Gerhard Schøning/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Den norske historiske Forening, A. W. Brøgger (s. 33-42).
◄  III.
V.  ►
Gunnerus afløser Nannestad som Biskop i Throndhjem. Schønings Forbindelse med ham. Det norske Videnskabsselskabs Stiftelse og Schønings Bidrag til dets Skrifter. Landøkonomiske Arbeider. Samlinger til Throndhjems Historie, Domkirkens Beskrivelse. Schøning optages i det danske Videnskabsselskab og indsender Bidrag til dets Skrifter. Suhm beslutter at forlade Norge, Schøning ombytter samtidig sit Rectorat med et Professorat i Sorø. Nogle af hans throndhjemske Disciple.

Det var derfor en heldig Forandring, der indtraadte i 1758, idet Nannestad forflyttedes til Christiania og Johan Ernst Gunnerus blev Biskop i Throndhjem. Allerede Schønings og Suhms Samvirken i Norges dengang nordligste Stad var noget enestaaende og forunderligt, hvortil vor Historie intet Sidestykke kan fremvise, og nu vilde Lykken, at Gunnerus netop skulde blive Biskop i den samme By. Som bekjendt var Gunnerus en usædvanlig livlig og mangesidig Aand, han havde i tretten Aar studeret og doceret udenlands og vundet et Navn ved sine theologiske og philosophiske Arbeider, samt en Tid været en meget anseet academisk Lærer i Kjøbenhavn. Neppe var han kommen til Throndhjem, førend han med sin „brændende Iver for Norges Ære“, som Suhm udtrykker sig, af sin hele Sjel begyndte at virke for den samme Tanke, som Schøning for nogle Aar siden havde udtalt i sin Tiltrædelsestale, nemlig at vække videnskabelig Interesse og Sands for Lærdom tillive i Fødelandet.

Spor af Gunnerus’s Forbindelse med Schøning ere strax synlige i den førstes „Hirtenbrief“ af 1759, hvori der meddeles nøiagtige Oplysninger om alle de tidligere i Throndhjems Stift hjemmehørende eller der ansatte Mænd, som havde gjort sig bekjendte ved Skrifter.[1] Det er klart, at det uden Bistand af Schøning paa den Tid vilde have været ganske umuligt for Biskoppen, hvem den Art Lærdom laa fjernere, at meddele disse vigtige literærhistoriske Bidrag. Ogsaa et andet Arbeide af Gunnerus vidner tydeligt om, hvo der har bistaaet Forfatteren, nemlig Afhandlingen om Christendommens Indførelse i Norge.[2] Det ser af dette ud, som om Gunnerus endog har lært noget Islandsk af Schøning.

Biskoppen gjorde ogsaa allerede i 1758 Schøning og Suhm det Forslag, at de i Forening skulde oprette et lærd Selskab, og at de tre strax skulde begynde at udgive sine Afhandlinger i Fællesskab som dette Selskabs Skrifter, uden at vente paa flere Medarbeidere. Planen til et saadant Selskab bekjendtgjorde han derpaa i det omtalte Hyrdebrev og gav dem af Presteskabet, som dertil maatte gjøre sig fortjente, Haab om at blive optagne i det vordende Samfund. Selskabet kom ogsaa i Stand 1760, og 1761 udkom det første Bind af dets Skrifter, der ligesom nogle af de følgende ogsaa blev udgivet paa Tydsk.

