Hvad var Skíringssalr?

Albert Kjær

Hvad var Skíringssalr?

Historisk Tidsskrift, fjerde Række, femte Bind, 1909 (s. 267-283).

HVAD VAR SKÍRINGSSALR?

AF

A. KJÆR.

At Skíringssalr har været Navn paa en Del af det sydlige Vestfold, har der længe hersket fuld Enighed om; men om Omfanget af det Omraade, som har gaaet under dette Navn, har Meningerne som bekjendt været noget forskjellige, da man dels har holdt paa det nuværende Tjølling Sogn alene, dels paa dette i Forbindelse med en Del af Sandeherred, ja endog i Forbindelse med en Del af Hedrum Sogn. De Kilder, man har til at opgjøre sig en Mening herom, er to Diplomer, aftrykte i Diplomatarium Norvegicum^[1]. Det ene^[2], fra Aaret 1419, henfører Gaarden Gudrina^[3] til Skiringssal, og da et andet Brev^[4], fra 1444, omtaler denne som liggende i Þiodlings sokn, ved man, at der menes Gaarden Guri i Tjølling Sogn. Det andet Diplom er en Fortegnelse fra 1445 af Kanniken Gudbrand Rolvssøn over det Jordegods og de Indkomster, som St. Stefans og St. Georgs Hospitaler i Tønsberg eiede^[5]. I denne Fortegnelse anføres under Overskriften Skirisall følgende:

J Monom merkabol
Namfnesale xij auraboll
J Brækko xij auraboll
Klæpakre øress bol
Næsium vestra.

Af disse 5 Gaardnavne kjender man de 3: Namfnesale er det nuværende GN. 25 i Tjølling, Haugen, j Brækko er Brekke i Tjølling og Klæpakre Kleppaaker sammesteds. De resterende 2, j Monom og Næsium vestra, er det ikke saa ligetil at identificere. Kraft, som i 1ste Udgave af sin »Topogr.-statist. Beskrivelse over Kgr. Norge« for første Gang gjorde opmærksom paa de nævnte Diplomer, siger, at de to Gaarde »formodentlig findes i Sandeherred«, hvorfor han mener, at Skíringssalr foruden Tjølling Sogn eller en Del deraf maaske har omfattet en Del af Sandeherred^[6]. I 2den Udgave af samme Værk synes han derimod at have opgivet Formodningen om, at de to Gaarde er at søge i Sandeherred, eftersom han her ved Skiringssal kun forstaar Tjølling Sogn eller en Del deraf^[7]. Ogsaa P. A. Munch har oprindelig tænkt sig de to Gaarde liggende i Sandeherred, men har senere havt Tvivl i saa Henseende. O. Rygh har i sine haandskrevne »Oplysninger til norske Gaardnavne« anført de to Navne under »forsvundne Navne« i Tjølling.

Krafts Gjætning i 1ste Udgave af hans Værk er i den senere Tid optaget af S. A. Sørensen^[8], som mener, at j Monom maa antages at være Mo i Sandeherred (GN. 41), lidt i NV. for Byen Sandefjord, og Næsium vestra Nes vestre sammesteds (GN. 158), ved den sydlige Ende af Goksjøen. Er dette rigtigt, vilde ialfald en betydelig Del af Sandeherred være at henregne til Skiringssalr. Medens denne Forfatter selv dog kun siger, at disse Gaarde »sandsynligvis er Gaardene Mo og Vestre Næs i Sandeherred«^[9], heder det nu i en Afhandling af en anden Forfatter i dette Bind af »Historisk Tidsskrift«, at de »vitterlig« er de nævnte Gaarde i Sandeherred^[10]. Da det efter mit Skjøn ikke alene ikke er vitterligt, men endogsaa aldeles usandsynligt, at der ved j Monom og Næsium vestra sigtes til Mo og Nes vestre, vil jeg, foruden at henvise til Gustav Storms Afhandling »Skiringssal og Sandefjord«^[11] med dens vægtige Argumenter mod de Resultater, hvortil Hr. Sørensen er kommen, søge at give yderligere Grunde mod en saadan Antagelse.

Ser man bort fra det omtvistede Sted i Dokumentet fra 1445 (DN. IX 271), finder man ikke Gaarden Mo i – Sandeherred nævnt før i et Skattemandtal fra 1528^[12]. Formen i Brevet fra 1445 (j) Monum er Dativ af Mórinn, bestemt Form af Mór, altsaa »Moen«^[13]. Men baade i 1528 og overalt, hvor Gaarden Mo i Sandeherred ellers nævnes, har dens Navn ubestemt Form (Moo, Mou, Mouff, Moe)^[14]. Hvis man nu efter O. Ryghs »Norske Gaardhavne« gjennemgaar Navnene i Sandeherred og de nærmeste Herreder, Sem, Stokke, Nøtterø, Tjølling, Brunlanes og Hedrum^[15], viser det sig, at af de 63 Gaardnavne, som i Middelalderen findes brugt i den bestemte Form, kun 14 Navne i senere Tid har antaget ubestemt Form. Ved 4 af disse 14 kan dog den opgivne Udtaleform være Gjenstand for saa grundet Tvivl^[16], at de bør udgaa, og det samme gjælder af andre Grunde yderligere 3 Navne. Der bliver altsaa kun 7 tilbage; men blandt disse er rigtignok netop en Gaard Mo (i Tjømø, DN. V 117 i Monom). Naar man imidlertid tager i Betragtning, at i de samme Herreder 31 Navne, som i Middelalderen brugtes i ubestemt Form, nu har faaet den bestemte, ser man, at Tendensen her har været at tilføie Artikelen, ikke at sløife den, og man bør derfor ikke uden Bevis antage et Gaardnavn, der nu bruges i ubestemt Form, for identisk med et, der i Middelalderen havde bestemt Form. Det kan saaledes, synes mig, ikke fra et sprogligt Synspunkt siges at være »sandsynligt«, at Mo i Sandeherred er identisk med j Monom i Skiringssal; om at det »vitterligt« er dette, kan der selvfølgelig ikke være Tale.

Endnu værre staar det med Sandsynlighedsbeviset for, at Næsium vestra i Skiringssal er identisk med Nes vestre i Sandeherred; dette kan næsten siges at være umuligt. Næsium er Dativ Flertal af Nesjar, en Flertalsform af Hunkjøn til Intetkjønsordet nes^[17]. Men i alle de ovenfor nævnte Herreder har jeg ikke fundet, at et eneste usammensat^[18] Navn, som i Middelalderen havde Flertalsform, i senere Tid har faaet Entalsform, som Tilfældet maatte være, hvis Nesjar nu skulde hede Nes. Hvis dette Navn var bevaret til vor Tid, vilde det ganske vist nu have lydt Nesja eller noget lignende. Et analogt Navn, i gammel Form Fitjar, udtales jo nu i Stokke »Fekkja«, i Sandeherred »Fækkja«, – et andet lignende, Fresjar i Sem, nu »Fræssjæ« og Flesjar (Fresjar) i Hedrum nu »Fræsse«. – Tillægget »vestre« til Gaardnavnet Nes i Sandeherred synes at spille en Rolle for dem, der holder paa de to Navnes Identitet; men det siger i Virkeligheden intet. I 1604, 1664 og 1723 skrives nemlig Gaarden slet og ret Nes, Næs; »vestre« er et Tillæg, der her som saa ofte i den senere Tids Matrikler er givet Navnet til Adskillelse fra en anden Gaard af samme Navn i samme Herred, her fra Nes (østre) i Nærheden af Tønsbergfjorden. I middelalderlige Kilder betyder derimod en Angivelse som í Nesjum vestri (vestra): »i den vestre Part af Gaarden Nesjar«^[19]. Beliggenheden i Bygden har man i gammel Tid ikke betegnet paa denne Maade, og jeg erindrer kun et enkelt Tilfælde, hvor en lignende Angivelse vel er at opfatte saaledes, nemlig i Væstæ Rudhi (BB. 102), nu Rud vestre i Sande; men dette maa forstaaes som et sammensat Navn í Vestr-Ruði (jfr. t. Ex. Vestr-Agðir) og svarer altsaa ikke i Form til det her omhandlede.

Men ogsaa andre Betragtninger end de rent sproglige synes mig at tale imod at identificere de to Navne i Skiringssal med de to nævnte i Sandeherred.

