Forelæsninger over den norske Retshistorie/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Magnus Haakonssøn (Lagabøter), 1263–1280, bragte omsider Enhed i den norske Lovgivning og udstrakte tillige dennes Omraade til Island. – Efter hvad han selv beretter i Indledningen til sin Landslov, havde han af Folket paa hvert Lagting i Landet modtaget fuld Raadighed over Loven, «at tage fra og sætte til, hvad ham tyktes tjenligt». Dette var, som det synes, uden nogen Modstand skeet paa Gulating i 1267, paa Eidsivating og Borgarting 1268. I Virkeligheden maa Kongen her have forelagt Tingene foreløbige Lovudkast, for, efter at have faaet dem godkjendte af hvert Lagting for sig, at lade det hele udgaa som en fælles Landslov for Riget.[1] Vi har ogsaa bevaret Kristenretterne af de Lovbøger, der, som nævnt, var blevne foreløbig godkjendte i de 3 sydlige Lagdømmer. Paa Frostatinget i 1269 mødte derimod Kongen en kraftig Modstand af den nys udnævnte Erkebiskop Jon røde (1268–1282), der aldeles ikke vilde erkjende Kongen i nogen Maade berettiget til at befatte sig med den kirkelige Lovgivning, og Kongen opnaaede alene Tingmændenes Bemyndigelse til at ordne Frostatingsbogen i de Dele, «som angik de verdslige Ting og Kongedømmet». Under den Strid, som heraf udspandt sig mellem Kongen og Kirken, paastod Erkebiskoppen den i 1164 mellem Magnus Erlingssøn og Erkebiskop Eystein sluttede Overenskomst tagen til Følge, og paaberaabte sig endog det aabenbart falske Dokument, hvori Magnus skjænker Norges Rige til den hellige Olaf, og erkjender at udøve Kongemagten som dennes vasal. Striden endtes ved Forliget til Bergen af 1ste August 1273, afløst og noget ændret ved Overenskomsten til Tunsberg af 9de Aug. 1277 (N. gl. L. II. S. 455 fgg., Dipl. Norv. I. No. 64 og 65), hvorved Erkebiskoppen, mod at opgive Kirkens paastaaede overhøjhed over Staten, fik sine øvrige Paastande om fuld Uafhængighed af den verdslige Magt, selvstændig Lovgivnings- og Dommermyndighed m. v. anerkjendte.

Kongens Lovrevision kom saaledes alene til at omfatte Lovens verdslige Del. Imidlertid havde Kongen paa et Rigsmøde i Bergen 1271 udgivet en vigtig Retterbod om Mandhelgen, hvorved navnlig Blodhævnen ganske afskaffedes og Ættebøderne ophævedes, samt i 1273 en ny Tronfølgelov, hvorved navnlig Kognaternes Arveret nærmere bestemtes. – Derhos lod han udarbejde en ny Lovbog for Island, Jærnside (sandsynligvis fordi den var indbunden i Jærnplader), ogsaa stundum benævnt Hákonarbók, der i det væsenlige er en temmelig raa Sammenstøbning af Frostatings- og Gulatingsloven, især den første, og kun faa Artikler tagne af den ældre islandske Lov. Jærnsiden blev opsendt til Island i 1271 og efter nogen Modstand antagen i samme og de 2 følgende Aar (Arna Biskups Saga Kap. 9).[2]

Da Landslovens Revision var tilendebragt rejste Kongen selv atter omkring paa alle 4 Lagting, lod den oplæse for Folket og vedtage af dette, hvorhos han forordnede, at Loven nu skulde gjælde i al Evighed, og Kongerne skulde foretage de Forbedringer, som den i noget Stykke maatte tiltrænge, «Gud til Ære, sig selv til Sjælehjælp og Undersaatterne til Gavn». Paa Frostating skede dette St. Hansdag 1274 (M. L. X. 3). – Loven er i det væsenlige bygget paa Gulatings- og Frostatingslovene, og kun enkelte Artikler tagne af Eidsiva- og Borgartingslovene (saaledes VII. 37 og 60). Retterboden af 1271 er indført i M. L. IV. 12–17, 26 og 29 og Tronfølgeloven af 1273 i M. L. II. 3 fgg.[3] Lovens «Kristendomsbolk» indeholder alene de fundamentale Bestemmelser om, at den kristne Religion er Landsreligion, Kongen verdslig og Biskoppen geistlig Øvrighed, indsatte af Gud selv, om Kongearven og om Kongens og Folkets Ed.

Ligeledes udgav Kong Magnus en fælles Bylov for de norske Kjøbstæder, med hvilken han fremgik paa den selvsamme Maade Denne blev i Bergen lovtagen paa Lagtinget den 22 Januar 1276.[4]

Endelig gav Kongen c. 1275 en ny Hirdskraa med tilhørende Sportelreglement (bréfa-bok). Tidligere havde Kongen paa et Høvdingemøde i Tunsberg Vinteren 1273 og i Bergen samme Aars Sommer udgivet en overmaade vigtig Retterbod om de haandgangne Mænds Pligt til at stille Tropper til Kongens Tjeneste, Sysselmændenes Embedsed og Pligter, Forbryderes Afstraffelse og Indberetning om Drabssager, hvilken er indtagen i Hdsk. Kap. 36 (jfr. Saga Magn. Hks. FmS. S. 162). Derhos havde han givet forskjellige Retterbøder navnlig om de højere Hirdklassers Forhold, som er indtagne i Hdsk. Kap. 48–52.[5]

Efter at Revisionen af den norske Lovgivning saaledes var tilendebragt, kom Raden atter til den islandske Lov. Járnsíða skulde nu ombyttes med en Lov, stemmende med den nye norske Lov. Et saadant Udkast blev ogsaa istandbragt af Kong Magnus, men først efter hans Død 1280 opsendt til Island med Lagmanden Jon Einarssøn, efter hvem den fik Navnet Jonsbók, og blev efter megen Modstand antagen 1281. Jonsbogen er endnu i Formen gjældende Lov paa Island.[6]

Uagtet Loven saaledes nu var bleven en og den samme over hele Norge, blev dog den gamle Regel, at hvert Lagting maatte have sin egen Lovbog, for saa vidt iagttaget, som Loven udtrykkelig blev given særskilt paa og for hvert enkelt Lagting, ikke underet for det hele Rige. Man fik saaledes fremdeles 4 Landslove, for de 4 Lagdømmer, altsaa en nyere Gulatings-, Frostatings-, Eidsivatings- og Borgartingslov, – og 4 Bylove, for de 4 Byer med eget Lagting (villæ forenses): Bergen, Nidaros, Tunsberg og Oslo. Men dette er i Virkeligheden alene at betragte som forskjellige Exemplarer af samme Værk. Ti de 4 Landslove er alle ganske enslydende med Undtagelse af Tingfarebolkens første Kapittel, samt at, hvor der f. Ex. i den ene staar Gulating, staar der i de andre Frostating eller Eidsivating eller Borgarting, ligesaa er de 4 Bylove aldeles lige, undtagen hvor den særlige Byordning foreskrives, ligesom vedkommende Bys eget Navn naturligvis er anført. Og dernæst er Landsloven og Byloven indbyrdes overensstemmende overalt, hvor ikke Byens og Landets særegne Forhold krævede Afvigelse, hvilket navnlig var Tilfældet i Udfare- og Kjøbebolkerne. Landslovens Landbrigde- og Landslejebolker er i Byloven ombyttede med en særskilt Politi-Anordning (bœarskipan), og en Søret (farmanna-lög) er tilføjet til Slutning. – Ogsaa Jonsbogen stemmer helt gjennem med den norske Lov, hvor ikke Islands særlige Forhold gjorde Afvigelser nødvendige. Istedetfor den norske Lovs Udfarebolk har Jonsbogen et Afsnit om Undersaatternes Skyldighed at erlægge Skat og Tingfarekjøb m. v.; efter Arvebolken indskydes et eget Afsnit om Værgemaal og Fattigforsørgelse (framfœrslubálkr), Odelsløsningen er udeladt af Landbrigdebolken, efter Landslejebolken indskydes et Afsnit om Vrag, Drivtømmer og Hval (rekabálkr), og efter Kjøbebolken Søretten.

Loven er inddelt i 9 Afdelinger eller Bolker: a) Landsloven: 1. Tingfarebolk, 2. Kristendomsbolk, 3. Udfare- eller Landværnsbolk, 4. Mandhelgebolk, 5. Arvebolk, 6. Landbrigdebolk, 7. Landslejebolk. 8. Kjøbebolk og 9. Tyvebolk. – b) Byloven: 1–5 som i Landsloven, 6. Byordningen, 7. Kjøbebolk, 8. Tyvebolk og 9. Søretten. – c) Jonsbogen: 1. Tingfarebolk, 2. Kristendomsbolk, 3. Thegnskylda, 4. Mandhelgebolk, 5. Arvebolk og Forsørgelsesbolk, 6. Landbrigdebolk, 7. Landslejebolk og Vragbolk, 8. Kjøbebolk og Søret og 9. Tyvebolk.

Af særskilte Retterbøder fra Magnus Lagabøter haves ikke mange, da de vigtigste er indtagne i Lovene. Allerede i Begyndelsen af sin Regjering udgav han en Anordning, indeholdende Forbud mod Aager samt om Ødegaardes Skattepligt (N. gl. L. II. S. 484), og i en Retterbod af 1267 indskjærpede han Faderens Anordning om Tiende og Olafs- og Halvardsskot (N. gl. L. II. S. 453). – Samtidig med den tunebergske Overenskomst 1277 udstedte han et nyt, skjærpet Tienderegulativ, jfr. Rb. 22 Septbr. 1277 (N. gl. L. II. S. 474, 483 og 486), og ved Retterbod af 13 Septbr. 1277 indrømmede han Kirken nye Friheder, navnlig udvidet Andel i Bøder, og stadfæstede den Erkebiskoppen af Faderen tilstaaede Myntret.

Kort efter Hirdskraaens Udgivelse tilstod Kongen sine haandgangne Mænd Ledingsfrihed, ligesom der allerede ved Forliget til Bergen var tilstaaet Gejstligheden, og dette blev Oprindelsen til den Adel og Gejstlighed sednere tilkommende Skattefrihed for sine Ejendomme. Ved en Forordning af 1277 tillagde derhos Magnus Lændermændene Tittelen Baroner og Skutilsvennene Tittelen Riddere, begge med Prædikatet: Herre; det har vistnok hermed ikke været hans Mening at forbinde nogensomhelst nye Rettigheder; men det er ikke at betvivle, at den forhøjede Rang har bidraget sit til at give Hirdens Medlemmer en forøget politisk Betydning.[7] – En Grænsetraktat med Sverige afsluttedes c. 1270 (N. gl. L. II. S. 478),[8] og Privilegier tilstodes de østersøiske Stæder 18 Juli 1278 og 7 August 1279 (Dipl. Norv. V. No. 10 og 11).[9]

  1. Saaledes antages de islandske Annalers korte Notits ved Aarene 1267 og 1268: løgtekin Gulaþingsbók, løgtekin løgbók Upplendinga ok Víkverja, naturligst at burde forstaaes, – altsaa ikke om en endelig Antagelse af Loven.
  2. Munchs Hist. IV. 1. S. 482–4, 619–20 og 627–34; Maurer, Ersch u. Grubers Encyclopædie Sect. I. Bd. 97 S. 51–56.
  3. Munchs Hist. IV. I. S. 484–566; Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 5–10. Maurer i Ersch u. Grubers Encyclopædie Sect. I. Bd. 97 S. 39–49 og 59–60. Zorn, Staat u. Kirche S. 199 fgg.
  4. Munchs Hist. IV. I. S. 569–74. Maurer i Ersch u. Grubers Encyclopædie Sect. I. Bd. 97, S. 66–7.
  5. Munchs Hist. IV. 1. S. 535–8, 549–50, 577–9 og 589–616. Maurer i Ersch u. Grubers Encyclopædie Sect. I. Bd. 97 S. 67–71.
  6. Munchs Hist. IV. 2. S. 61–70; Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 54–5; Maurer, i Ersch u. Grubers Encyclopædie Sect. I. Bd. 97 S. 71–3.
  7. Munchs Hist. IV. 1. S. 576–79 og 589–95.
  8. Munchs Hist. IV. 1. S. 646–50. Samll. Afhandl. I. S. 212 fgg. og II. S. 626 fgg.
  9. Munchs Hist. IV. 1. S. 667–9.