Forelæsninger over den norske Retshistorie/68

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Lagmands-Embedets Udvikling til fast Dommer-Embede og Lagtingenes overgang fra besluttende Folkeforsamlinger til Domstole for mindre Distrikter og med hyppigere Sessioner maatte nødvendigvis ogsaa øve en stærk Tilbagevirkning paa Tingene for de engere Samfundskredse – Heredstinget og Bymødet, – hvis Karakter som for Tilfældet sammenkaldte Forsamlinger vanskeligere lod sig udslette, medens den paa den anden Side heller ikke let lod sig forene med den fastere og mere regelbundne Orden, som efterhaanden gjorde sig gjældende i Rettergangen. Denne Indvirkning maatte ytre sig paa en forskjellig Maade paa Landet og i Kjøbstæderne.

Paa Landet maatte den nærmeste Følge blive en Indskrænkning af Bygdetingenes Virksomhed. Da Lagmandens Orskurd i civile Sager fik samme Virkning som en Heredstingsdom, og dets Erholdelse var forbunden med færre Omsvøb, ej at tale om, at Resultatet i Regelen maatte være paaliteligere, var det naturligt, at Parterne mere og mere valgte denne Vej, og at Bygdetingenes Virksomhed udenfor de faste Møder blev indskrænket til Behandling af Misgjerningssager og saadanne civile Retstrætter, hvor Granskning paa Aastædet eller Skjøn fandt Sted. Den gamle Ret, som enhver Klager havde til at sammenkalde Ting, kom saaledes neppe til Anvendelse uden i saadanne Sager, hvor Extrarets-Behandling i og for sig var nødvendig, og tilsidst blev vistnok ogsaa selve Lovbudet forstaaet paa denne Maade saa at den, der vilde have stemt Ting udenfor de lovbestemte Tider, først maatte erhverve Sysselmandens eller hans Fogeds Tilladelse (jfr. M. L. VII. 14).

En yderligere Udvikling fik Forholdet uden Tvivl derved, at Rb. 17 Juni 1308 paalagde Lagmanden at rejse om i sit Lagdømme tillige med Sysselmanden, for at paakjende Folkets Sager, (jfr. Reces 1568 Art 2). Disse Omrejser sattes vistnok i Forbindelse med de ordentlige Bygdetings-Sessioner Vaar og Høst, hvor Sysselmanden stadig havde Forretninger, og de Afgjørelser af Retstrætter, som her fandt Sted maatte da let i Formen antage en blandet Karakter, dels saaledes at Lagmanden har taget den tilstedeværende Lagret med sig ved Afgivelsen af sine Orskurd, dels omvendt Lagretten søgt Bistand hos Lagmanden ved Afgivelsen af sine Domme. Rimeligt er det ogsaa, at den edsvorne Klerk, som Lagmanden efter samme Rb. skulde have med sig, for strax at udfærdige alle Domme og Orskurd, har bistaaet Bygdetingets Lagret ved dennes Domme. – Paa denne Maade har vistnok efterhaanden de to ordentlige Bygdetingssessioner vundet større Betydning som dømmende Retter, hvilket, som før bemærket, neppe har været deres oprindelige Bestemmelse. Denne Forbindelse mellem Lagmandens og Bygdetingets dømmende Virksomhed, som tildels stemmede med, hvad der allerede fandt Sted i Byerne, maatte tillige befordres ved de indtraadte Forandringer i Procesmaaden: Sagerne blev ikke mere som tidligere først forelagte Tinget, naar Sammenhængen var bragt paa det rene, men selve Bevisførelsen foregik paa Tinget, og i Strafsager inddroges Sættarstevnet under Domsbehandlingen; Dommen blev en samlet Afgjørelse saavel af den faktiske Sammenhæng som det retlige Resultat, og Dommerkaldet blev herved saameget vanskeligere for den menige Mand. Men Forbindelsen mellem Lagmanden og Bygdetinget var alligevel ikke organisk; den hvilede udelukkende paa Hensigtsmæssighedshensyn.

Eftersom Lagmanden i den følgende Tid mere og mere blev udelukkende Indehaver af den dømmende Myndighed paa Lagtinget, og hans Virksomhed som Dommer i underordnet Instans smeltede sammen med hin saaledes, at et Lagmandsorskurd i Virkeligheden ikke var andet end en Lagtingsdom, afsagt til extraordinær Tid og Sted, – og eftersom tillige Lagtingets Betydning som Overinstans mere og mere traadte i Forgrunden, – maatte dette efterhaanden bevirke, at Forbindelsen mellem Lagmanden og Bygdetinget atter løstes. Dette Omslag viser sig kjendelig i den sidste Halvdel af 16de Aarh. Lagmanden med sin egen Lagret fremtræder som en Overdomstol lige over for Bygdetingets Lagretsmænd, og disse har saaledes maattet behandle de for dem indbragte Sager alene. – Dette selvstændige Dommerkald sees ogsaa at have faldt Bygdetingene for besværligt, og de har derfor grebet til den almindelige Udvej at henvise de for dem indstevnte Sager, hvis Paakjendelse faldt dem for vanskelig, til Lagmanden. Ved de ret karakteristiske Kongebreve af 3 Febr. 1579 og 16 Aug. 1590 gives derfor Lagretsmændene alvorligt Tilhold om selv at paadømme de for dem indstevnede Sager, uden at vise dem fra sig, saavelsom at afsige Dommen inden rimelig Tid. Ved Christian d. 4des Hylding 1591 androg Bønderne igjen om Tilladelse til at vise de Sager, som de fandt for høje og vigtige at dømme paa, fra sig til Lagmanden eller Rigets Kansler (d. e. Overlagtinget), samt at der maatte blive ansat en edsvoren Skriver, som kunde skrive for Lagretsmændene og undervise dem. Den første Begjæring blev afslaaet, fordi, som det heder, „det er at befrygte, at de skulde sætte de Sager fra dem, som fast ringe maatte være“; derimod blev den anden Begjæring bevilget, idet der blev bestemt, at en Sorenskriver skulde ansættes i hvert Sogn, hvilken af Almuen skulde tillægges en billig Underholdning for sin Umage (Paus S. 426), jfr. Fr. 27 Juni 1592 (Paus S. 436) og Chr. IV. L. I. 4, hvorved Sorenskrivernes Løn og Sportler nærmere blev bestemt, samt Fr. 24 Oktbr. 1634 § 5, hvorved gaves dem Tilsagn om at erholde en Gaard paa 2 Sk℔. Tunge til afgiftsfri Brug, hvilket dog kun paa de færreste Steder blev opfyldt.

Sorenskriver-Embedets Oprettelse maa have givet Bygdetingene en i høj Grad forstærket Betydning som Domstol i første Instans. Da de nu, lige saavel som Lagtinget’ havde faaet en fast lovkyndig Leder, var det naturligt, at de ogsaa maatte blive jevnligere søgte, og at Parterne kun i de vigtigste Sager, eller hvor der var Grund til at befrygte Partiskhed, benyttede Adgangen til at gaa umiddelbart til Lagtinget. Det synes ogsaa, at Forbudet mod at vise de ved Hjemtinget anlagte Sager fra sig til Lagtinget er blevet betragtet som et Paabud om, at Sagerne først skal anlægges ved Hjemtinget, jfr. Dom af 1594, i N. Samll. I. S. 275, og Chr. IV. L. I. 9, hvor Forbudet i Rb. 8 Januar 1357 mod at give Stevning for Kongen og hans Raad (réttinda-bréf) i smaa Sager er overført paa Stevninger til Lagtinget. Heraf maatte i det hele en større Regelmæssighed blive Følgen. De sparsomme Udtalelser om Bygdetingene i Chr. IV. L. bærer ogsaa tyde lige Spor af, hvorledes Forholdet nu var forandret. Saaledes er i Chr. IV. L. I. 9 Kildens Udtryk: „overalt, hvor man skal stevne Nogen til Tinge eller hjem til Lagmanden“, blevet til: „hvo, som vil stevne Nogen til Tinge, Lagting eller Bygdeting“, hvilket, i Forbindelse med Kapitlets Slutningsbestemmelse: at „Lagmanden ikke skal holde Ting hjemme i sit Hus, men offentlig paa Lagtinge “, – viser, at Bygdetinget nu er den eneste almindelige Underdomstol, medens Lagmandens Virksomhed overalt er knyttet til Lagtinget. Fremdeles er i Chr. IV. L. III. 10, om Drabssagers Forfølgning, Kildens „ørvarþing“ og „fimtarþing“ overalt gjengivet med: „næste Ting“, hvilket vidner om, at den Privates Ret til selv at stevne Ting nu er bortfalden. Naar Chr. IV. L. VI. 54 gjentager den gamle Regel: at „Enhver maa skjære Tingbud op, som behov haver“, da er dette, som før bemærket, vistnok alene blevet forstaaet som en Ret for Sagsøgeren til paa Henvendelse til Sorenskriveren eller Øvrigheden at erholde Extrating berammet, hvor Sagens egen Beskaffenhed gjorde det nødvendigt. – Ved Fr. 24 Septbr. 1634 § 5, gjentagen i Reces 1643, 3–12, blev det bestemt, at de ordinære Tinge paa Landet søndenfjelds skulde holdes hver eller hveranden Maaned, undtagen i Telemarken og Robygdelaget, hvor, saavelsom nordenfjelds, Tingene ikkun skulde afholdes hvert Fjerdingaar. Denne Bestemmelse er imidlertid neppe bleven gjennemført; i ethvert Fald vides ingen almindelig Bestemmelse herom at være given før Lovb. 1–3–6 og Tingtavlen (jfr. Reskr. 8 April 1682), hvilken udentvivl kun fastsætter, hvad allerede forhen var Regel.

Sorenskriverens Forretning bestod oprindelig blot i at føre Pennen for Lagretsmændene og undervise dem om Loven; hans Stilling til Bygdetinget var altsaa den samme som den, Lagmanden oprindelig havde indtaget paa Lagtinget. Men den samme Udvikling gjentager sig her som der: Sorenskriveren faar snart den afgjørende Stemme ved Sagernes Paadømmelse, og Lagretten synker ned til blotte Retsvidner, hvor ikke en særskilt Virksomhed af mere fremtrædende Art, som særlig opnævnte Domsmænd i grove Misgjerningssager eller som Skjøns- eller Taxationsmænd, giver deres Deltagelse en betydningsfuldere Karakter. Dette viser sig allerede i de ældste bevarede Retsprotokoller: overalt stevnes Sorenskriveren til i Forening med Lagretsmændene at forsvare de paaankede Domme; han bliver ligesaavel som de ilagt Bøder og Kost og Tæring i Udeblivelsestilfælde og, hvor Dommen bliver underkjendt, Ansvar lige med dem. I en Sag for Oslo Lagting 18 Oktbr. 1609 erklærer Sorenskriveren udtrykkelig for Retten, „at han bestaar sin Dom med Bønderne som en Meddommer udi den Sag“. – Alligevel overholdes det dog som oftest i Formen, at Lagretsmændene betegnes som de egentlige Dommere og som selv betjenende Retten; Dommen udstedes i Lagrettens Navn „med Tingskriverens Forsegling til Vitterlighed“. Heller ikke sees Bygdetinget at være inkompetent i Sager mod Sorenskriveren, lige saa lidt som der sees at være beskikket nogen Sætteskriver; da det dog ikke er rimeligt, at den anklagede skriver selv kan have betjent Retten, maa det antages, at Lagretsmændene i saadant Tilfælde har maattet hjælpe sig alene, jfr. Dom af Oslo Lagting 12 Oktbr. 1609, hvor en Sag, i hvilken Lagmanden selv var Part, paakjendes af Lagtinget, uden at nogen Sættelagmand beskikkes. Fr. 24 Oktbr. 1634 § 5, gjentagen i Reces 1643, 3–22, betegner Sorenskriverens overlegne Stilling paa Bygdetinget endnu bestemtere, idet der foreskrives, at, naar Bygdetingets Dom indankes for Lagmanden, skal Sorenskriveren møde for denne paa Lagretsmændenes Vegne tilligemed 1 eller 2 af disse, og naar nogen Dom, som Sorenskriveren har underskrevet og beseglet, magtesløs kjendes, „skal Sorenskriveren alene svare til den Forurettedes Kost og Tæring og udgive fulde Bøder efter Loven; men Lagretsmændene, som med Skriveren Dommen forseglet have, skal ikkun ilægges halve Bøder i det højeste, og iblandt ogsaa ganske forskaanes“. Hvorvel Lagretsmændene her endnu betegnes som delagtige med Sorenskriveren i Dommen, ansees deres Deltagelse dog som underordnet (jfr. Ugebl. f. Lovk. IV. S. 264, Note). Ganske udelukkede fra Stemme ved Dommen, saaledes som Lagretsmændene ved Lagtinget, blev Bygdetingets Lagretsmænd ikke før end ved Chr. V. Lovbog, der indskrænkede dem til blotte Retsvidner udenfor Livs- og Æressager, hvor den Omstændighed, at Domsmænd opnævntes særskilt (Chr. IV. L. I. 4), samt Odels- og Ejendomstrætter, hvor Nødvendigheden af faktiske Skjøn ved sagens Paakjendelse bevirkede, at Lagretsmændene fremdeles blev bibeholdte som Meddomsmænd (Lovb. 1–7–1).

I Byerne, hvis Underdomstol, Bymødet, i Gjaldkeren havde en fast beskikket Formand og i Raadmændene en stadig Lagret, – fandtes fra først af alle Betingelser for en paalitelig Retspleje, og det skulde saaledes synes rimeligst, at Forholdet mellem Bymøde og Lagting strax havde maattet stille sig som Under- og Overinstans. Dette blev imidlertid ikke. Tilfældet. Da nemlig ogsaa Lagmanden ex officio skulde deltage i Bymødet, medens Raadmændene som selvskrevne indtog det halve Antal af Pladsene i Lagtingets Lagret, – og Personalet ved begge saaledes for den væsenligste Del var det samme, – var det naturligere, at Bymøde og Lagting maatte smelte sammen til een Domstol, og at Lagmandens Virksomhed ved at give Orskurd, der vistnok aldrig udøvedes uden ved hans Nærværelse paa Bymødet, ganske gik ind i hans Dommervirksomhed. At han da ogsaa snart maatte fortrænge Gjaldkeren som Bymødets Leder, synes ikke at kunne betvivles; man finder i den følgende Tid Gjaldkeren alene at indtage Stilling som administrativ Funktionær. Det er heller ikke usandsynligt, at Lagmands-Orskurd tidligst har faaet Domskraft i Byerne, hvor den stedfindende promte Afgjørelse af vitterlige Fordringer maatte gjøre en saadan omtrent lige saa god, som om den var stadfæstet ved Dom. Mærkeligt er det i denne Henseende, at Bylovene ikke har noget svarende til Landslovens I. 11, medens B. L. VII. 15 paa den anden Side synes at ville, at alle Sager foreløbig skal afgjøres ved Lagmandens Orskurd, hvorefter den, som var utilfreds med dette, havde at indbringe Sagen for Bymødet, hvis Dom er endelig, hvis saavel Mødesmændene som Lagmanden, Sysselmanden og Gjaldkeren er enige; men i Tilfælde af Dissens skal Sagen gaa til Lagtinget og, hvis ogsaa her Meningsforskjel finder Sted, til Kongen og hans Raad[1]. Og idet de opnævnte Lagretsmænd ved Lagtinget i Byerne som paa Landet sank ned til blotte Retsvidner, var dermed Foreningen af Bymøde og Lagting til een Domstol, beklædt af Lagmanden med Raadmændene (og Borgermestre), fuldbyrdet, eller egentlig det første absorberet af det sidste. De af Enhver, som vilde, stevnede Bymøder gik naturligvis af Brug; hvorimod Retten sammentraadte saa ofte det fandtes fornødent. – Saaledes fremtræder Forholdet i den ældste bergenske Raadstueprotokol 1592–94; man finder blandt andet, at en Sag fra Nordfjord paakjendes paa Bergens Raadstue den 11 Februar 1594, nærværende Lagmanden, 2 Borgermestre og 7 Raadmænd samt 2 Adelsmænds Fuldmægtige og 1 Lagretsmand.

Forbindelsen mellem Bymødet og Lagtinget blev imidlertid atter løst ved en Forordning, given paa Herredagen i Stavanger 6 August 1607, og det første gjenoprettet som særskilt Underdomstol for Byerne, idet der bestemtes, at Lagmanden ikke mere skulde deltage med Borgermestere og Raad i Behandlingen af de indenbyes Sager; hvorimod disse skulde paakjendes af Borgermestere og Raad som Byens Øvrighed, og deres Dom igjen indankes for Lagmanden som deres Overdommer. Paa den anden Side skulde Borgermestere og Raad herefter ikke deltage med Lagmanden i Paakjendelsen af de udenbyes Sager, som deres Embede uvedkommende; men disse skulde af Lagmanden alene som rette Overdommer behandles og paakjendes. – Ved denne Anordning blev altsaa en Underdomstol oprettet for Byerne, sideordnet med Bygdetinget for Landet, beklædt af Borgermestre og Raadmændene, altsaa de gamle Bymøders faste Lagret, og som fik Navn af Raadstueret. Om nogen særskilt Lagret ved Raadstueretten er intetsteds Tale. – Hermed udslettedes saaledes den gamle Forskjel mellem Byer med og uden selvstændig Lagtings-Jurisdiktion, – hvilken, foruden de 4 gamle Hovedstæder: Nidaros, Bergen, Tunsberg og Oslo, nu ogsaa Stavanger, Skeen og Frederikstad, hvor Lagting holdtes, havde faaet; Hamar var ikke mere By, skjønt Lagting fremdeles holdtes der. For de øvrige Byer indførte Forordningen intet nyt; ti Magistraten i de Byer, hvor der ikke var nogen Lagmand, saasom Moss, Konghelle, Marstrand, har vistnok altid dømt alene og deres Domme kunnet indankes til Lagtinget. Anordningen sees ogsaa at have vakt Utilfredshed i Bergen. I Kgbr. 1 Febr. 1609 tilkjendegiver Kongen Lagmanden, Jakob Jørgensen, sit Mishag med, at denne uanseet Fr. 6 Aug. 1607 understod sig at ville sidde Dom med Borgermestere og Raadmænd i Bergen, og paalægger ham for Eftertiden at afholde sig derfra og alene befatte sig med de udenbyes Sager, som for ham blev indstevnte. I denne Anledning sees Lagmanden at have affordret Borgermestre og Raad deres Erklæring om dette Kongebrev er foranlediget ved Angivelse fra dem, idet han benægter at have nogensinde indblandet sig paa deres Raadstue, undtagen naar han sad Ret med dem i Landets Sager[2]. Hertil svarer Magistraten, at det er saa langt fra, at de har klaget over Lagmanden i dette Henseende, at de meget mere i en til Kansleren indgiven Forestilling har andraget om, at alt maatte forblive ved det gamle eller, hvis dette ikke kunde bevilges, at da deres Domme maatte befries fra at indstevnes for Lagmanden, og gaa lige til Kongen og hans Raad – Raadstueretternes ældste Organisation, saavelsom hvorvidt de holdtes til bestemte Tider, eller naar Omstændighederne gjorde det fornødent, lader sig af Mangel paa bevarede Retsprotokoller ikke oplyse. Kristiansands Raadstueret skulde efter Priv. 30 April 1643 § 11 holdes hver Mandag, og fik Instruktion ved Reskr. 15 Jan. 1688 §§ 1–3.

Gjaldkeren eller, som han sednere almindelig kaldtes, Byfogden, af advocatus, tydsk vogt (allerede fra Midten af 14de Aarh., se N. gl. L. III. S. 162–3, 197–9, 210 og 212), havde, som ovenfor bemærket, allerede forlængst tabt enhver dømmende Myndighed, og var bleven udelukkende administrativ Embedsmand, i hvilken Egenskab han imidlertid ligesom andre offentlige Betjente skulde være tilstede ved Retterne, for at varetage, hvad der hørte til hans Embede. Man ser dog, at det idetmindste paa enkelt Sted har været Brug at henvise Sager fra Tinget til en foreløbig Undersøgelse af Byfogden, naar Bevislighederne ikke strax var i Orden (Bergens Raadstueprotokol 1592–94; N. Samll. I. S. 321). Dette, der iøvrigt er et enestaaende Exempel, er imidlertid alene en administrativ Forføjning, i Lighed med den Forligsprøve for Sysselmanden, som Rb. 1280 Art. 24 foreskriver, og det tilføjes udtrykkelig, at, naar oplysningerne af Byfogden er antegnede, og Parterne da ikke anderledes forliges kan, skal de indkomme for Retten igjen. – Først efter Suverænitetens Indførelse fik Byfogderne i Norge efter Danmarks Exempel (Fr. 27 April 1635, gjentagen i Reces 1643 2–3–5, Kilde til Lovb. 1–3–1) virkelig Dommermyndighed, under Appel til Raadstueretten. I Kristiania synes dette allerede at være skeet fra Begyndelsen af 1661; det heder nemlig i en Relation af dette Aar (Samll. t. n. F. Sp. Hist. IV. S. 35: „at det ikke vilde være utjenligt for menige Mand i Trondhjem, at Byfogden der, som her i Kristiania sker, og ellers i Danmark, maatte først dømme i alle Sager, hvorved Borgermestere og Raad blev forlettet og Kongens Interesse forbedret“. Det Kongebud, hvorved det er skeet, kjendes ikke; ved Kjøbstædernes Privilegier af 30 Juli 1662 § 9 blev det imidlertid almindelig bestemt „at Byfogderne herefter lige som i Danmark skal dømme i smaa Sager og forsvare sine Domme for Borgermestere og Raad, hver i sin Kjøbstad. Jfr. Kristiansands Privilegier s. d., der foreskriver det samme uden ForskjeL hvad enten Sagen er liden eller stor.

Saaledes havde man nu i Byerne faaet 3 Instanser, medens man paa Landet kun havde 2. Hertil kom da endvidere Overhofretten og Højesteret. – I de 4 Stiftstæder blev imidlertid denne lange Række forkortet derved, at deres Magistrater fik den saakaldte Lagtingsret, idet der bestemtes, at Raadstuerettens Domme skulde gaa Lagtinget forbi og indankes umiddelbart for Overhofretten. Dette skede først for Kristiania (hvis Magistrat allerede havde ansøgt derom 1656, D. Mag. 3die R. IV. S. 297), ved Reskr. 11 Novbr. 1670, for Bergen (der, som oven nævnt, allerede havde anholdt derom i 1609), ved Reskr. 7 Marts 1682, for Trondhjem ved Reskr. 15 Maj 1700, jfr. Reskr. 30 Novbr. 1672, og endelig for Kristiansand i 1729 se Reskr. 11 September 1719 – Jfr. Lovb. 1–5–20.

I de mindre Byer gik man derimod sednere en modsat Vej for at forkorte denne lange Instansrække, idet man afskaffede Magistraterne og ophævede Raadstueretten, saa at Byfogderne her tillige blev Magistrat, og Bytingets Domme indankedes lige til Lagtinget. Dette var allerede tidligere skeet i Kragerø. Ifølge denne Bys Privilegier af 16 Jan. 1666, jfr. Reskr. 21 Febr. s. A., blev der nemlig ansat en Overraadmand, Nils Søffrensen Adeler, til hvem Byfogdens Domme skulde paaankes istedetfor til Raadstueretten. Adeler døde 1669 og fik ingen Eftermand; men Kragerø Bytingsdomme blev fra nu af indankede umiddelbart til Skeens Lagting. I de øvrige Kjøbstæder fulgte man først langt sednere dette Exempel, idet Magistraterne afskaffedes i Arendal og Østerrisør ved Priv. 7 Maj 1723 § 2, i Tønsberg og Bragernæs i Aaret 1733, i Skeen ved Reskr. 24 Aug. 1759, i Frederikshald ved Reskr. 4 August 1773 og i Moss ved Reskr. 23 Marts 1775 – Ved Fr. 11 August 1797 blev endelig saavel Lagtingene som Raadstueretterne ganske ophævede og erstattede med de 4 Stiftsoverretter som almindelige Mellem-Instanser for Riget. – I Larvig, der ved Anordn. 2 Marts 1665 havde faaet en egen Byfoged, hvis Domme indankedes for Tønsbergs Raadstueret, blev der ved Grevskabets Oprettelse i 1671 anordnet et eget Overbirketing, hvortil Byfogdens Retshandlinger nu skulde paaankes (Bevilling 29 Septbr. 1671) og som bestod lige til 1825.

  1. En um øll útlegðar-mál ok um øll ønnur mál, hvárt sem eru stór eða smá, er konungr ok bœjarmenn eiga rétt á, þá skulu þau øll fara til móts, ef eigi verða niðr sett med laga-órskurði fyrir løgmanni. En sá er eigi vill hlíta løgmanns órskurði, krefi gjaldkyra horns, ok láti til móts blása, ok ryði þar hvártveggi sín málefni. Ok at ruddum málum ok at bornum vitnum, þá skal beiða mótmenn laga-dóms e, eptir því sem løgbók skýrir ok løgmaðr segir, með samþykt sýslumanns ok gjaldkyra ok al1ra mótmanna. Ok þat, sem þeir verða á sáttir, þat skal haldast; en ef þeir verða eigi á sáttir, þá skal í løgréttu skjóta; sættast þeir þar, þá er vel; en ef þeir sættast eigi, þá skal til konungs skjóta, ok þat hafa at sætt, sem hann gerir, ok reka eigi lengra; því at þar koma flestir vitrir menn saman.
  2. Dette var stemmende med den tidligere Ordning; ti Borgermestre og Raad i Bergen var ved Foreningen af Gulatinget og Bergens Bylagting blevne selvnævnt Lagret ved Gulating. Men det var ligefrem stridende mod Fr. 1607, der havde udelukket Magistraten fra Deltagelse i de udenbyes Sager.