Kong Christiern den Førstes norske Historie/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
◄  V.
VII.  ►

Aabent Brud mellem de to Konger. Erik af Pommern. Svensk Indfald i Skaane 1452. Grændsekrig i Norge, i Thrøndelagen, ved Baahus og paa Hedemarken, 1452—1453. Vaabenstilstand i Stockholm den 31te Mai 1453.

Kampen mellem de to Konger var dog ingenlunde tilendebragt ved Halmstadkongressen og Norges Afstaaelse. Snarere kan man sige, at den endnu ikke var ret begyndt. Christiern havde udentvivl allerede meget snart sat sig det Maal at vinde ogsaa Sveriges Krone, og Erhvervelsen af Norge betragtede han derfor kun som det første, heldige og lovende Skridt til Fornyelsen af den store Union. Halmstadforliget havde aabnet Udsigter i denne Retning, men til at vente, indtil Karl, der vistnok var sytten Aar ældre, men dog befandt sig i Manddommens kraftigste Aar, maatte afgaa ved Døden, havde Christiern ikke Lyst. En alvorlig Krig, en ganske anden Kamp end den forholdsvis ubetydelige, som det norske Spørgsmaal havde fremkaldt, maatte altsaa forestaa. Men derved maatte Norges Skjebne paany blive usikker, thi Karls egen Fordel tilsagde ham naturligvis ikke at blive siddende rolig, indtil han blev angreben, men hellere selv at forekomme sin Fiende. Han vedblev ogsaa fremdeles at føre Titelen af Norges Konge, skjønt det danske Rigsraad efter Christierns Hjemkomst fra Norge havde gjort Indsigelse derimod i November 1450,[1] og skjønt han nu ikke mere havde noget Parti for sig blandt Nordmænd af Indflydelse. De norske Misfornøiede i Sverige have vel ogsaa med Emigranters sædvanlige Ivrighed opfordret ham til Kamp.

Ved Halmstadmødet i Mai 1450 var det, som det vil erindres, blevet bestemt, at der ved St. Hans Tid 1451 skulde holdes et nyt dansk-svensk Møde, denne Gang paa Rigernes østlige Landemærke. Det var vedtaget, at Karl under Mødet skulde opholde sig i sin Grændsestad Kalmar, Christiern i Sølvitsborg, men at deres fuldmægtige Raader skulde samles paa et beleiligt Sted midt imellem de to Byer og der bringe Sager til Afgjørelse, som man ikke havde faaet ordnet i Halmstad. Mødet kom istand, og Raaderne samledes i Aveskjær, men den Aand, som raadede der, var en anden end den, der havde besjælet Halmstadkongressen. Der havde det svenske Unionsparti spillet Mester, men nu vare Unionens Modstandere i Raadet mødte frem, thi Kong Karl vidste nu bedre, paa hvem han kunde stole eller ikke. Fra dansk Side lagdes derhos alt andet end Klogskab for Dagen, og navnlig var det et stort Misgreb, at man indlod sig paa Kjævlerier med Sverige om Dronning Dorotheas Morgengave og Livgeding af dette Rige som Kong Christophers Enke. At den juridiske Ret her har været paa hendes og hendes anden Mands Side, kan være muligt, men det Sikre er derimod, at dette ikke var Veien for Christiern til at vinde Venner i Sverige, og at ikke alene Kong Karl, men overhoved enhver redelig Svensk maatte finde det urimeligt, ja, oprørende, at man forlangte Slotte afstaaede eller store Pengesummer udbetalte til den, der hvert Øieblik kunde ville bruge dem til Angreb mod Sverige selv. Med Føie er det ogsaa blevet udtalt, at dette Møde i Aveskjær havde fordærvelige Følger for Unionen i hele den følgende Tid.[2]

Det var heller intet godt Varsel for Nordens Enhed, at dette Møde skal være endt med, at de Danske rømte af Frygt for den Overrumpling, hvad enten nu denne Frygt var beføiet eller ikke. Krigen var nu næsten at betragte som sikker, ja allerede i September samme Aar, 1451, skal der fra Norge, hvis Rigsraad forøvrigt ikke har deltaget i Forhandlingerne i Aveskjær, være skeet et Indfald i Vermeland. Det skal være udgaaet fra Viken, altsaa vistnok fra Baahus Slot, og da vel under Slotsherren Hr. Kolbjørn Gersts anførsel eller efter hans Foranstaltning, men det fik ingen Betydning, da de Norske trak sig tilbage efter nogle Plyndringer i Landet.[3] Hr. Magnus Gren, der, som fortalt, allerede 1449 paa Gotland havde vist en tvetydig Opførsel mod Karl, var nu aabenbart bleven hans Fiende og gaaet over i Christierns Tjeneste. Fra Gotland af, hvor nu Hr. Oluf Axelssøn var dansk Lensmand, gjorde Hr. Magnus et Søtog mod Østergøtlands ligeoverfor liggende Kyst.[4]

Ved denne Tid, i den anden Halvdel af 1451, have begge Nordens Konger stræbt at nærme sig den gamle Kong Erik i Pommern. Allerede i 1449 havde man i Danmark tilbudt Erik Slotte og Aarpenge for at bevæge ham til et Afkald paa sine endnu aldrig formelig opgivne Rettigheder til Fordel for Kong Christiern, uden at det dog havde ført til noget Resultat.[5] Nu sendtes i August 1451 Hr. Eggert Frille til Erik,[6] og skjønt Hensigten med denne Sendelse ikke angives, er det dog vistnok rimeligt, at en Gjenoptagelse af disse Underhandlinger har været ønsket. Ogsaa Kong Karl havde Brug for Erik. Han havde i 1450 mistet sin anden Hustru, Dronning Katharina. Hans Sønner vare samtlige døde, og han havde kun Døtre tilbage. Allerede heri laa en stærk Opfordring til nyt Ægteskab, og selvfølgelig maatte det være ham af største Vigtighed at opnaa et fyrsteligt Parti, hvorved hans og hans Hus’s Anseelse vilde styrkes betydeligt baade hjemme og ude. Nu havde den gamle Unionskonge en Frænke, for hvis Giftermaal han raadede, nemlig Sophie, eneste Barn af hans for nogle Aar siden (1447) afdøde Faderbrodersøn, Hertug Bugislav, den samme, hvem Erik med saa stor Envished og Halsstarrighed havde villet paatvinge sine Riger som sin Arving. Paa hende faldt nu Karls Tanker, og hun vilde have været ham et godt Parti. Vel kunde hun ikke arve Eriks ubetydelige bagpommerske Fyrstendømme, men hun var Enearving til hans Privatformue, og at denne ikke var ringe, kan allerede sluttes deraf, at han i 1456 kunde stille 2000 Ryttere i Marken til den tydske Ordens Undsætning, medens Høimesteren af Preussen samtidig anmodede ham om et kontant Laan af 50,000 Gylden.[7] Endnu vigtigere end disse Eriks Skatte, som han dels havde medbragt fra sine Riger, dengang han forlod dem i 1439, dels erhvervet ved sin Kaperbedrift fra Visborg, maatte det være, at mange af Eriks gamle Tilhængere vilde se Karl med andre Øine, naar han paa en Maade blev Eriks Svigersøn. Især maatte dette Giftermaal gjøre Opsigt i Norge, hvor Kronen af Flerheden betragtedes som arvelig. Men Karl var Erik i høi Grad forhadt og vovede derfor ikke ligefrem at vende sig til denne med sit Frieri, men brugte som Mellemmand Broder Alver, Dominikanernes Prior i Stockholm, hvis Gudfader Erik i sin Tid havde været, og fik ham til at sende en af sine Ordensbrødre, Olaf, afsted med Brev til Erik, der havde sit lille Hof i Stolpe. Alver talte Karls Sag med den største Iver, forsikrede, at Karls Herredømme i Sverige stod paa de bedste Fødder, at der ingenlunde var noget Brud mellem ham og Rigsraadet o. s. v., og glemte ikke at tilføie, at ved dette Giftermaal vilde Norges Forening med Sverige følge af sig selv, saa at Sophia vilde blive Dronning over to Riger.[8] Neppe vilde dette Frieri under nogen Omstændighed have ført til Noget hos en saa uforsonlig Mand som Erik, men nu faldt det Hele bort derved, at Sophia netop paa denne Tid blev bortgiftet til en af Pommerns egne indfødte Smaafyrster, Hertug Erik II, en Søn af Hertug Vartislav af Wolgast.[9] Heller ikke Christierns Henvendelse synes at have baaret nogen Frugt.

Kong Karl havde imidlertid beklaget sig over de fiendtlige Angreb paa hans Rige og faaet til Svar, at herom vilde Kongen forhandle med sit danske og norske Rigsraad i Slagelse. Der fandt ogsaa et Raadsmøde Sted i Slutningen af 1451, men her toges kun krigerske Beslutninger. At ogsaa norske Raader have været tilstede, siges udtrykkeligt. Derpaa udstedtes fra Kallundborg den 27de December Skrivelser til de kongelige Lensmænd om at udruste Mandskab. Marstrand skulde være Samlingsstedet, og Søndag efter Paaske 1452 være Samlingstiden. Vi kjende dog kun et af disse Breve, nemlig Skrivelsen til Thrøndelagens Høvedsmand, Hr. Henrik Jenssøn, hvori forlangtes 80 Mand med Skib og Proviant. Dette Brev kom ikke til sin Bestemmelse, men opsnappedes af Karl Knutssøns Folk, og denne sendte det strax i tydsk Oversættelse til Høimesteren af Preussen for at underrette denne om det Fredsbrud, som Nabokongen forberedte.[10]

Karl Knutssøn udstedte derfor ikke uden Føie en Krigserklæring mod Christiern tidlig paa Aaret 1452.[11] I dette Manifest paaberaabte han sig naturligvis de skede Brud paa den evige Fred i Halmstad og tilkjendegav sin Hensigt at gjenvinde Gotland og Norge, hvilke han formente at være ham uretfærdig frarevne.

Da denne Krigserklæring, hvis Datum ikke kjendes, blev afsendt, befandt Christiern, der neppe har ventet sig den saa snart, paa et Besøg i Wilsnack for at forhandle med tydske Fyrster. Hertug Adolf, der saa hyppig var hans politiske Raadgiver og som saadan havde været hos ham i Odense 1451 under Forhandlingerne med Hanseaterne, fulgte sin Søstersøn ogsaa ved denne Leilighed. Kongen lod her hverve Leietropper. Disse søgte han fornemmelig fra Bøhmen, der i den foregaaende Menneskealder havde været en god Krigsskole, og hvorfra nu Krigsfolk i Mængde forekomme i fremmede Krige, især i den noget senere udbrudte preussiske Trettenaarskrig, i hvilken Bøhmere under den bekjendte Ulrik Czirvenka først kjæmpede i Riddernes Tjeneste mod Polen, men derpaa, da de ikke fik sin sold, forraadte selve Marienburg og derved fremskyndede Ordenens afgjørende Nederlag. Men Hansestæderne ønskede ikke at se Christierns „Bøhmer og Dravanter“ paa sine Enemærker og hindrede deres Gjennemmarsch,[12] medens det dog lykkedes Christiern at faa andre Tropper fra Tydskland i sin Tjeneste.

Samtidig med sin Krigserklæring havde imidlertid Kong Karl foretaget alvorlige Rustninger og i Christierns Fraværelse med en meget talrig Hær gjort sit bekjendte Indfald i Skaane, som var saa føleligt for de Egne, der hjemsøgtes, at Ødelæggelsen endnu i Arild Huitfeldts Tid ikke var glemt, hvorfor Toget ogsaa nylig er blevet betegnet som „et Mordbrændertog uden Lige i Nordens Historie“.[13] Karl var dog ikke istand til at gjøre nogen varig Erobring og trak sig meget snart tilbage, hvorefter Christiern fra Halland af trængte ind i Vestergøtland, og en Flaade under Hr. Oluf Axelssøn gjorde et Angreb paa Stockholm, uden at dog heller disse Foretagender bragte nogen blivende Frugt, uden forsaavidt, at Karl fik nye Beviser paa, at han inden det høiere Aristokrati havde mange og farlige Fiender. Flere af Sveriges Magnater, saasom Thure Thuressøn, Eggert Krummedike og Lagmanden Bengt Gylta, forlode Landet og begave sig til Kong Christiern. Erkebispen havde tilstrækkelig vist, hvad han førte i sit Skjold, og en af Landets fornemste Damer, Fru Birgitte Thott, dømtes til Døden for Forræderi.

I Slutningen af 1452 og i Vinteren 1453 udstrakte Krigen sig ogsaa til Norge og berørte baade det Nordenfjeldske og Østlandet. I Thrøndelagen var den allerede flere Gange nævnte Ridder Hr. Henrik Jenssøn kongelig Lensmand. Han tilhørte en Slægt, der oprindelig hørte hjemme i Gudbrandsdalen, og som optræder først med en Fugl, senere med en Løve i gyldent Felt i sit Vaaben. Af dette sidste Mærke har Slægten i en senere Tid faaet Navnet Gyldenløve. Hr. Henrik var ogsaa en nær Frænde af Aslak Bolt, havde tjent denne lige fra sin Barndom af og modtaget Velgjerninger af ham.[14] Under Thronstriden forekommer han slet ikke og kan heller ikke antages at have hørt til det svenske Parti, idetmindste ikke til dets ivrigere Medlemmer, da Christiern i 1450 slog ham til Ridder og gav ham Len. Ved Hr. Henriks Side stod Olaf Throndssøn, Domkapitlets bekjendte Candidat til Erkestolen. De nævnes begge „Høvedsmænd paa Kongens Vegne“.[15] Det er heraf tydeligt, at Magister Olaf allerede nu forestod Stiftets Besiddelser og varetog dets Rettigheder overhoved, en Stilling han maaske har indehavt lige siden 1450, da Marcellus aldrig nogensinde blev bofast i Throndhjem, og i hvilken vi siden finde Olaf i en Brekke af Aar, indtil han omsider selv blev Erkebiskop. Allerede nu var nemlig Erkebiskoppen stadig forlenet med en Del af Thrøndelagen og navnlig vistnok med Throndhjems By, og over disse Len har da Olaf Throndssøn havt Befalingen.

De to Høvdinger bleve imidlertid i Slutningen af 1452 overraskede ved et pludseligt Indfald fra Sverige under anførsel af Hr. Jørgen (Ørjan) Karlssøn, der hørte hjemme paa Hof i Jemteland og var en meget betroet Tilhænger af Karl Knutssøn, af hvem han vistnok ogsaa er slaaet til Ridder, sandsynligvis i Throndhjem.[16] Jørgen har aabenbart ikke fundet nogen Modstand og kunde derfor endog tage saavel Hr. Henrik som Mag. Olaf til Fange.

I nogen Tid opførte nu Jørgen Karlssøn sig som Herre i Thrøndelagen, hvor han tvang Almuen til atter at hylde Kong Karl og tillige skal have øvet Plyndringer og Hærverk. Men hans Herredømme blev ikke langvarigt. Ligesom i det følgende Aarhundrede, i Syvaarskrigen, Claude Collarts Regimente fik en brat Ende ved Erik Munk fra Bergen, saaledes udgik ogsaa nu fra denne Stad et Tog til at rense Thrøndelagen for Fiender. Hr. Olaf Nilssøn og hans stadige Ledsager, Broderen Peder, stode i Spidsen for denne Udrustning. Jørgen Karlssøn maatte gaa tilbage over Fjeldene, men kunde dog føre sine to fornemme Fanger med sig.[17]

Ogsaa det søndenfjeldske Norge havde de Svenske til Hensigt at anfalde, og navnlig synes de at have søgt at bemægtige sig Baahus Slot, have maaske ogsaa begyndt at beleire det. Derfor sendte Kong Christiern i December 1452 Hr. Eggert Frille til denne Del af Norge med udstrakte Fuldmagter.[18] Eggert forblev en god Stund paa denne Kant og har vel formaaet her at holde Fienden stangen.

