Forelæsninger over den norske Retshistorie/40

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Med Hensyn til den kontraktmæssige Erhvervelse er det allerede tidligere bemærket, at vore Forfædre i Almindelighed fastholdt den Grundsætning, at en af rette Vedkommende indrømmet Ret skulde respekteres af Enhver efter sit Indhold og opretholdes i alle Konflikter. Der gjordes, som tidligere vist, ikke i Almindelighed nogen skjelnen i Henseende til Retshandlens forpligtende Virksomhed i Forholdet mellem Parterne selv og lige over for Tredjemand, og de for visse Retshandlers Stiftelse foreskrevne Former havde, om de end middelbart tillige tjente til Tredjemands Betryggelse, dog sin egentlige Betydning for Parternes eget indbyrdes Forhold som i afgjørende Vidnesbyrd om Aftalens endelige Afslutning og Basis for Bevisførelsen, hvor Retsforholdets Tilværelse bestredes.

Af det Anførte var det en ligefrem Følge, at Ejendomsretten gik over fra Overdrageren til Erhververen umiddelbart ved den blotte Aftale, selv om overleverelse først sednere fandt Sted. I Tilfælde af dobbelt Salg havde den første Kjøber følgelig ubetinget Fortrinsret, selv om den sednere Kjøber havde erholdt Tingen overleveret, se G. L. 40[1] 50 og 78, jfr. F. L. XIII 17 M. L. VIII. 13; Chr. IV. L. ibid. B. L. 5, jfr M. L VII. 5, Chr. IV L. ibid. Det samme gjaldt ved Leje og Pantsættelse. Hvorvidt det ogsaa har gjældt ved Gaver, kan ikke erfares, da de gamle Love ikke omtaler det forudgaaende Tilsagn ved disse, men kjendelig forudsætter at Tilsagnet og Overleverelsen foregaar Slag i Slag. Uantageligt er det dog ikke, at man lier først har anseet Retshandelen som endelig fra Fuldbyrdelsen af, jfr. G. L. 129.

At Forbehold ved Afhændelsen kunde tages med bindende Virkning for Tredjemand, er neppe tvivlsomt (jfr. Dipl. Norv. II No. 300 (Tilbagefaldsret).

Med Hensyn til periculum rei (ábyrgð) gjaldt ifølge G. L. 44 og 45, M. L. VIII. 16 og 17, Chr. IV. L. ibid. den Regel, at samme ved Kjøb af levende Dyr samt ved ubeseet Kjøb først gik over paa Kjøberen ved Tingens Modtagelse. Hvorvidt man deraf omvendt kan slutte, at Kjøberen i andre Tilfælde maatte bære Ansvaret for den kjøbte Ting lige fra Handelens Afslutning, er dog tvivlsomt. Om commodum rei taler de gamle Love ikke; men det er neppe at betvivle, at samme i alle Tilfælde lige fra Handelens Afslutning har været antaget at tilkomme Kjøberen.

Nogen bestemt Skjelnen mellem den forudgaaende Kjøbekontrakt og det endelige, med eller uden Tingens Overleverelse, fuldbyrdede Salg lader sig ikke paavise i de gamle Love; jfr. ovf. S. 193. Men at den første lige saa vel som det sidste har været tillagt fuld Gyldighed lige over for Tredjemand, bestyrkes derved, at ogsaa Underpant i Løsøre havde Gyldighed saavel i Sammenstød med andre Panthavere som i Tilfælde af Boets Utilstrækkelighed (G. L. 50 og 115; M. L. VIII. 20 og V. 13) Se og B. L. VII. 9[2], der aabenbar ei saa at forstaa, at, naar Sælgeren medens Kjøberen gaar hjem for at hente Penge, efter at de ei blevne enige om Prisen, sælger Tingen til Tredjemand, kan den første Kjøber vindicere den umiddelbart fra denne.

Med Hensyn til Formerne ved Kjøb og Salg henvises til hvad ovenfor i § 31 er forklaret.

For at kunne kjøbe og sælge, saavelsom for gyldigen at kunne afslutte andre Retshandler, maatte man naturligvis være myndig og raadig over sit Gods. Umyndige og Trælle kunde aldeles ingen Handel afslutte; gifte Koner havde en højst indskrænket Raadighed for Kjøb, i Forhold til sin Mands personlige Ret (G. L. 56; F. L. XI. 22; M. L. VIII. 21, Chr. L. ibid.) jfr. ovf. S. 83. Med Fredløse var alt Samkvem, følgelig ogsaa al Handel, strengt forbudt (G. L. 140; F. L. III. 23 og 24, IV. 41; M. L. VIII. 13 Slutn., Chr. IV. L. ibid., B. L. 5).

