Friedrich Bruns, Die Lübecker Bergenfahrer und ihre Chronistik
Friedrich Bruns, Die Lübecker Bergenfahrer und ihre Chronistik. (Hansische Geschichtsquellen. Neue Folge. Band II). Berlin, Pass & Garleb, 19OO. CXXXVIII + 465 s. 8vo.
Dette udmærkede kildeskrift bør blive kjendt ogsaa udenfor fagmændenes kreds. Forfatterens hovedopgave er en udgave af »Quellen zur Geschichte der Lübecker Bergenfahrer«. Disse kilder har han ordnet i to hoveddele, nemlig: 1. Urkundliche Quellen, som omfatter: Die Testamente der Lübecker Bergenfahrer 1307–1529, Urkunden zur Geschichte des Lübeck-Bergenschen Handels, Nachrichten zur Geschichte der Bergenfahrerschüttinge zu Lübeck 1361–1806, Nachrichten zur Geschichte der kirchlichen Stiftungen der Bergenfahrer 1401–1529. – 2. Die Chronistik der Lübecker Bergenfahrer omfatter: Die Chronik Christians von Geren 1350–1486, Der Bericht Johann Bulders 1393–1526, Die Denkwürdigkeiten des Schüttingsrechnungsbuches 1520–1527, Die Nachrichten der Beckemannschen Chronik sur Geschichte der Bergenfahrer 1454–1545, med 2 anhang, hvoraf det første indeholder dokumenter til belysning af Christian von Gerens livsløb. Hver af disse kildegrupper er forsynet med en indledning, der meddeler oplysninger om haandskrifterne, forfatterne m. m. Særlig omfangsrig og udførlig er veiledningen til den chronistiske afdeling.
Bogen er forsynet med en historisk indledning om »Die Lübecker Bergenfahrer im Mittelalter«. Dette er intet mindre end det bergenske kontors historie indtil 1530, og det bedste og fyldigste bidrag til vor middelalderlige handelshistorie, som endnu er skrevet. Fremstillingen falder i følgende 8 afsnit: I. Die Begründung der hansisch-lübeckischen Machtstellung in Bergen; II. Lübecks leitende Stellung am Deutschen Kontor zu Bergen; III. Statistik des Warenverkehrs zwischen Lübeck und Bergen im letzten Drittel des 14. Jahrhunderts; IV. Der Warenumsatz zwischen Lübeck und Bergen; V. Die Schifffahrt zwischen Lübeck und Bergen; VI. Die Organisation des Gecchäftsbetriebes der Bergenfahrer; VII. Die Genossenschaft der Lübecker Bergenfahrer; VIII. Die gesellschaftliche Stellung der Lübecker Bergenfahrer. Jeg vil nedenfor forsøge at give et referat af de vigtigste partier af denne righoldige »Einleitung«, særlig de handelshistoriske.
Vi erindrer vistnok alle fra vor skolegang Sverres tale mod tyskerne i 1186, hvor han forbander deres vinimport, der førte hans undersaatter ind paa fylderiets skraaplan. Brune gjør opmærksom paa, at vinimporten viser, at disse kjøbmænd ikke kom fra Østersøens, men fra Nordsøens kyster eller nøiagtigere fra egnene om Rhinens udløb. En samtidig historiker beretter, at der i Bergens havn laa skibe fra Island, Grønland, England, Tyskland, Danmark, Sverige og Gotland, hvilket efter nationernes rækkefølge nærmest tyder paa, at tyskerne har hørt hjemme i Vest-Tyskland. Først fra begyndelsen af det 13de aarhundrede synes lübeckske kjøbmænd at have drevet handel paa Norge og paa England. Det ældste skriftlige vidnesbyrd herom er Haakon Haakonssons brev til Lübeck af 1248, hvori han begjærer, at de maa tilføre hans af dyrtid hjemsøgte land korn, mel og malt.
Først i anden halvdel af det 13de aarhundrede grundlagde Lübeck sit eget og hanseaternes handelsvælde i Bergen, som lidt efter lidt var blevet stapelplads for Nord-Norge og dets vestlige skatlande og specielt for fiskehandelen.
Den ældste kjendte handelstraktat mellem Norge og Lübeck er af 1250, men først ved Erik Magnussons privilegium af 6te juli 1294 erhvervede hanseaterne og specielt lübeckerne de rettigheder, hvorpaa deres handelsvælde i Norge egentlig hvilede. Disse synes dog vistnok i vore øine ikke meget betydelige. De har frihed til at seile paa de norske stæder og havne, men de skal strax ved ankomsten anmelde sin ladning til kongens ombudsmand og ansøge om at maatte faa opskibe sine varer i husene; denne ansøgning burde vistnok ikke afslaaes, men kongens ombudsmand havde 3 dages frist til at udøve kongens forkjøbsret til deres varer, og denne udøvedes paa den maade, at kongens ombudsmand selv bestemte prisen. I 1316 klager kjøbmanden over, at kongens fehirde kun betaler ⅔ af varens værd, i hvilken anledning kongen byder, at der skal betales fuldt værd. Efter de 3 dages forløb kunde de sælge sine varer paa torvet eller føre dem videre, dog ikke nordenfor Bergen uden kongelig tilladelse.
Af korn betaltes en indførselstold, af hvert skib et skippund mel eller malt, efter fogdens valg, dog saa, at han ikke kunde vælge det kostbare hvedemel. Strandretten skulde ikke kunne gjøres gjeldende mod tyskere. Arv efter her i landet døde tyskere skulde staa i forvaring 1½ aar for arvingerne. De var fritagne for de almindelige kommunale byrder: skipadrátt (undtagen ved de kgl. skibe), vaabensyn, ledsagelse af dødsdømte til retterstedet og nattevagt. Ligesaa var de fri for ledingspligt, hvis de før jul forlod landet, eller hvis de paa grund af uveir maatte opsætte afreisen til over julen, naar de blot ikke drev handel. Sine skibe kunde de fragte bort til fart paa andre tilladte steder, og de kunde ikke selv tvinges til at fragte andres skibe. For skibsfolkenes forbrydelser heftede kun disse selv, ikke kjøbmanden, og privatpersoner kunde ikke trækkes til ansvar for sit hjemsteds eller sine medborgeres forseelser, med mindre disse havde negtet at stande tilrette. Ubeviste beskyldninger kunde de rense sig fra ved mededsmænd af samme stand. Deres skibskister kunde alene i de tilfælde ransages, at der forelaa begrundet mistanke om, at eieren havde gjort sig skyldig i varefalsk eller tyveri. Som vidner mod dem kunde alene uberygtede personer bruges. Hvis et skib blev arresteret paa grund af gjeld eller mindre forseelser, kunde det løses mod kaution for fordringens eller pengebodens beløb. Til den offentlige vegt paa byens torv skulde enhver have fri adgang. Hvis en nordmand ikke samme dag afhentede en kjøbt vare, kunde eieren ustraffet sælge den til en anden.
Jeg beder bemærket, at disse bestemmelser ikke er eiendommelige for de norske hanseprivilegier. De hører for den største del til den faste bestanddel af det 13de aarhundredes privilegier for fremmede kjøbmænd, hvis stilling tidligere, lige ned i det 12te aarhundrede, havde været retløs. Det er ikke for intet, at ordet elende (ɔ: udlænding) har faaet den betydning, det endnu har. Disse i vore øine temmelig selvsagte rettigheder havde imidlertid kostet megen kamp og mange ofre, men i denne kamp havde de fremmede rigtignok havt en kraftig forbundsfælle i romerkirken. Kampen mod den barbariske strandret og grundberøringsretten aabnedes egentlig af en pavelig legat, Guido, som i 1260-aarene besøgte Nord-Tyskland og Norden, men den var saa seig at faa bugt med, at den først i den nyere tid er blevet helt afskaffet.
Under Haakon V (1299–1319) indtraadte en sterk national reaktion mod de tyske. I 1316 blev de fremmedes udførsel belagt med en udførselstold, der rettede sig efter varens art og udgjorde fra 1⁄48–1⁄12 af varens værdi; og det blev dem forbudt at udføre stokfisk eller smør, hvis de ikke havde indført mel, malt eller andre »tunge varer«. I 1317 blev det bestemt, at de fremmede kjøbmænd kun maatte sælge en gros, og en komite paa 11 mand blev udvalgt til at foretage alt indkjøb fra de fremmede og overlade det indkjøbte til borgerne for indkjøbspris. Dette skede for at hindre en konkurrence, der kunde drive priserne op. Af samme grund blev det forbudt kongens fehirde at overbyde borgerne eller disse fehirden. Forøvrigt var prisen paa alle varer fastsat ved vedtægt.
