Forelæsninger over den norske Retshistorie/6

Frederik Brandt

Forelæsninger over den norske Retshistorie

Damm, 1880 (1, s. 23-29).

Under de borgerlige Uroligheder, som i omtrent et Aarhundrede, fra Midten af det 12te til Midten af det 13de Aarh., rasede i Norge, undergik de sociale Forhold i Landet, ved de gamle Høvdingeslægters Undergang og et nyt, til Kongedømmet nøje knyttet Aristokratis Opkomst, en gjennemgribende Forandring. Medens Tiden selvfølgelig ikke kunde være synderlig gunstig for den private Rets Udvikling, foregik en Række Foranstaltninger af indgribende Vigtighed vedkommende den offentlige Ret.

Fremfor alt mærkes Oprettelsen af Nidaros’ Erkebiskopstol ved Kardinal Nikolaus af Albano’s Legation 1152, se Pave Anastasius IV. Bekræftelsesbulle af Novbr. 1154 (Norges gl. Love I. S. 439); medens den norske-Kirke hidtil havde ligget under Erkesædet i Lund. Til den nidrosiske Kirkeprovins henlagdes, foruden Biskopsdømmerne i Norge selv, endvidere Island, Grønland, Færøerne, Orknøerne og Sudrøerne. Derhos oprettedes i Norge et 5te Biskopsdømme i Hamar for Oplandene.^[1] I Forbindelse hermed bragtes den norske Kirkes Forhold i det hele i kanonisk Orden. Ved alle Biskopssæder indrettedes Domkapitler eller Kannike-Kollegier,^[2] der skulde være Biskoppens Raad, og i Tilfælde af Vakance bestyre Biskopsdømmet, og vælge Biskop, naar Stolen var ledig; medens Biskopperne tidligere havde været beskikkede af Kongen. Fremdeles afskaffedes Lægfolkets Patronat til de norske Kirker, og Præsternes Ansættelse lagdes i Biskoppens Hænder; medens Bønderne tidligere havde haft den afgjørende Stemme ved sine Præsters Ansættelse.^[3] Derhos indførtes Romerskatten ener Peterspengen (denarius Scti. Petri, 1 tællet Pening aarlig af Enhver til Paven, F. L. II. 20, jfr. Dipl. Svec. I. No. 38). Endvidere vedtoges en vigtig Anordning om Gaver og Testamenter, hvorved det tillodes Enhver at bortskjænke en Tiendedel af sit arvede og en Fjerdedel af sit selverhvervede Gods; medens tidligere den, der efterlod sig Arvinger, aldeles intet kunde bortgive (Norges gl. L. I. S. 447 jfr. F. L. III. 17 og IX. 18, B. R. 70). Endelig fik Kardinalen vedtaget et Forbud mod Vaabenbyrd i Kjøbstæderne (S. Inga Haraldss. Kap. 22, Heimskr. Kap. 23).^[4] – Sandsynligvis er ogsaa den Fremstilling af Kristendommens vigtigste Troesindhold, som er indtagen i Hkb. .Kap 6 og 7; M. L. II. 1 og 2, forfattet af Kardinal Nikolaus.

Ved disse Anordninger vandt den norske Kirke en hidtil ukjendt Fasthed og Sammenhold, paa samme Tid som Tiendens Indførelse og den udvidede Testationsfrihed sikrede Gejstlighedens økonomiske Uafhængighed. Kirken optræder nu som en selvstændig Magt i Staten, og der begynder i Norge ligesom i andre Lande en Kamp mellem den verdslige og den gejstlige Magt om Overherredømmet, som varer næsten gjennem hele den katholske Tid.^[5]

Allerede under den anden Erkebiskop Eystein Erlendssøn (1160–1188) var det meget nær ved, at Kirken havde vundet en endelig afgjørende overvægt over Kongedømmet. Da nemlig Harald Haarfagres Mandsstamme antoges uddød, og Høvdingerne havde sat Sigurd Jorsalfarers femaarige Dattersøn, Magnus Erlingssøn paa Thronen, indgik dennes Fader Erling Jarl paa et Rigsmøde i Bergen 1164 en Overenskomst med Erkebiskoppen om, at denne skulde salve og krone Magnus, og saaledes af Kirkens Magtfuldkommenhed afhjælpe hans Mangel af kongelig Byrd; hvorimod Kongedømmet tilsvor Kirken sin Underkastelse og indrømmede dens Fordringer i videst Udstrækning (Magn. Erlingss. S. Kap. 13 og 14, Heimskr. 21 og 22). Der vedtoges en ny Lov om Tronfølgen, hvorved Rigets udelte Arvegang efter Førstefødselsretten og med Fortrin for Ægtefødte fastsattes; i Mangel af ægtefødte Kongesønner skulde Tronen tilfalde den nærmeste Arving efter det private Arvetal, altsaa ogsaa Mand af Kvinde. Men i ethvert Tilfælde skulde Arvingens Ret være afhængig af, at Erkebiskoppen og Biskopperne fandt ham værdig til at føre Regjeringen; i modsat Fald havde disse at vælge en anden til Konge. Efter hver Konges Død skulde hans Krone ofres for hans Sjæl, og hænge i Nidaros Domkirke til evig Tid, Gud og den hellige Olaf til Ære (G. L. 2). – Under Tvisten mellem Magnus Lagabøter og Erkebiskop Jon et Aarhundrede sednere paastod Erkebiskoppen endog, at Magnus Erlingssøn havde overgivet selve sit Rige til den hellige Olaf og erkjendt sig for dennes eller Kirkens Vasal, og til støtte for sin Paastand fremlagde han en angivelig af Magnus Erlingssøn udstedt Erklæring hvori denne ligefrem erkjender St. Olaf som Rigets egentlige Konge og sig selv alene som forvaltende Regjeringen «tanqvam suus vicarius et ab eo tenens», om hvilket Underkastelsesforhold Kronens ofring skulde bære Vidnesbyrd (se Norges gl. Love I. S. 442, Dipl. Isl. I. S. 226), Men dette Dokument, hvis Datering 23 Marts 1276, aabenbart er forvansket, er upaatvivlelig falsk og fabrikeret i eng sednere Tid. Imidlertid medførte Tronfølgeloven ligefrem Ret for Kirken til efter enhver Konges Død at besætte Tronen efter Forgodtbefindende, og at den Kroningsed, som Erling paa Sønnens Vegne aflagde, og hvis Indhold ikke meddeles, har indeholdt en Underkastelse af Kongemagten under Kirken, fremgaar af Udtrykkene i Haakon Haakonssøns Saga Kap. 271 og 276.^[6]

I Forbindelse med denne Overenskomst blev Kristenretten undergivet en fuldstændig Revision, og en Række vigtige Lovbestemmelser vedtagne. Bøderne til Erkebiskoppen for Kristendomsbrud i Trøndelagen forhøjedes til det dobbelte (Sv. K. R. 57, F. L. III. 2); der udgaves skjærpede Bestemmelser om Ubødeværk og andre grove Forbrydelser samt om Indskrænkning af Privathævnen (G. L. 32, F. L. V. 44 og 46);^[7] Botten til Skilsmisse indskrænkedes (G. L. 54 jfr. B. K. R. (II) 8). Endvidere formindskedes Nævndermændenes Antal ved Lagtinget (G. L. 3), og Rettergangen lettedes ved Afskaffelsen af Skilledom i Sager angaaende Penge og Gods (G. L. 37).^[8] Derimod synes der neppe at være tilstrækkelig Grund til at antage, at der ved denne Anledning er foretaget en fuldstændig Revision af Landslovene i deres Helhed.^[9] Det sees vistnok, at de 55 første Kapitler af Gulatingsloven har foreligget i en dobbelt Recension: en ældre, der tillægges Olaf (den hellige), og en yngre, der tillægges Magnus (Erlingssøn), og hvori netop de nysnævnte Bestemmelser er indførte. Men da Haandskrifterne ikke bærer noget Spor af en lignende Dobbelthed i de øvrige 5 Sjetteparter af Loven, synes det naturligere at antage: at Tronfølgeloven og de øvrige Lovforandringer udenfor Kristenretten er udgivne som særskilte Retterbøder, hvilke,da deres Gyldighed sednere blev bestridt, er blevne tilføjede ved Siden af de ældre Bestemmelser i Spidsen af Loven. – Erkebiskop Eystein lod ogsaa skrive en Lovbog, kaldet Guldfjæder, der imidlertid nu er tabt. Den omtales ikke uden i Sverres Strid med Erkebiskop Erik. Hvorvidt den har været en af Erkebiskoppen istandbragt fuldstændig Omredaktion af Frostatingsloven, eller alene omhandlet de kirkelige Forhold, kan vi ikke afgjøre.

Kirkens herskende Stilling lige over for Kongemagten blev imidlertid af kort Varighed. De nye Lovbestemmelser blev neppe nogensinde lovlig vedtagne af Folket til Tinge, og Kong Sverrer, der selv tilhørte Kongeættens Mandsstamme, og saaledes byggede sin Ret til Tronen umiddelbart paa Loven, vilde ikke anerkjende den mellem Magnus og Erkebiskoppen sluttede Overenskomst, hvilken, som han sagde, alene var en «Handel», Erling Jarl havde sluttet med Erkebiskop Eystein, for at faa sin Søn, der ikke var lovlig arveberettiget, viet til Konge (Sverres S. Kap. 103). Sverrer henholdt sig til den hellige Olafs Lov og paastod Geistligheden underkastet denne; Erkebiskoppens Lovbog vilde han ikke anerkjende lige saa lidt som den kanoniske Ret. – Sverres Paastand vandt Tingmændenes Bifald, og Eysteins Eftermand, Erkebiskop Erik Ivarssøn (1188–1205) maatte forlade Landet (1190). Ligefuldt tvang Sverrer Biskopperne til at krone ham (1194), uden at agte den pavelige Bannstraale.

Sverres Regjering (1177–1202) danner i dere Henseender et Vendepunkt i den norske Retsforfatnings Udvikling. Hans Sejer betegnede den gamle patriarkalske Høvdingemagts Undergang; den ved Borgerkrigene bevirkede Forvirring i alle Forhold, i Forbindelse med Sverres egen kraftige Herskernatur, fremkaldte uvilkaarlig en større Centralisation i Styrelsen og en mere direkte Indgriben fra Kongedømmets Side. De mest fremtrædende Vidnesbyrd herom er Lagmands- og Sysselmands-Embedernes Oprettelse. Allerede fra gammel Tid af sees visse af de for Lovkundskab mest anseede Høvdinger at have indtaget en ledende Stilling paa Tingene (se saaledes Egils Saga Kap. 57; Sigurd Hranessøns Proces, Storms Udg. S. 11 og 21, jfr. Haak. Herdebr. S. Kap. 4). Men som kongeligt Embede med lovbestemt Myndighed forekommer det først ved Slutningen af 12te Aarhundrede, se Haak. Haakonss. S. Kap. 80 fgg., jfr. F. L. Indl. 16 (Gunnar Grjonbak, Frostatingslagmand, beskikket mellem 1177 og 1188).^[10] – Sysselmændene var oprindelig kongelige Kommissarier, der for Tilfældet beskikkedes til at varetage Kongedømmets Tarv under særlig vanskelige Forhold eller i Distrikter, hvis afsides Beliggenhed krævede et stadigere Tilsyn. Regelmæssigen udøvedes derimod den lokale Landsstyrelse af Lændermændene og de kongelige Gaardsforvaltere (ármenn). Men fra Slutningen af 12te Aarhundrede synes Sysselmandshvervet at være blevet et regelmæssigt Embede, og Sysselmændene stillede i Spidsen for den lokale Landsstyrelse i ane Dele af Riget med Fortrængsel saavel af Lændermændene som af Aarmændene.^[11] – Det er ogsaa sandsynligt, at Sverrer har ladet forfatte en ny Hirdskraa;^[12] «Birkebenernes Vedtægter» paaberaabes udtrykkelig i Magnus Lagabøters Hdsk. Kap. 38. – Endvidere hidrører det i Frostatingslovens 6te Part indtagne nyere Sagetal sandsynligvis fra Kong Sverres Tid.

I Udgaven af Norges gamle Love 1. S. 409–434 findes indtagen en Kristenret, der bærer Sverres Navn.^[13] Den er i Virkeligheden alene en les Kompilation af Gulatings- og Frostatingslovens Kristenretter, eller maaske snarest Erkebiskop Eysteins Guldfjæder, idet den netop indeholder de af Erkebiskoppen forfægtede, men af Kongen forkastede Bestemmelser; den har kjendelig været bestemt for det hele Land, men er aldrig bleven gjældende Lov, og omtales intetsteds i Sagaerne. – At dette Lovudkast imidlertid ikke kan hidrøre fra Sverrer, men maa være fra en meget sednere Tid, i ethvert Fald efter Laterankonciliet 1215, fremgaar klart af dets eget Indhold, og det vildledende Navn hidrører alene fra en Misforstaaelse, idet Afskriveren har henført Indledningsordene i et foran Kristenretten indtaget Statut om Bannsgjerninger, udstedt af Kong Sverrer og Rigets Biskopper paa et Provincialkoncilium 1190, ogsaa til Kristenretten selv. Paa den anden Side kan det ikke være yngre end 1247, da det endnu har bibeholdt Jærnbyrden, og det synes at have ligget til Grund ved Udarbejdelsen af Erkebiskop Sigurds Kristenret af 1244. Maaske har det været et Forarbejde til denne.

Ved Slutningen af det 12te Aarh. er Trældommen ophørt i Norge.

Kong Haakon Sverressøn (1202–1204) forligede sig, som det siges, efter sin Faders Raad paa Dødslejet, med Kirken.^[14] I Forligsdokumentet (N. gl. L. I. S. 444) indrømmer Kongen Kirken «al den Frihed, som den tilkommer efter de hellige Skrifter, og som den har haft fra ny og gammel Tid, eftersom Kardinal Nikolaus anordnede, og som de Eder vidner, som blev svorne for Legaten, da Jarlen (Erling) rejste Tvist med Erkebiskop Eystein om den hellige Kirkes Frihed». Men Indrømmelsen ledsages af udtrykkeligt Forbehold af «mit Kongedømme og al kongelig Værdighed ubeskaaret», og den medførte altsaa ingenlunde nogen vedtagelse af den af Magnus Erlingssøn Kirken indrømmede overhøjhed over Staten, lige saa lidt som af dennes Tronfølgelov, men alene af de øvrige ved Overenskomsterne i 1152 og 1164 i Kirkens Interesse trufne Forføjninger, hvilke man derfor ogsaa finder indtagne i alle de sednere Kristenretter. Forliget er imidlertid affattet i ubestemt Almindelighed og har øjensynlig med Forsæt undgaaet at behandle de enkelte Tvistpunkter; det kunde saaledes vel for Øjeblikket bilægge Striden, men gav den ikke nogen endelig Afgjørelse.

1. Munchs Hist. II. S. 867–8 og 614; Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 222.
2. Munchs Hist. II. S. 876 fgg. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S 223; Anecdoton Fol. 17–18.
3. Keyser, Den norske Kirkes Hist. 1. S. 177–8 og 224. Zorn, Staat und Kirche in Norwegen S. 30–34, 61–70, 89 fgg.
4. Munchs Hist. II. S. 863 fgg. III. S. 245 fgg. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 221–8.
5. Maurer, Die Bekehrung des norwegischen Stammes II. S. 671 og 677–81.
6. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 242. Munchs Hist. II S 928 fgg. III. S. 186–7. IV. 1 S. 530 fgg. Paludan-Müller i (dansk) Historisk Tidsskrift III R. 1 B. S. 263 fgg. Maurer, Norwegens Schenkung an den heil. Olaf, i Abhandl. d. k. bayer. Akad. d. W. I Cl. XIV. Bd. II Abth. Zorn, Staat und Kirche in Norwegen S. 105–9.
7. Munchs Hist. II. S. 937–8.
8. Hertzberg, Den norske Proces S. 30 fgg.
9. Maurer, Die Entstehungszeit d. ä. Gulathingslög, München 1872, Die Entstehungszeit d. ä. Frostuthingslög, München 1875, og Artt. Gulathing og Gulathingslov i Ersch u. Grubers Encyclopædie Sect. I. B. 96 og 97.
10. Munchs Hist. III. S. 189 fgg. IV. 1. S. 114 og 494 fgg. Keysers Efterl. Skr. II. S. 169–70, 172 fgg. og 247 fgg. Hertzberg, Den ældste norske Proces S. 157 fgg. Se derimod Maurer, Das Alter des Gesetzsprecher-Amtes in Norwegen, Festgabe zu Arndts Doctor-Jubilæum, München 1875.
11. Munchs Hist. III. S. 108–9 og 194–5; IV. 1 S. 200 og 613. Keysers Skr. II. S. 209 fgg.
12. Munchs Hist. IV. 1 S. 595 fgg.
13. Keysers Skr. II. S. 88–9. Munchs Hist, III. S. 247–8 og 262 fgg. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 273–4 og 394. Maurer, Das sogen. Christenrecht König Sverrirs, i K. Bartschs Germanistische Studien I. S. 56 fgg. og Studien über des sogen. Christenrecht König Sverrirs i Festgabe zu Spengels Doctor-Jubiläum, München 1877.
14. Munchs Hist. III. S. 425–27. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 319–24. Zorn, Staat und Kirche in Norwegen S. 150–55.