Forelæsninger over den norske Retshistorie/61

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Til det norske Folks Inddelinger i engere og videre Samfundskredse (Hered, Fylke, Lagdømme) knyttede sig tilsvarende Forsamlinger af Kredsens Bønder (þing), hvor de behandlede sine Anliggender, og hvis Beslutninger, uden Hensyn til deres Gjenstand, benævntes Domme (dómr).

Den engeste Samfundskreds, oprindelig vistnok udgjørende et uafhængigt Samfund for sig selv, var Heredet. Heredsting kunde sammenkaldes, naar som helst Nogen havde Noget at andrage for sine Medborgere, G. L. 131[1]; F. L. V. 12; M. L. VII. 56. Han havde da at udsende Budstikke (skera þingsboð), og Enhver, hvem Budet naaede, var pligtig at møde, med Undtagelse af dem, som ingen voxen Arbejdskarl havde (einvirkismenn), hvilke alene pligtede at møde ved Manddrabsting, Kongeting, Mandtalsting og Vaabenting, G. L. 131 og 309 jfr. 161; F. L. VII. 6 og 8, jfr. X. 3; B. K. R. 17; M. L. VII. 56. Endvidere var de kongelige ombudsmænd (Aarmand, Lændermand eller Sysselmand) pligtige at være tilstede. – Foruden disse Tingmøder efter Behovet holdtes der ifølge M. L. I. 1 og 7 tvende Gange om Aaret regelmæssige Heredsting, nemlig ved Midfaste (várþing), hvor der skulde opnævnes Nævndermænd til Lagtinget, og 3 Uger efter Hjemkomsten fra Lagtinget (haustþing), hvor Kongens ombudsmand skulde lyse for Bønderne, hvad der var blevet forhandlet paa Lagtinget og de der afsagte Domme. Det samme synes ogsaa at i have gjældt i den tidligere Tid; herfor taler, at selvsamme Ordning fra de ældste Tider var gjældende paa Island, og G. L. 35 forudsætter ligefrem, at Søgsmaal efter Klagerens Forgodtbefindende kunde anlægges enten ved forudbestemt Tingmøde ener ved særskilt for Øjemedet sammenkaldt Ting.

I det egentlige Trøndelagen var Heredsinddelingen ikke gjældende, men Fylket udgjorde den engeste Tingkreds. Ogsaa i det øvrige Norge blev Hereds-Inddelingen efterhaanden krydset af andre Inddelinger af forskjelligt Omfang, hvis Beboere ligeledes i sine Møder afgjorde de Kredsen vedkommende Anliggender, saasom Skibreder for Ledingsvæsenets Skyld, Kirkesogn for de fælles Religionsanliggender. Disse Møders Virkekreds udvidedes efterhaanden ogsaa til andre Anliggender, navnlig Retssagers Afgjørelse (jfr. F. L. Indl. 23), og Heredsinddelingen tabte paa denne Maade sin Bestemthed: Hensynet til Bekvemmelighed gjorde sig gjældende, og der dannede sig Tinglag (þingsókn, þinghá), der kun lidet stemmede med de gamle Hereder, og vistnok omfattede meget mindre Distrikter. – Navnlig synes dette at have fundet Sted paa Oplandene og i Vigen, hvor Heredsinddelingen, som det synes, tidlig var bleven forstyrret og afløst af en Inddeling af Fylkerne i Halver (hálfur) og Tredjinger (þriðjungar); hver af disse synes allerede tidlig at have delt sig i flere Tinglag. I de vestlige Fylker fandtes en tilsvarende Inddeling af Fylkerne i Fjerdinger (fjórðungar), der dog synes at have sluttet sig nærmere til den oprindelige Heredsinddeling (jfr. G. L. 35[2] og 266). – Den først i Trøndelagen indførte Skik at søge sine Retssager ved Skibrede-Tinget (F. L. Indl. 23[3]) udstraktes siden til de øvrige Dele af Landet. Hvor ingen Skibrede-Inddeling fandtes, kom Kirkesognet til at danne den engeste Tingkreds (jfr. M. L. VII. 33). Navnet „Heredsting“ vedblev imidlertid ligefuldt at benyttes som Benævnelse for Tingene for de engeste Kredse, men i en højst uegentlig Forstand, efter at selve Inddelingen havde tabt sin Betydning.

Den videre Samfundskreds, Fylket, holdt sig som Inddeling af Landet, selv efter at det ved Enekongedømmets Oprettelse havde ophørt at være Betegning for selvstændige politiske Enheder, mere uforandret end Heredet, – udentvivl som Følge af, at den fra Kongedømmet udgaaende Landsstyrelse har været ordnet paa Grundlag af Fylkes-Inddelingen, medens Hereds-Inddelingen havde sin største Betydning som Grundlag for Menighedernes egen ved Herser-Værdigheden repræsenterede Selvstyrelse. – Dog var ogsaa Fylkes-Inddelingen paa Oplandene og i Vigen, som Følge af tidlige politiske Omvæltninger, bleven forrykket af sin oprindelige Regelmæssighed, og i den følgende Tid synes den at være bleven krydset af Syssel-Inddelingen. – Fylkestinget synes mere at have haft Betydning som politisk end som dømmende Forsamling, skjønt det selvfølgelig ogsaa som saadan havde fuld Kompetens, og i de ældste Love udtrykkelig tillægges Afgjørelsen af de Sager, som ikke paa Heredstingene kunde blive paakjendte (G. L. 35 jfr. 266; Eids. L. N. gl. L. II. S. 523).