Reaktionen fortsattes under formynderregjeringen 1320–32. Men den 9de september 1343 indsatte Magnus Eriksson de fremmede i deres rettigheder efter privilegiet af 1294, og de fremmedes indførselstold reduceredes til et skippund malt eller mel af hvert skib, og udførselstolden afskaffedes helt. Dette privilegium udvirkedes af en ellers ukjendt mand, ved navn Gotfred Sack, hvis lig laa begravet i Nonneseter kloster, og endnu i 1469 var hans minde levende ved Kontoret, som dette aar fornyede vaabenet og stenen paa hans grav[1].
I de følgende aar falder egentlig Kontorets organisation i Bergen, hvis oldermænd første gang nævnes i 1358. Men Haakon Magnussen VI var lidet velvillig stemt mod de fremmede kjøbmænd, og da han i 1368 sluttede sig til Danmark, erklærede Hansaen Norge krig, og kjøbmændene blev hjemkaldt. Aaret efter sluttedes en vaabenstilstand, og i fredstraktaten af 14de august 1376 blev Hansestædernes ældre privilegier stadfæstet og nærmere begrænset i retterboden af 29de januar 1377. Dermed havde de opnaaet den retsstilling, som de siden hævdede lige til det 16de aarhundrede. Dette er Hansaens storhedstid.
Til en rigtig forestilling om handelens eller vareomsætningens omfang trænger vi statistik, og denne hviler atter almindelig paa toldrullerne. For Norges vedkommende er ingen saadanne bevarede fra Middelalderen; men derimod er der bevaret enkelte udenlandske toldruller, der kaster lys ogsaa over den norske handel. Professor Alexander Bugge har givet os endel statistiske data om handelen mellem Norge og England 1303–7, hvis hovedsummer er stillet sammen i min Udsigt over den norske rets historie II, 113. Bruns meddeler en ganske fyldig statistik over ind- og udførsel mellem Bergen og Lübeck fra 1369–70, 1378–79, 1381, 1383–85 og 1398–1400. For de 3 sidste aar er opgaverne saa ufuldstændige, at de her lades ude af betragtning. Jeg skal her gjengive hovedsummerne for ind- og udførsel mellem Lübeck og Bergen:
| Udført fra Bergen. | ||
| Fisk | 7687 | mk. |
| Fisk og klæde (engelsk) | 150 | » |
| Huder | 12 | » |
| Diverse | 188½ | » |
| »Ohne Angabe« | 2548½ | » |
Disse tal kan ikke anses som virkelig »repræsentative«, da udførselen i disse aar ikke naar op i høide med indførselen. Det er jo lige efter krigen, og forretningerne er endnu ikke kommet i rigtig gjænge. Forøvrigt er indførselsvarelisten temmelig fuldstændig. Udførselsvarelisten derimod ikke. Jeg vil om begge tilføie nogle yderligere oplysninger.
Af de indførte varer indtog rugen og navnlig rugmelet den første plads. Hvedemel er lidet efterspurgt i Norge. Malt og humle indføres derimod næsten i lige store kvantiteter som rugmel. Vi maa nemlig erindre, at øllet var folkets daglige drik til alle maaltider: »Mad og drikkes heder i hine tider: »Mad og øl«. Mel og malt indførtes i »stykker« (sække?) paa 1 skippund eller 1½ tønde netto. Ogsaa tysk øl (»Bior«) indførtes. 1363 bestemte Lübecks raad, at 1 tønde øl ikke skulde koste over 12 mk. frit leveret, men prisen omkring 1400 er noget høiere. I Norge var ogsaa prisen lovbestemt. Ogsaa mjød indførtes; erter og gryn i ringe mængde; luneburgersalt var for dyrt til at kunne afsættes i større mængder i Norge, hvor der næsten paa hver gaard langs kysten var saltsyderi. Det høres kanske underligt, at Lübeck indførte sild til Bergen, men det var dog saa; prisen var i Lübeck omkring 1400 1½ à 2 mk. pr. tønde, men i 1482 5 mark, hvilket er den høieste pris indtil 1530. Det er først efter 1559, at det store sildefiske begynder ved Bergen. Flesk indførtes i ringe mængder. Af klædevarer var det kun de grovere kvaliteter, som kom fra Lübeck; de finere kom fra England og udførtes over Bergen til Lübeck. Linlærred, skotøi, taugverk, kjedler, gryder, sverd, ankere, vox, hamp, tjære og svensk jern var ligesaa indførselsartikler.
