Hopp til innhold

Forelæsninger over den norske Retshistorie/55

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Ærekrænkelser kunde forøves saavel ved Ord som ved Gjerning. De første (úkveðins orð) kunde enten være Skjeldsord eller Forhaanelser eller vanærende Beskyldninger.

Blandt Forhaanelser fremhæves som den groveste Art det saakaldte níð. Det kunde ske enten ved at oprejse Nidstang (tré-níð), hvilket da ledsagedes med en Forbandelse, eller ved Nidviser (tungu-níð), og synes, idetmindste i den hedenske Tid, at have været tillagt en troldomsagtig Virkning, se Egils S. Kap. 60 og Fortællingen om Thorleif Jarlaskald i FmS. III. S. 89 fgg., Flatøb. I. S. 207 fgg., jfr. Har. S. harðr. Kap. 104, Morkinsk. S. 98–99. Níð var efter de ældste Love Fredløshedssag, G. L. 138, F. L. V. 26 og Hkb. 38. Det synes endog at have været ubetinget forbudt at digte noget Kvad om Andre uden deres Tilladelse, enten det saa var til Ros eller til Daddel, jfr. Fragment af F. L. V. 26 (gl. L. II. S. 505): „lof eða løst“, hvilket i Hkb. 38 er forandret til: „þat er mønnum virðist til níðs eða háðungar“. Dette stemmer ogsaa med Regelen i den islandske Graagaas Vígsl. Kap. 238 (Reg.).[1] – Blandt Skjeldsord nævnes særskilt det saakaldte ýki, eg. Overdrivelse, der forklares som: Paasagn, der indeholder Umuligheder, saasom at sige om en Mand: at han hver niende Nat er en Kvinde, og at han har født Børn (jfr. ældre Edda, Œgisdrekka Str. 23 og 24; Thorst. Siðn-Halls sonar þ. 3; Ol. s. Tryggva s. 223, Flatøb. I. S. 270). – Af andre Skjeldsord (fjølmæli) fremhæves som de værste: „gylvin“, „ragr“ og „sannsorðinn“ (= det franske „bougre“). Ligesaa at ligne en Mand ved et Dyr af Hunkjønnet, saasom „Mær“ eller „Tæve“, eller kalde ham „Skjøge“, saavelsom at kalde fri Mand „Træl“, eller kalde Nogen „Trold“ eller „Hex“ (fordœða, jfr. Œgisdr. Str. 32).[2] Disse Skjeldsord betegnes saavel i G. L. 196 som i F. L. X. 35 alle som Fuldrets-Ord, hvorhos det sidstnævnte Lovsted tilføjer, at det kun er Halvrets-Ord at ligne en Mand ved et Dyr af Hankjønnet, saasom „Oxe“ eller „Hest“.[3] Ogsaa B. R. 31 jfr. 36 foreskriver Fuldrets-Bod for at ligne en Mand ved et Dyr af Hunkjønnet, saavelsom for at beskylde Nogen for at have faaet Prygl (jfr. G. L. 211).[4] – Men det synes af andre Lovsteder klart at fremgaa, at alle grovere Skjeldsord og vanærende Beskyldninger, lige saa vel som Nid, oprindelig har været Fredløshedssag, og først i sednere Tid efterhaanden er gaaede over til, paa samme Maade som de ringere Legemsfornærmelser, at kunne afsones med fuld Ret. G. L. 138 siger ligefrem, at ýki og fjølmæli lige saa vel som níð medfører Fredløshed, og B. R. 33 siger, at Skjeldsordet „ragr“ medfører Fredløshed. Men netop dette Skjeldsord (eller det ensbetydende „sannsordinn“) anføres i F. L. X. 35 som Fuldrets-Ord, og de ganske tilsvarende skjeldsord belægges i G. L. 138 med Fredløshed, medens de i samme Lovs Kap. 196 betegnes som Fuldrets-Ord, dog med Tillægget: þar má hann ok vega um (jfr. Kap. 195, hvor det samme siges om en enkelt fuldrets Legemsfornærmelse). Sandsynligvis har den gamle Regel i Gulatingslagen holdt sig længst, og for enkelte af de groveste Skjeldsord er Retten til øjeblikkelig Hævn bleven opretholdt, medens Retten til Hævn for Æresfomærmelser iøvrigt overalt er bortfalden.[5] Jfr. den isl. Grág. Vígslóði Kap. 107 (Stadh.), der netop for disse selvsamme Skjeldsord har en lignende Regel. – Om Halvrets-Ord taler Gulatingsloven ikke, og Frostatingsloven kun paa et enkelt sted (X. 35 jfr. B. R. 162); men den store Overensstemmelse mellem Lovenes Opregning af Fuldrets-Ord gjør det antageligt, at alle andre Ukvemsord alene har været anseede med Halvrets Bod. Hvorledes Forholdet har været i ældre Tider, medens Fuldrets Ord virkelig paadrog Fornærmeren Fredløshed, kan vi ikke afgjøre.[6]

