Jacob Langebeks første Besøg hos Frederik Rostgaard

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

En af Nutidens flittigste Forskere i Danmarks og Norges nyere Historie, Bibliothekaren ved det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, Justitsraad Chr. Bruun, har nylig ved sit Arbeide „Frederik Rostgaards Liv og Levnet“ beriget vor Literatur med en af dens lærdeste og omfangsrigeste Biographier. Man vil i dette Verk, der ledsages af tvende Bind Breve og Aktstykker, hvoraf det ene allerede er udkommet, ikke alene finde en udtømmende Fortælling om den Mand, hvem det nærmest angaar. Det meddeler tillige en stor Mængde nye og vigtige Bidrag til at kjende og bedømme Rostgaards hele Samtid, fornemmelig Frederik den Fjerdes Regjeringstid. Heri bestaar endog Arbeidets største Fortjeneste. Thi Rostgaard selv var vistnok en ret mærkelig Personlighed, i flere Henseender en Typus paa den Art Videnskabsmænd, hvorpaa det attende Aarhundrede fornemmelig var rigt, de lærde Samlere, men han kan dog ikke gjøre Fordring paa at regnes til vor Histories betydeligste Mænd. Hans Liv faar egentlig sin største Interesse ved de mangeartede og indflydelsesrige Stillinger, han indtog som Embedsmand, og ved de Forbindelser, det faldt i hans Lod at knytte med Danmarks dengang mest formaaende og fremragende Mænd, selve Kongen ikke undtagen, der tilsidst paa en Maade blev hans Svoger. Derfor bliver hans Levnetsbeskrivelse en bekvem Ramme, inden hvilken en Biograph kan sammenknytte de forskjelligste tidsbilledlige Skildringer og Exkurser. Det er dette, som Bruun med Held har formaaet at gjøre, og Læseren vil derfor med ikke ringe Udbytte og Fornøielse følge Forfatteren baade paa Rostgaards Udenlandsreiser, paa hans Embedsbane som Geheimearchivar, Justitiarius i Høiesteret, Oversekretær, Præsident i Kancelliet, Medlem af flere vigtige Kommissioner o.s.v. og tilsidst hans Alderdomsliv paa Kraagerup, saavelsom ogsaa under de mange Episoder, hvortil alt dette giver Anledning. Ikke faa af disse sidste angaa særlig Norge: f. Ex. Afsnittene om Salget af de norske Kirker og om den paabegyndte norske Matrikulering, og mellem de Personligheder, hvorom der gives rige og udførlige Oplysninger, have ligeledes dere (som B. Deichmann, Hans Nobel, Chr. Meinichen) spillet en ikke ringe Rolle i vort Land. Det tør derfor antages, at dette fortjenstlige Skrift heller ikke hos os vil savne Udbredelse og Paaskjønnelse.

Nedskriveren heraf, der tildels var bekjendt med Justitsraad Bruuns Forarbeider til hans Verk om Rostgaard allerede længe, førend dette udkom, beklager ikke i rette Tid at være bleven opmærksom paa, at det norske Universitets-Bibliothek er i Besiddelse af temmelig vigtige, hidtil fuldstændig ubenyttede Bidrag til Fr. Rostgaards Historie, fornemmelig vedrørende hans Forhold til Jacob Langebek. Ved en Revision af Bibliothekets Haandskrifter, som jeg ganske nylig har foretaget, stødte jeg nemlig ikke alene paa en stor Del Langebekske Breve, Dokumenter og Vers, men fandt tillige flere af de Dagbøger, som Langebek havde ført under sine stundom langvarige Besøg paa Rostgaards Herresæde, det smukke Kraagerup ved Øresund. Alle disse Sager henhøre til den Messe Papirer, som har tilhørt Nordmanden Kancellirevisor Halvor Andersen og tilligemed denne Mands særdeles store og værdifulde Bogsamling kom op til Norge ifølge Eierens Testamente[1].

Den større nei ar disse i det norske Bibliothek forefundne nye Rostgardiana ville blive benyttede af Bibliothekar Bruun i det endnu uudgivne Supplementbind til hans nysnævnte Verk. Kun af en blandt Langebeks Reisedagbøger, den, hvori han omtaler sit første Besøg paa Kraagerup, har jeg troet selv at burde meddele et Udtog i dette Tidsskrift. Den indeholder foruden Optegnelser om selve Reisen og Opholdet hos Rostgaard tillige en stor Del stundom ret morsomme historiske Anekdoter, aabenbart optegnede af Langebek efter hans Maecenas’s mundtlige Fortællinger. De af disse Notitser, der angaa Holberg, har jeg allerede optaget i mine „Optegnelser til Ludvig Holbergs Biographi,“ hvorfor jeg her udelader dem. Bogstavret at binde mig til Langebeks Retskrivning har jeg anseet ufornødent.


Om min Reise til Kraagerup d. 22de Januar og hvad mig der er forekommet, indtil jeg igjen reiste til Kjøbenhavn 1738.

Efterat Hr. Konferentsraad Rostgaard havde skrevet Hr. Justitsraad Gram til for at udbede mig Frihed paa en 14 Dages Tid til at reise ned til Kraagerup[2] (der at forhjelpe ham til at faa hans Reliquiae[3] af Manuskripter og trykte Bøger bragte i nogen Orden og Catalogum derover forfattet) og samme Reise mig var bevilget, sendte han en Vogn op til Kjøbenhavn efter mig den 21de Januar.

22de Januar, efterat jeg havde overleveret Hr. Justitsraad Gram min Nøgle til det kongl. Bibliothek, gik jeg til Vogns. – – – Ankom til Kraagerup Kl. , hvor jeg blev vel modtagen og pleiet, men kom dog ikke samme Aften Hr. Rostgaard i Tale, formedelst at der var hos ham hans Svoger fra Kronborg, Generallieutenant Revenfeldt, med hans. Frue og en hel Hob andre Fremmede fra Helsingør, som ikke drog bort før sildig ud paa Aftenen[4].

NB. Strax udenfor Kraagerup ved Søen ligger Humlebek, som er en liden By, bestaaende af bare Huse og ingen Gaarde (Beboerne staa sig dog temmelig vel, fornemmelig ved deres Fiskeri), berømt deraf, at de Svenske just der 1700 gjorde Indfald i Sjæland[5], hvilket da det ordedes til Sverige, gjorde den gemene Mand der stort Ord af, at deres Landsmænd i Danmark allerede havde indtaget 2de vigtige Stæder (som mig af en troværdig Mand underveis blev fortællet) nemlig Stadt Humlebek og Stadt Espengjerde, som begge ere kun fattige Fiskerleier. Lidt før man kommer til Humlebek, kommer man igjennem en By, kaldet Sletten, hvor Carl XII samme Tid engang red igjennem og spurgte en Kone, om hun havde Noget at give ham at drikke; Konen, som mente, at han var en høi svensk Officer, svarede, at hun ikke havde andet end dansk Brændevin, hvilket han da begjærede et Glas af, gav sin Styver derfor, og da han havde drukket det ud, spurgte han, hvad hun kaldte det; hun svarede: dansk Brændevin, hvorpaa han igjen gav dette Svar: Fanden ta’ mig, er det ikke nu Svenska. (Fortalt af Hr. Rostgaard).

23de Januar (NB. min Fødselsdag) om Morgenen blev jeg indført til Hr. Rostgaard i sit eget Kammer, og efterat jeg havde røgtet hos ham mine fra Kjøbenhavn medbragte smaa Ærinder, gik jeg omkring paa Gaarden, i Haven, Vangen etc. for at se mig om. Spiste om Middagen sammen med ham selv og 3 Frøkener, sc. Fr. Rostgaard, Fr. Numsen og Frøken v. d. Maase. Om Eftermiddagen saa en stor Del Papirer og Dokumenter, til hans Levnet og havte Embedsforretninger henhørende, afdelte i visse Pakker og ordentligen henlagte hver udi sin Skuffe udi hans Chatol[6].

· · · · ·
· · · · ·

Saa og samme Aften en stor Mængde af hans ypperlige danske og latinske Vers og læste nogle, som han havde gjort paa sin sidste Seierøske Reise ved Mikkelsdags Tid 1737, nogle til Justitsraad Gram, et til Geheimeraad Gram angaaende Flyvesandets Dæmpning ved Thisevælde, et til Rektor Clood i Helsingør angaaende et Æble etc. Af det rareste iblandt hans poetiske Sager holdt jeg 1) sex Psalmer, som han af Tydsk paa Dansk havde oversat, hvilke in 12mo vare trykte i Missions Collegio, da dets Trykkeri var paa Ehlersens Collegio. 2) En af hans oversatte Psalmer, som paa Tydsk og Dansk uden Tvivl var trykt i England og siden af Biskop Sten Jensen i Holum paa Island oversat paa Islandsk og der trykt paa et patent i tre Piller, den første tydsk, den anden dansk, den tredie islandsk.

24de Januar viste Hr. Rostgaard mig en stor Raritet, sc. en liden romersk Sølvmynt (i Værdi ikke over 12 Skilling eller en Mark), hvilken just skulde være den Skjænk og Gave, som Nic. Isenfeld[7] skulde have foræret ham for at blive befordret til Præsteembede, som og var en af de største Aarsager til Hr. Rostgaards Forfølgning og Dom 1725, hvilket han og mundtlig fortalte mig og viste mig endel Dokumenter dertil henhørende. Jeg saa og endel trykte Tabeller, in folio indbundne, som ham af det Kgl. Bibliothek i Paris vare forærede og han holdt for en af sine største Rariteter.

· · · · ·
· · · · ·

Fortalte mig om en Laage eller Dør i sin Have, hvilken (skjønt den kun er lav) Carl XII dog red igjennem paa sin Hest, læggende sig tilbage langs ad Hestens Ryg, da han 1700 var indfalden ved Humlebek og imidlertid daglig besøgte Kraagerup og fornøiede sig i dets Have. Samme Laage staar endnu til en Amindelse, og skulde Ingen gjøre Kongen det efter at ride den igjennem, uden at faa et stakket Halsben.

· · · · ·
· · · · ·

25de Januar. Læste den Inskription, som Jørgen Friis efter Geheimeraad Grams Befaling havde gjort til at sættes paa den støtte ved Flyvesandet, iligemaade Rektor Schrøders[8] latinske Oversættelse deraf, samt et andet latinsk Vers over samme Materie at Schrøder selv, som var ulige bedre, nok et over samme, som var uforlignelig, gjort af Justitsraad Gram, som for at laa Fr. Rostgaards rene Mening derover at vide havde sendt ham det under Th. Clitaus Navn og med mangfoldige Noter, som Clitau under sine Vers pleier at sætte.

· · · · ·
· · · · ·

27de Januar. Fortalte Hr. Rostgaard mig, at Kongeloven har kostet at trykke henimod 2000 Rdlr., og viste han mig en hel Bakke af Dokumenter og Regnskaber dens Forfærdigelse angaaende, som af K. Fr. 4to var hans Tilsyn fortroet. Af Kongeloven blev skikket Exemplarer til alle Hoffer af den souveraine Familie, en til Kongen og en til Dronningen, ex. til Kong Augustus af Polen og hans Gemal, men til Sverige ikke, før Krigen var endt, alle prægtigen indbundne.

Da Svensken i 1700 var indfalden ved Humlebek, udplyndrede de Kraagerup, fandt iblandt andet en Hoben Breve og Papirer af Sal. Hans Rostgaards, hvilke nogle af Fienderne tog ud og slængte midt i Gaarden; da der blev efterspurgt, hvo der havde gjort det, blev Skylden lagt paa de Hollandske og Engelske, og da de Svenske spurgte efter, hvad den Mand var, som boede paa denne Gaard, blev svaret, at han var Geheimearchivarius, hvortil de da svarede: „Da ligger hans Archiv i en Fandens Maade.“

Lopes’ de Rege et regendi forma, Matrithi 1627 in 4to, skal efter Frid. 3. Befaling være oversat paa Dansk af Wilh. Worm, og uden Tvivl hans version findes paa det kongl. Bibl. Mscr.

Det allerstørste Mysterium til at holde sine Bøger i en god Orden er: ikke at læse dem.