I de Bind af det nye Selskabs Skrifter, der udkom, medens Schøning endnu var Rector i hjem, vil man finde flere mindre Arbeider af ham. Et af dem (II, S. 351—76) indeholder „Anmærkninger og Erindringer ved det over Norge nylig udgivne Kart“ (Pontoppidans) og vidner ligesom det i 1751 udgivne Skrift om det fortroligste Kjendskab til Fædrelandets Geographi. I det samme Bind (II, S. 95—157) har han givet en Bearbeidelse af Quirinis Skibbrud og Ophold paa Øen Rest i Lofoten 1432; Denne Skildring, som særlig maatte interessere Schøning, da den angik en Egn saa nær hans Fødested, er som bekjendt en af de meget faa Reisebeskrivelser, der belyse Norges Tilstand i Middelalderen og derfor et høist værdifuldt Stykke. Schønings øvrige Bidrag i disse Skrifter vidne nærmest om en levende Interesse for de norske Næringsveies, særlig Agerbrugets, Fremme. Det var just paa denne Tid, at Landøkonomien begyndte at faa en Literatur, „Danmarks og Norges økonomiske Magazin“, (I—VIII, 4to, Kbh. 1757—1764) var netop begyndt at udkomme, en Række Forfattere af større og mindre Fortjeneste optraadte i dette Fag, og selve Regjeringen søgte, paavirket af Datidens physiokratiske Anskuelser, at fremkalde Rydninger og Colonisationer i de norske Almindinger.[3] Allerede til en af Broderen Claus Ursin Schøning i 1754 udgiven latinsk Afhandling om Norges Bekvemhed for Agerbrug[4] havde Gerhard Schøning givet Bidrag. I 1758 havde han selv anonymt ladet trykke i Kjøbenhavn et Skrift om „Agerdørkningens mulige Forbedring i Norge“ (64 S. 8vo), hvilket i ethvert Fald vidner om grundig Tænkning over Emnet og Stræben efter at betragte det med en Historikers Øine.[5] Nu meddelte han i det Throndhjemske Selskabs Skrifter „Beretning om Uaar og Misvext, særdeles i Throndhjems Stift“ (I, S. 129—162) samt „Betænkning om offentlige Forraads-Huses Opretning og Indretning i Norge“, en Tanke, der senere, som bekjendt, optoges og gjordes til Virkelighed paa de mange Steder i vort Land, hvor de for sin Tid hensigtsmæssige og velgjørende Kornmagaziner bleve stiftede. Til denne Række af Skrifter kan ogsaa henregnes hans „Beretning om det Meldalske eller Løkkens Kobber-Verkes Opfindelse og Fremgang i de første Tider til Begyndelsen af 1659“ (III, S. 296—875). Til dette Arbeide havde han en naturlig Opfordring deri, at han i flere Aar var Medlem af Verkets Direction. Rimeligvis ere ogsaa et Par andre af Schønings mindre Arbeider oprindelig udførte i den Hensigt at finde en Plads i det Throndhjemske Tidsskrift. Dette gjælder udentvivl to efter hans Død trykte Opsatser, den ene hans „Beregninger over Kornavlingen i Throndhjems Stift ved de Aaringer 1589, 1625 og 1644 med endeel Anmærkninger derover“, der siden af J. C. Berg blev meddelt i Hermoder (H. 14. Chra. 1800. S. 17—49), den anden hans „Beretning om den throndhjemske Biskop A. Arreboes Afsættelse 1622“, der fandt en Plads i „Det kgl. norske Videnskabers Selskabs Skrifter i det 19de Aarhundrede“ (I, Kbhvn. 18l7, S. 245—274).

Ved Siden af Forberedelserne til en stor Norges Historie syslede Schøning med Kjærlighed med Throndhjems Byes Beskrivelse, hvortil der i hans efterladte Samlinger vil findes baade Materialier og Begyndelser til udarbeidede Fremstillinger.[6] Hvad der her fremfor alt maatte interessere ham, var selvfølgelig Stadens Domkirke. Denne har han helliget en særlig Omhu og beskrevet i en egen Bog, et af hans ypperste Skrifter. Det var færdigt allerede 1759, da Gunnerus, der Som Biskop udøvede Censors Functioner i Stiftet, tillod dets Udgivelse i de Ord: „Dette lærde Skrift fortjener meget vel at trykkes“, men det udkom først 1762, trykt i Throndhjem hos Jens Winding. Kobberne, hvortil Suhm ydede Pengebidrag, og som Dass besørgede stukne i Kjøbenhavn, have neppe meget Værd, og det egentlig architectoniske i Verket har ikke holdt Stik, men Skriftet indeholder dog en rig Skat af Lærdom, der endnu gjør det umisteligt, selv efterat i vort Aarhundrede saamange andre Arbeider over dette Emne have seet Lyset, og det er skrevet med en Kjærlighed til Gjenstanden, der ikke forfeiler sit Indtryk paa den gode Læser. Jeg kan som et Exempel anføre Thrønderen Peder Krog Meyer. Om ham skriver hans Biograph: „Schønings Beskrivelse af Throndhjems Domkirke var ham uundværlig. Naar han som Mand ret skulde forlyste sig ved at gjennemleve paany sin sorgfrie Ungdom, da maatte hin Topographi drages frem af Hylden. Dens Omstændelighed behagede ham, fordi han kjendte enhver Plet, og dens Tørhed forsvandt, fordi hans livlige Phantasi bedækkede den med Skolelivets tusindfold uskyldige Glæder.“[7]

