Forelæsninger over den norske Retshistorie/39
Vore gamle Love erkjender i sin Almindelighed den Sætning: at Besiddelsestagelsen stifter Ejendom, hvor ingen allerede tilværende bedre Ret staar ivejen. Men ligesom de i flere Anvendelser sees at følge den Regel: at Grunden fanger, og navnlig det, der fandtes nedgravet i Jorden, ansaaes for at følge denne, saaledes finder man, at der efter Kongemagtens Udvikling gjerne bliver tillagt Kongen en Andel i visse saadanne Erhvervelser. Med Hensyn til selve Landets Territorium var det derhos, som oven anført, allerede ved Rigets Oprettelse blevet udtalt som Regel, at det var Kongens Eiendom, for saa vidt det ikke tilhørte nogen Privatmand, saa at altsaa kongelig Tilladelse udfordredes til at tage forhen ubebygget Land i Besiddelse.
I den ældste Tid var derhos Bemægtigelse ved Vaabenmagt anerkjendt som fuldgyldig Adkomst, uden Hensyn til Nogens tidligere Ret. At Enhver ejer, hvad han har frataget sin overvundne Fiende, er en Sætning, som under primitive Samfunds-Tilstande gjælder ogsaa mellem Samfundets egne Medlemmer, og som i vor ældre Ret kommer tilsyne deri, at Tvekamp erkjendes ikke blot som et Bevis i Rettergang, men overhovedet som et retsgyldigt Afgjørelsesmiddel for enhver Paastand af den Ene imod den Anden, uden Hensyn til, hvem der har den oprindelige Ret paa sin Side[1]. Og en Levning af denne Opfatning er endnu bevaret i den Bestemmelse i G. L. 314, jfr. M. L. III. 16, at, naar Mænd sætter efter Røvere, der har plyndret i Landet, og de maa bruge Vaaben for at komme til det røvede Gods (rjóða odd eða egg til þess fjár), da skal de, som erobrer Godset tilbage selv beholde det; men hvis det røvede Gods tages tilbage uden Anvendelse af Vaabenmagt skal dets oprindelige Ejer have det igjen.
De enkelte Arter af Bemægtigelse, hvorom Lovene indeholder udtrykkelige Forskrifter, er, foruden de nys gjennemgaaede Bestemmelser om Fund af døde Land- og Sødyr, – følgende:
a) Hittegods (fynd) tilfaldt Finderen hvis ikke Ejeren indfandt sig og beviste sin Ejendomsret, G. L 144 M. L. IX. 12[2], B. L. 15, Chr. IV. L. 13, jfr. Borgretten Art. 3 (N. gl. L. III. S. 144). Finderen var pligtig strax at oplyse sit Fund, men havde siden Ret til at beholde og bruge Tingen uden noget Ansvar, om den end var opslidt, naar Ejeren meldte sig. Paa den anden Side var Ejerens Ret ikke underkastet nogen Præskription. Gulatingsloven bestemte endvidere, at, hvis Flere gik i Følge, og den Forreste af dem fandt noget, tilhørte det ham og dem, som gik efter ham, i Forening; hvorimod de, som gik paa Siderne, ikke fik nogen Andel i Fundet. Hvad der fandtes af dem, som var paa et Skib, tilhørte samtlige Ombordværende. Disse Bestemmelser er dog ikke gentagne i de sednere Love. – Fordølgelse af Hittegods betragtedes som Tyveri.