· · · · ·
· · · · ·

28de Januar. Gik jeg omkring med Hr. Rostgaard og hans Frøken Datter og besaa hans fornemste Værelser, saa endel rare Skilderier, hvoriblandt et Original af Frid. 3., gjort af Carl von Mandern, et sært gammelt Stykke paa Træ, som skal være Christian II. Saa og et Kammer, hvor alle Væggene rundt om ere lakerede af Fru Rostgaard selv, item et andet Kammer, hvor man kan ligge i Sengen og se alle Skibene, som passere igjennem Sundet, og hvor man ganske akkurat kan se Helsingborg. Saa og den Brønd, hvor Kaptain Carstensen fra Helsingør Anno 173* med Hest og Slæde og Alt faldt ned i, da han vilde reise fra Kraagerup, hvorover Hr. Rostgaard har gjort et dansk Vers.

Saa og en tydsk Kalender in 16mo for Aaret 1686, som havde været Griffenfeldts, bag udi hvilken han paa nogle indbundne Voxblade havde med en Stil tegnet noget om sin Svaghed, som var ulæseligt; saadanne Kalendere pleiede hans Venner aarlig at sende ham til Munkholm. Samme var 1702 foræret Hr. Rostgaard af hans forrige Amanuensis Hr. Jørgen Skielderup, som havde faaet den i Throndhjem.

· · · · ·
· · · · ·

29de Januar. Fortalte Hr. Rostgaard mig, hvad Møie han har havt for at faa et kongeligt Archiv i Stand, først paa det gamle Slot, siden paa Loftet over Konst-Kammeret, endelig som det nu er. Det rette gamle Geheime Archiv var paa Rosenborg.

Programmet over. Nic. Benzon de Haunøe er gjort af Lintrup, hvorfor han fik 50 Rdlr., som Rostgaard betalte til ham.

NB. 8,500 Tønder Hartkorn adeligt Gods blev givet Sverige for Borringholm.

NB. Det første Had, som Chr. Møinichen fattede til Rostgaard, kom deraf, at da Rostgaard engang tilligemed Etatsraad Peder Hiort var Kommissær i en Sag for hans Fader, Justitsraad Dr. Med. Henrik Møinichen, vilde de ikke udlevere Akten, hvilket Sønnen, Chr. Møinichen, saa meget mere fortrød, som han var sendt til Rostgaard for at begjære Dokumenterne, men maatte gaa forgjæves og blev smækvred[9].

· · · · ·
· · · · ·

31te Januar. Dr. Christ. Nold gik altid fra sin Prædiken, naar han skulde prædike. Det hændte sig engang, at K. Fred. 3. befalede ham at prædike for sig paa Slottet, eftersom han vidste, at han var en meget lærd Mand. Han kom paa Prædikestolen, gik og fra sin Prædiken.

· · · · ·
· · · · ·

Clarice, en Roman paa Dansk ved Christ. Larsen, berømmer Hr. Rostgaard for noget af det sirligste Dansk, han har læst.

Fortalte Hr. Rostgaard mig, hvorledes han havde samlet sine rare Bøger udenlands. 1690 reiste han ud og i Tydskland opholdt sig fornemmelig til Giessen og Frankfurt, hvor han begyndte at samle Bøger, men mestendels kun ordinær .......

..... I Holland kom hans Amanuensis Jørgen Skielderup[10] til ham, som Steenbuch havde rekommanderet ham, og var bestandig hos ham, indtil han kom hjem til Danmark. Han var i alle Ting som hans Tjener, dog havde ei Liberi, nød ugentlig Kostpenge og en aarlig god Løn, hjalp ham at kopiere og at bærende Bøger hjem, som han paa Bogladerne kjøbte. Skielderup lærte han saa net at skrive sin Haand efter, at han selv ofte ikke kunde kjende, hvilket S. havde skrevet og hvilket han selv. I England var Hr. Rostgaard 10 Maaneder og opholdt sig stedse i Oxford, uden 8 Dage først og 8 Dage sidst var han i London. – I England kom han ingen rare Bøger over, thi de vidste der mesterlig selv, hvad de duede til, men der kopierede han allermest af Bibliothekerne af al Magt. I Paris var han i 3 Aar, hvor han besøgte alle de utallige Boglader og fandt mange rare Bøger, som han undertiden fik for skikkeligt Kjøb, bar de fleste selv hjem under sin røde Kappe. Han kom og over adskillige danske Bøger der, af hvilke han endnu har Hjørings Leirpolitie, som han har kjøbt for 4 ß. Siden reiste han til Italien, hvor han kom over sin fornemmeste Skat; der konfererede han sine i Frankrige og England kopierede Sager med italienske Msstis. Til Rom paa Torvene kom han over mange rare Codices, saavelsom til Florents. Men i Venetien traf han en herlig Leilighed at faa de kostbare og uskatterlige Codices graecos. Han kom ind i et gammelt Kloster, hvor alle Munkene vare ret store Ignoranter. De havde der et temmeligt Sted til Bibliothek, de klagede sig, at de behøvede endel Penge til Klosterets Reparation, og havde besluttet at sælge nogle af deres gamle Bøger. Han saa dem igjennem og spurgte, hvilke de helst vilde miste. De svarede, at han maatte tage alt det, som Græsk var. Glad blev Rostgaard og samlede en stor Dynge ud, akkorderede med dem, gik hjem og hentede Betalingen, som skede i purt Guld. Nogle fik han for godt Kjøb, andre maatte han vel betale, fik dem saa i en Baad ved Klosteret, hyllede et sort Klæde derover og førte dem til sit Logement, men maatte love ikke at lade sig mærke dermed for Nogen. Reiste saa gjennem Augsburg og Nürnberg hjem, da han hørte, at Kong Chr. 5. var død, hvorom han og fik sin Kurator, Konferentsraad Worms Skrivelse, der mulig tænkte at have faaet en Mariage imellem Rostgaard og en af sine Døtre. Men da et andet Parti imidlertid blev ham foreslaaet[11], tog han derimod og blev strax efter Geheime-Archivarius, fik for det første 500 Rdlr. Løn, som siden blev formeret til 800 Rdlr. og endelig til 1000 Rdlr.

· · · · ·
· · · · ·

6te Febr. Af Peder Syvs Mssta, som F. Rostgaard havde kjøbt af Arvingerne for 100 Rdlr., har han endnu en god Del og deriblandt mange curieuse Ting.

7de Febr. F. Rostgaard har sammenskrevet Fortalen til den trykte Edition af lege regia.