Jeg tror andensteds^[20] at have gjort sandsynligt, at en Gaard i Brunlanes, der i 1440 findes skrevet i Krosgardenom (Korsgaarden, efter Afgift til et Kors i Berg Kirke), ikke længe tidligere har havt et andet Navn, som endnu kan paavises blandt de af O. Rygh som »forsvundne« anførte Navne i Herredet. Et lignende Tilfælde har vi vistnok her i Tjølling. Navne, som betegner en Gaards Forhold til Kirken, maa selvfølgelig i mange Tilfælde have fortrængt et ældre Navn af anden Art. Jeg behøver blot at nævne det almindeligste Exempel: »Præstegaarden«; for dette Matrikelnavn er jo paa adskillige Steder det oprindelige Navn fremdeles i Brug i daglig Tale. Hvor man derfor finder et Navn som Krossgarðr, Prestruð, Prestbýr o. lign., bør man have Opmærksomheden henvendt paa, om det ikke skulde være muligt ved Kombinationer at udfinde det oprindelige Navn blandt de som »forsvundne« opførte Navne. I Tjølling findes der nu en Gaard Spetalen, og dette Navn kan sikkert stilles i Klasse med de foran anførte; det er et Navn, der udsiger, at Gaarden har staaet i et Forhold til en kirkelig Stiftelse, nemlig et Hospital, og det maa have fortrængt et ældre. Spetalen (oldnorsk spitali(nn), Hospital, Sygehus) findes paa adskillige Steder paa Østlandet som Gaardnavn. O. Rygh har ikke villet sige noget sikkert om Anledningen til dette Ords Brug som saadant: »at der skulde have været Hospitaler i Middelalderen paa de Steder hvor Navnet findes, er ikke tænkeligt, men en Mulighed er det vel, at det kunde skrive sig fra, at et Hospital i en af Byerne har eiet Gaarden eller en Part deraf«^[21].

Navne som Spitalsskog, Spitalsengen o. lign. synes imidlertid ikke at kunne sigte til andet, end at et Hospital har havt Indtægterne af Stedet, og da er vistnok Ryghs Formodning om Spetalen mere end en Mulighed. Man kunde indvende, at en saadan Gaard skulde ventes kaldet »Spitalsgaarden«; men Spetalen i Raade skrives virkelig ogsaa at Spitalsgardenom ved Siden af i Spitalenom^[22]. Gaardnavnet Spitalinn maa altsaa egentlig være en praktisk Forkortelse af det længere Navn.

Hvilket Hospital det er, som har havt Indtægter af Gaarden Spetalen i Tjølling, haves der ingen direkte Oplysning om. Det maa dog sikkert have været enten et Oslo- eller et Tønsberg-Hospital. Af Oslo-Hospitalernes Jordebøger kjendes den for St. Laurentii Hospital (og Kirke)^[23]. Da denne viser, at dette Hospital ca. 1400 slet intet Jordegods eiede paa Vestsiden af Kristianiafjorden, er der vel heller ikke nogen større Sandsynlighed for, at de to andre, St. Georgs Hospital og Hovins Hospital, hvis Jordebøger ikke kjendes, har eiet Jordegods i Tjølling, – ialfald giver heller ikke DN. nogen Oplysning om, at Jordegods i Tjølling har tilhørt noget Hospital udenfor Tønsberg. Har imidlertid Spetalen i Tjølling (celler en Part i Gaarden) tilhørt et Hospital i Tønsberg, kan dette ikke have været St. Laurentii Hospital dersteds, da Navnet ikke findes i Fortegnelsen over dette Hospitals Eiendomme^[24]. Gaarden maa altsaa have ligget under de forenede St. Georgs og St. Stefans Hospitaler. Det kan ogsaa være værdt at lægge Mærke til, at Spetalen er Nabogaard til Kleppaaker, der har tilhørt disse.

Men har Gaarden Spetalen allerede før 1398 tilhørt disse tønsbergske Hospitaler, skulde den findes i Gudbrand Rolvssøns Fortegnelse fra 1445; thi jeg er ganske enig med Hr. S. A. Sørensen i, at man i det hele tør stole paa dennes Nøiagtighed. Og naar Gaarden ikke findes der under Navnet Spitalinn, maa den søges der under et andet Navn. Spetalen maa med andre Ord enten være den Gaard i Skiringssal, som i Fortegnelsen heder j Monom, eller den, der er anført som Næsium vestra. Da nu Spetalen ligger noget inde i Landet og har andre Gaarde mellem sig og Sandefjorden, kan den kun være Fortegnelsens j Monom. Jeg skal tilføie, at Spetalen ikke kan have havt noget andet af de af Rygh som »forsvundne« anførte gamle Navne i Tjølling, af den Grund, at man ved, hvor der er blevet af de tilsvarende Gaarde, med Undtagelse af to, Sandakr og en fra ca. 1570 anført Gaard Sogenn. Sandakr kan nu ikke være identisk med Spetalen, fordi begge disse Gaardnavne nævnes samtidig^[25], og »Sogenn« heller ikke, da dette Navn ikke kan tænkes at være anvendt ved 1570, naar Spitalinn var blevet et gjængs Navn allerede i 1398 og anføres baade i 1528 og i 1593.

