Forelæsninger over den norske Retshistorie/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Blandt de forskjellige Klasser af Ejendomme, der var særskilte Retsregler undergivne, er Almenningerne og Adelens Jordegods saa godt som de eneste, hvorom der er noget Væsenligt at bemærke. Om Kronens og Kirkens Ejendomme er tidligere handlet i en anden Forbindelse; i privatretlig Henseende var deles Stilling ikke meget forskjellig fra de øvriges.

Lovene skjelner mellem Kronens og Kongens private Gods; det sidste gik i Arv efter det almindelige Arvetal og var i det hele underkastet de almindelige Regler (M. L. II. 7). Krongodset fulgte naturligvis Tronarven, og var i den ældste Tid udentvivl Kongernes fornemste Indtægtskilde. Det blev dels drevet som Kongsgaarde umiddelbart for Kongens Regning ved hans Aarmænd eller Fogeder, dels bortbygslet mod Landskyld paa sædvanlig Maade, dels henlagt som Veitslejord til Lændermeendenes, Lagmændenes og de haandgangne Mænds Lønning. – Kongen var efter en under Kong Sigurd Jorsalfarer, foranlediget ved Processen med Sigurd Hranessøn, given Bestemmelse uberettiget til at disponere over Kronens Ejendom ved Gaver eller Forleninger længere end for sin Regjeringstid, saa at de af Eftermanden altid kunde tilbagekaldes[1]. Mageskiftede derimod Kongen noget af Krongodset eller solgte det, blev Handelen gyldig, og, hvis Kongen for Salgssummen kjøbte andet Jordegods, blev dette betragtet som Kronens, ikke som Kongens private Ejendom. – Med Hensyn til Odelsretten bestemte alle Lovene (G. L. 270, F. L. XII. 4 og M. L. VI. 2), at Jord, som var skjænket af Kongen, umiddelbart blev Modtagerens Odel; dette kunde imidlertid efter det nys Anførte ikke faa Anvendelse uden paa Kongens private Gods. Iøvrigt synes F. L XII. 4 at ville have Kongen stillet aldeles udenfor Odelsrettens Regler, idet han «hverken skulde bydes eller selv byde nogen Jord». Men ifølge G. L. 271 og M. L. VI. 6 gjaldt i denne Henseende ingen Forskjel: Kongen skulde bydes og byde Jord ligesom Andre, og Præskriptionstiden var i begge Tilfælde 3 Kongers Regjeringstid (jfr. ovf. S. 176). – At ulovligt Aavirke paa Kongens Ejendom medførte forhøjede Bøder (G. L. 91; F. L. XIII. 15 og 16; M. L. VII. 20 og 21), var en ligefrem Følge af Ejerens højere personlige Ret, ligesom ogsaa, at Kongen raadede for Bygselen, naar han ejede lige Lod i Jorden med en Privatmand (Fr. 7 Aug. 1514 Art. 2, Paus S. 282; Reces 1539 Art. 19 og Rec. 1557 Art 1, Chr. IV. L. VI. 1, jfr. Lovb. 3–14–2). Dette gjaldt saaledes ligesaavel for Kongens private, som for Kronens Gods.

I Lenstiden var naturligvis Krongodset overdraget Lensherrerne paa samme Maade som Kronens øvrige Indtægtskilder i Lenet, overensstemmende med Lensbrevenes forskjellige Indhold. I Regelen skulde Indfæstningssummerne af Bygselgodset tilfalde Kongen selv (jfr. Kgbr. 25 og 27 Febr. 1574), om ogsaa Lenet var bortsat paa Afgift. – Lensherrerne ansaa sig altid berettigede til at tage de Gaarde, som de ønskede, i Brug for sin egen Regning ligesom det næsten faldt af sig selv, at der blev indrømmet deres Fogeder i Landdistrikterne en Gaard til Brug, jfr. Reces 15 Septbr. 1578 Art 9. – Denne Anvendelse af Krongodset til at skaffe Embedsmændene i Landdistrikterne Boliger blev videre gjennemført ved Fr. 15 Marts 1633 Art. 6 og 24 Oktbr 1634 Art. 5, hvoraf den første bestemte, at der skulde udlægges til Fogderne faste Embedsgaarde til afgiftsfri Benyttelse mod at holde Gaarden vedlige, – og den anden, at ogsaa Sorenskriverne skulde bevilges en Gaard paa 2 Skippund Tunge til afgiftsfri Brug, saaledes at Almuen skulde betale Landskylden deraf. I Virkeligheden kom imidlertid denne Foranstaltning kun paa de færreste Steder til Udførelse. – Da man efter Suverænitetens Indførelse vilde give den norske Landmilits en fast Organisation, blev det ved kgl. Befaling af 28 April 1663 bestemt, at der af Kronens Gods skulde udlægges tilsammen 1300 Gaarde til Kvarterer for Officerer og Menige af Kavalleriet og Officererne af Infanteriet (jfr. Bef. 13 Juni 1664); disse Gaarde blev imidlertid ikke overladte vedkommende Krigsmænd til Brug, men alene anviste dem til Beboelse (jfr. Fr. 30 April 1692 §33). Men allerede i første Halvdel af det følgende Aarhundrede blev Indretningen atter afskaffet.

At Kronens Gods som saadant har haft nogen Fritagelse for de almindelige offentlige Byrder, sees aldrig. Derimod forstaar det sig, at der, efter at Ledingen var bleven til en staaende Skat, ikke kunde være Tale om at erlægge nogen saadan af det Jordegods, som Kongen umiddelbart lod bruge for sin egen Regning. Lige saa lidt svarede vistnok Lensherrerne nogen Skat af det Krongods, som de brugte eller lod bruge for egen Regning; men dette var da alene at betragte som en Følge af Brugerens personlige Stilling.

Med Hensyn til Kirkens Gods, hvilket ligeledes dels var henlagt umiddelbart til de kirkelige Funktionærers personlige Brug, dels gjordes frugtbringende ved Bortbygsling, var det i den katolske Tid stadig Gejstlighedens Paastand, at det skulde betragtes som Guds egen Ejendom og følgelig under ingen Omstændighed røres af verdslig Haand. Et Spor af den samme Opfatning er Bestemmelsen i F. L. XIV. 3: at Kirken aldrig skal tabe sin Ejendom ved nogen Præskription, medens den omvendt selv vinder Ejendom ved 30 Aars Hævd, – hvilken Bestemmelse er hentet fra Gratians Dekret, men ikke gjenfindes i nogen af vore øvrige Love. Kirkens Paastand om Ledingsfrihed for sit Gods og denne Paastands delvise Indrømmelse ved Konkordatet til Tunsberg af 1277 Art 11 og Haakon Magnussøns Retterbøder af 1308–9 og 1311 er tidligere omhandlet.

Efter Reformationen blev den Del af Kirkegodset, som Kirken beholdt tilbage, – forsaavidt det ikke var henlagt som Embedsgaarde til Præsternes eget Brug, – dels henlagt til Gejstlighedens Underholdning (Mensalgodset), og gjort frugtbringende gjennem Bortbygsling af vedkommende Beneficarius selv, dels henlagt til Kirkens Fornødenheder; om dette sidste bestemte Recessen af 1539 Art 12 og 13, at Kirkens Ombudsmand skulde bortbygsle det, og med Sognepræstens Vidende anvende Indkomsterne til Kirkens Fornødenheder, og for Overskuddet gjøre Regnskab for Provsten (jfr. Chr. Hvitfeldts Anordning for Stavangers Stift 18 Januar 1544, Krags Hist. II. S. 382). Man finder imidlertid, at de kongelige ombudsmænd har bortbygslet Kirkegodset og taget Bygselpengene til Indtægt for Kongen, medens Kirkeværgen har oppebaaret Landskylden for Kirkens Regning, se Reces 1578 Art. 2, Herredagsdom af 18 Juli 1599 og Chr. IV. L. VI. 1. – Ved Statholder Paal Hvitfeldts Lensbrev af 27 Februar 1574 Art. 8–12, jfr. Kgbr. 22 Februar 1576, blev det bestemt, at der skulde ansættes 3 Stiftskrivere, der skulde føre Tilsyn med Kirkernes Indkomster og høre deres Regnskaber, samt istandbringe rigtige Jordebøger over alt det gejstlige Gods, hvorhos de selv aarlig skulde aflægge Regnskab for Lensbefalingsmanden. Men da disse Stiftskrivere viste sig «at være Kirkerne mere til Skade end til Gavn», blev de ved Statholder Ove Juels Lensbrev af 25 Marts 1583 igjen afskaffede, og Tilsynet med Kirkernes Regnskaber henlagt umiddelbart under Sfiftsbefalingsmanden, jfr. Ludvig Munks Lensbrev af 14 Juli 1581 og Recessen af 1578 Art 2, hvorefter Stiftskriverne allerede tidligere synes at være afskaffede. – Ifølge Reces 1539 Art. 12 og Chr. IV. L. V. 4 skulde Odelsmanden til Gods, som i sin Tid var bleven skjænket til Kirken, være fortrinsberettiget til at erholde samme bygslet.

Iøvrigt var det en ligefrem Følge af hele det forandrede Forhold, hvori Kirken ved Reformationen var traadt til Staten, at Kongen ansaa sig berettiget til at trælle hvilkensomhelst Forføjning over Kirkegodset, hugge eller lade hugge i Kirkens Skove og overhovedet disponere over alt, hvad Kirken ikke behøvede til sit eget Brug. – I den sednere Tid blev alle Adelsmænd og tillige enkelte Andre tillagt Øvrighedsmyndighed over Kirkerne paa deres Besiddelser, med Ret til at nyde Overskuddet af deres Indkomster (jus patronatus), se Privilegier for Adelen af 24 Juni 1661 § 5 og for Gejstligheden af s. D. § 3, Grevernes og Friherrernes Privil. 25 Maj 1671 resp. § 5 og 4, jfr. Lovb. 2–21–6 og 45, 3–2–1, 5–2–63, 5–3–34 og 35 m. fl. samt Kirkeordinansen af 1607 Fol. 28. – End videre blev, især efter Suverænitetens Indførelse, flere private, gejstlige og verdslige Personer, som det kaldtes, «benaadede med Kirkens Indkomster mod at holde dens Bygning vedlige», altsaa uden Øvrighedsmyndighed, se f. Ex. Reskr. 10 og 20 Februar 1662, 28 Oktbr. 1665, 14 Septbr. 1670, jfr. 25 Januar 1666 og Anordn. 9 Maj 1668; men alle disse Benaadningsbreve tilbagekaldtes igjen ved Reskr. 26 Septbr. 1690. – Jfr. Budstikken 1823 S. 461 og 821.


Landets naturlige Beskaffenhed medførte, at betydelige strækninger blev liggende igjen, efter at Bebyggelsen havde fundet Sted, uden af nogen enkelt Mand at være tagne i Besiddelse. Disse strækninger var saaledes herreløse, og i den ældste Tid øvede Enhver over dem den Raadighed, han fandt forgodt, og kunde saaledes ogsaa, for saa vidt han ikke krænkede nogen Andens allerede stiftede Ret, tilegne sig større eller mindre Stykker deraf. Disse Strækninger, der saaledes laa aabne til Hvermands Benyttelse, kaldtes Almenninger (almenningr)

Ved det norske Enekongedømmes Stiftelse tilegnede Harald Haarfagre sig, som Sagaerne udtrykker det, «alt Odelsgods og alt bebygget og ubebygget Land, endog Søen og Vandene. Alle Bønder skulde være Kongens Lejlændinge, og ligesaa de, som ryddede i Skovene og brændte Salt ved Stranden, og alle Jægere og Fiskere» (Egils S. Kap. 4, jfr. Snorre Kap. 6 og 32). Hermed var altsaa Kongens eller Statens Ejendomsret over Almenningerne udtalt, og heri gjorde det ingen Forandring, at Haakon Adelstensfostre, som det heder, «gjengav Bønderne deres Odelsret til sine Gaarde»; thi det var alene de privatretlige Ejendomsforhold, som derved gjenoprettedes; hvorimod Kongedømmet beholdt, hvad det iøvrigt havde tilegnet sig. Kun forsaavidt altsaa Gaardbrugernes Ret som saadanne faktisk havde udstrakt sig ogsaa over Almenningerne, forblev denne deres Ret bestaaende ved Siden af Kongens Eiendomsret. Dette kom navnlig til Anvendelse paa Sætrene, eller de af de enkelte Gaarde i særskilt Besiddelse tagne og tildels endog med de fornødne Huse for Sommertiden bebyggede Græsgange tilfjælds, hvilke nærmest var at betragte som Tilliggelser (hlunnindi) til Gaardene i Bygden, og altsaa halvvejs som virkelig Ejendom; se G. L. 86, jfr. 84, og F. L. XIV. 8, jfr. 7, der ikke alene anerkjender Sæterretten som en sand Ejendomsrettighed for den Private; men endog erklærer Bonden berettiget til at nytte sin Sæter og til at indrette sig ny Sæter, saa længe han kun ikke kommer i Kollision med andre Bønders Ret. I denne Henseende foreskriver G. L., at, hvor Mænd tvister om Sæter, skal 20aarig uafbrudt og upaatalt Besiddelse ansees som gyldig Adkomst.

Derimod kunde ingen udelukkende Tilegnelse af Almenningerne længere finde Sted uden med Kongens Tilladelse, se G. L. 145; F. L. XIV. 7 og 8; M. L. VII. 61 og 62, Chr. IV. L. 58 og 59, der forbyder at opdyrke Almenning uden Tilladelse af Kongens Ombudsmand under Straf af at have hele Udbyttet forbrudt[2]. Hermed var det imidlertid ingenlunde Meningen at lægge nogetslags Hindringer ivejen for Landets fortsatte Bebyggelse; de anførte Lovsteder viser tvertimod, hvor villigen saadan Tilladelse til at rydde i Almenningen meddeltes, ligesom ogsaa, at, naar den var meddelt, de saaledes opryddede strækninger ganske udgik af Almenningen og blev, som Gulatingsloven kalder det, «Bygd». Saadan Bebyggelse synes dog aldrig at have kunnet finde Sted til Fortrængsel for de allerede okkuperede Sætre; men herom var der vel heller aldrig i hine Tider Tale, og saa ledes maa man forklare sig, at denne Indskrænkning, der ligefrem ligger i Forholdets Natur, ikke udtrykkelig er udtalt for i Lovb. 3–15–8 Slutn., ligesom den heller ikke findes i dette Lovsteds Kilde, Fr. 28 Juni 1632 og Reces 1643, 3–39 No. 10. – Naar Nogen havde erhvervet sig Tilladelse til at rydde sig en Plads i Almenning, sees det at have været overladt til ham selv at tage saa stort et Stykke, som han vilde; men han skulde have indhegnet samme inden 12 Maaneder, og maatte ikke sednere udvide det. Rydningsmanden skulde derhos udenfor Gjerdet have en Strimmel, saa bred, som han kunde kaste med sin sigd (sniðilsverp), til Udmark (til garðbóta). – Paastod Kongens Ombudsmand, at Nogen uden Tilladelse havde tilegnet sig et Stykke af Almenning, medens den sagsøgte paastod, at det var hans Ejendom, skulde Besiddelse i den almindelige Odelshævdstid ansees som gyldig Adkomst (F. L. XIV. 7, jfr. G. L. 271; M. L. VII. 61, Chr. IV. L. 58, jfr. Lovb. 3–12–2). – Tvist om Grænsen mellem Almenning og private Ejendomme skulde afgjøres ved edeligt Sandsagn af 12 til Tinge opnævnte Bønder, jfr. Dipl. Norv. II. No. 4.

I Almenningernes naturlige Herligheder kunde derimod Enhver gjøre sig saa nyttige, som han vilde og kunde. Denne Brugsret sees ogsaa Harald Haarfagre at have villet henlægge under Kongedømmet; men den er bleven Bønderne tilbagegiven tillige med Odelen. Efter Stiklestad-Slaget, da det norske Folk anden Gang blev berøvet sin Odel, synes ogsaa Kong Sven at have frataget Bønderne deres Brugsret i Almenningerne; men Magnus Barfods Sønner gav Bønderne i Trøndelagen deres Almenninger tilbage (F. L. XVI. 2[3]), og det samme er rimeligvis skeet ved Magnus den Gode eller Haakon Thoresfostre for de øvrige Landsdele. – Enhver kunde benytte Almenningens Græsgange for sit Kvæg, og slaa Hø paa de naturlige Enge; derimod maatte Ingen saa Korn eller tillægge kunstig Eng uden kongelig Tilladelse. Den, som først havde begyndt at slaa en Engslaatte, var eneberettiget til at beholde samme i det Aar. Ligeledes kunde Enhver forsyne sig med Trævirke af Almenningsskoven; kun skulde han efter E. L. og M. L. have det bortført, hvis det var Tømmer eller Bord, inden 12 Maaneder, og alt Andet den samme Dag, da ellers hvo, som vilde, kunde tage det. Fremdeles var Enhver berettiget til at benytte Almenningsvandene; til sammesteds at jage og fiske og at indrette sig Dyregaarde der. Dog maatte han ifølge F. L. XIV. 9 og M. L. VII. 63, Chr. IV. L. 60 (Kilde til Lovb. 5–10–10 til 12), ikke indrette disse saa nær ved Andres, at han derved forspildte Fangsten for dem, og han skulde stadig holde dem vedlige, da i modsat Fald Enhver kunde optage og benytte dem. Efter Rb. for Østerdalen af 22 Febr. 1358 Art. 1 (Dipl. Norv. VI. No. 238) havde Enhver Frihed til i Almenningen at virke Jærn af Myr- og Sømalm.

Benyttelsen af Almenningerne stod oprindelig Alle lige meget aaben, og der forekommer i de ældste Love ingen Indskrænkning af Berettigelserne til bestemte Bygdelag. Sagens Natur medførte imidlertid, at Brugen faktisk alene kunde komme de nærmeste Bygder tilgode, og heraf har da i den følgende Tid, under dens tiltagende Vigtighed, udviklet sig en udelukkende Ret for disse, som allerede har fundet sit Udtryk i M. L. VII. 46 og 64, hvilken sidste tillægger de Bønder, «som ejer Almenningen med Kongen», Halvdelen af der inddreven Hval, medens denne tidligere helt var tilfalden Kongen. – Om nogen Fordeling af Retten mellem de Brugsberettigede indbyrdes er aldrig Tale; den Enes Ret var ligesaa god som den Andens, og Ingen forpligtet til at underkaste sig Indskrænkninger af Hensyn til Andre; det kom alene an paa, hvo der kom først. Dette er vistnok Meningen af Udtrykket: «der skal møde Horn mod Horn og Kløv mod Kløv» i G. L. 84, hvor det i Forbindelse hermed bestemmes, at Kvæget ikke i Almenning maa optage og indsættes (smali má eigi fara með heimboðum), om det end gjør Skade (paa Sætervolde, Engslaatter o. dl.), jfr. M. L. VII. 41, Chr. IV. L. 38 Slutn., Lovb. 3–12–3, se og Dipl. Norv. II. No. 403 og Norske Samll. I. S. 342. – Lige saa lidt er der Tale om, at Brugen skal være indskrænket til den Berettigedes eget Behov; først langt nede i Tiden sees en saadan Begrænsning at være gjort gjældende i Henseende til Skovens Brug (jfr. ovf. S. 228); men i Lovgivningen findes heller ikke denne Indskrænkning udtrykkelig udtalt før end ved Lovb. 3–12–6; hvorimod man bragte den i Anvendelse som en ligefrem Følgesætning af Forholdet mellem Kongen som Ejer og Bønderne som blot Brugere. – Vedligeholdelsen af de gjennem Almenningen farende Veje paahvilede efter M. L. VII. 46, Chr. IV. L. 42 de i samme brugsberettigede Bønder i Fællesskab.

Kongens eller Statens Ejendomsret over Almenningerne var saaledes egentlig kun en Højhedsret, nemlig Ret til at sanktionere stadige Dispositioner over Grunden, udvise Bosteder til Rydningsmænd og tilegne sig saadanne tilfældige Akcessioner som inddreven Hval og andet Vrag (G. L. 145 og 150, jfr. M. L. VIII. 26) samt Grundejerens Andel af jordgravet Gods (M. L. VI. 16). Ligesaa maatte Kongen naturligvis kunne tilegne sig alle de Frugter, som Almenningen kastede af sig udenfor, hvad der medgik til Fyldestgjørelse af Almuens Behov; men dette kunde i den ældre Tid ikke blive af synderlig Betydning. Sednere hen, da Træmaterialier blev til en værdifuld Handelsgjenstand, maatte Adgangen til at disponere over Almenningernes Skove og den udelukkende Ret til at hugge Tømmer til Salg blive den væsenligste Bestanddel af Statens Ret; men denne nævnes ikke engang i Lovene.

Lovgivningen efter Magnus Lagabøter beskjæftiger sig saa godt som ikke med Almenningerne; hvorimod de gamle Loves Bestemmelser næsten uforandrede er gaaede over i Kristian den 5tes Lovbog. – Ved Kongebrev af 10 Novbr. 1577 paalægges det Lensherrerne at tilstede Enhver, som begjærede det, at oprydde og indtage af Almenningerne saa meget, deres Nødtørft fordrede, og de ønskede, hvor der var Lejlighed til Opdyrkning, og det kunde ske uden mærkelig Skade for Andre, hvilken saaledes opbrudte Jord de skulde beholde til Odel for sig og sine Arvinger imod dobbelt Leding til Kongen. Her sees det først at være udtrykkelig udtalt, hvad der forresten maatte følge af sig selv, at intet Stykke skulde kunne overdrages Nogen som Rydningsplads, og saaledes unddrages Almenningen, med mindre det ogsaa virkelig var skikket til Opdyrkning, jfr. Lovb. 3–12–4. – En temmelig væsenlig Forandring i Udstrækningen af Almuens Brugsret er derimod indkommen i Lovb. 3–12–5 gjennem en i Chr. IV. L. indløben-Forvanskning af den gamle Kilde, idet det blev forbudt at slaa Hø i Almenningen uden kongelig Tilladelse. Den Sætning i M. L. VII. 62.: alle Engslaatter skal den have i det Aar, som først begyndte at slaa, optoges nemlig i Chr. IV. L. Kap. 59 saaledes, at man forvexlede det demonstrative (sá) med det personlige Pronomen (hann), og oversatte – – «skal han have det første Aar, han begyndte at høste», hvorved det kom til at gaa.paa Rydningsmanden, der saaledes blev eneberettiget til alle Engslaatter i Almenningen i det første Aar. Dette var en aabenbar Urimelighed, som Kristian den 5tes Lovbog vilde rette; men da man ikke kjendte eller forstod det oprindelige Forhold, tog man Regelen fra det følgende Passus: at, hvis Nogen saar i Almenning uden kongelig Tilladelse, «da ejer Kongen baade Korn og Hø, om Hø er slaget», saaledes, at man stillede Høslaat ganske ved Siden af Kornsæd og bandt begge Dele til kongelig Tilladelse; istedetfor, at efter Kilden alene den Høslaat skulde være forbrudt, der faldt som Efterslaat efter ulovlig Kornsæd; medens Benyttelsen af den naturlige Eng var fri for Enhver saavel til slaat som Bejtning. – Indskrænkningen af Almuens Hugstret i Almenningens Skov til Husfornødenhed er ogsaa først bleven udtrykkelig udtalt i Lovb. 3–12–6; men gjaldt vistnok allerede meget tidligere.

Foruden Almenningerne var naturligvis ogsaa de privat Ejendom undergivne Udmarker og Skovstrækninger Gjenstand for Rydning og Opdyrkning. Dette kunde selvfølgelig alene finde Sted efter Overenskomst med Ejeren, der dog maatte forudsættes i Regelen at være vel tilfreds dermed. Ligeledes hændte det ogsaa, at ældre Gaarde nedlagdes, enten fordi det ikke lønnede sig at drive dem, eller fordi Ejerne var døde bort, og at de da enten henlagdes som Underbrug under en anden Gaard eller ganske blev forladte; især kan man tænke sig, at det sidste ikke saa sjelden har været Tilfældet med Nybyggersteder, hvis Drift Rydningsmanden ikke havde Evne til at fortsætte. Sednere kunde da disse atter blive gjenoptagne af en Anden. Navnlig synes det at være indtruffet efter de borgerlige Krige i det 12te og 13de Aarhundrede, samt sednere efter den sorte Død i 1349–1350, at en stor Mængde af tidligere bebyggede Gaarde denne Maade er blevne forladte. – Om saadanne Ødegaarde og Rydningspladse (auðnir, ruðstaðir) indeholder Lovene forskjellige Bestemmelser, fornemmelig sigtende til gjennem Lettelser i de offentlige Byrder at befordre deres Optagelse og Bebyggelse. Allerede i G. L. 80 paalægges det Ejeren af en nedlagt Gaard (auðn), hvis han vil beholde den, selv at gjerde mod sine Naboer[4]. Og E. K. R. 11, jfr. M. L. VII. 54 og 55, vil, at Ejeren af den nedlagte Gaard fremdeles skal deltage i Budstikkens Ombæren og Fattiges Flytning, saa længe han benytter Ødegaarden til Ager eller Eng. Lader han den derimod ligge ganske ubrugt, og alene benytter den til Havnegang, (ef auðn fellr í nauta troð), skal hans Nabo, som før bar Budstikken til ham, for Fremtiden bære den videre til næste Gaard, men derfor ogsaa have Ret til selv at havne paa Ødegaarden (kaupi sér því höfn). – Ved en Retterbod af Haakon Haakonssøn (F. L. Indl. 17–19) gaves der en Række af Bestemmelser om Ødegaarde og Rydningspladse[5]. For saavidt en Ødegaard alene benyttedes som Heslaatteland, skulde Ejeren alene deltage i Budbyrd og Fattiges Flytning, hvorom han da havde at træde Overenskomst med den nærmest boende Bonde (nemlig saaledes, at denne mod Godtgjørelse skulde besørge Ødegaardens Forpligtelse udført); men benyttedes den ogsaa til Kornavl, skulde der af samme tillige svares Leding efter Ansættelse paa Mandtalstinget. Vilde Nogen bygsle en saadan Ødegaard, skulde Lejlændingen, hvis Ejeren bekostede Huse opførte, beholde Gaarden i 3 Aar, men hvis han selv bebyggede den, i 6 Aar afgiftsfrit, dersom Parterne ikke anderledes forenedes, – og Kongen skulde eftergive Ledingen for 2 Nef i Gaarden, saa længe Brugeren besad den afgiftsfrit. – Ligeledes gav Magnus Lagabøter i 1265 (?) en Retterbod om Nybyggersteder i Bygden (ruðstaðir í heraði), hvilken er gjentagen og udvidet til Rydningspladse i Almenningen i hans Landslov VII. 53[6]: Rydningsmanden skulde beholde Gaarden afgiftfrit i 3 Aar, og i denne Tid være fri saavel for Leding som for Deltagelse i Budbyrd og Fattiges Flytning; men efter de 3 Aars Forløb skulde skjønsomme Mænd bestemme, hvor høj Landskyld og Leding Pladsen kunde taale at udrede, og da skulde Brugeren deltage i Budbyrd med de andre Bønder. Rydningsmanden skulde under Straf af Bøder anmelde sig til Deltagelse i de kommunale Byrder (kalla til bónda) paa Heredstinget inden de 3 Aar, og meldte han sig ikke inden 10 Aar, havde han sin Plads forbrudt. Blev et saaledes opryddet Nybyggersted atter forladt, skulde efter Magnus Lagabøters sednere Anordning (M. L. VII. 53) Budburd og Fattiges Flytning atter foregaa saaledes, som før det blev opbrudt; medens hans tidligere Retterbod (gl. L. II. S. 485) herom foreskrev det samme, som E. K. R. 11, F. L. Indl. 17 og M. L. VII. 55 om nedlagte Gaarde i Almindelighed, nemlig at Grundens Ejer fremdeles har at sørge derfor.