b) Jordgravet Gods (jarðfólgit fé), hvor der selvfølgelig ikke kunde være Spørgsmaal om Nogens tidligere Ejendomret, synes oprindelig altid at have været betragtet som Grundejeren tilhørende. Efter Stiklestad-Slaget tilegnede imidlertid Kong Sven, overensstemmende med den i Danmark gjældende, paa Feudalforholdet hvilende Regel om Danefæ (Eriks Sjæll. L. III. 69, J. L. II. 113), Kongen alt det Gods som fandtes i Jorden; men denne Anordning ophævedes igjen for Gulatingslagens Vedkommende af Magnus den Gode (G. L. 148), der tillagde Grundejeren, hvad der fandtes i hans Jord. For Frostatingslagens Vedkommende blev den derimod ophævet ved Magnus Barfods Sønners Rb. i F. L. XVI. 1, hvor jordgravet Gods, ligesom andre Fund, tillægges Finderen, idet Grundejeren alene tilkjendes Landnam, hvis Gravningen er foregaaet uden hans Tilladelse[3]. At imidlertid den oprindelige Regel ogsaa i Thrøndelagen har været, at jordgravet Gods tilhørte Jordens Ejer, synes at fremgaa af Beretningen i Harald Haardraades Saga Kap. 58 og 59 om Tvisten mellem Kongen og Einar Thambarskelver. – Ved M. L. VI. 16 blev Regelen saaledes forandret, at Finderen, Odelsmanden til Jorden og Kongen tillagdes hver en Tredjepart af Fundet. Underslog Finderen Tingen, tabte han sin Lod, og Fundet deltes mellem Odelsmanden og Kongen. Var der ingen odelsmand til Jorden, traadte Ejeren i hans Sted; fandt Ejeren selv en Skat i sin Jord, tilfaldt ham, hvis han var odelsmand til Jorden, de 2 Tredjedele, og hvis han var Kjøblending, Halvparten, og Kongen resp. ⅓ eller ½. Af Gods, som fandtes i Almenning, tilfaldt Kongen ⅔ og Finderen ⅓. Opgrov Nogen ulovlig anden Mands Jord, for at finde Skatte, skulde han udlevere det Fundne til Grundejeren, og derhos bøde Landnam og Jordspilde. – Disse Bestemmelser er igjennem Chr. IV. L. V. 11 ordlydende gaaede over i Lovb. 5–9–3 til 7.
c) Vrag, som fandtes flydende paa Søen, betragtedes efter G. L. 144 som Hittegods og tilfaldt saaledes Finderen; var der Flere ombord, deltes det lige mellem dem. Vrag, som drev ind paa Land, tilhørte efter G. L. 145, M. L. VIII. 26, B. L. 21, Chr. IV. L. 26, Kongen. Ejeren havde dog Ret til at faa tilbage det, hvortil han kunde bevise sin Ejendomsret[4]. Udtrykkene i Gulatingsloven synes imidlertid at tyde hen paa, at Grundejeren oprindelig har haft Ret til det Vrag, som drev op paa hans Grund, og at kun, hvad der indstrandede i Almenning, tilfaldt Kongen. – Hvorvidt iøvrigt de Skibbrudnes Ret til at faa sin Ejendom tilbage har været indskrænket til Landets egne Borgere, eller om den i Danmark og andetsteds fra gammel Tid af gjældende Strandret lige over for Udlændinger (jfr. Heimskr., Olaf Tryggvessøns Saga Kap. 36) ogsaa har været udøvet i Norge, er ikke klart. At de fremmede Magter i sine Traktater med Norge udtrykkelig betingede sig Fritagelse for Strandretten og Tilladelse til selv at bjerge sit Gods, – se saaledes Frihedsbrevene for de nordtydske Stæder af 18 Juli 1278, 6 Juli 1294 og 31 Juli 1296 (Dipl. Norv. V. No. 10, 23 og 33), Forliget til Hindsgavl med Danmark af 25 Septbr. 1295 (Hvitfeldt S. 307) og Kristian II. Privilegier for Hanseaterne af 24 Septbr. 1507 (Dipl. Norv. .VII. No. 527), – indeholder vistnok i sig intet afgjørende Bevis for, at denne barbariske Ret i Virkeligheden har været gjældende hos os. – Ved Frederik den 2dens Søret af 1561 Art. 73 blev der givet fuldstændige Regler for Behandlingen af Vraggods, hvilke igjen er gaaede over i Lovb 4–4–1 til 5 uden anden Forandring end, at, medens Fr. II Søret alene tilstod Finderen Bjergeløn efter gode Mænds Skjøn, naar Vraget fandtes i Søen nær ved Land, tillægger Lovbogen ham i dette Tilfælde en Tredjedel af Vragets Værdi.
Hævd er som almindelig Erhvervelsesmaade ikke kjendt i vore ældre Love, men er fra den romersk-tydske Ret gjennem den danske Lovgivning (Chr. III. Kold. Reces 1558 Art. 50) indkommen i Chr V. Lovb. 5–5–3, hvor den er behandlet som en Odelserhvervelsen sideordnet Institution (jfr ovf. S. 179).
