Gerhard Schøning/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Den norske historiske Forening, A. W. Brøgger (s. 43-49).
◄  IV.
VI.  ►
Forholdene i Sorø paa Schønings Tid. Hans Privatliv, Embedsforretninger og Forfattervirksomhed som Professor ved Sorø Academi.

Suhm og Schøning, der i 1751 vare komne til Throndhjem i hinandens Følge, forlode ogsaa denne Stad i Forening i Sommeren 1765, men skulde herefter i en Aarrække bo hver paa sit Sted. I September s. A. kunde allerede Langebek skrive til Carl Deichman: „Etatsraad Suhm har nu Slaget sin Bopæl op her, og Professor Schøning i Soer. At Norge i dem er berøvet sine Zirater, vil ikke meget sige, Saalænge Verden endnu har dem, thi jeg troer, at imedens de beholde deres Lyst og Kræfter, vil Norge herefter finde samme Fornøielse af dem herfra, som det hidindtil ved dem har meddelt Danmark.“[1] I det Væsentlige fik Langebek Ret.

Schønings nye Hjem, Sorø, er som bekjendt et af Nordens mest classiske Steder. Det er der, at man, for her at lade de middelalderlige Erindringer uomtalte, tre Gange efter hverandre, i det syttende, attende og nittende Aarhundrede, har forsøgt at grunde et videnskabeligt Academi med et aristokratisk Tilsnit. Disse tre Tilløb til et Universitet i det mindre have stedse paa en forunderlig Maade baade mislykkedes og lykkedes. Hensigten er forfeilet, forsaavidt som Tilstrømningen af Studerende hvergang har været for liden, men alle tre Gange har dog Sorø vundet rig Berømmelse gjennem sine Professorers literære Fortjenester. Første Gang møde vi Navne som Meursius, Stephanius, Johan Laurenberg, anden Gang Kraft, Schytte, J. S. Sneedorf, Guldberg, Erichsen og Schøning, sidste Gang Estrup, Hauch, Ingemann, Wilster, Wegener og Steenstrup. Blandt Schønings soranske Colleger har Dr. jur. John Erichsen, Professor i Lovkyndighed 1759—1771, udentvivl været den, hvis Studier frembød de fleste Berøringspunkter med hans egne, og denne lærde Islænding var derhos ogsaa, som Schøning selv, en Discipel af Dass, thi Biskop Ludvig Harboe, Islændingernes trofaste Ven, havde taget ham med sig fra sin bekjendte Kirkevisitats der paa Øen og sat ham i Throndhjems Skole, hvorfra han var dimitteret 1748. Suhm nævner ogsaa Erichsen mellem Schønings Venner. Til disse hørte ogsaa Andreas Schytte, Professor i Sorø 1761-1774, der vandt saa megen Anseelse ved sine Statsvidenskabelige Skrifter. Hans øvrige Colleger vare hans Formand som Professor i Eloqvents og Historie J. C. L. Pontoppidan, der nu var Professor i Theologi og Sogneprest der i Byen, den mathematiske Professor J. Wøldike og den medicinske og naturhistoriske, Holm, hvortil der kom Sproglærere, Ridelærere, Fægte- og Dandsemestere o. s. v.

Freqventsen af Studerende var nu, som altid, ringe. I alle de otte Aar (1765—1773), som Schøning levede i Sorø, immatrikuleredes der tilsammen kun 30 Academister.[2] En af de mærkeligste blandt disse, Johan v. Bülow, der senere blev bekjendt først som Frederik den Sjettes formaaende Yndling i hans første Regentaar, siden som den store Mæcenas paa Sanderumgaard, har i sin Alderdom optegnet nogle Træk fra sine Academistaar, hvori han skildrer Opholdet i Sorø som en lykkelig Idyl. Om Sommeren havde man Roture paa den yndige Sø eller Hviletimer med en Bog i Haanden i et af de vældige Egetræers Kroner, om Vinteren var der Baller, dels i Sorø By selv, dels i det nærliggende Slagelse, Academisterne havde et Privattheater og Concerter, man løb paa Skøiter paa Søen, og Professor Schøning morede sig ved at løbe paa Skier ned ad Bakkerne i dennes Nærhed.[3] Ogsaa en anden samtidig Academist, Krag-Levetzau, har i et Par utrykte Breve til den samme Johan v. Bülow, der imidlertid havde forladt Academiet, opbevaret nogle lignende Smaating, der give et Indblik i det soranske Liv, og hvoraf vi blandt andet erfare, at Schøning førte et gjestfrit og behageligt Hus. Den 23de Novbr. 1771 var der hos denne et „Selskab med Piquet og Quadrille“, den 1ste Januar 1772 vare de fleste af Academiets Personale, efterat der om Formiddagen havde været „almindelig Cour hos Geheimeraaden“ (Overhofmester Reitzenstein), efter Indbydelse samlede hos Schønings; Brevskriveren „ennuyerede sig“ vistnok ved et af Spillebordene, men „blev trøstet ved et meget godt Maaltid“. Den 29de Januar s. A., Christian den syvendes Fødselsdag, holdtes der om Formiddagen en latinsk Tale af Schøning paa Academiet og derefter en dansk af Academisten Lowzow, og da Geheimeraaden var i Kjøbenhavn, vare alle om Aftenen budne til Schønings, hvor det gik meget muntert til, og hvor navnlig Professor Wøldike „havde mange Løier for“.[4]