Den, der vilde paatale Skjeldsord, maatte strax skyde til Vidne derpaa, G. L. 196, F. L. X. 35. B. R. 36 foreskriver endog, at den Fornærmede skal paatale Sagen samme Dag, da den ellers præskriberes. Besvarede den Fornærmede Skjeldsord med Skjeldsord (geyjast), ansaaes det ene Ord for at hævne det andet. – Efter Gulatingsloven synes Fornærmeren at have undgaaet Ansvar, naar han angrede og tilbagekaldte sine Ord.[7]

Blandt ærekrænkende Beskyldninger fremhæves særlig falsk Anklage (róg), Bagvaskelse hos Konge eller Høvding, hvilket paadrog Bagvaskeren samme Straf, som vilde have rammet den Beskyldte, om Beskyldningen havde været sand, G. L. 137; F. L. V. 28 (gl. L. II. S. 506) jfr. Hkb. 39,[8] samt G. L. 28 (gl. L. II. S. 495), Sv. K. R. 98. – Ifølge Frostatingsloven skulde ogsaa den, som ved Bagtalelse paadrog nogen Kongens Unaade, bøde ham 3 Mark (= Haulds Ret). – Her kan ogsaa mærkes de ovennævnte Bestemmelser i G. L. 157, F. L. IV. 7, 14 o. fl.: at, naar Eftermaalsmanden i en Drabssag forgjæves havde sigtet 2 Personer efter hinanden som Gjerningsmænd, der begge havde fralagt sig Sigtelsen, og han endnu sigtede en tredje, uden at kunne overføre ham Gjerningen, skulde han selv være undergiven samme Fredløshed, som han havde tiltænkt hin. Efter G. L. 262 skulde den Træl, som sigtede fri Mand for Tyveri, dræbes, hvis denne fralagde sig Sigtelsen.

Andre ærekrænkende ubevislige Sigtelser betragtedes som fjølmæli. Gulatingsloven indeholder imidlertid ingen særskilte Bestemmelser herom, jfr. dog G. L. 196, som erklærer det for Fuldrets-Ord at beskylde en Kvinde for Hor; se og G. L. 211. – Derimod indeholdt Frostatingsloven en Række Bestemmelser herom i V. 21–27 (gl. L. II. S.–505–6, der kan udfyldes af Hkb. 37 og 38),[9] IV. 24, jfr. B. R. 69, 34–36, 92–95 og 152; se og B. K. R. 17, E. K. R. 41, G. L. 22, 28 og 32, F. L. II. 29, 46, III. 3, 15, 18. Slige Beskyldninger medførte efter Loven Fredløshed, hvilket dog, efter hvad ovenfor er udviklet, i Virkeligheden var gaaet over til Fuldrets Bod; med mindre den, som fremførte dem, styrkede sin Sigtelse med det saakaldte heimskviðar eller heimiliskviðar-vitni. Derved forstodes et Vidnesbyrd af 10 Mænd hvoraf de to skulde sværge og de 8 sande disses Ed: at de havde hørt Rygte om, at den Sigtede skulde have gjort sig skyldig i det Paasagte. Denne Forpligtelse til at styrke sin Sigtelse med heimiliskviðar-vitni paalaa endog Kongens og Biskoppens Ombudsmænd naar de vilde paatale nogen Forbrydelse;[10] selv Anklage for Landsforræderi, Hedenskab og Troldom maatte styrkes med heimiliskviðar-vitni. Hvis imidlertid den Sigtede fralagde sig Beskyldningen ved den anordnede Ed (eller Gudsdom), maatte den, der havde fremført Beskyldningen, hvis han ikke var lovlig søgsmaalsberettiget i Sagen, bøde den sigtede hans fulde Ret trods det beviste Bygderygte, jfr. B. R. 35, der udtrykkelig siger, at Beskyldning mod Nogen for at være „Horebarn“ ikke medfører noget Ansvar, naar den fremkommer under en Arvetvist. – At Beskyldningens Sandhed i ethvert Tilfælde udelukker Ansvar, er udtrykkelig sagt i F. L. V. 28 (engi á søk á sønnu).

