Hopp til innhold

Forelæsninger over den norske Retshistorie/53

Fra Wikikilden

De enkelte Forbrydelser havde en forskjellig Karakter, efter som det var et enkelt Medlem af Samfundet, som derved var fornærmet, eller Forbrydelsen umiddelbart rammede Samfundet – Staten eller Kirken – som saadant. Ved de sidste var Privathævnen altid udelukket, og Forbrydelsens Følger, Fredløshed eller Bod, umiddelbart fastsatte ved Loven selv; medens de førstes Afgjørelse, idetmindste efter Princippet, beroede paa Parternes Overenskomst (sætt, trygðir).

Forbrydelserne mod Private maa igjen deles i dem, som gik ud over Personen (Liv, Legeme, Frihed, Ære) eller, som det kaldtes, krænkede Mandhelgen, – og dem, som gik ud over Godset, af hvilke sidste igjen Tyveri udskiller sig, som en Gjerning, alene Trælle tænkes at kunne begaa, og antog en mere offentlig Karakter.

Drab (víg) var Fredløshedssag, F. L. Indl. 1, IV. 1; B. R. 10; G. L. 159; M. L. IV. 1, og medførte Fortabelse af al Ejendom med Undtagelse af Jord; hvori dog ved Haakon Haakonssøns Rb. af 1260 (F. L. Indl. 2, Hkb. 14, M. L. X. 1) gjordes den Indskrænkning, at Kongen, selv hvor Fredløsheden virkelig indtraadte, alene skulde tage det sædvanlige Tegngilde, 8 Ørt. 13 Mk., men Gjerningsmandens Frænder beholde det Overskydende. Hvis Drabet ikke var forbundet med kvalificerende Omstændigheder, havde imidlertid Drabsmanden Adgang til, ved Forlig med den Dræbtes Eftermaalsmænd, at beholde sin Fred mod at bøde Mandebod (jfr. Retshist. I. § 20) til den Dræbtes Frænder og Tegngilde til Kongen. Opnaaedes derimod ikke Forlig, men Fredløshed virkelig indtraadte, maatte Drabsmanden naar han sednere vilde vinde sin Fred igjen, foruden at erlægge Tegngildet, endvidere tilkjøbe sig Freden (leysa sik úr skógi) med en særskilt Bod til Kongen (skógarkaup, landkaup, friðkaup), hvis Størrelse synes at have været afhængig af Kongens Bestemmelse, se G. L. 244; F. L. III. 24, IV. 35, jfr. Indl. 5; B. R. 72[1].

Under visse kvalificerende Omstændigheder var derimod Drabet Ubødesag: medførte ubetinget Fredløshed og Tab af al Ejendom, ogsaa Odelsjord. Som slige kvalificerede Drab (níðingsvíg, skemdarvíg) nævnes fremfor alt hemmeligt Drab (morð); dernæst Drab paa den, man har tilsagt grið eller trygð, Indebrænden, Drab under Overfald paa Nogen i hans Hus (heimsókn, Eidsl., gl. L. II. S. 522), Drab forøvet ved tørre Eng (við stokki eða við steini eða við stúfi), Drab, forbundet med Plyndring af Liget (valrof), samt Drab til Hævn for Tyves Aflivelse (F. L. IV. 2–4; B. R. 10, 12; G. L. 178)[2]. Endvidere efter F. L. IV. 35 Drab paa en Ægtemand i utugtig Forstaaelse med hans Kone[3]. Ved Magnus Erlingssøns Rb. af 1164, G. L. 32; F. L. V. 45 føjedes hertil: lejet Drab af Banditter (flugumenn) samt Drab paa Forældre, Børn eller Syskende, og ved Haakon Haakonssøns Rb. af 1260, F. L. Indl. 8, Hkb. 20: Hævn øvet paa andre end Gjerningsmanden eller Anstifteren selv. Ved M. L. IV. 3 og 4 tilføjedes endvidere: Drab paa den, der har kongeligt Landsvistbrev, Drab paa Lagmanden samt Drab, forøvet i Kongens Nærværelse, eller i hans Herberge eller hans Gaard eller paa hans Skib, selv om han ej selv er der tilstede; endvidere Forsvar eller Hævn for alle Ubødemænd.

