Forelæsninger over den norske Retshistorie/36
Af almindelige Indskrænkninger i Henseende til Skovenes Benyttelse indeholder vore gamle Love ingen udenfor Bestemmelserne om Lodejernes Brugsret i Fællesskoven og om Lejlændingens Brugsret over Bygselgodsets Skov. Navnlig i Almenningsskovene sees der aldrig at være Spørgsmaal om at formene hvem som helst at forsyne sig med Træmatelialier i saa stor Udstrækning, som han lystede; F. L. XIV. 8 og M. L. VII. 62 bestemte blot, at det i Almenningen Aavirkede skulde hjemføres, hvis det var Tømmer, Planker eller Bord (fjalviðr), inden 12 Maaneder, og andre Skovprodukter inden samme Aften, da i andet Fald hvo, som vilde, kunde tage det. – Overhovedet var Skovprodukterne dengang saa lidet i Pris, og Trælastbedriften som Næringsvej endnu saa lidet udviklet, at det ikke let faldt Nogen ind, at dette Forhold kunde tiltrænge at reguleres ved Loven. Kun til Island sees det, at deri Oldtiden oftere bragtes Bygningstømmer fra Norge; men iøvrigt nævnes Trælasthandel med Udlandet neppe som Næringsvej førend i Haakon Magnussøns Rb. om Handelen paa det nordlige Norge af 11 Juni 1302[2] (gl. L. III. S. 134), og om nogen skjelnen mellem Hugst til Husbehov og til Salg kunde der følgelig ikke blive Tale
Først fra Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, da Tømmerhandel var kommen igang, og man (1530?) havde begyndt at indrette Vandsage i Norge, begyndte man ogsaa at føle Trang til legale Indskrænkninger i Adgangen til Skovhugst. Hertil medvirkede ogsaa fornemmelig den Omstændighed, at man ønskede at betrygge sig Adgangen til at faa Danmarks Behov for Træmaterialier, især til Flaadens og de kongelige Slottes Fornødenhed, tilfredsstillet fra Norge Men Hensyn til Almenningsskovene anvendte man nu ligefrem Grundsætningen om Kongens Eiendomsret lige over for Almuens Brugsret saaledes, at den sidstes Hugstret i samme indskrænkedes til eget Husbehov. – Men til samme Tid søgte Regjeringen ogsaa gjennem forskjellige Bud at forebygge, at Ejerne udhuggede sine egne Skove. Allerede i et Kongebrev af 1538 (Registr. S. 55) forbydes det Bønderne i endel Bygder i Agershus Len at hugge eget Tømmer i 3 Aar, uden Lensherrens Tilladelse, og allerede Kristian den 3die udstedte Forbud mod Tømmer-Udførsel fra Norge til andre Steder end Danmark (1548, Registr. S. 103, jfr. Kgbr. 5 Juni 1562), ligesom et tidligere Kongebrev af 18 Januar 1557 paalægger Lensherren at forbyde Udførsel af Master og Egebjælker; dog i sit eget Navn, «saa det kommer ikke os ved» (!). Lignende Forbud udstedtes under 24 Februar og 13 Marts 1562, nærmere bestemt ved Anordn. 31 August s. A., og gjentaget 7 Juni 1563. Efter disse maatte Master paa over 16 Palmer, Egetømmer, Sagdæler og Baandstager ikke udføres undtagen til Danmark; hvorimod det tillodes at udføre smaa Granspirer og hollandske Dæler imod Tolds Erlæggelse. Men uagtet disse Forbud stadig indskjærpedes, sednest ved Kongebrev af 19 Februar 1564, lod de sig dog ikke overholde, hvorfor man allerede under 1 Maj 1564 saa sig nødt til at ophæve dem. – Ved Recessen af 1568 Art. 23, stadf. 28 Maj 1574 Art. 20, jfr. Kgbr. 13 Juli 1574, blev det udtrykkelig tilladt enhver Grundejer at hugge paa sit Eget saa meget, som hans Lod kunde taale, dog saa at han ikke forhuggede skoven til Upligt, hvilket Forbud sednere ofte blev gjentaget (jfr. Reces 1578 Art. 30). – Ved Kgbr. 1 Oktober 1582 blev det atter forbudt at udføre Egetømmer fra Norge til andre Steder end Danmark, jfr. Kongebreve af 17 Juni og 26 Oktbr. 1586, hvorved Forbudet for Nedenæs, Mandals og Lister Lens vedkommende blev indskrænket til de større Dimensioner, se dog Kgbr. 8 Juni 1604, samt Kgbr. 29 Maj 1618. – Ved Kgbr. 23 April 1601 blev endvidere Udførsel af Master og Spirer forbudt; hvorimod Udførselen af Dæler forblev tilladt som før. – Endelig blev Udførsel af Bøgetømmer forbudt ved Kongebreve af 28 Juli 1616 og 8 Maj 1618.
Et væsentlig Baand paa Skovbruget medførte ogsaa den Omstændighed, at Skoven paa de fleste Steder laa i Fællesskab, og at Kronen og Kirken vistnok saagodtsom overalt ejede Lod i samme. Thi vel medførte dette ikke i sig selv nogen Uberettigelse for den private Ejer til at hugge i Skoven saa meget, som hans Lod kunde taale (M. L. VII. 22, jfr. 16); men det gav dog Adgang til en Opsigt og Kontrol, og det sees endog, at de kongelige Ombudsmænd heraf har taget Anledning til ganske at forbyde den private at hugge i Skoven jfr. Reces 1578 Art. 14, Anordn. 8 Juni 21 Juli 1591 Art.11.
Endvidere blev Tømmerhandelen tidlig belastet med offentlige Byrder, overensstemmende med det gamle kirkelige Princip, at der skulde svares Tiende af enhver Indkomst (jfr. J. K. R. 18 og 19, der paabyder Tiende af Skovleje), fordrede Kongen, da sagbrug var bleven en hemmende Næringsvej, «den tiende Bredde af hver Sagmølle», Kgbr. 18 Marts 1545, jfr. Instr. for Lensbefalingsmanden paa Aggershus af 17 Marts s. A. § 4. Denne Tiende tilfaldt udelukkende Kongen, uden at Kirken eller Præsten erholdt nogen Andel deraf. Ved Siden heraf blev der af Sagbrugene, ligesom af de øvrige faste Ejendomme, udskrevet Landehjælp, første Gang ved Skattebrev af 25 Juli 1560, og denne blev sednere til en regelmæssig Sagskat, der paalagdes med forskjellige i hvert Skattebrev fastsatte Beløb. Efter Suveræniteten blev disse Afgifter ved Fr. 30 Januar 1664, jfr. Skattebr. 25 April 1663, ombyttede med en vis aarlig Sagskat efter en paa hver Sag sat Taxt. Den samme Fr., jfr. Fr. 20 April 1665 paabød derhos Tiende af alslags huggen og rund Last, som udførtes fra Norge. Denne sidste Tiende blev dog snart ved Fr. 4 April 1668, jfr. 8 Marts 1667 forvandlet til en bestemt Afgift i Penge ved Lastens Udførsel, og faldt saaledes sammen med Tolden, ligesom den ogsaa blev lagt saavel paa den forædlede som uforædlede Last samt paa Brænde.
Udførselstold af Trælast paalagdes fra først af, for saa vidt Udførselen undtagelsesvis var tilladt, den fremmede Kjøbmand med hver 10de Tylvt af Dæler og ⅛ af Værdien af rund Last. Da Udførselen sednere igjen blev fri, vedblev Tolden; men den blev snart nedsat og fra Tid til anden nærmere reguleret; se især Kongebreve af 11 April 1580 og 17 Juni 1587, 24 Oktober 1602, 2 Septbr. 1628, 12 Januar 1632, 9 April 1643 samt de oven anførte Toldanordninger af 30 Januar 1664, 20 April 1665, 8 Marts 1667 og 4 April 1668. I Henseende til denne Afgift tilstedes imidlertid enkelte Nationer, fornemmelig Hollænderne, forskjellige Begunstigelser. Trælast-Udførselen til Danmark var i Regelen fri for Told. – I de ældre Toldanordninger forekommer derhos oftere Forbud dels mod Udførsel dels mod Hugst af visse Slags Trælast.