Videre mærkes Bestemmelsen i F. L. XI. 9 og M. L. V. 4 om Ugyldigheden af de Indkjøb af Jordegods, som Manden under Ægteskabet foretager for Konens Regning. Grunden hertil er vistnok den, at Loven ikke vil, at han skal kunne utilbørlig sikre hendes Fordring i hans Bo til Forfang for sine egne Kreditorer og Arvinger.

Om Kongens Forkjøbsret er tidligere handlet; ligesaa om Medejeres. Jorddrotten havde Forkjøbsret til de Bygninger, som Lejlændingen havde opført paa den bygslede Gaard (G. L. 73, M. L: VII. 3, Chr. IV. ibid.), og til det Korn og Hø, han havde at sælge (M. L. VII. 12, Chr. IV. L. 11).

De Indskrænkninger, som Handelslovgivningen paalagde, er ligeledes omhandlede i § 33. Særlig var det forbudt at overbyde hinanden i Handel, eller gjøre hinanden Forkjøb (Rb. 14–15 Novbr. 1316, Oslo Priv. 25 April 1346, Fr. 16 Maj 1541), hvilket Forbud stod i Forbindelse med den Byens Borgere næst efter Kongen tilkommende Forkjøbsret. – Endvidere er tidligere handlet om Kongens Bannsret, samt om den Forpligtelse, som under Korntrang paahvilede dem, der havde Saakorn tilovers, at overlade det til dem, der manglede, for gangbar Pris. Iøvrigt vides der ikke i ældre Tider at have gjældt noget almindeligt Forbud imod Kjøb og Salg af enkelte Ting.

Om Bytte og Mageskifte handler vore gamle Love kun for saa vidt de foreskriver, at, hvor Odelsjord mageskiftes mod Odelsjord, skal Odelen følge de resp. Magelæg, G. L. 270; M. L. VI. 2, Chr. IV. L. 1. – Iøvrigt gik Bytte vistnok i det hele ind under de selvsamme Regler som Salg, eller rettere: de gamle Love tænkte sig neppe udenfor faste Ejendomme nogen begrebsmæssig Forskjel mellem Salg og Bytte; lige saa lidt som de knytter nogen retlig Forskjel til Modsætningen mellem fungible og ikke-fungible Ting, opfatter de det som forskjellige Retshandler, enten Vederlaget er erlagt paa den ene eller paa den anden Maade (§ 30).

Med Hensyn til Gave, da er ovenfor S. 156–9 handlet om de Indskrænkninger, som Arvingernes Ret lagde for paa denne Maade at forføje over sit Gods. I Forholdet mellem Parterne selv synes kun de fuldbyrdede Gaver at have været anseede som ganske urokkelige; skjønt Lovene benytter Ordet gjøf, at gefa, lige saa vel om de fuldbyrdede som om de ufuldbyrdede Gaver. Det forudgaaende Løfte om en Gave har udenfor de særskilt bestemte Tilfælde neppe været anseet for kontraktmæssig forpligtende. Ufuldbyrdede Gaver blev ikke alene ugyldige, for saa vidt de krænkede Arvingernes Ret, men de kunde ogsaa til en vis Grad af Giveren tilbagekaldes. Donationes mortis causa kunde tilbagekaldes 2 i Gange af Kvinde og en Gang af Mand (G. L. 107; F. L. IX. 3 og 4); ufuldbyrdede donationes inter vivos efter G. L. 129, jfr. en variant til M. L. V. 21, som det synes, i alle Tilfælde hvor Gaven ikke er remuneratorisk, eller hører til de særskilt opregnede Gaver, som altid skal holdes[3]. At her alene tænkes paa Tilsagnets Tilbagekaldelse, ikke paa Tilbagesøgning af allerede overleverede Gaver, synes umiskjendeligt; og heraf synes det igjen, som foran bemærket, at kunne sluttes, at Ejendomsrettens overgang ikke er tænkt at ske før end ved Gavens virkelige Modtagelse. – At ifølge F. L. IX. 4 Skjødning var unødvendig ved Gave af Jord, er egentlig ingen Afvigelse fra denne Regel; ti hvorvel Skjødningen i sig indesluttede en symbolsk overleverelse, var det dog ikke som saadan, den havde sin retlige Betydning, og det har vistnok været anseet nødvendigt, at‘Modtageren paa en eller anden Maade tog Jorden i Besiddelse.

Om Kollisioner mellem Gave og Salg, saavelsom om Giverens Hjemmelspligt, indeholder de gamle Love ingen Forskrifter, uden for saa vidt det, som ovf. S. 98 omhandlet, paalægges Giftningsmanden behørigen at hjemle Brudgommen Brudens Hjemmegift.