· · · · ·
· · · · ·

Da F. R. 1690 var i Rom, lod han ved M. Jørgen Clausen, en dansk lærd Mand, men kun slet i sin Religion, som vandrede Verden om paa sin Fod, udskrive nogle Bøger in bibliotheca Vaticana af Niceph. Gregora, som fattedes in bibl. regia Parisiensi, og skikkede dem derind, skrev tillige et latinsk Vers, som han lod mig læse, til Bibliothecarios, nemlig Tellerius ( den gamle Kancellers Søn, som var Over-Bibliothecarius, Præfectus bibl. reg., hvorfor han aarlig havde 1000 Rdlr., men gjorde Intet derfor), Bourinius og Clement, som vare de rette Bibliothecarii, Custodes bibliothecae, af hvilken den første var over Manuskripterne, den anden over de trykte Bøger; hos disse tvende havde Fr. Rostgaard saa insinueret sig, at de favnede ham som Brødre og lode ham faa Alt, hvad han pegte paa og det, fordi han i Begyndelsen, da han saa deres Catalogus, rettede adskillige store Feil derudi, fornemmelig i de nordiske Sprog, e. gr. Biblia på Swenska havde de givet i Catalogo: Biblia in linguam Svecicam translata a Paulo Swensko, hvorover de rekommanderede ham saa stærkt hos Tellerium, at han holdt ham snart umistelig. Saadan deres Høflighed forvoldte, at han blev saalænge, sc. tre Aar, i Paris.

In bibl. Vaticana saa han Dronning Christines Bibliothek, hvoriblandt mange rare curieuse svenske Mssta og rare Bøger, hvoraf han excerperede nogle Titler. NB. Et Diploma af Kong Byrge til St. Birgittæ Fader Byrge de legibus Sveciae emendandis, underneden de Brahers Vaaben.

· · · · ·
· · · · ·

8de Febr. Imod ældgamle Editioner af trykte Bøger havde Fr. Rostgaard byttet til sig alle Biskop Worms Mssta, fornemmelig som angik danske Sager og ellers som af Danske vare skrevne. Biskop Worm havde dels arvet dem efter sin Fader og Farfader og dels faaet dem af Terpager og Andre, men var mere for at have et kostbart Bibliothek af rare og gamle trykte Bøger, og Rostgaard derimod mere for rare og curieuse Manuskripter, havde dog de fleste af de rare Bøger, som Worm fik af ham, in duplo.

9de Febr. Et eneste satyrisk Vers har Fr. R. gjort, som han viste mig men det skede mere for at redde en død Mands Ære, som havde været hans Ven, nemlig Etatsraad Ole Hansen, som med Commissariatet var paa Skibet Dannebrog, da det sprang. Om ham havde En gjort et grovt Smædevers, lignede ham med Jonas, der var ulydig mod Gud, og [sagt], at for hans Skyld skibet undergik, og med de Ord, som samme Skandskrift ender: Tvi dit forbandet Krop, begynder Fr. R. sin Apologi.

Det Vers, som Fr. R. har gjort om Bukken, der slog det store speil itu, da det i Kjøbenhavn, medens Salen repareredes, stod paa Gulvet op til en Væg, kunde Sal. K. Fred. 4. udenad; det hændte sig engang 1722, at da Fr. Rostg. havde den Naade at spise ved Taffelet, spurgte Kongen ham ad paa Tydsk: „I har vist engang forloret et Speil ved en Gedebuk?“ Han svarede Ja, hvorpaa Kongen sagde: „Har I ikke da gjort dette Vers derover?“ og læste Verset op Ord for Ord, hvorover Fr. R. høiligen maatte undre sig.

· · · · ·
· · · · ·

13de Febr. Saa jeg en hel Del originale Breve til Fr. Rostgaard fra Baluzio, Boivinio, Clemente, Palthenio, Sparfwenfeldio, C. S. Schurzfleischio, Fabricio, Perizonio.

Sparfwenfeldt var en stor Mand i Sverige, uden Tvivl Ceremoni-Mester, en ypperlig lærd og curieux og rig Mand. som havde reist hele Europa igjennem, læst mange Sprog og havde samlet et stort Liggende af rare Bøger og Manuskripter. Han gjorde 1705 en Reise til Kjøbenhavn for at besøge Fr. R. og se hans Mssta og skjønne Bibliothek, og kom de herved i Venskab og Kjendskab sammen, saa at de siden ofte korresponderede. Han testamenterede sit rare Bibliothek til Akademiet i Upsal[12].

Der er mange udenlands, som tro, at Fr. Rostgaard er død for længe siden. Det hændte sig i Frid. 4. Tid, da Fr. R. var til Hove, at der kom nogle Fremmede reisendes, som og vilde bese det danske Hof. De kom op paa Slottet, traf just ham i et Gemak og gav sig i Snak med ham om lærde Mænd i Danmark; blandt andet sagde de, at de havde hørt saameget sige udenlands om en Mand, som hed Rostgaard, de ønskede gjerne at vide, om han endnu levede, og hvor han var, eller om han var død, som de havde hørt. Hvorpaa han svarede: „Den Mand, som I spurgte om, er just den, som har den Ære at tale med Eder.“

· · · · ·
· · · · ·

16de Febr. Sal. Konferentsraad Slange[13] (som havde taget sig det Tilnavn, fordi han var født i Slagelse, hvor hans Fader, Mag. Peder Villadssen, var Præst, før han blev Bisp i Viborg) kunde herlig lyve. Han kom engang iblandt andet til Fr. R. og fortalte ham en meget stor Løgn. Da den var udhørt, svarede Fr. R.: „Jeg skal vise Hr. Etatsraad en Kuriositet, skreven udi en Bog i mit Bibliothek,“ hentede derpaa frem Dr. Niels Jespersens Gradual af 2den Edition, hvor der staar paa Titelbladet, at den er trykt efter den første Ord fra Ord og Linie fra Linie etc. Derunder havde en gammel lærd tydsk Mand skrevet disse Ord: O Gud bevaar os, hvor kand han icke lyve. Derover blev Slange saa vred, at han længe ikke talte til Fr. R.

· · · · ·
· · · · ·

Admiral Rosenpalms Fader var først Studiosus, befriede en rig Jomfru paa 30,000 Rdlr. i Slagelse, blev siden nobiliteret og kaldet Rosenpalm, har bygt Brorup.

Den gamle Pedel Prom bar informeret baade Fr. R. og Etatsraad N. Foss.

· · · · ·
· · · · ·

20de Febr. Thomas Ocksen, som nogen Tid var F. Rostgaards Formynder, var en af de rigeste Kjøbmænd i Kjøbenhavn, boede i den Gaard, hvor den ...... er, paa Hjørnet af Høibrostrædet ved Høibro, hvor der øverst ved Loftslugen er en Oxe at se. Han var fra Vestphalen eller Ditmarsken. Hans Fader hed Okke. Hans Sønner ere Etatsraad Ocksen og Biskop Johan Ocksen.

Moth havde faaet det indført i Rangforordningen, at naar Nogen blev Etatsraad, skulde han nyde adelige Privilegier.

Der blev engang spillet i Kjøbenhavn den Komedie Æsop, som T. Reenberg har oversat af Engelsk. I den tales om, at Æsopus vilde være noget til Hove, hvorved der kunde være lidet at bestille og meget at fortjene, saasom Obersekreterer eller saadant noget. Alle, som hørte den, tænkte, at Fr. R. derved var ment. Fr. Rostgaard var samme Aften til Taffel med Sal. Kongen, Fr. 4., som havde hørt dette og spurgte ham paa Tydsk, om ikke Æsopus vilde være Obersekreterer. Fr. R. svarede, at han vel vidste, at Folk mente, at han var sigtet dermed, men han kunde forsikre, at det stod ligesaa i Komedien selv, hvis Oversættelse han havde havt i sit Bibliothek vel ti Aar tilforn og derfor havde ligesaavel selv leet deraf, som andre.

· · · · ·
· · · · ·

22de Febr. Det hændte sig engang, at K. Chr. 5. vilde til Vordingborg Slot, hvor man endda holdt et Kammer for Kong Valdemar, og ved hans Kamin laa altid Brænde. Samme Brænde tog Forvalteren bort og vilde bruge ved K. Chr. 5. Tilkomst. Om Natten kom K. Valdemar og knuste (sic) Forvalteren, som da mærkede, at det var forbrændt, og han bad for Himmel og Jord, at Kongen vilde spare ham, thi han vilde snart lægge noget der igjen. Kong Valdemar svarede: „Derfor er det ikke tør.“

Til Pflugs Danske Pilegrim har Fr. R. kontribueret saameget, at han tog 100 Exemplarer af Bogen og betalte Autor derfor.

· · · · ·
· · · · ·

23de Febr. Da denne Konge kom til Regjeringen og Plesserne kom til Roret, foregave de, at Stiftamtmand With, som da var Translateur i Helsingør, var forsømmelig i sin Tjeneste, hvilken de holdt for, at Ingen bedre kunde betjene end Fr. Rostgaard, som da var Amtmand paa Antvorskov, eftersom han forstod saamange Sprog. Men som det var saa god en Tjeneste, og de ikke vilde have Rostgaards Svoger Revenfeldt længere til Obersekreterer i Krigs-Kancelliet, vilde de havt, at Rostgaard skulde forrette Tjenesten og dele halve indkomsten med sin Svoger. Hvortil Revenfeldt svarede, at han vilde ikke tage Brødet af Munden paa sin Svoger, vilde hellere nære sig, hvorledes han selv kunde, som v han og gjorde, indtil det siden faldt, at han blev Kommandant. At Rostgaard skulde fra Antvorskov kom deraf, at de vilde have Warnsted i hans Sted, endskjønt han intet forstod af saadant, og spare Kongen de 500 Rdlr., han havde til aarlig Pension. Da Fr. R. nu flyttede til Helsingør og havde taget Tjenesten an, som var ham altfor slet og uanstændig, supplicerede han til Kongen, at Hs. M. vilde have den Naade at lade ham slippe derfra igjen, eftersom det var en Tjeneste, som endog en Vintapper- og Kræmmersvend kunde forrette, men bad derhos om, at H. M. vilde bevise ham den Naade for 30 Aars Tjeneste, at han da maatte beholde den aarlige Løn 600 Rdlr., da den, som han vilde foreslaa dertil, igjen vilde være fornøiet med Sportlerne, hvilket han og kan, eftersom de løbe til tre Gange saameget som Lønnen. Dette bevilgede og Hs. Majestæt.

Cølln bey Pierre Marteau er et opdigtet Navn, som de Tydske gjerne sætte under de Bøger, som de ikke vil, skal vides, hvor de ere trykte. Samme Navn kaldte de Tydske fordum Peter Meffert.

24de Febr. Morten Lassen Scavenius[14], som var Justits-Sekreterer i Høiesteret, var noksom bekjendt for sin store Lystighed og pudserlige Indfald. Det hændte sig engang, at Kongen, uden Tvivl Chr. 5., sagde til ham, at Dronningen saa meget gjerne vilde tale ved hans Kone, saasom H. N. mente, at hun var ligesaa artig som han. Han undskylder hende og siger, at der var denne Feil hos hende, at hun kunde ikke vel høre. „Vel, sagde Kongen, naar vi ved det forud, saa kan–Hendes Majestæt tale høit.“ Morten gaar hjem til sin Kone og siger, at hun skulde til Hove, Dronningen vilde tale med hende. Hun sagde: „Hvad mon hun vil mig?“ Han svarede: „Det ved jeg ikke, men du faar lave dig dertil, dog maa du raabe brav høit, thi Dronningen kan ikke høre.“ Hun kom da til Dronningen, som med en høi Røst bad hende velkommen; hun igjen raabte det bedste hun kunde og takkede underdanigst. Da de nu havde talt lidt sammen og raabt saa stærkt paa begge Sider, som de kunde, og Dronningen blev træt og sagde ved sig selv: „Nu kan jeg ikke skrige længere,“ svarede hun: „Deres Majestæt har det hellerikke fornøden“. Dronningen sagde: „Jeg tænkte, I var døv“. Hun igjen svarede: „Og jeg tænkte, at Deres Majestæt ikke kunde høre“. Der Kongen hørte denne Historie, lo han hjerteligen deraf og fixerede Dronningen, om hun nu havde faaet sin Lyst styret, at hun saa gjerne vilde se og tale med Morten Lassens Kone.

28de Febr. „Nu vil a raade, Dorthe raadde før“, sagde Doctor Christen Langberg (Longomontanus), da hans Kone var død.