Ved Mord forstodes hemmeligt Drab; Overlægget kom derimod ikke i Betragtning. For ikke at blive betragtet som Morder, maatte Drabsmanden samme Dag vedgaa sin Gjerning (lýsa vígi á hendi sér), se G. L. 156, 157 og 158; F.L. IV. 7 og 23; B. R. 27; M.L. IV. 11. – Drabet skulde lyses, selv om det var forøvet i Fleres Nærværelse, idet Forøveren da for disse opgav sig som Gjerningsmand. Ellers skulde Gjerningsmanden lyse Drabet paa den nærmeste Gaard ved Gjerningsstedet; med mindre der sammesteds var nær Beslægtede eller Besvogrede af den Dræbte, i hvilket Tilfælde Drabsmanden kunde fare den Gaard forbi, og ligesaa den næste; men paa den tredje Gaard maatte han i ethvert Fald lyse Drabet, hvis det ikke skulde betragtes som Mord. Han skulde sige sit rette Navn og opgive sit opholdssted den sidste Nat, med mindre han havde sit Hjem ganske nær ved Drabsstedet. De, for hvem Drabet var blevet lyst, havde da strax at frembære Beretningen paa det af den Dræbtes Eftermaalsmand tilstevnte Ørvarting eller i Kjøbstaden paa det første Møde[4].

Viglysningen forudsættes i Regelen at være ledsaget af en Forklaring om de nærmere Omstændigheder, navnlig vel om Drabet var øvet til Selvforsvar eller som berettiget Hævn (G.L. 160; F.L. IV. 39 og 40; B. R. 28). Der forudsættes ogsaa, at Eftermaalsmanden kan ville sigte en Anden som Drabsmand end den, som selv lyste Drabet paa sig, eller at der ved sagens sednere Behandling kan indtræde Strid mellem den ved Viglysningen opgivne Sammenhæng og de øvrige fremkomne Oplysninger: den Dræbtes Sigtelse, Saarenes Beskaffenhed, de ved Gjerningen tilstedeværende Øjenvidners Forklaring m. v.; idet Gjerningsmanden kan have tillagt sig en anden Rolle, end han i Virkeligheden har spillet, eller maaske endog paataget sig Andres Skyld. Omvendt kunde der vel ogsaa bagefter opstaa Tvivl om Gjerningsmandens Identitet; denne kan ved Viglysningen have lagt an paa at frembringe saadan Uvished gjennem forblommede Antydninger. Navnlig hvor Drabet var øvet under Slagsmaal mellem Flere, kunde slige Forviklinger let opstaa, hvorpaa Sagaerne har flere Exempler. – Lovene giver forskjellige Anvisninger til Løsningen af saadan Tvivl. I ethvert Tilfælde var den Dræbtes Sigtelse i Dødsstunden afgjørende (G. L. 156, 169; F. L. IV. 7, 27 og 28; B. R. 14). Dernæst Husfolkenes Vidnesbyrd, hvor Nogen var dræbt hjemme i sit Hus (heimsóknarvitni, F. L. IV. 5 jfr. 62; G. L. 59 og B. R. 27). Men manglede disse, havde Drabsmandens Forklaring Formodningen for sig; F. L. IV. 7 siger udtrykkelig at Viglysningen skal gjælde foran Øjenvidners Prov, jfr. M. L. IV. 11, som forandrer dette derhen, at Øjenvidnerne skal gives Fortrinet.

Var Viglysningen ikke foretagen paa den anordnede Maade eller til rette Tid og Sted, blev Drabsmanden Morder og Ubødemand, og det om end den Dræbte selv var fredløs Mand eller Træl (G. L. 182; F. L. IV. 1, V. 20; B. R. 142). Blev Viglysningen derimod af andre Grunde sat ud af Betragtning, synes det alene at have faaet en faktisk Indflydelse paa Spørgsmaalet, om og paa hvilke Betingelser Drabsmanden skulde faa beholde sin Fred. Hertil sigter vistnok G. L. 240, der henfører det til „Misdrab“, som alene medførte en forhøjet Bod, at „Viglysningen ikke er fyldestgjørende, uden at det dog bliver Mord“, jfr. F. L. IV. 7, som, for det Tilfælde at Viglysningen omstødes ved den Dræbtes Sigtelse, tillægger: („dog bliver Drabsmanden ikke Morder, skjønt han bliver fredløs“.

