Gerhard Schønings Ungdomshistorie
Mellem denne høifortjente Lærdes efterladte Samlinger, der bevares paa det st. kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn, findes ogsaa et paabegyndt Udkast til en Autobiografi, hvormed han dog kun er naaet frem til sit 20de Aar. Det meddeles her efter Originalen (Gl. Kgl. Saml. 988 Fol.).
„Aar 1722 Natten til Korsmisse Dag eller den tredie Maji er jeg fød paa Gaarden Skotnes, beliggende i Buxnes Præste-Gield, Lofodens Fogderie udi Nordlandene; min Fader Anders Schøning, min Moder Marthe Ursin, hvilke i deres Ægteskab hevde 7 Børn, blandt hvilke jeg var den femte. Da jeg var tre Aar gammel, tog en gammel Præsteenke, Dorothea de Fine, boende paa Finnesset i Vaagen, hvor der i gamle Dage har staaet en Kjøbstad, mig i Huset til sig, eftersom jeg var opkaldet efter hendes Mand, Hr. Gerdt Estenson, som havde været Præst i bemeldte Vaagen. Udi de tre Aars Tid, eller hvad det omtrent kunde være, i hvilke jeg blev hos hende, hændte det mig iblandt andet, at da jeg en Dag gik ved Søen, hos hvilken Gaarden laa, som hun boede paa, i Klippen, under hvilken Vandet gik, faldt jeg uforvarendes derudi, men kom dog, eftersom Vandet ej var dybere, end jeg kunde vade tillands, uskad derfra, dog med den Frygt for den Rævselse, jeg ventede at ville følge derpaa, at jeg stak mig af Vejen og lod Husfolkene gaa med stor Bekymring og lede efter mig næsten en hel Eftermiddag. Siden kom jeg hjem igjen til mine Forældre og blev hos dem indtil jeg var omtrent 10 Aar gammel, da de satte mig i Skole hos Præsten der paa Stedet, Hr. Leonard Sidenius, under hvis Information jeg lagde Grund til det latinske Sprog, ja tog ogsaa fat paa det Græske og Hebraiske, skjøndt det havde været bedre, at man havde ladet det blive med det første alene. I hans Hus var jeg indtil jeg var konfirmeret i mit Alders 15de Aar, da mine Forældre toge mig derfra, og satte mig til min Fader-Broder Hr. Elias Schjøning, som havde Navn for en lærd Mand og stedse været vant at have fremmede Børn til at oplære, da han selv ingen havde med sin Kone Anneken Ursin, som var min kjødelige Moder-Søster. I den ikke ret lange Tid, som jeg nød hans Undervisning, profiterte jeg meget, i det latinske Sprog i Særdeleshed, som han selv var meget stærk udi, men ogsaa udi gode Prygl, som han efter de Tiders Maade var temmelig rund i at uddele. Men til min Skade døde han om Høsten Aar 1738, da jeg maatte hjem igjen, og gik der den hele Vinter over og blev forsømt i mine Studeringer, hvorfor mine Forældre maatte resolvere at sætte mig i Throndhjems Skole, til hvilken Ende min Moder reiste selv med mig om Foraaret 1739 til bemældte Stad, hvor vi ankomme i Pintsehøitiden, da jeg blev examineret af Rectore Scholæ, Mag. Benjamin Dass, og indsat i den fjerde Lectie. Ved denne Forandring fik jeg ligesom et nyt Sind, og i den Sted, at jeg tilforn havde kun havt liden Lyst til Studeringer, blev mi ganske indtagen deraf, dels fordi jeg nu ikke mene var i den haarde Tvang og slaviske Frygt, som tilforn, dels ogsaa og fornemmelig, ved den stærke Æmulation, jeg havde, at distinguere mig fremfor mine Meddiscipler, hvilke i Begyndelsen vilde fixere mig, som den der nylig var kommet fra Landet, og end fra Nordlandene, og over hvilke jeg paa den Maade søgte at hæve mig. Inden mindre end et Aars Forløb bragte jeg det derfor saa vidt, at skjøndt jeg var blandt de allernederste, som den Gang skulde flyttes op i den øverste Classe, og vare 15 a 16 i Tallet, blev jeg, da Examen var holdt, den allerøverste. Under velbemeldte brave og lærde Rectors Information, som jeg med Flid i tvende Aar benyttede mig af, bragte jeg det saa vidt i mine Studeringer, at jeg i Martii Maaned 1742 uden foregaaende Examen, som ellers plejer at holdes i Skolen efter Paaskehøitiden, fik min Dimission med saa godt og, reputerligt Testimonio til Academiet, som nogen kunde gives. Eftersom mit Forsæt med min tidlige Reise fra Skolen var dette, at jeg vilde komme først hjem til Nordlandene og siden derfra til Bergen med første Stævnes Jægter, saa tidlig, at jeg kunde være i Kjøbenhavn til næstfølgende Examen om Sommeren, saa rejste jeg fra Throndhjem ind til Levanger, hvor Markedet holdtes, for at følge dem nord efter, som didhen fra Nordlandene vare ankomne. Men da jeg var kommen didhen, forandrede jeg mit Anlæg, saa at jeg fulgte Præsten i Beidstaden, Hr. Elias Heltberg, hjem til hans Gaard og rejste derfra dels tillands og dels tilsøs til Fosnæs Præstegaard, hvor jeg kom i Selskab med en Sergeant, som rejste nord til Torgen paa Helgeland. Da jeg var kommen til Præsten i Brynøen, Hr. Jacob Hersleb, fornam jeg, at efter en 14 Dages Forløb, gik en Lejlighed derfra lige nord til Stegen; hvorover jeg blev hos ham bemeldte Tid over, og efter en Reise af 6 Uger, hvorpaa jeg meget ondt maatte lide, kom endelig hjem til min Moders Gaard, der min Fader i min Skolegang for 2 Aar siden ved Døden var afgangen, og havde efterladt min Moder i meget slette Omstændigheder, saa at liden eller ingen Hjælp var af hende at vente for mig til min forestaaende Reise til Akademiet, hvortil ogsaa dette kom, at min Moders Broder, Bjørn Ursin, Sorenskriver over Vesteraalen, som næsten var den eneste, jeg kunde vente mig nogen Assistence af, nylig før min Hjemkomst var død. Alt hvad jeg derfor kunde skrabe sammen i Penge beløb sig ei til mere end 30 Rdlr. omtrent, hvormed jeg i Pintsehøitiden 1742 reiste fra Lofoten i Nordlandene og efter en kort og lykkelig Reise af otte Dage omtrent ankom til Bergen, hvor jeg opholdt mig i 3 Ugers Tid og derpaa steg ombord paa et kjøbenhavnsk Skib, hvormed jeg arriverede til Hovedstaden i Mai Maaned og havde da overalt i Penge med mig 14 Rdlr., hvoraf omtrent de fem gik bort ved min Depositz. Herover begyndte jeg at blive bange for Fremtiden og derfor efter en føie Tids Forløb tog imod en ringe Kondition hos en Borger paa de Vilkaar, at jeg skulde informere hans Børn i det Danske og derfor have frit Logemente. Der blev jeg da i nogle faa Maaneder; indtil jeg obtinerede Sted paa Kommunitetet og tillige frit Værelse paa Regentsen, hvorved jeg nogenlunde blev hjulpet, helst da Rektor Dass havde den Kjærlighed ror mig, et han skaffede mig et stipendium paa 15 Rdlr. aarlig at nyde i 2de Aar, hvilket Jonas Angell udi Trondhjem havde legeret.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |