Ludvig Holberg (Daae)/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Grøndahl & Søn (s. 3-6).

Vi leve i en Tid, da det bliver mere og mere almindeligt at reiſe Monumenter og at feire Jubelfeſte. Hvert Øieblik mindes vi om, at nu er det hundrede, halvhundrede eller endog kun fem og tyve Aar, ſiden den eller den Inſtitution blev til, ſaa og ſaa lang Tid er forløben, ſiden den eller hin Begivenhed fandt Sted, det er nu ſaa og ſaa længe, ſiden den eller den Mand betraadte Forfatterbanen, udnævntes til ſit førſte Embede o. ſ. v. Ofte kan man ikke værge ſig for den Tanke, at ſaadan Stads maaſke gaar vel hyppigt paa, at der ofte gjøres mere Væſen baade af Begivenheder og Perſoner, end de egentlig fortjente, og at det nok kunde være et Spørgsmaal, om det, man feſtlig erindrer, netop er det, ſom havde ſtørſt Krav paa at blive det. Mangengang hænder det ogſaa, at der ligger Partiberegninger og Sidehenſyn bag ved ſaadanne Tilſtelninger, og at de, ſom drive paa at faa dem iſtand mere tænke paa ſig ſelv og egne Interesſer end paa den eller det, ſom forherliges gjennem Taler, Sang eller Kunſtverker.

Men, dengang vi for kort Tid ſiden, den 3die December 1884, holdt en Feſt i Anledning af, at to hundrede Aar vare forløbne ſiden Ludvig Holbergs Fødſel, da var der ingen, ſom ikke følte, at vi ſkyldte ham en Tak og Ære, ſom ingen af de Forfattere, der have ſkrevet i vort Modersmaal. Ingen har nemlig i den Grad ſom han baade udviklet vort Sprog og udvidet vort Folks Synskreds. Han gik foran og brød nye Baner i de forſkjelligſte Retninger, og hvad vi hos denne ene Mand finde forenede, vilde, ſelv om det havde været fordelt paa flere Menneſker, have været tilſtrækkeligt til at ſikre hver af dem et uforglemmeligt Navn.

Det er ogſaa vanſkeligt nok hos noget fremmed Folk at finde en Forfatter, der indtager en ſaa eneſtaaende Plads i dets Udvikling, ſom Holberg indtager i vor. Men ſaa kommer hertil endnu en anden mærkelig ligeſaa eneſtaaende Kjendsgjerning. Thi ikke et, men to Folk ſamles i den ſamme Hengivenhed, den ſamme Taknemlighedsfølelſe ligeoverfor Holbergs Minde. Feſten feiredes med de ſamme Følelſer og med lige Føje i Danmark, ſom i Norge, i Kjøbenhavn og Sorø, ſom i Chriſtiania og Bergen. Dette er et ſtærkt Vidnesbyrd om, at — for at laane et Udtryk fra Welhaven:

De tvende Nordens Folk, hvem ſamme Sprog
Og Seklers Samliv inderlig forbinder,
Vil holde faſt, ſom i en Pagtens Bog
Hinandens ſtore aandelige Minder.

Det er en baade mærkelig og glædelig Kjendsgjerning, ſom herved træder frem for os. Den lader os for det førſte ſe et ſtort og følgerigt Afſnit af vor Hiſtorie i klar Belysning. Og den giver os dernæſt, hvergang vi tvinges til at huſke paa, at vort Samfund ikke hører til de ſtore, den uvurderlige Trøſt, at Danſke og Norſke ikke alene ere nærbeſlægtede af Naturen, men at de ogſaa ſtaa paa den ſamme Kulturgrund og derfor, i en Grad, ſom neppe to andre Folk i Verden, formaa at ſtøtte og paavirke hinandens Aandsliv.

Norge og Danmark have altſaa begge lige Lod og Del i Holbergs Arv. Dette kommer deraf, at han ſelv egentlig var hverken Nordmand eller Danſk, men var begge Dele i Forening. Den, ſom misforſtaar dette, misforſtaar Hiſtorien og forvexler hvad danſk og norſk har at betyde nu og hvad det havde at betyde i Holbergs egen Tid. Selv har han allermindſt kunnet ane, at der nogenſinde ſkulde kunne tvivles om hans Nationalitet. Han og hans hele Samtid anſaa nemlig Forbindelſen mellem Danmark og Norge for ligeſaa uopløſelig ſom vi anſe Forbindelſen mellem Sjelland og Fyen, mellem Thrøndelagen og Oplandene. Den oplyſte Del af begge Nationer var ogſaa i Virkeligheden ſaagodtſom et, og paa den kom det dengang an paa en ganſke anden Maade end nu.

Det forſtaar ſig, at Holberg, der allerede i ſit ſtore komiſke Heltedigt har mindet om, at han „er i Norge fød, er Paars’s Landsmand ei“, ikke ſjelden lader ſine Læſere mærke, at han er Nordmand. Han omtaler Norge i ſine ſtatiſtiſke og hiſtoriſke Skrifter med en ganſke ſæregen Varme, og gaar temmelig vidt, naar det gjælder dets Ære. Men denne hans Vedhængen ved Fødelandet er vidt forſkjellig fra de Følelſer, hvormed en Nordmand i vort Aarhundrede omfatter Norge. Hos Holberg er nemlig hans norſke Patriotisme endnu ikke ſtort andet, end en halvklar provinſiel Forkjærlighed for den Del af Datidens Helſtat, hvorfra han ſelv var udgaaet. Det hele Fædreland var for ham de to dengang forenede „Tvillingriger“. „Disſe Nationer have,“ ſiger Holberg ſelv i ſin „Danmarks og Norges geiſtlige og verdslige Stat“, „ſiden den navnkundige Forening blev ſluttet, været anſete for eet Folk.“ Og i hans Teſtament forekommer Udtrykket: „Mine Landsmænd, det er Danſke og Norſke“. Holbergs Perſonlighed er ſtærkt præget af hans norſke Herkomſt, og den Omſtændighed, at han, ſkjønt han fuldſtændig havde indlevet ſig i de danſke Forhold, dog var født udenfor dem, bidrog visſelig betydelig til at give ham det frie og uhildede Blik, hvorved han udmærkede ſig. Men paa den anden Side blev dog hans hele Gjerning kun mulig derved, at han tidlig forlod det Fødeland, hvor hans Geni dengang ikke kunde finde Udvikling eller Anvendelſe, og tog Bolig i den daværende Helſtats Hovedland. Hvorledes man anſkuer Holberg og hans rige Virkſomhed, vil man derfor altid komme tilbage til den Sandhed, at hans Storhed aldrig kan være Gjenſtand for det ene eller det andet Folks Særeie, men at han tilhører deres uſkiftelige, hiſtoriſke Fællesbo.