I det egentlige Trøndelagen, hvor Fylket, som oven anført, oprindelig dannede den engeste Tingkreds, indtil Fylkestinget afløstes af Skibredetinget; medens man synes at have betragtet de 4 indtrønderske og de 4 udtrønderske Fylker hver for sig tilsammen som egne Underafdelinger af Landskabet (jfr. F. L. IV. 56), – sloges ved Retssagernes videre Forfølgning flere Fylker sammen, saaat Sagen fra Fylkestinget gik til Tofylkesting og derfra til Firefylkesting (F. L. X 30). – Bilandskaberne Naumdølafylki og den sydlige Del af Haalogaland var derimod delte i Halvfylker (Naumdœlafylki ytri hálfa og N. efri hálfa; Rauðeyjar hálffylki og Hereyjar hálffylki), hvis Ting (hálffylkis-þing) regnedes lige med Heredsting (jfr. F. L. X. 30 og XIV. 7), og hvorfra Sagerne sandsynligvis gik til Tinget for det samlede Fylke og derfra til Frostatinget. Om en lignende ordning har fundet Sted i de store Fylker Nordmøre (der i den sednere Tid bestod af 2 Sysler) og Romsdal, eller om Skibrederne (eller, som de i Romsdalen kaldtes, Aattingerne) i disse Fylker har indtaget Heredets Plads, kan vi ikke afgjøre[4].

Hvor ofte Fylkestingene regelmæssigen har været holdte, vides ikke, ligesaa lidt som der haves nogen oplysning om deres Indretning i det hele. I Trøndelagen kunde selvfølgelig Fylkestinget stevnes, naar Nogen behøvede det (F. L. IV. 56, X. 3 m. fl.); men i de øvrige Landsdele tilkom Sammenkaldelsen af Fylkestinget til overordentligt Møde alene Kongen eller hans Ombudsmand. De bekjendte Bud i F. L. IV. 50–52 omhandler ikke Sammenkaldelse af Ting, men opbud af Folket til Modstand mod voldeligt overfald.

Enkelte Fylkesting synes at have indtaget en mere frem ragende Stilling dels derved, at de ikke hørte ind under noget Lagting og saaledes selv dannede sidste Instans, – saaledes Trondarnæs Fylkesting paa Haalogaland, Jamtamót paa Sproteið og Tinget paa Sveig for Herjaadalen, samt udentvivl ogsaa Fylkestingene for Valdres, Haddingjadal og Robyggjalag, – dels fordi de har dannet et Slags politiske Centralpunkter for visse Landsdele, – saaledes Haugatinget ved Tunsberg for den vest for Folden liggende Del af Vigen, og Borgartinget ved Sarpsborg for den østfoldske Del (Vingulmark og Alfheim), hvilket først nævnes ved Harald Haardraades Hylding 1047, og siden blev Lagting for hele Vigen.

Ved Magnus Lagabøters Lovrevision bortfaldt Fylkestinget som dømmende; det forekommer nu kun for Haalogalands, Jæmtelands og Herjaadalens Vedkommende, hvor det var traadt i Lagtingets Sted.

Den videste Tingkreds var Lagdømmet, der dannede en fuldstændig legislativ og judiciel Enhed med sin, af al overordnet Auktoritet uafhængige, besluttende Forsamling, Lagtinget, og sin selvstændige Lovgivning; der gaves intet almindeligt politisk Centralorgan for det hele Land udenfor Kongemagten. – Lagdømme-Inddelingen falder i den historiske Tid, men har dog vistnok dannet sig paa Grundlag af de Sammenslutninger af dere Fylker til større Fylkes-Forbund, med sin fælles Lov og sit fælles Allsherjarting, som allerede tidlig synes at have fundet Sted (se I. S. 4), og for hvilke maaske en allerede ved Landets Bebyggelse tilværende Stammedeling af Folket har ligget til Grund. – Lagdømmernes Antal var fra først af tre:

1. Eidsivatings Lagdømme for Oplandene og Vigen, organiseret af Halfdan Svarte ved Midten af det 9de Aarh. og sednere ordnet af Olaf den Hellige c. 1022 efter Kuldkastelsen af Underkongedømmet paa Oplandene (Ol. Hell. S. 109. Heimskr. Ol. s. Helga Kap. 120; leg. s. Kap. 31), – omfattende Fylkerne: Raumafylke, Heinafylke og Hadafylke (med Ringerige) samt Bilandskaberne Gudbrandsdalene og Østerdalene; hertil kom endvidere Vestfold (med Bilandskabet Grønland) Vingulmark og Alfheim. Tingstedet var paa Eidsvoldene i Raumafylke[5].

2. Frostatings Lagdømme, organiseret af Haakon Adelstensfostre henved et Aarhundrede sednere, paa Grundlag af den mellem de 8 trønderske Fylker: Eynafylke, Sparbyggjaf., Verdœlaf. og Skeynaf. samt Stjórdœlaf., Strindaf., Gauldœlaf. og Orkdœlaf. fra gammel Tid bestaaende Tingforening, og omfattende, foruden disse, Naumdœlafylke, Nordmœrafylke og Raumsdal. – Tingstedet var paa Gaarden Lagatún (nu Logtu) paa Halvøen Frosten i Strindafylke.

3. Gulatings Lagdømme organiseredes ligeledes af Haakon Adelstensfostre; ogsaa her sees allerede tidligere at have bestaaet et Forbund af de 3 Fylker: Firða, Sygna-, og Hørdafylke (Hørdernes Tingforening, Egils s. Kap. 57). Lagdømmet omfattede foruden disse med Bilandskaberne Valdres og Haddingjadal, endvidere Sunmœrafylke samt Rygjafylke og Egdafylke (Rogernes Tingforening?) med deres Bilandskaber Robyggjalag og det vestlige Telemarken[6]. Tingstedet var paa Gula i Hørdafylke (nu i Sogn, nær Evinvik Kirke).

Ved Midten af det 12te Aarh. oprettedes et fjerde Lagdømme, idet Vigen, der ogsaa tidligere synes at have haft sine egne Retsvedtægter (jfr. Bersa-løg, B. K. R. (III.) 4), skiltes ud fra Eidsiva-Lagen og fik sit eget Lagting, Borgartinget i Sarpsborg. Borgartings Lagdømme omfattede Granafylke, Vestfold, Vingulmark og Alfheim. Dets Oprettelse maa falde efter 1115, da der under Sigurd Hranessøns Proces med Sigurd Jorsalfarer ikke nævnes flere end 3 Lagting i Norge, og før 1164, da Erling Jarl forelagde Borgartinget, som her benævnes „fire Fylkers Ting“, Kong Valdemars Fordring paa Vigen til Afgjørelse (Heimskr. Magn. Erls. S. Kap. 24). – Hvorvidt vigen tidligere har henligget under Eidsivatinget, hvis Lovbog der var gjældende, eller om muligens Borgartinget for Vingulmark og Alfheim, og Haugatinget for Vestfold og Grønafylke har traadt i Lagtingets Sted, er ikke klart[7].

Lagtingene holdtes engang om Aaret. Efter de ældste Love holdtes Gulatinget Torsdag i Paaske-Ugen, men flyttedes sednere til Petersmesse Aften (28 Juni), se G. L. 3. Frostatinget sees paa Sigurd Jorsalfarers Tid at have været afholdt først i Juli; sednere synes Tiden at være rykket en Maanedstid frem (efter Olafsdag) se Hák. Hákonss. S. Kap. 302 og 303; Loven selv har paa dette Sted en Lakune. – Heller ikke vides Dagene for Eidsiva- og Borgartinget i den ældre Tid. E. K. R. 10 siger, at Eidsivatinget holdtes om Sommeren, og af et Haandskrift af den nyere Landslov (Cod. mbr. Stokh. No. 17. 4to) sees, at det i 1276 blev holdt 6 Dage før Mariæ nativitas, altsaa 2 Septbr., se Var. 15 ad M. L. X. 3, jfr. de isl. Annaler, som siger, at Borgartinget samme Aar holdtes St. Mikals Aften (28 Septbr.). Det var efter Lagtingenes Betydning i den ældre Tid naturligt nok, at de maatte holdes til forskjellige Tider i de forskjellige Landsdele, for at det kunde være muligt for Kongen at drage fra det ene til det andet. – Ved M. L. I. 1 og 7, da Lagtingene var blevne blotte Domstole, fastsattes Tiden for samtlige til Botolfsmesse (17 Juni). Tingets varighed afhang naturligvis af Forretningernes Mængde, men synes altid at have været flere Dage. G. L. 4 taler om „den første Søndag under Lagtinget“.

Til Lagtinget var naturligvis ikke alle Lagdømmets Bønder pligtige at indfinde sig, men kun et bestemt Antal Repræsentanter af hvert Fylke (nefndarmenn). Disses Antal var ved Gulatinget efter den ældre ordning omtrent 400, efter en sednere Bestemmelse af Magnus Erlingssøn 246, hvilke opnævntes paa Vaartinget af Aarmændene, Lændermændene eller Sysselmændene, og fordeltes forholdsvis mellem de forskjellige Fjerdinger i hvert Fylke (se G. L. 3). Ved M. L. I. 2 nedsattes Tallet til 148. – Ved Frostatinget skulde fra de 8 trønderske Fylker møde 400 Nævndermænd, nemlig 40 for hver af de indre og 60 for hver af de ydre Fylker; hvormange de øvrige Fylker, Raumsdal, Nordmøre og Namdal, har sendt, siges ikke; men det er antageligt, at Antallet fra disse Bilandskaber, paa samme Maade som fra Sunmøre ved Gulatinget, har været ubestemt. Efter M. L. skulde Namdal sende 18, Raumsdal 16, Nordmøre 48 og Opdal 3 Nævndermænd, saa at det samlede Antal blev 485. – Ved Eidsiva- og Borgartinget kjendes ikke Nævndermændenes Antal i den ældre Tid; efter M. L. skulde til Eidsivatinget sendes 90; men for Borgartinget henvises alene til gammel sædvane. Ifølge en gammel optegnelse fra Midten af 16de Aarh. udgjorde Nævndermændenes Antal fra Grønafylke mindst 16 (N. gl. L. II. S. 13, Note 13). – Iøvrigt var Enhver, som vilde, berettiget til at møde ved Lagtinget.

Nævndermændene erholdt af de hjemmesiddende Bønder en efter Rejsens Længde afpasset Godtgjørelse (þingfararfé); ti „selv skulde de ikke lægge andet til end Rejsen“. Tingrejsepengene skulde udredes af Bønderne efter deres Formue, men Kongens Aarmand skulde i fornødent Fald gjøre Udlæget og derpaa inddrive det pligtige tilligemed Boden hos den forsømmelige Yder. Fik den opnævnte Nævndermand ikke sin Diæt i betimelig Tid betalt enten af Yderne selv eller af Aarmanden, synes han efter G. L. at have ustraffet kunnet udeblive fra Tinget, idet Boden for Tingforsømmelsen paalaa den, som ikke havde betalt ham hans Tingrejsepenge; men efter F. L. maatte han ligefuldt fare til Ting, og tilkom i dette Tilfælde Halvparten af Boden. – Udeblev nogen Nævndermand uden lovligt Forfald fra Lagtinget, maatte han efter G. L. 3 bøde 3 Ører, hvilket ogsaa var Boden for Undladelse af at betale Tingrejsepengene; den, der kom for sent, maatte bøde 1 Øre; men udeblev et helt Fylkes Nævndermænd, betragtedes det som oprør og medførte 40 Marks Bod. – Efter F. L. I. 1 og 4 synes Boden i Almindelighed at have været 1 Mark, og det samme fastsættes i M. L. I. 2. – Aarmanden var uberettiget til at tillade nogen Nævndermand at blive hjemme; den udeblivende forfaldt ligefuldt i Bøder, hvilke i dette Tilfælde tilkom Bønderne alene, medens de ellers deltes mellem Bønderne og Aarmanden. – Endvidere var alle Lændermænd og Sysselmænd, for saa vidt ikke deres Nærværelse paakrævedes hjemme i Fylket for Landsstyrelsens Skyld, samt Kongens og Biskoppens Aarmænd, saavelsom Biskopperne selv, og efter de ældre Love endel af Lagdømmets Sognepræster efter Biskoppens Tilsigelse, pligtige under Bod at indfinde sig paa Lagtinget, se foruden de alt citerede G. L. 3, F. L. I. 1 og M. L. 1. 2, E. K. R. 10, Rb. 23 Juni 1310 og 10 Juli 1313. – Enhver Ombudsmand skulde første Tingdag, han kom til Lagtinget, engang for alle aflægge den Ed, at han nu har opnævnt og stedse for Eftertiden vil opnævne de Mænd, som tykkes ham de bedste, uden andet Hensyn (M. L. 1. 1).

Den egentlige afgjørende Myndighed paa Lagtinget hvilede imidlertid hos Lagretten (løgrétta), der udgjorde et Udvalg af de ældste og dygtigste Nævndermænd. De udnævntes, som det synes, paa samme Maade som disse, af de kongelige Ombudsmænd. I den ældre Gulatingslov nævnes de ikke, undtagen lejlighedsvis i Kap. 266; men af Egils s. 57 sees der ved Gulatinget, som dengang blot holdtes for 3 Fylker,) at have siddet 3 Tylfter, d. e. 12 Mænd af hvert Fylke, opnævnte af vedkommende Hersere, i Lagretten. Hvorvidt Antallet sednere ved Lagdømmets Udvidelse er blevet forøget til 5 eller 6 Tylfter, eller om det gamle Tal er bibeholdt, med en anden Fordeling mellem Fylkerne, er uvist. Ved Frostating skulde man efter den dunkle Udtryksmaade i F. L. I. 2 endog ledes til at tro, at samtlige 400 Nævndermænd fra det egentlige Trøndelagen havde Sæde i Lagretten; men dette er vistnok alene en Fejltagelse af Afskriveren. – Ved M. L. I. 3 fastsættes Lagrettens Antal ved hvert Lagting til 3 Tylfter, hvilke vistnok blev opnævnte af Lagmanden. De opnævnte Lagrettesmænd skulde engang for alle aflægge den Ed at rygte sit Kald efter Loven og sin Samvittighed; de øvrige Nævndermænd aflagde ingen saadan Ed. Lagretten havde sin Plads inden en særskilt Indhegning paa Tingvolden (vébønd). Denne ansaaes hellig, og hvis den voldelig brødes, ansaaes selve Tinget splittet[8]. Lagrettesmændene maatte ikke forlade sin Plads uden Nødvendighed, og heller ingen Uvedkommende træde indenfor Vebaandene[9]. – Lagretten bestemte selv den Orden, hvori Sagerne skulde foretages; Tingtiden varede hver Dag fra Solen var i Øst (Kl. 6 Morgen), til Non (Kl. 3 Efterm.), og i den Tid var al forstyrrende Spisen og Drikken forbuden (F. L. I. 3[10]; M. L. I. 3). – Tingfreden agtedes højt, og hvo som krænkede den, blev fredløs, Jfr. F. L. 1. 5[11].

Lagrettens Domme var imidlertid i Princippet kun foreløbige; for at blive endelige, maatte de tiltrædes af de øvrige Nævndermænd. Dette skede dog udentvivl som oftest stiltiende, idet disse ingen Indsigelse gjorde, naar Lagrettens Beslutninger forkyndtes, – hvilket synes at være skeet underet med samtlige paa en Dag afgjorte Sager, – men tog sine Vaaben og begav sig hjem, hvorved Bifaldet da ogsaa kunde give sig tilkjende ved Vaabnenes Klirren og Sammenstød (vápnatak, þingtak; at eiga vápnatak at máli; med réttu vápnataki játtat ok samþykt innan løgréttu (eller vébønd) ok útan). Se Heimskr. S. Magn. Erls. Kap. 10; Sverriss. K. 15; F. L. V. 46; M. L. I. 5, B. L. 4; II. 3; Hk. VI. Rb. N. gl. L. III. S. 206 Art. 16; Dipl. Norv. I. N. 1030 (en Borgartingsdom fra 1511), Chr. III. Fr. 1551 (Paus S. 311), Norske Samll. 1. S. 332 (fra 1594)[12]. – Denne Stadfæstelse gik vistnok tidlig over til en ren Formsag, idetmindste ved Retstrætters Afgjørelse; allerede F. L. I. 2, der gjentages i M. L. I. 4, forudsætter, at Lagrettens Beslutning er det afgjørende, og siger at, hvor ikke Loven selv har nogen udtrykkelig Bestemmelse, der skal Lagrettesmændenes enstemmige Beslutning være gjældende. Jfr. Aschehoug, Statsforfatn. indtil 1814 S. 63–64.

Inden Lagretten har selvfølgelig de for Lovkundskab Anseede (løgspekingar) indtaget en ledende Stilling, og navnlig haft at tolke Lovens Forskrifter for de Øvrige Efter F. L. I. 3 synes den Brug at være indført i Trondhjem, at en Præst har haft Lovbogen i sin Varetægt og været overdraget i forekommende Tilfælde at forklare dens Indhold for Tingmændene, saavelsom at forestaa Tingmødets højtidelige Aabning[13]. Sednere overgik dette selvfølgelig til Lagmanden (M. L. I. 3). Derimod forbyder F. L. I. 2 udtrykkelig Lændermændene at komme i Lagretten uden Bøndernes Samtykke, et Forbud, som sandsynligvis har været gældende over det hele Land, jfr. X. 16 og G. L. 37 Men heri bør vistnok ikke sees andet end en Udtalelse af den almindelige Grundsætning, at den kongelige ombudsmand ikke maa gjøre sin Myndighed gældende ved Rettens Forhandlinger. I Virkeligheden har der vistnok ikke alene aldrig været Tale om at nægte Lændermændene Tilladelse til at deltage i Lagrettens Forhandlinger, men de har vel endog ofte været overdraget Ledelsen af disse, se saaledes Sigurd Hranessøns Proces.

At ogsaa ved Fylkes- og Heredstingene, eller i det mindste ved de første, Sagernes foreløbige Behandling har været overladt til et af Retsbestyreren opnævnt engere Udvalg, er højst sandsynligt; skjønt Kilderne ikke omtaler det[14]. Antallet har da rimeligvis været 12. Herfor taler Analogien af Skilledommen og Sættarstevnet; „tolv Mænds Dom“ synes fra de ældste Tider at have været en typisk Betegnelse for en Retsafgjørelse (G. L. 32; F. L. V.46, X. 13; Hkb. 6, M. L. I. 8; G. L. 266; F. L. VI. 1; X. 28; Hkb. 38, 42; M. L. IV. 17; Rb. 1280 Art 28); det bestyrkes ogsaa ved, hvad der berettes i Egils S. Kap. 57 om Lagretten paa Gulatinget, der bestod af 12 Mænd af hvert Fylke; sammenholdes kan ogsaa Myten om de 12 Diar i Aasgaard (Heimskr. Yngl. S. Kap. 2), samt Eventyret om Starkad og Hrosshaarsgrane (Gautreks S. Kap. 7).

