Forelæsninger over den norske Retshistorie/69

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ved Fremstillingen af vore ældste Procesregler maa man have skarpt for Øje den forhen oftere fremhævede Sætning, at Tingene i sit Væsen ikke var Domstole, men Folkeforsamlinger, der som saadanne havde at sørge for, at Retstrætter fandt sin Afgjørelse paa lovlig Maade; – men at Parterne selv derved havde den aktive Rolle, og at Tingets Opgave altsaa ikke var at løse Tvivl om Rettens Tilværelse, men umiddelbart at udtale Samfundets Kjendelse, hvorvidt Sagvolderen med eller uden Ret havde vægret sig ved at efterkomme Sagsøgerens Paastand, og i sidste Tilfælde skaffe denne hans Ret. Følgen af, at Sagen saaledes altid maatte forelægges Tingmændene i oplyst Stand, og at Udredningen af den sande Sammenhæng var et til Parternes egen Omsorg overladt Anliggende, – maatte nødvendigvis blive saavel, at Maalet for den Bevisstyrke, som i det enkelte Tilfælde skulde til for at vinde en Sag, maatte være givet ved selve Loven, som at ogsaa de enkelte Bevismidlers Virksomhed paa Forhaand maatte være bestemt. – I de Forskrifter, vore ældste Love herom indeholder, aabenbarer sig kjendelig Retsplejens oprindelige Betydning, nemlig som Udtalelse af Samfundets Opfatning, hvilken altid for det enkelte Medlem indeholder en tvingende Nødvendighed.

I sin klareste Skikkelse fremtræder Rettergangen, hvor Sagen forelægges Domstolen enten som et notorisk eller erkjendt Faktum eller ledsaget af et uforkasteligt Bevis. Her bliver alene Spørgsmaal om Pligtens umiddelbare Fuldbyrdelse. I Samfundets Barndom er vistnok ogsaa de fleste Sager af denne simple Natur. – Men selv hvor Sagsøgeren ikke saaledes fra først af har Beviset paa rede Haand, gaar det ikke an ubetinget at afvise ham paa Modpartens blotte Nægtelse. Ti en Paastand i og for sig selv vækker altid Formodning om at være begrundet; vil ikke Domstolen indlade sig paa nogen Undersøgelse af det bestridte Faktum, kræver Retfærdigheden, at det maa paaligge Sagvolderen i det mindste at ledsage sin Benægtelse med Data, der er egnede til at bibringe Andre Tro paa dens Rigtighed Dette ser vistnok i Formen, – og naar det tillige tages i Betragtning, at alene det lovbestemte Bevismaal og de lovbestemte Bevismidler toges for gode, – ud, som om den naturlige Regel: at den, som Sag giver, bør det lovligen at bevise, her var vendt om. Men i Virkeligheden forholder det sig ikke saa. Hin Regel forudsætter Anerkjendelsen af en processuel Status qvo ved Siden af den udvortes Besiddelsesstand, og derigjennem en Fordeling af Bevisbyrden, der kun er mulig, hvor Bevisførelsen foregaar for Retten og under dens Medvirkning. Skal Bevisførelsen derimod være en fra Retsforhandlingen skilt, privat Foranstaltning, maa nødvendigvis hver af Parterne have sin særskilte, forud anviste Rolle. Og denne bør for Sagvolderens Vedkommende ikke betegnes som Bevisbyrde, men som Befrielsesret.

Rettergangsreglerne skal egentlig blot angive den Fremgangsmaade, Sagsøgeren har at befølge ved at bringe sin Sag for Tinget. Hvad han havde at foretage for at bringe Sagen i den Stilling, at han her kunde vænte at opnaa, hvad han søger, – og hvad omvendt den nægtende Sagvolder havde at foretage for at vinde Befrielse, – laa efter Lovens Anordning forud for den egentlige Rettergang, og en Fremstilling af Bevislæren maa derfor gaa forud for Fremstillingen af den gamle Rettergangsmaade.

De regelmæssige Bevismidler i Oldtiden var Vidnesbyrd og Ed. Det første var Sagsøgerens Bevis, hvormed han, hvis han havde det tilstede, bragte sin Sag som notorisk for Tinget og umiddelbart æskede Dom og Exekution. Det andet var Sagvolderens Befrielsesmiddel, hvormed han omstedte Sagsøgerens Paastand; aflagdes ikke Eden, gjaldt Pligten som erkjendt. – Mellem dem begge stod Tvekampen (afskaffet c. 1020) og Gudsdommen, (afskaffet 1247), der var anvendelige for begge Parter; men som egentlig ikke var Bevismidler, men en Afgjørelse af Sagen der udelukkede Rettergang. – Sagvolderens egen Tilstaaelse gjorde naturligvis ethvert Bevis fra Sagsøgerens Side overflødigt; men hvor den ikke afgaves paa selve Tinget maatte den selv bevises med Vidner, og den kommer følgelig mindre i Betragtning som Bevismiddel end som et Retsforholdet selv ledsagende Moment, hvoraf dets retlige Virkninger tildels er afhængige. Dokumenter er i sig selv Anvendelse af Vidnebeviset, og tilhører et sednere Tidsrum. Indicier kom vistnok stundum i Betragtning ved Bestemmelsen af Bevisets Art, og stundum var de ifølge Loven afgjørende for Sagens Udfald; men de optræder aldrig som selvstændige Bevismidler, og bidrager ikke til at fylde det lovbestemte Maal.

Den i al Nutidens Rettergang gjældende Regel, at „den, som Sag giver, bør det at bevise“, er intetsteds med udtrykkelige Ord udtalt i vore ældre Love før i den fra den kanoniske Ret stammende J. K. R. 51[1], og den vilde vistnok, saaledes udtrykt, for de Gamles Opfatning lyde fremmed. Men at Principet var godkjendt, viser sig noksom overalt, hvor Procesmaaden i bestridte Sager omhandles, og fremgaar indirekte deraf, at Adgangen til at befrie sig med Partsed er forbeholdt den, der indtager Sagvolderens Stilling; medens Loven paa den anden Side, hvor Sagvolderen virkelig har at bevise sin Frihed, stiller de selvsamme Fordringer paa fuld Notorietet til ham som ellers til Sagsøgeren. Saaledes navnlig, hvor Sagvolderen paaberaaber sig Resolutivgrunde, f. Ex. Betaling af en Gjæld G. L. 59, 116; M. L. VIII 2; Frigivelse, F. L. IX. 10; Odelsfrahævdelse, G. L. 266 M. L VI. 9, eller Præskription, G. L. 277; M. L. VI. 10; hvor Lejlændingen tvister med sin Jorddrot, F. L. XIII. 1 (forandret ved M. L. VII. 7); hvor den opgivne Banemand vil fralægge sig den Dræbtes Sigtelse, F. L. IV. 5, M. L. IV. 10, B. L 11, o. fl. Ifølge samme Grundsætning bestemmer ogsaa B. R. 135, at hvor Debitor erkjender Gjælden men paastaar at Betalingstiden endnu ikke er kommen, og hans Vidnesbyrd brister, skal han, som sædvanligt ved Vægring af at betale vitterlig Gjæld, betale dobbelt; hvorimod, hvis Sagsøgerens Vidnesbyrd brister, Sagvolderen skal aflægge Benægtelsesed „for det dobbelte Beløb“. Ligesaa bestemmer M. L. V. 1, at, hvor der opstaar Tvist om Ægtefællers Formuesforhold, er det Fæstemanden, der har at fore Beviset for Hjemmegiftens, og Giftningsmanden, der har at bevise Tilgavens Størrelse, begge paa samme Maade, ved Vidner.

Men Regelen fordunkles i Anvendelsen for nogen Del ved den anden Grundsætning: at begge Parters Opgave i Rettergangen er at vinde Almenhedens Tro paa deres Ret, og at Bevisførelsen saaledes oprindelig ikke, som nu, gaar ud paa at godtgjøre Paastandens Sandhed, men dens notoriske Rigtighed. Jævnsides med Sagsøgerens Sigtelse gaar Sagvolderens Befrielse. – Heraf var for det første Følgen, at Sagsøgeren, hvis Retsforholdet ikke allerede ved sin Stiftelse var notorisk, saagodtsom var afskaaret fra alle andre Bevismidler end Sagvolderens egen Tilstaaelse, idet Vidnesbyrd om tilfældig Erfaring havde en meget indskrænket Anvendelse; hvorimod Sagvolderens Ret til at befrie sig for Sigtelsen indtraadte. Dernæst at heller ikke Sagvolderen kunde indskrænke sig til det blotte Nej; han maatte idetmindste godtgjøre, at Troen paa hans Frihed eller Uskyldighed deltes af andre gode Mænd i Kredsen. Ogsaa til at vinde Frifindelse maatte der saaledes tilveiebringes en, skjønt ringere Grad af Notorietet. – Kun ved visse Søgsmaal, til hvis Anlæg der ikke antoges at kunne være nogen naturlig Opfordring, var Sagvolderens Pligt til at aflægge Benægtelsesed afhængig af, at Sagsøgeren havde frembragt nogen Formodning for sin Sigtelse, saaledes navnlig ved ærekrænkende Beskyldninger og Anklage for Forbrydelser, hvorved man ikke selv var fornærmet – Omvendt kunde den Omstændighed, at Sagsøgeren havde fremført stærke Indicier mod den Sigtede, stundum fremkalde skjærpede Fordringer til Nægtelsens Bestyrkelse, og i visse Sager endog bevirke, at Bevisbyrden vendes ganske om.

De her udviklede Grundsætninger har allerede i de ældste Love, saadanne som vi nu besidder dem, tabt meget af sin Skarphed, og er ingenlunde gjennemførte med Konsekvens. Fordringen paa Notorietet lod sig under Forholdenes mangesidige Udvikling ikke opretholde, og selve Bedømmelsen af det fremlagte færdige Bevis kunde give Anledning til yderligere Forhandling. Man finder paa samme Tid, som Notorieteten endnu fastholdes som den principielle Fordring, tillige anordnet en Bevisførelse for Tingmændenes egne Øjne, og en paa disses egen derigjennem vundne Indsigt i Sagene Sammenhæng bygget Afgjørelse af Tvistemaalet, saavel af dettes faktiske som juridiske Side. – Hermed var den oprindelige skarpe Adskillelse mellem hver af Parternes Rolle i Processen ikke vel forenelig; for dem begge maatte det nu blive en Opgave at bidrage til Sagene Oplysning i den for hans Paastand gunstige Retning. En friere Anvendelse af Bevismidlerne i det hele bliver heraf en naturlig Følge. Og dette leder igjen til, at Sagernes Afgjørelse ikke saameget kommer til at bero paa den Skikkelse, hvori Sagen bliver forelagt Tinget, som af den Overbevisning, det under Forhandlingerne lykkes Parterne at bibringe Tingmændene om, hvo af dem der i Virkeligheden har Ret.

Efter at Lagmandsembedet var oprettet og en væsenlig Del af Dommerkaldets Udøvelse overført fra en Folkeforsamlings i en enkelt lovkyndig Mands Hænder, faldt en saadan Forandring af Rettergangen saa meget naturligere, som han havde lettere for at erhverve en selvstændig Indsigt i sagens Sammenhæng. Den efter Borgerkrigene indtraadte Forandring i Folkets offentlige Liv i det hele, og den virksommere Indgriben af Statsmyndigheden, som nu gjør sig gjældende i alle Forhold, maatte ligefrem føre til det samme. Allerede i den ældre Frostatingslov findes kjendelige Spor til et saadant Omslag, og i Magnus Lagabøters og hans Eftermænds Lovgivning aabenbarer sig helt igjennem Rettergangens forandrede Betydning, idet den fra en af Loven anordnet Fremgangsmaade, hvorigjennem Parterne paakalder Samfundets Medvirkning til Nydelsen af sin Ret, er bleven til en i foreskrevne Former, under Statens Auktoritet, foretagen Prøvelse af Sandheden i deres Paastande.

  1. Sá, sem sœkir eða søk gefir, þá skal hann fá prófan til síns máls; nema hinn, sem neittir, segi nøkkurn hlút í sinni neittan, þann sem hann eigi fyrir sína hønd at prófa.