Mere umiddelbare Paabud om Skovenes Konservation fremkom derimod ved Kristian den 4des Forordninger em Skovenes Forhuggelse og om Rydningsvæsenet af 28 Juni 1632, gjentagne i st. Reces 1643, 3–39 og 40[3]. Det forbydes her under Straf af Konfiskation at hugge ringere end 7-bords Stokke til Sagtømmer (jfr. Kgbr. 2 Septbr. 1613, der forbød at hugge Sagtømmer kortere end 8 Alen), med mindre det sker til Husfornødenhed, hvor ikke større Tømmer er at bekomme. Fremdeles forbydes at hugge friske Trær til at brænde Tjære af, samt at brænde Braate, forinden de nedhugne Trær er førte saa langt bort fra den gjenstaaende Skov, at ingen Skade deraf kan opstaa (jfr. Lovb. 3–12–14 og 6-19–11). – Ved Fr. 9 Juli 1670, gjentagen i Skovordinansen af 12 Maj 1683, jfr. Fr. 5 December 1685, blev det gjentagende paalagt Ejerne ikke at forhugge sine Skove til Upligt, hvorhos det, navnlig af Hensyn til Flaadens Behov, forbydes at hugge Master paa over 18 Palmer til Udførsel andetsteds end til Kjøbenhavn, og, af Hensyn til Sagbrugenes Forsyning, at hugge Bjælker over visse bestemte Dimensioner. Videre blev Skovdriften ordnet ved Reskript til Statholderen af 6 Septbr. 1688, hvis § 1 bestemmer, hvilken Størrelse Træerne skulde have, før de maatte hugges til Bjælker, Sagtømmer eller Kulleved, medens § 3 forbyder Hugst af Smaalast i Skove, hvor stor Last findes.
Adgangen til at anlægge og drive Sagbrug var ikke undergivet nogen Indskrænkning, forsaavidt Vedkommende havde fuld Dispositionsret over Vandfaldet og skaffede sig Tømmeret enten af sine egne eller Andres Ejendomsskove. Men i begge Henseender synes hyppige Misbrug at have fundet Sted, idet man opførte Sagbrug, om man endog blot ejede den ene Side af Fossen, og uden videre forsynede sig med Tømmer af Kronens eller Kirkens Skove. – Kongen selv deltog ogsaa i stor Udstrækning i Trælasthandelen og Sagbrugsdriften (jfr. Artikler for Hovedlenenes Befalingsmænd af 1 Marts 1558 Art. 11, 12 og 14), dels umiddelbart for egen Regning, dels gjennem Bortforlening eller Bortforpagtning af de paa Kronens Ejendomme opførte Sage til Private mod Andel i Udbyttet. For at gjøre sig denne Bedrift saa fordelagtig som muligt, tog man derhos stadig Kongens Forkjøbsret til Hjælp, og forbød Andre at kjøbe Tømmer i Lenene, forinden Kronens Sagbrug var blevne forsynede, se Kgbr. 29 Novbr. 1568, 22 April 1579 o. fl., se og Herredagsdom af 6 August 1585; man forbød endog Private at sælge sin Last, forinden Kongens Last var solgt, se Instr. for Stathelder P. Huitfeldt af 27 Februar 1574 §§ 14–16, jfr. Instr. for Toldskriverne af 17 Juni 1587. – Ved Kongebrev af 6 Oktober 1583 blev der givet en indskrænket Tilladelse til dem, som havde opført Sagbrug i Vandfald, hvori Kongen ejede Lod, at maatte fremdeles beholde samme mod en passende Fosse-Leje, for saavidt de kunde skaffe sig Tømmeret af sine egne eller Andres Ejendomsskove, uden at forgribe sig paa Kronens Skov; men denne Tilladelse blev igjen tilbagekaldt ved Kgbr. 1 Juni 1587, og Lensherrerne paalagt at drage Omsorg for, at alle paa Kronens og Kirkens Grund opførte Sage blev afskaffede, selv om Ejerne kunde skaffe sig Tømmer dertil af egne Skove. Dette Bud gjentoges ved Kgbr. 1 Juni 1592, men forblev, som det synes, uden synderlig Frugt, hvorfor det atter indskjærpedes ved Kgbr. 22 Juni 1610, jfr. 3 Septbr. 1613, og tilsidst blev det ved Kgbr. 15 Aug. 1616 atter strengelig forbudt Enhver at have og bruge nogen Seg, med mindre han havde Odelsgrund og Rettighed at sætte Damstok paa, og selv kunde skaffe sig Sagtømmer fra egne Skove. I Forbindelse hermed blev der i hvert Len, efter nøjagtige Undersøgelser af Fogden og 12 Lagrettesmænd, istandbragt Fortegnelser over samtlige Sagbrug med Angivelse af, paa hvis Grund de stod, og fra hvilke Skove de erholdt sin Tømmrforsyning. Alligevel blev ved Kgbr. 24 Septbr. 1618, jfr. 26 Decbr. s. A., Lensbefalingsmændene bemyndigede til at lade endel af de paa Kronens og Kirkens Gods ulovligen opførte Sage, der i Henhold til de tidligere Kongebreve skulde været afskaffede, blive staaende mod en passende aarlig Afgift til Kronen; dog forbeholdt Kongen sig selv udelukkende Buskerud og Bragernæs Fogderier saa at sammesteds ingen flere Sage maatte tilstedes, og heller ikke Tømmer i Skovene hugges, imod de tidligere Forbud.