Hr. S. A. Sørensen har ogsaa været opmærksom paa, at man kunde »gjætte paa, at denne Gaard [ɔ: j Monom] er den samme som Spetaalen«^[26]. Men uagtet han indrømmer, at Spitalinn »ikke behøver« at være det oprindelige Navn, afviser han den nævnte Mulighed af den Grund, at »Spetaalen forekommer som Navn allerede i 1398 (se DN. III 397)«. Det er nu aldeles vist, at Spitalinn ikke alene ikke behøver at være Gaardens oprindelige Navn, men aldeles ikke kan have været dette; thi intet Sted, hvor der ikke virkelig var et Hospital, kunde faa Spitalinn som oprindeligt Navn. Ingen gammel Bondegaard kunde være kaldet saa, da Gaarden blev til: dette Navn kan først have heftet sig ved en Gaard, efterat den var kommen i Skyldforhold til et Hospital. Men da er Spitalinn heller ikke i den første Tid af Ordets Brug om en Gaard noget egentligt Navn; det har været en Betegnelse af samme Art som »Klokkergaarden«, »Skrivergaarden«, »Værket« o. lign., og maa have været brugt i længere Tid ved Siden af det egentlige Navn, før det har kunnet fortrænge dette. Og saa kan naturligvis have fundet Sted ligesaa vel i skriftlig Optegnelse som i Tale. Paa samtidig Brug af to Navne om en og samme Gaard kan fra RB. anføres Exemplerne Prestrud er æithir Tunga og i Fiakarudi er sumir kallæ Holmsrudh^[27]. At en Gaard i 1398 skrives Spitalinn, behøver altsaa ikke at betyde, at dette da var det eneste brugelige Navn paa Gaarden, men kun at det var det Navn, som da var blevet det gjængse, og et saadant kunde godt anvendes i foreliggende Tilfælde (Diplomet angaar en Tinglysning), hvor det kun dreier sig om Navnet paa den Gaard, hvor Tinget holdtes. Anderledes, hvor det gjaldt at fastslaa en Gaards juridiske Forpligtelser; der maatte naturligvis Gaardens virkelige Navn skrives, naar man kjendte det. Gudbrand Rolvssøn kunde derfor i sin Fortegnelse (fra 1445) ikke bruge den populære Betegnelse Spitalinn; han maatte skrive det Navn, som var brugt i selve Gavebrevet, eller hvilken anden ældre Kilde han nu har benyttet. I dette Tilfælde gjælder ganske vist Hr. Sørensens Ytring, at det »var en vanskelig Sag at forandre kjendte Gaardnavne, særlig naar Gaardene var beheftede med Skyld«^[28]. Fra denne Side kan der ingen Indvending gjøres mod, at j Monom og Spitalinn er en og samme Gaard. Man kunde høist sige, at Gudbrand burde have brugt en Dobbelt betegnelse som i de ovfr. fra. RB. anførte Exempler; men ingen ved, om han har kjendt den sidste Betegnelse.

Derimod kan en anden Indvending bedre lade sig høre. Gaarden j Monom viser sig senere at være forsvunden af Fortegnelsen over de to tønsbergske Hospitalers Jordegods. Dette fristede i Tidens Løb forskjellig Skjæbne og henlagdes tilsidst i 1547 til det i 1538 grundede Oslo Hospital. En Regnskabsbog for dette fra Aaret 1556, hvorpaa Dr. L. Faye har gjort opmærksom^[29], findes i Kristiania Universitetsbibliothek (Manuskr. No. 364 Fol.). Men i denne findes hverken j Monom eller Næsium vestra anført, ligesaa lidt som den Gaard, jeg antager for identisk med den første af disse, nemlig Spetalen. Man kan derfor spørge om, hvor der kan være blevet af disse to Eiendomme, specielt den førstnævnte (til den anden skal jeg komme tilbage ndfr.), og indvende, at man i Tilfælde af Identitet skulde vente at se Navnet j Monom afløst af Spetalen. Hr. Sørensen har ogsaa gjort sig Umage med at besvare et saadant Spørgsmaal. De to Navne gjenfindes aldrig mere i noget af Oslo Hospitals Regnskaber; men i en Jordebog for dette fra Aaret 1663 (i Rigsarkivet) anføres Gaarden Holtan (i Tjølling), og Hr. Sørensen antager nu, at de to forsvundne Gaarde er blevet bortbyttede mod Gaarden Holtan, saa de i den senere Tids Regnskaber altsaa repræsenteres af denne^[30]. Dette kunde være plausibelt, hvis Holtan var nævnt i Regnskabsbogen fra 1556; men i denne findes ikke Holtan anført, hverken i Listen over den indbetalte Skyld eller i Listen over Restancerne for de fire Aar 1552–1555. Da det heller ikke er paavist, at de to Navne dukker op i Regnskaber for nogen anden Institution, til hvem de kunde være bortbyttede, er intet Sandsynlighedsbevis for Bytte leveret. Vil nogen som Indvending spørge om, hvor j Monom eller, i Tilfælde af Identitet, Spetalen er blevet af i Regnskaberne, kan man svare med Kontraspørgsmaal: Hvor er der blevet af Bakskyrti i Undrumsdal Sogn, som staar opført i Fortegnelsen af 1445, men ikke gjenfindes i senere Regnskaber, uagtet det er en endnu existerende Gaard (Bakskjul)? Hvor af Tufuom i Sandeherred, som ogsaa endnu existerer (Tue)? Hvor af Hiertness sammesteds, som findes i Fortegnelsen fra 1445 og i Regnskabsbogen af 1556, men ikke i Jordebogen af 1663 eller i Auktionsplakaten over Oslo Hospitals Eiendomme fra 1735, uagtet Gaarden endnu existerer (Hjertnes)? Kan disse Gaarde være gaaede ud af Hospitalets Eie, uden at man kan gjøre nærmere Rede derfor, kan dette ogsaa være Tilfælde med j Monom (eller Spetalen).

