Forelæsninger over den norske Retshistorie/38

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De gamle Loves Bestemmelser om Jagt og Fiskeri stemmer i det Hele med Chr. V. Lovbog, hvis Afvigelser for det meste er fremkomne gjennem Misforstaaelse. Lovens Grundsætning er, at de vilde Dyr og Fiske er herreløse Ting, som Enhver kan bemægtige sig, for saa vidt han ikke derved kommer i Strid enten med en tidligere Okkupants eller med Grundejerens Ret.

Om Jagten gjaldt den Hovedregel, at Enhver var berettiget til at jage, hvor han vilde, naar han ikke brugte Hund; hvorimod Jagten med Hund var Grundejeren forbeholdt; G. L. 95[1], M. L. VII. 59, Chr. IV. L. 57. Jagede Nogen ulovlig med Hund paa anden Mands Grund, tilfaldt Byttet Grundejeren, uden at der er Tale om videre Bøder. Den, som havde opjaget et Dyr, var berettiget til det, saa længe han forfulgte det, om ogsaa en Anden fældte det (jus seqvelæ). Naaede imidlertid Dyret Vand og kastede sig paa Svøm, og en Anden da fældte det, tilkom Bogen af Dyret denne; men den, som havde rejst Dyret var i dette Tilfælde berettiget til at beholde hele Kroppen, mod at overlade Fælderen hele Skindet, eller ogsaa, om han overlod Fælderen Skudbog, at kræve at beholde skindet helt mod Erstatning. Løb noget Dyr under Forfølgningen ud af Vejdestien og en Anden derefter fældte Dyret, tilkom der begge Jægere Halvparten (jfr. Lovb. 5–10–3, der ganske er misforstaaet). Hvor Flere gik paa Jagt sammen, tilhørte det fældede Dyrs Skind den, hvis Hund havde opjaget Dyret.

Aldeles fri, ogsaa med Hund, var Jagten efter Ulv og Bjørn, hvilke Dyr, som Loven siger, er fredløse overalt (G. L. 94[2] F. L. XIII. 6, M. L. VII. 58, Chr. IV. L. 56); – med mindre en Bjørn allerede af Nogen var indringet i sit Hide og dette var blevet offentlig lyst; thi i dette Tilfælde tilhørte Bjørnen den, som havde indringet den, om ogsaa en Anden fældede den (jfr Chr. V. Lovb. 5–10–5). Gulatingsloven bestemte derhos, at, hvis Jægeren gik til Hidet fra Bagsiden og saaledes jog Bjørnen ud i Marken, var han pligtig at erstatte den Skade, som den siden gjorde paa Andres Kvæg; hvis han derimod drev Bjørnen ind i Skoven, havde han intet Ansvar for den. Men denne Bestemmelse gjenfindes ikke i de øvrige Love.

Retten til at gildre tilkom udelukkende Grundejeren (G. L. 93, F. L. XIII. 7[3], M. L. VII. 58, Chr IV. L. 56). Dog var det efter Frostatingsloven tilladt at gildre paa fremmed Grund efter Ulve, Ræve og Otere; men man maatte ikke opgrave Marken eller opbryde Urd. Ulovligt Gildre paa anden Mands Grund straffedes med Landnam, og Fangsten tilfaldt Grundens Ejer. – Efter M. L. skulde den, som ødelagde eller borttog Nogens lovlig lagte Gildre, bøde ½ Mark til Kongen samt erlægge Avindsbod og fuld Erstatning til dets Ejer, og den, som tog Dyr af anden Mands Gildre, bøde 1 Mark til Kongen og Tvigjæld til Ejeren.

Høge og Falke som havde Rede i Nogens Skov, tilhørte efter G. L. 175, jfr. 263 Jordens Bruger, med mindre Ejeren udtrykkelig havde forbeholdt sig dem; men efter F. L. XIII. 5 og M. L. VII. 52 jfr. IX. 7, Chr. IV. L. resp. 53 og 8 (Kilde til Lovb. 3–14–38 og 6-15–5) tilhørte da Jorddrotten. Kongen var dog efter M. L. berettiget til frit at lade fange Falk paa hvilken Mands Grund, han vilde. Tog Nogen ulovlig Falk i Redet, skulde han bringe den tilbage og bøde Landnam; men var Falken bunden i Redet, ansaaes den, der tog den, som Tyv.

M. L. VII. 60 indeholder endel særegne Regler om Jagten paa Ikorn og Elgsdyr, som synes at have været særegne for Eidsivatingslagen, og som heller ikke er optagne i Chr. IV. L. – At gaa paa Ikornjagt i anden Mands Skov, selv uden Hund, var forbudt under Straf af 1 Marks Bod til Kongen og Landnam til Jorddrotten; dog var Enhver, naar han for sin rette Vej, berettiget til at skyde de Ikorne, som hans Hund maatte opjage. – Elgjagten synes at have været fri, hvor ikke Grundejeren udtrykkelig havde forbeholdt sig den; men Grundejeren tilkom Halvdelen af det Dyr, som blev fældet paa hans Grund. Paa Skid maatte imidlertid Ingen fare efter Elg paa fremmed Mark uden Grundejerens Tilladelse[4].

Ved Recessen af 1568 Art. 24, stadfæstet 28 Maj 1574 Art. 21, jfr. Kgbr. 11 Febr. 1573, 10 Marts 1574, 28 Aug. 1574, Reces 7 Oktbr. 1578 Art. 15, Kgbr. 9 Aug. 1579, 19 Juli 1582 og 31 Juli 1589, jfr. Chr. IV. L. VI. 57, blev der fra det Offentliges Side truffet Forføjninger til Fredning af det ædle Vildt. (Hjort og Elgsdyr), hvilket alene maatte skydes i Tidsrummet 14 Dage før og 14 Dage efter St. Bartholomei Dag (10 August–7 September), og kun af Grundejeren selv, som dog ikke maatte fælde flere end 2 Dyr om Aaret. I enkelte af de anførte Kongebreve er Forbudet dog noget modificeret, saaledes Jagttiden bestemt til Tiden mellem St. Laurentii og St. Martini Dag (10 Aug.–11 Novbr.), eller Fredningstiden endog indskrænket til den Tid, Dyrene gaar med Kalv. Ved Kongebreve af 9 August 1579 og 31 Juli 1589 blev det ligeledes forbudt at fælde Renkalve om Foraaret.

Bestemmelserne om de Forsigtighedsregler, som skulde iagttages ved Gildre, er ovenfor omhandlede, og vedkommer os ikke her. Bjelke omtaler i sine Noter til Chr. IV.L. VI. 57, et Kongebrev af 1601 (?), hvilket dog ikke findes i Registranterne, hvorved det blev forbudt at udsætte Harestokke om Vaaren, efterdi nogle smaa Gjetergutter var komne til Skade derved. Et lignende Forbud af 14 Oktbr. 1602 mod at udlægge Forgift for vilde Dyr angiver derimod som sin Grund, at Los og Maard ikke skal komme til at æde deraf, og deres Skind, som Kongen skal have tilkjøbs, saaledes blive fordærvet (!). Ingen af disse Forbud synes heller at have holdt sig i Kraft.

Med Hensyn til Fiskeri var det Regelen, at Fiskeriet i Ferskvand udelukkende tilkom Grundejeren, med mindre Alders Tids Brug havde medført noget andet (G. L. 85 og 93; F. L. XIII. 9; M. L. VII. 48[5], Chr. IV. L. 44). At tilegne sig Fisken ved at gjerde over Elv eller Aa var derimod ulovligt; G. L. siger udtrykkelig, at «Gudsgave skal kunne gaa saavel til Fjæld som til Fjære, om den vil» (jfr. Dipl. Norv. IV. No. 1035; VII. No. 560); efter Frostatingsloven var det derimod i de ikke flødbare Elve Grundejeren tilladt at gjerde over dem, naar han ejede Grunden paa begge Sider, med mindre Alders Tids Brug var derimod. – Den, som ulovlig fiskede i anden Mands Fiskevand, forbrød Fangsten og maatte bede Landnam til Landets Ejer.

Fiskevandene i Almenningerne var efter G. L. 145, F. L. XIV 8 og M. L. VII. 62[6] frie for Enhver; men dette indskrænkedes paa samme Maade som den øvrige Brug af Almenningerne til det omliggende Bygdelags Almue, jfr. Rb. 22 Juli 1297 Art. 4, se Var. 7; Rec. 7 Oktober 1578 Art.23; Chr. IV. L. VI. 59.

Fiskeriet i Havet var derimod frit for Alle. Harald Haarfagre erklærede, som en Følge af Odelens Tilegnelse, Havet for Kongens Ejendom, saa Aat alle Fiskere maatte betale ham Afgift (landvörðr); men denne ophævedes sandsynligvis af Haakon Adelstensfostre. Efter Stiklestad-Slaget paalagde Kong Sven Enhver, som roede paa Fiske, en Afgift til Kongen af 5 Stykker Fisk; men denne Afgift blev siden indskrænket til dem, som deltog i de store Torskefiskerier ved Vaagen paa Haalogaland, F. L. XVI. 2. Fra dette Fiskeri var alle Udlændinge udelukkede.

De gamle Love gjør ingen Forskjel mellem de store og de mindre eller daglige Fiskerier; men det er dog i det hele kjendeligt, at det er de første, som Loven i sine Bestemmelser nærmest har for Øje. Heller ikke omhandler Lovbøgerne andet end Sildfiskeriet, hvorom Bestemmelserne findes i F.L. XV. 5 og 6; M. L. VII. 49–51, Chr. IV. L. 45–48, der i det hele er gjentagne i Lovb. 5–11–16 til 23. Det fremgaar heraf tydelig, at Grundejeren ej alene ikke havde det mindste Fortrin fremfor enhver Anden til at deltage i dette Fiskeri, men at ogsaa Enhver var berettiget til sagesløs at benytte fremmed Grund til der at landdrage og oplægge sin Fangst, dog ikke længere end til Paaske. Iøvrigt gaar Lovens Bestemmelser nærmest ud paa at forebygge Forurettelser mellem Fiskerne indbyrdes. Forkast forbydes, og Fangsten skal altid tilhøre den, som først udgav sit Toug. Hvor Nogen kastede Vad, var Andre imidlertid berettigede til at fiske med Garn indenfor, naar de blot ikke laa til Hinder for Vaddrættet[7].

Da Sildfiskerierne i Viken ved Midten af det 16de Aarhundrede begyndte at antage store Dimensioner, fornemmelig ved Marstrand, hver Udførselen gik op til et Kvantum af 50,000 Læster om Aaret, blev de snart Gjenstand for Regjeringens Opmærksomhed, og der udgaves en Række udførlige Anordninger angaaende Orden og Politi ved Fisken. Fiskernes indbyrdes Forhold, Fangstens Behandling, Toldafgifter m. v. Den ældste af disse saakaldte Motbøger er af 12 Juli 1561 (jfr. Kgbr. 19 April s. A. og 15 Aug. 1564); siden udkom de stedse fuldstændigere under 26 Oktober 1575, 3 September 1583, 9 Oktober 1584, 7 Oktober 1585, 26 August 1586 og 24 September 1589. Af andre Anordninger vedkommende dette Fiskeri kan mærkes Kongebreve af 17 Decbr. 1580, 20 Aug. 1581, 14 April 1582, 14 September 1583, 29 September 1584, hvorved det paabydes, at Silden strax skal saltes og nedlægges paa Stedet, før den udføres, men sednere dog tillades under visse Indskrænkninger at udføre den raa Sild. I disse Fiskerier tillodes ogsaa Fremmede at deltage, dog mod forhøjede Afgifter; hvorimod Udlændinges Deltagelse i de øvrige store Fiskerier var forbudt, se Kgbr. 5 Novbr. 1580 og 12 Juli 1581; skjønt herfra dog undertiden ved specielle Bevillinger tilstededes Undtagelser, se saaledes Kgbr. 16 Decbr. 1551 og 1 Novbr. 1553. – Angaaende de fremmede Kjøbmænds Handel paa Fiskeværene udgaves forskjellige indskrænkende Bestemmelser af Hensyn til Byernes egne Borgere, saaledes Kgbr. 13 Juni 1569, hvorved det forbødes Udlændinge at handle i Marstrand mellem Fastelavn og Mikkelsdag, se og Kgbr. 6 April og 13 Juli 1581 og 9 Oktober 1585.

