Alexander Bugge, Vikingerne
Vikingerne, Billeder af vore Forfædres Liv. Af Alexander Bugge. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København–Kristiania, 1904. 319 Pagg. 8vo.
Det er otte, forskjellige Afhandlinger, som her er samlede i en Bog, – Afhandlinger, som berører hver sine særskilte Sider af det samme, store, omfattende og interessante Emne, kulturhistoriske Billeder af høit Værd fra Vikingetiden og dens mærkelige Liv. I en behagelig Form, byggede paa megen Lærdom, fører de Læseren ind i hine fjerne Tider og aabner ham et Indblik i meget, som vil være nyt. Selv hvor ikke Stoffet er nyt, er dog det gamle fremstillet under en ny Belysning. Alt ialt, er det en Glæde at kunne anmelde og anbefale en saa vellykket Bog, der ogsaa med de enkelte Indvendinger, som derved kan gjøres af en Anmelder, vil blive et af de ikke almindelig forekommende Arbeider, der giver rige Løfter for den norske Historieforsknings Fremtid.
Bogen er en populariserende Fremstilling af de Resultater, som Forfatteren dels allerede har fremlagt, dels snart kan ventes at ville fremlægge, af omfattende Studier og Undersøgelser over vore Fædres Liv i det keltiske Vesten, i Lande, som han selv, gjennem længere Ophold, nøie har studeret. Det er derfor ikke Stuelærdommen, som her kommer tilorde. Der er ved Fremstillingen den Tiltrækning, at det overalt mærkes og føles, hvorledes Forf. nøie er fortrolig med det milieu, hvori de skildrede Begivenheder spiller ind. Netop dette er en Side ved den moderne Historieforskning og Historieskrivning, paa hvilken der efterhaanden vil blive lagt stedse forøget Vægt. At føie Historiens Begivenheder ind i deres geografiske Omgivelser, – at lægge Sammenhængen mellem begge frem for Læseren, kunde være en Opgave for virkelig videnskabelig Illustration, der tog Sigte paa noget mere og høiere end at vække en forbigaaende Opmærksomhed for et smukt udstyret Værk.
Forfatteren har ikke anvendt Illustrationer.
Men netop en Bog som denne egnede sig dertil, naar Billedstoffet kunde vælges efter videnskabelige, historisk-geografiske Principer og gaa umiddelbart over og ind i den historiske Fremstilling. Det mærkes let, at Forf. har aabent øie for den Indflydelse, som i en ikke ringe Udstrækning øves af de geografiske Momenter. Skulde denne hans Bog senere kunne udkomme i et nyt 0plag, kunde det maaske blive Gjenstand for Overveielse, om ikke et nøie sigtet, helt paalideligt Illustrationsstof kunde medtages, der formaaede at give den interesserede Læser et endnu klarere Billede, end han allerede formaar at samle ud af de velskrevne, klare, varme Skildringer.
Hvad her gives, er ikke Vikingetidens Historie som en Helhed. Hvad Læseren faar, er – som nævnt – en Række Billeder fra hine Dage, tegnede i smukke, livfulde Farver. I Fremstilling og Stil er der meget, som minder om, at Forfatteren er Søn af Sophus Bugge, med den sjelden digterisk beaandede Evne, denne eier. Der møder os en Atavisme, som er af det gode.
De otte Afhandlinger, der danner denne Billedrække, er hver for sig selvstændig udarbeidede. Hver af dem danner mere et selvstændigt hele end et i en større Oversigt indføiet og afpasset Led. Deraf forklares de indimellem, nogle enkelte Gange forekommende Gjentagelser, fra det ene Afsnit og til det andet, uden at dette behøver at opfattes som stilistiske Svagheder. Tildels kan de endog være en nyttig Rekapitulation.