Desuden indførtes kolonialvarer (specerier) og pyntesager (glis). .I 1316 klager kongen over, at »glis« og kramvarer er det eneste, som nordmændene selv faar indføre fra Tyskland, og disse varer var de eneste, som tyskerne her kunde sælge en détail.
Af udførselsartiklerne indtager naturligvis fisken den første plads. Den gik i handelen under følgende navne: Stokfisk (rundfisk), rotskjær (spaltet efter ryggen) og flakfisk (flekket). Om fiskesorteringen og fiskepakningen havde kjøbmændene udviklet en hel del regler, som det bliver for vidtløftigt at gjennemgaa. Af biprodukterne var de vigtigste tran og sporer og nakker. Af laxarterne er det navnlig ørreten, som er gjenstand for udførsel. Af kveiten gik i handelen de som delikatesser skattede rav (ryg- og halefinnerne) og rækling (tørrede strimler af bugen). Fremdeles rokker, hvalspek, hvalrostænder, sælskind, kobbespek og kobbetran, edderdun og fjer, pelsverk, svovl (fra Island), harpix, farvemose, smør og talg, uld, garn og vadmel, huder og – nødder[2], spærrer (fra Kristianiafjorden) og engelsk klæde.
Baade ind- og udførselen besørgedes i hanseatiske skibe. Dette var naturligvis en følge af det hansiske forbud mod at benytte udenhansisk tonnage – for at bruge et moderne udtryk. Men paa den anden side kan det ikke andet end undre os, at den grundfæstede norske skibsfart skulde blive sat helt udenfor. Jeg tror, dette hænger sammen med, at de norske skibe ikke længere var konkurrencedygtige. De var for smaa[3]. Under forhandlingerne med kong Erik og dronning Margareta om privilegiernes stadfæstelse i 1398 heder det, at kongen, dronningen og raadet klagede for Hansestædernes sendebud over, at deres undersaatter, hvor de seilede i sine hverv og forretninger, blev hindret af hanseaterne, idet, hvor disse nærmede sig med sine store skibe, de ikke vilde spare nordboernes smaa skibe, men allevegne lagde an paa, at disse maatte seile paa grund.
Dog er heller ikke hanseskibene alle af ens størrelse. I farten mellem Bergen og Lübeck mellem 1369 og 1399 anvendtes skibe fra en værdi af 800 mk. til 40 mk., og skibe til 250 mk. synes at dominere. Dette synes at være »kreiere« paa 60–65 læster, medens en kreier paa 100 læster koster 515 mk., en »holk« paa 100 læster 533 mk. Antallet paa de hvert aar i Bergensfarten anvendte skibe varierer fra 9–30, men almindelig dreier det sig omkring 20.
Hvad der fremfor alt befæstede den hanseatiske handel i Bergen, var for det første, at kongerne efter datidens skik havde gjort Bergen til stapelplads for fiskehandelen, og dernæst Haakon V’s forordning af 1315 og 1316, som paabød, at »ingen skal udføre skrei eller smør fra landet, uden alene de, som indfører malt, mel og anden tung varet (N. g. L. III, 118). Da den sidste slags indførsel faktisk var monopoliseret hanseaterne og specielt Østersøstæderne, saa fulgte det af sig selv, at ogsaa fiskehandelen blev et monopol for dem. Og derfor var de selv sterkt interesseret i, at stapeltvangen blev overholdt, og de udstedte gjentagne strenge straffebud for seilads paa Island og Vesterhavsøerne. Fra midten af det 15de aarhundrede begyndte dog hamburgerne at drive Islandsfart uden lov, og da denne ikke kunde hindres, opgav Hansestæderne sin unyttige modstand mod Islandsfarten, som de 1494 helt frigav. Dermed, siger Bruns (S. LXVII) – »waren die Wurzeln der Machtstellung des Kontors untergraben«. Under den frie konkurrence, som herved skabtes, kunde Lübeck ikke beholde sin enehandel paa Bergen, og bedre tider oprandt for byens egne borgere.
