Stig Bagge
I vor Historie forekommer paa Reformationstiden ikke saa sjelden en Mand ved Navn Stig Bagge, der længe var i Henrik Krummedikes og Eske Bildes Tjeneste paa Bergenhus, senere (1536) ved den sidste af sine indflydelsesrige Herrers Hjælp selv opnaaede at forlenes med Lister Len, men omsider fik en brat Død i Nederlandene, hvorhen Christian III. havde sendt ham som Speider. Han blev nemlig her fangen under Kysten af Zeeland og lagt paa fire Steiler, hvorover Kong Christian i Skrivelser til flere fremmede Fyrster meget beklagede sig. Stigs Fader var en af og til i Diplomer forekommende Mand fra Vestlandet, Gasse Thorkelssøn, der omtrent 1530 holdt til i Mandal,[1] men synes at have havt sit egentlige Hjem i Kvinesdal. Da Sønnen var død, skrev Gasse 1543 til Eske Bilde fra sin Gaard Radefos (Rafos i Kvinesdal) et endnu bevaret Brev, hvori han ved Siden af sin Sorg ogsaa udtaler sin Stolthed over, at Sønnen havde indehavt en kongelig Forlening, og indstændig bad om at faa Lov til at beholde Lensbrevet „til en Husvalelse, paa det at Ingen udi Fremtiden, skulde tilsige min Slægt, at min Søn dette Len jo haver havt af en Konge og Herre.“ Høist sandsynlig har Gasse hørt til den synkende norske Adel og derfor ment i Lensbrevet at have et Vidnesbyrd, hvorved Slægten kunde godtgjøre sin Stand.
Som Lensmand i sin Hjemstavn paa Agdesiden var Stig Bagge en streng Herre, hvilket forresten nok kunde tiltrænges, da Almuen var meget urolig og, som stedse har været Tilfældet paa den Kant, uvillig til at betale Skatter og Ydelser. I et Nabolen, Robyggelaget, udbrød endog et Slags Opstand, der ogsaa forplantede sig ind i Stigs Len. Atten Bønder droge under Anførsel af en saakaldet „Hune“[2] til Kongsgaarden Nedenes, traf der Fogden paa Sengen og dræbte ham ved atten Saar, og droge saa mange Miles Vei til Gaarden Egeland, udentvivl Ytre-Egeland i Kvinesdal, hvor Stig boede, for ogsaa at dræbe ham. Stig Bagge var heldigvis ikke hjemme, men samlede siden Folk og tog Anføreren for Oprøret selv fjerde til Fange. De Fangne tilstode, „at det havde været deres Agt og Mening at ihjelslaa alle Fogder og Lensmænd og siden reise menig Mand og gaa al Verden rundt for at udrydde Fogderne.“ I det hele blev Stig Bagge, som Peder Claussøn bemærker, „Bønderne for stiv og lod mange oprøriske gribe og rette.“
Denne Mand, af hvis virkelige Historie her er fortalt det vigtigste, lever endnu i Sagnet i Kvinesdal. Naar man paa en Vei møder en Mand, der rider eller kjører hurtigt og kjækt, heder det: „De’ e’ kje Sti Bagge, sem kjeme?“ Paa Heien ved Rafos skal Stig have nedgravet en Kjedel Penge, „just der, hvor Solen kommer først paa og skinner længst“ o. s. v. Men foruden disse Smaastubber fortælles der ogsaa følgende Sagn, i hvilke Stigs Navn er faldet ud, men som dog aabenbart staa i Forbindelse med ham.
Et Stykke ovenfor Liknes Hovedkirke i Kvinesdal er Der en rund Aas, som heder Engelaasen, og hvorfra der er en smuk Udsigt over Dalen. Bag Aasen strækker sig en Mo, Englemoen. Her skal „paa den Tid, den gamle Kirke blev bygget“, have staaet et Slag med „Engelskmanden“, som havde gjort Indfald og brændt Skovene paa flere Heier i Omegnen. Nogle sige, at en Mand fra Gaarden Egeland anførte Kvinesdølerne og jagede Engelskmanden paa Flugt ved sammen med sine Sønner at skyde paa dem, idet de idelig red rundt en Haug, „Endeløshaugen“, og derved indbildte Fienden, at de vare stærkere i Antal, end de virkelig vare. Andre paastaa, at det var Manden paa Rafos, som var Høvding. Han var, heder det, allerede i Forveien en rig Mand og fik nu ved denne Leilighed et saa stort Bytte, at han besluttede at foretage noget Stort.
Gaarden Rafos har Navn efter Kvineselvens største Fos, Rafossen, der er vidt bekjendt i det hele Amt. Her skyder Vandet ud gjennem Klipperne, ligesom af en Rende, saa at man stundom har ligget under Fossen mellem Klippen og Vandstraalen med en Pram; naar nu Laxen sprang op i Fossen, hændte det, at den faldt i Prammen, „men det er et farligt og voveligt Fiskeri“. Det fortælles ogsaa, at en Mand forfulgte sin Broders Banemand til Rafossen, og da Banemanden ikke kunde undkomme paa anden Maade, vovede han at springe over „Struben paa Fossen, henved 12 Alne,“ og kom lykkelig over. Forfølgeren sprang efter og faldt i Vandet, men den Anden trak ham op og reddede hans Liv, hvorfor han da strax tilgav ham Broderens Drab.
Fiskeriet i Rafossen vilde nu Seierherren fra Englemoen gjøre sig rigtig fordelagtigt. Han besluttede at bruge sit Bytte til at kjøbe en uhyre Blyplade for med den at beklæde Elvebunden under Fossen og saaledes at kunne se enhver Fisk, som kom op i Hølen. For at kjøbe Blyet gjorde han en Reise til England, men da han kom did, blev han gjenkjendt af nogle af dem, han havde overvundet paa Moen, og derfor tagen tilfange og dræbt i en Spigertønde.[3]
Paa Englemoen opgraves endnu af og til gamle Vaaben. Muligens kan der i sin Tid have fundet Sted en Kamp mellem Bønderne og en engelsk eller skotsk Sørøverbande, thi saadanne Fribyttere gjorde stundom virke lig Landgang paa Vestlandet i sextende Aarhundrede; enkelte Gange greb ogsaa Almuen til Modværge, f. Ex. i 1557 ved Egersund, hvor endel franske Sørøvere bleve dræbte.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Danske Mag. VI. S. 188.
- ↑ Smlgn. Hyltén-Cavallius, Värend och Wirdarne, I. S. 50 flg.
- ↑ Allerede da første Udgave af denne Samling udkom, forstod jeg, at disse Sagns Helt maatte være Stig Bagge (se første Udg. S. 64). Det var mig derfor desto mere interessant, da jeg ganske uformodentlig fik historisk Vished for, at Stig virkelig havde drevet Laxefiskeri under Rafossen i stor Udstrækning. (Se Peder Claussøn Friis’s Samlede Skrifter, udg. af G. Storm, S. 115).