Bergens Indbyggere er en Samling af alle Slags Nationer, ſaa ſeer man dem meget udi Tale-Maader, Skik og Sæder at differere fra andre Norſke; Og er der ingen Nation ſom de meere have udcopieret udi Sprog, Tarvelighed og Arbeydſomhed, end den Hollandſke. Borger-Folk havde for 30. Aar ſiden deres egen Dragt, hvilken de beſtandigen holdt ved lige, uden at rette ſig efter fremmede Moder, ſaa at man paa Klæderne ſtrax kunde kjende en Borger-Kone eller Dotter fra Folk af anden Stand; thi Magistrats Perſoner, Geiſtlige og Folk af Militaire Stand fuldte de almindelige Lande-Moder og alle de Forandringer, ſom de ere underkaſtede, ſaa at man derfore kunde anſee heele Ny-Kirke-Sogns Folk og det øvrige af Stranden i viſſe Maader, ſom en anden Nation, og Staden beſtaaende af tvende Partier hvoraf det eene gjorde Commentarier og Gloser over det andets ſaa vel Klæde-Dragt og Sæder, ſom Tale-Maader. Saaledes blev i min Ungdom Borger-Folk af de andre Spott-viis kaldne Peter af det Hollandſke Ord Petie eller Faſter, efterdi de kaldte deres Faders Søſtere og Morbrødre Peter og Ohmer. Borger-Folk forſømmede ſig ikke paa deres Side ogſaa at gjøre Critiqver over de andre ſaa kaldne fornemme Folk, hvilke de anſaae ſom fattige og hoffærdige, og til Vederlag kaldte det Top-høner, efterdi de bare Sætte og Fantanger, ſom var en contrabande Klæde-Dragt Paa Stranden, hvor Borger-Koner, ſamt Piger og Døttre bare Huer eller rettere Hætter af en ſærdeles Facon, hartad gjorte ſom de Straa-Hætter Fruen-Timmeret brugte om Sommeren paa Landet. De ſamme kaldtes gemenligen Skur, og beſtode af fiint Lærret. Mand-Folkenes Dragt var og heel simpel, ſaa at de fleeſte Borgere faae ud ſom Skippere, bærende Kjoler uden Haand-Klapper.

Fruen-Timmeret af begge Partier var dog eenige udi en ſærdeles udvortes Modestie udi Mand-Folks Omgiengelſe, hvilket gik ſaa vidt, at det holdtes uanſtændigt for et Fruen-Timmer, ſom blev hilſet af en Mands-Perſon paa Gaden, at hilſe igjen; ſkiøndt ſaadant ikke altid er et Beviis paa en fuldkommen Kydſkhed, thi Fruen-Timmeret er der ikke meer uovervindeligt end andenſteds. Blandt de Epitheta, ſom gives til de Norſke Stæder, er Bergen tillagt Løsagtighed. Men man kand derhos ſige, at hvis Ord-Sproget er rigtigt, og denne Skrøbelighed er ſtørre udi Bergen, end udi de andre Norſke Stæder, ſaa er det ikke at tilſkrive Indbyggernes Naturel, men heller den ſtore Sverm af fremmede Søefarende Folk, ſom der ideligen findes, hvilke naar de komme fra lange Reyſer, meere jage efter Fruen-Timmer end andre, og kand anſees ſom forhungrede Menneſker, der paa engang forfalde til Graadighed. Hvis dette ikke var, er troligt, at man mindre udi Bergen vilde høre tale om diſlige Sager, end udi nogen Stad i Norge; thi der er intet kraftigere Middel til at fordrive amaoreuse Passioner, end idelig Arbeyde og Forretninger, og intet Folk er meere arbeydſomme og duelige end Bergens Indbyggere, og det ſaa vel Mands ſom Qvindes Perſoner; thi man ſeer der Borger-Koner undertiden den heele Dag at ſtaae i deres Kram-Boder, og der at gjøre ſamme Tieneſte, ſom Krambod-Svenne paa andre Steeder. Ja adſkillige af dem ere ſaadan drevne udi Handel, at de intet give de ſtørſte Kiøbmœnd derudi noget efter. Mændene paa deres Side ere ogſaa ideligen occuperede, indtil at paatage ſig Tieneres og Arbeids-Folks Skikkelſe, ſaa at det er ikke rart at ſee fornemme Borgere ſelv at rulle deres Tønder paa Bryggerne, og hidſe deres Varer op paa Pak-Huuſene. Man maatte derfor ikke regne det ſaa nøye, om man hilſede en Borger paa Gaden, og ingen Hilſen fik igjen, ſaaſom ſaadant ikke ſkeede af Grovhed eller Storagtighed, men efterdi de gemeenligen vare udi haſtige og vigtige Ærender, og derfor ikke havde Stunder til at gjøre mange Complimenter, eller rettere ikke gave Agt paa de forbigaaende. Een af de dueligſte Borgere i min Barndom var en ved Navn Jacob Andersen, hvilken var ſaadan Hader af Ørkesløshed, at han ikke kunde lide at ſee nogen ørkeløs ung Karl paa Gaden, men ſnappede dem op, og ſtrax flydde dem noget at beſtille hos ſig ſelv om de intet andet havde at forrette, ſaa at hans Aaſiun var ligeſaa forfærdelig for dovne Arbeyds-Karle, ſom en Hververs er for Bønder og Løsgiengere.

