Hopp til innhold

Kong Christiern den Førstes norske Historie/7

Legg til lenke
Fra Wikikilden
◄  VI.
VIII.  ►

Kong Christiern besøger Bergen i Efteraaret 1453, ledsaget af Dronning Dorothea. Hr. Olaf Nilssøn. Han afsættes som Lensmand i Bergen. Henrik Kalteisen, der var udnævnt til Erkebiskop af Paven, nedlægger sin Værdighed. Hans og Marcellus’s senere Skjæbne. Kongen drager til Oslo. Hartvig Krummedike og Biskop Gunnar paa Hamar. Gunnar Holk Biskop i Oslos og Ivar Vikingssøn Kantsler. Kongen vender i Begyndelsen af 1454 tilbage til Danmark.

I sin norske Haandfæstning havde Christiern lovet at besøge Norge hvert tredie Aar, og i 1453 skulde altsaa Tiden være kommen til en ny Norgesreise. Denne kom ogsaa istand, dog neppe af Hensyn til hin Haandfæstnings Bestemmelse, der i den følgende Tid stadig blev tilsidesat, men fordi vigtige Regjeringsanliggender just i dette Aar gjorde Kongens Nærværelse i Norge uomgjængelig nødvendig. Hans unge Dronning gjorde ham Følge,[1] hvilket var noget ganske usædvanligt for Nordmændene. De havde ikke seet en Dronning i sit Land siden den store Margaretas Dage og fik heller ikke i den paafølgende Tid Besøg af nogen saadan førend i 1610, da Christian IV medbragte sin Dronning, den brandenburgske Anna Catharina, til Sønnens Hylding i Oslo.[2] Men Dorothea var ogsaa en Dame, der synes at have havt særlig Lyst til at reise, ja hun drog endog i sine ældre Aar, hvad ingen anden dansk-norsk Dronning har kunnet rose sig af, to Gange til Rom.[3]

Vi finde Christiern i Bergen i de første Dage af Oktober. Foruden af Dronningen var han ledsaget af den danske Rigshofmester, Hr. Nils Erikssøn Rosenkrands, og Rigsraaderne Hr. Joachim Fleming og Hr. Strange Nilssøn, og selvfølgelig indfandt ogsaa endel af hans norske Raad sig hos ham. Den første Sag, som skulde bringes i Orden, angik Hanseaterne. Mellem dem og den kongelige Lensmand i Bergen, Hr. Olaf Nilssøn, havde der i mange Aar hersket Uvenskab og Ufred, og det var nu kommet saavidt, at Tilstanden ikke mere var holdbar.

Hr. Olaf, hvem vi allerede flere Gange have havt Leilighed til at nævne, er unegtelig en af de mærkeligste Mænd i den norske Historie i den hele Unionstid, men hans Historie vil dog, som de fleste samtidige Personers, aldrig blive fuldt opklaret. Vi vide ikke engang, hvis Søn han var, ja der er i den foregaaende Generation ingen Nils, hvem man med nogen sandsynlighed kan gjette paa som hans Fader. Vaabenet er det temmelig hyppig forekommende Brems- eller Skanke-Mærke, et rødt Ben med Støvle og forgyldt spore. Han maa antages for Nordmand, især af den Grund, at han ikke kan have faaet Adgang til vort Land gjennem norsk Giftermaal. Hans Hustru, Fru Elitsa Eskildsdatter, med hvem han allerede 1430 var gift,[4] var nemlig udentvivl dansk, maaske fra Gunderslevholm, da denne Gaard siden tilhørte Sønnen. I Olafs Følge forekommer i hans sidste Aar næsten uadskillelig Broderen Hr. Peder, om hvem forøvrigt saagodtsom Intet vides. Om den „velb. Mand Olaf Niklissøn“, der i 1424 omtales som „Kongens“ Lagmand i Throndhjem,[5] er den samme, om hvem vi her tale, er uvist, men noget senere finde vi Olaf Nilssøn i Erik af Pommerns Tjeneste som en dristig og heldig Søkriger i Østersøen. I Aarene 1427—1431 har han nemlig mindst tre Gange kjæmpet med Hanseaterne og hver Gang frataget disse et Skib.[6] I 1437 nævnes han som Eriks Tjener og Hofsinde,[7] og omtrent ved samme Tid skal han paa dennes Befaling have ladet den ulykkelige Amund Sigurds søn brænde. I Eriks sidste Regjeringstid blev Olaf forlenet med Bergens Kongsgaard og tillige Hirdstjore paa Island, hvilken Titel han førte allerede 1439,[8] uden dog, som det synes, i Virkeligheden at have faaet nogen Magt paa Øen, der i hele Christophers Tid lader til at have befundet sig i halv anarchisk Tilstand. Ved Christophers Kroning 1442 blev Olaf Ridder og nød stor Anseelse ogsaa hos sin nye Konge, der i 1444 lod ham i sit eget Sted tage Forsædet ved Retterthingene.[9] Olafs Forhold under Thronstriden efter Christophers Død kjende vi allerede, ligesom vi have hørt, at han nys havde tilbagedrevet to svenske Indfald i Thrøndelagen. Hans Hovedgaard i Norge laa paa den frugtbare lille Ø Tolga eller Talgøen[10] i Buknfjorden ved Stavanger. Paa denne Øs største Eiendom, der fremdeles udmærkelsesvis benævnes „Gaarden“, stod endnu for en Menneskealder siden Ruiner af en Stenbygning, 30 Skridt lang, 14 Skridt bred, og med en Brønd i det ene Hjørne,[11] rimeligvis Levninger af Hr. Olafs Borg. Paa hvilken Maade han er kommen i Besiddelse af denne Gaard, er ubekjendt, men det tør hænde, at Erik af Pommern har overladt ham den, thi den var i Begyndelsen af Aarhundredet inddragen under Kronen.[12]

