Kvæner
Som bekjendt blev i det sextende Aarhundrede en Del Kvæner eller Finner overflyttede fra Storfyrstendømmet Finland til Vermeland, og nogle af dem fandt ogsaa Veien indover den norske Grændse, hvor de bosatte sig i de dengang endnu meget store Skovstrækninger, især naturligvis i Almindingerne, hvor der var rig Anledning baade til Jagt og Braatebrænding. Endnu leve temmelig ublandede Efterkommere af disse Indvandrere i „Finskoven“ paa Østgrændsen af Solør, men ved Midten af syttende Aarhundrede fandtes der Kvæner eller „Finner“ i langt videre Udstrækning. I de Mandtalslister, der fremkaldtes ved Folketællingen i 1664–1666, vil man for nogle Præstegjelds Vedkommende finde Oplysninger om dem. Der angives 2 Familier i Nannestad, 8 i Eidsvold og Hurdalen, hvor der paa 7 Gaarde kun fandtes Finner, 1 i Grue, 6 i Hof, og paa Krogskoven 12 Familier af „Finner eller Svenske, som bruge Braate og søge til Hole Kirke“, endelig i Lier 1 finsk Husmandsfamilie. Men det er aabenbart, at der foruden de her anførte Kvæner maa have været mange flere, og at de have været udbredte paa langt flere Steder. Endog til Throndhjems Stift synes de over Østerdalen at have fundet Vei.
Finnerne vare alt andet end velkomne Gjæster i Norge, og allerede under Frederik III.s første Besøg i Landet blev der (30te August 1648) udgivet en Forordning, hvori Kongen befalede, „at de inden 4 Maaneder skulde begive sig ud af Landet eller ogsaa have forbrudt, hvis de havde med at fare.“ Herved maa der dog vel kun være sigtet til saadanne Finner, der ikke havde erhvervet Eiendom eller Bygsel, men udenvidere havde nedsat sig i Skovene.
Dette Kongebud kan i det høieste kun have bidraget til at fjerne en Del af de Fremmede, thi i 1661, da Arvehyldingen fandt Sted, klagede man meget alvorlig over dem til Kongen. De ødelagde, hed det, Skovene aldeles, udfiskede Vandene og udskjød Dyrene i Skovene, hvorfor man ansøgte om, at de maatte „afskaffes“. Den samme Aar nedsatte „almindelige Landkommission“ udtalte sig ganske paa samme Maade om „de svenske Østfinner“. De „flyttede sig fra det ene Sted til det andet, eftersom de Skovene efterhaanden afbrændte og dennem selv at flytte lystede“, og „den ringe Rugtiende, som de paa somme Steder ydede, var ikke nær at ligne mod den Skade, H. Kgl. Maj. lider paa sine Almenninger.“ Finnerne „overfore det ganske Land, rottede sig sammen til 20, 30 og mere, saa de ere formidable for Almuen, der ikke tør understaa sig at antaste dem i deres Vildnisser, da de baade ere mange i Tal og tilmed gode Skyttere.“ Finnerne udryddede ikke alene Vildt, især Elgen, og fordærvede Fiskeriet, men borttog endog Almuens Fiskeredskaber og tillod sig allehaande Overgreb Det erkjendtes, at Almuen havde lært noget af Finnerne, baade med Hensyn til Braatebrænding, Jagt og Fiskeri, men just fordi man havde aflært dem disse Kunster, vare de nu overflødige og burde fjernes. Hertil kom endelig, at Finnerne beskyldtes for at have „tjent mere vore Naboer i Feidetid med allehaande Kundskab end os.“
Klagerne over dem vedbleve imidlertid ogsaa i de følgende Aar, som man vil se af nedenstaaende Uddrag af Statholder U. F. Gyldenløves Kopibøger.
Den 14de Juni 1673 skrev Gyldenløve til Fogden i Solør og Østerdalen, Johan Steinkuhl, at der var klaget over, at Finnerne i Fogderiet „meget dristelig og uforskammet ei alene indfalde i Skovene og dem til største Upligt og Passerne til Fordærv med Braatehugst og Brænden ødelægger saa og alt Vildt skyder og forjager samt Fiskesøerne og Smaavand udfisker“; Fogden beordres derfor til at tilholde alle de Skovfinner, som ei virkelig bruge Gaarde og skatte og skylde til Kongl. Maj., at de skulle sig fra Fogderiet under vedbørlig Straf entholde og retirere. Videre skulde Fogden ikke tilbygsle eller forunde nogen Finne saadanne Skove, som dygtige til „Herrebraater“ kan eragtes. Et eller to Aar i Forveien havde der været klager over, at Finnerne i Solør og i de tilstødende svenske Distrikter laa i Strid indbyrdes og paa mange Maader fortrædigede hverandre, idet de sloges baade om Skove og om det paa Braaterne avlede Korn.
Den 27de Decbr. 1675 sendte Gyldenløve fra Akershus Befaling til en Svend Boalt, at Finnerne paa Krogskoven skulde opbydes til Vagt ved Skarebøl og forsynes med en Maaneds Proviant samt Snaphane-Geværer. I et Brev, ligeledes fra Gyldenløve, af 12te Febr. 1676 omtales en „bosiddende Finne af Norderhovs Præstegjeld Paul Keisen“, der har klaget over stor Overlast af en Jacob Bertelsen. Gyldenløve befaler derfor Jacob at forføie sig til Akershus uden Ophold, om han ei vil blive hentet paa en Maade, som ham ei skal anstaa, ligesom ogsaa Finnen tilsiges at møde.