At søge Næsium vestra andensteds end i Tjølling, naar det ikke kan være Nes vestre i Sandeherred, er der naturligvis ingen Grund til. Men hvor i Tjølling dette Sted kan have ligget, kan man neppe gjøre sig nogen bestemt Mening om. Det synes at være sporløst forsvundet. Hr. Sørensen finder, at dette Navn ligesaa lidt som Navnet j Monom »gjør Indtryk af at være Navne paa Smaapladse, hvor Navnene i Tidens Løb lettere kunde forsvinde«. Der er dog én Ting, som kan tyde paa, at Næsium vestra kan have været et ganske ubetydeligt Sted: der findes nemlig ikke opført nogen Skyld ved Navnet. Foruden ved dette mangler Skylden kun ved følgende: en Fos i Moss, Haugha j Thesala sokn, Sundomaness, Vptueit i Vassaas Sogn, Vnnulfsbudha og Saltholmen (begge i Hedrum Sogn), Bærghennar i Undrumsdal Sogn. Sundo(l)manes forekommer i DN. som Navn paa en Grænd ved Iddefjorden^[31]; men da dette ikke passer her, maa der her menes selve det Nes, hvoraf Grænden har faaet Navn. Man kan se, at der har været drevet Saltkogning i Trakten, og det er vel af saadan Virksomhed, at Hospitalet har havt sin Indtægt. Om Saltholmen har jeg formodet det samme^[32]. Haugha i Tesale Som (i Smaalenene) synes at være forsvundet uden Spor, Vptueit i Vassaas ligesaa^[33]. Disse Eiendomme maa vistnok have været ubetydelige. Bærghennar er senere gaaet ind under Sollerød i Undrumsdal; det kan da heller ikke have været nogen større Gaard. Kun Vnnulfsbudha har holdt sig til Nutiden. Det er Unnersbu i Hedrum, som endnu i 1723 hørte blandt de mindre Gaarde der. Navnet (»Arnulvs Boder«) tyder unægtelig ogsaa paa en meget beskeden Begyndelse, og i 1445 kan vel heller ikke en Gaard med dette Navn have været saa særdeles gammel, – ingen Gaard i Jarlsberg og Larviks Amt, som har et med búð eller búðir sammensat Navn, findes nævnt før ca. 1400 (i RB.). Efter dette vil det ikke volde den ringeste Forundring, om Næsium vestra ligesom de fleste andre af de her nævnte Lokaliteter er gaaet ud af Sagaen uden at efterlade sig Spor; det er ikke andet, end hvad man helt maatte vente. Vi ser jo, at Navne paa Steder, som maa have havt en ganske anden Værdi for Hospitalet end et, ved hvis Navn der ingen Skyld er tilføiet, er sporløst forsvundne. Leifsakr, som efter Fortegnelsen fra 1445 skal have ligget i Berg Sogn paa Brunlanes, med et helt Markebols Skyld, gjenfindes ikke senere; Sighiuælle i Sandeherred, i 1445 ogsaa med samme Skyld, findes i Regnskabsbogen af 1556, men ikke i Jordebogen af 1663.

Hvor Næsium vestra er at søge, er som sagt helt uvist, men der er jo Nes nok i Tjølling; man kunde t. Ex. tenke paa Strøget syd for Kjerringviken. En Lokalitet, hvor to Nes dannede et fremtrædende Led i Situationen, kunde faa Navnet Nesjar; blev der bygget et Par Strandsidderhuse eller lign., vilde det vestligste af disse kunne kaldes í Nesjum vestra.

Jeg kan efter det her udviklede ikke finde, at der fra de to Stedsnavne j Monom og Næsium vestra kan hentes noget vægtigt Argument for den Antagelse, at det gamle Skíringssalr har strakt sig ud over det nuværende Tjølling Sogns Grænser og indbefattet en større Del af Sandeherred. Hr. Sørensen har imidlertid villet støtte en saadan ved at søge at godtgjøre Sandsynligheden af, at den gamle Kongsgaard Geirstaðir har ligget i Byen Sandefjords nærmeste Omegn. Efter hans Mening er denne det nuværende Gjekstad i Sandeherred, og den Haug paa Nabogaarden Gokstad, hvori det bekjendte »Gokstadskib» fandtes, skal være den Haug, hvori Kong Olav Geirstada-Alv blev hauglagt. Selv om dette er rigtigt, hvad ogsaa Gustav Storm har indrømmet Muligheden af^[34], beviser det dog intet med Hensyn til Skiringssals Grænser, da det intetsteds siges, at Geirstaðir har ligget i Skiringssal, om dette end kan være sandsynligt. For at Gokstad-Haugen skal være Kong Olavs Haug, maa nu for det første forudsættes, at Gokstad har kjøbt af Gjekstad den Del af Gaarden, hvor Haugen findes, hvad der er muligt^[35], og for det andet, at Navnet Gjekstad kan være opstaaet af Geir(s)staðir. Af denne Mening har O. Rygh været; i det efter hans Død udgivne Værk »Gamle Personnavne i norske Stedsnavne« anfører han Gjekstad i Sandeherred blandt de med Mandsnavnet Geirr sammensatte Gaardnavne. En Overgang fra Geirs- til Gjeks- er ogsaa af Rygh paavist ved Navnet Gjekstad i Vestby Sogn i Akershus Amt, der i 1302 findes skrevet i Geirsstoðvm, i Gerstoðvm, i 1389 i Geistadum og ca. 1530 Gyckstadt^[36]. Efter dette antager Rygh samme Overgang i Navnene Gjeksrud i Vestby, skrevet Geiksrud ca. 1400 (i RB.), i Gjekstad i Sandeherred, som skrives i Geikstadom i 1351, i Gæikstadum i 1407 osv.^[37], samt i et forsvundet Navn fra 1393, Giæiksgardr i Ø. Gausdal. At Geirs- er blevet til Gjeks-, er altsaa sikkert nok ved Gjekstad i Vestby; men dette kan ingenlunde siges om de andre Navne og mindst om Gjekstad i Sandeherred. Medens -k endnu i 1389 ikke er trængt ind i Navnet i Vestby, skulde dette være skeet allerede i 1351 ved samme Navn i Sandeherred; men saalænge der ikke fra Midten af 14de Aarhundrede kan anføres sikre Exempler paa samme Forandring, bliver denne Forklaring kun en usikker Gjætning, som ikke kan afgive nogen synderlig Støtte for andre Gjætninger. Finnur Jónsson foretrækker ogsaa at forklare Gjekstad i Sandeherred af et Ord geigr, der flere Gange findes brugt som Mandstilnavn^[38], Af saadanne maa en hel Del Gaardnavne forklares; men det viser sig ogsaa, at Tilnavne er gaaet over til at bruges som virkelige Navne, hvad der maaske har været Tilfælde her.

Heller ikke Skibsfundet paa Gokstad kan egentlig siges at være af nogen afgjørende Vægt for Hypothesen om, at Gjekstad er det gamle Geirstaðir. Det viser kun, at en anseelig Mand har været hauglagt der. Osebergfundet har jo nu bragt et endnu prægtigere Skib for Dagen; men hvem den Kvinde har været, som her har været hauglagt, er os fuldstændig ubekjendt. Og naar her »Saga har glemt, hvad hun vidste«, kan det samme gjælde Gokstadfundet. Ogsaa den Omstændighed, at den i Gokstadhaugen begravede Mands Ben tyder paa, at han har lidt af sterk Ledgigt, har ved Osebergfundet tabt i Værd som Bevismiddel for, at den af »Fodverk« døde Kong Olav har været begravet der, naar man nu hører, at de paa Oseberg fundne Ben af en Kvinde vidner om samme Sygdom. End ikke det Argument af Sørensen, at Gokstadhaugen viste sig at være opbrudt i gammel Tid, ligesom Olav Geirstada-Alvs Haug skal være opbrudt af Olav den helliges Fosterfader Rane Vidførle, bliver uberørt af Osebergfundet: ogsaa Oseberghaugen har desværre været opbrudt og plyndret^[39].

Kongesagaernes Geirstaðir henlægges nu almindeligst til Gjerstad i Tjølling. I norske Kilder fra Middelalderen forekommer dette Navn ikke. De Jordebøger og Skattemandtal, af hvilke O. Rygh har uddraget dets ældre Former, begynder desværre først ved 1528. Da alle disse skriver Gere-, Giere- eller Gierre- (1528, 1593, 1600, 1604, 1625, 1664, 1723), har Sophus Bugge fundet det »sandsynligt, om end ikke sikkert«, at det første Led har været et Navn paa 2 Stavelser^[40] (t. Ex. Geiri, som ogsaa er et gammelt norsk Mandsnavn) og ikke Geirr. Jeg vil dog hertil bemærke, at specielt den ældste Kilde, Skattemandtallene fra 1528 og deromkring, ikke er at stole paa i saadanne Detaljer som et -e mere eller mindre (Kvalstad i Ringsaker skrives saaledes der Hualestadt, uagtet 1ste Led er Hvalr)^[41], og dernæst vil jeg tilføie, at ikke alle ældre skriftlige Kilder skriver Gere- eller Gierre-. I Tjøllings Kirkebog har jeg nemlig fra Aarene 1671 (Bogen begynder først med dette Aar) og til ca. 1700 fundet Navnet skrevet Gerstad eller Gjerstad 14 Gange, medens jeg ikke har bemærket Gere- eller Gjere- en eneste Gang. Det er nu vel ikke utænkeligt, at i Jordebøger og Skattemandtal kan en engang indkommen lidt feilagtig Skrivemaade være overført fra den ene Protokol til den anden, medens det ikke er Tvivl underkastet, at Bygdens Præst har vidst, hvorledes Navnet, ialfald i hans Tid, lød. Man kan heller ikke paastaa, at Geirsstaðir maatte blive til Gjekstad i Tjølling, fordi dette gamle Navn har faaet saadan Nutidsform i Vestby; Stedsnavne undergaar naturligvis ikke overalt de samme Forandringer. Skulde det imidlertid vise sig, at Gjekstad i Sandeherred med større Sikkerhed end nu kan siges at være opstaaet af en ældre Form Geirsstaðir, da maa man være enig med Hr. Sørensen^[42] i, at der ikke er nogen Sandsynlighed for, at Navnet Gjerstad i Tjølling i gammel Tid har havt samme Form, og altsaa ikke for, at dette er den gamle Kongsgaard; dertil ligger disse to Gaarde for nær ved hinanden. Men deraf følger ogsaa, at Gjekstad ikke kan være det gamle Geirstaðir, hvis man kan komme til Vished om, at Gjerstad er dannet af Geirr.

Saalænge man ikke fremfinder nyt Materiale til Bestemmelse af Skiringssals Omfang, vil man neppe med afgjort Sikkerhed kunne udtale sig om dette Spørgsmaal. Jeg har heller ikke her havt dette til Hensigt, men kun søgt at vise, at der med det nuværende Bevismateriale ikke med nogen Sandsynlighed kan fremsættes en Mening, der strider mod den, som i den senere Tid har været den almindelig gjældende, nemlig at Skíringssalr og Tjølling Sogn er det samme.