I Begyndelsen af det nye Aar 1453 aabnedes imidlertid Fredsunderhandlinger i Vadstena, hvor Hr. Ivar Axelssøn og Hr. Claus Rønnow mødte paa Christierns Vegne og aftalte en Vaabenstilstand den 28de Januar. Den skulde gjelde indtil 1ste Mai s. A., men allerede 11te Marts skulde et Møde træde sammen i Halmstad for at forhandle om en fast Fred. Mellem Sverige og Danmark skulde Stilstanden strax træde i Kraft,ligesaa i det søndenfjeldske Norge, og Jørgen Karlssøn, hvis han befandt sig i Jemteland, Herjedalen eller Thrøndelagen, skulde snarest muligt underrettes om, hvad der var besluttet, for at ogsaa Fiendtlighederne nordenfjelds kunde faa en Ende.[19]

Men Jørgen Karlssøn ændsede ikke Vaabenstilstanden. Tvertimod gjorde han kort efter Paasketid, hvilken indfaldt i de første Dage af April, et nyt Indfald i Thrøndelagen. Snart maatte han dog, efter at have tabt en stor Del af sine Folk, tage Flugten „til skov og Mark“ med sit selskab, thi hr. Olaf og hr. Peder Nilssøn kom paany til Throndhjem ved St. Jørgens Dags Tid (23de April) og samtidig eller kort efter ogsaa flere andre Medlemmer af Raadet, Henrik Kalteisen, om hvem senere, Biskopperne Thorleif af Bergen og Jens af Færøerne samt Hr. Hans Krukow.[20] Tidsfristen mellem det sidste Indfald og Hr. Olafs Ankomst er dog saa kort, at Rigsraaderne udentvivl have havt andre Grunde til sin Reise og dengang, de droge ud fra Bergen, maaske ikke engang vidste Besked om de fornyede Fiendtligheder.

De saaledes fra Throndhjem fordrevne Svenske begave sig imidlertid ikke denne Gang tilbage til Sverige, men trak sig med Levningerne af sin Magt sydover til Hamar, hvor de bemægtigede sig Bispegaarden, hvilken allerede dengang synes at have været vel befæstet og forsynet med et stærkt Taarn.[21] Biskoppen sammesteds, Gunnar Thorgardssøn, havde, som vi vide, tidligere været en ivrig Tilhænger af Kong Karl og var udebleven fra Kroningen 1450, og det er ogsaa, som det Følgende vil vise, ikke umuligt, at han ved denne Leilighed kan have lagt et lignende Sindelag for Dagen. Men de Svenske bleve ikke længere Herrer paa Hamar, end de havde været det i Throndhjem. Der blev fra Oslo truffet kraftige Forholdsregler til at fordrive dem. Hr. Hartvig Krummedikes Foged, Borgerskabet i Oslo[22] og en forøvrigt ubekjendt Mand, Hans Jyde, (sandsynligvis anfører for nogle opsendte danske Tropper) med Følge satte sig i Bevægelse mod Hamar, gjenerobrede Bispegaarden og „grebe og sloge saa mange der vare“.[23]

Hr. Olaf Nilssøn fandt det, inden han forlod Thrøndelagen, nødvendigt at bestyrke Almuen i dens Troskab mod sin Konge. Til den Ende indkaldte han Repræsentanter fra de thrønderske Fylker til et Møde i Erkebispegaarden den 1ste Juni 1453. Der mødte tre af Eynafylke, tre af Værdalen, tre af Skaun, tre af Stjørdalen, en af Frosten, to af Strinden, tre af Gauldalen, tre af Orkedalen og tre af Naumdalen. Olaf forlangte her en Erklæring af disse fire og tyve, om hvem de holdt for Norges lovlige Konge, Christiern eller Karl. Svaret, der giver en Udsigt over de sidste Aars Begivenheder, stemmer i alt væsentligt overens med den Erklæring af 1ste August 1450, som afgaves af Rigsraadet ved Christierns Kroning, hvilket Dokument vistnok ogsaa er lagt til Grund for, hvad der nu lagdes Almuen i Munden.[24]