Mange ſornemme Borgere føre deres Skibe ſelv, ſom Skippere, og ſætte en Kabuds paa deres Sønner, og gjøre dem til Cajut-Vogtere, ſaa at mangen Borger-Søn, førend han har naaet ſit 20. Aar, er bleven en experimentered Søe-Mand, og beqvem til at fortfætte ſin Faders Handel. Det var i min Tid rart, at Borger-Folk allierede ſig ved Ægteſkab med Geiſtlige og Magistrats Perſoner; thi en Borger ſaae ikke ſaa meget efter, at hans Dotter kunde gjøre et riigt og anſeeligt Partie, ſom at hun kunde faae en Mand, der kunde fortſætte Forældrenes Handel, og var arbeydſom og duelig. Det forunderligſte er, at end ogſaa unge Borger-Døttre ſelv, ſom ellers paa andre Steder ſeer efter Ungdom, Stand og Politesse, her alleene gemeenligen reflecterede paa Duelighed og Arbeydſomhed, ſaa at hos dem en duelig Søe-Mand og fornuftig Kiøbmand, ſkjønt han aldeeles intet beſadd, hvormed han kunde charmere et ungt Fruen-Timmer, blev præferered den galanteſte, artigſte og fornemſte Frier, hvorpaa jeg har ſeet adſkillige merkelige Exempler i min Tid i Bergen. Det var at ønſke, at denne fortræſfelige Sædvane havde altid været holdt ved lige; men der er paa en Tiid af 20. Aar giort temmelig Skaar derudi, ſaa at Bergen nu omſtunder ligner ſig ikke ſelv meere udi Sæder, og derfore maa ſkee ey heller udi Velſtand. Og kand denne Uheld tilſkrives viſſe fremmede Perſoner, der have indført Vellyſt og fremmede Moder, ruinered ſig ſelv med heele Familier, ved daarlig Handel, og det, ſom meſt er, forvendet Indbyggernes gamle og priſelige Leve-Maader, ſom i mine Tanker ikke lidet have contribueret til denne Stads Velſtand og Conservation. Saa at det er gaaet udi dette Seculo til med denne Stads, ſom de fleeſte Hollandſke Stæder, hvilke man over alt ſeer at Vanſlægte fra deres Forfædres Simplicitet, og forfalde til Stads og ſaadanne Leve-Maader, hvoraf fornuftige Folk ingen god Virkning ominere ſig. I min Skole-Gang begyndte man alt med Baller og Allamodiſke Assembleer at omſtøbe Indbyggerne, og har jeg ſiden fornummet, at den Borgerlige gamle Klæde-Dragt ganſke er afſkafſet.