Hanseaterne havde, medens deres heftige Kamp med Kong Erik stod paa, i sex Aar maattet holde sig borte fra Bergen (1427—1433),[13] kun med Undtagelse af Bremen, der nu, som ved flere Leiligheder, skilte sig fra sine Søsterstæder og derfor ved et særligt Privilegium af Erik fik Lov til at fortsætte den bergenske Handel,[14] uden at det dog vides, i hvilken Udstrækning de have benyttet Tilladelsen. I denne Tid indtraf, som bekjendt, Vitaliebrødrenes to sidste Plyndringstog til Bergen 1428—1429,[15] der synes at have svækket denne Stads indfødte Borgerskab i en saadan Grad, at det herefter næsten var ganske afmægtigt til al Concurrence med de fremmede, hvorfor ogsaa disse efter sin Tilbagekomst opførte sig endnu mere hensynsløst og overmodigt end tilforn. I Olaf Nilssøn fandt Hanseaterne imidlertid ikke alene en Modstander, men en Mand, der ligefrem hadede dem og udentvivl har indsuget sit bitre Fiendskab imod dem allerede i de Aar, han i Kong Eriks Tjeneste kjæmpede mod dem i Østersøen. Om Olaf har næret det Ønske at fremkalde eller fornye en selvstændig norsk Handelsrørelse, er uvist, ja endog lidet sandsynligt, da neppe nogen ved den Tid har tænkt saa langt eller dristigt, men Hanseaterne søgte han i ethvert Tilfælde paa alle Maader at fortrædige, og disse sparede heller ikke ham, hvorfor det allerede i 1446 var kommet saavidt, at han ikke ansaa sig sikker for sit Liv.[16] I det følgende Aar havde Tydskerne ogsaa virkelig med væbnet Haand brudt ind i Munkelivs Klosterkirke, udtaget to af Olafs Mænd og dræbt den ene,[17] medens heller ikke Olaf paa sin Side blev Svar skyldig. Tilstandene i Bergen bleve saaledes omsider uudholdelige, og klagerne herover have været en væsentlig Foranledning til Christierns ovennævnte Norgesreise. I hvilket Forhold Olaf har staaet til den indfødte Befolkning i sine Len, vide vi ikke. Fra tydsk Side heder det, at han har været hensynsløs ogsaa mod Nordmændene og tilladt sig store Udpresninger i Landet.

En tydsk Krønike fortæller, at Hr. Olaf ved Christierns Ankomst til Norge havde begivet sig bort fra Bergen til et fjerntliggende Munkekloster, der laa paa en Ø, og hvorhen „Kongen ikke kunde følge ham“, og at han først forlod dette Tilflugtssted, efter at denne, havde givet ham Leide, hvilket dog skulde være skeet, førend Christiern naaede Bergen.[18] Men hvad enten nu denne noget underlige Beretning er sand eller ikke, vare ialfald Hr. Olaf og hans Broder Hr. Peder hos Christiern i Bergen den 2den Oktober 1453. Der holdtes paa denne Dag et Møde i Talestuen i Sortebrødreklostret, hvor norske og danske Rigsraader vare tilstede, og hvor Hanseaternes Mellemværende med Hr. Olaf og hans Broder kom under Forhandling og Bestemmelser vedtoges for at bilægge Tvistemaalene.[19] Samtidig, ja rimeligvis samme Dag, afsatte imidlertid Kongen Hr. Olaf fra hans Embede.[20] Hans Eftermand blev den tidligere nævnte svenske Ridder Hr. Magnus Gren, der allerede otte Dage efter dette Møde optræder som Fehirde i Bergen. Ved at give denne Mand norsk Forlening kunde Christiern synes at have overtraadt sin Haandfæstnings Bud, men rimeligvis har Hr. Magnus Gren allerede nu været forlovet med den norske Arving, med hvis Haand han tillige opnaaede Indfødsret, nemlig Jomfru Gertrud Narvesdatter (af de saakaldte yngre Rømere), en Stifdatter af Hr. Henrik Jenssøn, med hvem hun forøvrigt kort efter kom i en Retstvist om Østraat Gaard.[21] Hr. Magnus synes at have faaet en Art overordnet Myndighed i hele det nordenfjeldske Norge, thi idet Kongen den 10de Oktober udstedte et Brev til Almuen i Thrøndelagen med Tilsagn om sin Beskyttelse mod alle Udpresninger saavel fra geistlige som verdslige Høvdingers Side, henviste han dem til Magnus Gren som den, hos hvem de til enhver Tid kunde søge Hjelp og Trøst.[22]

