Anna Colbjørnsen og de Svenske
Medens vi havde Krig med Carl den 12te, kom en Aften den svenske Oberst Axel Løven til Norderhaug Prestegaard med omtrent 800 svenske Dragoner. De vare tilsinds at drage til Kongsberg; der vilde de skoe deres Heste med Sølv, sagde de. Presten var syg; men hans Kone, Anna Colbjørnsdatter, modtog de uventede Gjester det bedste hun vidste og kunde, for at undgaae Plyndring. For at faae udfrittet Fiendens Planer, gjorde hun sig ofte Erinder ind til et stort Skab, som stod i den Stue, Svensken holdt Krigsraad, og saaledes kom hun efter, at de havde isinde næste Morgen uforvarende at overfalde de norske Dragoner, som laae paa Steen og intet vidste om Fiendens Ankomst. Hun besluttede at vare dem ad; men dette var ikke saa let gjort, fordi Fienden havde afskaaret al Mellemfærsel. Alligevel tænkte den kloge Prestekone ud et Raad. Hun skrev i Hast en Seddel om Fiendens Mængde, Planer o. s. v., og for at den ikke skulde blive røbet, lod hun sin Pige lægge den i Skoen. Hende fik hun saa Lov at sende et lidet Erinde ud i Bygden; hun behøvede Noget til Maden, sagde hun. Men hun var bange, at Pigen, hvis hun blev forlænge, skulde paadrage hende Mistanke, og lod hende derfor blot bringe Seddelen til Fogden, som boede ganske nær ved og paalagde ham strax paa Timen at faae den sendt til Steen. Alt gik godt. Anna sørgede nu for at de svenske Officierer bleve trakterede paa det bedste, fik med Oberstens Tilladelse optændt en Stokild ude paa Gaarden til at opvarme de forfrosne Soldater med, sagde hun; men egentlig var det forat vise de Norske Veien – og fik Oberstens Ridehoppe trukken ind paa Stalden, som hun derpaa ubemærket satte Laas for. Imidlertid brøde de Norske op fra Steen over Bunden af den tilfrosne Steensfjord. De Svenske hørte Hestehovene dundre paa Isen og spurgte hvad der var paafærde. „Aa, svarede den raadsnare Anna, naar Vandet falder, brager det stedse stærkt i Isen her; det er ved det der springer Sprækker i den.“ I Spidsen for de Norske red en Vagtmester, der hedte Thore Hovland, og en anden Dragon, Paul Putten, som Veivisere; de vare begge fødte paa Ringerike, og begge, især den sidste, nøie kjendte. Den første fiendtlige Udpost, de stødte paa, ved Pladsen Batilrud, stod lenet op til Skigjerdet og sov. „Sover du Bror?“ spurgte Thore Hovland og hug med det samme Svensken ned. Den anden Udpost op imod Prestegaarden skjød de, sprængte saa i Fiirsprang op imod Gaarden, rev op Prestegaardsporten, som Fienden havde lukket, og stormede ind paa Gaardspladsen, hvor der blev den største Forvirring i blandt Fienden, der laae tryg om Stokilden og hvilede. Thore Hovland skjød igjennem Vinduet efter Løven, men traf ham ikke. Da Obersten mærkede Annas List, foer han efter hende med dragen Sabel og stak efter hende i Kjelderskabdøren, med det samme hun sprang ned igjennem den. „Din forbanna Jutetæve,“ sagde han. Derpaa løb han ud i Gangen og raabte: „Bitsla Hoppan! Bitsla Hoppan!“ men at det ikke skulde blive gjort, havde Anna sørget for. De bade Obersten overgive sig; men det vilde han ikke. Jag vil häller døe här änn hänga uti Sverike! svarede han og svoer at skyde den, som først nærmede sig. Ingen havde nu Lyst; men de Bagerste trængte de Forreste frem, En af disse faldt ogsaa for Oberstens Pistol. Alligevel blev nu han og Mange tagne tilfange. Resten blev dræbt eller fordreven. I Kampen var atter Thore Hovland og Poul Putten de Første. De to alene standsede ogsaa en heel Flok Fiender i Gudsgaardsgaden, og adspredte og fældede Mange af dem. Den anden Dag sendte de Svensker, der vare undslupne, En paa Speideri; de Norske havde da trukket sig tilbage til Steen. Han traf Anna Colbjørnsen, satte hende Karabinen for Brystet og spurgte, hvor Jutan nu var og hvor stærk?. „Hvad?“ sagde Anna, „tjener Du din Konge, for at skyde gamle Kjærringer ihjel. Hvor mange de ere, veed jeg ikke, men nu troppe de op bag ved Kirken. „Den forbløffede og forskrækkede Svenske tog nu tilbeens, det forteste han kunde.
Anm. Saaledes lyder Sagnet endnu paa Ringerike, hvortil jeg kun vil tilføie, at Chefen for de Norske var Oberste Øtken, at Fogden hedte Lars Michelsen, og at 30 Svenske bleve paa Stedet og 170 toges tilfange. Som Berigtigelse af Folkesagnet kan tjene et Vidnesbyrd fra Rector Borch i Drammen, der i sin Barndom ofte hørte sin Bedstemoder, Annas Samtidige og Veninde, fortælle om denne Begivenhed. Anna havde fortalt hende, at Løven var en saa peen og godlidende Mand, at det endog gjorde hende ondt at narre ham, at han ved at høre Larmen ilede ind til hende og bad henne gaae ned i Kjelderen, da Kuglerne allerede fore gjennem Vinduerne; men saa snart han kom ud i Døren stødte han allerede paa de Norske. Han slog nu Døren til Storstuen i Laas og sprang ud af det modsatte Vindue; men kom kun lidt ned paa Jordet, saa blev han omringet og fangen. Da kun en liden Afdeling af de Norske under Lieutenant Collin havde været med ved Norderhaug, maatte de om Morgenen trække sig tilbage til Steen. For Oberst Øtken og de høiere Officieres Mod og Conduitte havde Anna kun liden Respect. Thore Hovland derimod roste hun meget. Annas Samtidige, Presten Hans Rosing, fortæller ogsaa, at Løven blev fanget strax nede ved Kirken paa Jordet. See Journal over Ringerikes Provsti 1733 Manusc. En Piqvetvagt paa 25 Mand, under Capitain Allemander, der var udsat paa den modsatte Side, retirerede til Vigersund, hvor han, for ei at lide den Tort, at maatte overgive sig til Bønder, gav sig fangen til en Klebo, der før havde været Fændrik. (Top Journ. 30, 150). De Svenske bestode af 7 Compagnier Dragoner, som den 29de Marts bleve overraskede af 3 Eskadroner norske Dragoner. Kraft 2, 347.