Gerhard Schøning/3

Ludvig Daae

Gerhard Schøning

Utgitt av Den norske historiske Forening, A. W. Brøgger, 1880 (s. 23-32).

Schøning bliver Rector i Throndhjem og drager til Norge i Følge med Suhm. Dennes Giftermaal med Karen Angell. Schønings Tiltrædelsestale. Studier og Samliv med Suhm. Deres „Forbedringer til den gamle danske og norske Historie“. Rivninger mellem Schøning og Biskop Nannestad.

Benjamin Dass havde nemlig, skjønt endnu i sin kraftigste Alder, faaet Lyst til at trække sig tilbage i Privatlivet, idet „adskillige tilstødende Fortrædeligheder“^[1] havde gjort ham „kjed af Skoleembedet“. Som det synes, faldt heller ikke Frederik Nannestad, der i 1748 var bleven Biskop, i Dass’s Smag som Skoleephor,^[2] og da Rectoren var ugift, blev det ham ogsaa lettere at bære en Formindskelse i Indtægter. Formen for Datidens Pensionering var som oftest den, at den Aftrædende fik Lov til at „oplade“ sit Embede for en af ham selv foreslaaet Eftermand og enedes med denne om en Deling af Indtægterne, eller ogsaa blev affunden med en Afstaaelsessum engang for alle. Det var altsaa et Slags Salg. Dass ønskede Schøning til sin Efterfølger og drog derfor i Slutningen af 175O ned til Kjøbenhavn for at søge om at maatte aftræde Rectoratet til denne. Dette blev indvilget af Kongen, der siden 1739 havde forbeholdt sig selv de høiere Skoleembeders Besættelse, og under 15de Januar 1751 udnævntes da Schøning til Throndhjems Skoles Rector. Af Embedets forholdsvis meget gode Indtægter forbeholdt Dass sig en liden aarlig Pension.^[3]

Endnu i Juni Maaned 1751, fra hvilken Tid Fortalen til Schønings Skrift om Norges Geographi er dateret, befandt den nye Rector sig fremdeles i Kjøbenhavn. Kort efter reiste han, ledsaget af Dass, op til sin nye Virkekreds. Reisefølget talte imidlertid endnu en tredie Deltager, der “herefter ved Siden af Dass bliver Schønings Nærmeste, — den unge Adelsmand, Kammerjunker Peter Frederik Suhm. Han reiste til det ham hidtil ganske ubekjendte Norge for der at gjøre sin Lykke. I Modsætning til sine fleste Standsfællers Tilbøielighed ønskede Suhm at hengive sig helt til lærde Studier og Arbeider, men han var ikke formuende, og han vilde nødig gaa Embedsbanen. Derfor saa han sig om efter en rig Brud. En Slægtning i Throndhjem, Generallieutenant Frølich, underrettede ham om, at en saadan just var at finde i Throndhjem, thi en meget rig Kjøbmand, Etatsraad Lorentz Angell, var just afgaaet ved Døden i Marts 1751 og havde foruden sin Enke kun efterladt en eneste nittenaarig Datter, Karen, som Arving til hele sin Formue. Der maatte handles raskt, thi her vilde der ikke mangle Friere. Men Suhm var ogsaa strax reisefærdig,^[4] og de tre lærde Mænd droge da afsted over Frederikshald og Moss til Christiania og derfra efter en Afstikker til Drammen og Kongsberg videre til Throndhjem. Allerede den 29de Juli, altsaa ganske kort efter Ankomsten, var Sagen bragt i Orden og Suhm forlovet, men der blev dog gjort til Betingelse, at de unge Folk skulde blive boende i Throndhjem. Aaret efter holdt de Bryllup 19de April 1752.^[5]

