Ludvig Holberg (Daae)/10

From Wikikilden
Jump to navigation Jump to search
Grøndahl & Søn (s. 112-117).

Nogle Ord om Holbergs politiſke ſaavelſom ogſaa om hans religiøſe Standpunkt maa her finde ſin Plads. Men paa Forhaand vil jeg ſtærkt fremhæve, at det vilde være ligeſaa uheldigt, ſom uberettiget, ifald nogen under Nutidens Kampe og aandelige Brydninger forſøgte paa at ville hævde Holberg ſom ſin egen ſærlige Forbundsfælle. Saadant vil man ikke komme godt fra. Holbergs Tider ere ikke vore, og Ingen kan med Sikkerhed paaviſe, paa hvilket Standpunkt han vilde have befundet ſig, om han levede nu. Nærmeſt er han at betragte ſom et tveegget Sværd, ſom enhver yderligt gaaende Mand, uanſeet Standpunkt, bør vel vogte ſig for at komme nær.

Holberg var en Ven af borgerlig Lighed og hudfletter, ſom vi have ſeet, altid ubarmhjertig Rangſygen. Han holdt af Bonden og vilde gjerne have undt ham den Frigjørelſe, den ſiden blev ham tildel. Han var ogſaa i ſit Hjerte inderlig forbitret paa Cenſuren og beklagede meget dens ſkadelige Indflydelſe ſærlig paa Hiſtorieſkrivningen. Hvor forbitret han var paa umodne Domme og taabeligt Snak, ſaa han i Ytringsfriheden et uſkatterligt Gode. Han var ogſaa den beſtemteſte Tilhænger af Religionsfrihed, ihvorvel han tidt var tilbøjelig til at gjøre en Undtagelſe med de romerſke Katholiker, mod hvilke han var alt andet end venlig ſtemt. Det er overflødigt at ſige, at en Mand ſom han aldrig holdt paa det gamle, fordi det var gammelt, eller modſatte ſig det nye, fordi det var nyt. Heller ikke delte han den Anſkuelſe, ſom i hans Ungdom raadede i Danmark og Norge, at Enevoldsmagten var af guddommelig Oprindelſe. Han anſaa den derimod for at være grundet paa en Overenskomſt mellem Konge og Folk.

Men det enevældige Kongedømme var og blev dog den Statsform, ſom han anſaa for den bedſte, og hans politiſke Livsanſkuelſe var ſtedſe i ſin Grund konſervativ. Den „politiſke Kandeſtøbers“ Forfatter ſatte fremfor alt Pris paa ordnede og faſte Tilſtande og paa god Diſciplin i Staten, yndede ikke uvidende og uforſtandige Folks Vrøvl og Ræſonnement om, hvad de ikke kjendte til eller kunde bedømme. Han vilde have en ſtærk Statsmyndighed og fandt, at Regjeringen havde Ret til at gribe ind i omtrent ethvert Forhold. Ens ſtærk Kongemagt er overhoved hans politiſke Ideal, og overalt i hans hiſtoriſke Skrifter vil man finde Beviſer herfor. Han var en Tilhænger af det, ſom man ſenere har kaldet „der aufgeklärte Despotismus“, Peter Czar og ſenere Frederik II. af Preusſen forekom ham at være de ypperſte af alle Regenter. Viſtnok indrømmede han, at „et indſkrænket Monarki jo vel kan beſtaa, naar det fra Førſtningen af ſaa er indrettet og ſtedſe bliver holdt ilige Stand,“ men han ſtiller ſig dog altid tvivlſom ligeoverfor denne Statsform. Og det ſkal indrømmes, at af de Exempler paa ſaadanne Forfatninger, ſom hans Samtid kunde opviſe, var der nogle højſt advarende, ſaaledes Polens og det nærliggende Sveriges, hvis „Frihedstid“ faldt ind i Holbergs ſenere Aar.[1]

