Forelæsninger over den norske Retshistorie/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De hidtil omtalte Love og Retterbøder, som endnu er i Behold, er trykte i den ved R. Keyser og P. A. Munch besørgede Udgave af Norges gamle Love, 1ste Bind, Christiania 1846, samt oversatte i Hans Paus’ Samling af gamle norske Love, 2 Bind, Kjøbenhavn 1751–52. Enkelte Retterbøder er ogsaa trykte i Diplomatarium Norvegicum, hvoraf hidtil er udkommet 10 Bind, Christiania 1849–1880.

I. Landslovene.[1] Af disse er kun tvende bevarede nogenlunde fuldstændigt:

1. Gulatingsloven er alene bevaret i et eneste nogenlunde fuldstændigt Pergamenthaandskrift (Codex Ranzovianus paa Universitetsbiblioteket i Kjøbenhavn No. 137, 4to) fra første Halvdel af det 13de Aarh, hvilket dog er defekt i Slutningen, og i Begyndelsen af Mandhelgebolken har en Lakune. Loven er inddelt i Bolker, hvilke i Udgaven er givne fortløbende Kapiteltal, saaledes: Kristendomsbolken eller Kristenretten (Kapitel 1–33), Kjøbebolken, (Kap. 34–50), Giftermaalsbolken (Kap. 51–56), Frigivelsesbolken (Kap. 47–71), Landslejebolken (Kap. 72–102), Arvebolken (Kap. 103–130); herefter kommer et Stykke af blandet Indhold (131–150: om Tingbud, Fund, Almenninger, Vrag m. v., Magnus den godes og Haakon Thoresfostres Retterbøder samt Hvalretten), hvorefter Haandskriftet har en Lakune; Mandhelgebolken (Kap. 151–252), Tyvebolken (Kap. 253–264), Odelsløsningsbolken (Kap. 265–294) og Ledingsbolken (Kap. 295–315). Derefter kommer Bjarne Mardarsøns Sagetal (Kap. 316–319) og til Slutning et Par Linjer af Trygdemaalsformularen (Kap. 320), hvormed Haandskriftet afbrydes.

I sit Indhold tilhører Lovens Hovedmasse sandsynligvis den første Halvdel af det 12te Aarhundrede. I de 3 første Bolker (Kap. 1–55) indeholder Haandskriftet imidlertid en dobbelt Text, idet der ved hver Bestemmelse er tilføjet, hvorvidt den tilhører den oprindelige (St. Olafs) Lov, eller de under Magnus Erlingssøn foretagne Ændringer. A Kapitel 2 indeholder Magnus Erlingssøns Tronfølgelov, og Kap. 3 til 5, af hvilke den første indeholder de af ham givne Bestemmelser om Nævndermændenes Antal ved Gulatinget, og Kap. 4 og 5 nogle ældre Bestemmelser om Trælles Frigivelse, har vistnok tilhørt Lovens Tingfarebolk. – Man besidder endvidere Brudstykker af 4 Membraner, hvoraf de 2 paa samme Maade som Cod. Ranzov. meddeler en dobbelt Text af Lovens første Kapitler; medens det 3dje indeholder den ældre Text uforandret, og det 4de alene indeholder et Stykke af Landslejebolken, hvor den omhandlede Dobbelthed ikke forekommer.

2. Frostatingsloven haves nu ikke længere i nogen fuldstændig Membran, siden den eneste, som fandtes, den saakaldte Codex Resenianus paa Universitetsbiblioteket i Kjøbenhavn, brændte i den store Ildebrand 1728; men der haves 5 Afskrifter af denne. Forøvrigt haves alene Brudstykker af 4 Membraner, der i 1846 blev fundne i det norske Rigsarkiv. – Ogsaa i denne Lov findes en stor Lakune i Mandhelgebolken, der dog tildels kan udfyldes af Brudstykkerne og forøvrigt i det væsenlige af Hákonarbók. Loven foreligger i den af Kong Haakon Haakonssøn foranstaltede Udgave, hvor den, som før nævnt, er inddelt i 16 Parter og forudskikket en Indledning, indeholdende nogle af Kongen udgivne Retterbøder. Første Part, hvoraf Begyndelsen mangler, har indeholdt Tingfarebolken, 2den og 3die Part Erkebiskop Sigurds Kristenret, 4de–6te Mandhelgen, 7de Ledingsbolken, 8de og 9de Arvebolken, 10de og ilte Kjøbebolken, 12te Odelsbolken, 13de og de 11 første Kapitler af 14de Part Landslejebolken, Resten af 14de og hele 15de Part Tyvebolken. 16de Part indeholder de ovenfor omtalte Retterbøder af Magnus Barfods Sønner. – Kristenretten (ɔ: 2den og 3die Part) har imidlertid været særskilt afskreven, og af denne haves endnu 2 fuldstændige Membraner og 4 Fragmenter tilbage.

3. Eidsivatingsloven og

4. Borgartingsloven er derimod tabte paa Kristenretterne nær. Kun et Brudstykke af Eidsivatingsloven, handlende om Boran og Hærværk, i et Haandskrift fra Slutningen af 12te Aarhundrede, blev i 1846 fundet i det norske Rigsarkiv. Ligeledes synes det, at man har enkelte Fragmenter af disse Loves verdslige Del bevarede dels i nogle Variantcodices af Magnus Lagabøters Landslov dels i Kristenretterne.[2]

Eidsivatings Kristenret er derimod bevaret i 2 Recensioner, hvoraf den ene sees at være en Forkortelse af den anden; Borgartings Kristenret er bevaret i 3 Recensioner, hvoraf de 2 indeholder nogle Stykker af Ægteskabsretten, der aabenbart er overførte fra Lovens verdslige Del. Begge disse Kristenretter bærer et meget gammeldags Præg, og tilhører vistnok Tiden før Magnus Erlingssøn.

At disse Loves Kristenretter saaledes er bevarede, medens deres verdslige Del er gaaet tabt, er forklarligt deraf, at de ældre Kristenretter, som siden skal vises, forblev gjældende efter Magnus Lagabøters Lovrevision og ikke, saaledes som Lovenes verdslige Del, afskaffedes ved den nyere Landslov. De blev derfor, ligesom anført om Erkebiskop Sigurds Kristenret, særskilt afskrevne og vedføiede Landsloven.

Sverres Kristenret haves kun i en eneste Membran, No. 78, 4to, i den arnamagnæanske Samling i Kjøbenhavn.

II. Den ældre Bylov eller Bjarkøretten haves, som før nævnt, kun i 4 Brudstykker, hvoraf 2 Membraner, af hvilke den ene kun indeholder Kristenretten, og den anden et lidet Stykke af Søretten. De er i Udgaven aftrykte i fortløbende Række, inddelt i 177 Kapitler.

III. Den ældre Hirdskraa er nu ganske tabt.

IV. Retterbøderne fra dette ældre Tidsrum er for det meste indflettede i Landslovene og kun for en mindre Del bevarede i særskilte Udfærdigelser. Disse er trykte i Udgaven af Norges gl. Love I. S. 437 fgg. Adskillige Pave- breve, vedkommende den norske Kirke, er trykte i Diplomatarium Norvegicum, fornemmelig i dettes 1ste Samling.


Samtlige Lovbøger fra det nu gjennemgaaede Tidsrum er Privatarbejder, ikke autentiske Udfærdigelser af Statsmyndigheden. De er Optegnelser til praktisk Brug af, hvad Nedskriveren ansaa for gjældende Ret, og deres Auktoritet som Retskilde beroede alene paa Overbevisningen om Indholdets materielle Rigtighed. Lovene var forplantede i den mundtlige Tradition gjennem lange Tider, før de blev førte i Pennen, og selve Forhandlingsmaaden paa Tinget udelukker Muligheden af Istandbringelse af Lovtexter i modern Betydning. Naar Loven vedvarende gaves Navn efter enkelte Konger, der fra først af havde samlet og ordnet den gjældende Ret, – naar det siges, at Olaf den hellige reviderede »Haakon Adelstensfostres Love»; naar Sverrer lige over for Erkebiskoppen paaberaaber sig «den hellige Olafs Love», eller naar Gulatingsloven betegner visse Lovbestemmelser som Olafs i Modsætning til Magnus Erlingssøns Ændringer, – da maa dette ikke tages paa Ordet, som om det skulde være Meningen at henføre selve de enkelte Bestemmelser til disse Konger. Det er Retten som Helhed, der menes. Retsudviklingen skred naturligvis fremad i Tidens Løb; nye Retsregler føjede sig til det gamle Grundlag, ældre sattes ud af Kraft eller ændredes; men ligefuldt var den Ret, som gjældte paa Olaf den helliges Tid, Halfdan Svartes og Haakon Adelstensfostres Love, og den Ret, som gjældte i Magnus Erlingssøns eller Sverres Dage, Olaf den helliges Love, om end de enkelte Bestemmelser for en stor Del tilhører sednere Tider.