Samme Dag, 1ste Juni, blev i Stockholm Hr. Henrik Jenssøn udfriet af sit Fangenskab, men kun mod en Løsesum af 800 rhinske Gylden, for hvilken Sum tolv svenske Adelsmænd gik i Borgen.[25] Han er derpaa vendt hjem til Norge og Mag. Olaf rimeligvis i hans Følge eller i ethvert Fald snart efter. Selvfølgelig har han havt Ret til at fordre, at hans Herre, Kong Christiern, i hvis Tjeneste han havde paadraget sig Fangenskabet, skulde betale, men som bekjendt var Kongen i Regelen i Pengetrang, og dette skede ikke. Omsider blev efter mange Aars Forløb Hr. Henrik gjort skadesløs derved, at Christiern 1464 overlod ham Stjørdalsfylke som brugeligt Pant for Summen.[26] Efter al Rimelighed beholdt Hr. Henriks Søn Nils, der siden bar Titel af Norges Riges Hofmester, og efter dennes Død Enken, den bekjendte Fru Inger Ottesdatter, Stjørdalen som Pantelen lige ned i Christian III’s Dage.[27]

Stilstanden mellem Rigerne var ved ny Dagthingning i Stockholm den 31te Mai 1453 bleven forlænget til Pintsetid 1455 og et nyt Grændsemøde mellem Kongerne berammet til Midsommer 1454. Stilstanden bestemte, at enhver af Kongerne skulde beholde, hvad han for Tiden havde inde. Lensmanden paa Ekholm i Vestergøtland fik frit Valg mellem at overgive sit Len til Kong Christiern eller Kong Karl, og samme Frihed fik ogsaa Borgerne i Lødøse, som Eggert Frille havde besat. De Danske synes at have beholdt et Stykke af Smaaland, Sverige en Del af Blekinge. Norge blev i Christierns Hænder, dog rimeligvis med Undtagelse af Jemteland og Herjedalen.[28]

Trods denne Stilstand skede der dog ved Mikkelsdags Tid 1453 et Indfald i Nordland fra svensk Side. En vis Jusse Pederssøn, der maatte tilstaa, at han var vidende om Stilstanden mellem Kongerne, havde grebet nogle af Ivar Jenssøns, formodentlig en Fogeds, Svende, begaaet Røveri i Skrovens Fiskevær i Lofoten og ihjelslaaet en af Hr. Olaf Nilssøns Fogden Thorkel Skruff, tilligemed flere andre Personer. Han faldt imidlertid i Hr. Henrik Jenssøns Fangenskab, forhørtes og bekjendte sine Bedrifter i Throndhjem i April 1454.[29]