Det var dengang Skik, at en Rector tiltraadte sit Embede ved at holde en latinsk Tale, og Schønings Tale ved denne Leilighed er endnu bevaret i Haandskrift.^[6] Han valgte et Emne, der vidnede om hans Studiers historiske Retning, idet han behandlede Videnskabelighedens Tilstand i Norge, særlig i det Nordenfjeldske, fra de ældste Tider af indtil de første Aarhundreder efter Christendommens Indførelse.^[7] Efter at have berømmet den glimrende Oldtid gik han over til at beklage det paafølgende Forfald og den sørgelige Kjendsgjerning, at Skaldenes Kvad ikke vare blevne omhyggelig opskrevne, hvorved saa meget var gaaet tabt, og citerede i den Anledning Theodoricus Monachus’s Ord om Usikkerheden af det Sted, hvor Olaf den Hellige var døbt: Non mirum de Olavo hoc contigisse in ea terra, ubi nullus antiqvitatum scriptor fuerit.^[8] „Desværre,“ fortsætter Taleren, „har Tilstanden ikke været meget bedre efter Theodoricus’s Tid, kun faa have i Norge lagt Vind paa Videnskaberne, endnu færre vundet Berømmelse ad den Vei. Desto mere Pris maatte man sætte paa de kjendelige Fremskridt, der havde vist sig i den seneste Tid. Man maatte erindre, at Landet Savnede offentlige Bibliotheker, var ganske blottet for høiere videnskabelige Stiftelser, kortsagt, at intetsteds i Europa var Lærdom vanskeligere at opnaa. Ikke destomindre havde alene Thrøndelagen og Throndhjem i det sidst forløbne halve Aarhundrede frembragt ikke mindre end otte Mænd, der havde opnaaet Bispestole, Professorater o. s. v., medens det tidligere lige siden Reformationen havde været en saare stor Sjeldenhed, at nogen derfra udgaaet Mand havde hævet sig til saadanne Stillinger.^[9] Heri turde sees et Varsel om, at der snart forestod en Tid, da Norge og Thrøndelagen ikke mere i Fremmedes Øine skulde gjelde for et Barbariets Hjem, altsaa efter Digterens Ord en Tid, quo de conducendo rhetore loquetur jam ultima Thule.“^[10]

Det var et overordentligt Held baade for Schøning og for Suhm, at de, naar de maatte forlade Hovedstaden, kom til at blive boende i den samme By. Begge vare lige ivrige Videnskabsdyrkere, men hver især af dem besad Egenskaber, der kunde supplere den andens, eller var saaledes stillet, at han kunde komme den anden til Hjelp. Den sex Aar ældre Schøning var rimeligvis den lærdeste, og som den, der selv havde maattet kjæmpe sig frem, havde han sikkert den grundigste Skole. Han havde bl. a. med stor Flid tilegnet sig det islandske Sprog, og i dette, vistnok ogsaa i mere, kunde han være Suhms Lærer.^[11] Paa den anden Side havde Suhm Fordelen af den uafhængige Rigmands Otium, han var istand til at forskrive Bøger og literære Hjelpemidler efter sit Hjertes Lyst, en uberegnelig Fordel ogsaa for Schønings Studier. Dertil kom ogsaa, at Suhm havde et lettere og muntrere Sind og vistnok arbeidede raskere end den anden.

I al den Tid, Suhm og Schøning boede i Throndhjem, det vil sige i hele fjorten Aar, bestod der mellem dem en uafbrudt Omgang, og deres Venskab varede Livet igjennem. Men man vilde ganske misforstaa Datidens Tænkemaade og Aand, ifald man troede, at en fornem Adelsmand, som Suhm, og en borgerlig Embedsmand i en Rectors beskedne Stilling kunde omgaaes fuldt ud som Ligemænd. I deres daglige Omgang, helst paa Tomandshaand, er det vel troligt, at Etiketten ikke har havt meget at betyde, men i Schønings Breve til Suhm vil man altid se ham betegne denne som sin „høistærede Velynder“ og ydmygt hilse den „naadige Frue“ og den „kjære Junker“.^[12]