Hans Tilfredshed med den danſke Enevoldsmagt og oprigtige Hengivenhed for Kongehuſet ſinder ogſaa ſin Forklaring deri, at den danſk-norſke Stat paa den Tid virkelig i mange Henſeender frembød Samfundsforholde, der hørte til de lykkeligſte i Europa. Chriſtian V.s Lov havde fremkaldt et Retsvæſen, der i Billighed og Humanitet ſtod paa Høiden med det bedſte i ſin Tid. England kaldtes dengang Frihedens Land og indtog ganſke viſt i politiſk Henſeende en Særſtilling, men i mere end et Tilfælde vare Underſaatternes Vilkaar langt bedre i det abſolutiſtiſke Danmark-Norge end i det parlamentariſke Land paa den anden Side af Nordſøen med dets Habeas corpus—Act og dets andre Garantier for Friheden. Et Exempel vil oplyſe Tingen. I England kunde en Fordringshaver, ſaaſnart Fordringen var forfalden, uden forudgaaende Dom putte ſin Debitor i Gjældsarreſt. Der forlangtes ikke anden Bevislighed end Kreditors Godtroenhedsed. I Maaneder kunde Skyldneren ligge i Fængſel, førend hans Sag kom for, ja ſelv om Fordringens Rigtighed modbeviſtes, fik Fangen ikke ſin Frihed uden Rettergang. Ja, Kreditor havde (indtil 1759) ikke engang den Forpligtelſe at underholde ſin Gjældsfange. Hvorledes denne opholdt Livet, var ham uvedkommende, mangengang ſultede han da ogſaa ihjel. I Danmark-Norge var alt anderledes, Kreditor maatte her underholde ſin Skyldner og betale hans Fangevogter; undlod han at gjøre dette i 6 Uger, var Skyldneren fri og kunde aldrig mere fængſles for ſamme Gjæld. Overhovedet var Fængſelsvæſenet i Englaud langt mere barbariſk end hos os.[2]

Det er bekjendt nok, at Holbergs religiøſe Opfatning ikke faldt ganſke ſammen med de orthodoxe Theologers. Han var ganſke viſt af Naturen væſentlig et Forſtandsmenneſke, ſtillede ſig maaſke noget tvivlende ligeoverfor Mirakler og blev overhoved ikke nogenſinde Dogmatiker.[3]

Men fra Holbergs Standpunkt er der et meget langt Skridt til den egentlige Vantro, og det er derfor ligeſaa urigtigt, ſom det er frækt, naar den moderne Gudsfornegtelſe vil indregiſtrere Holberg blandt ſine Befordrere og Forløbere.

Man mærke ſig f. Ex. Ytringer af ham ſom disſe: „Man maa gjøre Forſkjel mellem de Ting, ſom ere over Fornuften, og imellem dem, ſom ere imod de menneſkelige almindelige Sandſer,“ — „aandelige aabenbarede Ting, ſom gaa over Fornuften, maa vi tro, omendſkjønt vi dem ikke begribe, thi ſaadanne Ting ſtride ikke imod vore Sandſer, men viſe alene, at menneſkelig Fornuft haver ſine Grændſer.“ Mellem ſaadanne Ting nævner han udtrykkelig Læren ſaavel om Chriſti Manddoms Paatagelſe, ſom om den hellige Trefoldighed.[4]

Man læſe videre: „Saaſom jeg ofte med ſtor Bekymring haver efterforſket min Saligheds Sag, ſaa haver intet glædet mig mere end at udfinde retſkafne Prøver og Bevisligheder, hvormed Munden kunde ſtoppes til paa dem, ſom ſøge at betage Menneſkene den Trøſt, ſom de have af Aabenbaringen, og det Haab om det andet Liv, ſom ſtyrker dem udi dette Livs Gjenvordigheder.“ Og videre: „Livets Korthed og Haab om et bedre Liv efter dette er min eneſte Trøſt, hvorudover jeg mere end andre foruroliges af visſe driſtige Stykker, ſom udi vor Tid komme for Lyſet, og ſom ſynes at ville betage Menneſket ſaadan Haab og Trøſt.“