Fra Midten af det 16de Aarhundrede udgaves igjen en Række af Anordninger, sigtende til at befordre nedlagte Jordbrugs Optagelse og udyrket Marks Oprydning. Ved Kongebrev af 31 Januar 1540 paalagdes det Lensherren i Trondhjem at drage Omsorg for, at de Ødegaarde, som Nogen maatte have liggende til sine Gaarde, og som kunde undværes derfra, maatte blive optagne og bebyggede, saaledes at Landskylden kom rette Ejer tilgode, – og ved et andet Kongebrev af s. D. blev det tilladt Enhver, som vilde, at optage og bebygge de Kronen og Stiftet tilhørende Ødegaarde i Trondhjems Len til Ejendom for sig og Arvinger, mod deraf at svare Leding som andre jordbrugende Bønder (Paus S. 298–9). Jfr. Kongebreve af 19 Febr. 1559 og 23 Aug. 1573 samt Dipl. Norv. II. No. 1135 og 1144. – Ved de bergenske Artikler af 1557 Art. 3 bestemtes, at den, som optog en Ødegaard, skulde beholde den fri for Landskyld og Leding i 3 Aar, og efter hans Død, hvis han efterlod sig Enke og voxne Barn, disse være fortrinsberettigede til at erholde den bygslet efter ham, jfr. Reces 15 Septbr. 1578 Art 8 og 7 oktbr. 1578 Art. 10, Chr. IV. L. VI. 51. – Ved Recessen af 22 Juni, stadfæstet af Kongen 12 oktbr. 1565, Art. 7 og 8 bestemtes, at, naar Nogen vilde optage en Ødegaard, der laa som Underbrug under en anden Gaard, skulde det først ved lovligt Skjøn undersøges, hvorvidt Ødegaarden kunde bestaa som selvstændig Gaard, samt hvorvidt den kunde skilles fra Hovedgaarden uden dennes Skade; i modsat Fald maatte Ødegaarden ikke fraskilles den. Vilde nogen Lodejer i en Gaard oprydde nogen Plads i dens Udmark, eller optage nogen under samme henlagt Ødegaard, skulde han være berettiget til at beholde samme sin Livstid, uden at hans Medejere, om de end ejede større Part i Jorden end han (jfr. Reces 1539 Art. 19), skulde have Magt til at fordrive ham; og efter hans Død skulde hans Børn være fortrinsberettigede til at faa den bygslet. Optog Nogen en Ødegaard under en Gaard, hvori han ingen Part ejede, skulde Ejeren ikke være berettiget til at fratage ham den, med mindre han selv blev Boslitsmand, i hvilket Tilfælde Rydningsmanden skulde nyde Erstatning for sit Arbejde efter 6 Mænds Skjøn. Hvis en Lejlænding optog nogen under den bygslede Gaard henliggende Ødegaard, og Jorddrotten selv vilde bo paa samme, var denne berettiget til at forlange, at Lejlændingen skulde afstaa ham den mod Erstatning for den derpaa anvendte Bekostning, naar han inden 3 Aar derom tilsagde Lejlændingen; men efter 3Aars Forløb kunde Lejlændingen ikke mere fordrives. Den, der optog en Ødegaard, hvoraf ingen Landskyld svaredes, skulde i de 3 første Aar være fritagen for at svare yderligere Landskyld; men efter denne Tid skulde Gaarden ansættes i fuld Landskyld og Leding efter 6 Mænds Skjøn. – Ogsaa i Pligten at være forsynet med Vaaben skulde den, der optog en Ødegaard efter Chr. IV. L. II. 11 i de første 3 Aar nyde en Lettelse[7].

Ved Fr. 28 Juni 1632 blev det endelig ligefrem paalagt Enhver som Pligt at rydde og opdyrke den Jord, han besad, hvor dertil var bekvem Anledning, i hvilket Øjemed Sorenskriveren eller Bondelensmanden i Forening med 2 Lagrettesmænd i hvert Præstegjæld aarligen skulde besigtige alle Gaarde og udvise og tildele enhver Bruger et passende Stykke Rydningsland hvert Aar. Forsømte nogen Lejlænding uden lovlig Aarsag at oprydde det ham tildelte Land, skulde han til Straf have forbrudt et lige saa stort Stykke af den Jord han forud besad, hvilket han da paany maatte leje af sin Jorddrot. Ønskede nogen af flere samejere at oprydde nogen Del af den fælles Ejendom, men de øvrige ikke vilde deltage deri, skulde han have Ret til af den fælles Jord at forlange udlagt saa stor en Plads, som svarede til hans Ejendoms Skyld, til udelukkende Raadighed. De paa denne Maade opryddede Pladse skulde Rydningsmændene have Ret til at beholde uden Landskyld, Skat eller anden Rettighed i 6 Aar, og siden skulde de være berettigede til at beholde sine Pladse. sin Livstid efter Landslejebolkens 51de Kapitel, og deres Arvinger være fortrinsberettigede efter dem. Rydningen skulde under Straf af Bøder foretages fuldstændig, og den ryddede Mark altid holdes vedlige og ikke tillades igjen at gro til. Bestemmelserne i denne Forordning er gjennem Recessen af 1643, 3–39 gangne over i Lovb. 3–15. – Ved Fr. 23 Jan. 1635 Art 7 (Paus S. 772) blev det endvidere indskjærpet Lensherrerne at drage omsorg for, at Ødegaardene kunde blive optagne og bebyggede, gjennem Lettelser i de offentlige Byrder. Var nogle Gaarde af den Beskaffenhed, at der ikke vel kunde bekommes «Bønder» paa dem, kunde der sættes «Husmænd eller Boelsmænd», 2 eller 3 paa hver, for den sædvanlige Afgift og Arbejde. (Jfr. Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur II. S. 388–9).


Ligesom i andre Lande, saaledes blev ogsaa i Norge Kongens haandgangne Mænd efterhaanden til en med særskilte Privilegier udrustet Stand. I sig selv laa dette egentlig ganske udenfor Indretningens oprindelige Tanke i Norge, hvor Adelskabet efter Haakon Magnussøns Anordning af 1308 netop ikke skulde være arveligt, men alene en Tjeneste-Adel, lige saa lidt som det skulde medføre bestemte borgerlige Forrettigheder udenfor den ved Rb. 15 Maj 1311 endelig fastsatte begrænsede Ledingsfrihed, – hvilken dog ogsaa i sin Grund blot var en naturlig Følge af Tjenesteforholdet, og tillige oftere ved særskilte Beskjærmelsesbreve tilstodes andre kongelige Tjenestemænd udenfor Ridderklassen, f. Ex. Dipl. Norv. II. No. 463, 504, 583 m. fl. Det var ogsaa først efter Kalmar-Unionen, at Adelsværdigheden i Norge kom til at medføre lignende arvelige Forrettigheder, som i Sverige og Danmark[8].

Den vigtigste af de Forrettigheder, som Adelens Ejendomme nød (blandede Privilegier), var Skattefriheden hvorfor ogsaa Adelens Jordegods til Forskjel fra Andres benævnedes frit. Ifølge Frederik den 1stes Haandfæstning af 24 Novbr. 1524 Art. 45 skulde «Ingen i Norge nyde sit Jordegods frit med kongelig Rente til Kronens Afbræk og Skade uden de Sædegaarde, som Kirken og Ridderskabet havde». Skattefriheden var saaledes rent personlig, ikke noget Privilegium for Godset; den bortfaldt, saa snart Gaarden kom i en uadelig Persons Eje, medens omvendt ufrit Gods, som kom i en Adelsmands Besiddelse, eo ipso blev skattefrit. Denne Frihed stadfæstedes ved Privilegierne af 14 Febr. 1582 Art. 3, bekræftede ved Fr. 21 Juli 1591, og her tillægges det udtrykkelig, at Friheden er betinget af, at den adelige Ejer selv bor paa Gaarden, og at Adelen paa andet sit Gods ingen Frihed har, – en Indskrænkning, som egentlig allerede ligger i Navnet «Sædegaard». Men Adelen vidste at sætte den Paastand igjennem, at en Gaard, som engang var bleven fri, ikke ophørte at være Sædegaard, fordi Ejeren tog Bopæl paa et andet Sted, saa længe han kun selv beholdt Gaarden og drev den for egen Regning; ligesaa sees enkelte Adelsmænd ved særlige Bevillinger tillige at have opnaaet Skattefrihed for sine Bønder ligesom Adelen i Danmark. – Ved aabent Brev af 28 Septbr. 1639 blev det imidlertid bestemt, at intet Jordegods skulde holdes for ret Sædegaard, uden sammesteds af Adelen holdes Dug og Disk, «tilmed de Gaarde paa 40 Aars Tid har været holdte med Rette for frie adelige Sædegaarde, og imidlertid ej været udi ufrie Folks Værge enten til Pant eller Ejendom». Herved bortfaldt Adelens Ret til at gjøre en hidtil ufri Ejendom skattefri ved selv at tage den i Besiddelse, og Sædegaardsfriheden gik saaledes over til et blandet Privilegium. I Adelens Privilegier af 18 Juli . 1646 jfr. Kgbr. 13 Novbr. s. A. er det ligefrem udtalt, at det ufrie Gods, som Adelen herefter maatte tilforhandle sig, ikke skal agtes for Sædegaarde, og Bestemmelsen gjentages saavel i Privilegierne af 31 August 1648 §§ 2 og 4 som i Priv. 1 Jan. 1649 § 6, hvor dog Tidsgrænsen sættes ved Aaret 1646. I de sednere Skattebreve fra 25 Febr. 1682 af (jfr. Fr. 26 Febr. 1681 og 30 Decbr. 1679) lige til den staaende Skatteanordning af 13 Decbr. 1746 gjøres det overalt til Betingelse for de adelige Sædegaardes Skattefrihed, at de siden 1639 eller endnu længer tilbage kan bevises at have været det.

Skattefriheden skulde efter den oprindelige Regel alene tilkomme selve Hovedgaarden (jfr. Fr. 30 Decbr. 1679); men den udstraktes i Praxis til alle de Ejendomme, som engang var blevne skattefrie, og som vedblivende brugtes for Ejerens Regning, om de end ej beboedes af ham, saavelsom til de Gaarde, der laa som Underbrug under Sædegaarden (de saakaldte Avls- eller Ladegaarde), jfr. Kgbr. 20 Juni 1610, der sætter de Gaarde, hvorpaa Adelen «holdt Avl og daglig Folk», ved Siden af dem, paa hvilke den «holdt Hus». Endvidere opnaaede Adelen efterhaanden samme Frihed for de Herregaarden underlagte Ugedagstjenere, d. e. de Bønder, som boede paa dens Gods i samme eller det tilgrænsende Sogn, hvori Sædegaarden laa, og forrettede Arbejde ved denne (Kgbr. 20 Juni 1610, 25 Maj 1636 § 2, 28 Septbr. 1639 § 3, Priv. 18 Juli 1646 samt Priv. 1648 § 3 og 1649 § 8). Men denne Frihed ophævedes strax efter Suveræniteten (Fr. 25 April 1663, Ugebl. f. Lovk. I. S. 32–33).

For nye Skattepaalæg var Adelen ikke ubetinget fritagen; extraordinære Udredsler saasom Kroningsskat og Prinsesse-Udstyr paalagdes ogsaa den. Men dens Samtykke udfordredes dog til enhver ny Skat, indtil den norske Adel ved Revers af 19 Juli 1646 frivillig opgav sin Selvbeskatningsret og forpligtede sig til bestandig i Fremtiden, naar den derom anmodedes, at bevilge Kronen, hvad den danske Adel maatte paatage sig udrede. For de indirekte Skatter havde den norske Adel ingen almindelig Fritagelse; ved Kgbr. 25 Maj 1636 § 3 og 28 Septbr. 1639 blev den befriet for Sagtiende og Sagskat af de Sagbrug, der stod paa dens egne Sædegaarde og dreves af den selv; men af sine øvrige Sagbrug maatte den betale disse Afgifter. Fr. 30 Januar 1664 gjør derimod ingen Undtagelse for Adelen med Hensyn til den ved samme indførte nye Sagskat. – For Tiendepligt var Adelen befriet ved Chr. III. Kirkeordinans 1537 fol. 58, Chr. IV. Kirkeord. 1607 fol. 46, der dog formaner Adelen til som gode Kristne af egen gode Villie at give sin Sognepræst, hvad dem selv godt synes.

Den Adelen til Vederlag for dens Friheder paahvilende Forpligtelse, i Krig at tjene Kongen tilhest med sine Mænd, blev af Kristian d. 4de ved Fr. 1 April 1625 og 22 Septbr. 1628 gjort til en stadig Rostjenestepligt saavel i Krig som i Fred i Forhold til Ejendommenes Størrelse, og denne blev ved Ordin. 19 Septbr. 1641 nærmere bestemt og tillige udstrakt til Gejstligheden og de uadelige Odelsbønder. Men ved Priv. 31 August 1648 Art. 7 og 1 Jan. 1649 § 10 blev det Adelen indrymmet i Fredstid at maatte være forskaanet for Rostjeneste, mod at erlægge Vederlag i Penge. – Da Rostjenesten ved Fr. 22 April 1682 blev forvandlet til en fast Skat, blev ingen andre Adelsmænd end Lensadelen fritagne for denne.

Det sees endvidere, at Adelen i Norge efter Danmarks Exempel har krævet Hoveripligt af sine Lejlændinger. Denne Pligt blev siden ved Fr. 15 Marts 1663 Art. 15 indskrænket til de Hovedgaarden eller Avlsgaarden nærmest boende Bønder, som af Alderstid havde plejet at forrette Arbejde dertil, og ved Fr. 5 Febr. 1685 § 6 (Kilde til Lovb. 3–14–23 jfr. 5–3–36) til de Bønder, som ikke boede over 2 Mile fra Hovedgaarden.

Hals og Haand med Sekt- og Sagefaldsret var et Privilegium, som allerede ved Kristian d. 3djes Haandfæstning var tilsagt den danske Adel, men som den norske først fik sig indrymmet ved Priv. 18 Juli 1646, jfr. Priv. 31 Aug. 1648 § 2, 1 Jan. 1649 § 4, 24 Juni 1661 § 1 samt Lovb. 3–2–1, 1–22–24, 6–6–1 og 5. – Det indbefattede saavel Ret som Pligt til at lade de af deres Bønder og Tjenere begangne Forbrydelser paatale, og at nyde det af samme flydende Sagefald; dog maatte de ikke tage højere Bøder af sine Bønder, end Norges Lov bestemte. Denne Jurisdiktion omfattede kun de paa Husbondens Godser i samme Sogn som Hovedgaarden eller i det næste Annexsogn boende Bønder; men uden Hensyn til, hvor Forbrydelsen var begaaet, idet Sagen; som det hedte, fulgte Manden hjem (Kgbr. 10 Decbr. 1617). – Denne Ret blev imidlertid ogsaa stundum som et reelt Privilegium tilstaaet andet Gods uden Hensyn til Adelskab.

Birkerettighed eller Herlighed over Retten, d. e. Ret til at beskikke Underdommeren paa sine Godser, tilkom ikke den norske Adel far Suveræniteten. Vel oprettede Hannibal Sehested i 1649 paa engang 9 Birker i Norge; men dette ophørte igjen ved hans Fald 1651. Efter Suveræniteten var det ikke ualmindeligt, at denne Ret, paa samme Maade som jus patronatus og Kaldsretten (Priv. 24 Juni 1661 § 5), eller Retten til at beskikke Præst og Degn, blev tilstaaet de adelige Sædegaardsejere. Birkerettighed tilkom dog kun 3 Sædegaardsejere (jfr. Priv. 1661 § 22): Svanøen (Reskr. 16 Maj 1685), Lysekloster (aab. Brev 12 Juli 1661) og Halsnø Kloster, hvilket sidste dog snart igjen bortfaldt (Reskr. 22 April 1673). Patronatsretten tilkom derimod dem alle.

Af andre Privilegier, saasom Fogedret (Rosendal og Lysekloster), Skiftejurisdiktion (5–2–19, men allerede ophævet ved Reskr. 31 Maj 1690), Forstrandsret, eller Statens Ret med Hensyn til Vraggods (Priv. 1661 § 18 og 1671 resp. g 18 og 16 jfr. Lovb. 4–4–4), – var ingen at betragte som udelukkende adelige, og de har derhos kun liden almindelig Interesse.

I Henseende til Arveretten blev der ved Priv. 1591 Art. 6 for Adelens Vedkommende gjort den Forandring i Lovbogen, at Søster kaldtes sammen med Broder til Arv ogsaa i Sidelinjen, dog til halv Lod; hvilket imidlertid allerede ved Chr. IV. L. IV. 7 2den Arv blev ophøjet til almindelig Regel. – Endvidere foreskrev de samme Priv. §§ 7 og 8, jfr. Priv. 1582 §§ 6 og 7, at, hvis en Adelsmand ægtede en uadelig Kvinde, skulde deres Børn, – hvilke ikke blev adelige, – være uberettigede til at arve den adelige Faders Arvegods; men dette skulde tilfalde deres næste adelige Frænder; og hvad andet adeligt Gods, der sednere maatte tilfalde disse Børn i Arv efter adelige slægtninge, skulde de næste adelige Frænder være berettigede til at indløse fra dem. Ægtede en adelig Kvinde en uadelig Mand med sine Frænders Samtykke, skulde hun inden Aar og Dag have solgt sit Gods til sine næste Arvinger, og med deres Børn skulde forholdes, som ovennævnt, jfr. Chr. IV. L. IV. 7, 1ste Arv, se og Kold. Reces 1558 Art. 36 og 37. Disse Bestemmelser er imidlertid ikke gjentagne i de sednere Adelsprivilegier, lige saa lidt som de er komne over i Kristian d. 5tes Lovbog. – Iøvrigt gjaldt der efter de norske Love ingen særegne Regler om Sædegaardenes Arvegang. Bestemmelsen i Lovb. 5–2–63 og 64, der foreskriver, at Sædegaarden med sine Rettigheder og Tilliggelser fortrinsvis skal tilfalde Brødrene, og Søstrene gives Fyldest paa anden Maade, og at Godset ikke skal adskilles men gaa samlet i Arv, er taget af den koldingske Reces 1558 Art. 39: For Norges Vedkommende virkede imidlertid Aasædesretten tildels til det samme Maal.

Kort efter Suverænitetens Indførelse oprettedes der en Lensadel (Grever og Friherrer) i Norge, for hvilken der udgaves Privilegier af 25 Maj 1671, og som indtog en fra den lavere Adel væsenlig forskjellig Stilling. Af saadanne Len oprettedes 3, nemlig Larvigens Grevskab for Kongens Halvbroder Ulrik Frederik Gyldenløve ved Erektionspatent af 29 Septbr. 1671 og Erektionspatent af 27 Febr. 1692; – Tønsberg Grevskab, oprettet 1673 for Griffenfeld, men inddraget ved hans Fald 1676, og i 1678 af Kongen tilskjødet Gyldenløve, der igjen i 1683 med kongelig Tilladelse solgte den største Del deraf til Feldtmarskalk Wedel, for hvem det ved Patent af 3 Januar 1684 blev erigeret til et Grevskab under Navnet Jarlsberg, og i hvis Families Besiddelse det endnu er, – samt Rosendal Baroni for Generalkrigskommissær Ludvig Holgersen Rosenkrands ved Erektionspatent af 14 Januar 1678. – Lenenes Privilegier vedkommer imidlertid ikke egentlig den private Ret. Lenet var egentlig ikke, saaledes som Sædegaardene, Lensbesidderens Ejendom, men nærmest at betragte som en til hans Bestyrelse overdragen Provins af Riget. Selv om Lensbesidderen tidligere virkelig havde ejet Distriktet, ophørte hans Ejendomsret ved dets Ophøjelse til Len, og gik over til en Bestyrelsesret (feudum oblatum, til Forskjel fra feudum datum, hvor Vasallen har faaet Lenet af sin Herre). Det karakteristiske ved et Len var derimod dets fuldstændige Exemtion fra den almindelige Embedsmyndighed, hvilken i Lenet alene udgik fra Lensbesidderen under Kongens egen Overhøjhed. Lensbesidderen udøvede, eller lod ved sin Overinspekter udøve Overøvrighedsmyndigheden; beskikkede Dommere, Fogeder og Præster, forestod Udskrivningen til Krigstjeneste og Vejvæsenets Bestyrelse. Han besad altsaa alle de samme Privilegier som den adelige Sædegaardsejer, kun i en saa meget større Udstrækning. Skattefriheden var saaledes ubetinget, ligegyldigt om han selv boede paa Godset eller ikke; og den strakte sig ikke alene til Hovedgaarden og de for Lensbesidderens egen Regning drevne Gaarde, men ogsaa til en stor Del af det underliggende Bøndergods. – Lenet gik i Arv til Vasallens Efterkommere paa den i Erektionspatentet foreskrevne Maade, og hjemfaldt, naar ingen Sukcessionsberettiget var tilbage, til Kronen (konsolideredes; saaledes Rosendal Baroni, der var et blot Mandslen, allerede i 1723). Ved Utroskab mod Herren (Feloni) forbrødes Lenet. At det i strengeste Forstand maatte være uafhændeligt, forstod sig selv.

Uagtet der efter de ældre Love intet kunde være til Hinder for at oprette Stamhuse (Majorater) eller at belægge sin Ejendom med fideikommissariske Baand, for saa vidt man var sit Gods raadig og ikke traadte sine Arvingers eller Kreditorers Ret for nær, vides saadant dog aldrig at have været brugeligt, og maaske har det heller ikke i den almindelige Opfatning været anseet tilladeligt gjennem privat Forføjning at stille en Ejendom for bestandig udenfor Lovens almindelige Sukcessionsregler. Men nogen udtrykkelig Bestemmelse herom findes ikke i Lovene før end Chr. V. Lovb. 5–2–65, der tillod enhver Privilegeret, som ejede en Sædegaard paa mindst 400 Tønder Hartkorn, uden Hensyn til Livsarvingerne og med bindende Virkning for Kreditorerne, deraf at oprette Stamhus for en af sine Arvinger, alene mod at bekjendtgjøre denne sin Beslutning til Advarsel for sine Kreditorer Aar og Dag iforvejen.

Af ublandet reelle Privilegier omtales i de ældre Tider ikke mange. Af Vigtighed er alene den Fritagelse for Skatter, som i større og mindre Udstrækning blev forskjellige Ejendomme tilstaaet, men som efterhaanden igjen gik tabt, se saaledes Dipl. Norv. II. No. 133 og 476, 307 jfr VI. No. 534, II. No. 463, 488, 504, V. No. 1017, VI. No. 592 o. fl. – Adelens Tiendefrihed for sine Sædegaarde, der oprindelig var rent personlig, antog efterhaanden Karakteren af reelt Privilegium.


Af særskilte Ejendomsbyrder paa fast Ejendom omtaler Lovene alene Vejrettigheder, hvilke efter G. L. 81 og 90 opstod gjennem Alders Tids Brug; hvorimod F. L. XIII. 10 indeholder den Regel, at Ret til Vej og til Landingssted erhverves ved 10 Aars upaatalt Benyttelse. Et Exempel paa negative Forpligtelser indeholder F. L. XIII. 9 Slutn., idet en Benyttelse af Vandet, som i Almindelighed tilkom Ejeren (at gjerde over mindre Elve), blev uberettiget, hvor den i Alders Tid ikke har været udøvet. – At imidlertid saavel positive som negative Servituter i hvilken som helst Udstrækning maatte kunne stiftes ved Kontrakt, og at saadanne Forhold af enhver sednere Erhverver maatte respekteres, er en ligefrem Følge af, hvad oven er forklaret om, et Parternes Overenskomst altid erkjendtes som gyldig Hjemmel for Rettigheder over Tingene. Blandt de mangfoldige Servitutforhold, som Diplomerne omhandler, skal alene anføres: Dipl. Norv. I. No. 255: en, som det synes, oprindelig kontraktmæssig stiftet Hugst- og Havneret; No. 291: en i Forbindelse med et Mageskifte indrømmet Hugstret og forbeholdt Fiskeriret; No. 581: Hugst og Havningsret som Vederlag for en Forpligtelse til Brohold; No. 622: Ret til Kværnevej og til at hugge det fornødne Virke til Kværnens Behov; II. No. 230 viser en bestemt Skjelnen mellem en af Villighed tilstaaet Vej over en Mands Ejendom, og en sand Vejservitut; V. No. 752: en 12 Mænds Dom, hvorved Vejrettighederne ordnes mellem de forskjellige opsiddere paa en Gaard; VI. No. 153: Ret til at hugge i en Skov det Fornødne til Istandsættelse af et Møllebrug, og No. 406: Hugstret til Husbehov samt almindelig vejret. – Jfr. Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur, 1854 S. 228.

  1. Sigurd Hranesøns Proces, Storms Udg. S. 19. Jfr. Dipl. Norv. I. No. 308.
  2. G. L. 145: Hverr maðr skal neyta vatns ok viðar í almenningi. Sinn almenning skal hverr hafa, sem at fyrnsku hefir haft. En ef bygð gerist í almenningi, þá á konungr. Ef þar er akr ok eng ok garði um lokit, þá á hann svá lángt frá garði, sem hann má kasta sniðrli sínum, en síðan er almenningr. Rek þá øll, er reka í almenninga, þá á konungr. – F. L. XIV. 8: Konungr má byggja almenning hvárgi er hann vill. En hinn, er tekr, skal verpa garði um fyrstu 12 mánaði, ok eiga engan kost at þoka optar, ok hafa sniðilsverp í frá garði allstaðar til garðs sér. Sláttur allar, er í almenningi verða, skal sá hafa þá 12 mánaði, er fyrst kemr ljá sínum á. Sel skal hverr gera sér í almenningi er vill, ok sitja í sumarsetri ef hann vill. En ef han sær í almenningi ok tekr eigi af konungs mønnum, þá á konungr bæði korn ok svá hey, er þar er slegit. … Ef tveir menn ganga senn í eina sláttu, hafi báðir þat er þeir slá; en ef þá skilr á, hvárr þeirra orti fyrri á, hafi sá sitt mál, er sannar með eiði sínum eins, nema hinn hafi vátta á móti. Fiskivøtn í almenningum eru øllum jafnheimil. Timbr ok fjalviðr má liggja, meðan er þess þarf við, innan 12 mánaða í almenningi; en um allt annat, þá sé þat eitt høggvit, er or komi at aptni; eða sé øllum jafnheimilt – 9: Dýrgarða skal gera hverr er vill í almenningi, svá at eigi spilli veiðivan annars. Eigi skal nærmeir gera en eigi megi heyra høgg til garðs þess er stendr; gera skal er annars garði ef hann vill.
  3. Hafa þeir ok gefit almenninga alla slíka, sem þeir høfðu um hins helga Ólafs daga, bæði hit ytra ok hit efra, sunnarla ok norðarla.
  4. Því at engi skal øðrum at garðstauri standa.
  5. Of auðn þat, er maðr slær yfir ok sár eigi, þá skal sá, er auðn á, halda upp boðburð ok fátœkra manna flutning, en eigandi komi hann kaupi sínu við þann, er næstr býr auðninni, eptir því sem skynsamir menn virða. En ef hann gerir bæði, sær ok slær yfir, þá skal hann gera slíkan leiðangr, sem sannsýnum mønnum kemr á samt á manntalsþingi. – En um þær auðnir, er menn vilja byggja, þá skal sá ráða, er auðn á, at húsa sjálfr, ok ljá þrjá vetr þeim, er upp vinnr jørð; elligar at sá hafi 6 vetr skuldarlaust, er húsar ok upp vinnr jørð, bæði at akri ok eng, nema þeir semi annat kaup sín á milli. En leiðangr hafum vér af gefit fyrir tvá nef, svá lengi sem hann hefir skuldarlaust. – Of eignir þær, er utan stafs eru kallaðar ok í almenningum eru gørvar, þá viljum vér, at þar standi slík løg ok skipan um meðal konungs ok karls, sem austr eða suðr í landit, ok slíka þegnskyldu geri þeir hér, sem þar, eptir konungs skipan.
  6. Nú byggist ruðstaðr í heraði eða í almenningi, þá skal sá er ryðr hafa þrjá vetr leigu-laust ok allra útboða, ok eigi skyldr boðburðar ok eigi fátœkra manna flutnings. En at þrim vetrum liðnum, þá skulu 6 skynsamir menn meta, hvat sá ruðstaðr má leigu bera eða leiðangrs. Síðan skal sá bera boð til nybœlis, er næstr sitr fyrir, en af nybœli til næsta bœar á boðleið fram. … En ef ruðstaðr eyðist af því at þeir løgðu ofmikla leigu á, eða getr eigandi eigi bygt, ok vill hann þó gjarna, þá sé svá boð borit, ok fátœkir menn fluttir, sem at fornu hefir verit, áðr en sá ruðstaðr bygðist.
  7. Den sednere Tids Betydning af «Ødegaarde», som synonymt med Fjerdingebrug, er ukjendt i det ældre Lovsprog, se især Chr. IV. L. cit., der viser, at Navnet er uden al Forbindelse med Gaardens Størrelse.
  8. Jfr. Aschehoug, Statsforfatningen i Norge og Danmark, S. 299–303 – og 406–419. P. A. Munch om Adelens Oprindelse i «Norsk Maanedsskrift» I. S. 176 fgg.