I B. R. 35 (95) nævnes en særskilt Bod (álagsbœtr) af 6 Ører for ubevislig Tyvssigtelse, hvorom Bestemmelserne iøvrigt er uklare. Ligesaa sætter B. R. 30 (87) en Bod af 6 Ører, naar Nogen „lýgr á mann þat, er hann á eigi at segja“, Herved synes efter Forbindelsen at maatte forstaaes nærgaaende Spøg, som dog ej var ærekrænkende. Ingen af de andre Love har noget Tilsvarende. – Endelig mærkes B. R. 31 (88), der sætter en Bod af ½ Mark (þokkabót hin mesta) for at skjelde Nogen ud for „Stodder“ eller give ham et Ørefigen.

Bøder til Kongen for Ærekrænkelse foreskrives ikke udtrykkelig i de ældre Love, undtagen hvor de medførte Fredløshed, i hvilket Tilfælde det følger af den almindelige Regel, at alt den Skyldiges løse Gods forbrødes til Kongen (og Bønderne eller Bymændene), se F. L. V. 26 (Hkb. 38) om Nidviser, og B. R. 33 og 35 om de groveste skjeldsord og ærerørige Beskyldninger, hvor det udtrykkelig er sagt. Da imidlertid ogsaa de groveste skjeldsord og ærerørige Beskyldninger, som ikke var støttede ved Heimskvid, i den virkelige Brug var gaaede over fra Fredløsheds- til Fuldretssag, opstaar der Spørgsmaal, om derved ogsaa den offentlige Bod er bortfalden. Dette synes ikke at have været Tilfældet. I B. R. 36 er det udtrykkelig sagt, at, hvis Æreskjænderen vil bøde, skal han bøde 3 Mark (= fuld Ret) til den Fornærmede og andre 3 Mark til Kongen og Bymændene, og samme Regel har vistnok gjældt i de øvrige Love overalt, hvor disse selv fremdeles betegnede Fornærmelsen som Fredløshedssag. Dette bestyrkes ikke alene ved Sammenligning med den nyere Landslov, men det synes ligefrem at være forudsat i F. L. V. 22 (Hkb. 37), hvor det siges, at, selv om Fornærmeren „helliger sig“ med Heimskvid, skal han dog bøde fuld Ret til den Beskyldte, hvis denne fralægger sig Sigtelsen, med mindre han var lovlig søgsmaalsberettiget i Sagen, jfr. Parallelstedet, B. R. 152, hvor Ordene „helgi sik“ er omskrevet med „firri sik útlegð“. Heri ligger nemlig utvetydigen, at Heimskvidbeviset i ethvert Tilfælde befrir Fornærmeren fra et Ansvar, og dette synes alene at faa god Sammenhæng ved at forstaaes saaledes, at den, som, uden at være lovlig søgsmaalsberettiget, fremfører ærerørige Beskyldninger mod en Anden, altid, naar den Beskyldte fralægger sig Sigtelsen, maa bøde til denne hans fulde Ret, men, hvis han ikke har styrket sin Sigtelse med Heimskvid, desuden erlægge Bod til Kongen. – Tvivlsommere er det derimod, om det har været Lovens Mening, at Bøder til Kongen skal være forbundne med alle Fuldrets-Injurier, altsaa ogsaa for saadanne Skjeldsord, hvorfor Loven selv alene foreskriver Fuldrets-Bod (G. L. 196; F. L. X. 35). B. R. 31 siger udtrykkelig, at der ikke tilkommer Kongen Bod i dette Tilfælde, og maaske har Regelen i dette Punkt været vaklende. – Den offentlige Bods Størrelse for Ærekrænkelser synes efter Analogien af Legemsfornærmelser at maatte have været 12 Ører (eller efter Frostatingsloven og Bjarkøretten maaske 3 Mark).