---

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Anført i det følgende som DN. med Bind- og Sidetal. Andre Forkortelser er RB. = »Røde Bog«, NG. = O. Rygh, Norske Gaardnavne, NRJ., Norske Regnskaber og Jordebøger ved Huitfeldt-Kaas, GN. = Gaardnumer.
2. DN. I 476.
3. Jeg anfører samtlige Navne fra gamle Kilder i den Form, hvori de der forekommer, selv om det ikke er Nominativ.
4. DN. I 572.
5. DN. IX 271 ff.
6. Kraft, Beskr. II (1822) S. 879.
7. Kraft, Beskr. 2. Udg. II (1841) S. 336.
8. S. A. Sørensen, Det gamle Skiringssal, I (Kr.a 1900), S. 17 ff.
9. S. A. Sørensen, smst. S. 27.
10. Se L. Berg, S. 178 foran.
11. Hist. Tidsskr. 4. Række, IV 214 ff.
12. NRJ. IV 197.
13. Det er neppe Dat. Flert. i bestemt Form.
14. NG. VI 266.
15. Smst. S. 178–366.
16. Nemlig hvor Navnet uden Artikelen ender paa -n.
17. Om denne Forandring af Kjøn se O. Rygh i NG., Indledn. S. 11.
18. Man kan nemlig ikke med S. A. Sørensen (Er »Kongshaugen« Olaf Geirstad-Alfs Haug? Kr.a 1902, S. 32) til Sammenligning anvende sammensatte Navne, som Sólbergar osv. Han citerer vistnok O. Rygh (NG. Indledn. S. 11), men citerer ham ikke fuldstændigt; thi Rygh, der taler om sammensatte Navne, siger tilslut: »Den sidste Forandring beror dog vel ikke paa virkelig Skiften af Talform, men paa lydlige Grunde, paa den Afkortning, som det svagere betonede 2det Led i det sammensatte Navn er udsat for.« Af lignende Grund egner de to Navne Leirungen og Nevlungen sig ikke til Sammenligning. Naar Hr. Sørensen først taler om »den noksaa almindelige Regel, at Gaardnavne, som oprindelig er Flertal, senere gaar over til Ental«, og vil støtte denne Paastand ved Citatet fra Rygh, ved jeg ikke, hvad jeg skal sige om hans Maade at citere paa. Rygh begynder nemlig saaledes: »kun forholdsvis sjelden synes Gaardnavne at have skiftet Talform i senere Tid; endnu sjeldnere lader saadan Forandring sig sikkert paavise« osv. Dette udelades, og Rygh siger heller ikke, hvad Hr. Sørensen lader ham sige: »Overgang fra Flertals- til Entalsform træffes oftere« osv., men »Den omvendte Overgang fra Flertals- til Entalsform, træffes oftere« [nemlig end den fra Entals- til Flertalsform]). (Udhævelserne i de anførte Citater er gjorte af mig).
19. Naar Gustav Storm har oversat med »Nesene i vest« (Hist. Tidsskr. 4. Række, I S. 224), er dette feilagtigt.
20. NG. VI 334 f.
21. NG. I 307.
22. NG. I 333.
23. RB. 297 ff.
24. RB. 194 f.
25. NRJ. IV 133.
26. Det gamle Skiringssal I 15 (Note).
27. RB. 61. 104.
28. Det gamle Skiringssal. I, 13.
29. Norsk Mag. f. Lægevid. 3. Række, XII, 215.
30. Det gamle Skiringssal. I, 18 ff.
31. NG. I 214.
32. NG. VI 364. – At Saltholmen i Hedrum skulde være Sandholmen i Tjølling, som Sørensen tænker sig muligt (anf. St. I 13), er for vilkaarligt at antage.
33. De to sidste Navne findes ikke hos Rygh.
34. Hist. Tidsskr. 4. R. I 232.
35. At der virkelig er foregaaet Salg af Jord fra Gjekstad til Gokstad, er paavist af Sørensen.
36. NG. II 8
37. NG. VI 272.
38. Nord. Tidsskr. f. Filol., 3. Række, IX 163.
39. Som et Exempel paa, hvad god Vilje kan bringe af Argumenter, skal jeg anføre et Sted i Sørensens Det gamle Skiringssal (I 59): »Det fortælles ..., at Rane Vidførle boede et kort Stykke Vei fra Geirstad .... Skulde man finde Ranes Hjem igjen i Navnet »Ranvika« lige ved Sandefjord?« »Ranvika«, Matrikulens Randviken, udtales ifølge O. Rygh Rannvika og kan isaafald ikke være et gammelt Ranavík; dette maatte nu hede Ranavika eller Rånavika. End om man vilde søge Ranes Hjem ved en Vik i Tjølling, som paa Kartet skrives Raneviken? Den ligger kun 6–7 Km. fra Gjerstad i Tjølling, og dens Navn kunde, om nogen gad gjøre det, tages til Indtægt for, at det sidste Sted er det gamle Geirstaðir.
40. Se S. A. Sørensen, Er »Kongshaugen« osv., S. 3.
41. Ogsaa de senere Kilder er ofte upaalidelige i saadanne Ting: Staalerød i Andebu, udtalt i 3 Stavelser og i RB. og DN. skrevet Stalæ-, Stala-, Stæle-, samt i Stiftsbogen fra ca. 1570 Stalle-, skrives i senere Kilder Stalld-, Staal- og Stol- (1593, 1604, 1605, 1668).
42. Er »Kongshaugen« osv., S. 4.