Det kan unægtelig synes paafaldende, at Kongedømmet paa samme Tid, som det ganske var udelukket fra Deltagelse i Styrelsen af Bøndernes indre Anliggender, dog var indrømmet en saa udstrakt Indflydelse paa Sagernes Afgjørelse derigjennem, at dets Embedsmænd havde at opnævne saavel Nævndermændene som Lagretten ved Lagtinget. – Men her maa for det første bemærkes, at det ganske vist egentlig har været Lændermændene i sin oprindelige Egenskab af Herser, altsaa Folkets egne patriarkalske Høvdinger, hvem Hvervet har paaligget (ligesom Goderne paa Island), og Aarmændenes Deltagelse har vistnok været ganske underordnet og nærmest alene en Anvendelse af deres almindelige Pligter at bistaa ved Rettens Haandhævelse. At Myndigheden sednere, eftersom Lændermændene fuldstændig gik over til Kongemagtens Organer, ogsaa fulgte dem i denne deres Egenskab, og sednere ogsaa tillagdes de kongelige Sysselmænd, er intet Andet end en Ytring af den samme Udvikling hvorigjennem tilsidst al offentlig Myndighed absorberedes af Kongemagten. Dernæst maa det erindres, at Nævndermændenes opnævnelse vistnok altid foretoges til Tinge (Vaartinget), og Lagrettens Opnævnelse foregik paa Lagtinget selv; det bliver da umuligt at tænke sig andet, end at det maa være foregaaet som en virkelig Tingforretning, idet Valget er blevet forelagt de forsamlede Tingmænd selv og samtykket af dem med Vaabentag, saa at Opnævnelses-Myndigheden egentlig blot har været forberedende. Under anden Forudsætning synes man ogsaa vanskelig at kunne forklare sig det strenge Forbud mod at forløve nogen af de engang opnævnte Mænd og nævne en anden i hans Sted.

De til de forskjellige Lagdømmer henhørende, aabenbart sednere tilsluttede Bilandskaber: Haalogaland, Jæmteland og Herjaadalen samt Naumdal, Nordmøre og Raumsdal under Frostatingslagen; Sunmøre, Valdres, Haddingjadal og Robyggjalag under Gulatingslagen, – svarede vistnok under vedkommende Lagdømmes Lov, men synes at have staaet i et mere eller mindre uafhængigt Forhold til Lagtinget. Det nordlige Haalogaland samt Jæmteland og Herjaadalen sendte ingen Nævndermænd til Frostatinget og var, som det synes, ganske uafhængige af dette; deres Fylkesting traadte i Lagtingets Sted. Tinget for Haalogaland paa Trondarnæs forekommer under Sigurd Hranessøns Proces og kaldes i Morkinsk. S. 179 endog „Lagtinget for dette Fylke“, men strax nedenfor „Fylkesting“; at dog tilsidst Frostatinget bliver det rette Værneting, har alene sin Grund i, at Sagen førtes mellem Kongerne selv. Om Jæmternes Ting paa Sproteid og Herjaadølernes Ting paa Sveig ved vi aldeles intet. – Hvad Naumdølafylke og det sydlige Haalogaland samt Nordmøre og Romsdalen angaar, da synes det vistnok af F. L. I. 1 at fremgaa, at de har sendt Nævndermænd til Frostatinget, eftersom der nævnes Mænd saavel útanfjarðar som innanfjarðar, uden at dog Antallet opgives. Men Udtrykkene i det følgende, vistnok forvanskede Kapitel synes dog at vidne om, at disse Fylker maa have staaet tilbage for Hovedfylkerne i Henseende til Lagrettens Besættelse, maaske været ganske udelukkede fra denne; ogsaa Nævndermændenes Antal har da maaske været ubestemt, saa der kunde sendes saa mange, som vilde[15]. – For Gulatingslagens Vedkommende indtog paa samme Maade Sunmøre en løsere Stilling, idet dets Repræsentation ved Lagtinget var overladt Bøndernes eget Godtbefindende, og først i 1164 fik et lovbestemt, skjønt forholdsvis lidet Antal Nævndermænd. Valdres, Haddingjadal og Robyggjalag sendte ingen Nævndermænd til Lagtinget. Hvorvidt de ikke desto mindre har svaret for dette, eller om her, som i Haalogaland, Jæmteland og Herjaadalen, Fylkestinget som Domstol traadte i Lagtingets Sted, kan ikke afgjøres. – Et lignende Forhold synes at have fundet Sted med Hensyn til Gudbrandsdalens og Østerdalens Stilling til Eidsivatinget. Gudbrandsdalen, skulde man nærmest antage, har udgjort et Landskab for sig med eget Ting. – Ved M. L. I. 2 fik ogsaa Naumdølafylke, Nordmøre, Raumsdal, Valdres, Haddingjadal, Robygdelag, Gudbrandsdalen og Østerdalen sin lovbestemte Repræsentation paa Lagtinget; dog saa at Hovedfylkerne fremdeles beholdt en afgjørende Overvægt[16]. Haalogaland, Jæmteland og Herjaadalen blev derimod staaende udenfor, vistnok nærmest som Følge af den Deling af Lagtings-Jurisdiktionerne, som Flerheden af Lagmand i hvert Lagdømme fremkaldte.