· · · · ·
· · · · ·

1ste Marts. Fortalte F. R., at Biskop Worm selv havde sagt ham, at alle de Mennesker, som han betjente i deres Dødsstund, medens han var Præst og Provst, var han saa ganske vis paa vare hos Gud i Himmelen, uden alene tvende, som havde svoret falskeligen, dem kunde han med al sin Flid ei trøste eller føre til Bedring med noget Sprog af Guds Ord. Dog vilde han aldrig sige, hvo de to vare.

· · · · ·
· · · · ·

2den Marts. Det nye Archiv, som nu er paa tydske Kancelli, er indrettet af Fred. Rostgaard. Neve[15] var en af hans Sekreterer.

Fr. Rostgaard har forfattet det latinske Diploma, hvorved Hertzogen af Pløn blev gjort til Fyrste, hvoraf jeg saa Koncepten. Under Originalen var en Guld Bulla. Saa og Fr. 4. Ordre til Fr. R., at han skulde gjennemse det Appendix til de Europæiske Rigers Historie, som Ludvig Holberg vilde lade udgaa. Af Kongeloven ere aftrykte (ungefær) 500 Exemplarer.

· · · · ·
· · · · ·

3die Marts. Da En kom til K. Christian 2. paa Kallunborg og forkyndte ham, at Christ. 3. var død, skal han have svaret: „Derfor er Danmark dog ikke kongeløs.“ Paa det nye Archiv, som er ved det tydske Kancelli, skal iblandt nogle Christ. 2. Breve til Christ. 3. være et, hvori han forlanger et Exemplar af den nye Bibel in folio 1550, og at ham maatte undes en lærd Mand at omgaaes med. Christ. 2. Datter skal have ladet sig skrive Regina Daniae paa en Mynt, som udentvivl Etatsraad Foss skal have.

· · · · ·
· · · · ·

7de Marts. Etatsraad Wolffen[16] havde samlet et skikkeligt Bibliothek. Samme vilde han endelig have nødt Sal. Kongen paa, men da det ei kunde lykkes, resolverede han 1713 at sætte dem paa Auktion og bad dog, at Hans Maj. vilde kjøbe nogle deraf. Kongen befalede da Fr. Rostgaard at kjøbe endel af de nødvendigste deraf til sit Bibliothek, og kjøbte han da for 500 og nogle Rdlr.

· · · · ·
· · · · ·

10de Marts. Ole Hermansen Nysted (Olaus Hermannides Neapolitanus) kaldtes døve 0le, var en gammel fattig Student, som levede deraf, at han malede Vaaben og indrettede genealogiske Tabeller for visse fornemme Familier og derfor af dem fik skikkelige Diskretioner.

Hr. Morten Haugaard, som er Præst i Kjøge, til hvilket Embede Fr. R. har hjulpet ham hos Sal. Kongen, har været i Fr. R.s Hus som Amanuensis i syv Aar og skrevet utallig meget for ham og fornemmelig hjulpet ham med det store Opus Genealogicum over danske adelige Familier, som de begyndte paa 1704, da Haugaard kom til Fr. R., og endnu ikke er færdigt, men Hr. Haugaard endnu har det hos sig for at skaffe det i nogen Rigtighed, som han har givet Fr. R. sin Revers for. Fr. R. har gjort ham for hans flittige og tro Tjeneste et dansk Vers til Ære til hans Bryllup 1714, hvilket jeg har læst.

11te Marts. Gyldenløvs[17] Frue, som var Grev Antons Datter af Altenburg og Moder til Grev Laurvig, fik Lyst til at ville lære Dansk. Dertil blev antagen en gammel jydsk Student. Da han nu skulde lære hende at stave, kunde hun ikke prononcere jeg ret; han stavede for hende i. e. g. siger jæg, hun sagde i. e. g. siger ieeg; det kunde han ikke faa i sit Hoved, men sagde: „I skal sey, som a seyer: i. e. g. Jæg, seyer a.“

Denne Gyldenløve var en god Husholder og vidste brav at føre sig det Jernverk til Nytte, som Kongen havde skjænket ham. Han sendte mange Ladninger Jern til Holland og tog af de smaa stærke Mursten tilbage, hvormed han byggede Charlottenborg, som Dronning Charlotta Amalia siden kjøbte. Hollænderne tænkte derfor, at han var en stor Kjøbmand i Kjøbenhavn og skrev hans Titel saaledes paa deres Breve: To myn Heer, myn Heer Ulrich Christian (ɔ: Fredrik) Gyldenlüw, groot coopman to Copenhagen.

12te Marts. Arnas Magnussen sagde altid, at han delte sine Ligprædikener i tre Parter, Fløielet gav han sin Kone til Modester, Personalia og det Historiske beholdt han selv, og Prædikenerne gav han til fattige Studenter. Hans Kone havde tilforn havt en Sadelmager; hun overlevede ham, endskjønt han havde tænkt at leve hende over. 1693 har han besøgt P. Syv.

· · · · ·
· · · · ·

14de Marts. Den Historie om Claus Rasch, der kunde saa brav drikke og derfor af K. Christ. 5. fik en stor Sum Penge eftergivet, som han var bleven Kongen skyldig, fordi han skulde paa slottet drikke en saxisk Herre af Marken (som var ankommen og kunde saa brav drikke), og til Taffels drak en mægtig stor Sølvbæger ud af en Drik, da han dog det samme om Morgenen for Ober-Kammerjunker Knuth til en Prøve havde gjort.

15de Marts.

· · · · ·
· · · · ·

Fr. R. har en temmelig Samling af Pet. Schumachers Vers samt af Kingos, Frantz Nyhuses, Jørgen Friises, Jørg. Sorterups, Dorothe Engelbretsdatters, Henr. Gerners.

Pontanus har gjort et Vers til Cragii Respl. Lacedæm., bestaar af bare et Hexameter og et Pentameter, under hvilket han kalder sig Johannes Isaacus Helsingius af Helsingør, hvor han er født. Kaldte sig Pontanus af Sundet.

· · · · ·
· · · · ·

17de Marts. Var Mr. Hertz her paa Kraagerup, som var Slotsforvalter og Gartner paa Fredensborg. Han beklagede sig over, at Herskabet neppe kom til mere at residere paa Fredensborg, saasom H. M. Dronningens ikke kunde taale at se Stedet, som hendes Fru Moder Markgrevinden der døde. Man siger ellers, at H. K. M. vil forære Kronprindsen Fredensborg til hans forestaaende Geburtsdag.

· · · · ·
· · · · ·

21de Marts. Saa nogle latinske Breve af Poul Vinding til Geheimeraad Jessen, iblandt andre et, hvori han beklager sig offentlig at være torteret i en Prædiken, fordi han i en Sag udi Høiesteret var falden fra de Andres Vota og havde, som han vidner for Gud, uden nogen Henseende voteret efter sin Samvittigheds bedste Tilsigende. NB. Det var Doctor Peder Jespersen, som havde havt ham paa Prædikestolen og kaldet ham Poul Vendekaabe.

· · · · ·
· · · · ·

22de Marts. Det Vers om Adelens Oprindelse og Herkomst, som F. Rostg. har Ord for at have gjort, bekræftede han for mig med Ed, at han ikke var Autor dertil, men forsikrede, at Vilhelm Helt havde skrevet det, og at han havde seet V. Helts egen Koncept. Iligemaade forsikrede han, at V. Helt ogsaa selv havde forfattet den Apologi eller Forsvar for den danske Adel, der Skal ligesaa være skreven imod „Adelens Oprindelse“ og er dog Adelen mere imod end med[18].

Justitsraad Grams Farfader skal som en Hovkarl have været med en Herremand ved Frederici 2di Ligbegjængelse.

· · · · ·
· · · · ·

23de Marts. Saa endel af Fru Conradinae Sophiae Rostgaards egenhændige Breve samt hendes fortrolige Korrespondence og Breve til sin Fader om lærde og især danske poetiske Sager[19]. Var om Eftermiddagen i en af F. Rostgaards Byer, kaldet Febberop, hvor Fr. R. har en smuk Have og derved en liden Stue, hvori jeg saa en Fugl afskildret paa hvidt Flor med Couleurer paa begge Sider; samme har Grev Stenbock af Sverige gjort.

· · · · ·
· · · · ·

24de Marts. Saa det Træ, som kaldes Troskabs-Bøg, hvorpaa Jens Rostgaard har udgravet Kong Fred. 3tii Navn tilligemed endel Andres, som i Beleiringens Tid udviste sær Troskab mod Kongen og Landet, saasom Corfitz Trolles, Stenvinkels, Henrik Gerners, Hans Rostgaards og hans Kones i eet Træk. Ved samme Bøg blev oplagt adskillige gode Raad i Beleiringens Tid. Hans Rostgaard bragte selv Mad til Corfitz Trolle, som der nogen Tid opholdt sig.

Mag. Niels Gram, en Præst, blev afsat og kom paa Bremerholm, har der skrevet adskillige danske Vers, blandt andre et til Gyldenløve og Søofficererne 1715.

Fr. R. har været den første, som har begyndt med Kongernes Genealogier; ham har siden Wielandt, Bussæus og mange andre efterfulgt, da de fornam, at det blev vel optaget.

25de Marts. Den Historie eller Comoedie om Peder og Mette er en mærkelig og curieus Piece i vor danske Historie, thi Mogens Skeel har gjort den paa sin Svoger Mogens Friis, da han af Chr. 5. lod gjøre sig til Greve, hvilket Vennerne fortykte paa og holdt for Narreri og mente, at det anstod bedre den gamle Adel at lade sig kalde Adels- og Herremænd end Grever og Baroner. Comoedien er derfor værd at have og læse[20].

Den gamle Mester Jens Justesen, første Præst til Trinitatis Kirke, var en stor Guds Mand og agtet som en Prophet i sine Dage. Naar han hørte en og anden Gang Løgn fra Nogens Mund, troede han dem aldrig siden. Dette hørte Fr. Rostgaard fortælle i sin Ungdom, medens han laa i M. Peder Fosses Hus, og deraf lærte at beflitte sig paa, at det altid kunde siges om ham: Har Rostgaard sagt det, saa er det sandt.

Chr. Bygom, som. efter 1690 har været Collega 6tae Classis i Kbhvn., har været en lovlig god dansk Poet i sin Tid.

· · · · ·
· · · · ·

28de Marts. Caspar Albertsen Bartholin blev sin Familie til liden Ære, thi han faldt hen til Drik og gik som en anden fordrukken Student, da han havde fortæret, hvad han havde. Hr. Caspar Bartholin[21] vilde ofte hjulpet ham og klædt ham, men han vilde ikke hjælpe sig selv. Han døde i Fattigdom og blev begraven paa vor Frue Kirkegaard da hele Familien med Glæde fulgte ham bort.

· · · · ·
· · · · ·

[Saa] Copi af et tydsk Vers, som K. Frid. 3. selv skal have gjort til Gyldenløves Bryllup med Maria Grubbe. Fr. Rostgaard har ladet det afskrive efter et trykt Exemplar paa gult Atlask.

