De Underjordiske
Han Vaaben ikke regner
Den Trold og Thurs saa led.“
Bjowulfs Drapa.
„De Underjordiske,“ en fælles Benævnelse for Thusser, Vetter og Dverge, ja ofte ogsaa for Huldrer, Nisser og Alfer, ere talrige og findes rundt om i Landet. De største blandt dem, der ogsaa ere bekjendte under Navn af Thusser eller Trøll, ere saa store som Mennesker og boe i Aaser og Høie. „Tilforn vare de saa utallige, at Christne ei kunde beboe Norge, og Norge ikke blive bebygget, førend de indgik i Ægteskab med dem“ og „Verdenen vilde forgaae af Trold,“ heder det i et andet Sagn, „hvis Tordenen ei slog ned efter dem.“ De Underjordiske leve, maaske med Undtagelse af Dvergene, hovedsagelig af Fædrift. De flytte gjerne ind i Sæterne, naar Folk om Høsten forlade dem. Man kan da stundom komme til at see hele Følger af smaa graa Mænd, Qvinder med Stripper paa Armene og Børn. Med dem følge talrige og trivelige Bølinger af det skjønneste Qvæg (Huddekrættur), der græsse om Natten og vogtes af egne Budeier og sorte Hunde, som i Thelemarken kaldes Huddebikiur. I Høie og Aaser eie de skjønne Huse, Kirker og kostbart Bohave, især Sølv. De efterligne næsten i Alt os Mennesker, sætte Priis paa Mad, Drikke og muntre Gjestebud. Ved Juletider og i Bryllupper, især naar Bruden er en bortsnappet Pige, leve de høit og i Glæde. De bede til Bryllups og have deres Bedelag ligesom Folk paa Landet; men de begynde stedse deres Bryllupper Thorsdagsqveld og om Natten Klokken henved tolv drager den hele Færd afsted til deres Kirker med Spil og Musik. En Mand paa Vestlandet mødte engang en saadan Færd. Bruden tog selv Krandsen af Hovedet og rakte ham den; „men klogt gjorde han, at han ei tog imod den, thi havde han saa sandt taget imod den, som han var bleven bortført af Færden.“ Thusserne ere velskabte, men enten blege eller blaae af Farve. Naar Solen er gaaet ned og „Thusmørket“ begynder, er det deres Færdselstid. Da er det farligt for Mennesker, men især for unge Piger, som Thusserne godt kunne lide, at gaae forbi de Steder, hvor de have deres Tilhold, thi en fortryllende Musik lader sig høre, og man havde især i gamle Dage hyppige Exempler paa Piger, der bleve indtagne i Bjerge og Høie[1]. Om smaa Børn tykkes de ogsaa vel, og tilforn hendte det ikke sjelden, at de byttede dem om med deres egne, der hverken ere saa trivelige eller saa smukke. At slaae et Kors over Barnet, brænde Lys eller lægge Staal i Vuggen hindrer imidlertid al Ombytning[2]. Børn, der have været indtagne i Høie, men igjen ere komne ud, trives aldrig siden, men blive gjerne deres hele Levetid tomsede, og i saa Henseende ikke ulige de Underjordiskes forbyttede Børn, der kaldes Byttinger[3]. Vetterne, der i Throndhjems Stift deles i Govetter og Ovetter, leve paa samme Maade som Thusserne, men ere mindre. Seer man dem om Dagen, ere de iførte graae Klæder og have sorte Hatte paa Hovedet. Om Aftenen og Natten vandre de om, og da maa man hverken bedrøve eller forstyrre dem. – Dvergene ere smaa, boe i Bjerge og i Jorden, ere tjenstagtige, gode og taalmodige. Dog finde de stundom deres Glæde i at fixere Folk ved at tage Verktøi fra dem, og med Latter bringe det tilbage, saa at Eieren efter lang Søgen finder det liggende lige for sine Øine. De ere kunstfærdige, især ypperlige Smede; thi de forstaae at smede de sexkantede Krystaller (Dvergsmie) og Liaar (Leer), hvormed man kan overskjere baade Træ og Steen. (Mundligt, sammenlignet med Strøms Beskr. over Søndmør 1, 540, Wille om Sillejord S. 250 og Pontoppidans Norges naturlige Historie).
Anm. Da vi allerede i Indledningen have afhandlet Begrebet om de Underjordiske[4] ville vi her indskrænke os til nogle Bemærkninger.
De Underjordiske deles i den engere Betydning i:
1) Thusser (Oldnordisk Thurs og Thuss, i Plur. Thursar og Tussar), der i den nordiske Mythologi omtales som en fæl Art af Jetter. I Stirnirs Reise (Str. 31) trues saaledes Jettemøen Gerda med at skulle henslide sit Liv med en trehodet Thurse. Som Vinterens og Kuldens Elementair-Aander kaldes de Hrim-Thursar, men have nu hos Almuen tildeels tabt deres Frygtelighed og ligne i Størrelse og Færd Mennesket.
Af deres Opholdsteder i Hauge kaldes de ogsaa Hau-ge-Thusser og Haugbuer; og af dem have udentvivl de gjengse Benævnelser, som man giver smaa og ubetydelige Personer: Tusse, Tussil, Tusling, ja maaskee og Tosse deres Oprindelse. Navnet gjenkjende vi i Angelsachsernes Thyrs. Tydskernes Duss og det engelske Teus, der skal betyde en underjordisk Dæmon eller et Spøgelse. (Lexicon myth. S. 983).