Jeg har tilforn viiſet, at Bergens Indbyggere ingen Nation meer have efterfuldt udi Skik og Leve-Maader, end den Hollandſke, ſaa at end ogſaa de fleeſte Spil og Leeg blant Ungdommen ere Hollandſke, ſom at ſvemme, og dukke under Vandet, at lade flyve Drager i Luften, og at rende paa Skøytter, og det med ſaadan Behændighed og Konſt, at jeg aldrig paa nogen Sted har ſeet ſlige Exercitier udi ſtørre Fuldkommenhed. Med de gode Hollandſke Sæder ere ogſaa indbragte adſkillige onde, ſaa at unge Perſoner øve viſſe Licencer, ſom ere alt for meget Republicanske. I min Skole-Gang var det ikke rart at ſee et Kirke-Sogns Ungdom at føre Kriig med et andet, iligemaade at den heele latin Skole har bevæbned ſig nu mod Garpe—Geſeller og Junger paa Bryggen, nu mod Styrmands Skolen. Saaledes var det ſidſte Aar, jeg gik udi Skolen, den heele Stad bragt udi Allarm formedelſt en Tviſtighed, ſom var reiſet imellem latin Skolen og Garperne, ſaa at det kom til en Slags Bataille, ſom jeg ſelv bivaanede. Og formerede da Styrmands Skolen det tredie Corps for at give Agt paa Kriigens Udſald. Saaſom ſaadanne Kriige gemeenligen afgjordes med tørre Hugg, ſaa bekymrede Øvrigheden ſig ikke om dem at dæmpe; Tværtimod mange Borgere vare ſelv Spectateurs deraf og undertiiden gave Lectioner for deres Sønner, hvorledes de beqvemmeligen kunde forraſke deres Fiender. Den ſtørſte Excess jeg derudi haver ſeet, var at Ungdommen en gang paa Torvet oppaſſede Politiemeſter Peter Glad, og bombarderede ham med Steene, da han ſteeg udi Baaden. Men diſſe licentieuse Exercitier ere ogſaa temmeligen komne af Brug.

Blant Ungdommens uſkyldige Spil og Exercitier ere adſkillige, ſom jeg ikke har ſeet nogen andenſteds; thi en Deel ere ſaadanne, ſom ſætte den heele Stad eller i det ringeſte en heel Gade udi Bevægelſe, ſaaſom udi en Leeg, ſom man kalder at ſpille Vink, hvorudi en heel Gades Ungdom deeler ſig i visſe Bander, og posterer ſig paa viſſe Steder over alt udi Byen; item de Processioner, ſom ſkeer ved Mortens Tider, hvor en Dreng gaaer førſt ud med en Gaas paa en Stang, ſyngende en Viiſe om Mortens Gaas, og paa Vejen faaer Tilløb af andre Drenge, hvilke intonere ſamme Viiſe med ham, ſaa at inden han kommer til Bye-Enden, er han geleidet af den heele Ungdom, og all Staden er udi Sang. At ellers Ungdommen her er ſaa levende, foraarſages deraf, at mange halvvoxne Drænge have været paa fremmede Stæder, iſær udi England og Holland, hvor de frie Leve-Maader ere. Hvad Bergens Indbyggere i det øvrige udi Sæder og Leve-Maade have tilfælles med andre Norſke, vil jeg her intet tale om.

Lærdom og Boglige Konſter have i Bergen ikke været ſynderlig dyrkede; thi, ſaaſom Indbyggerne faſt alle have haft deres Tanker henvendte til Handel og Kiøbmandſkab, ſaa have de fleeſte Borgere fundet for got heller at ſætte deres Børn udi den ſtore Styrmands Skole end udi latin Skolen, ſaa at de fleeſte Disciple udi latin Skolen have beſtaaet enten af Ungdom fra Landet eller fattige Byens Børn. Dog er formedelſt Handelens Aftagen nu omſtunder ogſaa temmelig Forandring derudi giort, ſaa at man ſeer mange Kiøbmænds Børn nu aarligen at dimitteres til Kiøbenhavns Universitet.

