Kong Christiern den Førstes norske Historie/5
Christiern I havde altsaa i Efteraaret 1450 kunnet reise hjem til Danmark som Norges kronede Konge og utvivlsomme Herre. Men hans Anerkjendelse som saadan over det hele Rige har dog neppe været fuldbragt uden al Modstand, og Kong Karls Parti har ikke sluppet saa let, som man vistnok for det meste har antaget. Der bar aabenbart fundet Begivenheder Sted, som det vilde være af høieste Interesse at kjende, men som nu unddrage sig Forskernes Blik og i det høieste lade sig dunkelt skimte.
Allerede under Omtalen af „Almuens“ Brev til Kong Christiern i 1449 har jeg paapeget den deri forekommende Ytring, at endog Biskopper, Riddere og Svende, ikke at tale om Almuen selv, vare blevne „fordærvede“, og dertil bemærket, at denne Paastand udentvivl er uefterrettelig. Men lignende Paastande gjentages ogsaa senere. Da Karl Knutssøn havde mistet ogsaa Sveriges Krone og som Landflygtig Mand opholdt sig i Danzig, udslyngede han mellem andre Beskyldninger mod sin Medbeiler ogsaa den, at Christiern, efterat have lagt Norge under sig med Uret og Vold, havde „der i Riget ladet mange steile, brænde, halshugge og fordærve baade til deres Liv og Gods, fordi de ikke vilde have ham til Norges Konge.“[1] Ogsaa en samtidig annalistisk Kilde, Vadstenas Klosterkrønike, udtaler sig i lignende Retning, om den end bruger mildere Udtryk.[2]
Der foreligger altsaa en Beskyldning med Christiern I, der ganske paafaldende ligner den ulige mere bekjendte Anklage mod Sønnesønnen Christiern II, om hvem det i Aarhundreder har været paastaaet, at han under sit norske Statholderskab saagodtsom udryddede den norske Adel, hvilken sidste Fortælling rigtignok i vore Dage er udvist af Historien som uefterrettelig Tale.
Hvad nu angaar den Paastand om strenge, grusomme Straffedomme over Kong Karls norske Parti, hvormed vi her have at gjøre, tør det vel ubetinget siges, at den indeholder en uhyre Overdrivelse. Men saamegen Sandhed synes der dog at være deri, at Hovedmanden for den svensksindede Flok i Norge, Hr. Erik Sæmundssøn, virkelig maa være ombragt paa voldsom Maade, maaske henrettet, samt at Hartvig Krummedike har havt at bestille med hans Død. Over hundrede Aar efter disse Begivenheder dukker nemlig denne Sag op i et svensk Brev, der meddeler den mærkelige Oplysning, at den fra Grændsekrigene i Kong Hans’s Dage bekjendte Partigjænger Nils Ravaldssøns Fiendskab med Hr. Henrik Krummedike hidrørte derfra, at Henriks Fader Hartvig havde ladet ihjelslaa Nils Ravaldssøns Morfader.[3] Denne Morfader var ingen anden end Hr. Erik Sæmundssøn. Hr. Erik, der sidste Gang omtales som levende i December 1449, kan da ikke antages at være falden i aaben Kamp, hvilket nemlig ikke havde kunnet fremkalde et langvarigt Ættehad, men han maa snarere være bleven fangen og aflivet paa Hr. Hartvigs Foranstaltning. De to Krummedikers, Hartvigs og Henriks, Personligheder og Liv frembyde mange og paafaldende Ligheder. Begge forenede Hensynsløshed med Smidighed, formaaede paa en Gang at ramme sin egen Tarv og at bevare en vis Popularitet hos sine Undergivne, begge kom afvexlende til at prøve baade sine Kongers Gunst og deres Unaade, begge have væsentlig vundet historisk Betydning ved under afgjørende Kriser at sammenholde Norge og Danmark, adskille Norge og Sverige. Hertil kommer nu en ny og slaaende, men hidtil ubemærket Parallel: Hartvig og Erik Sæmundssøn, Henrik og Knut Alfssøn.
Erik Sæmundssøn vides ikke at have havt Sønner, men han havde to Døtre og blev gjennem dem Morfader til Mænd, hvis Navne siden bleve noksom bekjendte. Datteren Ingegerd ægtede Jens Knutssøn af den svenske Æt med de tre Roser i Vaabenet[4] og havde med ham Sønnen Thure, Knut Alfssøns Søskendebarn, der, efter gjentagne Gange at have gaaet over fra det ene Parti til det andet og efter tilsidst endog at have været Sveriges Riges Hovmester under Gustav Vasa, sluttede sig til Christiern II og 1532 blev slaaet ihjel i Konghelle, en anden Søn, Erik Jønssøn, der deltog i Knut Alfssøns Kamp, og en Datter, Astrid. En anden Datter af Erik Sæmundssøn, gift med en Ravald Nilssøn, (uvist om den samme, der længe var Lagmand paa Oplandene), blev Moder til den Nils Ravaldssøn,[5] hvis senere Optræden skal være bleven bestemt ved den Morfaderen i sin Tid overgaaede Skjebne.