Den tolerante Holberg, Religionsfrihedens Talsmand, var ſaa ſtreng ſom vel nogen mod Religionens Beſpottere. Frivole Aander kunne have godt af at læſe, hvad han ſiger om ſaadant: „Et er at ſkrive mod Religionen, et andet er at drive Spot dermed. Det førſte kan ſke udi et oprigtigt, ſkjønt vildfarende Forſæt, det andet derimod er Bevis paa Kaadhed, Ondſkab og Ugudelighed. Man maa corrigere vildfarende Menneſker med Formaninger, men Beſpottere med Riis og Svøbe. Dette ſker dog ikke, thi man pidſker, fængſlet og excommunicerer de førſte og lader de ſidſte pasſere for beaux esprits.“

Holberg har i ſine Skrifter efterladt en Skat, der endnu vinker hans Læſer i fuld Skjønhed og Friſkhed. Navnlig har han i ſine Digterverker fremſtillet et Galleri af menneſkelige Svagheder og Daarſkaber, hvori man kan ſe ſig ſelv i Speil, ſaalænge Menneſkenaturen ſelv bliver uforandret. Det var derfor at ønſke, at

dette Salt, ſom han har dybt indblandet
 i Folkets aandelige Næringsſaft,

fremdeles maa viſe ſin Kraft ogſaa paa vor egen Samtid. I vor ſtærkt opagiterede Tid har Lidenſkabelighed og Partivæſen paa en forunderlig Maade ſløvet Sandſen for det Komiſke, idet altfor mange Menneſker kritikløſt fanges af Stikordet og blive hængende i Phraſen uden at begribe dens Tomhed. Dette er en aandelig Sygdom, der for en væſentlig Del har ſin Grund i den ſlette og uſunde Læsning, ſom vor Tids Døgnpresſe kaſter ind ad enhver Port. Lægemidlet ſkulde da blandt andet være at ſøge i en Læsning af ſtik modſat Natur, en Læsning, der igjen kan vække Sandſen for det ſande, ſunde og naturlige gjennem befriende og forfriſkende Latter. I den Retning har Danmarks og Norges Literatur den Dag idag ingen Forfatter at opviſe, der maaler ſig med ham, der bærer Hædersnavnet Fader Holberg.


  1. Om Holbergs politiſke Opfatning henviſes iøvrigt til E. Holms ovenfor citerede Afhandling.
  2. Se Prof. Dr. Johannes Steenſtrups Afhandling: Borgerlig Frihed i England og i Danmark-Norge i forrige Aarhundreder, i Nordisk Tidskr., utg. af Letterstedtska Föreningen, 1885, S. 655—679.
  3. Den for citerede Gjörwell, ſom fik Holberg at læſe i en norſk Udhavn i Aaret 1750, ſkriver: Jag märkte, huru genom den flera fria och lättsinniga tankar i religionsmäl symgde sig in hos mig, besynnerligen af hans Moraliska Tankar, en bok full af skadeliga principer. Dette var början til naturalismus hos mig, och har jag altsedan ej varit i stånd at utrota detta onda utur mit hjerta, oaktadt jag i flera år rätt med alfvar arbetat herpå, utan religion och fritänkeri hafva altsedan hos mig omvexlat, dock, Gudi allena äran, altid med den förras seger. Då jag fått denna min andas första besmittelse af baron Holbergs skrifter, så må ingen förtryta på, at jag mot dem så ifrat i mina af trycket utgifna arbeten. (Samlingar till Skånska landskapens historia, III. 1875. S. 55).
  4. Se N. M. Peterſen, Bidrag til den danſke Literaturs Hiſtorie, (1ſte Udg.) IV. S. 753.