De 8 Hovedfylker i Trøndelagen indtog, foruden den Overvægt, de, som anført, maa have haft paa Frostatinget, ogsaa deri en Særstilling, at de havde sit eget, af dette uafhængige øverste Ting, nemlig 8-Fylkers-tinget, Øreting, ved Nidaros, F. L. 1. 4 og X. 30, hvilket i politisk Henseende, fornemmelig ved Kongers Hyldning, betragtedes som hele Norges Hovedting. Øretinget holdtes regelmæssig hvert Aar ½ Maaned før St. Hansdag. Der var ikke Nævndermænd; men alle Bønder var forpligtede at indfinde sig; derimod siges det udtrykkelig, at der var Lagret ved dette Ting[17]. – I den nyere Lovbog er Øretinget ganske bortfaldt.

Til Slutning kan bemærkes, at Bestemmelsen om de faste Tingsteder ikke var ufravigelige; saaledes sees Frostating undertiden at have været holdt i Nidaros (saaledes i Sigurd Hranessøns Proces), og Gulating i Bergen (saasom ved Haakon Haakonssøns og ved Magnus Lagabøters sønners Hyldning). Jfr. Munchs Hist. IV. 1 S. 538 og 541.

  1. Nú skal hverr pingi ráða, er tings þykkist þurfa; þá skal hverr þat boð bera, en engi fella. Nú skal þat fara með vetrhúsum, en eigi með sætrum: skal þingsboð hvergi standa nema þar sem náttstaðr er, at veðri fœru, nema nauðsyn gangi fyrir. Nú ef hann fellir boð, sekr at þrim aurum. En ef hann hefir um bœa tvá, þa skal hann þann ábyrgjast, er hann er sjálfr. Nú skal hinn, er boð berr, setja skorar þrjár á durastoð eða á gætti; setja boð yfir ofdyri. Nú skulu bœndr allir fara til þings, er boð kemr til húss, nema einvirkjar einir; þeir skulu þrjú þing varða: manndráps-þing, ok konungs-þing, ok manntals-þing; øll þing ønnur skulu einvirkjar heima sitja. … En ekkja ok úfœrr bóndi skulu því at eins fara til þings, ef þau vilja. En allir bœndr aðrir skulu fara til þings, er boð kemr til húss, eða gjalde þingvíti. Nú ef maðr lætr standa þingsboð svá lengi sér á hendi at þat ferr eigi svá langt fram, sem þat á at fara, því at þat stóð svá lengi hinum á hendi, er bera skyldi, þá er sá víttr er boðit skyldi bera. Þó at bod komi síðarla til þeirra manna, er lengst eigu at fara, þá skulu þeir til þings fara, til þeir mœta þingmønnum.
  2. Þá má hann stefna hánum til þings …, ef hann veit, nær þing skal vera; en ef hann veit eigi, þá verðr þess bíða, er hann veit þat. En sá skal þing kenna, er þarf, ef hann vill þat.
  3. Svá viljum vér, at sé, sem bœndum er hœgligra, at sœkja heldr á skipreiðu-þingum en á fylkis-þingum bæði várn rétt ok sjálfra sinna.
  4. Jfr. Hertzberg, Proces S. 146–147.
  5. Jfr. Munchs Hist. I. 2. S. 612–13; Hertzberg, Proces S. 127 og 142.
  6. Jfr. Munchs Hist. I. 2. S. 614 og 630; Hertzberg, Proces S. 137–14.
  7. Se Munchs Hist. I. 2. S. 613–14; II. S. 455–56 og IV. 1. S.497–98; Hertzberg d. norske Proces S. 143–45.
  8. Se den højst interessante Skildring af Tvisten mellem Egil Skallagrimssøn og Berg-Ønund paa Gulatinget 934; Egils Saga Kap. 57.
  9. F. L. I. 2: Ármenn ór fylkjum øllum skulu gera vébønd her á þingvelli. En svá víð skulu vera vébønd, at (þeir) hafi rúm fyrir innan at sitja, er i løgréttu eru nefndir. Ármenn skulu nefna i løgréttu svá marga, sem mælt er ór fylki hverju. [Nefna skal innan ór Þrándheimi fjóratigu manna ór fylki hverju, en útan ór Þrándheimi sextigu manna ór fylki hverju;] ok þá menn skal í løgréttu nefna, er elztir eru ok gegnstir. Eigi skulu lendirmenn koma í løgréttu, nema búendr gefi leyfi til. Svá er ok mælt, at engi maðr þeirra, er eigi er nefndr, skal fyrir innan vébønd setjast, nema hann sekist mørk. Allir