Bogen aabner nye Felter, giver helt nye Indblik i mangt og meget, som ellers kan have staaet uklart, tildels helt ukjendt. Det er en ikke ringe Fortjeneste at kunne fremlægge saa vigtige Undersøgelser i en saa smuk, saa overbevisende Form, som det her er skeet. Det er ikke alene den norske, men ogsaa den danske og delvis den svenske Vikingetid, som i dette Skrift er Gjenstand for Behandlingen. Hvad der tilsigtes, er væsentlig at levere Skildringer af Nordboerne. Rent personlig maa jeg for øvrigt erklære, at dette Ord ikke synderlig tiltaler mig. Jeg vilde heller tale om de nordiske Folk, et Udtryk, der bedre forekommer mig at ramme de rette Forhold, og som desuden, allerede rent formelt seet, byder en bedre Adgang til at sondre mellem, hvad der rettelig skulde tilkomme hvert enkelt af de tre Folkeslag, hvis Selvstændighed man ikke bør udsætte sig for at overskygge. En stor Del af Interessen knytter sig her desuden til Udskillelsen af, hvad hvert enkelt af Folkene har udrettet i Vikingetiden. Der er fremdeles netop i dette Punkt gode Grunde forhaanden til at lægge sig paa Sinde netop det samme, som P. A. Munch har udviklet for mere end femti Aar siden i Fortalen til »Det norske Folks Histories. Netop fordi Norge længst bevarede sine Forbindelser med Vikingelandene i Vest, vil det have sin specielle Interesse at faa det fastslaaet, hvilken Andel vort Folk havde i den store Bevægelse, der førte vore Forfædre over Havet.
Forfatteren leverer dog selv mange Oplysninger om de gjensidige Forhold mellem de nordiske Folk, navnlig mellem Daner og Nordmænd, og i selve Realiteten kan der intet indvendes mod hans Behandling netop af denne Side ved det rige Emne, som han har taget op. Et interessant Afsnit er i den Henseende at læse S. 28. Forf. minder om Kong Olaf Tryggvessøns berømte Ytringer før Svoldslaget, em de Ord, han der lader falde om de tre Nationer, hvis Mænd snart skulde staa overfor ham i blodig Strid.
Ved en nærmere Betragtning af Sagaernes berømte Skildring, kan der dog opstaa visse Tvivl, om saadanne Ord ogsaa virkelig er fremkomne, og om der af dem kan hentes et paalideligt Bidrag for Kjendskaben til de gamle, nordiske Folks Karakter. Jeg skal derfor dvæle lidt ved dette Punkt.
Skildringen falder i to Afsnit.
Først staar Danekongen, Sviakongen og Erik Jarl paa en Holme og beskuer den norske Flaade, som seiler forbi. I stedse stigende Forbauselse ser de to Konger det ene Skib efter det andet komme frem, og altid spørger de: er da ikke dette Kong Olafs Skib ? Men Jarlen, den landflygtige Nordmand, svarer dem altid, at endnu er ikke han kommen, og at de nok skal faa se noget andet, naar han seiler frem med Ormen lange. Hele seks Gange maa de vente, – saa først kommer det overvældende Syn af det norske Kongeskib, og da negtede ingen, at der seilede Olaf Tryggvessøn.
Noget senere kommer saa den Episode, da Olaf spørger, hvem de fremmede var, og derunder, aldeles tilsvarende til Erik Jarl, viser sine ringeagtende Meninger om Danske og Svenske, men holder paa Nordmændene, selv om de er hans Fiender.
De to Afsnit hører nær sammen. De supplerer hinanden. Men det første er det hovedsagelige.
Det er nu adskillige Aar, siden O. Rygh engang i en samtale henledede min Opmærksomhed paa den iøinefaldende Overensstemmelse, som første Afsnit byder med den Fortælling, som forekommer hos Munken af St. Gallen om Langobarderkongen Desiderius og den Samtale, han paa et høit Taarn førte med den bortrømte Frankerhøvding, Otkerus, under Karl den Stores opmarsch med sin Hær foran Pavia. At der er megen Lighed mellem de to Fortællinger, er ialfald sikkert; der er ogsaa hos Munken af St. Gallen den samme Stigning, som i Sagaernes Fremstilling, og det er ikke til at negte, at der kan være megen sandsynlighed for, at Samtalen mellem Frankeren Otkerus og Langobarderkongen virkelig er Forbillede for Beretningen om Nordmanden Erik Jarls Samtale med Danekongen og Sviakongen. Karl den Store er blot ombyttet med Olaf Tryggvessøn, og den opmarscherende frankiske Hær er bleven til den opseilende norske Flaade.