At Gave lige saa vel som Salg af Jord var undergivet de af Odelsretten flydende Indskrænkninger, er en Selvfølge. Mærkes maa dog, at Odelsjord, der var skjænket som Hædersgave eller Drikkeløn af Kongen, eller som Barnefosterløn af hvem som helst, ifølge G. L. 270 jfr. 129 eo ipso blev Modtagerens Odel.

Det har i de ældre Tider, ligesom nu, ikke været usædvanligt, at gamle eller svagelige Folk har overdraget en Anden hvad de ejede eller en Del deraf, mod for sin Livstid sat forsørges i hans Hus (ganga á flet), ener at Nogen for en vis Betaling engang for alle overtog en svagelig eller trængende Persons Forsørgelse for en vis Tid eller for bestandig (forlag, at festa í vist, G. L. 70), se saaledes Dipl. Norv. II. No. 442 jfr. 466; V. No. 171, 298; VI. No. 584 og 622; VII. No. 732 o. fl. Saadanne Overenskomsters Gyldighed maatte naturligvis være afhængig af, at man ikke gik Arvingernes Ret for nær (jfr. saaledes Dipl. Norv. VII. No. 732), og sædvanligvis var det vel ogsaa netop en af de nærmeste Slægtninge, som paa denne Maade overtog Forsørgelsen. – Derimod synes det ikke at have været synderlig brugeligt i Norge, saaledes som i Sverige og Danmark plejede at ske[4] (Sk. L. II. 13–16; Vald. Sj. L. I. 21–24; Er. Sj. L. I. 38–41 og J. L. 1. 31 jfr. Lovb. 5–1–9 og 10), at man paa denne Maade afstod alt, hvad man i Fremtiden maatte blive ejende, og saaledes i Virkeligheden tillige gjorde sig umyndig og udygtig til at erhverve og besidde; se dog Dipl. Norv. I. No. 312, hvor en Mand paa denne Maade medfører sig til sin Søn, jfr. IV. No. 635, hvor Datteren optræder paa sin fledførte Faders Vegne. – Mærkes maa her ogsaa Bestemmelserne i G. L. 126 og M. L. V. 19, jfr. 7 første Arv, der tillader Arvingerne at gjøre Arveladeren umyndig og skifte hans Bo, naar han paa Grund af Alder og Skrøbelighed ikke længere selv kan røgte det; medens F. L. IX. 20 og B. R. 165 alene tillod dem at fratage ham Bestyrelsen, men udtrykkelig forbyder dem at sælge Godset, saalænge Ejeren lever. Herhen hører ogsaa Bestemmelserne i G. L. 108 jfr. 270 om Brandarv, og F. L. IX. 5 om Arv efter gestfeðri, som dør under sit Ophold hos Nogen.

  1. Þat má eigi halda, ef þú selr manni þat, er þú hefir fyrr øðrum selt. En ef sá hefir hønd at, er síðar keypti, þá má hann halda skiladómi fyrir kaupi sinn. Nú á sá kaup at hafa, er fyrri keypti, ef hánum fullnast vitni at skiladómi; þá er þeim kaupfox, er síðar keypti.
  2. Ef maðr kaupir við mann ok hefir eigi silfr á sér, ok gengr hann heim eptir verði ok vill reiða hánum sitt; þá hefir hann selt í brott, er hann kemr aptr; þá skal sá er keypti taka tvá húsfasta menn með sér ok beiða hann kaups síns ok leggja hánum rán við. En ef hann heldr á, takseti hann til stefnu ok til laga orskurðar; en ef løgmaðr segir hánum kaup sitt, sœki sem vita-fé, en hinn er seldi, sekr hálfri mørk silfrs konungi; en ef hann fær eigi fengit hánum þat sama kaup eða annat jafngott, þá gjaldi hann eyri silfrs af merkr kaupi hverju.
  3. G. L. 129: því er gjøf gjaldi betri, at sína á hverr úlaunaða; engi er launað, nema jafnmikit komi ígegn, sem gefit var. – M. L. V. 21, Variantcodex fra Begyndelsen af 14de Aarh.: því er gjøf gjaldi betri, at sína á hvárr aptr at taka, ef ekki er móti gefit; en ef litil gjøf kemr mikilli í mót, þá skal halda hváratveggja.
  4. Se Nordström, Svenska Samhälls-författningens Historia II. S. 156–7; Kolderup-Rosenvinge, Dansk Retshistorie I. S. 142–4 og Stemann, Dansk Retshistorie S. 301–5.