I den følgende Tid omtales Finnerne fremdeles med Ugunst; i 1699 kaldes de „det allerskadeligste Ukrud for Landet, som nævnes kan, da de i Ufreds Tid ere de allerstørste Espioner og vide alle Gjenveie og Stier i Skovene, saa hver fattig Mand maa frygte sig for deres Overfald, Røveri og Tyveri.“ Pontoppidan bemærker i sin Norges naturlige Historie, at de Norske behandle dem, som man andensteds behandler de lumpneste Jøder. Overtroen tillagde dem derhos Trolddom og Djævelskab, idet man paa dem overførte alle de gamle Forestillinger, der knyttede sig til Navnet „Finner“.
Forøvrigt er det klart, at Finnerne paa Romerike, Krogskoven o. fl. St. nogenlunde snart ere smeltede sammen med den øvrige Befolkning, og at de kun i Solør, Vinger og Østerdalen bevarede sit Sprog og sin nationale Eiendommelighed. Efterhaanden bleve de alle fastboende, enten Selveiere eller Husmænd. Af Finnerne i Trysil har man en meget interessant Skildring i Præsten Smiths Beskrivelse af denne Bygd fra Slutningen af forrige Aarhundrede. Han anslaar deres Antal i dette Præstegjeld til halvtrediehundrede og anfører forøvrigt, at de i Regelen ere i bedre Forfatning end de Norske i Bygden, især formedelst deres Rugbraater, skjønt dog deres Fædre vare endnu mere velstaaende. Deres Klædedragt var den i Egnen almindelige, og de forstode at tale Norsk og havde lært at læse. Medens Finnerne i Solør for det meste vare Husmænd, vare de i Trysil hyppigst Selveiere eller Gaardbrugere. Præsten giver dem idet Hele et godt Vidnesbyrd for Tjenstagtighed, Godgjørenhed og Føielighed.
Om deres Vilkaar i Tiden henimod vore Dage kan henvises til Eilert Sundts „Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge“.
Af Sagn om Finnerne kjender jeg kun faa. I Nordmarken ved Christiania hørte Asbjørnsen i sin Tid Fortællinger om en „Lucas Finne, som havde boet i Fortjernbraaten og kunde saameget, at han frelste Hjorden sin for alle Slags Udyr, saa aldrig noget Kreatur blev slaaet eller revet for ham.“ Paa Finskoven i Grue har jeg selv hørt en Tradition om, at Finnerne der paa Grændsereguleringens Tid i forrige Aarhundrede holdt meget mere af den norske end den svenske Øvrighed og Styrelse og derfor ved Forhørene altid udtalte sig overensstemmende med de norske Grændsekommissærers Paastande. Det heder, at de lagde norsk Jord i sine Sko for at kunne sværge paa, at de „stode“ i Norge o. s. v. De fleste Sagn ere dog vistnok fra Hurdalen. Her fortaltes, at endog hele Sognet i sin Tid skulde have været beboet af Finner. Endnu har en Holme i Hurdalssøen Navnet Skriverholmen. Her, heder det, holdtes Ret i gamle Dage, og Finnerne kom da ogsaa did for at betale Skat. Øvrigheden var saa bange for deres store Tolleknive og skarpladte Bøsser, at de ikke turde lade mere end en eller to ad Gangen slippe ud paa Holmen. Ved Søen Øiangen paavises endnu Stenrøser, der skulle være Ruiner af Finnernes Jordgammer, ligesom ogsaa Spor af deres Rugbraater. Paa Gaardene Bratlien og Lundby, siges der, boede ligeledes Finner, og disse vare Venner, medens de levede i Fiendskab med andre Finner paa Opperud og Røsserud. Alle fire forstode de sig dog lige godt paa Trolddom og „satte Finskud“ paa hverandre eller Kreaturene. Bratlifinnen var dog den værste. Han kunde „gjøre Veir“, og man saa derfor ofte i Høaannen Solskin hos ham og Lundbyen, medens det regnede i Bygden forresten. Han kunde ogsaa lokke Fisken til sig, men naar hans Uvenner vilde forsøge, gjorde han Uveir paa Vandet. Hans Efterkommere skulle endnu leve paa Gaarden Buraas, hvis Eier (1871) var Sønnesønssøn af hin Bratlifinne. Finbraaten, Fingarn, Finlangen o. s. v. ere Navne, der endnu minde om Kvænerne.
Meddelelser fra Rigsarchivet, I. S. 41,73. Chr. Langes haandskrevne Samlinger i Rigsarchivet. T. H. Aschehoug i Norsk Tidsskr. for Vidensk. og Literatur, 2den Aarg. 1848, S. 317, 318, 325 o. s. v. Budstikken. IV. S. 358. Pontoppidan, Norges naturlige Historie„ II. S. 455. Topogr. Journal, H. 23, S. 44–63. Kraft, Top.-stat. Beskr. over Kgr. Norge, I. (ældre Udg.), S. 504. Asbjørnsen, Norske Huldreeventyr, 3. Udg., S. 96.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |