Brudekronen i Nummedal
I Nummedal levede engang en Jente, der var saa fiin, at selv en Thus forelskede sig i hende; men uagtet den Underjordiske lovede hende en prægtig Gaard, stor Buskab, kort Alt, hvad hun kunde ønske sig, hvis hun vilde blive hans Fæstemø, blev hun dog sin gamle Kjereste tro. Da Thussen saa, at han Intet kunde udrette med det Gode, bortførte han Pigen. Ledsaget af en fæl Mængde Thusser var han med sin røvede Fæstemø allerede paa Veien til de Underjordiskes Kirke, for der at lade sig vie til hende, da det lykkedes hendes egentlige Kjereste, at komme paa Spor efter sin forsvundne Brud. Han indhentede Brudefærden og skjød med Staal over Pigens Hoved, hvorved den hele Troldom forsvandt, og han ei alene fik sin Fæstemø tilbage, men endog en prægtig Sølvkrone, som Thussen havde sat paa hendes Hoved. Kronen findes endnu i Dalen, og da den ansees for at bringe enhver Brud, som bærer den, Lykke, leies den ud fast til ethvert betydeligt Bryllup. (Mundtligt af en nummedølsk Bondegut).
Det er ikke stort over Mandsminde, siden en voxen Gut fra Opdals Annex i Nummedalen, idet han gik forbi en forladt Sæter, der traf en munter Huldrebrudefærd. Igjennem en Glug var han Vidne til, hvorledes alt gik til imellem Bjergfolkene som ellers i Bondebryllupper; men mest tiltrak dog Bruden sig hans Opmærksomhed ved sin Deilighed og herlige Pynt, hvori dog en vægtig og straalende Brudekrone af Sølv var det ypperste. Gutten saa længe paa Bruden til han fik hende kjer, og da hendes smukke Billede sad ret fast og dybt i hans Hjerte, betænkte han sig ei længe paa at frasnyde Brudefolkene Lystigheden, og Brudgommen den rige og væne Brud. Rask trækker han sin Kniv – blinkende farer Staalet gjennem Gluggen over Brudens Hoved – Brudefølget forsvinder hurtigt som Blinket – kun den Fagre sidder, tryllebunden af Staalet, igjen. Begge de Atblivende kom snart overeens. Huldrebruden fulgte ham til Bygden; ja tilsidst for Alteret efter at være bleven døbt. Men hendes prægtige Brudedragt skjæmmedes meget af en hæslig Kohale, som først lidt efter lidt svandt. De levede længe og vel tilsammen, og af den rige Brudedragt, hvorom der endnu gaaer stort Ry, gjemmes end paa Mærabru den kostbare Sølv-Brudekrone.
Anm. Meddeelt. Lignende Sagn ere ei sjeldne. En Sæterpige paa Kleiver i Nedrethelemarken beholdt under lignende Omstændigheder Brudestadsen, men fik af de Underjordiske den Spaadom, at hendes Afkom ei skulde blive saa forstandig som rig. I Elverum kom en saadan Krone tilligemed den Brud som bar den, igjen i de Underjordiskes Vold, da man engang havde glemt at skyde over Bruden.