Men, omendſkiønt Lærdom ſaa lidet haver floreret i Bergen, ſaa haver dog Staden haſt den Lykke frem for andre Danſke og Norſke Stæder, at adſkillige brave Mænd der have antegned vigtige Ting, ſom tjene til Bergens Hiſtorie, og af hvis Skrifter Mag. Edvardsen fornemmelig har betient ſig til at forfatte ſin Bergens Beſkrivelſe. I det øvrige kand man ſige, at Bergen ikke haver været det Sted, hvor lærde Folk og Philosophi kunde finde Fornøyelſe at fæſte deres Sæde, ſaaſom Staden har haft temmelig Mangel ſaa vel paa Bøger, ſom paa literate Folk. Mag Edvardsen taler vel prægtigen om det Bibliothec, ſom har været i Dom-Kirke-Capellet, men det er troligt, at det hverken har været af megen Storhed eller Vigtighed. Det var derfor underligt, at den ſtore Voyageur og Philosophus Abelin, der i lang Tiid havde opholdt ſig udi Italien, kunde persvadere ſig til at bortdrive ſin Alderdom udi Bergen. Den ſamme boede udi min Barndom der i Staden, men var kun lidet agted. Saaledes gik det ogſaa den ſtore Norſke Hiſtorie-Skriver Tormod Torvesen, hvilken boede nogle Miile fra Staden ud paa Landet, men var udi Bergen faſt ubekjendt. Men dette uanſeed, har dog Bergen haft det at berømme ſig af, ſom ingen Danſk og Norſk Stad kand viiſe, nemlig at den har produceret den ſtørſte Poëtinde, ſom de Nordiſke Riger have haft, nemlig den bekiendte Dorothea Engelbrechts Dotter, om hvilken Olaus Borrichius og andre vore Poëter har givet prægtige Vidnesbyrd og det med al Billighed: thi, endſkiønt hendes Poëtiſke Skrifter ikke have været fri for Censure i Henſeende til Reglerne, ſaa kand man dog ſige, at de ere ſaa fulde af Geiſt, og viiſt ſlige Prøver paa poetiſk Fertilitet, at faa Danſke poetiſke Skrifter kand lignes derimod. Bemældte Navnkundige Dame levede endda udi min Barndom, i Agt tagende den gamle Bergenſke Klæde-Dragt; thi jeg mindes ikke paa de Tiider at have ſeet nogen ſaaledes coëffered.

Hvad ſom udi Boglige Konſter har manglet udi Bergen har været erſtatted ved Indbyggernes Duelighed i andre Ting og deres ſærdeles Capacitet udi Handel og Vandel, ſaa at ligeſom Staden i Henſeende til dens Situation har Fordeel for alle andre Norſke Stæder, ſaa have Borgerne i Henſeende til deres Activitet Fortrin for alle andre Norſke Handels-Mænd, ſaa at Staden har ſtedſe været anſeet ſom den fornemſte høye Skole for Kiøbmænd udi Norge. Bergens Borgere have ogſaa altiid haft Reputation for Oprigtighed udi Kiøbmandſkab, ſaa at de, ſom derved ere komne i Midler og Formue, have forhvervet dem heller ved Activitet, Arbeydſomhed og Oeconomie, end ved utilladelig Negotie. De have ſtedſe været holdne for Folk af liden Facon og faa Complimenter, ſaa at det har været en Borger-Søn beſværligere at gjøre Cour eller frie til et Fruen-Timmer, end at giøre en ſpanſk Reiſe, hvorudover Forældrene ofte have maat ſlutte Partier for deres Børn og afgjøre Sagen forud, ſaa at der ſtod intet tilbage for Børnene end uden videre Ceremonie at gaae i Brude-Sæng. Vel er ſandt, at en og anden ung Kiøbmand ogſaa lægger ſig efter Galanterie, men de ſamme have af de andre været anſeet med ſkiæle Øyne. Men dette ſaa vel ſom adſkilligt andet er paa en tive Aars Tiid meget bleven forandred.

Staden har ellers i gamle Dage beſtaaet af 3. Slags Folk fornemmeligen, nemlig af de Norſke Indbyggere, de Contorſke, og et andet Tydſk Societet, kaldet de 5. Amter eller Skoemagere. Hvad de førſte angaaer, ſom egentligen kaldes Bergens Borgere, da, endſkiønt de ere indfødde Folk, ere de dog en Blanding af allehaande Slags Nationer, efterſom fremmede Kiøbmænd Tiid efter anden have gifftet ſig med Borgernes Enker og Børn, og ere blevne boeſiddende i Bergen, og kand man derfore ikke undre ſig over den Irregularitet, ſom findes ſaa vel udi Sprog ſom Leve-Maade, ſaaſom det er troligt, at enhver Fader har vildet optugte ſine Børn efter ſit Lands Maade.


  1. Holbergs egne Ord i hans latinſke Levnetsbeſkrivelſe. Endnu i 1864 udgav Profesſor Caspari paany Biſkop L. Munthes Catechismusforklaring.
  2. Norſk hiſt. Tidsſkrift 2 R. 11. S. 182 flg.
  3. Fra denne Mand nedſtammer den adelige Familie Morgenſtjerne.