2) Vette, Angelsachsernes wiht, betyder ethvert Væsen i Almindelighed, og betegner i de mythiske Sange en vis Personlighed, som de Gamle meente fandtes i det for vore Øine Livløse saavelsom det Levende; og naar vi læse i Vegtams Qvide, at Aserne bade alle Vetter skaane Baldr, da siges i Gylfelegen, at det var baade Ild og Vand, Jern og alskens Malm, Jord og Steen, Træ og Sol, Dyr og Fugle, Edder og Orme.“ (Nordens Myth. af Grundtvig 1832, S. 261), lexic. myth. 831. Som en Levning af denne Oldtids Lære kan betragtes den Tro blandt Almuen paa flere Steder i Landet, at de Underjordiske kunne iføre sig Dyreskikkelse og fornemmelig ynde at forvandles til Padder.
Sagn om Vetter ere nu blandt Almuen sjeldne, da de indbefattes under det almindeligere Navn „De Underjordiske.“ I de gamle Søgur omtales ofte saavel Vetter, og Meinvetter (Fornm. Søgur 5, 171, Yngl. Saga C. 16, 33) som Landvetter. De sidste, der ligesom Romernes genii loci betegnede et Landskabs Skydsaander, stode i gamle Dage i saa stor Anseelse, at Harald Blaatand brugte Frygten for dem som Undskyldning for, at han opgav sit Tog til Island (Snorre Olaf Tryggvasons S. Cap. 37) hvor der endog ved Lov var forbudt ethvert Skib, som nærmede sig Landet, at føre et gabende Hoved paa Forstavnen, for at Landvetterne ei skulde skremmes; (Landnamabok S. 299, Thatr Thorsteins Uxafots i Fornmanna Søgur 3, 105) og efterat Hjørleif var dræbt varede det længe inden nogen Mand „fyrir Landvættum“ torde nedsætte sig paa hans Gaard (Landnamabok P. 318). Geirstadalf raadede Hrane, at han skulde afskjere Lappen, hvis „illar vættir“ skulde tage i hans Klæder, naar han opbrød hans Haug. (Olaf den Helliges Saga C. 16).
Ligesom man i Throndhjem taler om Ovetter (onde Vetter), saaledes havde man ogsaa paa Island Uvetter eller Ovetter, der ogsaa kaldtes Meinvettir Paa Færøerne kaldes Vetterne Vettar eller Vattrar og i Sverige Vettor eller Vittror, der ansees for at være faldne Engle.
3) Dverger (Dvergr, Pl. Dvergar), der ansees for at være smaa, men langarmede, spillede i den nordiske Mythologi en vigtig Rolle, og vare bekjendte for deres Kunstfærdighed. De forarbeidede saaledes Sifs Haar, Odins Skib Skidbladner, Thors Hammer Mjølner, Freyers Gulinbørster o. s. v. I de gamle Søgur omtales de ofte som boende i Stene og Bjerge (Ynglinga S. C. 15) og som kunstige Smede. Det berømte Sværd Tirfing var deres Verk (Hervarar S. C. 2). I Tydskland kaldes de Zwerge, i Nederlandene Dverge og i England dwarfs.
Trold (Traul, Troll) er at betragte som en fælles Benævnelse for næsten alle overnaturlige Væsener, naar de ere skadelige. Derfor bruges Trold eensbetydende snart med Jutuler, snart med Thusser snart med Nøkker o. s. v. Deraf ogsaa Benævnelserne Trolddom, Troldmand, Troldqvinde, Troldved, Troldhæg, Troldbær, Troldridt o. m., der alle tyde hen paa noget Skadeligt eller Selsomt.
Paa Island taler Almuen endnu om Trold, der henhørte til Øens første Beboere, om Trøllkonungaardr, Trølladyngiur, Trøllakirkia o. s. v. Til vore Trold, eller som Almuen almindeligen kalder dem „Trøll,“ svare de svenske Trull og danske Trold, der deles i Bjergtrold. Skovtrold o. m.
- ↑ Slige Steder kaldes derfor almindelig Spillemandshauger, Spillemandsknolde o. s. v.
- ↑ Det sikkreste Middel er dog, at faae Børn døbt, thi da formaae de Underjordiske Intet over dem.
- ↑ Disse udmærke sig ved stort Hoved men lidet Vet. De ere derhos stygge, straalende og meget ustyrlige. Dog vide de at bede for sig, naar de faae Stryg, men siden bande og klore de saa det er fælt. For at faae Byttet omgjort anbefalede man i gamle Dage at „rishye“ Byttingen eller knibe ham i Næsen med en gloende Tang tre Thorsdagsqvelde paa Rad over en Søpelhaug. Den tredie Thorsdagsqveld skal da den underjordiske Moder komme farende, gribe sit jamrende Barn og kaste det stjaalne paa Søpelhaugen. (Man siger, at denne ugudelige og taabelige Prøve i gamle Dage stundom virkelig skal være bleven anvendt).
- ↑ Underjordiske svare udentvivl til det oldnordiske jardbuar see Thatr Thorsteinse Uxafots i Fornmanna Søgur 3, 119.