For de øvrige Fiskerier havdes ingen tilsvarende udførlige Anordninger; men ved disse, der havde bestaaet fra ældgamle Tider, havde der vistnok uddannet sig forskjellige lokale Vedtægter. Iøvrigt gjaldt Bjarkøretten som almindelig Lov for de under Fiskerierne opkommende Retsforhold, se B. R. 42. – Ved Kgbr. 27 Marts 1564 blev de i Motbogen for Fiskeriet i Viken foreskrevne Regler erklærede ogsaa at skulle gjælde for Fiskerierne i Bergenhus Len, jfr. Kgbr. 15 Aug. s. A (Registr. S. 431). – Under 24 Aug. 1639 udfærdigede Lensherren Oluf Parsberg en udførlig Anordning om Sildfiskerierne i Trondhjems Len, der blev stadfæstet af Kongen 6 Juni 1640 og 6 Februar 1650.

At der af Fiskefangst maatte svares Tiende, er allerede tidligere omhandlet. Den blev imidlertid, som det synes, idetmindste efter Reformationen ikke krævet uden ved de Fiskerier, der dreves som formelig Næringsvej; men var iøvrigt ikke indskrænket til de store Fiskerier, hvorimod den navnlig ogsaa fordredes af Laxefiske, se Kgbr. 18 Juli 1573, 21 Juli 1604, 26 Juni 1608 og 20 Juni 1610. – Fremdeles var det en Selvfølge, at Fiskevarer ved sin Udførsel til Udlandet maatte svare Told, og det er ovenfor bemærket, at de Fremmede, som deltog i Sildfiskeriet under den norske Kyst, maatte erlægge en særskilt Afgift, der benævntes Aaresild (Kgbr. 12 Juli 1561 o. fl.). Iøvrigt synes Fiskeriet i Norge ikke at have været særskilt beskattet. Dog blev ved Reces 1568 Art. 20, som det siges, med Bøndernes eget Samtykke, hver Sildfisker paalagt en Afgift af 1 Fjerding Sild til Kongen; hvorimod til Gjengjeld Kongens Forkjøbsret til sild blev ophævet.

En enkeltstaaende Fredningsbestemmelse blev given ved Kgbr 13 Septbr. 1602, hvorved det paa Agdesiden blev forbudt at fange Lax i Legetiden.

Med Hensyn til Hval og Sæl indeholdt de gamle Love en Række særskilte Bestemmelser, som med endel Forvanskninger er gaaede over i Lovb. 5–12.

Om Hval handler G. L. 149 og 150; F. L. XIV. 10; B. R. 145; M. L. VII. 64, Chr. IV. L. 61. – Fangsten af Hval var fri for Alle; dog var det efter G. L. og M. L. forbudt at vejde Hvalen i Sildfisket (sildreki) under 40 Marks Bod. Rendte den anskudte Hval op paa Nogens Land og blev siddende der, tilkom Grundejeren Halvparten af Hvalen. M. L. bestemmer derhos, at, hvis Nogen har skudt en Hval med mærket Skud, og derefter en Anden finder den, tilkommer Vejderen og Finderen Halvparten hver.