Den nyere Lov har optaget Frostatingslovens Regler angaaende Ærekrænkelser og Bevisførselen i saadant Tilfælde, men uden at skjelne mellem de forskjellige Arter af Ærekrænkelse. M. L. IV. 23–25 har derfor i det hele gjentaget Bestemmelserne i F. L. V. 21–28, men har intet tilsvarende til X. 35, saalidt som til G. L. 196. Straffen er i alle Tilfælde den Fornærmedes Ret efter 6 Mænds Dom, – hvorved da selvfølgelig Injuriens Grovhed kom i Betragtning ved Bodens Ansættelse, – og til Kongen en Bod af 4 Mark. Ved Rb. 2 Maj 1313 Art. 10, der dog ikke er optagen i Chr. IV. Lov, er dette formildet saaledes, at for de mindre Skjeldsord og Beskyldninger skulde forholdsvis ringere Bøder bestemmes saavel til Kongen, som til den Fornærmede. Hvor den sigtende havde Heimskvidar-Vidne, var han i ethvert Tilfælde fri for Bøder til Kongen, men maatte ligefuldt bøde den Sigtedes Ret, hvis denne fralagde sig Beskyldningen, med mindre hin var lovlig søgsmaalsberettiget i Sagen. – Falsk Anklage (róg) medførte, ligesom efter de ældre Love, Talion, og at bringe Nogen i Kongens Unaade skulde bødes med fuld Ret. Jfr. ogsaa Eilifs statut af 1320 (gl. L. III. S. 268).

Chr. IV. L. III. 21 har i det væsenlige gjengivet Bestemmelserne i Landsloven, men med flere Misforstaaelser. Heimskvidar-Vidnet er blevet til: Bevis for Beskyldningens Sandhed, jfr. Kold. Rec. 1558 Art. 20. – Ved 4-Marks-Boden til Kongen er tilføjet: „og blive en Løgner derfor“, hvoraf, som ovenfor vist (S. 37), den sednere Tids infamerende Tremarksstraf har sin Oprindelse, jfr M. L. IV. 29 Chr. IV. L. 25,jfr. og Chr. IV. L. I. 6.

Om Fængsling og Borgens-Stillelse i Tilfælde af Undsigelser se Rb. 29 Maj 1303 og Chr. IV. L. I. 4 Slutn.

Forøvrigt indeholdt ikke alene forskjellige Legemsfornærmelser, men ogsaa adskillige Fornærmelser med Hensyn til Gods, et fremtrædende Element af Ærekrænkelse, der i de ældste Love kom tilsyne gjennem en egen Bod, enten alene eller som Tillæg til den for Gjerningen i sig selv fastsatte, for den derigjennem udviste Avind, se foruden de oven citerede F. L. IV. 17, 18 og 49 om Legemsfornærmelser, G. L. 139 jfr. 96 og B. R. 30 om Vaabenspilde, F. L. XI. 25 om at slaa Falk paa dens Herres Haand, F. L. X. 41 og 46 om at slaa eller beskadige anden Mands Hest eller Bofæ, samt de udentvivl af den gamle Eidsivatingslov hentede Bestemmelser om fjárfœling i M. L. VII. 37, Chr. IV. L. 35 – I den nyere Lov er dette forsvundet; men Avindsboden for Skadetilføjelse paa Gods bibeholdt som almindelig Skadebod ved Siden af Erstatningen til den Forurettede.