Imidlertid mangler heller ikke i vore gamle Love Erkjendelse af den naturlige Sætning, at en Tilstand, som upaatalt har bestaaet gjennem en lang Aarrække, alene af denne Grund har Krav paa at opretholdes. De ældste Love har omtrent i de samme Tilfælde som vor endnu gjældende Lovgivning henvist til Alders Tids Brug (um daga Ólafs hins helga, F L XIII. 9, XVI. 2) som afgjørende Rettesnor i forskjellige Retsforhold, saaledes med Hensyn til Vandrettigheder og Fiskeri (G. L. 85 og 93; F. L. XIII. 9), Brugsret i Almenning (G. L. 84; F. L. XIV. 7 og XVI. 2), Vejrettigheder, Gjerdeholdspligt mellem Naboer m. V. (G. L. 81, 82 og 90). – Endvidere er der meget ofte foreskrevet visse Frister, inden hvilke forskjellige Rettigheder skal være paatalte under deres Fortabelse (fyrnd, fyrnska), eller efter hvis Forløb intet særskilt Bevis skal behøves for den bestaaende Tilstands Retmæssighed[5]. Af saadanne PræskriptionsBestemmelser forekommer mange netop, hvor der handles om Ejendomsforholdet, og fornemmelig er det værd at bemærke, at, medens de rent processuelle Præskriptionsfrister i det hele er temmelig korte, og overhovedet Fristen, inden hvilken Forpligtelser, tinglige saavelsom obligatoriske, skal gjøres gjældende under Tab af Paataleretten, i begge de ældste Love regelmæssig er sat til 12 Maaneder (saaledes navnlig for Paatalen af Edfald eller den af Nægtelsesedens Undladelse udspringende Forpligtelse, efter G. L. 57 og 136, F. L. IV. 8, og for Paatalen af Forbrydelser, efter F. L IV. 54), – saa finder man ved Siden deraf i dem begge en meget lang Præskriptionstid almindelig 20 Aar, fastsat i Tilfælde, hvor en virkelig ny Retstilstand derpaa er forudsat at skulle begrundes. Medens saaledes Odelspaatalen præskriberedes i 12 Maaneder (G. L. 273, 278 og 289 samt 290–1; F. L. XII. 7), tabtes Gjenløsningsretten til Forsale-Jord først efter 20 Aars Forløb (G. L. 272 og 276; F. L. XII 1 jfr. 7).
I flere af disse Præskriptions-Bestemmelser indeholdes 4 vistnok tillige en direkte Retserhvervelse for den anden Part. Saaledes i G. L. 48, hvorefter den enkelte Medejers uberettigede Salg af Tingen, og 56, hvorefter en Hustrus eller en Træls uberettigede Afhændelser maa være paatalte inden 1 Maaned, da Handelen i modsat Fald bliver staaende; – G. L. 50, hvorefter ulovligt Salg af pantsat Gods maa være paatalt inden 12 Maaneder, da Ejeren ellers taber sin Ret;. se og Rb. 1280 Art. 22 jfr. 2 Maj 1313 Art 6, hvorefter Mandens uberettigede Salg af Konens Jordegods maatte være paatalt inden 20 Aar; – G. L. 53, hvorefter ulovlig lagt Fællig mellem Ægtefolk bliver uryggeligt, naar det ikke er rygget inden 20 Aar; – G. L. 119 og 122, hvorefter Arveret tabes, naar den ikke gjøres gjældende sednest inden 5 Aar, – og især F. L. IX. 29, der undergiver alle Arvesøgsmaal og andre Søgsmaal angaaende Penge og Gods en almindelig Præskription efter 10 Aars Frist. Men det er dog altid mere Retsfortabelsen end Retserhvervelsen, der ogsaa i disse Bestemmelser er den umiddelbare Gjenstand, og i Almindelighed er det ogsaa udtrykkelig udtalt, at Præskriptionen ikke løber mod den, som har været hindret ved lovligt Forfald. Gulatingsloven kjender ikke engang nogen virkelig Præskription af kontraktmæssige Forpligtelser, men opstiller tvertimod den Grundsætning, at «Sagen ligger i Salt» (d. e. holder sig frisk), saa længe Sagsøgeren er istand til at føre Bevis; derimod lader den Præskriptionen ramme Bevisførelsen: Medens nemlig Betaling af vitterlig Gjæld efter Regelen i G. L. 116 af Skyldneren maatte bevises med Vidner, bestemmer Kap. 39, at, naar en Gjæld havde henstaaet i 20 Aar, kunde den ikke længere bevises med Vidner; den havde altsaa tabt sin Vitterlighed, og nu maatte Kreditor efter Kap. 37 lade det komme an paa Debitors Ed. Var nu derhos Debitor død, kunde der af hans Arvinger ikke fordres nogen Vishedsed, men alene Ed paa, at Gjældens Tilværelse var dem ubekjendt, og saaledes vilde Gjældskrav ældre end 20 Aar ikke lettelig kunne gjøres gjældende i død Mands Bo.
Ved Handler om faste Ejendomme søger Frostatingsloven paa en lignende og endnu mere virksom Maade gjennem Udelukkelse af Bevis efter en vis Tids Forløb at hindre, at den bestaaende Tilstand skal blive omstyrtet, uden dog deri ligefrem at lægge enten nogen Fortabelse eller nogen Erhvervelse af selve Rettigheden. Ifølge F. L. X. 28 og XII. 1 jfr. XIV. 2 og M. L. VI. 17 skulde der ved Skjødningen altid tages vidner saavel paa Handelen selv som paa Indholdet af de ved samme stedfundne Aftaler (hversu undir tryggvar var skilt, jfr. ovf. S. 192), og til dette saakaldte tryggva-vitni skulde Kjøberen svare (ábyrgjast) i 20 Aar; men efter denne Tids Forløb behøvede han alene med Lyrittered at bekræfte Salgets Ælde (at þat mál er svá fornt, at þat er or tryggva vátta ábyrgð) jfr. Kap. 7; Virkningen blev da, at den faktiske Besiddelsesstand uden videre Bevis for dens Retmæssighed blev bestaaende, hvis ikke Sælgeren formaaede at modbevise den med Vidner; idet Nægtelsesed var ham afskaaren derved, at Handelen i sin Tid var sluttet for Vidner[6]. Bestemmelserne indeholder saaledes i det væsenlige det samme som Lovb. 5–3–28 og 29, skjønt paa en ganske forskjellig Maade.
En mere umiddelbar Retserhvervelse medførte derimod Bestemmelsen i G. L. 61 jfr. 66, hvorefter en Træl, der i 20 Aar upaatalt havde udøvet fri Mands Ret, beholdt sin Frihed og ikke mere knude reklameres af sin Herre, – samt G. L. 86, hvorefter 20aarig Besiddelse af Sæter- og Skovteig afgav gyldig Adkomst[7]. – Derimod bør det, i alle Fald for den ældre Tids Vedkommende, ikke ansees for nogen Anvendelse af Ejendomshævd, at Besiddelse af Dele af Almenning i den sædvanlige Odelshævdstid gav fuld Adkomst (G. L. 271 og F. L. XIV. 7). Thi her er der ikke Tale om at overføre Ejendom fra den Ene til den Anden, men om at inddrage under den private Ejendoms-Sfære et Grundstykke, som hidtil ikke har været indbefattet derunder; den indtrædende Retserhvervelse er saaledes i sit Væsen ganske sideordnet den egentlige Odelserhvervelse, og den Mangel ved Adkomsten, som ved Besiddelsestidens Længde skal afhjælpes, bestaar ikke i nogen Andens ældre og bedre Ret, men alene i Forsømmelsen af at erhverve den til Okkupationen fornødne kongelige Tilladelse. Jfr. M. L. VII. 61, Chr. IV. L. ibid., Lovb. 3–12–2, hvis fra 5–5–3 forskjellige Hævdstermin herigjennem finder sin Forklaring.
Den eneste sande Anvendelse af Hævdsinstitutet i vore gamle Love er den, uden Tvivl fra den kanoniske Ret indkomne Bestemmelse i F. L. XIV. 3, at Kirken erhverver Ejendom ved 30 Aars Besiddelse; hvorimod Kirken omvendt ikke kan tabe sin Ejendom ved nogen Præskription[8]. – Ligeledes fastsætter F. L. XIII. 10 en Erhvervelse af Servitut gjennem Hævd, nemlig Ret til Vej og til Landingssted paa anden Mands Grund ved 10 Aars Benyttelse. Ingen af disse Bestemmelser er kommet over i M. L.
De her gjennemgaaede Bestemmelser i de gamle Love hviler vistnok alle paa den selvsamme Grundtanke om Tidens befæstende Magt som Hævdsinstitutionen; men ligesom de, paa nogle enkelte nær, blot anordner en Præskription og ingen akkvisitiv Hævd, saaledes er selv de faa Tilfælde af en virkelig Retserhvervelse, der forekommer, alene med Undtagelse af de citerede F. L. XIV. 3 og XIII. 10, i selve Begrebet forskjellige fra den sande Hævd. Betragter man disse enkelte Tilfælde noget nærmere, vil det vise sig, at de alle indskrænker sig til at regulere Naboforholdene og begrænse Retsgebeterne inden de engere Samfundskredse, tildels under Forhold, hvor noget stærkere Bevis for den bestaaende Tilstands Retmæssighed end det, som ligger i dens langvarige Bestaaen, ikke lettelig vil være muligt. – Mærkes kan det ogsaa, at de almindelige Præskriptionsbestemmelser næsten alene findes i Frostatingsloven; medens Gulatingsloven paa den anden Side synes mere tilbøjelig til i de enkelte Tilfælde umiddelbart at afskjære Adgangen til at omstøde uhjemlede Afhændelser. – Man kan saaledes ingenlunde antage disse Forskrifter som Anvendelser af noget almindeligt, i Folkets Retsbevidsthed optaget Institut; men man maa opfatte dem som særskilte Bestemmelser om de enkelte Forhold, som de angaar. Og paa den anden Side kan der altsaa heller ikke lægges nogen Vægt paa, at de fleste af disse Bestemmelser ikke er komne over i den nyere Landslov, som om der heri skulde ligge nogen Tilkjendegivelse af et forandret Princip i Lovgivningen. Tvertimod indeholder netop Magnus Lagabøters Lovgivning et nyt Tilfælde, hvor en virkelig Erhvervelse af Eiendom gjennem lang Besiddelse indtræder, nemlig B. L. VI. 6, hvorefter et Hus, der i 20 Aar upaatalt har staaet paa fremmed Grund, skal forblive staaende, og Huset erhverve sin Tomt til Ejendom[9].
Men saaledes, som de her anførte Bestemmelser i det virkelige Liv ytrede sin Indflydelse, er det antageligt, at det praktiske Resultat blev, at Besiddelsen efter en vis længere Tids Forløb i Almindelighed var urokkelig, idetmindste overalt, hvor den ikke grundede sig i en ligefrem Forbrydelse. Med Hensyn til Jordegods er der neppe synderligt vovet ved at antage, at Besiddelse i den foreskrevne Odelshævdstid altid var forudsat som afgjørende ogsaa med Hensyn til Ejendomsspørgsmaalet; i det mindste er det vel neppe tænkeligt, at det i Virkeligheden skulde have været muligt at rokke en saa gammel Tingenes Orden. – Naar man nu tillige tager i Betragtning de mange Anvendelser, som Lovene gjorde af Præskription af Ejendomsklagen i særskilte Tilfælde, bliver det let begribeligt, at man i den følgende Tid, under Paavirkningen af den danske Ret, hvori det virkelige Hævdsinstitut var optaget (J. L. I. 44, jfr. Dom af 1544 i Krags Chr. III. Hist. II. S. 374 samt den kjøbenhavnske Reces af 1547 Art. 26 og den koldingske Reces af 1558 Art. 50), ogsaa i den norske Retsanvendelse gik ud fra Tilværelsen af en almindelig Regel om, at Besiddelse i eget Navn gjennem en vis Tid gaar over til Ejendom. Denne Tid blev da for Jordegodsets Vedkommende naturligvis den lovbestemte Odelshævdstid (60 Aar-; efter Chr. IV. L. 30 Aar), og for andre Ejendomsgjenstande 20 Aar, idet den danske Regel her støttedes ved de mange Exempler, som de norske Love frembød paa Anvendelse netop af denne Termin for Præskriptionen (G. L. 39, 53, 125, 86, 272 og 276, jfr. M. L. VI. 13; F. L. X. 28 og XII. 1; B. L. VI. 6; Rb. 1280 Art. 22 m. fl.). – Hvad fast Gods angaar, da sees det endog af forskjellige Retssager fra det 16 Aarhundrede, f. Ex. Herredagsdom af 10 August 1599, at man troede at have en udtrykkelig Lovhjemmel herfor i Ordene i M. L. VI. 2, Chr. IV. L. 1: at den Jord maa Ingen lovsøge fra (brigða undan) Besidderen; og dette falder saa meget naturligere, naar man tager i Betragtning den store processuelle Lighed, som der var mellem Odelsløsning og almindelig Vindikation; Paastanden er i begge Tilfælde ganske enslydende: «at Sagvolderen forholder sagsøgeren Gaarden N., hvilken denne formener sin rette Odel at være», – og Dommen alene deri forskjellig, at Odelsmanden bliver tilkjendt Gaarden «for Pendinge», Vindikanten uden noget Vederlag; intet laa da heller nærmere endogsaa at lade 60 Aars upaatalt Besiddelse af Jorden være afgjørende Frifindelsesgrund for Besidderen i begge Tilfælde. – Ved Affattelsen af Chr. V. Lovbog blev ogsaa den koldingske Reces’s Forskrift om den almindelige Ejendomshævd umiddelbart knyttet til den norske Rets Forskrifter om Odelshævd saaledes, at, ligesom den Jord, der har været besiddet i eget Navn af samme Ætlæg i 20 Aar, bliver til Odel (5–5–1), saaledes skal, «hvis andet Gods og Ejendom», Nogen har besiddet i eget Navn upaatalt i 20 Aar, fremdeles forblive ham tilhørende uden anden Adkomst (5–5–3).
- ↑ Jfr. Egils S. Kap. 58: þat váru ok løg ok forn siðvenja, at hverjum manni var rétt at skora annann til holmgøngu, hvárt er hann skyldi verja sakir fyrir sik eða sœkja.
- ↑ Ef maðr finnr fjárhlut manns, ok hefir eigandi glatat, þá skal hann lýsa fyrir mønnum; en lýst skal samdœgris vera, alla verðr hann þjófr at. Nú skal maðr í ljósi fé hafa ok nýta sér, ok þó at eigandi komi eigi fyrr eptir, en slitit er, þá bœti hann engu fé fyrir. En sá er sér kallar, skal hafa til tveggja manna vitni, at þat er hans fé.
- ↑ G. L. 148: þat fé skal hverr hafa, er í sinni jørðu finnr, þó at annarr upp grafi. – F. L. XVI. 1: Jardfólgit fé á sá er finnr, en landsdróttinn landnám af þeim, er gróf at úleyfi hans. – Jfr. FmS. Haralds hárdr. S. Kap. 59, hvor Kongen siger: þat eru landsløg, at konungr eignist fé þat, er í jørðu finnst. – Se og Munchs Hist. I. 2. S. 817 og II. S. 246–7.
- ↑ G. L. 144: Nu fara menn á skipi ok finna fynd þann er fjár er verðr, þá skal því skipta at mannmengi sín á milli. – 145: Rek þau øll, er reka í almenninga, þá á konungr. Nú sigla menn fyrir land fram eða af hefi ok brjóta skip sín; sitt fé á hverr er kennir með váttum, hverr sem jørð á er á rekr; hafrek øll ønnur þá á konungr.
- ↑ Jfr. Aschehoug i Norsk Tidsskrift 1854 S. 235 fgg.
- ↑ Paa lige Maade bestemmer F. L. III. 24, at den Fredløse, som har faaet sin Fred igjen, skal svare til sine Vidner derom i 10Aar, «ok hafi síðan einseiði fyrir sér, at þat er or vátta ábyrgð», – hvori indirekte ligger at hans Mandhelg efter denne Tids Forløb ikke længere med Nytte kan anfægtes.
- ↑ Nú skilr menn á um setr eða um markteig; sá skal hafa, er haft hefir 20 vetr eða 20 vetrum lengr úilt ok úspilt, ok vitu þat váttar með hánum.
- ↑ Eigi skal kirkju týna eign sinni fyrir fyrnsku saker eða af vangætslu kennimanns eða af ágirnd umboðsmanns. En þat verðr kirkju at óðali, ef hon hefir átt 30 vetra; en þat vitni beri henni kirkjusóknar-menn. Jfr. c. 8 C. 16 qv. 3; c. 3 X. de præscr. (2. 26).
- ↑ Nú setr maðr hús sín á jørð annars manns eða tuptir, þá skal sá, er tuptir á, taksetja þann mann til sín … þá skal sakar-áberi láta bera tveggja manna vitni, at þat er hans jørð, er þau hús standa á; síðan dœmi þeir hanum jørð sína; en þá skal sakar-áberi gera húsi hans fimtar-stefnu af jørðu; en ef eigi er af fœrt fyrir fimt, þá eignast jørð hús. En ef hús stendr 20 vetr úmaga-lausn þá standi sem komit er, ok eignist hús jørð.