To Gange om Ugen kom Rectoren regelmæssig til Kammerjunkeren eller, som han nu hed, Etatsraaden, og hver saadan Sammenkomst varede mindst fire Timer. De lærte hinanden da indbyrdes Engelsk og Italiensk, Schøning lærte Suhm Islandsk og gjennemgik i den Hensigt Snorre med ham,^[13] men især drøftede de historiske Spørgsmaal. Schøning, som allerede havde den dristige Plan at skrive et stort Verk over Norges Historie, opmuntrede Suhm til at skrive Danmarks. I den første Tid levede ogsaa Dass endnu i Throndhjem, som Rector emeritus, og der er vist ingen Tvivl om, at han i Begyndelsen har været Trediemanden ved Sammenkomsterne, men efter et Par Aars Forløb begyndte han at finde Tiden for lang og flyttede derfor ned til Kjøbenhavn, hvorfra han imidlertid vedligeholdt den flittigste Brevvexling med sine to Venner i Throndhjem,^[14] og hvor han stadig saa sig istand til at gjøre dem literære Tjenester. Han syslede nemlig selv uafbrudt med Studier, idet han navnlig søgte og fik Adgang til Archiverne, gjennemgik og excerperede Cancelliregistranterne og andre historiske Kilder, hyppigst med særligt Hensyn til Norge og fornemmelig Throndhjems By og Stift,^[15] skjønt han dog stundom ogsaa beskjæftigede sig med andre Emner og bl. a. navnlig samlede til sine to Velgjøreres, Thomas v. Westens og Hans Grams, Biographier.^[16]

Nogle Aar forløb altsaa i Throndhjem under flittige Studier. Schøning forberedte sig til sit store Forehavende og læste og excerperede med en Flid, hvorom hans bevarede Samlinger endnu ere det bedste Vidnesbyrd. Hans Embede gav ham ganske vist meget at bestille, og han var en nidkjær Skolemand, men en Rector havde dog i de Dage langt mere Tid tilovers til Studier, end det nutildags vil være muligt at afse i en saadan Stilling. En Datidens Latinskole var himmelvidt forskjellig fra hvad der nu fører det smagløse Navn af „offentlig Skole for den høiere Almendannelse“. Den havde kun det ene Maal gjennem den lærde Undervisning at forberede til Universitetet, Disciplene i Classerne, der sædvanlig vare fem i Tallet, vare sjelden flere end 6O til 80, Medlærerne fire eller fem; for Skriveri, Lærermøder, pædagogiske Inventioner o. s. v. var man saagodtsom ganske befriet. Rectoren læste i Mesterlectien, men vel at mærke kun de tre Dage i Ugen, thi de tre øvrige Dage besørgedes den hele Undervisning i hans Classe af Conrector. Heller ikke huslige Forhold have i synderlig Grad kunnet optage Schønings Tid. I de fem første Rectoraar var han ugift, og det Ægteskab, hvori han den 5te Mai 1756 indtraadte med Frederica Hveding, en Datter af Justitsraad Jens Hveding, By- og Raadstueskriver i Throndhjem,^[17] blev stedse barnløst.

I 1757 udgav Schøning og Suhm under Titelen „Forbedringer til den gamle danske og norske Historie“ i Forening en Prøve af sine Forstudier til de store Verker, hvortil de beredte sig. Schønings Del i Bogen bestod i Harald Haardraades og Erkebiskop Eysteins Biographier. Bogen, der udkom i Kjøbenhavn under Dass’s omhyggelige Tilsyn, vakte meget Bifald og store Forhaabninger. Endog Kong Frederik den Femte læste den, ja nedskrev sin Dom derom i sit Exemplar. Den gik ud paa, „at han undrede sig over, at saa unge Folk, som Schøning og Suhm, vilde sætte den gamle Arild Hvitfeld tilrette og vide det bedre end han“.^[18]

I flere end en Henseende levede Schøning altsaa under lykkelige Vilkaar, og en Videnskabsmand kunde vistnok, naar han skulde arbeide paa et saa fjerntliggende Sted, ikke være heldigere stillet end han. Men hans første Rectoraar forbitredes dog i nogen Grad ved hans Forhold til Biskoppen, Dr. Frederik Nannestad, hvilket idetmindste i Begyndelsen ikke var synderlig bedre, end fordum Dass’s til Hagerup. Nannestad var en Mand med flere gode Egenskaber, han var en lærd Theolog, besad et meget stort Bibliothek, havde i sin Ungdom som academisk Lærer nydt adskillig Anseelse og bevarede fremdeles varme literære Interesser, kunde derhos, som Suhm, der omgikkes ham venskabeligt, har bemærket være jovial og elskværdig,^[19] men fuldt saa ofte var han dog pedantisk og stiv.^[20] Paa sin Side var formodentlig Schøning heller ikke ganske uden Skyld, da det kom til Rivninger imellem dem. Han tilstaar selv i Anledning af disse Sammenstød, at han „var af et Gemyt, som let kunde irriteres“,^[21] og en af hans senere Disciple bemærker i sin Mindetale over ham, at Rectoren i de Aar „kunde have ønsket sig et lettere Sind, en mere munter Lune“,^[22] det vil vistnok sige, været noget medgjørligere.