Som Professor havde Schøning den dobbelte Pligt at læse over latinsk Philologi og over Historie. Flere Vidnesbyrd om hans Flid som academisk Lærer ere endnu til paa det store kgl. Bibliothek, saaledes hans Udkast til Forelæsninger over Caesars Bellum Gallicum, over den almindelige Verdenshistorie, over Europas Historie fra den westphalske Fred.[5] Ogsaa over Danmarks Historie udarbeidede han Forelæsninger, der gik lige til 1770.[6] Da han var Professor Eloquentiae, paalaa det ham desuden at forfatte Academiets Programmer, hvoraf han, som Literaturlexiconnet viser, udgav en stor Mængde, ligesom han ogsaa paa Embedsvegne har holdt og udgivet adskillige, dels latinske, dels danske academiske Taler.

Literære Hjelpemidler vare neppe forhaanden i Sorø i den Udstrækning, som det kunde have været ønskeligt. Academiet havde naturligvis et Bibliothek, den Samling, der brændte i 1813, og hvoraf Holbergs Bøger udgjorde en Del, det holdt en Del Journaler o. s. v., men dette forslog ikke. Oftere foreslog Schøning for sine Colleger, at hver af dem skulde holde en Journal og lade den gaa rundt, men man kom ikke til ret Enighed herom.[7] Det meste maatte derfor Schøning udentvivl skaffe sig ad privat Vei. Selv eiede han udentvivl allerede dengang en god Bogsamling, og i Kjøbenhavn havde han Suhm og Dass at ty til. Suhm besøgte ham flere Gange i Sorø, saaledes i 1766 og 1767. Det sidste af disse Besøg kjende vi noget nærmere til gjennem et bevaret Fragment af Suhms Dagbogsoptegnelser. Den 13de Juni 1767 kom Suhm med Familie til Sorø, reiste saa videre ned til Holsten, Hamburg og Lübeck (hans eneste Udflugt udenfor Danmarks og Norges Grændser), men kom i Slutningen af August atter til Sorø, hvor han opholdt sig en Stund.[8] Dass flyttede 1769 selv til Sorø, hvor han tog Bolig i sin kjære Discipels Hus,[9] og forblev der, indtil Schøning 1773 brød op for at reise til Norge.

Imidlertid havde saavel Schøning som Suhm alvorlig arbeidet paa sine Hovedverker. Schønings ovennævnte, allerede i Throndhjem forfattede Afhandling om de Gamles Kjendskab til Norden var et Forarbeide til hans Norges Historie. Den fra Norge nedsendte Afhandling var imidlertid kun første Del af hans Fremstilling af dette Emne, idet den standsede ved Ptolemæus, men nu kom Fortsættelsen, der ligeledes fandt sin Plads i det danske Videnskabsselskabs Skrifter.[10] Hertil kom endvidere en særskilt Afhandling om Darius Hystaspis’s Tog mod Skytherne,[11] og en ny Fortsættelse om de Gamles Kjendskab til Norden, for hvilke Procop lagdes til Grund. Dette sidste Stykke udkom først efter Schønings Død.[12] Disse Arbeider vakte megen Opsigt i Tydskland. A. L. Schlösser, der, som ovenfor anført, benyttede Schønings Ungdomsarbeide over Norges gamle Geographi i Allg. Welthistorie,[13] meddelte i det samme Verk ogsaa nogle af hans senere Afhandlinger og gjengav tillige hans Kart over Norden efter de Gamles Forestillinger.[14] Som bekjendt havde nemlig Schlösser et for en Fremmed mere end almindeligt Kjendskab til nordisk Historie og Literatur, erhvervet allerede i de Ungdomsaar, som han (1755—1758) havde tilbragt i Stockholm og Upsala, hvor han endog var optraadt som Forfatter i det svenske Sprog med en Afhandling: „Forsök till en Historia om Handel och Siöfart uti de äldsta Tider“.[15] Den lærde Tydsker indskrænkede sig imidlertid ikke til Uddrag og Oversættelser, men optraadte ogsaa som Kritiker og gjorde adskillige Bemærkninger ved Schønings Fremstilling, fornemmelig med Hensyn til dennes Behandling af Plinius.[16] Schøning fandt sig ikke tilfreds med disse Bemærkninger og udgav i den Anledning i Sorø en anonym Brochure som Tilsvar.[17]

