Forelæsninger over den norske Retshistorie/7

Frederik Brandt

Forelæsninger over den norske Retshistorie

Damm, 1880 (1, s. 30-33).

Under Sverres Sønnesøns, Haakon Haakonssøns lange og kraftfulde Regjering (1217–1263) fik Norge endelig Ro for de indre Kampe, Forholdet til Kirken ordnedes i fuld Samdrægtighed, og Landet naaede en høj Grad af velstand og Anseelse. Under hans Regjering begyndte Finnernes Omvendelse til Kristendommen, og Kirker byggedes paa Tromsøen og i Ofoten (Haak. Haakonss. S. Kap. 369). Island og Grønland underkastede sig den norske Konge 1262–1264 og 1261 (Dipl. Isl. I. No. 152 og N. gl. L. I. S. 460 fgg.).

Ved et Rigsmøde i Bergen 1223 var Haakon af samtlige Rigets Lagmænd med Erkebiskoppens Stadfæstelse erklæret for eneste lovlig arveberettiget til Riget (Haak. Haakonss. S. Kap. 85–92), og den vedvarende Gyldighed af Landets gamle Tronfølgeorden var saaledes hævdet. I 1247 sendte Pave Innocentius IV sin Legat, Kardinal Vilhelm af Sabina til Norge for at krone Kongen, og det siges udtrykkelig, at Kongen med Legatens Bifald nægtede at aflægge den samme Kroningsed som Magnus Erlingssøn (Haak. Haakonss. S. Kap. 276). Ved denne Lejlighed blev der givet flere Anordninger om Kirkens Anliggender; Gudsdom blev afskaffet og Helligdagsbudets Strenghed formildet,^[1] (N. gl. L. I. S. 450–8). Allerede tidligere havde Kongen tilstaaet Erkebiskoppen Ret til at slaa Mynt (N. gl. L. I. S. 446), stadfæstet Kardinal Nikolaus, Anordning om Testamenter (N. gl. L. I. S. 447), samt indskjærpet Bønderne deres Tiendepligt, og faaet vedtaget en Afgift i Viken til Domkirken i Nidaros og St. Halvardskirken i Oslo (Olafsskot og Halvardsskot) (N. gl. L. I. S. 459 og 462). Paa den anden Side indrømmede Paven ved Brev af 19 Decbr. 1247 (Dipl. Norv. I. No. 43) Kongen, til Gjengjæld for at hans Forfædre havde opgivet Patronatet til de norske Kirker, Kaldsret til alle de af ham byggede og udstyrede Kirker; heraf har den sednere saa vigtige kongelige Kapelgejstlighed sin Oprindelse.

I Forbindelse med Erkebiskop Sigurd Eindridessøn (1230–1252) omarbejdede Kong Haakon Frostatingslovens Kristenret (1244). Herved synes den saakaldte Sverres Kristenret at være lagt til Grund, og den omarbeidede Kristenret har vistnok faaet almindelig Anvendelse ogsaa i de øvrige Lagdømmer ved Siden af disses ældre særlige Kristenretter, jfr. Rb. 14 Septbr. 1327.^[2] Samtidig hermed udgaves Anordninger om Ødegaardes og Rydningslees Skattepligt (F. L. Indl. 17–19) samt om uformuende Folks Pligt at tage fast Tjeneste, istedetfor at fare i Kjøbfærder (F. L. Indl. 20); Rettergangen lettedes ved Afskaffelsen af de gjentagne Domsætninger,^[3] og Lagmændene gaves selvstændig Dommermyndighed (F. L. Indl. 15 og 16 jfr. X. 24): – Et nyt simplificeret Sagetal udarbejdedes af Lagmanden Bjarne Mardarsön.

Paa et Rigsmøde i Nidaros 1260 udgaves en ny Tronfølgelov, hvorved foreskreves Kongedømmets udelte Arvegang efter Førstefødselsretten og Ægtefødtes Fortrin for Uægtefødte (Hkb. Kap. 9 og 10).^[4] Ligeledes udgaves en Retterbod om Drabssager og andre Ubödemaal, hvorved Bøderne til Kongen nedsattes til en Tredjedel (fra 40 Mark til 13 Mark og 8 Ørtuger), Retten til privat Hævn indskrænkedes, og under Fredløshedsstraf blev forbudt at hævne Drab paa andre end Drabsmanden selv (F. L. Indl. 1–13; Hkb. 15, 16, 17 og 20 jfr. M. L. IV. I og X. 1 m. fl.)

Med Lübeck sluttede Kong Haakon en Handelstraktat af 6 Oktbr 1250 (Dipl. Norv. V. No. 4). Dette var det første Skridt til den siden for Norge saa skjæbnesvangre Forbindelse med Hansestæderne.^[5]

«Kong Haakon», siger hans Biograf, Sturla Thordssøn (Kap. 368), «lod i mange Dele bøde Lov og Landsret i Norge. Han lod sætte den Lov, som nu er kaldet den nye Lov. Han afskaffede alle Manddrab og Lemlæstelser. Ingen skulde nyde Fred i Landet, som tog anden Mands Ægtehustru. Alle Ættedrab lod han afskaffe, saa at ingen skulde undgjælde for andres Brøde, men bede til dem, som Loven sagde.» – Ved «den nye Lov» menes uden Tvivl den af Kong Haakon foranstaltede; endnu bevarede Udgave af Frostatingsloven, hvilken, som det udtrykkelig siges (F. L. Indl. 25), i sit Indhold ikke afviger fra den gamle Frostatingsbog (Graagaasen); men Inddelingen er for Bekvemheds Skyld forandret fra 9 Bolker til 16 Parter, og Erkebiskop Sigurds Kristenret samt et nyere sagetal (Sverres?) indsatte paa sit Sted, henholdsvis som 2den og 3die Part og 6te Part, istedetfor de tilsvarende Afsnit af den ældre Lov.^[6] Derhos er til Loven føjet en Indledning, indeholdende Kongens oven nævnte Retterbøder af 1244 og 1260; 16de Part indeholder Magnus Barfods sønners Retterbøder angaaende ophævelsen af Sven Knutssøns Anordninger, og andre Retterbøder af Haakon selv eller maaske af Kong Sverrer sees at være indskudte paa dere Steder i Loven, saaledes om Løsningen af Strid mellem Vidner, F. L. XIII. 24, og om Arv efter den, som er død udenlands, F. L. XIV . 6. – Det synes at have været Kongens Hensigt at undergive den norske Lovgivning en mere gjennemgribende Revision, og antagelig er den af hans Søn Magnus fuldbyrdede Sammenarbejdelse af de 4 Lagdømmers forskjellige Love til en eneste Landslov forberedt af ham. Det er heller ikke usandsynligt at i det mindste det første Udkast til den af Kong Magnus for Island givne og i 1271 antagne Lovbog, Járnsiða, der i alt væsenligt er en Sammenstøbning af Frostatings- og Gulatingsloven, og hvorigjennem den norske Lovgivning overførtes til Island, oprindelig hidrører fra Kong Haakon, med hvis Navn (Hákonarbók) den ogsaa i Henhold til en gammel Tradition stundum benævnes.^[7] – Maaske har ogsaa den saakaldte Sverres Kristenret udgjort et Led i disse Forberedelser.

1. Munchs Hist. IV. I. S. 18–40; Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 371–86. Zorn, Staat u. Kirche in Norwegen S. 183–94.
2. Munchs Hist. IV. I. S. 109 fgg. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 393 fgg. Zorn, staat u. Kirche in Norwegen S. 169–83.
3. Hertzberg Den norske Proces S. 33.
4. Munchs Hist. IV. 1. S. 195 fgg. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 423–29.
5. Munchs Hist. IV. 1. S. 71–6.
6. Maurer, Die Entstehungszeit der älteren Frostathingslög, i Abhandl. der Bayr. Akad. d. Wiss. I Cl. XIII Bd. III Abth. Se og Ersch u. Grubers Encyclopædie, Sect. I. Bd. 97, S. 10–12.
7. Munchs Hist. IV. 1 S. 482–4 og 620. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 396.