Dyre Vaa og Troldet ved Totak
I Vinje i Thelemarken ligger et Vand, Totak kaldet, der sjelden fryser før Jul. Ved dette Vand paa Gaarden Vaa boede engang en Mand ved Navn Dyre, der havde Ord for ikke at være red for nogen Verdens Ting. Engang hendte det seent en Juleqveld, at Folk paa Vaa hørte Noget at huje frygteligt paa den anden Side af Vandet. De Andre bleve forskrækkede, Dyre derimod gik rolig ned til Vandet for at høre, hvad der var paafærde. Han tog sin Baad og roede over til det Sted, hvorfra Lyden kom. Uagtet det var mørkt, mærkede han, at det var et stort Bjergtrold, som hujede; dog see det kunde han ikke. Troldet spurgte strax hvem han var. „De æ Dyre Vaa,“ svarede han og spurgte igjen Troldet, hvor det kom fra. „Ifraa Aashaug,“ lød Svaret. ”Aa horre ve du hen?“ vedblev Dyre. „Te Glomshaug te Møiane mine; ve du sætte meg øvi“ svarede Troldet. Dyre lovede det, men i det samme Troldet satte Foden i Baaden, var den nær ved at synke. „Let deg, dit store Trold!“ skreg Dyre. „Jau, eg skaa lætte meg,“ svarede Troldet. Da de nu roede over Vandet sagde Dyre. „Syn deg fæ meg; la meg siaa hosse stor du æ.“ „Nei, de ve eg ekje,“ svarede Troldet; „men eg skaa lægje et Mærkje i Praammen.“
Tidlig om Juledagsmorgenen gik Dyre ned til Vandet for at see efter det lovede Mærke og fandt i Prammen Tommelfingeren af Troldets Vaat (Vante). Denne tog han hjem og maalte den og liden var den ikke; thi den rummede fire velmaalte Skjepper. En Jøtul eller Trold fik engang en Grankongle i Øiet. Da han fik den ud, klemte han den mellem Neglene i det han sagde: „Hvem skulde troe, at en saa liten en kunde gjøre saa vondt.“
Anm. (Meddeelt og mundtligt). I Lerdal nedenfor Galderne sees en forstenet Jøtul. Et Par lodret nedstyrtende Bække ere hans Taarestrømme. (meddeelt). Bag Gaarden Seim i Horsanger ved Bergen ligger et høit Fjeld ved et Vand. I dette Fjeld
boer et Trold, der ofte om Nætterne viser sig med ildgnistrende Øine og engang skal have rullet et heelt Klippestykke ned efter en Buskap, hvis Bjeldeklang forstyrrede hans Ro. Jætergutten saa ham tydelig og var nær bleven rammet af Stenen, der sprudlede Ild dele Veien nedover, indtil den sluttedes i Vandet.