Samtidig sees Kongen at have udnævnt Hartvig Krummedike til Norges Riges Hofmester. Hr. Sigurd Jenssøn, der siden December 1452 ikke oftere nævnes, men dengang endnu kalder sig Norges Høvedsmand, var udentvivl nylig afgaaet ved Døden, og Hartvig er altsaa paa en Maade bleven hans Eftermand. Han nævnes dog for det første kun under dette Ophold i Bergen[23] med sin nye Titel og har, saavidt vides, aldrig oftere benyttet den, uden maaske nogle Aar senere, 1457. Titelen hvilede derefter, indtil i det følgende Aarhundrede endnu engang en Adelsmand fik det da fuldkommen betydningsløse Navn af Norges Riges Hofmester.

Vigtigst af alle norske Anliggender var dog for Øieblikket Spørgsmaalet om Besættelsen af Throndhjems Erkebispestol. Som det vil erindres, havde Kongen i 1450 ladet Domkapitlet postulere Marcellus, og denne havde, efterat have gjort Kongen store Løfter, begivet sig til Rom for at søge Confirmation. Men denne Reise blev saare uheldig. Paven vilde ikke bekræfte hans Valg, og da Marcellus paa Tilbageveien kom til Køln, hvor han fremdeles synes at have optraadt med Fordring paa erkebiskoppelig Rang, maatte han her i 1451 døie de største Gjenvordigheder. Den pavelige Legat, Nicolaus v. Cusa, der kjendte Marcellus og hans mange mislige Bedrifter, udbad sig Raadets Hjelp til at sætte ham i geistligt Fængsel, og efter Marcellus’s egen Beretning trængte Byens Constabler og nogle Borgere med Magt ind i hans Bolig, kastede ham til Jorden, mishandlede ham og førte ham i Fangenskab, idet hans Eiendele plyndredes. Han fandt imidlertid Leilighed til at undfly „ved egen Kunst og Fornuft“ og kom tilbage til Norden, hvor hans Klager for Christiern bevirkede et Brud mellem denne og Staden Køln, hvoraf adskillige Forviklinger bleve Følgen.[24] Derimod valgte Paven selv ved Provision en ny Erkebiskop af Throndhjem, nemlig Dominikanerbroderen Mag. theol. Henrik Kalteisen, en Tydsker fra Koblenz, der tidlig var indtraadt i hin Orden, havde studeret i Wien og Køln og været Lærer ved Universitetet i den sidste Stad, senere havde hørt til det pavelige Parti ved Conciliet i Basel og endelig var bleven Magister palatii i Rom, efterat have været anvendt i Gesandtskaber, f. Ex. til Universitetet i Køln.[25] Under 27de Februar 1451 meddelte Paven ham den formelige Udnævnelse og ledsagede den med Breve til Kong Christiern, den norske Kirkes Lydbiskopper, Nidaros’s Kapitel, samt Stiftets Geistlighed og Almue.[26] Efter den canoniske Rets Bestemmelser har der neppe kunnet indvendes noget imod denne Pavens Handlemaade, thi ved at postulere Marcellus, en allerede til anden Bispestol indviet Mand, havde Throndhjems Kapitel selv bragt Sagen ind under pavelig Afgjørelse. Naar saa Paven forkastede Postulationen, hvortil han i ethvert Fald var berettiget, og hvortil han i dette Tilfælde, da det gjaldt en Person som Marcellus, maatte synes at have en særegen Opfordring, da tilkom det Paven selv at raade for Embedets Besættelse.[27]

Henrik Kalteisen reiste nu til Norden, hvor han først forestillede sig for Kong Christiern, 1452. Til at stemme Kongen velvillig for ham har det uden Tvivl bidraget ikke lidet, at Kalteisen vidste at oplyse ham om Kong Karl Knutssøns Intriger imod ham ved Pavehoffet, ligesom han ganske vist har følt det som en betænkelig Sag ligefrem at modsætte sig Pavens Vilje. Han havde for Øieblikket ikke sit norske Raad hos sig og raadførte sig derfor med det tilstedeværende danske. Resultatet blev da, at han erkjendte Kalteisen, som Norges Erkebiskop, lod ham aflægge Ed som Medlem af Norges Rigsraad og medgav ham et Brev til Throndhjems Domkapitel, udstedt i Kjøbenhavn 30te August 1452.[28]

Senere begav da Kalteisen sig til Norge og var i Februar 1453 kommen til Bergen, hvorfra han ved denne Tid udstedte den sædvanlige Opfordring til Geistligheden i sin Provinds’s Stifter om at yde ham den en nyvalgt Erkebiskop tilkommende subsidium pallii.[29] Endnu 25de April var han i Bergen og udstedte der et Brev om de islandske Forholde,[30] men længere ud paa Vaaren drog han til sit Sæde i Throndhjem, i Følge med eller dog omtrent samtidig med to af sine Suffraganbispen Thorleif af Bergen og Jens af Færøerne, Provsten i Apostelkirken, Alf, samt Ridderne Olaf Nilssøn, Peder Nilssøn og Hans Krukow. Mellem disse Rigsraader nævnes han (1ste Juni 1453) overensstemmende med sin Rang som den første, og det kan ikke være tvivlsomt, at han af dem er bleven anerkjendt som Erkebiskop, ligesom han allerede før var bleven det af Kongen.[31]

Nu, under Christierns Ophold i Bergen, kun faa Maaneder efter, at vi have seet Henrik Kalteisen som tilstedeværende ved sit Sæde, finde vi ham atter i Bergen, men som den, der allerede har resigneret sit Embede. Den 15de Oktober 1453 udstedte fire norske Rigsraader, nemlig den Matthæus, der gjorde Fordring paa Holes Bispestol, Sigurd Bjørnssøn, hidtil Erkepræst i Oslo, men nu udvalgt Biskop af Stavanger, Hr. Hartvig Krummedike og Hr. Magnus Gran, Høvedsmand i Bergen, som det heder i det hele norske Rigsraads Navn, en Skrivelse til Paven, der skulde overbringes denne ved to Geistlige, Tydskeren Daniel Kepken (de Nulant), der var bleven anbragt som Kannik i Throndhjems Kapitel, men vistnok aldrig havde sit Ophold der og egentlig kun var en af Kongens Cancellister,[32] og Magnus Krafse, en dansk Hofgeistlig. I dette Brev gjøres først opmærksom paa, at Kongen den Gang, da Kalteisen forestillede sig for ham som Erkebiskop, ikke havde nogen af sit norske Raad hos sig, men kun sit danske, „hvem denne Sag var aldeles uvedkommende“. Dernæst fortælles der, at Kalteisens Antagelse i Embedet har hos hele den norske Almenhed vakt den høieste Forbitrelse mod Kongen, som ved sin Ed har forpligtet sig til ikke at antage Udlændinge uden Rigsraadets Samtykke. Endvidere, heder det i Brevet, „var der skeet et saa heftigt Oprør mod Henrik, at Kongens Embedsmænd med Nød og neppe formaaede at udrive ham af Oprørernes Hænder“. Ja, Forbitrelsen var saa stor, at hele Norges Riges Almenhed var bestemt paa hellere at finde sig i Død, Ulykke og Tilbagefald fra Troen end at taale Broder Henrik Kalteisen eller nogen anden Biskop, som ikke var valgt af Kirken og kaldet af Kongedømmet, og saadant var heller ikke retfærdigt, hverken mod Kongerne og Fyrsterne, som med stor Bekostning havde grundet Kirkerne, eller mod dem, som havde tilbragt sin Tid i disses Tjeneste, ligesom det ogsaa maatte erindres, at Norge stedse havde vist største Lydighed mod det apostoliske Sæde. Broder Henriks Sæder vare derhos aldeles forskjellige fra Nordmændenes, han var en svagelig Mand, som ikke taalte Klimatet eller duede til at øre de lange Reiser, som her vare nødvendige. Derfor havde han ogsaa selv indseet, at han var uskikket til sin nye Stilling, og tilbudt sig at resignere sit Erkebispedømme i Pavens Hænder, og denne opfordres derfor til paany at raade over Embedet. Brevet ender med at tilkjendegive, at Kongen nu ønsker Magister Olaf Throndssøn til Erkebiskop, og at erklære forskjellige ufordelagtige Ytringer om Marcellus af Skaalholt for urigtige. Kepken og Krafse ville personlig kunne give Paven yderligere Oplysninger.[33]

Enhver, der læser dette Brev, vil forstaa, at det bruger overdrevne Udtryk og indeholder usandsynlige Ting. At man i Norge ikke havde megen Lyst til at faa en Udlænding, som ikke engang forstod det norske Sprog, en Mangel, der dog forunderlig nok ikke berøres i Brevet, til Rigets Erkebiskop, altsaa til Landets første Mand næst Kongen, er vistnok begribeligt. Man har ogsaa fra det foregaaende Aarhundrede Beviser paa, at der er stillet meget bestemte Fordringer i denne Henseende til de fremmede Geistlige, der skulde opnaa Beneficier i Norge.[34] Men at der allerede saa snart efter Kalteisens Ankomst skulde være skeet en heftig og almindelig Opstand imod ham, er dog ikke troligt, saameget mindre, som der jo aldeles intet ufordelagtigt vides om denne Mand,[35] der efter lang og tro Tjeneste var bleven belønnet med et Erkestift. Heller ikke er det sandsynligt, at Henrik Kalteisen just har været saa affældig, som Brevet vil gjøre ham til, thi, som vi skulle høre, blev han senere anvendt i Forretninger, der synes at maatte udkræve en Mand i sin fulde Kraft. Men for ret at bedømme hint Brev bør man sammenligne det med de Skrivelser til Paver, Kardinaler og fremmede Konger og Fyrster, saasom Kong Alphons af Aragonien og Hertugen af Milano, der ere udgaaede fra Christiern I’s Cancelli, og hvoraf en større Samling er bevaret. Man vil i disse finde Overdrivelser, ja ligefremme Opdigtelser og usandfærdige Paastande, der stille nær værende Brevs Indhold ganske i Skyggen. Der fortælles uden Sky de udenlandske Herrer, at der i Norge var tre og tyve tusinde Kirker,[36] at Olaf den hellige af Kongedømmets Midler havde grundet et Erkebispedømme og tretten Suffraganstifter,[37] at Norges Konge eller i hans Fraværelse Erkebispen i Nidaros stadig maa føre Krige med Tartarer, Erpioner, Cumaniter og Manbrer, der stille halvandet hundrede tusinde væbnede Mænd i Marken, men som Christiern dog nu har lykkelig beseiret, efterat to hundrede tusinde Fiender med deres Anførere ere faldne,[38] og at de Rædselsscener i Bergen 1455, som vi nedenfor skulle omtale, vare en Følge af Erkestolens Ledighed,[39] ligesom man rimeligvis ogsaa tør henregne Trudselen om, at Nordmændene vare i Færd med at gaa over til den græske Kirke, til den samme Art af Opspind.[40]