Lovene giver iøvrigt forskjellige Anvisninger til at udfinde Gjerningsmanden hvor dette er tvivlsomt. Særskilt fremhæves Undersøgelse af den Dræbtes Lig, for af Saarenes Beskaffenhed at slutte til Vaabnets Art (meta vápnastað). Viste det sig, at Saarene var tilføjede af forskjellige Vaaben, som ikke en Mand samtidig plejede at bære (vápn úsambær), saasom Bredøx, Tømmerøx og Sværd (eller Spyd), kunde lige saa mange Personer sigtes som Drabsmænd, G. L. 151; F. L. IV. 23 og B. R. 14. – Gik 4 Mænd i Følge og en af dem blev dræbt, og to af de øvrige sigtede den tredje som Gjerningsmand, ansaaes denne som skyldig; gik der 3 sammen, og de to overlevende sigtede hinanden, skulde begge ansees som Banemænd, med mindre den ene mødte paa Ørvartinget og den anden udeblev, i hvilket Tilfælde denne ansaaes som den Skyldige. Havde blot én været i Følge med den Dræbte, var den Overlevende pligtig at fortælle Ulykken til den første Mand, han mødte, og melde det for den Dræbtes Arving (G. L. 154, 155 og 158). – Et Følge paa 5 eller flere kaldtes en Flok. Blev en af Flokken dræbt, forudsættes enten Drabet at blive hævnet eller Drabsmanden forfulgt paa Stedet; i andet Fald var samtlige ansvarlige, og Eftermaalsmanden kunde sigte hvem af dem, han vilde, dersom Ingen særskilt lyste Drabet paa sig (G. L. 152, 167, 168; F. L. IV. 23). – Var Drab forøvet i Gildehus om Natten, uden at Drabet var blevet lyst, og nogen af Gjæsterne var borte den paafølgende Morgen, ansaaes denne som Gjerningsmand, med mindre han forud havde meldt sin Bortgang for Kameraderne. Var alle tilstede, uden at Mistanke saaledes hvilede paa nogen Enkelt, havde den Dræbtes Eftermaalsmand Ret til at sigte 2 af de Tilstedeværende efter hinanden til Fralæggelse ved Tylftered; men sigtede han flere, uden at kunne overføre dem det, forfaldt han selv i Ansvar for falsk Anklage (G. L. 157, jfr. 187; F. IV. 14 og 15). – Fandt Nogen en Anden liggende dræbt ude i Skoven (illr fundr), var han pligtig, efter at have tildækket Liget, at sige det til den første Mand, han mødte, og melde det for den Dræbtes Arving, hvis denne var inden Fylket, eller i andet Fald stevne Ting. Forsømte han dette, ansaaes han selv som Forøver af Drabet, hvis Eftermaalsmanden vilde sigte ham derfor (G. L. 161 jfr. F. L. IV. 24). Var Nogen forsvunden, og der, trods anstillet Eftersøgning intet Spor fandtes efter ham inden 12 Maaneder, var hans Arving efter F. L. IV. 25 berettiget til at sigte 2 Mænd efter hinanden som Drabsmænd til Fralæggelse ved Tylftered.

Det synes altid at være betragtet lige med Mord, naar Nogen blev dræbt om Natten (náttvíg eru morðvíg), Heimskr. M. Erlingss. S. Kap. 12[5], jfr. Ol. s. helga Kap. 107 og Egils s. Kap. 62.