Her ende Optegnelserne under dette Langebeks første Besøg hos Rostgaard. De kunne sammenlignes med de Notitser af samme Beskaffenhed, som findes omspredte i Suhms samlede Skrifter, eller med Carl Deichmanns i „Meddelelser fra Rigsarchivet“ B. 1. optagne aphoristiske Erindringer.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Ofte har det været mit ønske at kunne meddele en nogenlunde fuldstændig Biographi af denne vort Universitets-Bibliotheks store Velgjører, en af de flittigste Bogsamlere, Norge har frembragt. Men hvad der vides om ham, er kun saare lidet. Selv har han om sit Liv kun noteret Følgende paa en løs Seddel, hvilken jeg ved en Hændelse engang stødte paa i Bibliotheket:
    „Andersen, Halvor, født paa Gaarden vestre Balke i Thotens Præstegjeld i Norge den 21de Marts 1745 af reputerlige Bønder Folk, kom 1771 til Kjøbenhavn og tog samme Aar juridisk Examen paa Dansk, da han ei var studeret, men havde siden 1760 konditioneret som Dreng, Karl og edsvoren Fuldmægtig hos nu afg. Kancelliraad og Sorenskriver David Sommerfeldt, blev derpaa Fuldmægtig ved Hof- og Statsrettens Skiftekommission i Aaret 1771, og i 1793 Revisor for de offentlige Stiftelsers Regnskaber i det danske Kancelli.“
    Allerede 1786 testamenterede han sin Bogsamling til „sit kjære Fædreneland Norge,“ for at den i sin Tid, om Norge fik et Universitet, kunde tilfalde dette, men i modsat Fald forenes med det Deichmanske Bibliothek. Ved hans Død, 19de Marts 1810, udgjorde Samlingen over 15,000 Bind, for det meste henhørende til dansk og norsk Historie, og i udmærket vel konditionerede Exemplarer. Da Andersen ogsaa efterlod en uægte Datter, blev denne og hendes Moder pensionerede af Universitetet. – Andersens mange historiske og juridiske Kundskaber skaffede ham den ikke almindelige Paaskjønnelse at optages i det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog. Hans kjæreste Arbeide var at samle alle dansk-norske Rescripter, og hans Samling var langt fuldstændigere end den Fogtmannske, „ja man har endog fundet Dokumenter hos ham, som man forgjeves søgte i Kollegiernes Arkiver.“ (Kbhvns Skilderie, B. 13, – 1810 – S. 760). Ligeledes roses han almindelig for den usædvanlige Tjenstvillighed, hvormed han veiledede Enhver, som søgte Oplysninger hos ham, og stillede sit Bibliothek til Andres Disposition. – Med hans Bibliothek kom vort Universitet tillige i Besiddelse af hans Haandskrifter. Den største Del af disse bestaar af hans ovennævnte Samling af Reskripter, der dog nu, efterat Wessel-Bergs Samling er udkommen, har mindre praktisk Betydning. Dernæst fandtes efter ham en uhyre Masse løse Papirer, hvoraf han maaske har erhvervet nogle i sin Egenskab af Fuldmægtig ved Kjøbenhavns Skifteret. Kun den allermindste Del af disse Sager, der aldrig har været katalogiseret, kan dog siges at have Værd.
  2. Langebek var nemlig dengang Amanuensis ved det store kgl. Bibliothek, hvis Bestyrer var Gram. Som man vil se, kom imidlertid Langebeks Ophold hos Rostgaard til at medtage over to Maaneder.
  3. Størstedelen af Rostgaards Bibliothek var nemlig solgt efter hans Fald 1725.
  4. Oplysende for Datidens sociale Forhold. Den borgerlige Lærde, Studiosus Langebek, kunde ikke modtages blandt de fornemme Gjester.
  5. Om dette indfald af Carl den XII, som gik forud for Freden i Traventhal, se L. Engelstofts Afhandling: Kjøbenhavns Stilling og Farer i Sommeren 1700. (Engelstofts udvalgte Skrifter, 2, S. 1–84.).
  6. Disse Papirer, der nu findes paa det st. kgl. Bibliothek, have været en Hovedkilde til Bruuns Verk.
  7. Student Isenfeldt beskyldtes for at have villet tilkjøbe sig geistlig Befordring af Rostgaard, medens denne var Oversekretær i Kancelliet, og tillige for at have været Mellemmand mellem Rostgaard og andre Supplikanter af lignende Art. Han blev 1725 relegeret paa tre Aar (Bruun, Rostgaards Liv og Levnet, S. 371 o. fl. St.)
  8. Rektor i Frederiksberg, tidligere paa Frederikshald, i hvilken Stilling han forfattede sin for Krigshistorien vigtige versificerede Beskrivelse over Frederikshald.
  9. Chr. à Møinichen var Oversekretær i Kancelliet, afsattes 1730, men blev 1743 Stiftamtmand i Bergen, hvor han døde 1747.
  10. Denne allerede ovenfor nævnte Mand var en Præstesøn fra Støren i Throndhjems Stift, der ledsagede Rostgaard som en Art Famulus (Tjener) paa hans Reiser og ved Hjemkomsten blev Præst i sin Fødebygd Støren, hvor han døde 1706. (Erlandsen, Thr. St. Geistl. S. 188–91.) Oplysende for Datidens Forhold er den Bemærkning, at Studenten – ikke bar Liberi.
  11. Rostgaard blev, som bekjendt, gift med Conradine Revenfeldt, Dronning Anna Sophies Halvsøster og en uægte (men af Faderen anerkjendt og af Kongen adlet) Datter af Storkantsleren Grev Reventlow. En Anekdote om Frederik den Fjerdes Bemærkninger i Anledning af dette Ægteskab, ligeledes optegnet af Langebek, vil blive optagen i det endnu ikke udgivne Bind af Chr. Bruuns Verk.
  12. Et af de i sin Tid Sparfwenfeldt tilhørende Haandskrifter i Upsala, den saakaldte Abbed Bergs Bog, der indeholder Olaf Tryggvassøns og Olaf den Helliges Sagaer i den udførligste Form, er just i denne Tid bleven afskrevet for det norske historiske Kildeskriftfond.
  13. Forfatteren af Christian IV.s Historie.
  14. I Fru C. B. Dunkers i 1871 udkomne Skildringer „Fra gamle Dage” fortælles S. 97–104 Adskilligt om samme Morten Scavenius, som der urigtig gjøres til en Bispesøn fra Christiania.
  15. Siden Stiftamtmand i Christiania 1737–1740.
  16. Frederik IV.s Livlæge og Bibliothekar ved det store kongelige Bibliothek.
  17. Norges Statholder U. F. Gyldenløve.
  18. Sammenlign Chr. Bruun, Fr. Rostgaards Liv og Levnet, S. 194 f.
  19. Denne Rostgaards kjæreste Datter, en Dame af stor Lærdom og Begavelse, blev først gift med Ritmester Fredr. v. d. Maase, men da hun efter dennes Død (1736) ægtede sine Børns Huslærer, Oluf Bruun (Malte Conr. Bruuns Stamfader), forbitredes hendes Forældre i den Grad over saadan Mesalliance, at de gjorde hende arveløs. Denne interessante, for Datidens Tænkemaade karakteristiske Begivenhed findes udførlig fortalt i Bruuns Fr. R.s Liv og Levnet, S. 420 ff.
  20. Denne Komedie er den høist fornøielige dramatiske Satire, som under Navn af „Grevens og Friherrens Comoedie“ er trykt tvende Gange, først i Suhms Nye Samlinger, B. 2, S. 49–78, derpaa i en fortrinlig Udgave af S. Birket Smith, Kbhvn. 1871. Smith har i de danske Bibliotheker fundet femten Afskrifter af dette Stykke; hertil kommer endnu to saadanne, som jeg har stødt paa i Blandingsbind paa det norske Universitets-Bibliothek.
  21. Caspar Thomesen Bartholin, der (som den første Uadelige i Danmark) blev Ridder og derfor her kaldes „Hr.“