Forelæsninger over den norske Retshistorie/73

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Benægtelseseden aflagdes, som anført kun sjælden af Sagvolderen alene; det er først i Frostatingsloven og Magnus Lagabøters Love, man i denne Form finder den nogenlunde hyppig anvendt. Regelmæssig maatte foruden Sagvolderen et i Forhold til Sagens Vigtighed større eller mindre Antal Mededsmænd (eiðalið, váttar, consacramentales) sværge; disses Antal var 1, 2, 5 eller 11. – Ed med een Mededsmand (tveggjamanna-eiðr) anvendtes alene i Sager angaaende Penge og Gods indtil et Beløb af 2 Ører (G. L. 37; F. L. V. 42; B. R 154; M. L. VIII. 2, B. L. 3). Ed med 2 Mededsmænd (lýrittar-eiðr d. e. Landsrettens almindelige Ed[1]) anvendtes i alle Sager angaaende Penge og Gods til Beløb af 3 Ører eller derover, samt for de ringere Forbrydelser. Ed med 5 Mededsmænd (séttar-eiðr) anvendtes for de Misgjerninger, der paadrog Fredløshed, men som kunde afsones med Bøder (útlegðarmál), altsaa i 40-Marks eller sednere 8 Ørtuger og 13-Marks-Sager, samt desuden for Mordbrand og Tyveri. Ed med 11 Mededsmænd (tylftar-eiðr) anvendtes i alle andre Ubødesager. Se G. L. 132–135[2]; F. L. XV. 1–4 og 7 fgg.; M. L. IX. 13–15 Dette er den gjennemgaaende Grundregel; men i de enkelte Anvendelser gjør Lovene forskjellige Afvigelser, hvilke kjendelig hidrører fra sednere indtraadte Forandringer i Opfatningen af selve Gjerningen. – Efter alle Love anvendtes Tylftereden for Landsforræderi, Trygdbrud og Mord; herunder synes man at have henført alle egentlige Nidingsværk. Voldsom Hjemsøgelse med væbnet Haand (níðings-her) saavelsom Røveri tilsøs fra Indlændinger maa da ogsaa oprindelig have været regnede hid, jfr. Eids. L., N. gl. L. II. S. 525, der foreskriver det, og G. L. 314, F. L. IV. 62, der for Høvdingen foreskriver Fralæggelse ved Jærnbyrd. Men da G. L. 314, skjønt det selv betegner Røverne som Nidinger, saavelsom F. L. IV. 4, 62 og VII. 25 giver dem Adgang til at afsone sin Forbrydelse med Bøder, Høvdingen paa 40 Mark og de øvrige Deltagere paa 3 Mark, er ogsaa Fralæggelseseden givet en tilsvarende Formildelse, saa at der, ligesom for det almindelige Boran, alene fordres af Høvdingen Settered og af de øvrige Deltagere Lyrittered (G. L. 133, F. L. IV. 62 og V. 14, jfr. XV. 10). Maaske var det i dette Tilfælde, den i G. L. 134 omhandlede skjærpede Settered, grímu-eiðr kom til Anvendelse; F. L. IV. 62 kalder ogsaa Røverne grímumenn. – Ifølge M. L. IV. 25 skulde ogsaa Tylftered anvendes, hvor Nogen var sigtet for at have beligget Andenmands Kone. Denne uregelmæssige Bestemmelse gjenfindes i Hkb. 38; men maa her være af sednere Oprindelse, ti Kilden, F. L. V. 25 (N. gl. L. II. S. 508), har Lyrittered, som netop er den lovbestemte Ed for Hor. F. L. III. 5, B. R. 67. Sandsynligvis staar Bestemmelsen i Hkb. og M. L. i Forbindelse med Magnus Erlingssøns Rb. 1164 (G. L. 32; F. L. V. 44 fgg.), og Forudsætningen har da vistnok været, at Vold eller Bortførelse har fundet Sted. – Settered foreskrives i alle Lovene for Tyveri saavelsom for Hævn, øvet for Tyves Aflivelse (G. L. 178), skjønt det var Ubødesag. Endvidere efter G. L. 133, jfr. 98 for Mordbrand, uagtet ogsaa dette var Ubødesag; F. L. XV. 2 og 12 foreskriver derimod Tylftered for Ildspaasættelse paa Vaaningshus, men Settered for Ildspaasættelse paa afsides Udhuse; M. L. VII. 28 foreskriver Tylftered for al forsætlig Ildspaasættelse paa anden Mands Bygning. Dette tyder hen paa, at Mordbrand oprindelig alene har medført simpel Utlegd, – hvad ogsaa Sagaerne synes at bekræfte, – og at Ansvaret først sednere efterhaanden er blevet skjærpet. – For Spildeværk, d. e. forsætlig Ødelæggelse af anden Mands Ting, til ½ vejet eller 1 tællet Marks Værd, som Gjerningsmanden ikke strax vedgaar, foreskriver alle Lovene Settered, uagtet Gjerningen alene medførte Bøder (G. L. 96; F. L. V. 21 og XV. 11; M. L. VIII. 27, B. L. 20, jfr. B. R. 30, 85 og 117); oprindelig havde Gjerningen nemlig medført Fredløshed. Paa samme Maade foreskriver G. L. 137 og 138 endnu Settered for ærekrænkende Beskyldninger og grove Forhaanelser (róg, níð, ýki og fjølmæli); uagtet ogsaa her Fredløsheden forlængst var gaaet over til Fuldrets-Bod. Frostatingsloven synes derimod alene at kræve Lyrittered, hvilken udtrykkelig er foreskreven for Róg og Nidviser (F. L. V. 28, N. gl. L. II. S. 506, jfr. Hkb. 38 og 39). M. L. IV. 24 og 25 foreskriver Settered for Róg, men kun Lyrittered for Nidviser. – Den ældre Bylov anvender især hyppig Settered. Saaledes foreskriver B. R. 110 Settered for den, der sigtes for Kjøb af ranet Gods, hvilket efter Landslovene alene behøvede at nægtes med Lyrittered, og B. R. 22 og 83 foreskriver i Almindelighed Settered for Legemsfornærmelser; medens Landslovene (G. L. 184, 210 og 211; F. L. IV. 18, 43 og 44) i Almindelighed blot foreskriver Lyrittered, og kun for de større Lemlæstelser synes at have fordret Settered (jfr. F. L. IV. 42). – Ogsaa for Voldtægt foreskriver B. R. 46 og 96 Settered, jfr. B. K. R. (II) 13, der foreskriver „Halvrettes-Ed“, hvilket ifølge Kap. 26 betyder Settered, men hvormed saavel i Kap. 13 som 14 neppe kan være ment andet end Lyrittered. Ogsaa G. L. 199 fordrede blot Lyrittered; skjønt Voldtægt var Fredløsheds- eller 40 Marks Gjerning. Ved Magnus Erlingssøns Rb. 1164 (G. L. 32, F. L. V. 45) blev Voldtægt gjort til Ubødesag, og heraf skulde da været Følgen, at Tylftered maatte komme til Anvendelse; men det har maaske snarere været Meningen at anvende Jærnbyrd; jfr. M. L. IV. 4, der synes at ville have Benægtelsesed ganske udelukket i Voldtægtssager. – For Blodskam (údáðaverk á konum) foreskriver G. L. 133, jfr. 24 og 57 Settered; medens Sigurds Kristenret (F. L. III. 3) alene fordrer Lyrittered. Ligesaa G. L. 30 for crimen bestialitatis; hvorimod Rb. 1164 (G. L. 32) for Sodomitteri fordrer Jærnbyrd; Sigurds Kristenret (F. L. III. 18) foreskriver Jærnbyrd i begge Tilfælde. – For Troldom fordrer G. L. 28, jfr. B. K. R. 16, E. K. R. 45 og 46, Settered, og for Afgudsdyrkelse E. K. R. 24 Lyrittered; Sigurds Kristenret (F. L. III. 15) foreskriver i begge Tilfælde Jærnbyrd, og J. K. R. 56 overlader Biskoppen at bestemme Fralæggelsesmaaden.

I Sager angaaende Penge og Gods anvendtes ifølge Landslovene aldrig mere end Lyrittered, F. L. II. 35, V. 42, G. L. 37, hvilken sidste imidlertid, hvis Beløbet overstiger halvhundrede (60) Ører, d. e. 7½ Mark (ef fé hyndist), foreskriver, at Lyrittereden skal gjentages af de samme Mænd[3]. – Ifølge B. R. 52[4] skulde derimod, hvor sagens Beløb oversteg 3 Ører, anvendes Settered, hvilken overensstemmende med Regelen, B. R. 22[5] og 83, skulde aflægges med Nævndervidner, hvis Sagsøgeren havde et Vidne for sin Paastand og i modsat Fald med Fangevidner; denne Regel skulde ogsaa efter F. L. X. 32[6] (jfr. N. gl. L. II. S. 513) iagttages, hvor en Sag, der skulde paadømmes efter Byloven, forfulgtes efter Landsloven. Hermed staar vistnok B. R. 154 ligefrem i Strid; men denne Artikkel er alene ved en Forglemmelse overført fra F. L. V. 42. – Den nye Bylov indeholder den samme Forskrift som Landsloven, at aldrig mere end Lyrittered skal anvendes i Sager angaaende Penge og Gods, M. L. VIII. 2, B. L. 3.

Det var almindelig Regel, at, hvor en Gjerning af den, der var sigtet som Hovedmand, skulde nægtes med Tylftered, skulde Anstiftelse af og Delagtighed i samme nægtes med Settered; – hvor Gjerningen selv skulde nægtes med Settered, skulde Anstiftelse og Delagtighed nægtes med Lyrittered, – og hvor Gjerningen selv skulde nægtes med Lyrittered, skulde Anstiftelse og Delagtighed nægtes af den sigtede alene med hans egen Ed, se F. L. IV. 37 (jfr. N. gl. L. II. S. 503), jfr. V. 9[7]; XV. 3, 4 og 14, se og IV. 42 (hvis Mening aabenbar er, at disse Lemlæstelser af Hovedmanden skal nægtes med Settered); G. L. 98, 209, 314, jfr. 133; F. L. IV. 62, jfr. XV. 10. – Ifølge samme Grundsætning fastsætter ogsaa G. L. 99 blot Lyrittered for uagtsom Ildspaasættelse, saavelsom for Ildspaasættelse, forøvet af Trælle og Umyndige, og G. L. 257, 258 og 263 Lyrittered for Tyveri af udenlandsk Træl saavelsom for undtagne Tyverier og Hæleri; medens Mordbrands- og Tyvssigtelse ellers maatte mødes med Settered. – Ligeledes kunde efter G. L. 156 og F. L. IV. 23 ogsaa Drabssigtelse mødes med Lyrittered, hvor særegne Grunde talte for den sigtedes Uskyldighed.

Ved Magnus Lagabøters Love, der i IX. 13–15, B. L. 16–18 foreskriver som Regel, at Tylftereden skal anvendes i alle Ubødesager (hvis Antal nu var blevet betydelig forøget); Settereden i alle 8 Ørtuger og 13 Marks- samt 10 Marks-Sager; Lyrittereden i alle 5 og 4 Marks-Sager saavelsom i alle ringere Sager indtil 2 Ører, hvilke skulde nægtes med Tomands-, og 1 Øre med Enkeltmands Ed, – er navnlig den ældre Frostatingslovs Bestemmelser om Edernes Anvendelse i de enkelte Tilfælde bibeholdte. Den nye Lov har alene foretaget enkelte Afændringer i Overensstemmelse med Tidens forandrede Anskuelser, og ved forskjellige nærmere Bestemmelser om Maaden, hvorpaa Eden skulde anlægges, søgt at tilvejebringe mere Garanti for dens Paalitelighed[8]. Paa den ene Side er Fordringerne til Medeværgernes Antal forøgede. Foruden den betydelige Tilvæxt, som Tylfteredens Anvendelse fik, ved at saa mange flere Forbrydelser blev betegnede som Ubødesager, kan mærkes, at der nu for Tyveri altid foreskrives Settered; medens de ældre Love i flere undtagne Tilfælde saasom hvor Kosterne ved Ransagningen fandtes ufordulgte, hvor Tyveriet ikke var efterlyst, for Hæleri, for Tyveri af Høg i Redet m. m. lod sig nøje med Lyrittered. M. L. VIII. 10, B. L. 8 anordner, i Forbindelse med Skjærpelse af Straffen for Falsk til 8 Ørtuger og 13 Marks Bod, ogsaa Fralæggelse ved Settered. – Naar derimod M. L. III. 5 bestemmer, at den, der bringer falsk Krigsbudskab, skal bekræfte sin Uskyldighed og gode Tro med Settered, og IV. 3, at den, der her begaaet Vaadesdrab, skal fralægge sig Forsættet med Settered, da er dette i Virkeligheden Formildelser. Ti efter de ældre Love gjaldt vistnok ingen Undskyldning for den, der bragte urigtigt Fejdebudskab (G. L. 312, jfr. Heimskr. Hák. s. g. Kap. 22 og 28), og med Hensyn til Beviset for Vaade synes den gamle Regel at have været, at det overalt, hvor Nogens Død var foraarsaget ved en Andens Handling, alene kom an paa, hvorvidt den Dræbte eller hans Arving vilde karakterisere denne som forsætlig eller ikke; i første Tilfælde maatte Fralæggelsen af Drabsforsættet efter Regelen ske med Tylftered; ti som Følge af Benægtelsen blev Drabet, hvis Eden faldt, til Mord; medens Lyrittered alene var anvendelig, hvor det var givet, at Døden var at tilskrive Hændelsen, men der dog rejses Mistanke om, at Nogen ved sin Handling (med eller uden Hensigt) er Skyld deri, se G. L. 169 og 175, jfr 177; F. L. IV 26 og 27. – Paa den anden Side har den nye Lov i nogle Tilfælde ladet sig nøje med den sigtedes Ed alene, og gaar saaledes videre i den samme Retning, som kjendelig fremtræder i Frostatingsloven og Kristenretterne. Medens der saaledes efter G. L. 202, F. L. IV. 41, krævedes Lyrittered til Fralæggelse af Beskyldning for at have bistaaet fredløs Mand, og vistnok ogsaa efter G. L. 152 og 189 for at have bistaaet den flygtende Voldsmand, har allerede F. L. IV. 9 for det sidste Tilfælde ladet sig nøje med Ensed, hvilken M. L. IV. 7 og 8 synes at ville have anvendt i alle Tilfælde. Endvidere foreskriver M. L. IV. 19 blot Ensed for Nødvendigheden af at binde den paagrebne Forbryder; medens de ældre Love synes herfor ubetinget at have krævet Vidnebevis. Ifølge M. L. IV. 22, VII. 35, jfr. 38 skal den, hvis Dyr beskyldes for at have dræbt enten noget Menneske eller et andet Dyr, uden at der haves Vidner derpaa, alene med sin egen Ed bekræfte, at han ingen Kundskab har derom; medens de ældre Love (G. L. 165, F. L. V. 16, B. R. 138) krævede Lyrittered, naar Nogens Hund beskyldtes for at have dræbt noget Menneske. Endelig kan mærkes M. L. IV. 24, som for den, der sigtes for at have bragt Nogen i Kongens Unaade ved sin Bagvaskelse, alene foreskriver Nægtelse med Ensed; medens Hkb. 39 fordrede Lyrittered; jfr. dog Fragmentet af det tilsvarende F. L. V. 38 i N. gl. L. II. S. 506, der ligeledes kun fordrer Ensed. Af nye Anvendelser, hvor den nye Lov foreskriver Ensed, kan derhos mærkes M. L. VII. 50, der tillader Høvedsmanden ved Sildfisket med sin Ed at benægte, at hans Folk har gjort Skade; B. L. VI. 7, der tillader Husværten med sin Ed at benægte sin Kundskab om, at hans Lejeboere gaar om og betler, og VI. 14, der tillader at fralægge sig Beskyldning for ulovlig Malttilvirkning med sin egen Ed.

I Henseende til Mededsmændenes Valg skjelner Frostatingsloven og Bjarkøretten ved Tylfter- og Settereden mellem en mildere og en strengere Form, idet den kunde aflægges enten med Fangevidne eller med Nævndervidne. Ved den første Form, der anvendtes naar Sagsøgerens Paastand ikke var støttet af andre Data, synes Sagvolderen at have kunnet frit vælge sine Medsværgere, hvor han kunde finde dem, jfr. E. K. R. 42, der tillader at søge i 3 Hereder. Eden med Nævndervidne, der anvendtes, hvor Paastanden var støttet af andre Bevisligheder, saasom ved et enkelt Vidne, den Dræbtes Sigtelse, bevisligt Rygte (heimskvið), mistænkelig Adfærd, naar stjaalne Koster findes under Nogens Laas og Lukke o. dl., se F. L. IV. 7, 8 og 14; XV. 11; B. R. 37, 150 og 151[9], – aflagdes paa den Maade, at der ved Tylftereden skulde opnævnes 12 Mænd blandt Sagvolderens nærmeste Naboer, Haulder eller, i Mangel deraf, de bedste Bønder, hverken Beslægtede eller Fiender af nogen af Parterne. De skulde opnævnes strax Eden var fæstet, Halvparten af Sagsøgeren, Halvparten af Sagvolderen. Af disse skulde Sagvolderen have 2, dertil 2 af sine nærmeste Frænder (nánasti niðr), og selv være den 5te. De øvrige 7 kunde være hvilkesomhelst frie og myndige Mænd, Sagvolderen kunde faa (fángaváttar). – Ved Settereden skulde paa samme Maade opnævnes 6 af Sagvolderens nærmeste Naboer, hvoraf han skulde have den ene; dertil en af sin nærmeste Slægt, og selv være den tredje; de øvrige 3 kunde være Fangevidner. Efter F. L. X. 32, B. R. 23, skulde derimod opnævnes 4 af Sagvolderens Naboer, hvoraf han skulde have de 2 og selv være den tredje, uden at der nævnes noget om Beslægtede, samt 3 Fangevidner; maaske har det første været Regelen for Landet, det sidste for Byen. – Gulatingsloven kjender ikke andet end Eden med Nævndervidne. Efter G. L. 132 og 133, jfr. 24 og 28, skulde saavel ved Tylfter- som ved Settereden opnævnes 12 af Sagvolderens nærmeste Naboer (sex menn á hvára hønd hánum); det siges ikke, hvem der skal foretage Opnævnelsen; men antagelig skulde, ligesom i Frostatingslagen, Sagsøgeren og Sagvolderen hver nævne det halve Antal. Af disse skulde Sagvolderen til Tylftered saavelsom til Settered for Tyveri og Mordbrand have 2, og til alle andre Settereder 1; dertil ved Tylftered 2 og ved Settered 1 af sin nærmeste Slægt samt sig selv; de øvrige kunde være Fangevidner. Ved den skjærpede Settered, Grimueden, der alene nævnes i G. L. 134, skulde der opnævnes 3 jævnrettes Naboer paa hver Side af Sagvolderen, hvilke han samtlige skulde have, og selv være den syvende. Om Opnævnelsen til den i F. L. XV. 8 omtalte Femtered siges intet; men da den anvendes i et Tilfælde, hvor Lovene ellers brugte Lyrittered, har den rimeligvis været aflagt af den Sigtede med 4 Fangevidner, jfr. G. L. 255, F. L. XV. 16. – Om Lyrittereden bestemmer alene G. L. 135, at den skulde aflægges af Sagvolderen med en hverken beslægtet eller besvogret Jævnrettesmand og et Fangevidne. Frostatingsloven indeholder intet herom; men det er antageligt, at begge Mededsmænd i visse Tilfælde kunde være Fangevidner. Ved Tomandseden synes Sagvolderen frit at have valgt sin Medsværger.

Magnus Lagabøter synes at have villet afskaffe Eden med Fangevidner. Vel nævnes de paa enkelte Steder, saasom M. L. IV. 11, B. L. 12 (eigi nefndarvitni), jfr. B. L. VIII. 8 og M. L. IX. 4; men dette synes alene ved Uopmærksomhed at være indkommet fra Frostatingsloven. M. L. IX. 13–15, B. L. 16–18, bestemmer ganske i Almindelighed, at der ved Tylftered skal opnævnes 12 gode og upartiske Mænd af Sagvolderens nærmeste Naboer, 6 paa hver Kant (á hvára hønd hánum); deraf skal han have de 7, selv være den 8de, og 4 Fangevidner. Ved Settereden skal paa samme Maade nævnes 6 af Sagvolderens Naboer, hvoraf han skal have de 3, selv være den 4de, og 2 Fangevidner. Ved Lyrittereden skal, hvis Sagens Gjenstand overstiger 1 Mark, nævnes 4 af Sagvolderens Naboer, hvoraf han skal have de 2 og selv være den tredje. Gjaldt Sagen ikke over 1 Mark, skulde der blot opnævnes 2 af Sagvolderens Naboer, af hvilke han skulde have den ene, selv være den anden, og et Fangevidne. – Ifølge Rb. 2 Maj 1313, Art. 5, skulde Mededsmændene i Regelen være af samme Kjøn som Hovedmanden. Det samme har vistnok ogsaa i den ældre Tid været iagttaget; navnlig synes Kvinder regelmæssigen at have været anvendte som Medsværgere i Sager, hvor Kvinder var sigtede for saadanne Gjerninger som Troldom, Barnemord o. dl., se G. L. 28, B. K. R. 16, E. K. R. 3, 7.

  1. ↑ Angaaende Betydningen af ordet lýrittr = lýðréttr, se S. Bugge, Ringen i Forsa Kirke S. 54–58.
  2. ↑ G. L. 132: Tylftar-eiði skal synja, ef konungr kennir manni landráð; svá skal morðs synja ok tryggrofs. Nú skal nefna 6 menn á hvára hønd hánum, jafna at rétti við hann, ok hafa tvá af þeim, ok tvá nánastu niði, sjálfr hinn fimti, ok 7 fanga-váttar. – 133: Séttar-eiðr skal standa fyrir þýfi ok bruna ok spellvirk1 ok tréníði ok tunguníði ok údáða-verk fyrir konur, ok svá fyrir níðings-her, svá ef hefnir þjófa. Nú skal nefna menn 6 á hvára hønd hánum, jafna at rétti við hann, ok hafa tvá af þeim fyrir þýfi ok bruna, einn of alle aðra séttar-eiða. – 134: Nú er grímu-eiðr; nefna menn 3 á hvem hønd hánum, jafna at rétti við hann; hafa alla; sjálfr skal hann hinn sjaundi vera. – 135: Nú skal lýrittar-eið vinna: sjálfr skal hann vinna ok annarr jafnréttismaðr hánum, eigi nefgildismaðr né bauggildismaðr né námágr; sá skal hinn þridi, er bædi kann at hyggja fyrir orði ok eiði, frjáls maðr ok fulltíða. Nú skulu eiðar allir standa 10 vikur svœrra-daga: þá er øll vika svœr, þó at einn dagr sé svœrr í. Tylftar eiðar allir falla til úbóta, ok grímu-eiðr, ok þýfi ok bruna; allir aðrir séttar-eiðar falla til útlegdar. Lýrittar-eiðr fellr til slíks, sem hann er festr fyrir. – Eineiði skal þegar vinna, er hinn vill heyra, er festr var, ok hefir bók at bjóða hánum.
  3. ↑ F. L. V. 42: Um allar fjárskuldir, er eiðar koma til, þá skal einn eyris synja, en tveir tveggja, en þrír þriggja; en þó at fé sé meira, þá kemr eigi meira til en lýrittar-eiðr. – G. L. 37: Þá skal synja lýrittar-eiði, unz fé hyndist, þat er hálf átta mørk eða meira; þá skal tvevalda lýrittar-eið; leggja bók á þréskøld ok taka upp ok vinna eið hinir sømu menn.
  4. ↑ B. R. 52: Ef hann á eigi vitni til, þá skal einn eyris synja, tveir tveggja, þrír þriggja aura; en ef hálfum peningi er meiri en þrír aurar, þá er settar-eiðr ok fanga-vitni; nema einn váttr beri, þá er nefndar-vitni.
  5. ↑ B. R. 22: Ef maðr segir sik lostinn, ok er eigi vitni við, þá skal hann synja með settar-eiði ok fangavitni, er kensl er á hendi; en ei einnhverr váttr er, þá er settar-eiðr ok nefndarvitni.
  6. ↑ F. L. X. 32: Nú hefir maðr sótt mál sitt at løgum Frostuþings, þat er dœma skal at Bjarkeyjar-rétti, ok berr einn váttr á þeim dómi með sœkjanda skuld á hendr verjanda, þá haldi verjandi settar-eiði fyrir ok nefndar-vitni. En nefna skal fjóra búenðr þá, er næstir búa heimili hans ínnan fylkis, ok hafi verjandi þá tvá af þeim fjórum, er hann má fá til eiðar með sér, en hann sjálfr hinn þriði. En ef hann fær eigi þá vátta, er nefndir eru, þá reiði hann 10 ertogar fyrir hvern þeirra, en 5 ertogar fyrir fangavátt hvern; en ef hann er eigi sjálfr, þá er hann sannr at því máli, er hann festi eið fyrir. En ef sœkjandi hefir engi vátt til síns máls á dómi, þá haldi verjandi upp settar-eiði ok fangavitni, ef þat er meira fé en til þriggja aura silfrmetinna. En sakar-áberi á vátta-fé þat alt, er verjandi á at gjálda fyrir vátta þá, er hánum fallast.
  7. ↑ F. L. V. 9: Nú verðr á grið eða trygðar gengit, þá er sá griðníðingr eða tryggrofi, er at því verðr sannr, hvárt er þat verðr með áverka eða með ráðum. … En ef synjat er, þá skal fyrir raðakensl koma settar-eiðr ok nefndarvitni, en fyrir áverka tylftar-eiðr ok nefndarvitni. – IV. 37: Hvervitna er ráð eru til sett at gera manni fjárskaða, þá haldi hann upp fyrir lýrittar-eiði, ef þau mál eru, er settar-eiðar koma til, ef hann hefir gert, en einseiði, ef minna er.
  8. ↑ M. L. IX 13: Ef konungr kennir manni landráð, þá skal hann synja með tylftar-eiði; svá skal ok synja allra úbóta-mála. Nú skal nefna 6 skynsema menn á hvára hønd hánum, jafna at rétti við hann, þá sem næstir búa hánum ok um þat mál má kunnigast vera, hvárki sifjaðir við hann né sakaðir, fulltíða menn ok valinkunna, þá sem hvárki sé áðr reyndir at røngum eiðum né skrøkvitnum, ok hafi 7 af þeim ok sjálfr hann hinn átti, ok 4 fánga-váttar, fulltíða ok ekki at meinsœrum reyndir. Skal sá sverja fullan eið fyrir sik, sem fyrir máli er, en allir aðrir sanni eið hans med því skilorði, at eigi vita þeir fyrir guði sannari at sinni hyggju. – 14: Settar-eiðr skal standa um øll 8 ørtuga ok 13 marka mál ok svá fyrir 10 marka mál. Nú skal nefna þrjá menn á hvára hønd þeim, er sakaðr er, á þann hátt, sem sagt er um tylftar-eið; hafa þrjá af þeim en sjálfr hinn fjórði ok tvá fánga-vátta – 15: Lýrittar-eiðr skal standa um øll 5 marke mál ok svá um 4 merka mál, þar sem nefndir eru tveir menn á hvára hønd hinum sekaða; hafi þá tvá af þeim, sem hann fær, ok sjálfr hinn þridi. En fyrir merkr mál ok þedan af smæri skal nefna til lýrittar-eiðs sinn menn á hvára hønd hinum sakaða, ok hafi einn af þeim; se sjálfr annarr, fánga-váttr hinn þriði. Þessi eiðr skal standa til þess er hafa má tveggja-manna eið eða einseiði; því at einn skal eyris synja, en tveir tveggja, sem áðr skilr í bókinni (VIII. 2).
  9. ↑ F. L. IV. 8: Hvervetna er tylftar-eiðar skulu framfara ok nefndarvitni, þá skal sakar-áberi nefna hálfa vátta en verjandi hálfa, ok nefna hvárr, þegar festr er eiðr, sína vátta, ok nefna haulda 12 ór fylki eða bœndr hina bestu, ef eigi em hauldar til; hvárki skulu tilnefndir sifjaðir né sakaðir. Tvá skal hann hafa vátta af þeim 12, en tvá nánustu niði; sjálfr hinn fimti; en þeir 7 síðan frjalsir menn ok fulltíða, er bæði kunnu hyggja fyrir orði ok eiði. En fyrir altaris gólfi skulu menn tylftar-eið sverja ak hafa messu-bók í hendi; en ef einn váttr fellst, þá fellst allr eiðr. En ef einhverr váttr á eigi kirkjugengt, þá sveri harm fyrir kirkjudyrum; ef eigi má bók fá, þá skal hann hafa dyristaf í hendi sér, ok sverr þar at fullu sem at bók. En ef prestr synjar hánum bókar, þá hefir hann fyrirfarit reiðu sinni þá 12 mánuðu í settungi eða áttungi þeim, er sá maðr er ór. – XV. 11: Svá skal settar-eið vinna: Við niðri kirkju skal standa ok hafa salter í hendi sér ok þar vinna eiðinn, ok nefna skal haulda 6 til settar-eiðs eða bœndr hina bestu, ef eigi eru hauldar til. Sakar-áberi skal nefna hálfa vátta en verjandi hálfa, ok hafa einn ór þeim 6, en annan nánasta nið, sjálfr hinn þriði, ok þrír aðrir frjálsir menn, þeir er kunnu hyggja bæði fyrir orði ok eiði.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/73&oldid=183509»