Drab paa Forældre, Børn eller Syskende betegnes i de ældste Love (G. L. 164; F. L. IV. 31) som „afsindig Mands“ Gjerning (óðs manns víg), hvorved det dog ikke er klart, om vanviddet er Lovens virkelige Forudsætning eller alene en legal Fiktion. Saadant Drab medførte ingen Bøder, men alene Tab af Arveret efter den Dræbte. Ifølge Gulatingsloven skulde Gjerningsmanden gaa til Skrifte, men derefter forblive i Landet og beholde sit Gods; efter Frostatingsloven skulde han fare af Landet og aldrig komme tilbage. Det sidstnævnte Lovsted betragter aabenbart Gjerningen som forøvet i tilregnelig Tilstand, da Tilfældet udtrykkelig stilles i Modsætning til Drab, forøvet i virkelig Afsindighed; men det forudsættes at være Udbrud af en ustyrlig Heftighed, der stilles ved Siden af Vanvid[6]. Landflygtigheden maa her, som ovf. udviklet (S. 39 og 42), ikke forstaaes som virkelig Fredløshed, men mere som en Bortfjernelse fra Skuepladsen for den ulykkelige Daad. Denne milde Behandling hviler sandsynligvis paa Erkjendelsen af det utilraadelige for Samfundet i, medens Privathævnen endnu dannede Grundlaget for Forbrydelsens Forfølgning, at gribe ind i den engeste Familiekreds, hvor det altid maatte forudsættes, at, hvis ikke Ætten selv umiddelbart hævner Drabet paa det skyldige Medlem, vil den endnu mindre taale Andres Indblanding. – Er lignende eufemistisk Betragtningsmaade gjør F. L. IV. 35 gjældende, hvor der handles om Hustruens Drab eller Anstiftelse af Drab paa sin Mand. Her er det tvende forskjellige Ætter, som staar lige over for hinanden: Er Drabet skeet i utugtig Forstaaelse med en Anden, har den Dræbtes Frænder Ret til at dræbe eller lemlæste hende, om de vil, og af hendes Gods skal udredes fuld Mandebod, hvis hun selv har forøvet, og halv, hvis hun har anstiftet Drabet; Gjerningsmanden bliver Ubødemand. Har hun derimod øvet Drabet i Hidsighed, fordi Manden uden Grund har mishandlet hende, skal hun alene fare af Landet og forblive udenlands, indtil Erkebiskoppen tillader hende at vende tilbage, og bøde til den Dræbtes Frænder efter gode Mænds Skjøn[7]. – Ved Magnus Erlingssøns Rb. 1164 blev alle de her nævnte Drab, som oven forklaret, gjorte til Ubødesager; her sigter Tillægget: nema – óðs manns verk verði, selvfølgelig alene til den virkelige Afsindighed.

Visse kvalificerende Omstændigheder ved Drab medførte en Skjærpelse af Ansvaret saavel til den Dræbtes Frænder som til Kongen, uden at det dog blev Ubødesag, (misvígi). Dels maatte dobbelt Mandebod, dels fuld Ret erlægges ved Siden af Mandeboden til Frænderne, og en Tillægsbod af 3 Mark eller 12 Ører foruden Tegngildet til Kongen. Hertil henregnedes navnlig: at Drabet var forøvet paa en særdeles grusom eller forhaanende Maade[8], eller forbundet med Bortførelse eller Mishandling af det døde Legeme[9]; at Viglysningen ikke var fyldestgjørende, eller at Drabsmanden bagefter pralede af sin Gjerning, eller trodsigen forsømte at søge Forlig og byde Bøder i betimelig Tid. G. L. 238, 240 og 241 opregner en hel Del herhen hørende Tilfælde. F. L. har vistnok ingen dertil svarende udtrykkelig Bestemmelse; men det kan ikke betvivles, at samme Grundsætninger ogsaa har meldt her, da begge Love gjør Anvendelse deraf for Legemsfornærmelsers Vedkommende og Bøderne i Drabstilfælde, som tør forklaret (Retshist. I. S. 89), var Gjenstand for Overenskomst i det enkelte Tilfælde, følgelig Drabsmandens Adgang til at beholde sin Fred afhængig af, at han opnaaede Forlig med den Dræbtes Frænder. – Plyndring af Liget (Valrov) var Ubødesag.