Det er nok saa, at der selv i de korteste og ældste Sagaredaktioner om Svoldslaget forekommer enkelte Træk, der tyder paa stærk norsk Nationalbevidsthed. De forbeholder det jo for Nordmanden Erik Jarl at fælde den norske Konge, med hvem hverken Daner eller Svear faar Bugt. Men saa vokser skildringen og bliver mere udførlig, indtil den bliver et helt Sidestykke til, hvad der kan læses hos Munken af St. Gallen.
Jeg skal ikke her nærmere gaa ind paa dette, men kun referere, hvorledes O. Rygh havde sine Tvivl om Sagaskildringens Originalitet[1].
Dernæst skal jeg endnu dvæle lidt ved et andet Punkt, der har sin særlige Interesse for en korrekt Opfatning af ældre norsk Historie.
Det er aldeles rigtigt, naar Forf. (S. 234) peger paa den Kjendsgjerning, at Norge ikke paa samme Maade, som Danmark og Sverige eier »noget enkelt sted, som til alle Tider har været Landets bankende Hjerte og Kulturens Arnested«. Jeg kan saa meget lettere godkjende en saadan Udtalelse, som den helt ud stemmer med, hvad jeg selv tidligere, i mit lille skift »Af Norges Historie« (S. 17), har ment at kunne paapege, at der i de gamle Dage ikke var nogen »indre Landsdel, om hvilken det strengt taget kunde siges, at den var Rigets Kjerne«. Dette hænger igjen sammen med den periferiske Karakter ved det gamle Norgesvælde, hvorved jeg i samme Skrift ligeledes har dvælet.
Fra Østlandet udgik Rigets Samling. Forf. betoner dette. Man kunde have ventet, at Stødet var kommet fra det høit kultiverede Trøndelagen. Men saa skede ikke, – og hvorfor ikke? Trønderne holdt sig mere tilbage i Vikingetiden, tog kun mindre Del i dens Færder, mener Forf., der ellers gjør opmærksom paa flere Træk, som vidner om, hvilken forholdsvis høi Kultur der allerede tidlig i Middelalderen maa have hersket i Trøndelagen.
Kjendsgjerningen er der.
Men den maa have sine Grunde, der tør være af en noget anden Art, og som nærmere bør undersøges. Trøndelagen har tidlig været et organiseret, selvberget Samfund, med mere originale Former. Jeg tror, Veien til at løse de Knuder, som her frembyder sig, er vist af Ebbe Hertzberg i hans fortjenstfulde, lille Afhandling[2] om »Trondhjems politiske og statsretslige Forhold i Saga tiden«.
Trøndelagen, Oplandene og Østlandet har en helt anden Natur end det vestenfjeldske. Denne Natur maa have sat et eget Præg paa disse Dele af Norge, forskjelligt fra hvad der fandtes vestenfor Fjeldet, i de langstrakte, smale Kystdistrikter. Men i denne Forskjel kan tillige Forklaringen til flere historiske Kjendsgjerninger være at finde.
Forf. nævner med fuld Ret, hvorledes Norge inden Norden er det Rige, som i sin hele Udstrækning senest bliver samlet. Men deraf følger ikke, at det sent er draget ind i den Udvikling, der stræbte mod Samling. Denne kan være begyndt ligesaa tidlig i Norge som i Danmark og i Sverige, og dette bestyrkes ved, hvad Forf. anfører om det før Harald Haarfagre paabegyndte Samlingsarbeide.