I 1769 udgav Schøning i Sorø som Indledning til sin Norges Historie: „Afhandling om de Norskes og endel andre nordiske Folks Oprindelse“, og i Aarene 1771 og 1773 udkom de to første Dele af selve Hovedverket, „Norges Riges Historie“. Til disse Skrifter skulle vi senere vende tilbage. Omtrent samtidig udgav Suhm sine tilsvarende Skrifter: „Forsøg til et Udkast af en Historie over Folkenes Oprindelse i Almindelighed som en Indledning til de nordiske Folks i Særdeleshed“ (1769), „Om de nordiske Folks ældste Oprindelse“ (1770), „Om Odin og den hedenske Gudelære“ (1771), „Historie om de fra Norden udvandrede Folk“ (1—2, 1771-1772), hvorpaa „Critisk Historie af Danmark i den hedenske Tid“ begyndte at udkomme i 1774. Selvfølgelig stode de to Lærde fremdeles i nøieste Forbindelse under Udgivelsen. Schønings Skrifter om de nordiske Folks Oprindelse og om Darius Hystaspis citeres saaledes i den første af hine Suhms Bøger som endnu utrykte, og i den følgende vil man paa flere Steder (f. Ex. S. 147 og 150) finde Schønings Forskninger paaberaabte og, som man paa Forhaand kan formode, omtalte med megen Anerkjendelse

  1. Brev af 24de Septbr. 1765, i Deichmans BibI. Mscr. No. 111. 4to.
  2. Blandinger fra Sorø, VI, S. 202 flg.
  3. Blandinger fra Sorø, I, S. 165. flg.
  4. Bülowske Breve i det Danske Geheimearchiv.
  5. Ny kgl. Saml. No. 213, 423 (Thott No. 1145) og 436. 4to.
  6. Suhms Saml. Skr. VI, S. 45.
  7. Danske Saml. III, S. 376.
  8. R. Nyerups Magazin for Reiseiagttagelser, I, S. 416 flg.
  9. Samling af Mindetaler, udg. af H. J. Wille, S. 224—225.
  10. X, S. 206-247, XII, S. 1—50.
  11. Ibid. X, S. 61—103.
  12. Ibid. Ny Saml. II, S. 1—24.
  13. „Ich habe diese Schrift wie alte Tressen ausgebrannt. Aber was davon übriggeblieben ist, bestehet in seltenen oder vielmehr ganz neuen Nachrichten von dem Zustande der Welt im Norden, dies- und jenseits der Ostsee, seit dem 9ten Seculo, Nachrichten, die eine grosse Lücke in unserer bisherigen Nordischen Welt- und Geschichtskunde ausfüllen.“ Fortsetzung d. allg. Welthistorie, durch eine Gesellschaft von Gelehrten in Teutschland und Engeland ausgefertiget. Th. XXXI. Halle 1771. 4to. S. 438.
  14. Vorläufige Abhandlung von der Unwissenheit der alten Griechen nnd Römer in der Erd- und Geschichtskunde des Nordens von Herrn Gerhard Schøning, Professor in Sorøe. Allg. Welthistorie XXXI, S. 1—203. Schønings Afhandlinger i Videnskabsselskabets Skrifter oversattes ogsaa paa Tydsk af Heinze.
  15. August Ludvig von Schlössers öffentliches und Privatleben von dessen ältesten Sohne Christian von Schlösser. Lpz. 1828. I, S. 28—43.
  16. A. L. Schlössers Versuch einer richtigeren Anslegnng der geographischen Nachrichten des Plinius vom Norden. Allg. Welthistorie, XXX, S. 103 flg.
  17. Sigurd Sigurdsens Anmærkninger i et Brev til sin Ven over den 31te Del af Allgemeine Welthistorie, forfattet af A. L. Schlösser. Sorø 1773. (52 S.). S. 8. Langebek skriver i den Anledning til Suhm: „Jeg har med Fornøielse gjennemlæst Schønings Pjece og under gjerne de tydske Pralere alt det, de kan faa. Han kunde gjerne sætte sit Navn derunder, thi det falder let i Øinene, at han og ingen anden har skrevet den.“ Langebekiana, udg. af R. Nyerup, S. 60.