  1. Hadorph, II, S. 178—179.
  2. C. Paludan-Müller, De første Konger af det Oldenborgske Hus, S. 37. Om Mødet selv se Lüb. Chron., hg. v. Grautoff, II, S. 143.
  3. Rimkrøniken, Klemmings Udg., II, S. 291.
  4. Sammesteds.
  5. Mandag efter Ascens. (26de Mai) 1449 skriver Høimesteren af Preussen fra Danzig til Liflands Gebietiger, at Kong Erik er draget afsted til sit Arveland i Pommern, men at de fra Danmark hjemvendte preussiske Gesandter fortælle, at Erik til anstundende St. Hans Dag skulde komme til Danmark igjen, hvor man vilde give ham tre Slotte og 10,000 Gylden om Aaret. (Afskr. fra Königsberg i Geh.-Archivet).
  6. Dipl. Chr. Primi, p. 37.
  7. Brev fra Høimesteren til Hans v. Beneken, Marienburg 20de Juni 1456. (Afskr. fra Königsberg i Geh.-Archivet).
  8. Brevet, dateret St. Martins Dag (11te Nov.) 1451, findes i Original i Archivet i Stettin og er trykt i Jahns Danmarks polit.-milit. Historie, S. 535—536.
  9. Kantzows Pomerania, hg. v. Kozegarten, II, Greifswald, 1817, S. 75. Berekmanns Stralsundische Chronik, hg. v. Mohnike u. Zober, S. 196.
  10. Brevet er trykt hos Styffe, l. c. III, S. 40—42.
  11. Styffe, l. c. III, S. 42 fgg. i en tydsk Oversættelse, meddelt Høimesteren af Preussen.
  12. Lüb. Chron., hg. v. Grautoff, II, S. 147.
  13. C. Paludan-Huller, De første Konger af den Oldenborgske Slægt, S. 58. De bedste Oplysninger om Toget findes hos Styffe, l. c. III, L seg.
  14. Dipl. Norv. V, S. 527. Til Oversigt hidsættes følgende Slægttavle:
    Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
  15. Dipl. Norv. VIII, S. 382.
  16. I Norge erkjendtes han derfor ikke ved denne Tid som Ridder. Udentvivl har den i Christiern II’s tidligere Historie sørgeligt bekjendte Hamarbisp, Karl Jemte, været en nær Frænde af Jørgen Karlssøn, rimeligvis hans Brodersøn.
  17. Dipl. Norv. VIII, S. 382.
  18. Dipl. Norv. VIII, S. 379. (Brev fra Kong Christiern, Kjøbenhavn 16de December 1452).
  19. Dipl. Chr. Primi, p. 46—47.
  20. Dipl. Norv. VIII, S. 382.
  21. N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 74—75.
  22. I Christiern II’s Ungdom hed det (1508), at Oslo By i sin Velmagt, det vil sige, før Rostokkerne tilreve sig al Handelen, havde kunnet, stille „fem eller sex hundrede rige og velemnede Mænd, Norges Rige til Hjelp, Trøst og Bestand, naar behov gjordes.“ (Dipl. Norv. III, S. 753). Maaske kan der ved denne Ytring have været tænkt paa denne Begivenhed, udentvivl en af Borgernes faa krigerske Bedrifter.
  23. Disse hidtil ganske ubekjendte Træk skyldes et i Geheimearchivet (Samlingen „Personalia“) bevaret Stykke af et egenhændigt Brev fra Eggert Frille til hans Hustru, dat. Lødøse 19de Juni (1453). Det stemmer forsaavidt ikke ganske overens med Dipl. Norv. VIII, No. 349, som Hr. Eggert kun omtaler et Indfald af Jørgen Karlssøn, i hvilken Henseende det throndhjemske Brev naturligvis maa tillægges størst Troværdighed. Den endnu existerende Del af Brevet, der er mig meddelt af Archivassistent Frederik Krarup, lyder saaledes:
    — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
    „at Antonia skal lades met øl oc spysning och skal efft … ort folk som ær j then Østræ seyen, thet holt hemelige hoss thic; jtem ma thu vithe, at Cristoffer kom met synæ metfølgære j fredags til Mastranden, oc haue wij ecke en fongit hiid til byen ther aff swa got som en Lubisk. Jtem Kong Karls folk røcthe jn i vinters j Trondheem, grebe mæstær Olæff oc Hr. Hinric Jenssen oc wnnæ konijncs garden oc bisp garden. Sanctæ jøriæs dag kom Hr. Olæff Nielssen hoss them, oc hauer slagit oc gripit mestædelen alle sammen, nogen flyde ther burt, the komme ther effther pa biscopens gard j Hamer, oc wnnæ then etc. Hr. Hartwicts foghit, borgærnæ aff Osloo oc Hans Jüde met syth sælæskapp rocthe til them, wnne garden jgen, grebe oc slogæ swa mangæ ther var. Jec hauer oc scriffuit Skelm til, vm han hauer betalit thic the penningæ som thu lenttæ mich, før jec vd for. Jtem hauer thu ecke sent mich grønt jngeferd, tha sent mich nw, oc senth mich WIII alne grønt klæde mynæ smasvæne til husser. Gud almectiigeste befale jec thic, myn dotter oc alle vore vene. Script. Lodosie die beatorum martyrum Geruasii et Prothasij meo sub sigillo.
    Eggert Frillæ riddere
    thyn kære husbonde.
    Udskrift:
    Myn kære husfrw Annæ Jwersdotther komme thette breff.
  24. Dipl. Norv. VIII, S. 380 fgg.
  25. Samling af åtskillige Handlingar &c., utg. af Sven Bring (Lagerbring), II, Lund 1754, S. 246.
  26. Dipl. Norv. III, S. 630.
  27. Se mine Oplysninger i Norsk hist. Tidsskr. III, S. 355.
  28. Hadorph, II, S. 182. Dipl. Chr. Primi, p. 50—51. Styffe, l. c. III, LXVIII sqq.
  29. Dipl. Norv. I, S. 607. At der ved „Sancti Mikkels Tid“ bør forstaaes den egentlige Mikkelsmesse om Høsten, og ikke Mich. apparitio (8de Mai), forekommer mig rimeligt, skjønt Styffe (l. c. III, LXVI) synes at holde paa Mai.