I 1752 havde Schøning sendt Langebek en Afhandling om „Nordlysets Ælde“. Denne Afhandling blev den 5te Marts 1753 og i fire følgende Møder forelæst i det kgl. danske Videnskabsselskab, hvor den vakte megen Anerkjendelse formedelst den store Erudition, hvorom den vidnede. Den gik ud paa at vise, at dette Phænomen ogsaa har været kjendt i Oldtiden og navnlig af de gamle Nordboer, og i en langt senere Tid har en udmærket Naturforsker, Hans Christian Ørsted, udtalt, at den „havde en virkelig Værdi for Naturvidenskaben, da Nordlyset i lange Perioder ligesom bliver borte eller viser sig meget sjeldent.“[8] Videnskabsselskabet tænkte ved den Tid paa, som en Paaskjønnelse af Schønings Fortjenester, at lade ham paa dets Bekostning besørge en Udgave af Kongespeilet,[9] for hvilket Skrift han, som allerede tidligere oplyst, nærede en særegen Interesse. Om at optage ham som Medlem var derimod endnu ikke Tale, og denne Udmærkelse opnaaede han først den 27de November 1758, da han indvalgtes sammen med Suhm, Carl Deichman og en paa Kongsberg bosat Læge, Dr. J. H. Becker.[10] Af dette Selskab blev han, skjønt længe fraværende fra dets Sæde, et virksomt og anseet Medlem og nedsendte allerede 1761 fra Throndhjem et af sine betydeligste og lærdeste Arbeider, nemlig „Om de gamle Grækeres og Romeres Kundskab om de nordiske Lande“. Han havde her fundet et Emne, der gav ham en rig Anvendelse ogsaa for sin udstrakte classiske Lærdom, og Afhandlingen gjorde, som vi senere skulle erfare, Opsigt ogsaa udenfor Norden.[11]

Ved mange Baand var Schøning knyttet til Throndhjem. Der havde han gaaet i Skole, og der havde han som ung Mand opnaaet et af de bedste Embeder, hvorom en Mand i hans Stand kunde gjøre sig Haab. Han var bleven gift med en Thrønderinde, han eiede Gaard i Byen,[12] ja besad endog et lidet af ham selv opdyrket Landsted, Schøningdal.[13] Hans Syslen med Byens Fortid havde knyttet Baandet endnu fastere.

At dog dette løstes, blev nærmest foranlediget ved Suhms Bortflytning fra Throndhjem. Hvor fordelagtigt dennes Giftermaal end havde været, slap han dog ikke fri for de Ubehageligheder, som Svigersønner af Profession undertiden maa finde sig i. I Begyndelsen af hans Ægteskab med Karen Angell levede endnu Svigermoderen, Sara Collett, af den bekjendte Christianiensiske Patricierfamilie. Hun, der forekom Suhm at være „sparsommelig og noget hastig“, sad i uskiftet Bo, og dertil kom, at hendes Svoger, den rige Thomas Angell, som havde været i Compagni med Broderen, fremdeles bestyrede Husets hele Formue. Suhm og hans Frue „maatte tage hver Skilling af hans Haand“, hvilket vedblev ogsaa efter Sara Colletts Død 1756. Dog, Thomas Angell var barnløs og Fru Suhm hans nærmeste Arving, der maatte altsaa holdes gode Miner. Men i Længden lykkedes det ikke Suhm at komme ud af det med den gamle Angell, der ganske vist var en Mand med mange Særheder, og som, da han aldrig kom udenfor det Hus, han beboede sammen med Suhms, sandsynligvis brugte en stor Del af sin Tid til at kritisere de unge Folk. Nok, Angell besluttede pludselig at flytte, skiftede det hidtil fælles Bo og afbrød al Omgang med sin Broderdatter og dennes Mand. Suhm mente selv, at en gammel Tjener hos Thomas Angell, Morten Hoff, var den, der havde bevæget ham til dette Skridt;[14] i Throndhjem fortælles der, som bekjendt, endnu en Anekdote[15] om Anledningen til dette Familiebrud, der blev Byen til saa stor Fordel, da Thomas Angells betydelige Midler nu (1762) bleve testamenterede til milde Stiftelser. Suhm og hans Frue, for hvem Intet mere var at haabe, bestemte sig derpaa til at forlade Throndhjem og tage Bolig i Kjøbenhavn, og dette Forsæt blev udført i 1765. De gjensaa ikke mere Norge, men det skal siges til Suhms Ære, at han sit hele Liv igjennem bevarede en varm Kjærlighed til det Land, som han skyldte sin Formue, og hvor han havde tilbragt fjorten Ungdomsaar.[16]