Den rette Sammenhæng har da vistnok simpelthen været, at deri Norge i Almindelighed og hos Rigsraadet i Særdeleshed[41] har været et stærkt Ønske om, at en Indfødt og da helst Olaf Throndssøn maatte blive Landets Erkebiskop, og at Kongen, der har lært Marcellus nærmere at kjende og vel allerede indseet, at hans Candidatur til Erkestolen var at anse som haabløst, har indvilget heri, saameget mere som Olaf aabenbart har vist sig som hans tro Undersaat trods den Tilsidesættelse, han havde lidt, samt at endelig Henrik Kalteisen har indseet sin Stillings Ubehagelighed og derfor opgivet den. Olaf Throndssøn, der vel samtidig med Hr. Henrik Jenssøn er bleven udfriet fra det svenske Fangenskab, har da atter overtaget Styrelsen af Erkestiftets Besiddelser og har rimeligvis ikke længe efter gjenoptaget den Titel af Electus, hvormed han optræder i 1455.

Henrik Kalteisen drog atter til Tydskland. Paven negtede at erkjende hans Frasigelse, og han vedblev derfor fremdeles at føre Titelen af Erkebiskop i Throndhjem. Han blev i Aaret 1456 anvendt i pavelig Tjeneste for, som det hed, at indsamle Penge til et Korstog mod Tyrkerne, det vil sige som Afladsprædikant. I denne Egenskab møde vi ham i Wien og paa flere Steder i Bayern, i Regensburg, Augsburg, Eichstädt og Nürnberg. Hvor langt han kom, er ubekjendt; fra Nürnberg ansøgte han i April 1456 om Tilladelse til „overalt at udsaa Christi Sæd“.[42] Han skal være død den 2den Oktober 1465 og begroves i Dominikanerkirken i sin Fødeby Koblenz, hvor hans Gravskrift betegner ham som Erkebiskop i Throndhjem samt i Caesarea. Ved hans Grav var et Alter for St. Olaf, som han selv havde stiftet. Henrik Kalteisen var en Mand af Lærdom, og endnu 1688 fandtes der i Klosterbibliotheket i Koblenz otte Bind haandskrevne Optegnelser efter ham, hvoriblandt mærkeligt nok nævnes en „Chronica de Norvegia, Dacia et Svecia“.[43] Ved Mareellus’s senere Skjebne skulle vi ikke dvæle, da han fra nu af, skjønt han som Biskop af Skaalholt fremdeles var Medlem af Norges Rigsraad og vedblivende færdedes i Kong Christierns Nærhed, egentlig lidet vedkommer Norges Historie. Han endte sit eventyrlige Liv i Februar 1462,[44] eller efter en anden maaske rigtigere Angivelse to Aar tidligere,[45] idet han skal være druknet ved den svenske Kyst.

Fra Bergen drog Christiern og Hoffet, rimeligvis ad Søveien, til Østlandet, hvor vi finde Kongen i Oslo og paa Akershus i de første Dage af December.

Ogsaa her ventede ikke faa vanskelige Sager paa ham, og navnlig hidrørte disse fra Tvistigheder mellem Rigets Høvdinger. Hartvig Krummedike, hvem Christiern for en stor Del havde at takke for sin norske Krone, var nu den betydeligste af disse, men allerede nu var der tydelige Tegn til, at denne mægtige Mand havde paadraget sig idetmindste noget af den Uvilje, der efter nogle Aars Forløb skulde volde hans Fald.

Vi vide, at Hr. Hartvigs Foged under Grændsefeiden havde fordrevet de Svenske fra Hamars Bispegaard. Men derefter havde Hartvig negtet at give denne tilbage til dens rette Besidder, Biskop Gunnar Thorgardssøn, og holdt den fremdeles besat. I 1453 var Gunnar Holk, hidtil Provst i Mariakirken og Norges Riges Kantsler, bleven valgt og af Kongen samtykt til Biskop i Oslo, hvorefter han havde gjort en Reise til Rom og der opnaaet Pave Nicolaus V’s Confirmation.[46] Medens han i Juli Maaned færdedes ved Curien, erholdt han flere Begunstigelser. Han blev saaledes ikke alene Collector af alle pavelige Indtægter i Norge og fik et almindeligt Beskyttelsesbrev af Paven for sig, sit Kapitel osv., men han udvirkede ogsaa et Paalæg til Erkebispen af Lund, Biskoppen af Skara og Abbeden af Hovedøen om, at de skulde beskytte hans Stifts og andre norske Stifters Geistlige mod de Fornærmelser og Overgreb, hvorfor de havde været udsatte fra forskjellige Ridderes, Adelsmænds og Lægfolks Side, der havde plaget dem med Gjesteri og Udpresning, negtet dem Tiende osv., hvorhos de nævnte Prælater bemyndigedes til at bansætte Vedkommende, om de ikke ydede Geistligheden opreisning. Et andet Brev bemyndigede Biskop Gunnar Holk til at absolvere de Personer i sit Stift, der havde lagt voldsom Haand paa Geistlige, saaret og fanget dem, naar de dog ikke havde dræbt dem.[47] Da nu Hr. Hartvig var Hovedlensherren i Oslo Stift, er det neppe, naar man kjender hans Færd forøvrigt, nogen dristig Slutning at antage, at Biskoppen for en stor Del har tænkt paa ham, da han udvirkede disse Pavebreve.

Paa Akershus holdt Christiern nu den 4de December 1453 et Møde, hvor blandt andet Hr. Hartvigs Mellemværende med Bispen af Hamar kom frem i forskjellige norske og danske Raaders Nærværelse. Sidstnævnte mødte tilligemed sine Kanniker og vedtog tillige med Hartvig at underkaste sig Kongens og hans Raaders Dom. Denne gik ud paa, at der skulde sluttes Forlig, men samtidig skulde ogsaa Biskoppen love, at hans Bispegaard og de andre faste Gaarde, som han og hans Kapitel besade paa Kirkens Vegne, skulde forvares „med al Troskab, saa at det blev Kongen og Norges Krone uden al Forfang og Skade“, Ord, der tilligemed flere andre vidne om, at Biskoppen uden Tvivl har været ikke lidet compromitteret i Krigen med Sverige, af hvis Konge han, som bekjendt, tidligere havde været en erklæret Ven. Umiddelbart efter sluttedes et saadant Forlig mellem Biskoppen og Hr. Hartvig, idet Gunnar Holk af Oslo gik i Borgen for rigtig overholdelse deraf fra Hamarbispens Side.[48]

Kantslerembedet i Norge var blevet ledigt ved Gunnar Holks ophøielse til Biskop. Det besattes, rimeligvis under Christierns Nærværelse i Oslo, med Hr. Ivar Vikingssøn, hidtil Kannik i Mariakirken, der nævnes i sit nye Embede under de nysomtalte Forhandlinger, og som herefter i en lang Aarrække indehavde denne Stilling.[49] Ogsaa nu vare Hanseaterne ude med sine Fordringer, og Christiern maatte den 11te December atter give Rostokkerne en, dog kun midlertidig, Bekræftelse paa deres overdrevne Privilegier i Oslo og Tønsberg, om hvilke senere skal tales udførligen.

Fra Akershus drog Christiern til Baahus, hvor vi finde ham paa Aarets sidste Dag 1453, og hvor han sandsynligvis har tilbragt Julen hos slotsherren, Hr. Kolbjørn Gerst. Han gav Nytaarsaften Konghelles Borgere et Privilegium.[50] Man ser, at Hr. Hartvig Krummedike har ledsaget ham idetmindste til Baahus. Senest den 23de Februar var han i Kallundborg.[51]

  1. ↑ Lüb. Chroniken, hg. v. Grautoff, II, S. 159.
  2. ↑ Norsk hiet. Tidsskr. III, S. 505.
  3. ↑ Af disse Romerreiser har vistnok kun den sidste (i 1488), om hvilken man har to høist interessante Aktstykker (Dipl. Norv. VI, S. 639—642), hidtil været bekjendt. Dorothea foretog imidlertid en Pilegrimsfærd til Rom allerede i sin Mands Levetid, nemlig i 1475, altsaa Aaret efter, at Christiern selv havde været der. Dette sees af v. Gherens utrykte Krønike, hvor det heder: „Anno 75 var dat gulden jar to Rome. Dorothea de Konighinne toch uth Lub. na Rome Perpetue et Felicitatis“ (7de Marts) Herved blive Pavebrevene af 9de Mai s. A. (Dipl. Norv. VI, S. 620 og VIII, S. 418) forstaaelige.
  4. ↑ Ifølge et utrykt Brev (i Geh.-Archivet), udstedt 1430 i Skara af Kong Erik.
  5. ↑ Dipl. Norv. I, S. 502.
  6. ↑ Hanserecesse v. 1431 etc. I, S. 285, 287.
  7. ↑ Styffe, l. c. II, CX.
  8. ↑ „Kom þá (1439) út bréf Olafs Niculassonar, féhyrdis í Biørgyn, er þá nefnir sig hyrdstióra hér.“ J. Espolin, Islands Árbækur í sögu-formi, II, S. 31.
  9. ↑ Dipl. Norv. I, S. 575.
  10. ↑ I De la Gardiska Archivet, III, S. 120 kaldes Olaf derfor, aabenbart efter et gammelt, men der ikke citeret Skrift: „Olof Broms den rige til Talge“.
  11. ↑ N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 538.
  12. ↑ Tolga havde tilhørt Drotseten Hr. Øgmund Finnsøn, der testamenterede den til sin Hustru Fru Katharina Knutsdatter (Dipl Norv. I, S. 361—362), hvorefter den inddroges 1409 (l. c. S. 447).
  13. ↑ „Anno 1427 stunt an dat densche orloge. De Kopman in der vasten segelde van Bergen dor den Mijddeluorder Sund (ɔ: Lillebelt) myt XV schepen grot. Dar na anno 1433 Olavi do qvam de copman wedder int lant.“ v. Gherens utrykte Krønike.
  14. ↑ Kong Eriks Brev af 6te August 1427, Dipl. Norv. V, S. 404. Cfr. D. Schäfer, Bremens Stellung in der Hansa, i Hansische Geschichtsblätter, Jahrg. 1874, S. 3—52.
  15. ↑ Det er høist paafaldende, at i flere tydske Krøniker tilskrives disse Plyndringstog ikke Vitaliebrødrene, men Kong Erik og de Danske: I v. Gherens utrykte Krønike heder det nemlig: „Anno 1429 vorbrandeden de Denen Bergen“, og i „Eyn kort vttoch der Wendeschen cronicon“, Hamburgische Chroniken, hg. v. Lappenberg, S. 253: „Anno 1428 unde ok dat iar dar na qvam Bartolomeus Voet van des Koninges wegen to Dennemarken, schindede vnde rouede twe mael na eynander den kopman to Berghen in Norweghen.“ Ligesaa i en anden hos Lappenberg (l. c. S. 407) aftrykt Krønike.
  16. ↑ Om disse Forholde se Y. Nielsens fortjenstlige Meddelelser i Forhandlinger i Videnskabs-Selskabet i Christiania for 1876 og 1877. Cfr. Hansische Geschichtsblätter, 1874, S. 67.
  17. ↑ Dipl. Norv. I, S. 583.
  18. ↑ Lüb. Chron., hg. v. Grautoff, II, S. 160. („Verne in Norweghen in een bevloten monnekekloster, der em de konynk nicht volgen konde“).
  19. ↑ Dipl. Norv. VII, S. 448 fgg.
  20. ↑ v. Gherens utrykte Krønike: „Dar worden vorgeuen clage vnde tosprake jegen her Oloff Nielsson vnde de vogede vnde buende etc. Upp der hallen to den Swarten Closter worden gelesen der Stede priuilegie vnd och dat lochbok vnde holden over eens. Do suluest ward her Oleff Nielssen affgesettet van der vogedye to Bergen vnde her Magnus Groen in de stede.“ I Registraturen over Breve i Kong Hans’s Cancelli (et Hefte i 4to paa 12 Blade fra Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, i Geh.-Arch.,) findes følgende uden Tvivl til dette Aar henhørende Notits: „Item eth Konnyng Christierns breff, at han ighen kalder hwess breff her Oluff Nielssøn haffde paa kronens lænn nordenfields i Norge“. (Medd. af Registrator Chr. Plesner).
  21. ↑ Herom se mine Oplysninger i Norsk hist. Tidsskr. III, S. 228—229.
  22. ↑ Skandin. Literaturselskabs Skrifter, XVI, S. 161—165. Norske Forordninger ved H. Paus, S. 268.
  23. ↑ Dipl. Norv. III, S. 600. VI, S. 572.
  24. ↑ L. Ennen, Geschichte der Stadt Cöln, III, S. 364—365, cfr. Scr. Ren Dan. VIII, p. 360.
  25. ↑ Werlauff i Skandin. Literaturselskabs Skrifter, XVI, S. 30—31, og de der citerede Kilder.
  26. ↑ Dipl. Norv. I, S. 593 fgg.
  27. ↑ C. Paludan-himlen Herredagene i Odense 1526 og 1527, Kbhvn. 1857, 4to, S. 41.
  28. ↑ Nye Danske Magazin, VI, S. 49—51.
  29. ↑ Brevet til Stavanger Stifts Geistlighed er bevaret i Dipl. Norv. IV, S. 681.
  30. ↑ F. Johannæi Hist. eccl. Islandiae, II, p. 479.
  31. ↑ Dipl. Norv. VIII, S. 453.
  32. ↑ Kongen var en Mand, under hvem saadanne Klerke kunde gjøre sin Lykke, hvilket udtrykkelig bemærkes i en gammel optegnelse: „Christiernus I fuit praeclarissimus fautor pauperum clericorum.“ M. Jacob Madsens Visitatsbog, udg. af Crone, Odense 1853, S. 1.
  33. ↑ Dipl. Norv. III, S. 598—600. S. 599 L. 12 f. n. staar „e … at“, hvilket C. Paludan-Müller (Dansk hist. Tidsskr. 3 R., I, S. 322) vistnok med Føie udfylder til exoptat, hvorved Kongens Anbefaling for Mag. Olaf fremkommer.
  34. ↑ P. A. Munch, N. F. Hist., 2den Hovedafd., II, S. 110—111.
  35. ↑ Kongens Paastand i et Brev til Kong Alphons af Aragonien (Scr. R. D. VIII, p. 368), at Henrik Kalteisen var „irreligiosus“, og at han stod i hemmelig Forbindelse med Kongens Fiender, savner ethvert Bevis og er ganske urimelig.
  36. ↑ Scr. Rer. Dan. VIII, p. 372.
  37. ↑ Ibid. p. 368. Rimeligvis en Fordreielse af de fjorten kongelige Kapeller).
  38. ↑ Ibid. p. 367, 368, 370.
  39. ↑ Ibid. p. 369, 410.
  40. ↑ Scr. Rer. Dan. VIII, p. 369. Smnlgn. Fr. Krarup, Zeniernes Reise til Norden, Kbh. 1878, S. 18. (Særtryk af Kgl. Danske Geogr. Selsk. Tidsskrift, II).
  41. ↑ I den lille throndhjemske Erkebispekrønike, der første Gang er meddelt af Benzelius som Tillæg til Diar. Vadstenense og derpaa optaget i Scr. Rer. Dan. VI, p. 615—617, og hvoraf en ny Udgave ved Prof. Dr. G. Storm tar imødesees, heder det ogsaa om Marcellus og Kalteisen: „Hi duo compulsi qvasi per consiliarios regni eum scandalo recesserunt“.
  42. ↑ G. Voigt, Enea Silvio de’ Piccolomini, II, Berlin 1862, S. 200, Chroniken d. Deutsohen Städte, III, S. 409 og X, S. 215. Quellensammlung der badischen Landesgeschichte, hg. von F. J. Mone. I. Speierische Chronik S. 406: „In dem’ jar, do man zalte von Christus geburt 1400 und 56 jar, do kam ein ertzbischoff uss Tennemarcken, der was geheissen her Heinrich Kaltysen, und waz prediger ordens, der wart uss geschiekt von des babstes wegen und des legaten cardenal Santi Angeli und von des romschen keisers wegen in Dutscheland, in alle stette off dem Rin; und bredigte, wer weder die Turcken ziehen wolte und stritten wolte umms cristenglaubem der solte sich zu stunt in Ungarn fugen.“ S. 412: „Item off den fritag dar nach (10. Decbr.) kament aber die fursten und stette zu sammen off das ratthuss, do rette der legat und bischoff Kaltyssen me dan dri stunden von den Durcken.“ [Foregik i Nürnberg 1456]. (Eftersøgelsen af dette Skrift, som jeg her ikke havde Adgang til at se, skyldes C. F. Bricka). Til at undersøge et Par andre tydske Kilder om Kalteisens Virksomhed ved denne Tid, der findes citerede hos Voigt og i Chron. d. Deutschen Städte, har jeg ikke havt Anledning.
  43. ↑ Werlauff i Skandin. Literaturselskabs Skrifter, XVI, S. 87—88 og de der citerede Kilder. Scr. Rer. Dan. VI, p. 617. L. Daae, Norges Helgener, S. 69.
  44. ↑ Scr. Rer. Dan. VIII, p. 426.
  45. ↑ L. Ennen, Gesch. der Stadt Köln, III, S. 366. Begge Tidsangivelser hvile paa Dokumenter, men det kølnske Brev er vistnok bevaret i Original, medens det, der angiver 1462, kun haves i Copi.
  46. ↑ Cfr. „Den røde Bog“, S. 213.
  47. ↑ Dipl Norv. I, S. 602, 603. VI, S. 569, 570.
  48. ↑ Dipl. Norv. VIII, S. 384 fgg.
  49. ↑ Ivar Vikingssøn hørte hjemme i Hardanger. Faderen var død 1436, da Ivar skiftede Arven efter ham med sine Brødre Salomon og Brynjulf. Dipl. Norv. I, S. 546. Se forøvrigt om hans Levnetsomstændigheder Chr. Langes Oplysninger i Norske Samlinger, I, S. 76.
  50. ↑ Dipl. Norv. VI, S. 573.
  51. ↑ Suhms nye Saml. III, S. 338. Den lybekske Krønike, der fortæller (Lüb. Chron., hg. v. Grautoff, II, S. 160), at Kongen tilbragte hele Vinteren i Norge med sin Dronning, tager saaledes Feil. Til denne Norgesreise bør maaske henføres Fortællingen om en Fornærmelse, der skal være tilføiet Christiern af nogle Kjøbmandsskibe fra Danzig. Det heder nemlig, at han under sin Seilads vilde ind i en Havn for Storm og Uveirs Skyld, men at Danzigerne skjøde paa ham og saaledes „hindrede ham fra at komme i sin egen Havn, uagtet der var Plads til flere Skibe“. Huitfeldt, S. 869—870. Kongen glemte ikke denne Begivenhed i sit senere Forhold til Polen.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Kong_Christiern_den_Førstes_norske_Historie/7&oldid=75503»