Forelæsninger over den norske Retshistorie/54

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Som Grundsætning synes det at have gjældt, at alle grovere Fornærmelser paa Legeme og Ære var Fredløshedssager. Endnu i Haakon Haakonssøns Rb. 1260 (F. L. Indl. 6) siges det udtrykkelig, at den, som i vred Hu slaar eller saarer sagesløs Mand, kun ved selv at byde lovlige Bøder kan vænte at beholde sin Fred, og det kun én Gang, jfr. G. L. 183 og 189; F. L. IV. 10–12, 22 og 42. Men de sidst anførte Lovsteder viser tillige klart, at det i saa Fald ikke stod i den Fornærmedes Magt at vægre sig ved at modtage lovlige Bøder, selv om Fornærmelsen var af den alvorligste Beskaffenhed, saafremt blot den saarede beholdt Livet eller saaret heledes. Ved de ringere Fornærmelser synes derimod efter Lovene, saaledes som vi nu besidder dem, Ruder at have været Gjerningens eneste Følge, og Hævnen ganske at have været udelukket, saa at Fredløshed først indtraadte, hvis Gjerningsmanden vægrede sig ved at bøde, jfr. G. L. 195, der opregner forskjellige mindre Legemsfornærmelser, hvorfor bestemmes halv eller fuld Rets Bod, men derhos for et enkelt Tilfælde, i streng Undtagelsesform (ligesom det følgende Kap. 196 for de groveste Ærefornærmelser), opretholder Retten til Hævn ved udtrykkelig at tilføje: þá má hann þar vega um.

Lovene skjelnede, eftersom Fornærmelsen bestod i Afhug og Saar, eller alene i tørre Hug og Slag (drep). Efter Gulatingsloven skulde alle Slag, tilføjede med Vaaben, betragtes som Saar[1]; hvorimod det efter Frostatingsloven alene kom an paa, hvorvidt der kom Blod ud.

For Afhug og Saar skulde Gjerningsmanden til den saarede erlægge Saarbøder efter Saarets Beskaffenhed, saavelsom Erstatning for Lægeløn og Kosthold, indtil han var helbredet, og til Kongen en Bod (løgbaugar), der var bestemt i Forhold til Gjerningsmandens egen personlige Ret (se Retshist. I. S. 83). Jfr. G. L. 179–185; F. L. IV. 10–13, 16–22, 42–49 og 53; B. R. 13–17, 38–41. – F. L. IV. 22 siger udtrykkelig, hvad vistnok har gjældt som almindelig Regel, at der alene skal erlægges én Bod til Kongen for samme Overfald, om end flere Modstandere saares; men derimod fulde Saarbøder til hver enkelt af disse[2].

Saarbøderne var lige for Alle, uden Hensyn til den Fornærmedes personlige Ret, G. L. 215[3]; B. R. 13. Deres størrelse var i Loven bestemt med den yderste Nøjagtighed i Forhold til Stedet paa Legemet, Behandlingens Smertefuldhed, hvorvidt saaret efterlader Lyde, hvorvidt Ben eller Marv kommer ud, o. dl. Saar paa Ryggen bødedes dobbelt mod Saar paa Brystet. Hvis der maatte svides eller skjæres, skulde der bødes en Øre for hver operation (granbragðs-eyrir), og ligesaa en Øre for hvert Ben, som maatte tages ud (beingjøld, G. L. 185; F. L. IV. 49; B. R. 41). For Saar i Ansigtet, og som ikke kunde skjules ved Klæder eller Haar, skulde erlægges en egen Tillægsbod (áljóts-eyrir, F. L. IV. 45), efter uvillige Mænds Skjøn, (jfr. J. L. III. 29 og Chr. V. L. 6–7–6). – For Afhug var der sat en bestemt Text paa hvert Lem. De større Lemlæstelser (meiðing) stod i en Klasse for sig selv: Efter G. L. 179 skulde Berøvelse af Haand, Fod eller Øje bødes med halv, og Afhug af baade Hænder og Fødder med fuld Mandebod; „ti Manden er da værre levende end død“. Ogsaa F. L. V. 32 (gl. L. II. S. 506) sætter fuld Mandebod for at hugge baade Hænder og Fødder af Nogen (heimnár); jfr. IV. 42–44, der belægger Afhug i Almindelighed saavelsom Gilding, Udskjæring af Tungen og Udstikning af Øjnene med samme Fredløshed som Drab. For disse sidste Slags Lemlæstelser sætter Loven tillige Fredløshed for de 2 Medhjælpere, som har holdt den Mishandlede under Lemlæstelsen; medens den, som holdt Offeret ved andre Afhug, overensstemmende med den almindelige Regel, alene skulde erlægge halv Bod (jfr. ovenfor S. 57–58). – Hvor Nogen var berøvet Synet, foreskriver F. L. IV. 44, at Gjerningsmændene, om de vil erholde sin Fred igjen, skal forsørge den Blindede med en Gaard paa 2 Heste. 12 Kjør og 3 Trælle, og, hvis nogen af disse maatte dø, tvende Gange skalle nyt. At derhos ogsaa maatte erlægges fuld Mandebod og Kosthold samt Bod til Kongen, er en Selvfølge.

