Kong Carl XII
Paa Gaarden Hanneborg i Urskaug laa Carl XII over en Nat. Han tog sit Leie paa Gulvet paa Halm og vægrede sig ved at ligge i Seng. Om Morgenen, da han vaagnede, morede han sig med at skyde med Pistol efter en paa Væggen malet Bjørn. Kuglehullerne vare at see endnu for faae Aar siden indtil Væggen blev indklædt.
Da han ankom til Gaarden Foss ved Blakjær Skandse, og man begyndte at skyde fra Skandsen, udbrød ham „Nu tror jag, ta’ mig Djäfvelen, at det begynder at ryke af Myrtuen.“
Ganske uformodet kom han til Eidsberg Prestegaard, hvor han tilbragte Natten i Dagligstuen paa Halm. En Gang gik han op ad den meget nette Trappe for at besøge Presten paa hans Studeerkammer, og da hans Sporer ved Nedgangen toge fat i Trinene, bad Presten, at han vilde gaae baglends ned. Kongen fulgte hans Raad og tilføiede: „Tak kjere Pastor! Du er dog en ærlig Prestemand, jeg kunde ellers snart brække Halsen!“ Presten hedte Hans Smidt og var Sogneprest i Edsberg til sin Død den 6te April 1740 (Top Journ. 2, 86).
Da Carl den 12te under Beleiringen af Akershus engang red gjennem Christiania Gader mødte han en Pige, der havde vovet sig ud i Kugleregnen. „Vogt dig, min Flikke, for at komme her,“ raabte Kongen til hende; men i det samme tog en Kanonkugle hende af paa Midten, lige ved Kongens Side.
Paa sit Tog til Norge kom Carl en Morgen efter et besverligt Ridt med nogle Ledsagere ind til en Kone, af hvem han forlangte noget at spise. Vil du have Tommeklining eller Knivklining, spurgte Konen. Lad mig faae Tommeklining, gjentog Carl, hvorpaa Konen skar en Skive Brød, paa hvilken hun klinede Smøret ganske fast med sin Tommelfinger. Kongens Ledsagere derimod foretrak Knivklining, som bestod deri, at hun lagde nogle tynde Smørskiver paa Brødet. Carl stak sin Frokost i Lommen og steg strax igjen til Hest. Efter at de havde redet endnu et godt Stykke, saa at de vare blevne dygtig sultne, bød Kongen, at de skulde holde Nadvere, og gottede sig nu ret over sine Ledsagere, der maatte lade sig nøie med tørt Brød, thi da det var Vintertid og Smøret haardt, var den løse Knivklining falden af, medens Kongen med en tilfreds Mine fortærede sin Tommeklining, der var ubedervet.
(Mundtligt).