Jutulen i Jonshornet
Udenfor Jondal i Hardanger er en brat, høi og nøgen Fjeldkegle, Jonshornet, hvor der i gamle Dage boede en Jutul eller Rise, som hedte Jon i Hornet. Han eiede hele Jondal, der saavel som Fjeldet har faaet Navn efter ham. Denne Jon var groveligt rig og havde en ustyrtelig Mængde store Faar. Med Skindene af disse reiste han ofte ind til Hansebryggen i Bergen og drev Handel; og vare hans Skind som flere Koskind. Engang foer han usynlig ind til Bryggen paa en Jagt, som tilhørte en Husmand, der boede tæt under Jonshornet, og havde paa denne Tour en heel Deel Skind med sig, som han ved Ankomsten til Byen solgte tit sin sedvanlige Kjøbmand. Hos den samme Kjøbmand søgte ogsaa Husmanden at afsætte sine Varer, men denne undredes over den store Forskjel i Størrelse, der var imellem Husmandens og hans Naboes Huder. Husmanden vidste ikke af nogen Nabo at sige, og var den Eneste paa lang Strækning, der boede i Egnen; men Kjøbmanden nævnede ham Jon i Hornet som hans Grande og tilføiede, at han netop nu var i Byen. I det samme kom Jutulen frem, aabenbarede sig for sin Føringsmand, fortalte ham om deres Samreise, og lovede at betale god Fragt for god Befordring. Paa Hjemreisen bad Husmanden Jon at staae Fadder til sin nyfødte Søn, hvilket Jon lovede og sagde, han skulde give hederlige Faddergaver. Men snart spurgte han dog efter hvem de andre Faddere skulde være; „thi i christent Lag havde han før lidt Meen.“ Da svarede Husmanden, der fælede for Jutolbesøget, at Jomfru Maria Christus og St. Peder samt Vorherre selv vare Barnefaddere. Nu ængstedes Jutulen og sagde, han turde ikke komme med i Gildet, for engang, da han var med disse Gjester, havde deres Tambour Thor kastet sine Trommestokke efter ham og slaaet hans ene Laarbeen af; dog bad han Husmanden vilde holde Høisædet tomt til hans Ære og følge sig ind i Fjeldet for at modtage Fadderskjenken. Da de kom hjem, steg Husmanden med en Sæk ind i Bjerget, hvor Jon aabnede en Jerndør til et Kammer fuldt af Guld og Sølv, gav ham en Skuffel af hver Sort i Sækken, bad Manden løfte paa den og sige ham, om Nogen af de Andre gav Mere. Husmanden kjendte paa Vegten, og da han fandt den let, svarede han: „Alle undtagen Jomfru Maria give Mere.“ Da øste Jutulen nok en Skuffel af hver Sort og gjentog sit Spørgsmaal. Husmanden løftede igjen, kjendte at han kunde bære endnu mere og sagde: „Endnu gi’r Vorherre selv Mere.“ Atter øste da Risen en Skuffel af hvert Metal og spurgte paanyt som før. Da Husmanden nu lettede paa den tunge Sæk, fandt han den saa sver, at han knap kunde aarke den og svarede: „Nu er du den Første.“ Derpaa skiltes de og Husmanden slæbede med glad Sind Skatten hjem. Kort Tid efter forelskede Jutulen sig i en Pige over paa Drage, en Gaard tversover for Jonshornet paa den anden Side af Fjorden; men Møen var trolovet med en af Nabogaardens Ungkarle og gav Jutulen Afslag. Da hun nu snart derefter havde Bryllup, sendte hun ham en forgiftet Drik at tømme hendes Skaal i. Jutulen drak vred i Hu og steg op paa Tinden af Jonshornet. Her greb han en stor lang Steen og slyngede den over Fjorden for at ramme Brud og Brudgom, men Armen var bleven mat af Giften. Stenen rak ikke frem, men blev staaende paaskraas i Jorden nedenfor Drage, hvor den stod indtil for faa Aar siden og førte Navn af Risepilen eller Dragebautaen. Nu ligger den som Brosteen over en Bæk, der flyder ned ved Gaarden.
Anm. Meddeelt. Lignende Sagn saavel om Fadderskabet, som om Steenkast findes ogsaa paa andre Steder saavel i Norge som i Danmark, see Danmarks Folkesagn ved Thiele 2, 245. Stundom slynge de Bautastene efter Piger, som forsmaae deres Kjerlighed, t. Ex. Pilen paa Fixe, (Budstikken 7, 381), men endnu oftere efter Kirker, hvis Klokker forstyrre deres Ro. Paa Dvergsteen paa Hadeland seer man endnu en stor Steen, hvori findes Mærker efter Jutulens fem Fingre, da han slyngede den efter Thingelstads Kirke medens den stod under Bygning. Det samme gjorde Jutulen i Jutulfjeldet, da man begyndte at bygge paa Vaage Kirke i Gudbrandsdalen. Men ikke en af de mange Stene, han slyngede, kunde ramme Kirken. Endnu viser man tæt ved Kirken en stor glat Steen, som han kylede afsted, efter den, da Klokkerne første Gang begyndte at ringe. Ei bedre Held havde Jutulen, der kastede Steen fra Jyvringstøl efter Bø Kirke i Nedrethelemarken, eller det Trold, som kastede Vinne Bautasteen efter Stiklestadkirke[1]. Deres Skyldfolk i Bahus klagede ogsaa bittert over de Bjeldekjør (saa kaldte de Kirkerne), der forstyrrede deres gamle Ro og de lode ei heller mangle paa Steenkast (Oedmans Bahus Beskr. 184.)
Lignende Sagn findes ogsaa i Danmark (Thieles danske Folkesagn 1, 42, 20, 116, Holbeks Amts Beskrivelse 184 o fl.) og i Tydskland, hvor man ogsaa seer Mærker efter Riserne i de saakaldte Riesensteine, o. s. v. (Grimms Sagen 1. 205, 422, 275). Sagnene om Jutuler, der kastede Klippestykker efter Kirker, mener den lærde Finn Magnussen (Eddalæren 2, 21,) ere kun omdannede fra ældre Sagn om Jetternes fiendtlige Anfald paa de første Menneskers Boliger, eller Asagudernes Templer, der da i Thor sandt en ligesaa mægtig Beskytter som Kirkerne siden i St. Olaf. Tilfældig nedrullede Klippestykker, Jordskred o. m., naar de indtraf i Nærheden af Kirker, tilskrev man maaskee de med Tingenes nye Orden misfornøiede Jetter, der syntes ligesaa ilde om Kirkeklokker som om Solskin.
- ↑ Om disse og lignende Steenkast sammenlign Finmarkens Amtstidende 1, No. 16 S. 124, Budstikken 2, 669, 7, 304. Magazin for Naturvidenskaberne, III, 9. Schønings Reise 2, S. 86.