Den nyere Landslov har i det hele bibeholdt de ældre Loves Bestemmelser om Forskjellen mellem simpelt forsætligt Drab og Nidingsdrab, Drabets Lysning m. v., se M. L. IV. 1–6, 10 og 11. Men ligesom Magnus Lagabøter ved en Retterbod af 1271 afskaffede den sidste Rest af Privathævnen og Frændebøderne, og i dets Sted forordnede, at Mandeboden for hvert enkelt Tilfælde skulde bestemmes ved uvillige Mænds Skjøn[10], – saaledes erholdt ogsaa Straffen for det simple Drab en ganske forandret Karakter derved, at Drabsmandens Adgang til at beholde sin Fred gjordes afhængig af kongelig Landsvist; idet, uden denne, Forlig med den Dræbtes Frænder ikke var gyldigt, medens omvendt Landsvistbrevet i ethvert Tilfælde beskyttede Drabsmanden for Frændernes Hævn (Hkb. 42 og 47; M. L. IV. 12, 16 og X. 2 No. 5 og 11; Hdsk. 36). Drab var herved stillet ganske i Klasse med andre Forbrydelser; Straffen var i Virkeligheden Livsstraf, med mindre Kongen benaadede Gjerningsmanden med en større eller mindre Bod.

Efter alle Lovene var det afgjørende ved Bedømmelsen af, om et Saar skulde ansees som Dødsaarsag, eller ikke, hvorvidt der kom Skorpe paa Saaret; i dette Tilfælde skulde alene Saarbøder erlægges, G. L. 183; F. L. IV. 12; B. R. 13 og 14; M. L. IV. 19. Hvis nogle Saar heledes, andre ikke, betragtedes blot de, som havde tilføjet den Afdøde disse, som Drabsmænd[11].

Anstiftere og Medhjælpere ved Drab synes at have delt Gjerningsmandens Fredløshed lige over for den Dræbtes Æt; men i Tilfælde af Forlig slap de, som ikke selv havde tilføjet den Dræbte nogen Skade, med halv Mandebod, og skulde intet bøde til Kongen, G. L. 209 jfr. 108 og 181; F. L. IV. 35, 37 og 42, jfr. XV. 14; B. R. 14. – Efter Eidsivatingsloven (gl. L. II. S. 522) skulde Anstifteren af heimsókn være Ubødemand ligesaavel som Deltagerne (niðings-ráð). – Ifølge M. L. IV. 3 skal Medhjælpere under Gjerningen ved alle Ubødeværk ansees lige med Gjerningsmanden, og ellers ifølge Kap. 11 og 19 Anstiftere og Medhjælpere bøde saavel til den Fornærmede som til Kongen efter Sagens Beskaffenhed og lovlig Dom.

Vaadesdrab skulde efter G. L. 172–177 jfr. 169 afsones med fuld Mandebod til den Dræbtes Frænder; dog saa at, hvis den Dræbte selv for nogen Del havde været med i den ulykkelige Gjerning skulde han selv bære sin Del af Boden, hvilken saaledes forholdsvis nedsattes[12]. Efter F. L. IV. 27 og 28 jfr. 26 skulde Drabsmanden forlade Landet, men beholde alt sit Gods. I Tilfælde af Tvivl om Gjerningsmandens Forsæt, var den Dræbtes Udsagn før hans Død afgjørende – Efter M. L. IV. 13 skulde Vaadesdrab bødes med halv eller fjerdedels Mandebod, eftersom Gjerningen i sig selv var unødig eller ikke. Vaadesdrab, forøvet under Brydning og anden Leg, hvori den Dræbte frivillig havde indladt sig, medførte intet Ansvar. – Bøder til Kongen var aldrig forbundne med nogen Vaadesgjerning.

Vanvittige, som havde øvet Drab, skulde efter F. L. IV. 32, naar de fik sin Helbred igjen, fare af Landet, men beholde alt sit Gods, og det samme bestemte Kap. 33 og 34 samt G. L. 159 om Drab, forøvet af Børn og Kvinder. – Efter M. L. IV. 9 skulde den vanvittige Drabsmand bøde fuld Mandebod; i Tilfælde af Uformuenhed skulde han, naar han fik sin Helbred igjen, fare af Landet. Om Børns og Kvinders Ansvar har den nye Lov ingen udtrykkelig Bestemmelse.

Drab paa anden Mands Træl betragtedes alene som Skade paa Gods (spellvirki) og medførte kun Erstatning, hvortil dog efter Frostatingsloven kom Avindsbod, og efter Gulatingsloven rimeligvis fuld Ret til Herren, men intet til Kongen (G. L. 182; F. L. IV. 56). Alene Kongens Aarmand skulde bødes med 15 Mark, og, hvis Drabet var forøvet, medens han opvartede Kongen, eller naar han søgte Kongens Sager til Tinge, var det Fredløshedssag (G. L. 170 jfr. 198). – At dræbe sin egen Træl medførte intet Ansvar, naar man blot strax lyste Drabet; men i andet Fald blev det Mord. Det samme gjaldt om Drab paa fredløs Mand (G. L. 182; F. L. IV. 1 og V. 20; B. R. 142). Jfr. isl. Grág., Vígsl. 110 (Reg.).

  1. Jfr. v. Amira, Das Vollstreckungsverfahren S. 52, der ikke skjelner tilstrækkelig mellem skógarkaup og þegngildi.
  2. F. L. IV. 1–4: þat er fyrst í mannhelgi várri at várr landi skal hverr friðheilagr innanlands ok útanlands. En ef maðr vegr mann, þá hefir hann fyrirgert øllu því, er hann átti, nema jørðu sinni einni, nema hinn hafi verkat sér til áðr. … En engi má jørðu sinni fyrirgera, nema hann vegi skemdarvíg eða geri níðingsverk. Þat er skemdarvíg, ef maðr vegr á veittar trygðir; þá hefir hann fyrirfarit landi ok lausum eyri. Þat er annat skemdarvíg, ef maðr vegr mann í griðum. Þat er þriðja, ef maðr drepr mann á morð. – G. L. 178: Nú veitir maðr manni heimsókn ok brýtr hús til hans ok drepr hann, þat heitir níðingsvíg. Þat er niðingsvíg, ef maðr vegr trygða-mann sinn. Þat er ok níðingsvíg, ef maðr vegr mann í griðum. Þat er ok níðingsvíg, ef maðr høggr mann við stokki eða við steini eða við stúfi. Þat er ok níðingsvíg, ef maðr brennir mann inni. Þat er ok níðingsverk, ef maðr gerir valrof: fœrir mann or klæðum ok tekr vápn hans. Þat er níðingsvíg, ef maðr myrðir mann. Þat er ok níðingsvíg, ef maðr hefnir þjófa. En hvervetna þess, er maðr vegr níðingsvíg, þá fari hann útlagr ok úheilagr ok fyrirgert hverjum peningi fjár síns í landi ok lausum eyri, ok koma alldrigi í land hvárki með konungi né jarli, nema hann beri hersøgu sanna. B. R. 10: Ef maðr drepr mann til dauðs í kaupangi, þá er sá útlægr ok úheilagr, er vann; en konungr á hvern pening fjár hans fyrir utan jørð, ef hann á, eða hús i kaupangi; nema hann hafi vegit skemdarvíg eða gert níðingsverk.
  3. Dette Lovsted er vistnok af sednere Oprindelse og stammer aabenbart fra en kirkelig Kilde, maaske fra Kardinal Nikolaus eller Erkebiskop Eystein.
  4. G. L. 156: þat er nú enn, at menn hittast á úti at gatna móti, ok verðr annarr øðrum at bana; nú er sá mælandi munnr, er menn koma til hans, þá er sá bani, er hann segir søgn á hendr, nema vitnit mikla hjálpi hánum. Nú lýsir maðr vígi á hendi sér, þá eru þeir báðir banar, þó at eitt sé sár á hinum dauða. Maðr lýsir vígi at skilum: þá skal hann gánga þingat frá vígi, sem hann vill, ok lýsa at næsta húsi, nema þar sé inni fyrir nefgildismenn, eða bauggildismenn eða námágar hins dauða; ef þeir eru þar, þá skal hann gánga um þat hús ok til annars hit næsta, nema þar sé enn slíkt fyrir; þá skal gánga til hins þriðja húss ok lýsa þar vígi, hvátki mønnum, sem inni eru. Kallast hvártki ulfr né bjørn, nema svá heiti hann; þá segi hann jartegnir á hendr sér ok nefni náttstað sinn. A ørvarþingi skal víglýsingar-vitni bera, ok má þat einn maðr at fullu bera, ok svá má hann bera søgn hjúna sinna. – F. L. IV. 7: Ef maðr er drepinn til dauðs, þá skal sá vera bani, er vígi lýsir á hendr sér. En lýst skal vígi samdœgris innan fylkis ok nemna sik á nafn ok nattstað sinn ok herað þat, er hann er úr, ok lýsi til frjáls manns ok til réttnæms manns. Þá skal á ørvarþingi koma náttstaðr manns fram, ok þat skal búandi sverja, er hann var at um náttina, at hann kallaði sik svá á nafn; en víglýsing skal segja til á þingi … Eigi skal hann ganga um þrjá bœi, sva at eigi sé vigi lýst, fra því er víg var vegit, nema bauggildismenn eða nefgildismenn búi á. En ef lýsir eigi svá vígi, þá er hann morðingi réttr. – Jfr. Hertzberg, Proces S. 195 fgg.; v. Amira, Vollstreckungsverfahren S. 13 fgg.
  5. þat stendr í løgum várum ok landsrétti, at engi maðr hefir svá fyrirgert sér, at eigi heiti þat níðingsverk eða morðvíg, er menn drepast um nætr.
  6. G. L. 164: Nú hefir maðr óðs manns víg vegit: vegr sonr føður eða faðir son, eða bróðir bróður eða systkin eitthvert, eða vegr barn móður sína eða móðir barn sitt, þá fyrirvegr hann arfi þeim, er hann átti at taka; skal sá þann arf taka, er næstr er þá, ok heldr skal konungr taka enn hann. En hann veri í landi ok gangi til skripta ok hafi sitt alt. – F. L. IV. 31: Ef faðir verðr svá œrr, at hann drepr son sinn, eða sonr føður sinn, eða bróðir bróður sinn, þá fari sá af landi útlagr ok komi aldrigi í land aptr. – – – – nema hann brjótist úr bøndum þeim, er hann var í settr fyrir sína œði.
  7. Ef kona drepr búanda sinn eða ræðr hann fyrir illsku sakar þeirrar, at hon hefir legit með manni eða hyggr til, þá sé hon úgild frændum hins dauða, hvárt sem þeir vilja meiða hana eða drepa, en fé hennar gangi í fullar bœtr, ef hon hefir drepit, en hálf gjøld, ef hon hefir ráðit. En af fé hins, er drap, þá hafi frændr hins full gjøld, en konungr þat, sem auk er, bæði í landi ok lausum eyri, en hann óbóta-maðr. En ef hon synjar verks eða ráða, syni með járnburði. En ef búandi gengr ofgøngum yfir konu sinni nauðsynjalaust, ok vitu návistar-menn skil á því, ok rennr hana bræði, ok verðr hánum at skaða, þá fari af landi ok dvelist útanlands eptir því, er erkibiskup sér at ráði ok eptir mála-vøxtum. En frændr hafi slíkar bœtr af fjárhlutum, sem góðum mønnum sýnist, en konungr skógarkaup, ef hon kemr aptr at ráði erkibiskups.
  8. Saasom med Hagespyd eller Pil, som maa skjæres ud, eller ved flere end 7 Saar, eller ved tørre Hug, eller naar den Dræbte var styrtet i Vandet, i Ild eller udfor Berg, eller dræbt, medens han forrettede sin Nødtørft.
  9. Saasom Hoved, Haand eller Fod afhugget, Legemet kastet i Ilden, i Vandet eller givet til Pris for vilde Dyr, Hovedet sat paa Stage eller stukket mellem Benene, eller Gabet opspærret o. dl.
  10. Jfr. Forel. over Retshist. I. S. 91.
  11. G. L. 183: Nú ef hinn lifir lengr, en hrúfa sé á sári, bœti hanum sárbótum en baugi konungi. – F. L. IV. 12: þegar er hrúfa er á sari, þá skal sá, er særði, láta menn tvá sjá; en ef hinn sári vill eigi sýna sár sín, þá er af hins ábyrgð, er særði, ok svá þó at hinn verði dauðr.
  12. G. L. 173: Gjaldi hann gjøldum fullum aptr; því minna, at hann var sjálfr at.