Forelæsninger over den norske Retshistorie/60

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Af Litteraturen mærkes:

K. A. Rogge, Das Gerichtswesen der Germanen, Halle 1820, Kap. 3 fgg.

K. Maurer, Das Beweisverfahreu nach deutschen Rechten, i Kritische Überschau, 5ter B., München 1857.

L. M. B. Aubert, Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces, i Ugeskr. f. Lovkyndighed IV. S. 209 fgg. Chra. 1865.

K. v. Amira, Das altnorwegische Vollstreckungs-Verfahren, München 1874. – Anmeldt af Maurer i Krit. Vierteljahrsschrift, XVI., München 1874, S. 82–108.

Ebbe Hertzberg, Grundtrækkene i den ældste norske Proces, Kristiania 1874. – Anm. af Maurer i Krit. Vierteljahrsschrift, XVIII., München 1876, S. 32–77.

§ 60.

Retsforfølgningens oprindelige Betydning og Grundsætninger.

Om Rettergang i dette ords nuværende Betydning, af en for offentlig Myndighed foretagen bindende Forhandling eller Undersøgelse angaaende et omtvistet Retsforholds Sammenhæng, med derpaa følgende Afgjørelse af Tvisten under det Offentliges Auktoritet, – kunde der efter Beskaffenheden af vore Forfædres Samfundsorden kun i ganske uegentlig Forstand være Tale. De Gamles Utilbøjelighed til at underkaste sit private Mellemværende Udenforstaaendes Afgjørelse, i Forbindelse med Forholdenes simpelhed i det Hele, som medførte, at det i Regelen for Parterne selv stod lidet tvivlsomt, hvem der i Virkeligheden havde Ret, – bevirkede, at enhver Retstvist, som ikke opgjordes i Mindelighed, antog Karakteren af en virkelig Strid mellem Parterne og at enhver Retsnægtelse almindelig opfattedes som Retskrænkelse.

Denne Betragtningsmaade førte dog ikke derhen, at Parterne i borgerlige Retstvistigheder ansaaes berettigede til at tage sig tilrette paa egen Haand[1]. Ligesom Hævnen i Tilfælde af virkelige Fornærmelser var stillet under Samfundets Opsigt og underkastet store Indskrænkninger, saaledes var i borgerlige Trætter Selvtægt ganske forbudt. G. L. 34 jfr. 216 og 265, og M. L. VIII. 1, B. L. ibid. udtaler ligefrem den Grundsætning, at hver Mand har Ret til at se Dom for sig, og byder, at den, som egenmægtigen tager sig Ret, skal bede Ransbod til Kongen og føre det Tagne tilbage, og siden søge sin Ret paa lovlig Maade. Efter F. L. X. 1, jfr. B. R. 44, 45 og 55, medførte Selvtægt Sagens Tab i Realiteten og, hvis Gjerningsmanden ikke paa Opfordring tilbageleverede det Tagne, tillige Ransbod til Kongen[2]. Var det de kongelige Ombudsmænd, som misbrugte sin Stilling paa denne Maade (ulovligt Atfør), betragtedes dette som Brud paa Landefreden, G. L. 141 og 142, F. L. IV. 50–52 jfr. V. 13 og X. 33. – Men i alt dette laa egentlig intet Andet, end at Sagsøgeren overalt, hvor han havde en Ret at gjøre gjældende, maatte befølge en lovlig Fremgangsmaade, og derved var intet afgjort om Beskaffenheden af denne Fremgangsmaade.

Heller ikke mangler Lovene Exempler paa Tilladeligheden af umiddelbar Selvhjælp. Hvis den Sagsøgte vægrede sig ved at stille Borgen, kunde efter F. L. III. 20 Sagsøgeren sætte sig i Besiddelse af saa meget af hans Gods, som Fordringen udgjorde; den, der urettelig var tagen i Skyldtrældom, behøvede efter G. L. 71 alene at reklamere sin Frihed til Tinge, uden hertil at stevne Nogen; hvad man finder ulovligen aavirket paa sin Jord, maa man efter G. L. 91, M. L. VII. 21, sagesløs bortføre; ulovligt Gjerde over Elv kunde ifølge G. L. 85 og M.L. VII. 48 (men ikke efter F. L. XIII. 9) de Ovenforboende, efter forgjæves Opfordring selv lade nedbryde, ulovlige Bygninger i Kjøbstæderne skulde ifølge B. L. VI. 4 jfr. 9, Gjaldkeren og Raadmændene lade nedbryde; den Frigivne, som forlod Fylket uden sin forrige Ejers Tilladelse, kunde af denne ifølge G. L. 67 med Magt føres tilbage, m. v. – Men i disse Tilfælde fremtræder Selvhjælpen dog nærmest til Forsvar for en truet Ret; Loven tilsteder aldrig Angreb paa noget Samfundsmedlem, saalænge dette ikke ved Samfundets egen Kjendelse ei berøvet den det som saadant tilkommende Retsbeskyttelse[3].

Derimod var det en ligefrem Følge af den foran udviklede Opfatning, at selve Betydningen af Retsforfølgning og Dom hos vore Forfædre maatte blive en ganske anden end den, vi nu dermed forbinde. Parterne selv traadte i Forgrunden som de, hvis Sag det nærmest var saavel at hævde sine Rettigheder som at fyldestgjøre sine Forpligtelser, uden Medvirkning enten ved Bistand eller Tvang fra nogen overordnet Myndigheds Side. For det første betragtedes saaledes selve Paatalen til Tinge som et yderste Nødmiddel, og det var i sig selv en Brøde fra Sagvolderens Side at lade det komme dertil. Heraf fulgte igjen, at Sagsøgerens Optræden ikke kom til at være rettet saa meget paa at se sin Ret anerkjendt og Modparten tilpligtet at fyldestgjøre den; men Paatalen blev en Klage over, at Modparten ikke allerede havde opfyldt sin Pligt, og kom saaledes til at gaa ud paa umiddelbart at bevirke opfyldelsen og tillige, efter Omstændighederne, Sagvolderen ilagt Straf.

Dernæst forelagdes Retstrætter i Regelen ikke Tinget til Afgjørelse, saalænge Forpligtelsens Tilværelse endnu var tvivlsom, men først da, naar den enten var erkjendt, eller umiddelbart ledsaget af fuldt Bevis. Bevisførelsen foregik saaledes udenfor Retten og forud for Sagene Anlæg. Tingmændenes Kald var ikke at eftergranske Sandheden og bringe Klarhed i omtvistede Forhold, men alene at udtale sin Dom om Forholdet efter notoriske Kjendsgjerninger; de havde at skaffe Klageren hans Ret, men ikke at løse nogen Tvist. – Heraf fulgte igjen, dels at Bevismidlerne maatte være af en saa objektiv Beskaffenhed, at Sagens beviste eller ubeviste Stilling kunde træde frem paa en umiddelbart beskuelig Maade, dels at den principale Bevisbyrde ikke, – saaledes som naar Bevisførelsen fra begge Sider foregaar under Domstolens Øjne, og Sagsanlægget selv ikke medfører nogen særlig Formodning for sin Berettigelse, – kunde paahvile den, der paastod noget efterkommet; men at – forsaavidt ikke selve Retsforholdets Stiftelse var ledsaget af et Bevis, der udelukkede Muligheden af Benægtelse (Vidnesbyrd), – det som en umiddelbar Følge af Paastanden maatte paaligge den Nægtende at bortfjerne den derved mod ham rettede Sigtelse, ved at ledsage sin Nægtelse med en edelig Forsikring eller anden Bekræftelse, der kunde vække Formodning om hans Skyldfrihed.

Endelig var selve Retsafgjørelsen ikke at anse som et Paalæg af Statsmyndigheden, men alene som en Udtalelse af Samfundets Opfatning om, hvad der i det givne Forhold er Ret, og umiddelbar Handlen i Overensstemmelse hermed. Det oprindelige Retsforhold vedblev fremdeles at være Forpligtelsens Kilde, og Dommen gav ikke denne noget nyt Grundlag. Folkets Beslutninger til Tinge havde ganske den samme Betydning, hvad enten deres Gjenstand var Afgjørelse af en mellem to Medborgere verserende Retstvist, eller hvilket som helst andet Samfunds-Anliggende. – Heraf fulgte igjen paa den ene Side, at der om nogen Prøvelse af denne Afgjørelses Rigtighed i højere Instans aldrig kunde være Tale, og paa den anden Side, at denne Afgjørelse aldrig kunde gjøre Paastand paa at gjælde som Sandhed, eller blive endelig i anden Betydning, end at den banede Domhaveren Adgang til, om fornødigedes, med Magt at sætte sin Fordring igjennem; – men at der altid maatte være Adgang for den, som formaaede at bevise, at han ved hin Anledning havde lidt Uret, til at rejse ny Klage paa dette Fundament, og ved en ny Beslutning af Medborgere faa udtalt, at hin tidligere Dom ikke skal komme ham til Skade, – for saa vidt ikke Adgangen – til saadant Søgsmaal af andre Grunde var forspildt.

Hvad enten Gjenstanden for et Søgsmaal var egentlige Forbrydelser eller civile Forpligtelser, og, i sidste Tilfælde, hvorvidt disse gik ud paa fest Ejendom, eller andet Gods, eller paa personlige Præstationer, gjorde i Henseende til selve Rettergangens Grundsætninger ingen Forskjel. Vistnok er Procesmaaden, saaledes som den i Lovene beskrives, i flere Stykker afvigende, eftersom Sagen angaar den ene ener anden Gjenstand, navnlig efter den større eller mindre Vanskelighed ved at bringe den til at foreligge i notorisk Skikkelse. Men disse Forskjelligheder viser sig kun i Rettergangens Teknik. Grundsætningen er overalt den samme: De retlige Følger af et givet Faktum indtræder umiddelbart med dette, og fremkaldes ikke først gjennem Domstolens Dekret. Dette gjælder ikke mindre Fredløsheden end Pligten at fravige en Gaard; ikke mindre Pligten at betale Bøder, end at betale sin Gjæld. Først naar der opstaar Spørgsmaal om at fremtvinge Pligtens Opfyldelse lige over for en uvillig Modpart, maa Sagen for Tinget under Form af en Klage. Hvor der fra den Forpligtedes Side intet er at efterkomme, saasom i Fredløshedssager mod den, der intet Gods ejer, er Paatalens Øjemed nærmest kun at se Forholdet vitterliggjort og mulige Indsigelser paa Forhaand afvæbnede.

  1. Dette var som bekjendt Rogges Opfatning: „Das Wesen der Germanischen Freiheit war, dass es keine øffentliche Gewalt gab, die den Handlungen des Einzelnen einen Zwang anlegen konnte“, – Gerichtswesen S. 94 jfr. 145.
  2. G. L. 34: Engi várr skall fyrir øðrum fé taka, ok ekki skulum vér oss at gripdeildum gera; dóms er hverr maðr verðr fyrir sínu fé at hafa. En sá er fyrir øðrum tekr, hann skal þat aptr fœra ok bœta konungi baugi fyrir mistekju, ok sœkja sitt at løgum síðan. – F. L. X. 1: Engi skal fyrir øðrum taka ertog eða ertog meira. En ef tekit verðr, þá skal hinn fara eptir, er þau føt á, með vátta, ok beiða út síns innan næsta mánaðar síðan er hann spyrr. En ef hann lætr af, þá hefir hann fyrirtekit sókn sinni; en ef hann heldr á ok lætr eigi laust, þá liggr ran við, ok fyrirfarit sókn sinni jafnt sem áðr.
  3. Jfr. v. Amira Vollstreckungsverfahren S. 168–229 Krit. Viertel-jahrschrift XVI. S. 100–106.