Forelæsninger over den norske Retshistorie/72

Fra Wikikilden

Var Faktum ikke erkjendt eller notorisk, og Sagsøgeren ikke havde ledsaget sin Paastand med fuldgyldigt Vidnesbyrd, da tilkom det i Regelen Sagvolderen baade som Ret og som Pligt at fralægge sig Sigtelsen med Ed[1]. Ogsaa her kommer den Grundsætning: at enhver retslig Afgjørelse maa bygges paa Notorietet, tilsyne i den Fordring at Sagvolderen maatte have sin Ed bekræftet eller „sandet“ af et i Forhold til Sagene Betydelighed forskjelligt Antal Medsværgere, hvori laa en Garanti for, at hans Forsikring fandt Tiltro blandt hans Omgivelser. Ed af Farten alene er kun tilstrækkelig i de mindste Sager, nemlig angaaende Gjæld, der ikke overstiger 1 Øre (G. L. 37, F. L. V. 42, B. R. 154, M. L. VIII. 2, B. L. 3), samt ved ringere Pligtforsømmelser, navnlig Overtrædelser af kirkelige Skikke, og desuden i visse Tilfælde, hvor det alene kom an paa at forsikre sin gode Tro, eller at intet Ulovligt er begaaet, eller at den bestaaende Tilstand har vundet Alderens Hævd. – Tilfælde, hvor enten ingen bestemt Sigtelse foreligger, eller ingen Anden end Parten selv kan have Kundskab eller bestemt Mening. Og selv i disse Tilfælde synes enkelt Mands Ed først i sednere Tider at have fundet Anvendelse: Gulatingsloven tilsteder Enkeltmands Ed (eins-eiðr) kun, hvor sagens Gjenstand ikke overstiger 1 Øre, og det er først i Frostatingsloven, at den har faaet en mere udstrakt Anvendelse.

Denne Sagvolderens Forpligtelse til at fralægge sig Sigtelsen med Ed maa, som oven anført, ingenlunde opfattes som en ham paahvilende Bevisbyrde; den er i sig selv intet Andet end et Udtryk for den Opfatning, at heller ikke Sagvolderens Nægtelse af Sagsøgerens Paastand kan have nogen Gyldighed, naar den ikke til en vis Grad finder Tilslutning hos Almenheden. Tvertimod maatte under den gamle Strenghed i de formelle Fordringer til det Bevis, hvormed Sagsøgeren skulde sætte sin Paastand igjennem, Adgangen til Benægtelsesed fremstille sig som en Begunstigelse for Sagvolderen, – og om end Benægtelseseden ved Siden af denne Strenghed dannede en nødvendig Modvægt mod en altfor stor Lethed i at unddrage sig Ansvar og Forpligtelser, er dog ogsaa i den gamle Lov Tanken den, at der til at opnaa Frifindelse ikke skal udfordres mere, end at Skylden ikke kan bevises enten umiddelbart ved Vidner, eller middelbart derved, at den Sigtede ikke engang formaar at bibringe et begrænset Antal gode Mænd overbevisningen om hans Uskyld.

At Vidnebevis fra Sagsøgerens Side udelukkede Sagvolderen fra Nægtelsesed fremgaar noksom af det hyppige Udtryk i Loven: at den eller den Ed skal anvendes, hvis der ikke er Vidner. Men her maa vel erindres, at der til gyldigt Vidnesbyrd efter den ældste Regel udfordredes, at vidnerne havde været med ved selve Retsforholdets Stiftelse enten som særlig tilkaldte, eller i det mindste paa Stedet formelig skudte til Vidne, – og at Vidner om tilfældig Erfaring oprindelig ikke betragtedes som egentligt Vidnesbyrd. De tilkaldte Vidner gav nemlig selve Sagen dens Præg som vitterlig, hvormed fulgte en egen Retsforfølgning, der nærmest kan betegnes som umiddelbar Fuldbyrdelse. Vidner om tilfældig Erfaring var derimod ublandet Bevis, der ikke kunde erstatte Mangelen af Notorietet; Sagen maatte ligefuldt forfølges paa den for ikke-vitterlige Sager foreskrevne Maade, hvorunder disse Vidner i Lighed med andre Oplysninger kunde fremføres ved Skilledommen og faa sin Indflydelse ved at vanskeliggjøre Nægtelsens Fastholden, men oprindelig ikke hindre Edens Aflæggelse. Men Forskjellen tabte sig efterhaanden, idet Modsætningen mellem det tilfældige og det til selve Handlingen knyttede Vidnesbyrd udslettedes, og Skilledommens Godkjendelse af Erfaringsvidnernes Prov gjorde Sagen lige saa vitterlig som om Vidnerne fra først af havde været tilkaldte. Benægtelseseden blev saaledes lige utilstedelig ligeoverfor ethvert Vidnebevis. Allerede de ældste Love bærer Spor af Overgangen, og i Magnus Lagabøters Love er den fuldstændig indtraadt.

I de ældre Love er dog de Tilfælde, hvori det med nogen sikkerhed kan skjønnes, at ogsaa Vidnesbyrd om tilfældig Erfaring udelukkede Ed, dels saadanne, hvori intet andet Vidnebevis efter sagens Beskaffenhed var muligt, navnlig hvor det gjaldt en personlig Status (Fribaarenhed, Myndighed, Odelsbyrd), eller Besiddelse Grænseskjel o. dl., dels saadanne, hvor ingen ligefrem Benægtelse af Faktum forudsættes at ville møde, saasom angaaende Ejendomsretten til stjaalet eller hittet Gods, hvor Lovligheden af Besidderens Adkomst forudsættes at være det egentlige Stridsemne, jfr. F. L. XV. 7, der tillader Besidderen, ogsaa naar han angriber selve Klagerens Ejendomsret, at frie sig for Tyvssigtelsen med Settered. Udenfor deslige Tilfælde findes der i Gulatingsloven neppe andre steder, hvor Erfaringsvidner udelukker Benægtelsesed, end Kap. 91 og 314: hvor Nogen sigtes for Aavirke i anden Mands skov eller for at have handlet med Vikinger. Navnlig ved Drab og Legemsfornærmelser var den Sigtede aldrig udelukket fra Ed, med mindre Gjerningen var forøvet i offentlig Forsamling og saaledes notorisk. Ligesaa er det at mærke, at de ældre Love i Sager angaaende forsætlig Beskadigelse af Andenmands Gods (spellvirki) intetsteds betinger den sigtedes Adgang til at frie sig med Ed af, at Klageren ikke har Vidner; medens der netop med Hensyn til Forbrydelsens Bedømmelse lægges afgjørende Vægt paa, om den sigtede erkjender eller nægter Gjerningen (G. L. 96; F. L. V. 21; XIII. 12, XV. 11). – Frostatingsloven synes derimod ikke at tilstede Partsed mod Erfaringsvidner uden i Misgjerningssager, jfr. IV. 5, der bestemmer, at Husfolkenes Vidnesbyrd om mordersk overfald paa Nogen i hans Hjem ikke kunde benægtes med Ed, med mindre den sigtede tillige kunde bevise sit alibi, – og derved indirekte giver tilkjende, at i andre Drabssager Adgangen til Benægtelsesed ikke udelukkedes ved tilfældige Øjenvidner, se og Kap. 7, hvoraf det samme tydeligt fremgaar. Derimod viser F. L. XIV. 8, at vidner paa, hvem af 2 Bønder først begyndte at slaa i en Almenning, udelukker Modparten fra Ed. I XIII. 10 er det kjendelig Meningen, at Vidnesbyrd om 10-aarig Benyttelse af Vej eller Landingssted ikke kan mødes med Benægtelsesed, og Kap. 17 foreskriver selvsamme Fremgangsmaade, nemlig Indtale med Ranssøgsmaal som vitterlig Gjæld, saavel hvor den af 2 Lejlændinger, der med vidner har bevist at have lejet først, forholdes Gaarden af den anden, der har faaet den i Besiddelse, – som hvor af 2 Opsiddere paa en Gaard den ene har slaaet den andens Ager eller skaaret hans Eng, og nægter at udlevere det Indhøstede til denne, skjønt han med Vidner har bevist sin Ret til Marken; Benægtelsesed er altsaa i begge Tilfælde udelukket, uagtet vidnerne i sidste Tilfælde vanskelig kunde have andet end tilfældig Erfaring. Og ved Skilledommen i ikke-vitterlige Sager angaaende Penge og Gods fandt efter F. L. X. 12 og 13 en fuldstændig Vidneførsel Sted og afsagdes en formelig Dom angaaende det Faktiske, hvoraf ligefrem følger, at Vidnesbyrdet maatte udelukke Nægtelsesed, uagtet Vidnerne kun havde tilfældig Erfaring, ifald Skilledommen tog det forfulde; idet Sagen derved eo ipso blev vitterlig. – Bjarkøretten, der, som anført, i Kap. 38 stiller tilfældige Erfaringsvidner om Drab og Legemsfornærmelse ved Siden af dem, der formelig er skudte til Vidne, siger ifølge heraf ogsaa i Kap. 22, at Nægtelsesed for Legemsfornærmelse kun indtræder, hvor Vidner ikke haves, og at allerede eet Vidne fra Klagerens Side bevirker, at den Sigtede maa benytte den vanskeligere Maade med Nævndervidne, medens han lige overfor den nøgne Sigtelse alene behøver Fangevidne. – Magnus Lagabøters Lov, der ganske har udslettet Forskjellen mellem formelig tilkaldte og tilfældigvis optrædende Vidner, udelukker Benægtelsesed overalt, hvor Sagsøgeren har fuldt Vidnebevis, jfr. M. L. IV. 26[2], der alene tilsteder Nægtelsesed, hvor lovligt Vidnesbyrd ikke haves, og VIII. 27, der i Sager angaaende Beskadigelse paa Gods udtrykkelig knytter Nægtelseseden til den Betingelse, at Vidner mangler; se og de oven citerede M. L. IV. 10 og 11 sammenlignede med sine Kilder, F. L IV. 5 og 7.

Uagtet denne sin sekundære Stilling var Partseden dog i den virkelige Anvendelse det regelmæssige Middel, hvorved omtvistede Sager afgjordes. Dette var allerede en Følge af den Vanskelighed, som maatte være forbunden med altid at have et fuldstændigt Vidnebevis paa rede Haand, og selv efter at den tidligere Strenghed i Fordringerne til dettes formelle Egenskaber var bortfalden, medførte dog den Omstændighed, at man endnu holdt fast ved den Grundsætning, at Sagerne skulde forelægges Tinget i vitterlig Stand, og at de forudgaaende Forhandlinger til Oplysning af Sammenhængen laa udenfor den egentlige Retsbehandling, – at man maatte være tilbøjelig til at gribe til dette lette og klare Afgjørelsesmiddel, Ed, hvor det ikke strax ved sagens Anlæg var givet, at vidner kunde skades tilveje; idet der om at udsætte Sagens Afgjørelse for at søge Beviser aldrig kunde blive Tale. Man foretrak heller at tilvejebringe en forstærket Garanti mod svigagtige Nægtelser gjennem Skjærpelse af Edens Strenghed. – Alligevel er det klart, at Ophøret af den tidligere Formalisme i Fordringerne til gyldigt Vidnesbyrd i Forbindelse med den større Andel, som Domstolene, under Lagmandsembedets Udvikling, tog i Undersøgelsen ogsaa af Sagernes faktiske Side, – maa have givet Vidnebeviset en alt større og større Anvendelse i Rettergangen paa Partsedens Bekostning, indtil det tilsidst kom derhen, at Partsed blev et yderste Nødmiddel til Sandhedens Opdagelse, der alene blev anvendt efter Dommerens Kjendelse, og hvortil man først greb, naar Forsøget paa at bringe Vished gjennem direkte Beviser var blevet frugtesløst.

  1. Jfr. Kolderup-Rosenvinge, Om Edens Anvendelse til Bevis og til Retstrætters Afgjørelse, i nyt jur. Arkiv, XIV. XXI. og XXII.
  2. M. L. IV. 26: Vér viljum – – – þá eina eiða uppi láta vera, sem løgbók váttar: en þat eru dula-eiðar ok um kenslu-mál, þar sem eigi eru vitni til løglig.