Lægelønnen var efter F. L. IV. 12 og 49, B. R. 41, en Øre om Maaneden, og Kostholdet 2 Maanedsmad (Løber) af Mel og lige saa meget af Smør for hver Maaned, indtil der kommer Skorpe paa Saaret, hvilket, som før bemærket, afgjør, om Gjerningen bliver at anse som Saar, eller at behandle som Drab. – Efter G. L. 185 udgjorde Kostholdet kun 1 Maanedsmad af hver Sort, og Lægelønnens Størrelse er ikke lovbestemt.

For tørre Hug og Slag skulde Gjerningsmanden bøde til den Fornærmede, efter Fornærmelsens Beskaffenhed, fuld eller halv Ret, og til Kongen en enkelt Baug (= 12 Ører); G. L. 190–195; F. L. IV. 17–21.

Ifølge F. L. IV. 12, 17, 18[4] og 49 skulde tillige, hvor Fornærmelsen var forbunden med en særlig krænkende Behandling, erlægges en særlig Bod for den dermed udviste Avind (øfundarbót), hvilken udgjorde en Fjerdedel af den Fornærmedes personlige Ret. – Gulatingsloven anvender ikke Avindsboden for Fornærmelser paa Person.

Frostatingsloven foreskriver derhos i flere Tilfælde ogsaa for Afhug og Saar Erlæggelse af den Fornærmedes Ret ved Siden af Saarbøderne. Dette er navnlig Tilfældet ved visse Afhug og betydeligere Saar (úvænishøgg), hvor, som det synes, Fredløsheden længere har holdt sig i virkelig Brug (F. L. IV. 19,[5] 42 og 45), men forekommer ogsaa for ringere Legemsbeskadigelser (F. L. IV. 16 og 17). – Noget tilsvarende findes heller ikke i Gulatingsloven, jfr. dog 138, der i Drabstilfælde henfører det til „misvíg“, hvorfor skulde bødes fuld Ret til Arvingerne (foruden Mandeboden), naar den Døde var slagen med „øfundarhøgg“. – Sandsynligvis er dette alene en forsvindende Levning af ældre Regler. Det er i sig selv sandsynligt at Saarbøderne, ved hvis Bestemmelse Loven er gaaet i saa stor Detalj, ogsaa har indesluttet alt, hvad der skulde bødes til den Fornærmede; og andet antydes heller ikke i Hovedbestemmelserne i F. L. IV. 11 og 12. Kap. 21 Slutn., siger ogsaa om et enkelt Tilfælde udtrykkelig: at Retten bortfalder, naar der skal erlægges Saarbod.

Under visse Omstændigheder synes imidlertid enhver Legemsfornærmelse, ogsaa simple Slag, at have været betragtet som Fredløshedssag, nemlig de saakaldte øfundardrep, hvorom begge Love indeholder Bestemmelser, se F. L. IV. 22 jfr. 19 og G. L. 200 jfr. 189 og 207[6]; hvilke dog ej er klare. Sandsynligvis har hermed været ment Overfald paa sagesløs Mand under Omstændigheder, som gjør Fornærmelsen i særlig Grad krænkende, navnlig paa offentlige Steder, – hvor saaledes Brutaliteten er fremherskende. Forudsætningen er, at Hævn vil blive øvet paa Stedet, hvis ikke Voldsmanden redder sig ved Flugten; der indtræder saaledes en faktisk Fredløshed umiddelbart ved selve Fornærmelsen, og det siges ogsaa, at Kongens Aarmand strax er berettiget til at optage alt Forbryderens efterladte Gods, undtagen Jord, og deraf skal strax udredes fuld Ret til den Fornærmede. Vil Fornærmeren bagefter faa sin Fred igjen, maa han „kjøbe sig af Skoven“ med 15-Marks-Bod, og da beholder han det Gods, som Aarmanden endnu ikke har optaget. Af disse 15 Mark skal atter udredes fuld Ret til den Fornærmede, og Resten tilfalder Kongen. Frostatingsloven tillægger udtrykkelig, at hverken den Fornærmede eller Kongens Aarmand kan nægte Forbryderen Fred paa disse Vilkaar. – Som det sees, betyder „Fredløsheden“ her i Virkeligheden dobbelt Rets Bod, og Forholdet er udentvivl det selvsamme, som nys ovenfor omtalt med Frostatingslovens úvænis-høgg (jfr. G. L. 238: øfundar-høgg): Idet Legemsfornærmelser i Almindelighed gik over fra Fredløsheds- til Bødesager og deltes i 2 Klasser: Saar (hvoraf de betydeligste fremdeles paadrog Gjerningsmanden Fredløshed, medens de ringere medførte Saarbøder og løgbaug) og Slag, – synes ogsaa af disse sidste visse grovere voldsomheder at være stillede i en Mellemklasse, der, foruden med den regelmæssige Bod: fuld Ret til den Fornærmede og 12 Ører til Kongen, maatte afsones med særskilte Tillægsbøder: ny fuld Ret til den Fornærmede og skógarkaup til Kongen.

For uden lovlig Grund at binde en fri Mand skulde ligeledes bødes fuld Ret til den Fornærmede og 15 Mark til Kongen, G. L. 253; F. L. V. 15 jfr. XIV. 12; B. R. 20. Ved M. L. IV. 19 jfr. Hkb. 36 er denne Bod nedsat til 5 Mark. – At sælge en fri Mand som Træl bødedes med Tegngilde, 40 Mark eller sednere 8 Ørtuger og 13 Mark, til Kongen, og fuld Ret til den Fornærmede eller, hvis ikke den solgte skaffedes tilbage, fuld Mandebod til hans Arvinger, G. L. 71; F. L. V. 37 (Hkb. 41); M. L. IV. 7. Samme Bod, Tegngilde og fuld Ret, bestemmer G. L. 210 for at underkaste fri Mand Tortur, hvilken nemlig ansaaes ene anvendelig paa Trælle.

G. L. 212 og B. R. 15, 74 bestemmer fremdeles, at, naar Nogen slog en Anden 3 eller flere Slag, skulde han, foruden fuld Ret til den Fornærmede, bøde 40 Mark til Kongen. Dette forklarer Loven selv ved Tillægget; þat heitir bardagi fullr; Forudsætningen er altsaa, at et saa voldsomt Overfald indeholder et Brud paa Landefreden, hvilket bestyrkes ved Sammenligning med F. L. IV. 62.

Nogen forskjellig Bedømmelse af Legemsfornærmelser, eftersom de var forøvede uden nogen samtidig given Anledning, eller under Klammeri eller Slagsmaal, kan ikke at de ældste Love sees at være gjort, hvis ikke netop det karakteristiske ved de ovenfor nævnte Øfundardrep har ligget heri. Naar F. L. Indl. 1 og 6. IV. 1[7] m. fl. særlig fremhæver den Fornærmedes Sagesløshed, da er dette ment i Modsætning til virkeligt Nødværge eller berettiget Hævn, der udelukker alt Ansvar.

Derimod forekommer i begge Love forskjellige Tilfælde, hvori voldsomheder mod Person ikke medførte Ret, og stundom ikke noget eller kun et formindsket Ansvar: smaa Bøder til Modparten og intet til Kongen, – enten fordi den fornærmelige Karakter antoges at mangle, eller fordi Fornærmelsen ikke antoges at egne sig til Oprejsning. Herhen hører saaledes Bestemmelsen i G. L 191 og F. L. IV 18 og X. 41, hvor Ansvaret for at hæve Vaaben mod Nogen, løbe ind paa Nogen eller slaa den Hest, som Nogen sidder paa, – altsaa Forgaaelser, som nærmest har sin Grund i Kaadhed, – er gjort afhængigt af, at den Fornærmede strax skyder til Vidne derpaa. Fremdeles G. L. 195: at den, som drog en Anden i Haaret, skulde bøde halv, og hvis han tillige rystede ham (tuttan), fuld Ret; men hvis de begge kastede sine Vaaben og greb hinanden i Haaret (vingretta), var der ingen Ret herfor. Efter G. L. 190 havde, naar Kvinder sloges, ingen Anden Ret herfor end de selv, hvoraf Meningen uden Tvivl er, at det i den Sags Anledning ikke ansees sømmeligt for deres Mænd eller Frænder at rejse nogen Paatale; jfr. F. L. X. 38, hvorefter det alene skulde bødes med halv Ret, naar en Kvinde slog en anden Kvinde, men med fuld Ret, hvis hun slog en Mand. – Beklagede Nogen sig over at have faaet Hug og Slag, uden at bære Spor deraf paa sit Legeme, ansaaes det efter G. L. 211 som en opdigtet Historie (svarta-slag, jfr. B. K. R. (II.) 13: svarta-slag hit hvíta). At beskylde Nogen for at have faaet Prygl var Fuldrets-Sag, og medførte endog 40-Marks-Bod til Kongen, hvilket aabenbart har sin Grund i den Fare for Ufred, som slig ophidsende Beskyldning kunde fremkalde, jfr. Kap. 216 og B. R. 31, hvor Boden til Kongen er bortfaldt. Klagede 2 Mænd gjensidig over at have faaet Prygl af hinanden (barsmíð), uden at have Vidner derpaa, skulde hver af dem ifølge G. L. 208 bøde sin egen Ret til Kongen, men intet til Modparten. – Et mærkeligt Vidnesbyrd om, hvilken Vægt man paa den ene Side tillagde den paaklagede Gjernings objektive Resultat, og paa den anden Side Gjerningens personlig fornærmende Karakter, afgiver G. L. 205: at, naar Nogen kaster efter En, men rammer en Anden (gassa-glœpr d. e. en klodset Mands Forseelse), skal han alene bøde 6 Ører (= þokkabót) til den Rammede, medens ingen Bud er fastsat til den, hvem Angj. havde villet ramme. At kaste paa en Anden i Spøg medførte naturligvis intet Ansvar; ligesaalidt Skade, som Nogen fik i Brydekamp, hvori han frivillig havde indladt sig, G. L. 216.

Om uagtsom Legemsbeskadigelse taler de ældste Love iøvrigt kun, forsaavidt Skaden var tilføjet af Nogens Husdyr. G. L. 147 og 165; F. L. V. 16 og 17; B. R. 138 og 139, hvorefter Ejeren er pligtig til at overlevere Dyret til den Skadelidte, eller selv bøde for Skaden. – Det samme gjaldt om Legemsfornærmelser, forøvede af anden Mands Træl. G. L. 204; F. L. V. 31, idet Forudsætningen er, at Trællen vil blive aflivet, hvis ikke Herren forliger Sagen med den Fornærmede[8]. – Sandsynligvis har uagtsom Skadetilføjelse paa Legeme udenfor disse Tilfælde ikke medført nogen Bod, men alene Erstatning for Lægeløn og Kosthold. At der skulde være forholdt efter Analogien af uagtsomt Drab, en efter dettes særegne Natur, mindre antageligt.

Den nyere Lov har, overensstemmende med sin hele forandrede Opfatning, simplificeret de gamle Loves Bestemmelser om Legemsfornærmelse, og de fleste af de gamle Særegenheder er forsvundne. De større Lemlæstelser saavelsom Medhjælp ved saadanne gjordes til Ubødesag, M. L. IV. 3, jfr. X. 1 No. 3. For andre Legemsfornærmelser skulde der bødes Ret til den Fornærmede og Bod til Kongen; men da Retten i hvert enkelt Tilfælde skulde bestemmes ved uvillige Mænds Skjøn efter Sagens Omstændigheder, bortfaldt Lovens tidligere skarpe skjelnen mellem Slag og Saar saavelsom den specielle Taxt for de enkelte Beskadigelser. Heller ikke taler den nye Lov særskilt om Kosthold og Lægeløn; men den Fornærmedes hele Tilkommende synes at være blevet bestemt af Domsmændene i en Sum. – Boden til Kongen var bestemt dels efter Fornærmelsens Beskaffenhed, dels efter, om den var tilføjet paa fredhellige Steder eller Tider, – saasom paa Ledingsfærd med Kongen, paa Tinge, i Gilder eller Bryllupper, i Julehelgen, under Sildfisket, i Paaskehelgen, eller i den Fornærmedes eget Hjem, – eller ikke. Paa alle disse Steder øgedes ogsaa den Fornærmedes Ret til det Dobbelte. – Med Hensyn til Fornærmelsens Beskaffenhed skjelner hoven mellem 4 Arter af Legemsfornærmelse:

1. lemstrar-sár: Saar, som efterlader Lyde eller varig Skade paa Helbreden;

2. andre Saar eller Slag med Vaaben, saasom Øxe, Stok eller Sten, samt Kasten i Vandet;

3. pústr: Ørefigen, Slag med knyttet Næve eller med Kjep, Øxeskaft, Snydskaft o. dl. samt Haargreb;

4. blak: Slag med den flade Haand, Puf, Stød, Klæders Sønderriven o. dl.

For de to første Arter bødedes, hvis de var forøvede paa fredhelligt Sted, fuldt Tegngilde = 8 Ørtuger og 13 Mark til Kongen, men udenfor fredhelligt Sted bødedes 2 Mark for hvert Lemstersaar og 1 Mark for hvert ringere Saar indtil fire; men for 5 eller flere Saar eller Slag med Vaaben var Boden her 8 Ørtuger og 13 Mark. Lemstersaar, tilføjede paa Lagtinget, var Ubødesag, og for alle andre Legemsfornærmelser bødedes 8 Ørtuger og 13 Mark. For Pust paa fredhelligt Sted bødedes 4 Mark, og udenfor 4 Ører; ligeledes for Blak henholdsvis 2 Mark eller 2 Ører. – Den, som under samme Overfald slog eller saarede Flere, maatte erlægge fulde Bøder for hver af dem saavel til Kongen som til de Fornærmede, og ligeledes maatte enhver Deltager i Legemsfornærmelse svare fuld Bod, saavel til Kongen som til den Fornærmede[9]. – At binde Nogen ulovlig straffedes med 5 Marks Bod, M. L. IV. 18, 19 og 21 jfr. X. 2 samt I. 5. – At stikke med Kniv eller Spyd eller at bide straffedes, foruden den Saaredes Ret, med legemlig Refselse: Sysselmanden skulde paa Tinget stikke Kniven gjennem Haanden paa den, som stak, og lade bryde Fortænderne ud af Munden paa den, som bed. At stikke eller skyde efter Nogen, uden at træffe, straffedes med 3 Ørers Bod til Kongen, M. L. IV. 14 og 15, jfr. Hkb. 44 og 45, samt Rb. 18 Febr. 1348[10]. – Efter Borgretten (gl. L. III. S. 144) skulde den, som hug eller stak en Anden, miste sin Haand, den, som slog en Anden Pust, stikkes gjennem Haanden, og den, som i Vrede drog Sværd eller Kniv mod en Anden, ligge 7 Nætter i Stokken paa Vand og Brød. Slog en Hirddreng nogen Væbner, skulde han miste sin Haand.

M. L. IV. 17 og 20 foreskriver udtrykkelig, at der ved Bestemmelsen af Bøder for Legemsfornærmelse skal tages særdeles Hensyn til, hvorvidt den Fornærmede har været sagesløs, eller selv givet Anledning til Fornærmelsen. Naar den Fornærmedes Ret paa Grund af særegne Omstændigheder ved Sagen nedsættes, skal ogsaa Bøderne til Kongen formindskes i samme Forhold.

Uagtsom Legemsbeskadigelse belagdes efter M. L. IV. 13 med halv eller fjerdedels Bod til den Fornærmede, alt eftersom den var Følge af en unødig Handling, saasom at skyde eller kaste over Hus, Skib o. dl., eller denne var foretagen i nyttigt Øiemed (jfr. Chr. V. L. 6–11–3 og 4). Til Kongen skulde aldrig bødes for Vaadesgjerning. Derhos tilføjer Loven udtrykkelig, at det ligefuldt skal betragtes som forsætlig Legemsfornærmelse, om man tager Fejl af Gjenstanden for Angrebet. Naar Nogen frivillig indlader sig i Brydning eller Leg med en Anden, maa hver passe sig selv, og intet Ansvar følger af det Men, som den Ene mod sin Vilje kommer til at gjøre den Anden[11] (Chr. V. L. 6–11–5 og 6). – At løbe imod Nogen medførte intet Ansvar, naar man stansede af sig selv (arga-fas).

Om Skade af Andres Husdyr indeholder M. L. IV. 22 de samme Bestemmelser som de ældre Love.

Til Legemsfornærmelser maa ogsaa henregnes Voldtægt (at brjóta konu til svefnis). Det var efter de ældre Love Fredløshedssag (jfr. Fagrsk. Kap. 17), og maatte efter G. L. 199 afsones med dobbelt Ret til den krænkede Kvinde og 40 Marks Bod til Kongen. Kvinden skulde strax paatale den lidte Krænkelse, da hun i andet Fald tabte sin Ret (svartaslag hit hvíta, B. K. R. (II.) 13). Jfr. B. R. 46 og 96. – Ved Magnus Erlingssøns Rb. 1164 (G. L. 32, F. L. V. 45, M. L. IV. 4) blev Voldtægt derimod gjort til Ubødesag. Forsøg derpaa skulde straffes arbitrært, dog saa at den Skyldige maatte beholde Livet.

Paa Grænsen mod Ærefornærmelser stod Lejermaal med en Mands Hustru, Fæstekvinde eller kvindelige Paarørende[12]. Dette var oprindelig Fredløshedssag; men heraf er i de ældste bevarede Love alene en begrænset Ret til Hævn paa Stedet bleven tilbage. G. L. 160 og F. L. IV. 39, B. R. 18, jfr. F. L. Indl. 7, tillader at dræbe den, hvem man træffer i Samleje med sin Kone, Moder, Stedmoder. Datter, Syster, Steddatter, Sønnekone eller Broderkone, og B. K. R. (II) 15 tilføjer endvidere: Svigermoder, Kones Syster, Sønnedatter, Broderdatter og Systerdatter. Ellers medførte Lejermaalet alene fuld Ret til den fornærmede Ægtemand, Fæstemand eller Giftningsmand efter deres Stand. – Dog synes Lejermaal med anden Mands Hustru at have været behandlet strengere. Gulatingsloven nævner det ikke udtrykkelig; men F. L. V. 25 (gl. L. II. S. 505) og B. R. 122 jfr. Hkb. 38 foreskriver tredobbelt Ret til Ægtemanden, og B. K. R. (II.) 12[13] anordner for Hor en egen Beregningsmaade for Bøderne, der ligner Mandeboden. – For Lejermaal med Nogens Fæstekvinde skulde der bødes fuld Ret saavel til hendes Giftningsmand som til hendes Fæstemand, forudsat at denne ikke havde brudt Fæstemaalet; havde Fæstemanden selv før Brylluppet legemlig Omgang med sin Fæstekvinde, maatte han bøde til hendes Giftningsmand. For Lejermaal med andre ugifte Kvinder skulde alene bødes fuld Ret til Giftningsmanden[14]. Paa denne Maade kunde saaledes det uægte Barn komme til at tage Bøder af sin egen Fader for hans Lejermaal med Moderen, hvilke Bøder da den nærmeste Mødrenefrænde oppebar paa Barnets Vegne; havde derimod nogen Anden Samleje med Kvinden, skulde Faderen til hendes uægte Barn, som dettes Værge, oppebære Boden, se G. L. 51 jfr. 201 og 197; F. L. III. 13, XI. 1, 12 og 17[15]; B. R. 68, 125, 126 og 129.

Den i Hor skyldige Hustru tabte efter F. L. XI. 14 sin Tilgift og i Gjentagelsestilfælde tillige sin Hjemmegift, og hvis Manden gjorde sig skyldig i Hor, skulde han efter F. L. XI. 13 bøde 3 Mark (= Haulds Ret) til sin Hustru. Derhos skulde i Horstilfælde den skyldige Ægtefælle efter F. L. III. 5 og 7 og B. K. R. 17, jfr. G. L. 25 og E. K. R. 22 bøde 3 Mark til Biskoppen.

Hvorvidt Kvinden i andre Lejermaalstilfælde forfaldt i Bøder, er vanskeligt at afgjøre. Fagrsk. Kap. 17 beretter, at Kong Harald Haarfagre gav den Lov, at enhver Kvinde, som gjorde sig skyldig i Lejermaal, skulde gaa (som Skyldtræl) i Kongens Gaard, indtil hun løste sig ud derfra med 3 Marks Bod. Men G. L. 198 foreskriver alene saadant for den fribaarne Kvinde, som lader sig beligge af Træl, ligesom frigiven Kvinde i lige Tilfælde skulde gaa i sin forrige Herres Gaard. Hertil slutter sig ogsaa F. L. II. 1 og B. K. R. (II.) 14, hvis Forskrift: at, hvor en besvangret Kvinde ikke vil opgive sit Barns Fader, „skal Træl ansees at være det“, indirekte belægger saadan Nægtelse med 3-Marks-Bod til Kongen. – At Regelen imidlertid har haft et videre Omfang, synes at fremgaa af de tilsvarende Bestemmelser i F. L. IX. 16, der foreskriver, at frigiven Kvinde, som begaar Lejermaal, skal vende tilbage i sin forrige Trældom, indtil hun løser sig med 3 Mark, og af B. R. 126, 127[16] og 129, der i Almindelighed omtaler det Tilfælde, at en Kvinde gjør sig skyldig i Lejermaal og derfor falder i Bøder til Kongen. Mærkes kan endelig F. L. III. 14: at den Nonne, som lod sig forføre, skulde, gaa i Biskoppens Gaard“.

Lejermaal med anden Mands Trælkvinde eller Frigivne betragtedes ligefrem som Fornærmelse mod hendes Herre. Efter G. L. 198 skulde for Lejermaal med en Mands to bedste Trælkvinder (Stuepigen og Husholdersken) bødes en Ottendedel af hans personlige Ret, og halft saa meget for hver af de øvrige Trælkvinder. Lejermaal med en Mands Frigivne bødedes med 6 Ører til hendes forrige Herre.

Den nyere Lov har udeladt de ældre Loves Bestemmelser om Retten til at dræbe den, der gribes i Samleje med Ens Frændkvinder, jfr. Haakon Haakonssøns Rb. 1260, F. L. Ind1. 7. Efter M. L. IV. 5, 25 og 29, B. L. 4, 26 og 29, skulde den, der grebes i Samleje med en Mands Hustru, bøde fuld, og med hans Moder, Datter eller Syster, halv Mandebod efter sin egen Stand, som han skulde haft, om han var bleven sagesløs dræbt; men ellers skulde der for Hor og Lejermaal bødes fuld Ret til Manden eller, hvis Kvinden var ugift, til Giftningsmanden, efter uvillige Mænds Skjøn. – Lod Frænderne en Kvinde skjøtte sig selv, tilkom der dem i Lejermaalstilfælde ikke mere end „laga-réttr“ = 1 Mark Sølv; men hvis de tilbød at give hende en sømmelig Hjemmegift, og den, som havde besvangret hende, alligevel ikke vilde ægte hende, skulde han bøde fuld Ret efter den almindelige Regel (jfr. Hkb. 48 og F. L. XI. 17). – Bøder til Kongen er heller ikke i M. L. foreskrevne for Lejermaal. Chr. V. Lovb. 6–13–1 er tagen af den danske Lovgivning: Fr. 12 Oktbr. 1617 (Paus S. 566) og St. Reces 1643, 2–5–4, jfr. Chr. III. Reces 1558 Art 60 (Kbh. Rec. 1537 Art 8 og 9) og Fr. II. Ord. 1582 Art 4.

  1. ↑ „Ecki vápn“ i G. L. 192 er vistnok en Fejlskrift for egg-vápn; jfr. 194: maðr høggr til annars ok hittir á skapt; þá heitir þat sár; svá þó at spjót komi flatt á.
  2. ↑ þó at einn maðr særi 2 menn eða fleiri í einu atvígi, þá bœti hann sínum sárbótum hverjum þeirra, ok einum løgbaugi konungi.
  3. ↑ Allir eigu sárbœtr jafnar, þegn ok þræll.
  4. ↑ F. L. IV. 17: Ef maðr hrindr manni á kaf heiptugri hendi. þá skal hánum bœta hálfrétti; en ef hann skeinist í kafi, þá skal bœta hánum sárbótum ok læknisfé ok fullrétti ok løgbaugum konungi. En ef maðr sitr á borti ok gengr hann þurfta sinna, ok hrindr maðr hánum á kaf heiptugri hendi, þá skal fullrétti uppi ok øfundarbót; en ef hann skeinist í kafi, þá er slíkt, sem áðr var uppsagt, sárbœtr ok læknisfé ok fullrétti ok løgbaug konungi. Slíkt hit sama liggr ok við, ef maðr hnykkir manni af rúmi, eða ef hann hæli. – 18: Ef maðr hrindr manni frá sér heiptugri hendi, þá skal þar hálfrétti uppi; en ef maðr hnykkir bæði til sín ok frá sér, þá er fullrétti uppi; en ef maðr fellir mann, ok verðr hann berr at baki, þá skal bœta hánum øfundarbót ok fullrétti ok konungi baugi.
  5. ↑ F. L. IV. 19: Um ákastan alla heiptugri hendi, þá er hálfrétti uppi, ef eigi kemr blóð út; en ef blóð kemr út, þá skulu uppi sárbœtr ok læknisfé ok løgbaug konungi. En ef maðr lýstr mann úvænishegg með øxar-hamri ok høggr eptir síðan, sá er útlagr ok kaupi sik fimtán mørkum úr skógi, ok fullrétti ok sárbótum ok læknisfé ok lagbaugi konungi. – Ogsaa isl. Grág. Vígsl. Kap. 111 (Reg.) stiller úvænishøgg i Modsætning saavel til Saar som til Lemlæstelser.
  6. ↑ F. L. IV. 22: Ef maðr lýstr mann heiptugri hendi, með hverju er hann lýstr, þá er hann útlagr ok øllu fyrirgert, er hann á, nema jørðu sinni einni ok því, er hann kemr í skóg með sér, ok runnr hylr eða risla, ok fé því, er fyrir jarðir er reitt. En þat er eptir er, þá skal hinn taka rétt sinn úaukinn ur þeim hlutum ok ur því fé, sá er fyrir varð úvæninu, en ármaðr taki þat, er auk er. En ef hann vill kaupa sik ur skógi, þá skal hann reiða merkr 15; þá skal hinn fara ok taka rétt sinn ur þeim 15 mørkum en veita hinum trygðir síðan. En aldrigi er hann heilagr, fyrr en hann hefir bœtt við sakar-ábera ok ármanni konungs; en ef hann býðr bœtr báðum þeim, þá helgar hann sik, hvárt sem þeir taka við eða eigi. – G. L. 189: Nú veitir maðr øfundar-drep manni øðrum í flokki; nú ef sá fellr, er drep veitir, þá fellr hann þar útlagr ok úheilagr; en ef undan rennr til skógs, þá skulu allir eptir renna ok engi fyrir standa. – – – – En ef hann verðr høndum tekinn í þeirri rás, þá helgar hønd hann til þings ok þeðan til bana. Nú ef hann kemr í skóg, þá má hann þaðan løg bjóða fyrir sik, þá á hann alt þat, er útalt er ok útekit. En ef ármaðr kemr fyrr til, en hann hafi løg boðit fyrir sik, þá á hann alt þat, er hann hefir talt ok tekit. Nú skal hann kaupa sik ur skógi, þá skal hann bœta hánum einørðum rétti, svá sem hann er maðr til; en nú skal hann enn taka annat slíkt ur hundraði. Skal hann sik með því helga, at sá skal hafa sinn rétt allan, er fyrir úvæni vard, fyrr en ármaðr taki. – 200: Hvervetna þess, er maðr er øfundaðr eða lostinn, þá á konungr fimtán merkr á. Hverr maðr, er høgg fær, þá skal hann taka annan rétt sinn ur hundraði, fyrr en ármaðr taki.
  7. ↑ nema hinn hafi verkat sér til ádr.
  8. ↑ Jfr. ovf. S. 45–6.
  9. ↑ M. L. IV. 19: Nú ef einn maðr lýstr eða særir tvá menn í einu atvígi eða fleiri, bœti sínum rétti fyrir hvern þeirra konungi slíkum, sem áðr er skilt, ok svá við þeim, eru fyrir varð. En ef tveir menn eða fleiri ljósta eða særa einn mann, þá er hverr þeirra sekr fullri sekt við konung eptir því, sem áðr var skilt, ok svá við þann, er fyrir varð.
  10. ↑ Jfr. Munchs Hist. IV. 1. S. 522.
  11. ↑ Jfr. isl. Grág. Vígsl. 92 (Reg.).
  12. ↑ Jfr. Finsen i AnO 1850. S. 205 fgg. og 257.
  13. ↑ Nú er kona legin, þá er sú dýrst at rétti, er á ser bónda; lifir faðir hennar ok sonr sá, er hon átti med øðrum manni; hon er tólf marka kona at rétti: hlýtr bóndi hennar 6 merkr, en faðir hennar 3 merkr ok sonr hennar 3 merkr, sá er hon átti með øðrum manni. Slíkt hlýtr maðr á fester-konu sinni, ok 6 merkr. Gjafar eru þrjár á kvennlegri: sex-aura-gjøf ok þriggja-aura- ok hálfs-annars-eyris-gjøf; hverfa hinar mestu tvær í faðerni, en hin minsta ein í móðerni, ok taki hinn nánasti við.
  14. ↑ F. L. III. 13: Ef maðr legst með festar-konu sinni, þá gjaldi hann nánasta nið fullrétti. – X. 38: Einn maðr skal taka rétt á frjálsri konu hverri, nema á festarkonu manns; þar skal faðir taka ok festarmaðr slíkan, sem hverr er borinn til. – XI. 12: Maðr hverr á fullrétti á festarkonu sinni jafnt sem eiginkona svá lengi, sem skilt er (12 Maaneder efter Fæstemaalet). En ef hon sitr heima á faður fleti eða bróður, þá eigu þeir ok fullrétti á henni sem festar-maðr hennar.
  15. ↑ F. L. XI. 17: Ef frændr vilja eigi gefa gaum at þeim konum, er þeir eigu fyrir at hyggja, ok fá þær sjálfar sér atvinnu, þær skulu ráða svá sínu ráði, sem þær vilja. En þar skal eigi frændr engan rétt á þvi eiga, nema hon liggi með manni; þá skal nánasti niðr taka rétt á henni, hvárt sem hann er í bauggildi eða nefgildi. … En ef sonr er at fyrste barni, þá skal hann ekki í fyrsta rétti, ok sæti þeim, er síðan verða. En sá heimti rétt til handa barninn, er nánastr er í nefgildi, ef af feðr barnsins er at heimta; en ef af øðrum er at heimta, þá heimti faðir barnsins barninu til handa ok hirða til þess, er þat er fulltíða. En ef barnit andast, hafi sá réttinn, er heldr.
  16. ↑ B. R. 126: Slíkan rétt á faðir at taka á dóttur sinni sem á sjálfum sér, ok svá bróðir á systur. Þrysvar skal bœta rétti, ef kona fyrirliggr sér, ok ekki optar, ok þrysvar er hon sek við konung, en ekki optar; púta er hon síðan. – 127: Ef ættborin kona fyrirliggr sér, ok verðr sek við konung, þá skal gjaldkeri bjóða frændum ok vinum, at þeir leysi hana undan. En ef engi vill undan leysa, þá skal gjaldkeri selja hana til þeirrar skuldar innanlands en eigi útan. – Paa Island var Værgen berettiget til at affordre den i Lejermaal skyldige Kvinde en Bod af 6 Mark og, hvis hun ikke kunde betale, paalægge hende Skyldtrældom, Grág. Festaþ. 158 (Reg.).
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/54&oldid=186596»