Allerede kort efter Schønings Tiltrædelse var Spændingen mellem Biskop og Rector meget stor. En Discipel havde forfattet et Skandskrift over en af Skolens Hørere, hvorfor Schøning gav ham en eftertrykkelig Straf, Faderen tog Sønnen ud af Skolen og klagede til Bispen over, at Rector havde „slaaet Drengen fordærvet“, Nannestad indfandt sig da i Skolen i Schønings Fraværelse og indsatte Discipelen paany efter offentlig at have lastet Rectors Conduite og bestemt et Maximum af Straf, som ikke maatte overskrides uden biskoppeligt Samtykke. Rector forlangte saa dette Forbud skriftlig, men uden at faa Svar. Kort efter lod Nannestad en Finnedreng, der gik i Byens Fattigskole, uden Rectors Vidende og i dennes Fraværelse indsætte i Latinskolen; en anden Gang lod han Skoleforordningen der oplæse og klagede over, at Disciplene ikke overensstemmende med dennes Bud bare sorte Klæder; men gik i „affarvede Surtouter“. Da Rector i Anledning af denne sidste Bebreidelse gjorde opmærksom paa, at Disciplene vare for fattige til at kjøbe sorte Klæder, bød Biskoppen ham i disses Nærværelse „at holde Mund“, og da Schøning senere ønskede en Forsoning, forlangte Biskoppen en Afbigt, hvorpaa den anden ikke vilde indlade sig. Da Vicestatholder Benzon en Gang ved et Besøg i Throndhjem indfandt sig ved Examen i Skolen, behandlede ligeledes Biskoppen Rector paa en fornærmelig Maade ved at blande sig i Examinationen og „befale“, i hvilken Orden der skulde examineres i Fagene.^[23] „Jeg haaber, Bispen begynder vel engang at sagte sig,“ skrev Langebek i 1753 til Suhm,^[24] men om Forholdet i den følgende Tid virkelig blev bedre, vide vi ikke.