Uagtet saaledes fremdeles ingen Indskrænkning var gjort i Adgangen til at anlægge og drive Sagbrug, forsaavidt man havde den fornødne Raadighed over Grunden og Vandfaldet, synes det dog, at man, efter at de nysnævnte Fortegnelser af 1616 var istandbragte, har almindelig betragtet de derpaa anførte Sagbrug som de eneste lovlige, saaledes at andre ikke matte anlægges uden efter kongelig Bevilling, hvilket ligefrem forudsættes i Fr. 28 Juni 1632 Art. 4 og Reces 1643, 3–40; jfr. Norske Samll. I. S. 119. Men Kontrollen hermed har sandsynligvis ikke været streng, og Bevilling har vistnok uden Vanskelighed været at erholde (jfr. Fr. om Sagbrugene ved Bergen af 28 Jan. 1682). – Efter Betænkning af en til at undersøge Skov- og Sagbrugsvæsenets Tilstand nedsat Kommission blev der imidlertid ved Reskr. 6 Septbr. 1688 udfærdiget specielle Designationer over, hvilke Sagbrug der skulde tillades at blive bestaaende i hvert Amt søndenfjelds. Man fulgte herved den Regel, at alle de Sage, der havde været holdte i stadig Drift idetmindste siden 1658, og altsaa havde 30 Aars Hævd, selv om de ingen Bevilling havde, og ligesaa alle efter dette Aar med Hjemmel af Kongens eller Statholderens Bevilling opførte sagbrug tillodes at blive bestaaende; dog skulde de inden 6 Uger søge kongelig Konfirmation. Alle andre Sagbrug befaledes afskaffede. Derhos blev det for hver Sag især fastsat, hvor stort Kvantum Bord der aarlig skulde være tilladt at skjære paa samme, og det saaledes, at hvad der i noget Aar maatte blive skaaret mindre end det bevilgede Kvantum, ikke tillodes overført til det næste. Ved det under s. D. udfærdigede Reskript om Skovdriften § 5 blev derhos Sagbrugsejerne erklærede udelukkende berettigede til at kjøbe og handle med Sagtømmer; dog maatte de ikke tilforhandle sig mere Tømmer end fornødent til det Kvantum, der var dem tilladt at skjære og, under Frihedens Fortabelse, ikke sælge nogetslags Tømmer fra Sagene.
Denne saaledes istandbragte Ordning af skove og Sagbrugsvæsenet forblev i sine Hovedtræk bestaaende lige til Fr. 22 April 1795.
Grubemæssig Bergværksdrift var ukjendt i de ældste Tider. Man indskrænkede sig dengang til at udsmelte de gediegne Jærnertser af Myr- og Sømalm (rauði), hvilket naturligvis maatte være Grundejeren alene forbeholdt, men hvorom de gamle Love ingen Bestemmelse indeholder[4]. I J. K. R. 19 foreskrives det, at der af Jærntilvirkningen skal svares i Tiende hvert 20de Skippund, og i Rb. for Østerdalen af 22 Febr. 1358 Art 1 (Dipl. Norv. VI. No. 238) tilsiges det alle dem, som vil drive Jærnbrug i Almenningerne, at skulle frit nyde den Malm, de udvinder, overensstemmende med gammel Sædvane der i Dalen. – Det var først fra det 16de Aarhundrede at egentlig bergmandsmsessig Drift paa Metaller tog sin Begyndelse i Norge, og herpaa gjorde man da Anvendelse af den i Tydskland siden Kejser Frederik den 1ste, ved Midten af det 12te Aarhundrede, opstillede Grundsætning, at de metalholdige Fossilier i Jordens Skjød ikke ansees indbefattede i Grundejendomsretten, men som et Regale, hvorover Kongen frit kan forføje. – Allerede i Dronning Margretes instrux af 1397 for Erik af Pommern ved hans Regjerings-Tiltrædelse i Norge omtales det som Kronens udelukkende Ret «at bygge Malme», og paa det ældste Bergværk, som nævnes i Norge, nemlig Kobberværket i Sandsver 1490, meddeltes kongelig Forlening «paa Vilkaar som ved andre Malmbjerge sædvanligt» (Budstikken VI. S. 630). I et Brev af 1528 (Dipl. Norv. II. No. 1088) nævnes 3 Bergværker, som dreves for kongelig Regning, nemlig Agersberg (Bærums Jærnværk, som dengang laa i Maridalen), Egersberg (Hassel eller maaske Eidsfos Jærnværk) og Sundsberg Kobberværk (i Silgjord, jfr. Kgbr. 14 Juni 1524). Omtrent ved samme Tid havde man begyndt ved indforskrevne sachsiske Bergfolk at drive det sølvholdige Bly- og Kobberværk Golmsberg (Guldnes) i Silgjord, og Moiseberg eller Omdals Kobberværk i Mo, ligesom der ogsaa var smeltehytter og Stangjærnshammere i Gang ved Skien (jfr. Instr. for Lensbefalingsmanden paa Agershus af 17 Marts 1545 Art. 5 og Kgbr. 26 Juni 1558). – Statens Bergværksdrift for egen Regning viste sig imidlertid snart ikke at lønne sig, og Kongerne var derfor ingenlunde utilbøjelige til at overdrage sin Ret til Private; men Principet: at Bergværksdriften var et Regale, blev imidlertid altid fastholdt, og Grundejeren fik saaledes intet forud for enhver Anden. Allerede den ældste Bergordning af 9 Juni 1539 giver enhver Finder Tilsagn om at erholde Muthung og et Grubefeldt sig tilmaalt af den ansatte Bergmester, samt indrømmer Bergværkerne Ret til Hugst i de kongelige Skove og andre Friheder; med Hensyn til selve Driften henviser den til de sachsiske Bergværkslove og Kutymer. Regjeringen vedblev imidlertid fremdeles ved Siden heraf at drive Bergværksdrift for egen Regning, men stadig med Tab, indtil endelig Kristian den 4de ved Reskript til Statholderen af 24 September 1623 erklærede, at han ikke længere vilde gjøre nogen Bekostning paa Bergværkerne, men lade dem bortsætte til hvem som helst mod en vis aarlig Afgift, hvilket ogsaa det følgende Aar skede. (Jfr. Samll. t. n. F. Sp. Hist. III. S. 3 fgg.).