For Schøning maatte der opstaa meget haarde Savn, ifald han skulde forblive i Throndhjem efter Suhms Bortreise. Alene Suhms Bibliothek maatte være ham uundværligt. Men nu traf det sig just saa, at der i Danmark blev en Stilling ledig, som, om end meget ringere i Indtægter end Throndhjems Rectorat, dog kunde passe for Schøning og dertil gav et betydeligt større Otium, end Skoleembedet. Professoren i Historie og Eloqvents ved Sorø ridderlige Academi, J. C. L. Pontoppidan (af en fra de bekjendte Pontoppidaners forskjellig Slægt), var just gaaet over til det theologiske Professorat sammesteds, og Schøning beskikkedes i hans Sted den 22de Februar 1765. Hans Eftermand i Throndhjem blev en dansk Mand, Mag. Søren Peter Kleist, hvis Navn endnu erindres i Throndhjem formedelst et af ham til Byens Tarv stiftet betydeligt Legat. Som det synes, blev der paaheftet Rectoratet en Pension eller Afgift til Schøning eller maaske snarere til Dass.[17]

Vi ville, inden vi følge Schøning til hans nye Hjem i Sorø, nævne nogle af de mærkeligste blandt hans throndhjemske Disciple, af hvilke der i hans fjorten Rectoraar dimitteredes omkring 130 til Universitetet.[18] I 1752 afgik Henrik Tonning, der senere blev Dr. med. i Upsala og Forfatter af naturhistoriske Skrifter, Hans Hammond, Missionshistoriens Forfatter og som Hospitalsprest i Throndhjem Suhms og Schønings Omgangsven, i 1755 Digteren Hans Bull, siden Sogneprest til Klæbo, og Jacob Christian Bie, der efter en Forfattervirksomhed af tvivlsom Hæderlighed og efter mange Eventyr omsider endte i Bengalen, 1761 Lorents Wittrup, tilsidst Sogneprest til Stjørdalen, i hvis Lod det siden faldt at holde Mindetalen over sin Rector i det throndhjemske Videnskabersselskab, 1763 Johan Nordal Brun, 1764 Caspar Borch, senere Schønings Eftermand som historisk Professor i Sorø, 1765 Nils Tønder Lund, bekjendt som Naturforsker, men tillige ved sin bratte Død, idet han, da han skulde drage til Norge forat indtræde i Regjeringscommissionen, forliste paa Søen 1809.