menn skulu í løgréttu sitja, þeir er í eru nefndir, meðan menn vilja þing hafa, nema hann gangi at staðar; en ef harm gengr ór løgréttu fyrir útan vébønd í annan stað, þá er hann sekr mørk talinni. Þeir menn, er í løgréttu eru nefndir, skulu dœma løg um þau mál, er hingat eru skotin at þingskotum réttum, eptir því er løgbók segir, ok um þau mál, er menn leggja hendr sínar saman fyrir váttum tveim, er þat vitni kemr fram. En allt þat, er bók skillr eigi, þá skal þat hafa ór hverju máli, er løgréttumenn verða allir á eitt sáttir, ok réttast er fyrir guði. – Jfr. Hertzberg, Proces S. 121–2.
  10. Þat er rád ok boð Eysteins erkibiskups ok ásjá hinna vitrastu manna, at menn skulu fastandi til þings ganga, ok sœkja þing, þá er sól er í austri, ok vera á þingi til nóns. En prestr sá, er bók skal ráða, hann skal ringja miklu klokku, þá er hann vill með bók til þings ganga; en þeirri klokku skal eigi til annars ringja, meðan þingit stendr. En ef nøkkurr slæst í mat eða í munngát, ok rœkir þat meir en þingit, hann skal enskis síns máls eiga uppreist á þvi ári, hvat máli sem hann á at drífa á Frostuþingi. Munngát skal eigi til Frostuþings bera, hvárki til sølu ne annan veg; en ef borit verðr, þá er upptœkt, ok eigu þingmenn þat.
  11. Nú skal til þess segja, hver grið þeir menn skulu hafa, er nefndir eru til Frostuþings-farar. Nefndarmenn ok allir þeir, er til þings fara, þeirra (hverr) skal í griðum við annan, meðan þeir eru i þingfør þeirri, er þeir fara til Frostuþings, ok þar til, er þeir koma til heimilis síns. En ef einhverr þeirra gengr á þau grid, þá hefir sá fyrirgert landi ok lausum eyri ok friði sínum við alla menn, ok komi aldregi í land aptr.
  12. Om Vaabentagets Betydning jfr. R. Keysers Efterl. Skr. II. S. 160; Sv. Grundtvig, De gotiske Folk Vaabened, Kbhvn. 1871, jfr. K. Maurer, i Germania XVI. S. 317 fgg., Hertzberg, den ældste norske Proces S. 148 fgg. – I de islandske Love bruges ogsaa vápnatak ensbetydende med þinglausnir, se saal. den ældre Kristenret 9 (Stadh.), um fjárleigur 183 (Stadh.) o. fl. Finsen, Glossarium til Grágás S. 687–8. – Stadfæstelsen med Vaabentag synes at have været en ældgammel Skik hos de germaniske Folk, se saaledes Tacitus Germ. 11: frameas concutiunt; Hist. V. 17: sono armorum approbata sunt dicta; Cæsar b. G. VII. 21: conclamat multitudo et armis concrepat; Heimskr. S. Ol. Hel. Kap. 81 om Torgnyr Lagmands Optræden paa Upsala-Ting: þá gerði lýðrinn vápnabrak ok gný mikinn; S. Magn. bl. s. Kap. 18: þeir børðu saman vápnum sínum; Skaanske Lov VII. 9, hvor Andreas Sunessøn gjengiver „vapnætæk“ med collisio armorum et contactus.
  13. Jfr. Hertzberg l. c. S. 129–30 og 168.
  14. Jfr. Hertzberg l. c. S. 114.
  15. Jfr. Hertzberg, Proces S. 123–26. Munchs Hist. II. S. 1000. Keysers Efterladte Skr. II. S. 171–72.
  16. Jfr. Munchs Hist IV. 1 S. 496
  17. F. L. I. 4: Eyraþing skulu menn ór átta fylkjum eiga á hverjum tólf mánuðum, hálfum mánaði fyrir Jónsmessu. En ármaðr skal þingsboð skera ok skal hverr búandi fara er forverk á sér, eða gjaldi mørk úskerða hverr, er eigi ferr. – En þing þat er hverjum búanda sjálfstefnt, þó at ármenn afrœkist; en ármaðr skal ekki um sœkja um þat mál, er hann skerr eigi þingsboð. – Jfr. X. 30: Ef menn verða eigi sáttir á tveggja-fylkna-þingi, þá skal skjóta til fjøgurra-fylkna-þings; en ef þeir verða eigi þar sáttir, þá skal skjóta til átta-fylkna-þings; hafa þat þar, er allir verða á sattir ok í løgrettu kemr. – Jfr. Hertzberg Proces S. 132.