Hvad var det saa for folk disse lübske Bergenfarere, som knækkede den norske skibsfart og i aarhundreder beherskede Norges vigtigste handel? Var det pengematadorer à la de Freitas? Nei, saare langt fra det. Af alt det nye og interessante, som Bruns meddeler, er neppe noget saa interessant som hans afsnit om »Die gesellschaftliche Stellung der Lübecker Bergenfahrer«. Dette har han hentet fra 228 testamenter udstedte af Bergenfarere i tidsrummet fra 1307–1530. Af disse 187 testamentudstedere oplyser 45 eller 24,1 pct. intet om sin herkomst, og kun disse kan i tilfælde være indfødte lübeckere. Af 142 til Lübeck indvandrede Bergenfarere er 1 – én – født i Bergen, uægte søn af en fra Bremen stammende Bergenfarer og en norsk kvinde. De øvrige 141 stammer alle fra Tyskland og er næsten undtagelsesfrit nedertyskere, fra egnene ved Nedre Maas til hinsides Oders munding. Mindet 100 eller 53,5 pct. stammer fra de vestelbiske landsdele; kun 55 eller 29,4 pct. er westfalere. Et meget stort antal er fra omegnen af Münster og egnen sydvest for Hildesheim. Ingen fra Frisland. Man ser, at ældre Bergenfarere har faaet sine yngre frænder anbragt i forretningen.
Fra først af tilhørte Lübecks Bergenfarere gjennemgaaende de fattige befolkningsklasser. Af 140 Bergenfarere mellem 1409 og 1524 oplyser de 110 eller 78,6 pct., at de er »selfmade men«, som selv har erhvervet sin formue og ikke skylder nogen arveskifte Det er utvivlsomt, – siger Bruns – at de kontorskes raa, ja livsfarlige optagelsesprøver (spillene) ligefrem var et middel til at holde sønner af velstaaende og ansete familier borte fra konkurrencen om den bergenske handel. Da i 1556 en ældre nykommer vægrede sig ved at deltage i spillene, som oftere var forbudt af Hansestæderne erklærede husbønder og geseller i bryggegaarden Jakobsfjorden: »Her hjelper hverken stædernes forbud eller nogen borgers eller ikkeborgers alder; thi den, som vil handle i Bergen, den maatte gjøre, hvad de og andre havde gjort. Thi kom det dertil, at borgere fra stæderne og deres børn skulde fritages for spillene, da vilde en fattig gesel der ikke agtes stort.«
Ved Kontoret arbeidede da disse folk sig ved egen energi og sparsomhed iveiret, saa at de først i modnere alder stiftede familie og nedsatte sig som kjøbmænd i Lübeck. De fleste gifter sig dog ikke Af 187 Bergenfarere er alene 82 gifte og kun 43 af dem efterlader sig ægtebørn. I almindelighed erhverver de kun en maadelig formue. To af de rigeste og mest ansete blandt dem, begge senere raadmænd i Lübeck, eiede ved sin død, den ene, efterat have givet sin søn 2000 mk., igjen ca. 1350 mk. kontanter og 400 mk. rente foruden sit hus; den anden ca. 4800 mk. i penge og 105 mk. i rente. Helt abnormt er det, at Kontorets tidligere oldermand, Hinrik Möller, i 1473 eier over 20 000 mk. Kun 13 af dem har mellem 1363 og 1544 været raadmænd i Lübeck og kun 3 af disse borgermestre. To af de sidste er de eneste af samtlige Bergenfarere, som blev optagne i Lübecks patriciat eller høiere cirkel.
Efter at have gjennemgaaet sine læreaar begynder disse ubemidlede forretningsmænd en kommissionsforretning med en andens (en ældre Bergenfarers) penge eller varer, idet der dannes et slags kommanditselskab ener stille selskab mellem dem. I dette indskyder kapitalisten penge, gesellen sit arbeide. Udbyttet deles. Senere forekommer ogsaa andre selskabsformer, med gjensidigt kapitalindskud og gjensidigt arbeide, den ene i Bergen, den anden i Lübeck eller begge i Bergen. Dette kaldes efter 1450 masschoppie eller maschup. Selskabsformuen er i disse tilfælde altid begrænset. Det aabne handelsselskab, hvor deltagerne hefter med hele sin formue, forekommer næsten alene mellem medarvinger. Disse selskabsformer og navnlig de første var vel kjendt hos vore fædre før hanseaternes tid, og regler om dem findes i Kongespeilet, i Bjarkøretten og i Magnus Lagabøters bylov.
I sine testamenter har Bergenfarerne sat sig sit smukkeste mindesmærke. Jeg tror neppe, at de bergenske kirker, klostre, og navnlig Bergens spedalsk- og fattighospitaler har havt større eller sikrere støtte af nogen end af disse kontormænd. Penge, øl, mel, skotøi m. m. testamenteres dem i ikke ringe mængde. Enkelte eftergiver i testamentet ogsaa sine norske debitorer deres gjeld. Der aabenbarer sig i disse testamenter et hjertelag og en omtanke for andre og specielt for de ulykkelige, som bør opføres paa Bergenfarernes kreditside, naar historiens endelige dom engang over dem skal fældes.
Var da under hansevældet ingen handel og skibsfart forbeholdt landets egne børn? Jo, indlands- og skatlands- og Nordlandshandelen. Den sidste var den vigtigste; og ogsaa til dens historie leverer Bruns et bidrag (s. LXVII–LXX). De indfødte næringsdrivende, som drev denne handel og fragtfart mellem Bergen og Nordland, kaldte hanseaterne »Norderfahrer«, Bergensernes »Nordfarer«. Thi Nordfar er ikke, som efter nutidens sprogbrug, en »nordlænding«, men en, som seiler og handler paa Nordland. Disse »Norderfahrer« er handelsmænd og adskilles af hanseaterne fra »bønderne« (die bunden eller buren), som leverer smør og andre landboprodukter. Nordfarerne er Vest- og Nordlandets kystbefolkning, kanske allerede i middelalderen fra selve fiskedistrikterne. At der i denne befolkning boede en stærk handelsaand, viser de gjentagne forbud mod uformuende bondegutters handel; thi alle vil handle og seile; ingen vil være jordarbeidere. Men denne handelssand var farlig for det norske jordbrug og de norske godseiere. Og de norske konger søgte derfor at kue den ved kunstige forbud, for at bønderne skulde blive ved sin læst og ikke trænge sig ind i bymandens næring[4].
Hanseaterne anlagde Nordlandshandelen paa en basis, som blev nordfarens fordærvelse og til liden fordel for dem selv. Det var udredersystemet, som lige ned i forrige aarhundrede har behersket handelsmandens forhold til den nordlandske og vestlandske fisker: handelsmanden forstrækker ham med udrustning til fisket, med mad og klær for hele aaret, mod at ha eneret til at faa hans fisk for en ringe pris. De kontorske forstrakte ligeledes nordfarerne med mad og klær og hvad de behøvede, mod at faa deres fisk næste aar. Følgen var, at nordfaren maatte nøie sig med en ringe pris for sin vare, og han sank aar for aar dybere ned i gjæld til Bryggekjøbmanden. Gjentagende gange maatte lovgivningen gribe ind til den sidstes hjælp. Thi nordfaren og hele fiskerbefolkningen forvandledes under dette kreditsystem til en trællestand, med alle de moralske brøst, som økonomisk trældom har i sit følge. Paa dette omraade har vor nyere lovgivning og næringspolitik begyndt et frigjørelses- og reisningsarbeide, som endnu ikke er afsluttet, men hvis velsignelsesrige frugter er iøinefaldende for enhver, som har kjendt den vest- og nordlandske fiskers kaar under udredersystemets regime.
A. T.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Bruns s. 348.
- ↑ I 1447 røvedes af et lübecksk skib ved Skagen 20 læster nødder og 16 læster ørret til en værdi af 793 mk. lübsk.
- ↑ Jfr. s. 317, jfr. 323 f. (312 og 313 s. 317 skyldes ombrækkerfeil).
- ↑ Se navnlig Olaf Haakonssons retterbod af 1383, §§ 1 og 2. I den sidste § forbydes, »at ingen mand her hos eder (i Bergen), hverken i by eller herred, maa bygge noget handelsskib for at seile nord i landet eller til vore skatlande, uden de, som formaar det af sit eget gods og uden al garanti af udenlandske eller indenlandske, efter som de vil sande med sin ed, medmindre de vil have forbrudt skibet og desuden bøde 8 ørtuger og 13 mark i brevbrud. Kongens ombudsmænd skal strengt paase, at dette forbud blir overholdt.«