Forelæsninger over den norske Retshistorie/35

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Hele vor ældre Landboret er gjennemgaaende bygget paa Forudsætningen om et udstrakt Fællesskab mellem de forskjellige Opsiddere paa en Gaard. Dette ejendommelige Forhold bør dog vistnok ikke i Norge, saaledes som i Danmark, betragtes som det oprindelige, hvorfra sednere særskilt Ejendom gjennem Udskiftning er fremgaaet. I Norge var vistnok fra først af Særeje det gjældende Forhold, idet hver Gaard oprindelig har været en enkelt Mands Ejendom, der sednere i Tidens Løb, almindelig vistnok ved Arv, er bleven delt mellem flere, uden dog at denne Deling er bleven saa fuldstændig udført, at Gaarden i Virkeligheden er bleven til flere Gaarde; men de forskjellige Ejere er vedblevne i større eller mindre Udstrækning at bruge det Hele i Fællesskab, og har alene ved Siden deraf paa mere eller mindre fuldstændig Maade skiftet de mest værdifulde Stykker mellem sig. – Forestiller man sig, hvorledes, efter alt hvad man kan slutte, Norges Bebyggelse oprindelig maa være gaaet for sig, synes man med temmelig Sikkerhed at kunne antage, at i det store taget, især i det nordlige og vestlige Norge, Gaardenes Omfang lige fra Begyndelsen af har været det samme som endnu: Fra først af har enhver Familiefader taget saa meget Jord, som han fandt for godt, for sig og sine Undergivne. Da dette naturligvis har været temmelig meget og, eftersom Opdyrkningen skred frem, har vist sig at være meget mere, end der udfordredes til en Families Underholdning, er det sandsynligt, at disse store Ejendomme i de nærmeste Slægtled er blevne delte i flere. Men derved er det vistnok ogsaa i Regelen stanset.

Efter at Forholdene nogenlunde havde fastnet sig, og Bebyggelsen af et Landskab fuldstændig var foregaaet, blev vistnok Gaardenes Grænser kun sjældent forandrede. Døde nu en Gaardeier og efterlod sig flere Arvinger, blev de i Fællesskab om Gaarden, saaledes at de skiftede Husebygningerne mellem sig eller, forsaavidt disse ikke var tilstrækkelige til alle, opførte nye Bygninger paa Tunet for de nye Tilkomne. Agerlandet dyrkedes enten i Fællesskab, hvilket dog vistnok var det sjældnere Tilfælde eller hvert Stykke skiftevis hvert Aar af den Ene, eller deltes ligefrem mellem dem Alle, og det da i Regelen saaledes, at ikke det samlede Land deltes i saa mange Lodder, som der var Samejere, men hver enkelt Ager deltes mellem alle i samme Berettigede. Naar dette sidste engang havde fundet Sted, vil det indsees, at det næsten maatte blive en Nødvendighed i ethvert følgende Tilfælde at fortsætte paa samme Maade, og derved fremkom det endnu paa saa mange Steder værende besynderlige Forhold, at det samme Ejer tilhørende Agerland bestaar af en stor Mængde særskilte, vidt omspredte Smaastykker. – Englandet blev vistnok kun sjælden delt paa denne Maade, men enten ligefrem benyttet i Fællesskab eller skiftevis, hvert Aar, snart af den Ene, snart af den Anden (jfr. M. L. VII. 12). – Udmarken blev vel bestandig brugt fuldkommen fælles. De til hver Gaard hørende Sætre i Almenning blev ligeledes efter samme Regel til fælles Benyttelse; men paa Grund af den almindelige, frie Adgang til at gjøre sig Almenningernes naturlige Herligheder nyttige, var det vel sædvanligere, at de nye Ejere foretrak at opføre særskilt Sæter til sit eget Brug, hvortil de altid havde Ret, naar de kun ikke kom andre Sætre til Fortrængsel (G. L. 84[1] jfr. 86; F. L. XIV. 8; M. L. VII. 62).

Saa uhensigtsmæssigt end dette Forhold maa forekomme os, saa fandt det dog sin Forklaring dels i Almuens bekjendte Utilbøjelighed til at indlade sig paa større Forandringer i det engang etablerede Forhold, end absolut Nødvendighed paakræver, dels i Jordbrugets daværende Tilstand, da et rationelt Vexelbrug var ukjendt og de selvsamme Strækninger Aar efter andet brugtes paa samme Maade[2].