  1. Dette Skrift er nylig (af fhv. Sogneprest J. Belsheim) paany udgivet i norsk Oversættelse i Theol. Tidsskrift, udg. af C. P. Caspari og G. Johnson, 2 R. VII, S. 20—73 (ogsaa særskilt).
  2. Manuscript i det st. kgl. Bibl. i Kbhvn.
  3. Jeg kan herom henvise til mine tidligere Meddelelser i Norsk historisk Tidsskrift, IV, S. 503 flg. og de der citerede Skrifter.
  4. Denne Schønings Broder, hvem han ogsaa i sin Tid havde undervist, var, medens han „laa som Student ved Acadamiet“, Assistent hos E. J. Jessen-Schardebøll, der ved den Tid med større literær Ærgjerrighed end videnskabeligt Talent samlede Materialier til et stort Verk over Monarchiets, først og fremst Norges, Geographi. C. U. Schøning udarbeidede ogsaa selv en Afhandling „Tractatus Oeconomico-Physicus de habitu Norvegiae ad agriculturam“, der udkom i Kjøbenhavn 1754, ved hvilken han (ifølge Jessen, Det Kongerige Norge, I, S. 133) „banede sig Vei til at blive Sorenskriver over Salten i Nordlandene“. Afhandlingen er forlængst bleven yderst sjelden, men har endnu nogen Interesse. Jeg benytter Leiligheden til at gjøre opmærksom paa en formentlig Feil deri, der er gaaet over ogsaa i andre Skrifter, saaledes i F. V. Mansas Bidrag til Folkesygdommenes Historie, S. 75. Pag. 39 citeres nemlig en i et gammelt Missale fra Thoten anført Beretning om en Pestepidemi, saalydende: Pestis, ultimis diebus Septembris hic incipiens, sex duravit hebdomadas, guo toto tempore perpetuo pluebat. Dette er af Meddeleren uden videre henført til 1350, til den sorte Død. Men da der ikke er paavist nogen Hjemmel til saadan Henførelse i selve det nu vistnok ikke mere existerende Missale, ligger det meget nærmere at henføre Beretningen til de langt senere Epidemier i det 16de Aarhundrede, om hvilke der ogsaa tales i andre Missale-Antegnelser, f. Ex. i de af mig i Norsk historisk Tidsskrift, IV; S. 491—498 meddelte. Ifald C. U. Schøning havde Ret, maatte vi her have et Brudstykke af en middelaldersk Krønike, hvad der dog er ganske usandsynligt. Det kan ogsaa bemærkes, at det i andre Beretninger om den sorte Død netop anføres, at den var ledsaget af stærk Tørke.
  5. Denne Afhandling blev senere (1819) optrykt i Saga, et Fjerdingaarsskrift, udg. af Joh. Storm Munch, II, S. 359—418.
  6. Noget deraf er trykt i Kjøbenhavns Skilderi, VIII.
  7. Jens Møller, i Biskop Dr. P. Krog Meyers Minde, i Theologisk Bibliothek, XVII. Kbhvn. 182O. S. 26O.
  8. C. Molbech, Det kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Historie i dets første Aarhundrede, S. 127—128, 233. Langebek til Deichman 23de Decbr. 1752. (Deichm. Bibl. Manuscr. No. 111. 4to). Afhandlingen er trykt i Selskabets Skrifter, VII. S. 167—316. Dette Stykke er ikke det eneste i naturvidenskabelig Retning, som Schøning har efterladt. Han havde ogsaa Interesse for Meteorologien og meddelte i det Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skr. (IX, S. 596 flg.) „Udtog af hvad der angaaende Veirets og Luftens Forandringer er iagttaget i Throndhjem fra 1 Oct. 1759 til 1 Oct. 1761“.
  9. Ovenfor S. 15, Note 2. Kongs-Skuggsjo, udg. af H. Einersen, Sorø 1768. 4to. (Erichsens Forberedelse, S. XXV flg.).
  10. C. Molbech, l. c. S. 523.
  11. Trykt i Selskabets Skrifter, IX, S. 151—360. Langebek skriver i Februar 1761 til Suhm: „Rector Schønings piece blev begyndt at læses i Mandags (16de Febr.) i Societetet og fandt megen Approbation.“ Dansk hist. Tidsskrift, IV, S. 320.
  12. H. H. Müller, Bemærkninger og Aktstykker, Throndhjems Kathedralskoles Bygninger vedkommende, (Skole-Program for 1857), S. 30. Skolebygningen selv var ved Biskop Krogs egennyttige Færd i Begyndelsen af Aarhundredet bleven helt slet opført. Schøning sees at have tilbudt at sælge sin egen Gaard til Skolelocale.
  13. Ved Secularfesten i 1760 i Anledning af Enevældens Indførelse havde Schøning i Egenskab af Historiker bistaaet Magistraten med Arrangementet, hvorfor han som Godtgjørelse havde modtaget dette Stykke Land, som endnu er kjendt under Navn af Schøningdalen. (Mundtlig Meddelelse af Consul Chr. Thaulow i Throndhjem).
  14. Suhm, Saml. Skr. IV, S. 365 flg.
  15. Fredr. E. Storm, Om Fattig- og Understøttelsesvæsenet i Throndhjem. Thjem. 1846. S. 21.
  16. Gaarden Grilstad i Strindens Prestegjeld, en halv Mils Vei østenfor Throndhjem ved Landeveien til Indherred, var Suhms Landsted. Endnu for en Menneskealder siden saaes der nogle Frugttræer, plantede af ham. Se det kgl. Norske Videnskabsselskabs Skrifter i det 19de Aarh. IV, S. 4. Kraft, Topogr.-stat. Beskr. over Norge, V, S. 605.
  17. Dette synes at fremgaa af Danske Saml. IV, S. 376. Om Schønings Naadensaar som Rector se Rescript 4de Novbr. 1768.
  18. Man vil finde dem samtlige opregnede i Programmet fra Throndhjems Skole 1855, S. 82—85.