  1. ↑ Hvárki á maðr at yrkja um mann løst né lof. Skal-at maðr reiðast við fjórðungi vísu, nema løstmæli sé í.
  2. ↑ G. L. 138: Engi madr skal gera tungu-níð um annan né tré-níð. En ef hann verðr at því kunnr og sannr, at hann gerir þat, þá liggr hánum útlegð við; syni med settar-eidi; fellr til útlegðar, ef fellr. Engi skal gera ýki um annan eða fjølmæli; þat heitir ýki, ef maðr mælir um annan þat, er eigi má vera, né verða, ok eigi hafir verit: kveðr hann vera konu níundu nótt hverja, ok hefir barn borit, ok kallar gylvin; þá er hann útlagr, ef hann verðr at því sannr. Syni með settar-eiði; fellr til útlegdar, ef fellr. – 196: Orð eru þau, er fullréttis-orð heita: þat er eitt, ef maðr kveðr at karlmanni øðrum, at hann hafi barn borit; þat er annat, ef maðr kveðr hann vera sannsorðinn; þat er hit þriðja, ef hann jafnar hánum við meri, eða kallar hann grey eða portkonu, eða jafnar hánum við berendi eitthvert: þá skal hann bœta hánum fullum rétti fyrir. Þar má hann ok vega um, at útløgum þeim manni, í gegn þeim orðum, er nú hefi ek talt, ef hann skírskotar undir vátta. Iðrast megu menn orða sinna ok aptr taka, ef vilja: kveðast eigi vita verra hánum á hendr en góðum manni. Þat er ok fullréttis-orð ef maðr þrælar karlmann frjalsam, eða kallar hann trøll eða fordœðu. Þat er ok fullréttis-orð konu, ef maðr vænir hana hóri ok kallar hana hóru, þar er hon veldr eigi.
  3. ↑ F. L. V. 26 (udfyldt): Ef maðr yrkir um mann lof eða løst, fjórðung vísu eða meira, nema hinn vili, s[em um var ort], þá skal hinn kveðja þings ok kveða á þingi; en hinn fœrist undan með lýrittar-eiði eða fari útlægr, ok hverr peningr fjár hans nema jarðir: taki hann fyrst rétt sinn af því fé, en konungs umboðsmaðr sé fyrir því, er auk er. – X. 35: Ef maðr jafnar manni við berendi, hver sem hon er, þá er þat fullréttis-orð, ef hann skírskotar …… En ef maðr kallar mann sannsorðinn, þá skal hann bœta hánum fullrétti. En ef maðr jafnar manni við oxa eða við hest eða við eitthvert kvikindi þesskyns, þá skal hálfrétti uppi. En ef menn mælast illa við ok óæfarst (geyjast) þeir, þá skal orð orðs hefna.
  4. ↑ B. R. 31: (89): Ef maðr jafnar manni við berkvikindi eitthvert, þá er hann sekr við hinn, er hann mælti við, jafnt kona sem karlmaðr, þriggja marka rétti; þar á konungr a hvárigu því. – Kap. 33 (91): þat eru fjølmæli, ef maðr kallar mann ragan, ok nefnir hann á nafn; þá er hann útlagr ok hverr peningr fjár hans. Hann skal taka fullan rétt sinn fyrst, er við var mælt, en konungr ok bœarmenn þat auk er. – Kap. 36: Hvervitna þar, sem maðr mælir fjølmæli við mann, þá skal hann þegar skírskota ok krefja horns samdœgris, ok hafa mót um morguninn eptir, ok njóta þá vátta sinna þeirra, er hann skírskotaði undir, um hverja tíð er mælt var. En ef hann sœkir eigi svá, þá hefir hann fyrirfarit sínu máli, ok aldrigi uppreisn þess máls síðan. En ef hann vill bœta fyrir, bœti hinum þrim mørkum, øðrum þrim mørkum konungi ok bœarmønnum.
  5. ↑ Jfr. Keysers Efterladte Skr. II. 1. S. 379. Bestemmelsen i Haakon Haakonssøns Rb. 1260, F. L. Indl. 6, gjælder dog aabenbart alene Fuldrets-Fornærmelser paa Legeme.
  6. ↑ Den isl. Grág. Vígsl. Kap. 106 (Stadh.) forklarer Halvrettes-Ord som tvetydige Udladelser: þat orð, er fœra má til hvárstveggja góðs ok ills.
  7. ↑ Jfr. Osenbrüggen, Studien zur Rechtsgeschichte S. 214 fgg.
  8. ↑ G. L. 137: Engi várr skal annan rœgja við konung né við sér ríkra mann. En ef hann fyrirrœgir fjørvi hans eða fé, þá hefir hann þar sínu fé fyrirrœgt ok sínu fjørvi, ef þat at rógi verðr. En ef hann kveðr nei við, syni með settar-eiði; fellr til slíks, sem hann hugði hánum. – F. L. V. 28: En sá, er sannr eða kunnr verðr at því, at hann rœgir manni við konung eða við biskup eða við jarl eða við lendanmann, þá, ef hann rœgir fjørvi manns, þá skal hann sínu fjørvi hafa rœgt, en ef hann rœgir fé, þá skal hann sínu fé jammiklu hafa rœgt, eða syni með lýrittar eiði. En ef meir kennir øðrum, at hann hafi fengit úþokka konungs af hans orðum, þá haldi fyrir einseiði eða gjaldi hánum þrjár merkr silfrmetnar. Engi á søk á sønnu.
  9. ↑ F. L. V. 21–28, udfyldt efter Hkb. 37 og 38 (Udg. Kap. 22–29): Engi maðr skal þat við annan mæla, at hann hafi þegit skømm á ser, hvárki ármaðr né annarr maðr, nema hánum fylgi tíu menn til þings ok sanni mál hans, svá sem mælt er í løgum manna: Tveir skulu sverja en átta sanna mál hans, ok þeir tveir hafa bók í hendi ok sverja svá: þess legg ek hønd mína á bók, at þat høfum vér heyrt, en eigi vitum vér, hvat satt er. En útlagr ef hann missir þeirra vátta. En hinn skal þó hafa lýrittar-eið fyrir sér, at hann hafi þessa vátta alla. En ef maðr mælir þat við annan, at hann hafi ráðit lønd ok þegna undan konungi, þat skal engi maðr mæla, nema heimiskviðar-vitni hafi, nema vili gera sik útlagan. En ef maðr mælir þat við konu manns, at hon hafi legit með øðrum manni en bónda sínum, eða kennir dóttur hans, at hon liggi með manni, eða systur hans, þat skal eigi mæla, nema heimiskviðar-vitni fylgi, nema hann vili gera sik útlagan. En ef maðr mælir úkveðis-mál við karl eða við konu þat, er útlegð liggr við, ok verðr skírskotat, þá skal þó fullrétti upp við hinn, er mælt var við, þó at sá, er mælti, helgi sik með heimiskvið, nema hinn eigi at løgum søk á því máli; en þá er ekki réttarfar á. Svá skal um fjølmæli øll ok fullréttis-orð. …… Nú hvert mal, er maðr mælir við mann, þat er horfir til hneyxla, eða kennir hvinsku eða fordœðuskap, ok hann á eigi sókn á, þá er hann fjølmælis-maðr, ef hinn skírskotar, nema hann hafi heimiskviðar-vitni á hendi hánum; þá skal hann sverja tylftar-eið. En ef hinn missir heimiskviðar-vitnis á þingi, þá er hann útlægr … En ef konu er kennt, at hon fari með fordœðuskapi, þá taki hon í ketil, ok fari hennar mál sem hins, er til járns gengr, sem skilr í kristnum-rétti.
  10. ↑ Jfr. herom Hertzberg, Den ældste norske Proces, S. 210–216.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/55&oldid=186605»