Snarere kan det synes paafaldende, at ikke denne Tingenes Tilstand, under den stedse tiltagende Deling, tilsidst fremkaldte en saa overdreven Splittelse af Jordejendommene, at de tilsidst blev værdiløse for sine Ejere, og saaledes Systemet faldt istykker af sig selv. Men her var igjen andre Forhold medvirkende. For det første fik, som før bemærket Døtrene i den ældre Tid i Regelen ingen Andel i den fædrene Odel; dernæst var det vel som oftest kun en enkelt eller enkelte af Sønnerne, som i Virkeligheden overtog Faderens Gaard, idet de øvrige drog ud paa vikingetog eller i Kjøbfærder, og da enten lod sig udløse af de første eller ialfald lod disse mod Landskyld beholde den samlede Gaard. Hertil sigter ligefrem G. L. 88 og M. L. VII. 16, der giver Odelsmand Fortrinsret til at faa bygslet alt det, som ligger samtunes med hans egen Del af Gaarden, hvis Ejerne ikke selv vil bruge det (jfr. ovf. S. 168). Paa de større Odelsgaarde, som det, for at opretholde Ættens Stilling i Samfundet, var af særegen Vigtighed at holde samlede, traf vistnok i Regelen enhver Familiefader i levende Live de fornødne Foranstaltninger til, at de, udelte og uden Paahefte af altfor megen Landskyld, kom til at gaa over i den Søns Eje, der traadte i hans Sted. – Efter Vikingetidens Ophør og under de forandrede Tilstande, som indtraadte efter Borgerkrigene, har imidlertid uden Tvivl Flere og Flere valgt Jordbruget til Næringsvej, og da tillige Magnus Lagabøter kaldte Døtrene til Arv i Forening med Sønnerne, vilde vistnok nu en høj Grad af Splittelse af de faste Ejendomme være indtraadt, dersom han ikke tillige havde udelukket Døtrene fra Arveret til Faderens Odelsgods, naar der var Sønner, og derhos indført Aasædesretten, hvor flere Brødre kom sammen til Arv om sin Faders Odelsgods, hvilken Institution ved Chr. IV. Lov blev udstrakt til alle Tilfælde, hvor der var flere Medarvinger til en Odelsgaard, og ved Chr. V. Lov 5–2–63 til alt Jordegods uden Hensyn til Odel.

Ved Kjøb eller anden lignende Erhvervelse er vistnok kun i de færreste Tilfælde Jordfællesskab opstaaet, skjønt der i Sagen selv intet derfor kunde være til Hinder.

Det er en Selvfølge, at Tilstedeværelsen af et saadant Forhold ikke kunde andet end øve en væsenlig Indflydelse paa de enkelte Ejeres Retsforhold, hvilken maatte vise sig i væsenlige Indskrænkninger i Ejerens almindelige Ret til at raade over sin Ejendom efter eget Tykke. Om Samejernes Forhold til hinanden i Almindelighed indeholder imidlertid Lovene kun faa Bestemmelser udenfor Retten til at kræve Skifte, hvilket vidner om, at Forholdet har været saa udbredt, at det ikke har været betragtet som nogen Uregelmæssighed. Derimod findes der flere Bestemmelser om den enkelte Ejers Raadighed over sin Ejendom, der kjendelig hviler paa den Forudsætning, at Jorden ligger i Fællesskab, og saaledes netop ved sin almene Udtryksmaade vidner om, at Fællesskab, praktisk talt, var den eneste Form, hvorunder Jordejendom i Almindelighed forekom. Det var saaledes forbudt at holde flere Kreaturer paa en Gaard om Sommeren, end der kunde fremfødes af dens egen Avling om Vinteren. Naar to Maaneder var forløbne af Sommeren (midt i Juni), skulde Kvæget drives fra Hjemhagen til Sæters, og maatte ikke drives hjem igjen før Tvimaaned (Midten af September) – alt under Straf af Bøder (G. L. 81[3]; M. L. VII. 40, Chr. IV. L. 38, Kilde til Lovb. 3–12–12). – Om Gjerdepligten er ovenfor talt: Ifølge F. L. XIII. 18 og 19 kunde Ingen formene den Anden at havne i uskiftet Hage, og selv om den var skiftet, var Medejerne dog ikke pligtige at holde Gjerde; kun hvis Hyrde fulgte med Kvæget, medførte det Ansvar, hvis han lod det komme ind paa den Andens Part. Efter G. L. 82 jfr. 84 og M. L. VII. 29 jfr. 31 og 41 kunde derimod den ene Ejer fordre Gjerde af den anden i Hjemhagen, og i Tilfælde af Forsømmelse indsætte hans Fæ; hvorimod saadant Ansvar ikke fandt Sted i Sætermarkerne.

Havde den ene Ejer faaet høstet sin Ager før den anden, maatte han ikke slippe sine Kreaturer der, før ogsaa den i anden havde høstet sin. Denne maatte imidlertid heller ikke slippe sine Kreaturer ud paa sin Ager, førend Græsset paa denne havde naaet samme Højde som paa den først afhøstede. Vilde nogen ellers lade sit Kvæg græsse paa Stubben, skulde han forsvarlig indgjerde samme (F. L. XIII. 20 og 22[4]; G. L. 81 Slutn., M. L. VII. 42, Chr. IV. L. 39, jfr. Lovb. 3–12–13). – Vilde nogen gildre efter Dyr, skulde han efter M. L. VII. 58 først kræve Skifte, d. e. enten Fordeling af Stederne eller Overtagelse for fælles Regning. Gildre i Hjemmarken skulde løses om Dagen og alene bruges om Natten, men i Udmarken bekjendtgjøres til Tinge eller Kirkestevne.

I Skov eller Udhage, som laa i Fællig, maatte Ingen aavirke mere, end hans Lod medførte, undtagen Brændsel, der rettede sig efter Enhvers Husbehov (M. L. VII. 22 jfr. 16[5], Chr. IV. L. 20 jfr. 14. Lovb. 3–12–15). Ansvaret for den Samejer, som overskred sin Brugsret, var det samme, som for Aavirke af en ganske Fremmed.

Om Fællesskabets Udskiftning handler G. L. 87, F. L. XIV. 4, M. L. VI. 3[6], Chr. IV. L. sammesteds der er Kilden til Lovb. 5–2–68. Uagtet disse Artikler bruger Udtrykket «Odelsskifte», fremgaar det dog af hele Sammenhængen klart, at de angaar Udskiftning af Jordfællesskab i Almindelighed, hvilket navnlig fremgaar af Artiklernes Plads i Gulatingsloven (jfr. M. L. VII. 22), og Udtrykket óðalsskipti maa, hvis Odel ikke blot er brugt i sin almindelige Betydning Ejendom (jfr. Modsætningen til hafnskipti i F. L.), forklares derved, at Tilfældet nærmest er forudsat at ville opstaa, naar der indtræder en ny Interessent ved Arv, jfr. Udtrykket i M. L.: eptir því som hlotin eru.

Regelen var, at enhver Samejer kunde kræve Udskiftning. Var alle enige, kunde de skifte, som de vilde; i modsat Fald skulde Skiftet foretages af skjellige Mænd, opnævnte til Tinge. Efter Gulatingsloven skulde den, som krævede Skiftet, stevne de øvrige med passende Varsel til Aastedet, naar Jorden var aaben (ufrossen) og usaaet. Var nogen Medejer udenlands, skulde han have 12 Maaneders Varsel til Udskiftningen; mødte han da ikke, skulde hans Arving stevnes. Udeblev nogen Medejer, gik skiftet ligefuldt for sig. I Tilfælde af Tvist om Skiftemaaden, gjaldt deres Stemme, som vilde have skiftet foretaget i det største Omfang, i Stykker paa hele eller halve Gaarde. Delingen skulde ske efter Øjemaal, med mindre Maaling med snor (álburðr, Rebning) tyktes bedre. Efter at Delene var afsatte, skulde der kastes Lod mellem Samejerne, om hvem hver enkelt Del skulde tilfalde. Enhver af Samejerne havde Ret til, hvis han formente, at Delingen havde været urigtig, at kræve ny Maaling med Snor inden 3 Aar, og den ældre Udskiftning i Overensstemmelse hermed berigtiget, men dog saaledes, at hver beholdt den Lod, ham fra først af var tilfalden. Grænserne for de enkelte Lodder skulde betegnes med 3 nedgravne Stene[7], og det foregaaede Skifte forkyndes til Tinge. – Efter Frostatingsloven skulde Odelsskifte foregaa om Høsten; Varselet var som sædvanlig 5 Dage, hvis alle Ejere var inden Fylket, 1 Maaned inden Lagdømmet, 2 Maaneder udenfor Lagdømmet men inden Riget, og 12 Maaneder udenrigs; derimod tales intet om nogen fornyet Indstevning af den udenrigs Værendes Arving. Endvidere bestemte Frostatingsloven, at, hvis nogen af Samejerne fremfor de øvrige havde forbedret Jorden, skulde ham til Vederlag herfor udlægges Jord, dog ikke til Ejendom, men som brugeligt Pant (til forsölu[8]). – Den nyere Landslov har i det hele fulgt Gulatingsloven, men med den Forandring, at der indengjerdes skal maales med Stang, med mindre Maaling med snor tykkes bedre, og kun udengjerdes skiftes efter Øjemaal.

Lovene forudsætter kjendelig, at alle Lodderne skal være lige store, da jo ellers Lodkastning maatte være uanvendelig. Ejede de forskjellige Medejere ikke lige meget i Jorden, var der vel ingen anden Udvej, end at samtlige Andele reduceredes til ens Benævning (hvorved rimeligvis Landskylden afgav Generalnævneren), og at derefter hver af Samejerne erholdt forholdsvis saa mange flere Lodder, som han ejede større Part i Jorden, f. Ex., naar en Jord, hvori A ejede 3 Lodder, B 5 Lodder og C 7 Lodder, skulde udskiftes, deltes Jorden i 15 lige Dele, hvoraf A fik 3, B 5 og C 7. Denne Fremgangsmaade, der ogsaa antydes ved Udtrykket: hluti skal í skaut bera svá marga, sem þeir eigu (hluti) í jørðu til, maatte vistnok lede til, at hver kunde komme til at faa sin Lod spredt om paa forskjellige Steder; men egentlig var Loddernes Samling heller ingen Nødvendighed. Udskiftningens Øjemed var alene at skaffe den Enkelte sit med fuld Ejendomsret, og kun, «hvis ikke andet tykkes rettere», vil Loven derhos, at der skal skiftes i saa store Stykker som muligt. Ved disse Skifter blev saaledes vistnok ofte alene et fuldkomment Fællesskab forvandlet til et ufuldkomment, kun med den Begrænsning, at man stræbte at gjøre de enkelte Stykker saa store som muligt.

Samejerne betragtedes, saalænge Jorden ikke var udskiftet, ligeoverfor Fremmede for saa vidt som en Enhed, at der i Tilfælde af ulovligt Aavirke paa Ejendommeu kuu svaredes Bøder engang, hvilke beregnedes efter den fornemste Samejers Stand, og deltes mellem samtlige Ejere i Forhold til deres Anpart (G. L. 91; F. L. XIII. 16; M. L. VII. 21[9] og 22; Chr. IV. L. 19, 20). At en enkelt af Ejerne for Øjeblikket hevde den Jord, paa hvilken Aaværk var gjort, til Brug, og saaledes i Grunden var den eneste Skadelidende, synes ikke at have gjort nogen Forskjel. Havde en enkelt af Ejerne givet Tilladelse til den ulovlige Brug, fik han naturligvis hverken Skadegjæld eller Bod; men denne beregnedes da og fordeltes i Forhold til de øvriges Stand og Anpart i Jorden.

Om Fællesbrug af Ager og Eng samt Huse indeholder Lovene forskjellige nærmere Bestemmelser, der imidlertid efter sine Ord alene angaar det Tilfælde, at der findes flere Lejlændinger paa en Gaard, men som dog ogsaa vistnok maa have været anvendelige i Forholdet mellem flere Samejere indbyrdes, se G. L. 81; F. L. XIII. 2; M. L. VII. 12, 15, 18, Chr. IV. L. 11, 13, 16, Kilde til Lovb. 3–12–9 til 11 og 3–14–8. Ogsaa her kunde Skifte efter de samme Regler som Odelsskifte finde Sted (hafnskipti? F. L. XIV. 4), hvilket ifølge Gulatingsloven skulde være bindende for Parternes Brugstid; men hver Gang der kom en ny Lejlænding paa Gaarden, kunne denne kræve nyt Skifte[10]. Den nyere Landslov tænker sig derimod Forholdet fastere ordnet og bestemmer, at den nye Lejlænding skal tage de Tejge og den Del af Husene, som hans Formand havde. – Iøvrigt maatte naturligvis de om Samejere gjældende Regler ogsaa blive anvendelige i Forholdet mellem Sambrugere.

  1. Nú skal til setra á fjøll upp vera merki, sem at fornu fari hefir verit; fœra eigi or stað, nema hann fœri engum manni til meins. Svá skal þar setr at sømu. Þar má eigi smali fara með heimboðum; þar skal mœta horn horni ok hófr hófi.
  2. Jfr. C. Säve, i Bergstedts Tidskrift för Litteratur. 1852. S. 278.
  3. Ef menn tveir búa á einum bœ, þá skal hvárrtveggja þeirra hafa eigi fleira búfé um sumar, en hann má fœða um vetrinn ok vinna ekki á annarra manna jørð til. En ef hann hefir fleira í haga, þá skal hann gjalda grasráns-baug ok landsdrótni landnám, en hinum grasverð, er á. Gøtur allar ok garðahlið skulu vera sem verit hafa at fornu. Ef menn búa í grend saman, þá skal fara or húsa haga, er tveir mánaðr eru af sumri, nema þeim þykkir øllum annat sannari. Nú sitr einhverr lengr niðri, þá skal hann fyrirbjóða hanum þarsetu; nú sitr hann kyrr at hváru, þá skal hann stefna hánum þing fyrir rán ok þarsetu; … Slíkt liggr við, er hann ferr ofan fyrir tvímánað. Há eigu menn of haustum; þá skal engi fyrir øðrum beita; en sá er beitir gjaldi grasráns-baug.
  4. Ef maðr leggr trøð sína við akr eða engi annars manns, þá skal hann hverfa garði gildum um.
  5. Ef menn búa á jørðu saman, þá skulu þeir viða at hjúna-tali en eigi at jarðar-magni, því at hjún þurfa eldingar en eigi jørð.
  6. Nu vilja menn óðlum skipta sín í millum, eptir því sem hlotin eru, ok skipta óðalsskipti, ok eru þeir allir á eitt sáttir, skipti sem þeir vilja, ok leggi hluti á, hafi þat hverr er hlýtr, ok lýsi því á þingi hvat hverr hefir hlotit. … Nú vilja menn óðlum sínum skipta ok hafa heraðsmenn við, þá skal sá er skipta vill, stefna øllum til jarðar, er móti eigu, svá løngu fyrir at um lið megi sýsla, at opinni jørðu ok ósainni. Sá skal ráða er stœrrum vill skipta. Með skapti má jørðu skipta innangarðs, nema álburðr þykki betri, en með augnaskoti utangarðs. Marksteina skal þar niðr setja ok grafa, sem menn verða á sáttir, ok leggja í hjá 3 steina ok eru þeir kallaðir lýrittar. … Hluti skal í skaut bera svá marga, sem þeir eigu í jørðu til; sjá skulu skilríkir menn mark þeirra hluta, ok vita hvat hverr þeirra hlýtr í húsum eða jørðu; aðrir menn skulu hluta þeirra í bera, er vilja eigi sjálfir. Á þing skulu þeir þá fara ok lýsa óðalsskipti sínu; þá hafa þeir at løgum óðulum sínum skipt. … Engi skal øðrum álburðar synja innan þriggja vetra; sá skal af lata, er meira hefir en ál segir til, og leggja til hins, er minna hefir, ok hafi þó hverr þann hlut sem hlaut.
  7. Lýrittar – Vidnestene, som de endnu kaldes i Udskiftningsl. 12 Oktober 1857 § 18 g. Jfr. Dipl. Norv. II. No. 561 og VI. No. 729.
  8. En slíkt sem aðrirtveggja hafa bœtt jørð, ok menn meta til, standi fyrir jørðu þess ok sé at forsølumáli, sem menn vilja sverja um.
  9. Ef fleiri menn eigu jørð saman, þá skulu þeir allir eptir hinum bezta manni landnám taka ok skipta landnámi ok áverka-bót eptir jarðar-magni þeim er í jørðu á. … En ef sumir leyfa íneytslu i jørðu en sumir eigi, þá taki sá, er eigi leyfði, landnám sitt fullt eptir því sem hann er maðr til, en af áverka sem hann á í jørðu til; en ef fleiri hafa úleyft, þá taki allir eitt landnám. … En ef jørðu er óðals-skiptu skipt, þá tekr hverr fullt landnám af sínum hluta eptir því sem hann er maðr til.
  10. Nú búa grannar tveir saman ok taka af einum manni jørð; þá er sú jørð úskipt, þá skal þat skipti halda, er þeir skipta sín á milli, meðan þeir búa á jørðu. Ef annarr býr en annarr ferr á brótt, þá má hann eigi þeim skiptis synja, er til ferr jarðar.