Ved Fr. 29 Juli 1632, jfr. Fr. 24 Febr. 1636 og Reces 1643, 2–26 og 3–31, blev endelig Bergværksdriften, som det hed, erklæret for fri, idet hvemsomhelst blev givet Tilladelse til at optage og bruge de Ertsgruber, han maatte finde. Hermed var imidlertid ikke Bergregalet opgivet; Grundejeren som saadan erholdt fremdeles ingen større Ret end tilforn; men Staten overdrog paa Forhaand sin Ret til hvem, som vilde, saa at Finderen ikke mere skulde behøve at ansøge om nogen særskilt Bevilling. Herfra undtages imidlertid Sandsver, «som det sammesteds privilegerede Kompagni alene vedkommer«, og hvor Kongsberg Sølvværk nylig var bleven anlagt (opdaget 1623; Privilegier 19 Marts 1627, jfr. Bevilling af 15 Oktbr. s. A.). Under 29 Marts 1644 udfærdigedes derefter en foreløbig Anordning om fri Skjærpning og Muthung af Metalanvisninger, hvorhos der ved Reskr. 17 Juli 1646 blev paalagt Berghauptmændene at udarbejde en ny Bergordning efter tydsk Mønster (Samll. t. n. F. Sp. Hist. IV. S. 6); men denne kom ikke istand, hvorimod man alene i 1647 optrykte Bergordningen af 1539 med nogle Redaktionsforandringer. – Endelig blev Sagen ordnet ved Bergordinansen af 23 Juni 1683, hvortil slutter sig Interimsprivilegier af 25 Aug. 1687. Her gives ikke alene Enhver, som vil, Frihed til at skjærpe efter Metaller eller Ertser, og Ret til at erholde Muthung paa de fundne Anvisninger; men det paalægges derhos under streng Straf Enhver, som maatte have Kundskab om nogen Metalanvisning, at aabenbare det for Ober-Bergamtet. Finderen gives Tilsagn om Finderløn, for saa vidt han ikke selv vilde drive den fundne Anvisning eller afhænde den til Andre, samt forskjellige andre Begunstigelser. Den, der havde taget Muthung paa en Anvisning, skulde inden en vis Tid paabegynde Driften og stadig fortsætte denne, under sin Rets Fortabelse, samt holde sig Ober-Bergamtets Anordninger efterrettelig. Videre indeholdes Bestemmelser om Participanternes indbyrdes Forhold og deres Forhold til Arbejderne; hvorimod Forholdet til Grundejeren, for saa vidt denne ikke selv er Finder, aldeles ikke er behandlet. – Bergværkerne tillagdes derhos udstrakte Friheder og Privilegier. De skulde i visse Aar nyde Afgiftsfrihed; de fik Tilladelse til at hente sin Forsyning af Træmaterialier fra de offentlige skove og fortrinlig Ret til at benytte alle Vandfald og Vasdrag. Ligeledes erholdt ethvert Bergværk en vis Cirkumferens anvist, inden hvilken det skulde være eneberettiget til at drive Bergværksdrift og erholde Forsyning med Skovprodukter, og hvis Beboere var forpligtede til at levere Kul og Ved samt forrette Kjørsler m. v. til Værket for billig Betaling. Inden Cirkumferensen maatte ingen Sagbrug drives; men Skovens skulde alene benyttes for Værkets Drift. Dette Baand paa Skovene blev vel igjen hævet ved Reskr. 6 Septbr. 1688 § 2; men alligevel erholdt flere Værker siden speciel Stadfæstelse paa sine ældre Rettigheder. Bergværksejerens Eneret til Bergværksdrift inden Cirkumferensen blev derimod snart igjen ophævet.
Af alle Bergværker skulde der svares Tiende til Kongen af det udvundne Produkt, saavelsom Told ved dets Udførsel af Riget. Herfor erholdt dog ny optagne Værker i Regelen midlertidig Fritagelse.
Inden Grevskaberne gjaldt den frie Ret til Bergværksdrift ikke. Her var Bergregalet ved en saakaldet Specialforlening overdraget til Greverne, hvilke saaledes sammesteds var eneberettigede til al Bergværksdrift (Grevernes Priv. 25 Maj 1671 § 15) – Endvidere ansaaes Driften paa ædle Metaller udelukkende forbeholdt Kronen lige til Fr. 29 Decbr. 1783.
- ↑ Jeg skylder udtrykkelig at oplyse, at jeg ved denne § har haft en væsenlig Hjælp af min Kollega, Professor Aschehougs utrykte Forelæsninger over Administrativ-Retten, der har været mig udlaante til Afbenyttelse. – Gode Oplysninger om Skov- og Sagbrugsvæsenets Historie er desuden meddelte i den ved kgl. Resol. af 10 Januar 1849 anordnede Skovkommissions Indstilling, Chra 1850, saavelsom af J. Lieblein i Illustreret Nyhedsblad 1859 No. 20 fgg.
- ↑ Þat er ok fyrirboðit, at nøkkurir útlendskir menn kaupi sperrur, borðvið eða rapta af øðrum mønnum en af konungsgarði eða ráðsmønnum ok húsbœndum í bœnum. En ef hann kaupir, sé upptœkt, ok lúki þó þeim verðit, sem hann keypti af.
- ↑ Jfr. Norske Samll. I. S. 112 fgg.
- ↑ Om den første Jærnsmelter paa Island, Rauða-Bjørn (c. 920), se Landnmb. II. 3. Jfr. Kgsp. Kap. 15 (S. 37).