Jeg er for Tiden selv sysselsat med Studier over disse samme Forhold, – over Norges Samling under Harald Haarfagre, som den maa sees i Lys af Samtidens store Folkebevægelser. Der træffes der visse Spor, som foreløbig kunde lede til den Tro, at Østlandets og Oplandenes Samling var et Pendant til, hvad der i Sverige foregik ved Mälaren ved Svearikes første Samling. Men af denne første Stræben mod Samling af norske Fylker fremgik dog som første Resultat kun et mindre, men dog paa sin Vis afsluttet Rige, em hvilket vi længe har vidst, at det over Vestfold havde Tilknytninger til Danmark, og som, efter nyere Forskninger ligeledes synes at have havt saadanne til Sverige. Videre kan her spørges: var det Monarki, Harald Haarfagre skabte, et saa ganske ensartet Vælde, som det gjerne opfattes? Bortseet fra de keltiske Bilande, – var det ikke saa, efter sin Organisation nærmest at regne for sammensat af tre særskilte Led, Vestfold-Oplandsriget, Trøndelagen og Kystlandet?
Her melder sig en Vrimmel af Spørgsmaal, der trænger Besvarelse, og af Opgaver, der trænger sin Løsning.
Hvori laa f. Eks. Vestfoldrigets Kraft? hvad var det, som betingede den høie Kultur og den politiske Magt, som ubestridelig fandtes der? Selve det egentlige Vestfold er jo ikke stort. Med sin frugtbare Jord, er og bliver det kun en temmelig smal stribe af Kystland, der blot har meget lidet i Ryggen, Lardal og Sandsvær, to af den Art Indlandsbygder, der i Oldtiden ikke kunde veie meget. Eker og Lier hørte ganske vist med. Men de var dog noksaa fjernt borte fra Kongesæderne i det sydlige Vestfold. Det maa have været et større Land, der gav disse gamle Konger deres Magt, og saaledes skulde det ikke kunne forbause, om det tilsidst viste sig, at et afsluttet østnorsk Rige af større Maal, kanske lige op til Dovrefjeld, er adskillig ældre, end man før har tænkt sig. Den samme historiske Udvikling, der skabte Svea- og Danevældet, stræbte i Norge foreløbig kun mod en Samling af, hvad der laa østenfor Fjeldet. Erobringens anden Fase kom først, da Harald Haarfagre mod Nord og Vest overskred Fjeldryggen, og den tredie fulgte endelig efter, da han drog over Havet og underlagde sig de skotske Øer.
Hvad Trøndelagen angaar, med den Plads, som denne Landsdel senere indtog i den nationale Bevidsthed, da kan det ogsaa tænkes, at dette har været foranlediget gjennem religiøse Forbindelser, der med en gammel Kultus har kastet Glans over Egnen. En dybt rodfæstet hedensk Kultus fra Trøndelagen har vundet overtaget over det hele Land. Senere har denne fundet en umiddelbar Fortsættelse i den christne Kultus, som knyttedes til St. Olafs Helligdom i Nidaros og afløste de ældre hellige Centrer. Hvad Øst- og Vestland i den Retning bød, kunde overhovedet ikke tage det op med Trøndelagen, der fra meget fjerne Tider havde sin egen gamle Organisation, der ikke alene sigtede mod Fællesskab i Ret, men ogsaa mod Fællesskab i Kultus.
Dette Kultusfællesskab fik ingen Betydning for selve det norske Riges Dannelse. Denne foregik uafhængig deraf. Men da Trøndernes Kultus først engang var lagt ind under det norske Monarki, blev den stærk nok til at sætte sit Stempel paa dette, – først som hedensk, siden som christen. Hvad Vestlandet fik af nye Helligdomme paa Selja og Østlandet i Oslo, kunde aldrig opnaa Jævnbyrdighed.
Hvorvidt de Meninger, jeg her har anført, virkelig, helt eller delvis, holder Stik, maa det være forbeholdt at afgjøre gjennem mere dybtgaaende Undersøgelser. Her maa det foreløbig være nok med, hvad der er sagt.
- Marts 1905.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |