Forelæsninger over den norske Retshistorie/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Erkebiskop Jon røde havde drevet sin Paastand igjennem, og Kongen havde maattet afstaa fra at medtage Kristenretten under sin Lovrevision, foretog Erkebiskoppen selv at udarbejde en ny Kristenret for Norge. Denne synes allerede at være bleven færdig i 1273, men, efterat Forliget til Bergen var traadt ud af Kraft, udgiven i en ny Redaktion 1277. Den slutter sig i det hele til Sigurds Kristenret, men har fuldstændiggjort denne og overalt gjennemført den kanoniske Rets Grundsætninger. Bøderne for Kristendomsbrud er nedsatte til det Halve. – I to Haandskrifter siges det udtrykkelig, at Jons Kristenret er stadfæstet af Kong Magnus, og i ethvert Fald maatte dens Anerkjendelse fra Kongens Side følge som en umiddelbar Konsekvens af den tunsbergske Overenskomst. Derimod var hverken den tunsbergske Overenskomst selv eller Kristenretten lovtagen af Folket, hvilket maatte være en nødvendig Betingelse for begges Gyldighed, og denne Mangel bevirkede, at Kirkens Sejer over Staten ogsaa denne Gang blev af kort varighed.

Det synes at have været Erkebiskoppens Mening at forelægge Kristenretten for et Rigsmøde, der var berammet til Afholdelse samtidig med et Provincialconcilium, som Erkebiskoppen allerede i 1278 havde udskrevet til Sommeren 1280, og hvor Kongen agtede at lade sin Søn Erik krone. Men Kong Magnus døde 9 Maj 1280, og Rigets verdslige Høvdinger, der forestod Regjeringen i Sønnen Erik Magnussøns (1280–1299) Mindreaarighed, vilde hverken anerkjende den tunsbergske Overenskomst eller Erkebiskop Jons Kristenret. Vel drev Erkebiskoppen igjennem, at den unge Konges Kroningsed kom til at indeholde udtrykkeligt Løfte om at overholde den tunsbergske Overenskomst (Dipl. Norv. I. No. 69), og paa Konciliet udgaves et udførligt Statut (N. gl. L. III. S. 229 fgg.), hvori der lyses Bann over Enhver, som paa nogen Maade gjør Indgreb i Kirkens Friheder. Men Høvdingerne ænsede det ene lige saa lidt som det andet. Tvertimod udgaves paa samme Rigsmøde 1280 en stor almindelig Retterbod (N. gl. L. III. S. 3 fgg.), der i flere Stykker supplerer Landsloven, og hvori forskjellige Emner, der ifølge Overenskomsten udelukkende henhørte under Kirkens Myndighed, behandles uden alt Hensyn til denne. Gejstlige blev stevnte for verdslige Domstole; Ledingsskat paalagdes dem som andre; det nye Tienderegulativ saavelsom den Erkebiskoppen indrømmede Myntret tilbagekaldtes, og det erklæredes, at ingen anden end Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds Kristenret skulde gjælde i Landet (Dipl. Norv. III. No. 20, 21 og 30). Begge Parters Appel til Paven blev uden Frugt; Bannsættelse virkede intet, og Erkebiskoppen og hans Tilhængere dømtes fredløse (Arna Bisk. S. Kap. 36, N. gl. L. III. S. 32). Eftermanden døde Striden dog hen. Kirken opgav vistnok aldrig sin Paastand om den tunsbergske Overenskomsts og Jons Kristenrets forbindende Kraft; men den magtede ikke at drive denne Paastand igjennem: Gejstligheden maatte underkaste sig Landets Love og Domstole og finde sig i, at den ældre, altsaa fornemmelig Erkebiskop Sigurds, Kristenret forblev den gjældende, se Kongebreve af 1283 (Dipl. Norv. II. No. 20) og 14 Maj 1290 m. fl.[1] Paa den anden Side drev heller ikke den verdslige Magt Sagen til det yderste. Begge Parter fandt det klogest at lade det bero ved den ældre Tingenes Orden.

Imidlertid stod det ikke til at undgaa, at de ældre Kristenretter i dere Punkter maatte vise sig ufuldstændige og utidsmæssige, og i Anvendelsen tiltrængte Tillæg og Lempninger. Disse blev vistnok i Regelen hentede fra Jons Kristenret, der saaledes alligevel maatte faa en stor Betydning som subsidiær Retskilde. – Først ved Christjern d. 1stes Forordning af 21 Januar 1458 (Dipl. Norv. IV. No. 941) blev der tillagt Jons Kristenret fuld retlig Gyldighed.

Samtidig med Erkebiskop Jon i Norge og efter hans Anvisning udarbejdede Biskop Arne Thorlakssøn af Skaalholt (1269–1298) en Kristenret for Island hvilken væsenlig er overensstemmende med Jons, og som det lykkedes ham paa enkelte Stykker nær at faa vedtagen paa Altinget 1275 (Arna Bps. S. Kap. 14). Men Kongen protesterede herimod som Indgreb i hans Myndighed. Overenskomsten til Tunsberg bragte vel en foreløbig Afgjørelse; men, ligesom i Norge, fornyedes striden bagefter paa det voldsomste, idet de kongelige Ombudsmænd paastod at den ældre Kristenret skulde gjælde (Arna Bps. S. Kap. 36 og 67). Imidlertid synes Arnes Kristenret efterhaanden at have vundet Indgang i Praxis, og ved Magnus Erikssøns Retterbod af . 19 Oktober 1354 blev den tillagt retlig Gyldighed over hele Øen.[2]


Magnus Lagabøters norske Lovarbejder: hans Landslov, Bylov og Hirdskraa saavel som hans Kristenrets-Udkast i 2 Recensioner, og Erkebiskop Jons Kristenret, samt de under denne Konge udkomne, særskilt bevarede Retterbøder, er trykte i Norges gamle Love 2det Bind Chr.a, 1848. Landsloven er derhos særskilt udgiven af den arnamagnæanske Kommission med latinsk og dansk Oversættelse, Kbhvn. 1816. – Alle Lovene besidder vi i deres oprindelige, autentiske Form.

  1. Munchs Hist. IV. 1. S. 559–60, 684–5; IV. 2. S. 4–19, 33–49 og 166–178; Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 10, 17–28, 25–45 og 63–5; Zorn, Staat u. Kirche in Norwegen S. 228–36 og 241–58; Maurer i Ersch u. Grubers Encyclopædie Sect. I. Bd. 97, S. 56–9.
  2. Munchs Hist. IV. 1. S. 639–45; IV. 2. S. 70–81, 151; Unionsperioden I. S. 629; Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 24, 55–6 og 357; Maurer i Ersch u. Grubers Encyclopædie, Sect. I. Bd. 77 S. 25–27; Zorn, Staat u. Kirche in Norwegen S. 269–75.