Andre svensksindede Nordmænd, der ere blevne ligefrem straffede for sin Deltagelse i denne Thronstrid, ved jeg ikke at paavise. Men det er aabenbart, at dere Adelsmænd af Karls Parti have forladt Norge og i flere Aar holdt til i Sverige, hvorfra de først vendte tilbage, efterat Kong Karl ogsaa var fordreven derfra. Saaledes har det været Tilfælde med Hr. Einar Fluga,[6] sandsynligvis ogsaa med dennes Kollega som Karls Statholder nordenfjelds, Hr. Aslak Thuressøn (Baat), og Magnus Hogenskild, hvis norske Hustru dog forblev her i Landet. En Amund Bolt, der 1453 levede i Sverige,[7] er rimeligvis kommen did af samme Grund, og overhoved tør flere af dem, der i 1458 forekomme som Rigsraader, uden at man i de foregaaende Aar af Christierns Regjeringstid finder dem nævnte, have hørt til denne Klasse. Hertil skulle vi imidlertid paa sit Sted vende tilbage.
I November 1450 foregik i Oslo en særlig Hylding for enkelte Landskabers Vedkommende, et Slags Efterspil til Kroningshyldingen i Throndhjem. Almuen fra Gudbrandsdalen, Hedemarken og Østerdalen, altsaa netop fra de samme Bygder, der valgte og hyldede Karl Knutssøn til Norges Konge paa Hamar i Oktober 1449, maatte møde til et Fylkesthing paa Hedemarken, udentvivl paa Aker, hvor flere vigtige Provindsialmøder i Unionstiden have fundet Sted, og maatte her med Vaabentag forpligte sig til „herefter“ at være Kong Christiern og ingen anden hulde og troe, saa længe han lever. Derpaa maatte Bønderne endvidere sende tretten Fuldmægtige ned til Oslo for der at gjentage Hyldingseden for nogle Medlemmer af Rigets Raad. Af disse tretten havde to, Thorkel Amundssøn og Hafthor Berdorssøn, Aaret iforveien været med at besegle Kong Karls Valg paa Hamar. Disse Bonderepræsentanter ankom til Oslo den 20de November 1450 og aflagde der sin Ed for Biskop Jens, Hr. Hartvig Krummedike, Hr. Simon Bjørnssøn og Erkepresten Sigurd Bjørnssøn.[8]
Her kan lægges Mærke til to Omstændigheder, først, at denne Efterhylding finder Sted saa sent, dernæst at Hr. Hartvig Krummedike, der var tilstede i Throndhjem ved Kroningen, savnes ved Afslutningen af Foreningen i Bergen. Det ser da ud, som om han maa have havt særegne Grunde til at forlade Kongen saa tidligt, og man maa uvilkaarlig falde paa den Tro, at Uroligheder paa Oplandene have kaldt ham hjem. Men herom kunne vi rigtignok Intet vide med Bestemthed.
Christiern af Oldenburg var saaledes omsider anerkjendt som Konge overalt i Norge, og med ham var en Slægt kommen paa dets Throne, der fra nu af skulde besidde den i 364 Aar. Som vi have seet, har der mellem Aristokratiet, saavel det geistlige i som verdslige, været et Parti, hvem denne Tingenes Vending ikke var velkommen. Vanskeligt er det derimod at sige, i hvilken Retning almuens virkelige Sympathier have gaaet. Hos denne var Nationalbevidstheden saare liden, om nogen politisk Sands er der ikke Tale. Have Bønderne virkelig næret noget Ønske om Tilslutning til Sverige, saaledes som Karl Knutssøns Venner lode dem forsikre i de Breve, hvilke de selv udstedte i almuens Navn, da maa de snarest have havt et Haab om, at Kong Karl skulde skaffe dem bedre Fogder og formindskede skattebyrden De ikke ganske faa Uroligheder i det søndenfjeldske Norge i Eriks og Christophers Dage vidne om en udbredt Misfornøielse med Styrelsen, og under saadanne stemninger vil der stedse spores Lyst til Forandring, til at prøve noget nyt. Man havde ikke befundet sig vel under en tydsk Konge, der boede i Danmark, maaske det kunde blive bedre under en svensk Herre. I denne Tro have da naturligvis de svensksindede Høvdinger, verdslige og geistlige, bestyrket Bønderne. Glemmes maa heller ikke, at de østlandske Bønder i Herkomst, Charakter, Vilkaar, Levevis og Talesprog meget nærme sig til Befolkningen i det østlige Broderriges Grændsebygder, og at de efter en mere end hundredaarig Forening med Sverige vel ogsaa have havt en instinktmæssig Følelse af dette frændskab.
- ↑ Styffe, l. c. III, S. 16.
- ↑ „Daci vero fautores regis Karoli fortius postea impugnaverunt.“ Diar. Vadsten. ed. Benzelius, p. 100. (Ad annum 1450).
- ↑ Gustav Vasa til Frederik II, 17de Decbr. 1559. (Langebeks Diplomatarium i Geh.-Archivet).
- ↑ Lars Siggessøns Antegnelser (Anhang til Anne Fikkesdatter Bylous Chron. Genealog., p. 27).
- ↑ Styffe, l. c. IV, CCLXXXIX. Cfr. mine Bemærkninger i Norsk hist. Tidsskr. III, S. 233.
- ↑ Styffe, l. c. III, XXI.
- ↑ Samll. t. N. Spr. o. Hist. III, S. 537.
- ↑ Dipl. Norv. III, S. 589.