---

1. Suhm, Saml. Skr. VI, S. 33. I sin latinske Biographi af Schøning bruger Suhm Udtrykket „maximis laboribus taediisque fractus“.
2. Man bemærke hans satiriske Ytringer om Nannestad i et Brev til Biskop Hersleb, trykt i L. Daaes Thj. St. geistl. Historie S. 235 flg.
3. „Schøning var Dass’s kjæreste Discipel; af Kjærlighed til ham, til Ro, til Uafhængighed og Studeringer afstod han det fede throndhjemske Rectorat til ham og betingede sig alene 250 Rdl. aarlig Pension.“ Suhm, Saml. Skr. XIV, S. 268. I en noget senere Tid, men uden at der var indtraadt nogen anden Forandring i Rectoratets Indtægter end den, der kan have været en Følge af fluctuerende Capiteltaxter, anslog Rector Laurits Smith disse til „12 a 1400 Rdl.“ (foruden Bolig o. s. v.), se „Af Geheimeraad Joh. v. Bülows Papirer“, udg. af L. Daae. Chra. 1864. S. 216. Smlgn. ogsaa Programmet fra Throndhjems Skole for 1855, S. 52.
4. Suhm fortæller selv (Saml. Skr. IV, S. 363 flg.) denne Sag oprigtigt nok saaledes: „Aarsagen, hvi Suhm drog saa lang en Vei for at frie, var den Lyst, han havde til Studeringer, Frihed og Uafhængighed, hvilke gjorde det nødvendigt for ham at søge efter en rig Brud for at kunne undvære kgl. Tjeneste. Og at hans Tanker just faldt paa Throndhjem og paa Frøken Angell, dertil fik han Anledning ved sin Beslægtede, General Lieut. Frölich, som boede i Throndhjem.“
5. Det Throndhjemske Videnskabsselskab besidder endnu fire eller fem af Datidens sædvanlige Lykønskningspoesier til dette Bryllup. I de fleste af dem forekommer det Ordspil, at Suhm heldigen havde anglet efter Frøken Angell.
6. St. kgl. Bibl. i Kbhvn., Ny kgl. Saml. No. 1631 fol.
7. „Status eruditionis antiquissimae in Norvegia, speciatim in praefectura Nidrosiensi, a primis, qvantum investigari possunt, gentis nostrae incunabulis ad prima saecula usque Christiana“.
8. Theod. Mon. ed. Kirchmann, p. 23.
9. Her maa bl. A. sigtes til de fem Thrøndere, der i det attende Aarhundrede vare blevne Biskopper: Caspar Wildhagen (1712) i Viborg, Eiler Hagerup (1731) i Throndhjem, Christian Ramus (1732) i Fyn, Christopher Mumme (1755) i Aalborg, Peder Hersleb (1730) i Christiania og siden (1737) i Sjælland.
10. De conducendo loquitur jam rhetore Thule, JuvenaI. Sat. XV, 112.
11. Suhms Saml. Skr. VI, S. 36.
12. Suhms Saml. Skr. XV, S. 440 flg. Danske Saml. III, S. 377.
13. En Lærer, helst en saadan som Schøning, i dette Sprog var dengang ikke til at faa. Luxdorph skrev 1752 fra Kjøbenhavn til Suhm, at han „misundte ham Mag. Schønings Kjendskab og Omgjængelse“, da han selv gjerne vilde have Schønings Hjelp til at læse Landnamasaga, Sturlungasaga osv., men Suhm svarede (Luxdorphiana, udg. af Nyerup, S. 457): „Jeg har en liden Proces med min Herre. Han siger, at Han misunder mig Schøning. Deri gjør han Synd. I Kjøbenhavn har de et temmelig Forraad paa lærde Folk, i det mindste mere end her. Desuden kunde det vel og engang falde mig ind at lære vort gamle nordiske Sprog af Schøning, og om han da var borte, saa sad jeg der jo i en god Maade.“ Dengang var altsaa Læsningen af Islandsken endnu ikke begyndt.
14. Fra Dass’s sidste Tid i Throndhjem har man et interessant Brev til Biskop Hersleb, trykt i L. Daaes Throndhjems Stifts geistl. Hist., S. 235—237.
15. Adskillige Vidnesbyrd om Dass’s Flid ere bevarede, dels blandt Schøningiana paa det st. kgl. Bibl., dels i Videnskabsselskabets Bibl. i Throndhjem.
16. Suhm, Saml. Skr. XV, S. 226, 228—289.
17. A. Erlandsen, Biogr. Efterretninger om Geistligheden i Throndhjems Stift, S. 210.
18. Suhm, Saml. Skr. XIV, S. 245.
19. Saml. Skr. X, S. 33.
20. L. Helveg, Den danske Kirkes Historie efter Reformationen, II, S. 134—135. Danske Saml., udg. af Chr. Bruun m. Fl., IV, S. 110—111.
21. Brev fra Schøning til en „høigrevelig Excellenee“ (J. L. Holstein?) af 24de August 1754 (St. kgl. Bibl., Ny kgl. Saml., No. 743. fol.).
22. Samling af Mindetaler, holdne i det kgl. Norske Vidensk. Selskab, udg. af H. J. Wille. Kbh. 1805. S. 217. Smlgn. Suhms Saml. Skr. VI, S. 82.
23. St. kgl. Bibl.; Ny kgl. Saml. No. 743. fol. Cfr. L. Daae, Thjems. St. geistl. Hist., S. 236. Mere om disse Controverser, der her ikke fortjene nærmere Omtale, findes i Throndhjems Skoles Program for 1855, S. 45—47, hvorhos en uden Tvivl meget overdreven Besværing over Rector af en Discipel læses i Stamtavle over Familierne Garmann, Schanche m. fl. Bergen 1876. 4to. S. 38.
24. Langebekiana S. 59.