Imidlertid er det højst sandsynligt, at Retten, paa samme Maade som Sagaen, under den mundtlige overleverelse efterhaanden formede sig i staaende Udtryk. Det lader sig neppe betvivle, at de Retsforedrag eller Fremstillinger af de forskjellige Afsnit af Retten, der i Norge, ligesom i Sverige og paa Island, maa antages at være afholdte paa Tingene af retskyndige Høvdinger, tilsidst har antaget en fast Form, ligesom en redigeret Text, der kun sjelden forandredes, uden forsaavidt det forældede udelodes og det nye tilføjedes. Ved Lovens skriftlige Optegnelse har da vistnok disse Retsforedrag afgivet Stoffet. Den er bleven nedskreven efter Hukommelsen, inddelt i de Afsnit, hvori den plejede at foredrages, og saavidt muligt med Foredragenes egne Ord. Vore ældste Love bærer mangfoldige Spor af denne Foredragsform; der tales jevnlig i første Person, ikke i en Lovgivers men i en Retslærers Tone. En saadan Optegnelse maatte selvfølgelig tilkomme samme Auktoritet, som Foredraget selv; men Optegnelsen var ligesaalidt som Foredraget i sig selv nogen Akt af lovgivende Myndighed.[3]

De følgende Afskrivere gik i det væsenlige frem paa samme Maade. De lagde mere an paa at tilvejebringe en bekvem Retsbog til praktisk Brug end paa at levere nogen tro Kopi af den foreliggende Original. De afskrev derfor ikke hver Lov eller hver Retterbod særskilt for sig; men de tog Loven saadan, som den var, og indflettede deri de sednere Retterbøder, hvor de fandt, at de passede. Dog gik de ikke saa vidt i denne Retning, at de formelig omskrev Lovene; de udelod alene det ophævede og tilføjede det nye, stundum med Angivelse af vedkommende Konges Navn. – Man skulde efter dette vænte, at Lovbøgerne indeholdt en korrekt Gjengivelse af den ved Haandskriftets Affattelsestid gjældende Ret; men dette er ingenlunde Tilfældet. Afskriverne besad ingenlunde altid juridisk Indsigt eller Kritik nok til at bedømme, hvad der virkelig gjaldt som Ret. Stundum har de misforstaaet sin Kilde eller, hvor der forelaa flere, ikke forstaaet Forholdet mellem dem. Stundum har de, enten af Uopmærksomhed, eller af Ængstelighed, eller maaske af historiske Grunde, ladet ophævede Bestemmelser blive staaende ved Siden af de gjældende. Man finder ofte Bestemmelserne anførte paa ganske upassende Steder; Gjentagelser og Modsigelser i samme Lov, som ikke i Virkeligheden kan have fundet Sted i Retten. Dette Forhold maa man vel have for Øje ved de gamle Loves Fortolkning; jo yngre Bearbejdelsen er, des mere Kritik vil i Almindelighed være nødvendig ved Benyttelsen. Et træffende Exempel herpaa, og tillige et Vidnesbyrd om, at Loven ikke erholdt nogen større Autenticitet derved, at dens Redaktion var udført efter Kongens egen Foranstaltning, afgiver den ældre Frostatingslov, der, som anført, foreligger i en af Kong Haakon Haakonssøn foranstaltet Redaktion fra Midten af det 13de Aarhundrede, men ligefuldt behandler Trældommen som gjældende Institution, skjønt den for et halvt Aarhundrede siden var forsvunden, og har optaget et ældre Sagetal istedetfor Bjarne Mardarsøns, der paa den Tid uden Tvivl var gjældende i Trøndelagen.

At forfølge Retssætningerne opad gjennem Tiderne ved Hjælp af de os opbevarede Love bliver, paa Grund af den her skildrede Ejendommelighed ved deres Affattelse, endnu mere usikkert, idet Materialet hertil fornemmelig maa søges der, hvor den gamle Lovskriver har gjort sig skyldig i Fejltagelser. Og til en nogenlunde fuldstændig Rekonstruktion af Retsforfatningen paa et Tidspunkt, der ligger længer tilbage for de endnu bevarede Haandskrifters Tilblivelse, altsaa tidligere end det 12te Aarhundrede, byder vore gamle Love ikke tilstrækkeligt Materiale.

De særskilt bevarede Retterbøder foreligger derimod vistnok i væsenlig uforandret Skikkelse.

  1. Maurer, Die Entstehungszeit der ä. Gulathingslög og Die Entstehungszeit der m. Frostuthingslög, i Abhandlungen der k. bayrischen Akademie der Wissenschaften, Cl. I, Bd. XII og XIII, München 1872 og 1875.
  2. Se saaledes B. K. R. (II) Kap. 4, 7, 8, 9. 10, 12, 13 og 14; M. B. K. R. 25 og 26.
  3. Dette var derimod Tilfældet med den første Optegnelse af den islandske Lov, Hafliðaskrá (Islb. Kap. 17; Jfr. Grág. Løgréttuþ. kap. 117).