Fornemmelig er det dog Fund af døde og indstrandede Hvale, hvormed Lovene beskjæftiger sig. Efter G. L. og M. L. tilfaldt Hval, som fandtes flydende paa Dybet, Finderen, hvis han var Hauld eller havde højere Ret, og Hvalens Længde ikke oversteg 18 Alen; havde Finderen ringere Ret, maatte han kun beholde Hval, som ikke var større end 9 Alen. Større Hvale tilhørte Kongen. Finderen skulde afspække Hvalen i Vidners Overvær, eller lade Skelettet (Ryg, Hoved og Spord) ligge igjen til Vidnesbyrd om, at Hvalen ikke var større, end at han havde Ret dertil. Førte Finderen Hvalen tillands for at afspække den, hvor der groede Græs, skulde han, efter eget Valg, enten give Grundejeren den halve Hval, eller betale Landnam. Den, som fandt en Hval drivende i aaben Sø (í vötstum út), og ikke kunde føre den tillands, var imidlertid berettiget til, uden Hensyn til Hvalens Størrelse, at skjære af den saa meget, han vilde, naar han blot ikke skar Hul paa den, og siden lade den drive. – Hval som indstrandede paa Nogens Jord indengjerdes, tilhørte efter G. L. altid Grundejeren; indstrandede den derimod udengjerdes, tilhørte den, hvis den var over resp. 18 eller 9 Alen lang, Kongen og Grundejeren, hver for det Halve; indstrandede den i Bunden af en Fjord i mindre end et Pileskuds Afstand fra hvert Land, havde begge Grundejere Ret til den; var den bleven siddende paa en Udgrund eller Holme, havde den Ejer, til hvis Land denne hørte, Ret til Hvalen. Ifølge M. L. tilfaldt derimod strandet Hval, uden Hensyn til dens Størrelse, og hvad enten den indstrandede inden- eller udengjerdes, altid vedkommende Grundejer og Kongen, hver for det Halve. Hval, som indstrandede i Almenning, tilhørte efter G. L. Kongen alene; men efter M. L. Kongen og den brugsberettigede Almue hver for det Halve. – Den, der fandt en Hval, som han ikke havde Ret til at beholde; tilkom altid Findingsspæk, hvilket beregnedes paa forskjellig Maade i de forskjellige Love og efter hvad Finderen havde foretaget for at sikre Fundet. – Drev Nogen en Hval ind i anden Mands Hvalvaag og stængte derfor, tilhørte Hvalen Vaagens Ejer, og den, som inddrev den, maatte efter G. L. endog bøde Landnam; men efter M. L. fik Driveren tvertimod en Godtgjørelse for sin Ulejlighed. Var det derimod ej i nogen Hvalvaag, tilfaldt Hvalen Vaagens Ejer og Driveren, hver for det Halve.

Bestemmelserne i Frostatingsloven synes at have været temmelig afvigende fra de andre. Ogsaa der var kun Hauld eller bedre Mand berettiget til at beholde funden Hval over en vis Størrelse (hrafnhvalr? jfr. Kongespejlet Kap. 12); var Finderen aarbaaren Mand, havde han kun Ret til Halvparten af Hvalen. Alle mindre Hvale havde enhver Finder Ret til at beholde. Endvidere synes Bønderne at have været berettigede tilligemed Kongen til visse Hvale (hvalr lýðskærr), maaske alle dem, som Finderen ej var berettiget til at beholde alene. Den, som fandt en lýðskærr Hval, var forpligtet at fæste den, og tilsige Kongens Aarmand og Bønderne om at komme til Hvalen inden 5 Dage, herfor tilkom der ham Findingsspæk, en Baadladning fuld; men fastgjorde Finderen ikke Hvalen forsvarlig, saa den igjen drev ud, forfaldt han i Bøder. Drev en lýðskærr Hval ind i Nogens Baadsted, tilkom Ejeren den Del af Hvalen, som laa i Støden; men Kongen og Bønderne, hvad der laa udenfor. – Af disse Bestemmelser er alene den om Bøder for Finderen, naar han havde fastgjort Hvalen uforsvarlig, gaaet over i den nyere Landslov.

Om Sælfangsten handler G. L. 91 jfr. 95, F. L. XIV. 11, B. R. 146, M. L. VII. 65[8], Chr. IV. L. 62. – Efter G. L. og M. L. var Enhver berettiget til fra Søen at skyde Sæl, hvad enten den laa i Søen eller paa Land, naar den blot ikke laa paa noget kunstig inddæmmet Kobbeveide. Derimod var det forbudt at skyde Sæl fra Landet af, saavelsom at udstille Garn efter den, hvilket nemlig udelukkende tilkom Grundejeren. Den, som skjød Sæl fra Nogens Land af, forbrød den til Grundejeren, og, hvis Sælen laa paa en inddæmmet Grund, maatte han tillige erlægge Landnam. Satte Nogen Sælgarn paa anden Mands Grund, beholdt Grundejeren Sælen og Garnet med, hvis ikke dettes Ejer indløste det med Landnam. – Disse. Bestemmelser er gjennem Chr. IV. L. VI. 62 gaaede over i Lovb. 5–12–14 til 17, men med Forandringer og Misforstaaelser, hvorved Meningen er bleven ganske forstyrret Chr. IV. L. havde nemlig udeladt Kildens Forbud mod at skyde Sæl fra Land, og gjengivet Kildens Udtryk «inddæmmet» med «fredlyst» i hele Kapitlet, og dette er ordlydende indtaget i Chr. V. Lov. Men Lovb. har tillige gjenoptaget de ældre Loves Forbud mod at skyde Sæl fra Land af, og her har den gjengivet «inddæmmet» med «hvor Gildre er lagt», hvorved en Modsætning er fremkommen, som er ganske ukjendt for Kilderne.

Ogsaa om Sælhundefangsten indeholdt Frostatingsloven særegne Bestemmelser. Alle Sælhundevær var ved selve Loven fredlyste fra 3 Uger før St. Hansdag til 6 Uger før Jul; hvo: som i denne Tid tog Sæl i en Andens Vær, blev Tyv derfor. Udenfor denne Tid var det overladt Enhver «at hegne sine Sælvær, ligesom man hegner sine Ejendomme paa Land, paa lovlig Maade» (með lagakefli; með lögum); men hvorledes dette skal ske, anviser Loven ikke; den blotte Lovfæstelse synes efter sin hele Hensigt ikke at kunne have været nok. Var det skeet, forfaldt den, som desuagtet gik i anden Mands Sælvær i Ransbod og Landnam, og Sælen tilfaldt Værets Ejer.

Om Fund af Sæl, Niser og andre Sødyr bestemte G. L. 95[9], at, hvis de fandtes ovenfor Marbakken, tilhørte de Jorddrotten, hvori indirekte ligger, at de, hvis de fandtes nedenfor denne paa Dybet, tilfaldt Finderen. Selv om Sælen bevislig var dræbt af en Anden, tilfaldt den dog Finderen, og Vejderen fik kun sit spyd tilbage, hvis det fulgte med Sælen. – I den nyere Landslov er dette saaledes forandret, at den, som havde fundet Sæl o. dl. ovenfor Marbakken, tillagdes en Tredjedel eller en Fjerdedel med Grundejeren, eftersom den var funden inden- eller udengjerdes; den, som bevislig havde skudt en Sæl, tillagdes Halvparten, naar en Anden fandt den.

Døde Landdyr tilfaldt efter G. L. 95 Finderen alene; men efter M. L. VII 63, Chr. IV. L. 60 Kilden til Lovb. 5–10–4, Finderen og Grundejeren, hver for det Halve.

  1. Vápnum skal dýr veiða, hver sem má, hverr sem mørk á. Nú fara menn á dýra-veiði, þá skal hverr fara þar, sem hann á mørk, at renna hundum at dýrum; þá á sá dýr er reisir, meðan hann vill eptir fara, þó at annarr veiði. Nú kemr dýr á sund, þá á sá skotbóg í, er þat dýr veiðir; leysi af með skinni, ellar leysi skarð or skinni. Nú rennr dýr af veiðistigum, ok veiða þat aðrir menn, þá á hálft hvárr þeirra, sá er veiðir ok sá er reisti. Nú ferr maðr í annars manns mørk at renna hundum, þá veiðir hann þeim er þá mørk á. Hundr á skinn, ef menn dýr veiða.
  2. Bjørn ok úlfr skal hvervetna útlagr vera; þeirra verk vill engi maðr varða; nema þar at eins, ef bjørn er horfinn í híði; lýsi því í fjølda manna, at þat er hans hvarf. Nú veiða aðrir menn, þá veiða þeir þeim er hvarf átti. Nú fara menn á bjarnveiðar, ok ganga til híðrs fyrir ofan viðu ok hleypa út birni, þá skulu þeir gjalða aptr, ef hann bítr fyrir mønnum, er út hleypa. En ef hann hleypr í viðum út, þá skulu þeir ekki gjalda.
  3. Engi maðr skal gildra í mørku annars til einigra dýra, nema til varga ok refa ok til ótra, en engi grafa á jørðu manns, nema hinn leyfi er á, ok eigi urð brjóta.
  4. Ef maðr ferr yfir land manns at vegferlum réttum, þá skal hann þann íkorna skjóta, sem han sér hunda á ferli hafa. En ef hann gerir aðrar vánir yfir land manns, þar sem íkorna-skógr er, bœti mark silfrs, hálfa konungi en hálfa þeim er land á, ok landnám á ofan. En skógarbúð er maðr á, ok er hon fjórum hneflum timbrað, hon er hálfa ðyrri. En ef maðr gengr á elgskóg manns eða gildrar þiðra eða ótra, bœti eptir laga dómi. Elgir allir skulu frið hafa fyrir þeim mønnum er á skíðum renna, allt innan takmarkar þess er jørð á. En ef menn skjóta elgi eða veiða utan takmarka, þá er sektarlaust við konung, ok svá ef í gørðum eða gildrum veiði. En hverr er á skíðum rennir at veiða elgi at úleyfi þess er á jørð, gjaldi eptir laga dómi. Dýr hvert hafi sá hálft er skýtr, en hinn hálft er jørð á undir. Skulu austmenn sekjast svá sem þeir, er í Noregs konungs ríki búa, ef þeir skjóta í Noregs konungs ríki eða fella þar. Þessi friðr skal standa um alla þessa løgsókn ok svá langt austr, sem Noregs konungs ríki stendr.
  5. Hverr á vatn ok veiðistøð fyrir sínu landi, þá sem at fornu hafa verit, nema með løgum sé frá komit. … Engi skal fyrir øðrum veiðistøð spilla né banna, þar sem maðr hefir haft at fornu fari, eða vatn veita. En hvervetna sem menn eigu laxá saman, þá skal hverr gera veiðivél í sinni á, ok gera þó svá at fiskar megi fara upp á miðri á; því at ganga skal guðs gjøf til fjalls sem til fjøru, ef gengit vill hafa. En sá maðr er gerðir fyrir, þá skulu þeir menn, er fyrir ofan eigu, gera hánum fimtar-stefnu á þingi or at brjóta; en ef hann vill eigi or brjóta, þá skulu þeir æsta liðs til or at brjóta; bóndi hverr, er synjar tilfarar, sekr eyri silfrs við konung. En þeir er garð gerða í at úløgum, gjaldi þeim er fyrir ofan búa mark silfrs, ok þeir viðaðu veiði fyrir. Engi skal fara í annars á, nema hann vili þeim veiða er ána á, ok gjaldi þó landnám á ofan.
  6. Fiskivøtn øll, er í almenningum eru, þá eru øllum jafnheimul ok svá dýraveiði.
  7. M. L. VII. 49: Ef menn fara í sildfiski, þá skal bæði verpa á akr ek eng ok hvar sem vill at orsekju, ek hafi af allt at sumarmálum. En ef hann hefir þá eigi allt af, þá á landsdróttinn hvárt sem hann vill, landnám eða sild þá er á liggr, ef hann hefir áðr fimtat af. En allan þann auslan, er fiskimenn gera í sildfiski framar en lofat er at løgum, bœti auslan allan, sem 6 skynsamir menn meta, hvárt sem er innangarðs eða utan; vilja þeir eigi þar bœta, leggi á landnám. … – 50: Standa skulu sóknir allar í sildfiski. En ef þeir fara brótt at úbœttu, þá er stýrimaðr í vørðslu fyrir háseta sína, hvar sem hann verðr staðinn, ok sœki stýrimaðr sitt af þeim er áðr eru sakir á gefnar. … – 51: Engi skal øðrum hrigðverpi gera; hafi sá varp, er fyrri rendi togum sínum, ok fiski þeim er hann gerði hrigðverpi. … En ef báðir í senn renna togum sínum ok kastast í móti, þá hafi þat hverr sem fær, ef hvárgi kastar yfir annan; en ef øðruvís verðr, hafi þat hálft, hvar er meira fiskir. En ef menn kasta løgnum til sildar, þa má hverr leggja undir kafla, er vill, þar til er kringar koma á land, ok ausi eigi fyrr sild or netjum En ef þeim er eigi frá visat, þá bjargi hverr sér með hverfum ok rodháfum, ok þó svá at þeir veita fulla bjørg hinum. En ef hinir vísa þeim frá ok ausa þeir sild lengr, þá eignast þeir sild alla, er kast áttu. … En ef nót spillir rétt netja-veiði, svá at kastar yfir kafla annars, eða sker fljót af, eða hvat netja-spell eða veiði er verðr af handvømmum hans nauðsynjalaust, fiski þeim er hann gerði veiði-spell ek bœti skaða, ef af verðr, eptir laga dómi ok øfundar-bót á ofan. En ef net kunnu saman at renna af straumum eða stormum, þá skal svá sundr skilja, at hvárgi fái skaða af, ef því kemr við. En ef því kemr eigi við, þa bœti skaða þann, er af verðr, nema báðir sé hjá.
  8. Nú hittir maðr net í látrum sínum ok sel í, þá á hann sel ok net þar til er eigandi leysir net út með landnámi. Nú má maðr skjóta sel af skipi, er hann rœr réttleiðis, hvárt sem hann er á floti eða á landi, nema selr liggi á látri því, er stilli er til hlaðit; þá veiðir hann þeim er ver á. Nú ef maðr skýtr sel af landi, ok er eigi stilli til hlaðit, þá skal sá hafa sel er látr á; en ef stilli er til hlaðit, þá á hann bæði sel ok landnám. Nú lýstr maðr sel, ok finna hann aðrir menn, þá á sá hálfan sel er laust, en hálfan sá er finnr ok sá skutil sinn er skaut, ef skutill fylgir. – Nú hittir maðr sel eða hnísu eða aðra fiska utan hval fyrir ofan marreins-bakka, ok fœrir eiganda, hafi af þriðjung utangarðs en fjórðung innangarðs, en jørð eignist 2 hluti utangarðs en þrjá hluti innangarðs; en ef han fœrir brott, þá fœri aptr ok leggi á landnám.
  9. Hittir maðr sel eða fisk fyrir ofan marreins-bakka, þá eignast jørð; en ef hann fœrir brautt, þá fœri hann aptr ok leggi á landnám, ef hann er sóttr til. En ef maðr hittir dýr á landi dautt, þá skal hann sjálfr hafa fynd sinn, hvatki dýr sem er.